KONKLUSION: 935/2018/EA

Tilfældets titel: Behandling af anmodninger om aktindsigt i dokumenter fra EUNAVFOR MED operation SOPHIA

Dato: Tirsdag den 2. oktober 2018

Fysisk placering: Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Bruxelles

Den Europæiske Ombudsmand repræsenteret ved:

Fergal O'Regan Anthony, leder af undersøgelsesenhed 2

Elpida Apostolidou, Enheden for Strategiske Undersøgelser

Maximillian Kemp, praktikant, Enheden for Strategiske Undersøgelser

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil repræsenteret ved:

7 personer

1. Formålet med mødet, indledning og proceduremæssige oplysninger

Ombudsmandens undersøgelseshold præsenterede sig selv og fremlagde formålet med undersøgelsen af klage 935/2018/EA, som er at undersøge behandlingen af anmodninger om aktindsigt i EUNAVFOR MED operation Sophias [1] (»operation Sophia«) dokumenter.

 Ombudsmanden indledte undersøgelsen med en skrivelse med en række spørgsmål og anmodede om, at der blev afholdt et møde mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ("EU-Udenrigstjenesten") og hendes repræsentanter for at drøfte de pågældende spørgsmål. Disse spørgsmål vedrørte operation SOPHIA's retlige status, og hvordan EU-Udenrigstjenesten og operation SOPHIA behandler anmodninger om aktindsigt i dokumenter vedrørende sidstnævnte. [2] 

Ombudsmandens undersøgelseshold forklarede også Ombudsmandens mandat og undersøgelsesbeføjelser. De tilføjede, at Ombudsmanden vil fastlægge sit næste skridt i denne undersøgelse på grundlag af de afgivne svar. Ombudsmandens undersøgelseshold meddelte også EU-Udenrigstjenestens repræsentanter, at Ombudsmanden kan sende møderapporten til klageren med henblik på kommentarer, og at hun vil offentliggøre den på sit websted for at give alle interesserede mulighed for at læse den.

2. Udveksling af oplysninger

Drøftelsen fandt sted på grundlag af de spørgsmål, der blev sendt i Ombudsmandens brev om indledning af undersøgelsen.

1) EU-Udenrigstjenesten har sagt til klageren, at operation Sophia er en separat og uafhængig enhed, som Rådet har tildelt rets- og handleevne. På hvilket grundlag fremsætter EU-Udenrigstjenesten denne påstand?

EU-Udenrigstjenesten afgav følgende svar [3]:

I henhold til artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union ("TEU") opretter Rådet tre typer missioner og operationer under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ("FSFP"):

civile missioner placeres på strategisk niveau under den øverstbefalende for den civile operation og på operationelt niveau under en missionschef

ii) militære udøvende operationer placeres på strategisk niveau under en øverstbefalende for operationen (placeret i et særligt operationshovedkvarter, Rom for operation Sophia, Northwood for operation Atalanta, SHAPE – i Mons – for operation Althea) og på operationelt niveau under en øverstbefalende for styrken i operationsområdet

iii) militære missioner uden udøvende beføjelser placeres på strategisk niveau under den øverstbefalende for missionen og på operationelt niveau under en øverstbefalende for missionsstyrken.

Rådets afgørelser om oprettelse af civile FSFP-missioner [4] fastsætter, at sådanne missioner har kapacitet til at indkøbe tjenesteydelser og forsyninger, indgå kontrakter og administrative ordninger, ansætte personale, have bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og indfri deres forpligtelser og optræde som part i retssager i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre sådanne afgørelser.

Operation SOPHIA blev oprettet ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/778 [5]. I lighed med de øvrige militære missioner og operationer har operation SOPHIA den rets- og handleevne, der er nødvendig for, at den kan udføre sine opgaver: f.eks. ved delegation fra Athenamekanismen [6] er den øverstbefalende for operationen anvisningsberettiget for budgettet for operationen og gennemfører bevillingen vedrørende fælles aktionsudgifter. Det særlige Athenaudvalg kan bemyndige operationens OHQ til at indgå og tildele kontrakter om logistiske og andre tjenester [7].

FSFP-missionerne og -operationerne, der er oprettet ved specifikke rådsafgørelser, udgør operationelle EU-aktioner, der er adskilt fra og uafhængige af EU-Udenrigstjenesten. Artikel 1, stk. 4, i afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan EU-Udenrigstjenesten skal tilrettelægges og fungere, som Rådet har vedtaget på grundlag af artikel 27, stk. 3, i TEU, fastsætter, at "EU-Udenrigstjenesten består af centraladministrationen og EU-delegationerne i tredjelande og ved internationale organisationer". FSFP-missionerne og -operationerne er adskilt fra EU-Udenrigstjenesten. De er ikke en del af det.

I henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/778 henhører det under Rådets og den højtstående repræsentants ansvar, at Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité udøver den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af operation Sophia i henhold til artikel 38, stk. 2, i TEU. EU-Udenrigstjenesten støtter den højtstående repræsentant i udførelsen af denne opgave. Men denne opgave er af politisk karakter og vedrører ikke gennemførelsen, herunder administrationen, af FSFP-missioner og -operationer.

Gennemførelsen af FSFP-missioner og -operationer henhører imidlertid ikke under den højtstående repræsentants direkte myndighed. Kommandokæden for civile missioner og militære missioner og operationer har ansvaret for at koordinere alle spørgsmål vedrørende deres støtte, herunder deres administration. Den højtstående repræsentant er ikke en del af kommandovejen for FSFP-missioner og -operationer. De øverstbefalende for civile og militære missioner og operationer er ansvarlige for gennemførelsen af disse missioner og operationer. De aflægger rapport til Rådet, som har oprettet disse missioner og operationer og fastlagt deres respektive mandater.

I henhold til artikel 27, stk. 3, i TEU bistår EU-Udenrigstjenesten den højtstående repræsentant, navnlig med hensyn til planlægningen af FSFP-missioner og -operationer, samt med hensyn til de retningslinjer, hun giver Rådet med henblik på gennemførelsen af Rådets afgørelser om sådanne missioner og operationer.

Artikel 4, stk. 3, litra a), tredje led, i Rådets afgørelse om oprettelse af EU-Udenrigstjenesten fastsætter derfor, at EU-Udenrigstjenesten omfatter Direktoratet for Krisestyring og Planlægning ("CMPD"), Den Civile Planlægnings- og Gennemførelseskapacitet ("CPCC"), Den Europæiske Unions Militærstab ("EUMS") og Den Europæiske Unions Situationscenter ("SITCEN", i dag "INTCEN"), som bistår den højtstående repræsentant. I denne forbindelse er der siden juni 2017 blevet oprettet en militær planlægnings- og gennemførelseskapacitet ("MPCC") inden for EUMS, som på strategisk plan er ansvarlig for den operationelle planlægning og gennemførelse af militære missioner uden udøvende beføjelser.

Hver gang Rådet beslutter at oprette en civil mission eller en militær mission uden udøvende beføjelser, udnævnes henholdsvis direktøren for CPCC og direktøren for MPCC til øverstbefalende for den civile operation eller øverstbefalende for missionen for den militære mission. Denne dobbeltsidethed ændrer ikke ved, at FSFP-missionerne og -operationerne udgør enheder, der er adskilt fra og uafhængige af EU-Udenrigstjenesten. For udøvende militære operationer er den øverstbefalende for operationen en særskilt enhed, der udpeges af Rådet fra sag til sag.

2) Er operation Sophia efter EU-Udenrigstjenestens opfattelse et EU-organ som omhandlet i artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«)?

EU-Udenrigstjenesten afgav følgende svar:

Når EU's primære ret på en omfattende måde beskriver de EU-enheder, som traktaternes bestemmelser finder anvendelse på, henviser den ikke til "institutioner, organer, missioner, kontorer og agenturer", men kun til "institutioner, organer, kontorer og agenturer". Dette er tilfældet i artikel 15 i TEUF om retten til aktindsigt, men også f.eks. i artikel 16 i TEUF om beskyttelse af personoplysninger eller i artikel 298, stk. 1, i TEUF om en uafhængig europæisk forvaltning.

Det er også tilfældet i artikel 127, stk. 4, artikel 130 og artikel 282, stk. 3, i TEUF om Den Europæiske Centralbank, artikel 263, stk. 4, og artikel 267, litra b), i TEUF om Den Europæiske Unions Domstols ("EU-Domstolens") kompetence, artikel 325, stk. 1, i TEUF om bekæmpelse af svig og andre ulovlige aktiviteter, der skader EU's finansielle interesser, flere bestemmelser i protokol nr. 4 om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, artikel 9 i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser samt chartrets artikel 41, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 5, der omhandler henholdsvis retten til god forvaltning, anvendelsesområdet og omfanget og fortolkningen af rettigheder og principper.

Med hensyn til artikel 263 i TEUF om EU-Domstolens kompetence bør det erindres, at det i kendelsen afsagt af Rettens præsident i sag T-271/10 R (vedrørende EU's politimission i Bosnien-Hercegovina ("EUPM")) hedder, at "EUPM er en "mission", med andre ord en simpel aktivitet", og at "EUPM derfor ikke kan klassificeres som et organ, kontor eller agentur med henblik på artikel 263, stk. 1 og 4, i TEUF [om EU-Domstolens kompetence]".[8] Dette er også i overensstemmelse med den terminologi, der anvendes i artikel 38, stk. 2 og 3, i TEU (Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités rolle i forbindelse med missioner), som henviser til "krisestyringsoperationer".

Lige så vigtigt i forbindelse med artikel 263 i TEUF er Domstolens dom i sag C-439/13 P (Elitaliana SpA mod Eulex Kosovo [9], navnlig præmis 58 og 59:

"58. Det fremgår af ovenstående betragtninger, at det var med rette, at Retten fastslog, at Eulex Kosovo ikke kunne anses for at have status som juridisk person, eftersom fælles aktion 2008/124 kvalificerede denne enhed som en mission, og eftersom missionen på det politiske og strategiske område var underlagt Rådets og HR’s myndighed og kontrol, mens missionschefen på det budgetmæssige og finansielle område udøvede sine beføjelser under Kommissionens tilsyn og myndighed.

59. Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den i den appellerede kendelses præmis 26 fastslog, at Eulex Kosovo ikke havde status som juridisk person, og at det ikke var fastsat, at Eulex Kosovo skulle være part i en sag for Unionens retsinstanser. Retten konkluderede på dette grundlag med rette, at Eulex Kosovo var en mission af begrænset varighed, som ikke kunne være et "organ, kontor eller agentur" som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF".

Rådets afgørelser om oprettelse af civile FSFP-missioner indeholder en bestemmelse om, at hver mission har kapacitet til at indkøbe tjenesteydelser og forsyninger, indgå kontrakter og administrative ordninger, ansætte personale, have bankkonti, erhverve og afhænde aktiver, opfylde sine evner og optræde som part i retssager i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre afgørelsen om oprettelse af missionen. En sådan bestemmelse giver ikke missionerne status som juridisk person (i modsætning til Rådets afgørelser om oprettelse af de tre EU-agenturer på FUSP-området, dvs. EDA, Satcen og ISS), men kun en begrænset funktionel rets- og handleevne. For så vidt angår militære missioner og operationer er denne kapacitet tilført Athenamekanismen (Athena er en mekanisme, der håndterer finansieringen af fælles udgifter i forbindelse med EU's militæroperationer under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)). At tildele missioner en funktionel rets- og handleevne bevirker ikke, at de omdannes til organer, kontorer eller agenturer i EU-rettens forstand.

På samme måde har EU's afledte ret med hensyn til behandling af personoplysninger, herunder forordning 45/2001, konsekvent sondret mellem Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer på den ene side og EU's FSFP-missioner og -operationer på den anden side. Den forordning, der afløser forordning 45/2001, og som snart skal vedtages af Rådet og Parlamentet, vil finde anvendelse på alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer. Den finder ikke anvendelse på FSFP-missioners og -operationers behandling af personoplysninger.

Kun i den meget specifikke sammenhæng med Europolforordningen [10] har EU-lovgiveren af operationelle årsager besluttet at henvise til EU's "institutioner, organer, missioner, kontorer og agenturer", når det drejer sig om Europols forbindelser med andre relevante EU-enheder: dette er bevis for, at sådanne FSFP-missioner (og -operationer) i alle andre tilfælde, hvor der ikke udtrykkeligt henvises til " missioner " i den primære eller afledte ret, ikke falder ind under anvendelsesområdet for den respektive traktat eller bestemmelser i den afledte ret. I forbindelse med Europol henviser artikel 2 i ovennævnte forordning kun til FSFP-missioner "i forbindelse med denne forordning" (som nævnt i indledningen til denne artikel), hvilket betyder, at anvendelsesområdet for denne bestemmelse er begrænset til gennemførelsen af denne forordning.

I lyset af ovenstående betragtninger er det klart, at FSFP-missioner og -operationer (herunder operation SOPHIA) ikke er EU-organer som omhandlet i artikel 15 i TEUF.

3) EU-Udenrigstjenesten meddelte klageren, at sidstnævnte ifølge operation Sophias juridiske tjeneste kunne modtage og behandle anmodninger om aktindsigt i dokumenter, der sendes direkte til den. Operation Sophia har imidlertid meddelt klageren, at den ikke er ansvarlig for anmodninger om aktindsigt i henhold til forordning 1049/2001. Kan EU-Udenrigstjenesten præcisere dette punkt?

Repræsentanten for EU-Udenrigstjenesten anførte, at EU-Udenrigstjenesten faktisk havde henvist klageren til operation Sophia vedrørende visse dokumenter, som EU-Udenrigstjenesten ikke var i besiddelse af, og som den derfor ikke kunne fremlægge i henhold til forordning 1049/2001.

Det blev imidlertid præciseret, at EU-Udenrigstjenesten i den forbindelse ikke havde angivet, at anmodninger om aktindsigt rettet til operation Sophia ville blive behandlet inden for rammerne af forordning 1049/2001. Dette forklarer derfor operation Sophias svar på klagerens anmodninger, da klageren nævnte, at han adresserede sine anmodninger til operation Sophia i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001.

4) Er der indført en politik for, hvordan operation Sophia behandler anmodninger om aktindsigt?

EU-Udenrigstjenestens repræsentant anførte, at eftersom operation SOPHIA er en særskilt enhed, bør dette spørgsmål rettes direkte til den.

Ikke desto mindre blev det tilføjet, at EU-Udenrigstjenesten havde opfordret til et møde med operation Sophia for at informere sig om, hvordan operationen behandler anmodninger om aktindsigt. I den forbindelse havde operation Sophia meddelt EU-Udenrigstjenesten, at den var i færd med at udvikle en politik for behandling af anmodninger om adgang. Navnlig havde operation Sophia identificeret sin talsmand som den person, til hvem sådanne anmodninger skulle rettes eller fremsendes.

5) Findes der en politik for, hvordan EU-Udenrigstjenesten behandler anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som er i EU-Udenrigstjenestens besiddelse, og/eller som vedrører operation SOPHIA eller lignende FSFP-operationer?

For så vidt angår anmodninger vedrørende militære operationer anvender EU-Udenrigstjenesten de samme regler og den samme praksis som for andre anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som den er i besiddelse af. Arbejdsmetoderne bygger på forordning 1049/2001 og EU-Udenrigstjenestens gennemførelsesafgørelse PROC HR (2011) 012 om reglerne for aktindsigt.

Operationelt kan de interne arbejdsprocedurer beskrives som følger:

1. Modtagelse og tildeling: Når EU-Udenrigstjenesten modtager en anmodning om aktindsigt, sender den en kvittering for modtagelsen til den anmodende part og registrerer anmodningen i databasen over aktindsigt. Gennemsigtighedsteamet tildeler anmodningen til den eller de relevante afdelinger i EU-Udenrigstjenesten, som i forbindelse med militære operationer normalt vedrører forskellige afdelinger i EU-Udenrigstjenesten, herunder den geografiske afdeling. For eksempel vedrører anmodninger vedrørende operation Sophia ofte Libyen, og den geografiske afdeling, der er ansvarlig for dette land, høres (det skal bemærkes, at holdet kun kan instruere afdelinger, der er en del af EU-Udenrigstjenesten, og ikke f.eks. selve operationen eller formanden for EU's Militærkomité, som militære operationer rapporterer til).

2. Identifikation: De berørte afdelinger i EU-Udenrigstjenesten anmodes om at kontrollere, om de er i besiddelse af det ønskede dokument, herunder om de er medtaget i korrespondancen eller i en kopi af dokumentet. EU-Udenrigstjenesten søger også i EU-Udenrigstjenestens dokumentforvaltningsdatabase, ARES og det offentlige e-EU-Udenrigstjeneste-register.

3. Undersøgelse: Hvis dokumenterne er blevet identificeret, anmodes den afdeling, der har adgang til dem, om at undersøge hvert enkelt dokument individuelt for at kontrollere, om det helt eller delvist kan gøres offentligt tilgængeligt:

a. Hvis undersøgelsen konkluderer, at dokumentet er offentligt, eller at det kan udleveres, underretter afdelingen åbenhedsteamet herom.

b. Hvis undersøgelsen fører til den konklusion, at en eller flere af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001, finder anvendelse, hvorved der gives helt eller delvist afslag på aktindsigt i dokumentet, skal afdelingen forelægge gennemsigtighedsgruppen en tekst, der forklarer dokumentets indhold og en begrundelse for, hvilken "skade" en offentliggørelse kan forårsage, og hvilke undtagelser i forordningen der finder anvendelse på dokumentet eller dets redigerede dele.

4. Tredjepartshøring: Hvis dokumentet stammer fra operationen eller fra en anden tredjepart, gennemføres der en høring, jf. artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001, medmindre undersøgelsen har konkluderet, at det er klart, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres. I tilfælde af tredjepartskonsultationer med operation Sophia har EU-Udenrigstjenesten normalt modtaget et svar fra operationen inden for 2-3 arbejdsdage. Operationen har enten givet samtykke til, at EU-Udenrigstjenesten kan frigive deres dokument fuldt ud, eller givet EU-Udenrigstjenesten begrundelser for, hvorfor operationen som en hørt part ikke går ind for offentliggørelse.

5. Svar: Når der er modtaget oplysninger fra alle berørte afdelinger i EU-Udenrigstjenesten, vil der blive udarbejdet et udkast til svar til den anmodende part:

a. Hvis EU-Udenrigstjenesten ikke er i besiddelse af dokumentet, underretter den den anmodende part om, at den ikke er i besiddelse af det ønskede dokument, og forklarer, at selve operationen ikke er en del af EU-Udenrigstjenesten.

b. Hvis undersøgelsen har konkluderet, at EU-Udenrigstjenesten er i besiddelse af dokumentet, og at det kan gøres offentligt tilgængeligt, sender åbenhedsteamet dokumentet til ansøgeren. Hvis dokumentet er klassificeret, vil muligheden for at afklassificere dokumentet blive vurderet, inden det offentliggøres. De frigivne dokumenter markeres på det tidspunkt også som et offentligt dokument i EU-Udenrigstjenestens register, hvor de bliver tilgængelige for den brede offentlighed.

c. I tilfælde af negative svar, eller hvis der kun kan gives delvis aktindsigt, vil udkastet blive godkendt af afdelingen for retlige anliggender, inden det godkendes af chefen for afdelingen for parlamentariske anliggender. Hvis der er givet afslag på aktindsigt, vil de anmodende parter i svaret blive underrettet om deres ret til at anmode om en fornyet gennemgang af afgørelsen ved at indgive en genfremsat begæring til EU-Udenrigstjenesten inden for 15 arbejdsdage. (Genfremsatte begæringer afgøres af direktøren for EU-Udenrigstjenestens budget og administration. I tilfælde af et negativt svar på en genfremsat begæring informerer EU-Udenrigstjenesten borgeren om hans/hendes ret til at anlægge sag mod EU-Udenrigstjenesten eller indgive en klage til Den Europæiske Ombudsmand.)

6. Alle udgående svar registreres både i ATD-databasen og i ARES.

6) Har EU-Udenrigstjenesten modtaget anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som er i EU-Udenrigstjenestens besiddelse, og/eller som vedrører andre FSFP-operationer? I bekræftende fald, hvordan har den håndteret disse?

EU-Udenrigstjenesten modtager ca. 160-180 oprindelige anmodninger om aktindsigt om året, hvoraf nogle vedrører FSFP-operationer.

Som eksempel kan nævnes, at 10 ud af 168 oprindelige anmodninger vedrørte militære operationer i 2017. Oplysningerne om det afgivne svar er sammenfattet i tabel 1 i bilaget. Med hensyn til operationel håndtering finder de ovenfor skitserede interne standardprocedurer anvendelse på militære operationer.

Det nøjagtige antal modtagne oprindelige anmodninger vedrørende civile FSFP-missioner og det afgivne svar er sammenfattet i tabel 2 i bilaget. For civile missioner lettes den interne tildelings- og identifikationspraksis af, at der i de fleste tilfælde kun skal inddrages ét direktorat i EU-Udenrigstjenesten (CPCC). I nogle tilfælde vil den geografiske skranke dog også blive kontaktet, hvis det ønskede dokument vedrører et bestemt land.

På mødet tilføjede EU-Udenrigstjenestens repræsentant, at det er relativt sjældent, at EU-Udenrigstjenesten ikke er i besiddelse af de ønskede dokumenter i sådanne tilfælde.

3. Afslutning af mødet

Ombudsmandens undersøgelseshold og repræsentanter for EU-Udenrigstjenesten var enige om, at eftersom spørgsmål 1) og 2) vedrører komplicerede juridiske spørgsmål, ville EU-Udenrigstjenesten behandle dem i form af et skriftligt svar.

Ombudsmandens undersøgelseshold udtrykte deres taknemmelighed for det gode samarbejde mellem de involverede og tilstedeværende repræsentanter for EU-Udenrigstjenesten. Mødet sluttede derefter.

EU-Udenrigstjenesten gav efterfølgende Ombudsmanden et detaljeret skriftligt svar på spørgsmål 1) og 2) som aftalt på mødet. EU-Udenrigstjenesten gav også et skriftligt svar på faktuelle spørgsmål (5) og (6). Det skriftlige input fra EU-Udenrigstjenesten blev anvendt til udarbejdelsen af denne rapport.

Bruxelles, den 28. november 2018

 

Fergal O'Regan Anthony Elpida Apostolidou

Chef for undersøgelsesenhed 2 Enheden for Strategiske Undersøgelser

 

Bilag:

Tabel 1: Antal anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som EU-Udenrigstjenesten har modtaget vedrørende militære FSFP-operationer

 

 

Tabel 2: Antal anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som EU-Udenrigstjenesten har modtaget vedrørende civile FSFP-missioner

 

 

[1] Missionens centrale mandat for operation Sophia er at gøre en systematisk indsats for at identificere, opbringe og bortskaffe fartøjer og muliggøre aktiver, der anvendes eller mistænkes for at blive anvendt af migrantsmuglere eller menneskehandlere, med henblik på at bidrage til en bredere EU-indsats for at ødelægge forretningsmodellen for menneskesmugler- og menneskehandlernetværk i det sydlige centrale Middelhavsområde og forhindre yderligere tab af menneskeliv til søs. https://www.operationsophia.eu/

[2] Ombudsmandens brev om indledning af undersøgelsen findes på: https://www.ombudsman.europa.eu/en/correspondence/en/100081

[3] Efter mødet besvarede EU-Udenrigstjenesten spørgsmål 1), 2), 5) og 6) skriftligt. Det skriftlige svar blev derfor anvendt til udarbejdelsen af møderapporten.

[4] Se f.eks. artikel 13 i Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1869 af 16. oktober 2017 om Den Europæiske Unions rådgivende mission til støtte for en reform af sikkerhedssektoren i Irak (EUAM Iraq) (EUT L 266 af 17.10.2017, s. 12).

[5] Rådets afgørelse (FUSP) 2015/778 af 18. maj 2015 om Den Europæiske Unions militæroperation i det sydlige centrale Middelhavsområde (EUNAVFOR MED operation SOPHIA) (EUT L 122 af 19.5.2015, s. 19). 5. 2015, s. 31.

[6] Artikel 8 i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 af 27. marts 2015 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena), og om ophævelse af afgørelse 2011/871/FUSP (EUT L 84 af 28.3.2015, s. 39).

[7] OPLAN for Operation SOPHIA, s. 39.

[8] Kendelse afsagt af Rettens præsident den 22. juli 2010 i sag T-271/10 R, H mod Rådet og Kommissionen, præmis 19-20.

[9] Domstolens dom af 12. november 2015 i sag C-493/13 P, Elitaliana SpA mod Eulex Kosovo.

[10] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og om erstatning og ophævelse af Rådets afgørelse 2009/371/RIA, 2009/934/RIA, 2009/935/RIA, 2009/936/RIA og 2009/968/RIA (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 53).