(Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand (1))

Komplekset

Klagerne deltog i udvælgelsesprøve EUR/C/23, der blev afholdt i fællesskab af Europa-Parlamentet og De Europæiske Fællesskabers Domstol. Efter at have bestået udvælgelsesprøven blev deres navne opført på reservelisten over beståede ansøgere.

Klagerne blev henholdsvis den 1. maj 1997 og den 1. februar 1998 ansat af Parlamentet i lønklasse C5, løntrin 3, i karrieren.

I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at de var blevet forskelsbehandlet i forhold til andre ansøgere, der havde deltaget i samme udvælgelsesprøve, og som var blevet ansat i lønklasse C4, løntrin 3.

Forespørgslen

Parlamentets udtalelse

I sin udtalelse om klagen anførte Parlamentet, at klagerne den 25. september 1998 og den 15. oktober 1998 påklagede institutionens afgørelse ved at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90. Klagerne blev afvist, fordi de ikke var indgivet inden for fristen.

Institutionen understregede, at det ifølge Fællesskabets retsinstansers faste praksis kun er tilstedeværelsen af nye væsentlige elementer, der kan begrunde, at der indgives en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, med henblik på fornyet behandling af en tidligere afgørelse vedrørende ansættelse, som ikke er blevet påklaget inden for fristen. Hvis en domstols dom om annullation af en forvaltningsakt imidlertid kunne udgøre et nyt element, gælder dette kun for à over for de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt. Retspraksis fra Monaco (2), som klagerne har påberåbt sig, kan derfor ikke finde anvendelse, da de ikke har deltaget i den samme almindelige udvælgelsesprøve som Monaco.

Endvidere anførte institutionen, at ansættelsesmyndigheden i henhold til den politik, som Parlamentet fulgte på ansættelsesområdet efter ikrafttrædelsen af de nye interne direktiver i maj 1995, kun undtagelsesvis kan udnævne en tjenestemand i en højere lønklasse end den første lønklasse i hans/hendes kategori og tiltrække kvalificerede ansøgere, når der skal udføres yderst komplekse opgaver.

Klagernes bemærkninger

I deres bemærkninger fastholdt klagerne i det væsentlige deres oprindelige klage.

Afgørelsen

1. Europa-Parlamentets ansættelsesprocedure

1.1 Klagerne bestod udvælgelsesprøve EUR/C/23, som Europa-Parlamentet og EF-Domstolen afholdt i fællesskab, og blev ansat i lønklasse C5, løntrin 3. I deres klage til Ombudsmanden hævdede de, at de var blevet forskelsbehandlet i forhold til andre ansøgere, der havde deltaget i samme udvælgelsesprøve, og som var blevet ansat i lønklasse C4, løntrin 3.

1.2 Parlamentet understregede i sin udtalelse, at klagerne påklagede institutionens afgørelse ved at indgive en klage i henhold til vedtægtens artikel 90. Parlamentet forkastede dem imidlertid, fordi de ikke var fremsat inden for fristen.

1.3 Kun tilstedeværelsen af nye væsentlige elementer kan begrunde indgivelse af en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, med henblik på fornyet behandling af en tidligere afgørelse vedrørende ansættelse, som ikke er blevet påklaget inden for fristen. Hvis en domstols dom om annullation af en forvaltningsakt imidlertid kunne udgøre et nyt element, gælder dette kun for à over for de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt. Parlamentet påpegede, at dommen fra Retten i Første Instans i Monaco-sagen, som klagerne havde påberåbt sig, ikke fandt anvendelse på deres sag, da de ikke var direkte berørt af den annullerede retsakt.

1.4 Ombudsmanden bemærker, at det vigtigste spørgsmål i denne sag er at fastslå, om klagerne er blevet forskelsbehandlet af Europa-Parlamentet ved ansættelsen, og om Parlamentet har begået fejl eller forsømmelser.

1.5 Princippet om forbud mod forskelsbehandling og om ligebehandling er et af fællesskabsrettens grundlæggende principper. Ifølge EF-domstolenes faste praksis kræves det, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (3).

1.6 I sin dom i sag T-92/96 (Monaco-sagen) fandt Retten i Første Instans, at ansøgere fra samme udvælgelsesprøve i princippet skal anses for at befinde sig i en lignende situation. Domstolen har endvidere fastslået, at en institution tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, hvis den for en tjenestemand, der ansættes i forbindelse med en udvælgelsesprøve, anvender bestemmelserne i de nye interne direktiver, der fastsætter en strengere anvendelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2, mens andre tjenestemænd, der ansættes i forbindelse med den samme udvælgelsesprøve af institutionen før de nye interne direktivers ikrafttræden, er blevet indplaceret i henhold til de tidligere interne direktiver.

Retten fandt, at den eneste henvisning til nye regler, som Parlamentet i mellemtiden havde vedtaget, ikke var en tilstrækkelig begrundelse for at ansætte ansøgere fra samme udvælgelsesprøve med forskellige kontraktbetingelser.

1.7 Ombudsmanden mener, at det er vigtigt at minde om, at den udvælgelsesprøve, som klagerne har deltaget i, blev afholdt i fællesskab af Parlamentet og Domstolen.

Efter Rettens dom i ovennævnte sag omklassificerede Domstolen imidlertid på eget initiativ de tjenestemænd, der efter ikrafttrædelsen af de nye interne direktiver blev ansat på mindre gunstige vilkår end dem, der gjaldt for ansøgere, der blev ansat på grundlag af de tidligere interne direktiver.

1.8 Ombudsmanden mener, at selv om Monaco-dommen ikke finder anvendelse på klagerne som et nyt element, har ansættelsesmyndigheden mulighed for at ændre klagernes ansættelsesvilkår ved at følge Domstolens eksempel.

1.9 På grundlag af disse betragtninger konkluderer Ombudsmanden, at Parlamentets beslutning om at ansætte de klagere, der anvender de nye interne direktiver på dem, når andre ansøgere, der blev ansat fra den samme reserveliste, blev klassificeret i henhold til de tidligere interne direktiver, resulterede i en forskelsbehandling af klagerne. Det forhold, at institutionen ikke har handlet i lyset af det princip, som Retten fastslog i sag T-92/96, og dens afvisning af at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse, udgør derfor et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

I betragtning af Parlamentets holdning forekommer det ikke muligt at nå frem til en mindelig løsning. Ombudsmanden finder det derfor hensigtsmæssigt at fremsætte følgende forslag til henstilling i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i hans statut.

Udkastet til henstilling

Parlamentet bør følge Domstolens eksempel og omklassificere klagerne til lønklasse C4, løntrin 3, med virkning fra datoen for deres udnævnelse til tjenestemænd.

Europa-Parlamentet og klagerne vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Europa-Parlamentet en udførlig udtalelse senest den 30. september 2001. Den detaljerede udtalelse kunne bestå i accept af Ombudsmandens henstilling og en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre den.

Strasbourg, den 18. maj 2001

 

Jacob Söderman

---

(1) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, EFT L 113/5.

(2) Dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 9. juli 1997, Roberto Monaco mod Europa-Parlamentet. Sag T-92/96. ECR - SC [1997], side IA-0195; II-0573.

(3) - Sag 203/86, Spanien mod Rådet, Sml. 1988, s. 4563, præmis 25, og sag C-15/95, EARL de Kerlast, Sml. 1997 I, s. 1961, præmis 35
- sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. 1998 I, s. 7235, præmis 97.