Baggrunden for klagen

1. Klageren er græsk statsborger. I september og oktober 2016 anmodede han Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) om at give ham aktindsigt [1] i den endelige rapport om dets undersøgelse af påstande om korruption og utilbørlig påvirkning i forbindelse med tildeling af en kontrakt under et EU-program i Albanien.

2. OLAF nægtede at give aktindsigt i rapporten. Den påberåbte sig en undtagelse i henhold til EU's regler om aktindsigt (forordning (EF) nr. 1049/2001) og gjorde gældende, at udbredelsen af rapporten ville være til skade for »formålet« med dens undersøgelse [2]. Med henblik herpå henviste den til EU's retspraksis, som har fastlagt en »generel formodning« om afslag på aktindsigt i OLAF's undersøgelser [3].

3. Klageren anmodede derefter OLAF om at tage sin afgørelse [4] op til fornyet overvejelse, men OLAF fastholdt sit afslag på at videregive rapporten [5].

4. Klageren henvendte sig derefter til Ombudsmanden i januar 2017.

Undersøgelsen

5. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af OLAF's afslag på at fremlægge den endelige undersøgelsesrapport.

6. I løbet af undersøgelsen foretog Ombudsmanden en grundig analyse af OLAF's afgørelse og klagerens argumenter. Ombudsmandens undersøgelseshold mødtes også med OLAF's repræsentanter og inspicerede den endelige rapport.

Parternes argumenter

Anvendelse af en generel formodning

7. I sin anmodning om fornyet undersøgelse fremførte klageren, at den pågældende endelige rapport ikke burde være omfattet af den generelle formodning, som OLAF havde lagt til grund, fordi:

· OLAF har allerede givet aktindsigt i de endelige rapporter om undersøgelser i andre sager [6]. I nogle af disse sager var sagsøgerne i stand til at sikre offentlig adgang til i det mindste nogle af de pågældende dokumenter gennem et andet forum (f.eks. ved en national domstol, ved en national konkurrencemyndighed eller i forbindelse med erstatningssøgsmål ^[7]).

· OLAF tog ikke hensyn til Ombudsmandens konklusioner i andre (lignende) sager om, at OLAF skulle give aktindsigt i dokumenter fra en undersøgelsessag [8]

· den generelle formodning bør ikke gælde "i al evighed"

· undtagelsens anvendelsesområde bør begrænses til kun at omfatte interne dokumenter (f.eks. udkast til juridiske udtalelser eller korrespondance mellem EU-institutionerne i forbindelse med en undersøgelse [9]) I dette tilfælde er den endelige rapport ikke et internt dokument.

8. Som svar forklarede OLAF, at den endelige rapport indeholder oplysninger, der er indsamlet under undersøgelsen, samt OLAF's analyse og vurdering af disse oplysninger. Den fremførte, at offentliggørelsen af den endelige rapport ville være til skade for formålet med dens undersøgelse, og henviste til den relevante undtagelse i forordning 1049/2001 [10]. Den henviste til relateret EU-retspraksis, som har fastslået, at der er en "generel formodning" om, at dokumenter vedrørende OLAF's undersøgelser ikke bør udleveres, da dette grundlæggende kan undergrave undersøgelsens mål samt både de dermed forbundne og fremtidige beslutningsprocesser [11]. Offentliggørelse af dokumenter fra undersøgelser vil i alvorlig grad påvirke OLAF's beslutningsproces ved at afsløre dets strategi og arbejdsmetoder og ved at begrænse OLAF's beføjelse til at foretage uafhængige vurderinger og høre EU-institutionerne om meget følsomme spørgsmål.

9. OLAF tilføjede, at fortroligheden af dokumenter i forbindelse med dets undersøgelser var nødvendig, da disse dokumenter indeholder meget følsomme oplysninger om enkeltpersoner og forretningspraksis. Offentliggørelse af disse oplysninger kan i væsentlig grad skade de involverede parters omdømme. Videregivelse af dokumenter, efter at en undersøgelse er afsluttet, kan desuden virke som en hæmsko for enkeltpersoner til at samarbejde med OLAF i fremtidige undersøgelser og dermed i alvorlig grad bringe effektiviteten af OLAF's undersøgelsesaktiviteter i fare.

10. OLAF konkluderede, at den generelle formodning om, at dokumenter vedrørende dets undersøgelser ikke bør videregives, gælder, uanset om dokumenterne vedrører en igangværende eller en afsluttet undersøgelse [12]. OLAF bemærkede endvidere, at undersøgelsen på tidspunktet for dets afgørelse i denne sag var blevet afsluttet for nylig, og at den endelige rapport var blevet fremsendt [13] til de relevante EU-organer, som skulle have tilstrækkelig tid til at beslutte, hvordan der skulle følges op.

Mere tungtvejende offentlig interesse

11. Klageren hævdede, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i at offentliggøre den endelige rapport. Det forhold, at OLAF havde indledt undersøgelsen vedrørende tildelingen af kontrakten, blev i vid udstrækning omtalt i den albanske presse. Manglen på oplysninger om resultatet af undersøgelsen havde ført til udbredt spekulation [14]. Manglende fremlæggelse af oplysninger kunne få offentligheden til at konkludere, at OLAF ikke havde anbefalet nogen afhjælpende foranstaltninger. Dette kunne give indtryk af, at EU anvender dobbeltstandarder ved ikke at bekæmpe korruption i forbindelse med EU-midler og samtidig kritisere korruption i den albanske forvaltning og det albanske retsvæsen.

12. Klageren hævdede endvidere, at manglen på oplysninger gav anledning til bekymring for, at påstandene om korruption ikke blev tilstrækkeligt undersøgt [15].

13. Han henviste også til EU's retspraksis, som har fastslået, at princippet om gennemsigtighed kan udgøre en mere tungtvejende offentlig interesse ^[16]. Efter hans opfattelse har retspraksis også fastslået, at bekæmpelse af svig i EU-organer kan kræve proaktiv formidling af i det mindste nogle oplysninger til offentligheden [17]. Han henviste også til ombudsmandens tidligere afgørelser, hvori ombudsmanden var af den opfattelse, at "der ikke er nogen absolut formodning om, at videregivelse af generelle oplysninger i forbindelse med en undersøgelse ville skade undersøgelsen" [18], og at offentligheden har ret til at blive informeret om årsagen til, at OLAF afsluttede en undersøgelse af påstande om misbrug af offentlige midler [19].

14. Efter OLAF's opfattelse havde klagerens argumenter ikke påvist, at gennemsigtighedsprincippet i dette tilfælde skulle have forrang for behovet for at opretholde fortroligheden af den endelige rapport som fastsat i EU's retspraksis [20].

15. OLAF bemærkede ligeledes, at den retspraksis, som klageren havde påberåbt sig til støtte for sit argument om gennemsigtighedsprincippet, ikke vedrørte dokumenter vedrørende OLAF’s undersøgelser. Desuden udgør gennemsigtighedsprincippet i sig selv ikke en passende begrundelse for at godtgøre, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse.

16. Med hensyn til risikoen for yderligere spekulation bemærkede OLAF, at uanset resultatet af dets undersøgelse påvirker konklusionerne i en endelig OLAF-rapport ikke den berørte persons retsstilling negativt [21]. OLAF har ingen kompetence til at gennemføre eller endog indlede disciplinære, administrative eller retslige procedurer. Eftersom OLAF har fremsendt sin endelige rapport til de kompetente organer, som endnu ikke havde haft en rimelig frist til at undersøge, hvordan der skulle følges op på den, skal disse organers interesse i at undersøge den endelige rapport endelig veje tungere end offentlighedens interesse i at få adgang til den.

17. OLAF anførte, at det vurderer alle oplysninger om påstande om svig, korruption og ulovlige aktiviteter, der skader EU's "finansielle interesser", i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i EU-forordningen om OLAF's undersøgelser (forordning 883/2013). Det er også underlagt regelmæssig overvågning af et uafhængigt "tilsynsudvalg". Som sådan var klagerens betænkeligheder med hensyn til, om dens undersøgelse var tilstrækkelig, ikke begrundede.

18. OLAF gjorde gældende, at den retspraksis, som han henviste til, havde fastslået, at offentliggørelsen af visse oplysninger til offentligheden tilsidesatte Kommissionens pligt over for dens ansatte. I modsætning til klagerens opfattelse havde dette således ikke fastsat en forpligtelse til proaktivt at formidle oplysninger til offentligheden om undersøgelser af svig. Desuden har OLAF ikke en generel forpligtelse til at informere offentligheden om resultaterne af alle sine undersøgelser eller endog om indledningen af en undersøgelse og dens faser [22]. Der kan derfor ikke være nogen berettiget forventning hos offentligheden om at få sådanne oplysninger.

19. OLAF anførte også, at det ikke er forpligtet til at informere offentligheden om de grunde, der førte til, at en undersøgelse blev afsluttet. Selv om OLAF's generaldirektør har ret til at give offentligheden visse oplysninger, skal han også sikre, at han gør dette på en neutral og upartisk måde og i overensstemmelse med princippet om fortrolighed i OLAF's undersøgelser [23]. I modsætning til klagerens opfattelse betyder hverken påstandenes alvor eller den omstændighed, at han var bekendt med undersøgelsen, at OLAF er forpligtet til at offentliggøre resultaterne af undersøgelsen.

Delvis adgang

20. Klageren hævdede, at OLAF kunne imødekomme hans anmodning ved at give »delvis adgang«[24] til den endelige rapport. Efter hans opfattelse kunne dette opnås ved »at give ham oplysninger om udfaldet af undersøgelsen/om påstandene blev anset for velbegrundede eller ej, om rapporten blev fremsendt til et EU-organ med henblik på yderligere foranstaltninger, og i bekræftende fald dette organs identitet«[25]. Han hævdede, at dette ikke ville underminere undersøgelsens effektivitet.

21. Han argumenterede også for, at OLAF skulle foretage en undersøgelse af den endelige rapport afsnit for afsnit med henblik på at fastslå, hvilke dele af rapporten der blev anvendt i andre verserende sager og derfor er underlagt tavshedspligt. Den bør offentliggøre de dele, der ikke anvendes i sådanne procedurer [26].

22. Som svar anførte OLAF, at den generelle formodning om afslag på aktindsigt i dokumenter fra dets undersøgelser betyder, at det ikke behøver at vurdere, om der bør gives delvis aktindsigt [27]. Endelig bemærkede det, at EU-institutioner eller -organer, der modtager en endelig rapport, frit kan beslutte, hvilken opfølgning der skal foretages. OLAF kan som sådan ikke identificere, hvilke dele af en endelig rapport der ikke vil blive anvendt i fremtidige procedurer og dermed kan offentliggøres.

Ombudsmandens vurdering

23. Ombudsmanden bemærker, at OLAF i sit svar på begæringen om aktindsigt påberåbte sig undtagelsen i forordning 1049/2001 for at beskytte formålet med undersøgelser [28].

Om anvendelsen af en generel formodning

24. EU's retspraksis har fastsat en generel formodning om, at dokumenter fra OLAF's undersøgelser ikke videregives, idet udbredelsen heraf kan være til skade for formålene med en undersøgelse [29]. Formodningen gælder for igangværende undersøgelser og gælder fortsat i en "rimelig periode" efter afslutningen af OLAF's undersøgelse.

25. I dette tilfælde anmodede klageren om aktindsigt i en endelig rapport udarbejdet af OLAF efter en undersøgelse. Denne rapport er uden tvivl en del af OLAF’s sagsakter og er som sådan omfattet af den generelle formodning, der er nævnt ovenfor. Den generelle formodning gælder også uanset de omstændigheder, som klageren har anført i sin anmodning om fornyet undersøgelse. Den omstændighed, at OLAF tidligere har givet offentligheden aktindsigt i endelige rapporter, kan ikke anses for at være afgørende, eftersom dette var før Retten anerkendte, at der forelå en generel formodning for, at dokumenter fra OLAF’s undersøgelser ikke blev videregivet.

26. Med hensyn til klagerens argument om, at formodningen ikke bør finde anvendelse "i al evighed", er Ombudsmanden enig og bemærker, at Retten har fortolket den tidsmæssige rækkevidde af denne formodning restriktivt og har fastslået, at "beskyttelsen af OLAF's undersøgelser omfatter opfølgningen heraf, i det omfang denne opfølgning finder sted inden for en rimelig frist"[30].

27. Ombudsmandens inspektion viste, at OLAF i maj 2016 sendte den endelige rapport til de relevante EU-organer til overvejelse. På det tidspunkt, hvor OLAF nægtede klageren aktindsigt i den endelige rapport, dvs. i januar 2017, var det rimeligt at antage, at disse organer stadig behandlede sagen. Ombudsmanden finder derfor, at OLAF med rette kunne påberåbe sig den generelle formodning om afslag på aktindsigt, og at denne formodning stadig var gældende på tidspunktet for OLAF's afgørelse.

Om forekomsten af en mere tungtvejende offentlig interesse

28. Selv om der gælder en generel formodning, kan dokumentet ikke desto mindre udleveres, hvis der foreligger en offentlig interesse, der er tilstrækkelig vigtig til at tilsidesætte den generelle formodning om afslag på aktindsigt. Ifølge EU-retspraksis er gennemsigtighedsprincippet i sig selv ikke tilstrækkeligt til at begrunde en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumenter. Kun særlige og specifikke relevante omstændigheder kan udgøre en mere tungtvejende offentlig interesse [31]. Desuden har offentlighedens interesse i at få aktindsigt i et dokument i henhold til gennemsigtighedsprincippet ikke samme vægt, når der er tale om et dokument, der er udarbejdet i forbindelse med en administrativ procedure (såsom en undersøgelse), som når der er tale om et dokument, der vedrører en procedure, hvor EU-institutionen handler i sin egenskab af lovgiver [32].

29. Ombudsmanden finder, at klagerens argumenter om princippet om gennemsigtighed og risikoen for yderligere offentlig spekulation ikke er underbygget og er af generel karakter. De kan som sådan ikke anses for at understøtte, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af den omhandlede endelige rapport.

30. Ombudsmanden er enig i, at der i mange tilfælde kan være en generel interesse i proaktivt at informere offentligheden om resultaterne af en OLAF-undersøgelse. Denne interesse skal imidlertid afvejes mod den specifikke interesse, der skal beskyttes, vurderet på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet. I den tidligere ombudsmandssag, som klageren henviste til, hvor ombudsmanden fandt, at offentliggørelse af generelle oplysninger om en undersøgelse ikke ville skade denne undersøgelse, var de pågældende dokumenter ikke fra en OLAF-undersøgelse [33]. Som sådan var de ikke omfattet af den generelle formodning.

31. Klageren fremlagde ingen argumenter eller beviser, der tydede på, at påstandene om korruption ikke blev undersøgt ordentligt af OLAF. Efter at have gennemgået den pågældende endelige rapport kan Ombudsmanden imidlertid bekræfte, at OLAF tog forskellige undersøgelsesskridt, foretog en korrekt vurdering af de indsamlede oplysninger og drog de relevante konklusioner. Den omstændighed, at Ombudsmanden tidligere har konstateret fejl eller forsømmelser begået af EU-organer i Albanien, udgør på ingen måde bevis for, at OLAF muligvis ikke har undersøgt påstandene vedrørende tildelingen af den pågældende kontrakt korrekt.

Vedrørende den delvise aktindsigt

32. EU-retspraksis har fastslået, at hvis der gælder en generel formodning for afslag på aktindsigt, er det ikke nødvendigt at undersøge muligheden for at give delvis aktindsigt. Dette ville nemlig være i strid med et af formålene med den generelle formodning. Ombudsmanden finder således, at OLAF var berettiget til at nægte at give delvis aktindsigt i den endelige rapport.

Samlet vurdering

33. Ombudsmanden konkluderer, at OLAF var berettiget til at afslå aktindsigt i det ønskede dokument, og at der derfor ikke forelå fejl eller forsømmelser.

34. Når det er sagt, mener Ombudsmanden, at OLAF nu kunne overveje muligheden for at give klageren oplysninger om de pågældende spørgsmål. OLAF har allerede givet klageren oplysninger om, at den endelige rapport var blevet sendt til de relevante EU-organer til overvejelse. Efter Ombudsmandens opfattelse kunne OLAF yderligere overveje muligheden for at give klageren flere oplysninger om i det mindste resultatet af undersøgelsen og det eller de EU-organer, som det sendte den endelige rapport til.

35. OLAF bør i den forbindelse tage hensyn til, at dets undersøgelse er afsluttet, og at den "rimelige frist", der er fastsat i EU's retspraksis for de kompetente myndigheder til at overveje opfølgningsprocedurer, muligvis ikke længere finder anvendelse. Som klageren påpegede, er der en offentlig interesse i at vide, hvorfor OLAF afsluttede en undersøgelse af påstande om misbrug af offentlige midler [34].  

36. Endelig bemærker Ombudsmanden, at selv om OLAF var berettiget til at nægte at videregive den endelige rapport på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, er OLAF's begrundelse for at anvende undtagelsen muligvis ikke længere gyldig. Hvis klageren fremsætter en ny anmodning om aktindsigt, bør OLAF overveje denne anmodning i lyset af de foreliggende omstændigheder. Alternativt kan OLAF af hensyn til god forvaltningsskik selv tage situationen op til fornyet overvejelse.

 

Konklusioner

På grundlag af undersøgelsen afslutter Ombudsmanden denne sag med følgende konklusioner:

Der var ingen fejl eller forsømmelser fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs side.

Klageren og OLAF vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

Emily O'Reilly

Den Europæiske Ombudsmand

Strasbourg, den 18.7.2018

 

[1] EU’s regler om aktindsigt er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43). 

[2] Artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning 1049/2001.

[3] Rettens dom af 26. april 2016, Strack mod Kommissionen, T-221/08, EU:T:2016:242, præmis 162.

[4] Ved at indgive en såkaldt "genfremsat begæring" i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001.

[5] I sin afgørelse fra januar 2017 støttede OLAF sig på undtagelserne i artikel 4, stk. 2, tredje led (beskyttelse af formålet med undersøgelser) og artikel 4, stk. 1, litra b) (beskyttelse af privatlivets fred og den enkeltes integritet) i forordning 1049/2001.

[6] Klageren henviste til ovennævnte sag Strack mod Kommissionen, præmis 15, 17, 20-21 og 217-219, og Rettens dom af 6. juli 2006, Franchet og Byk mod Kommissionen, forenede sager T-393/03 og T-70/04, ECLI:EU:T:2006:190, præmis 47.

[7] Klageren henviste til Domstolens dom af 27. februar 2014, Kommissionen mod EnBW Energie Baden-Württemberg AG, C- 365/12 P, ECLI:EU:C:2014:112, præmis 103-104.

[8] I den forbindelse henviste klageren til Ombudsmandens afgørelse i sag 2351/2012/JAS om Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs behandling af en anmodning om aktindsigt i forbindelse med en af dets undersøgelser og afgørelsen i sag 45/2015/PMC om Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF's) foranstaltninger efter modtagelsen af en whistleblowingrapport.

[9] Klageren påberåbte sig dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 152.

[10] Artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001. OLAF anførte også, at udbredelsen af dokumentet ville være til skade for beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet (artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning 1049/2001).

[11] OLAF redegjorde udførligt for begrundelsen for anerkendelsen af den nævnte formodning på grundlag af dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 150-162.

[12] OLAF henviste til dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 162, og til Rettens dom af 26. maj 2016, IMG mod Kommissionen, T-110/15, ECU:EU:T:2016:322, præmis 39.

[13] Den 26. maj 2016.

[14] At enten beskyldningerne blev begrundet, men ingen handling blev foretaget, eller at beskyldningerne ikke blev begrundet, men ingen handling blev foretaget mod den person, der uretmæssigt gjorde dem.

[15] Efter klagerens opfattelse var der et yderligere behov for at påvise, at OLAF havde undersøgt påstandene korrekt, da Ombudsmanden tidligere havde konstateret alvorlige tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med EU-organers og -tjenestemænds aktiviteter i Albanien. Klageren henviste til to ombudsmandssager  2450/2008(VL)BEH og sag 1005/2011/MMN.

[16] Klageren henviste til Domstolens dom af 1. juli 2008, Sverige og Turco mod Rådet, C-39/05 P og C-52/05 P, ECLI:EU:C:2008:374, præmis 59, og dommen i sagen Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, præmis 152-153.

[17] Klageren henviste til Personalerettens dom af 2. maj 2007, Jean-Louis Giraudy mod Kommissionen, F-23/05, ECLI:EU:F:2007:75, præmis 164-165.

[18] Afgørelse i sag 257/2013/OV (vedrørende aktindsigt i dokumenter vedrørende kommissær Dallis afgang fra Kommissionen). Klageren sagde, at Kommissionen i dette tilfælde havde videregivet størstedelen af sagsakterne i OLAF's undersøgelse til den anmodende part.

[19] Udkast til Den Europæiske Ombudsmands henstilling i klage 2351/2012/FOR over Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig.

^[20] OLAF henviste til Domstolens dom af 2. oktober 2014, Strack mod Kommissionen, C‑127/13 P, ECLI:EU:C:2014:2250, præmis 129-131, og dommen i sagen Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, præmis 156. Den henviste også til Rettens dom af 12. maj 2015, Technion mod Kommissionen, T-480/11, ECLI:EU:T:2015:272, præmis 83, hvori Retten udelukkede, at interessen i revisionernes gennemsigtighed ikke udgør en »mere tungtvejende offentlig interesse« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, sidste sætningsled, i forordning nr. 1049/2001.

[21] Ifølge fast retspraksis (kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 18. december 2003, Gómez-Reino mod Kommissionen, T-215/02, ECLI:EU:T:2003:352, præmis 65, dom afsagt af Retten i Første Instans den 12. september 2007, Nikolaou mod Kommissionen, T-259/03, ECLI:EU:T:2007:254, præmis 242 og 246, dom afsagt af Retten i Første Instans den 8. juli 2008, Franchet og Byk mod Kommissionen, T-48/05, ECLI:EU:T:2008:257, præmis 255-258, Rettens dom af 21. maj 2014, Catinis mod Kommissionen, T-447/11, ECLI:EU:T:2014:267, præmis 63-64.

[22] Dette er i overensstemmelse med princippet om tavshedspligt i artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

[23] Jf. artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013.

[24] I henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1049/2001 kan der gives delvis aktindsigt i de ønskede dokumenter.

[25] Til støtte for sit synspunkt henviste han til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om afslutning af undersøgelsen af klage 248/2016/PB over Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig vedrørende manglende fremlæggelse af en undersøgelsessag.

[26] Til støtte for sit argument henviste klageren til Ombudsmandens afgørelse i sag 363/2011/JAS om Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs behandling af en begæring om aktindsigt. Han henviste også analogt til Domstolens dom af 21. september 2010, Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, C-514/07 P, C-528/07 P, C-532/07 P, ECLI:EU:C:2010:541, præmis 130-134.

[27] OLAF har til støtte for sit argument påberåbt sig dommen i sagen Strack mod Kommissionen, præmis 168.

[28] Artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001.

[29] Dommen i sagen IMG mod Kommissionen, præmis 37.

[30] Ovennævnte dom i sagen IMG mod Kommissionen, præmis 35 (fremhævelse tilføjet). Domstolen udtalte også i samme dom, at "hvis den rimelige frist for at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal træffes i lyset af de oplysninger, som OLAF har sendt til de kompetente myndigheder, endnu ikke er udløbet, kan det bringe de nationale myndigheders effektive anvendelse af disse oplysninger i fare at give aktindsigt i OLAF's sagsakter, selv delvist (...). Det skal ligeledes bemærkes, at OLAF’s undersøgelser og eventuelle yderligere procedurer afhænger af informanternes og vidnernes evne til at give oplysninger. Udsigten til at få deres oplysninger, forklaringer eller antagelser offentliggjort kan få dem til at censurere de oplysninger, de giver, eller til at tilbageholde følsomme oplysninger, hvilket kan underminere effektiviteten af EU's politik for bekæmpelse af svig".

[31] Dommen i sagen Sverige m.fl. mod API og Kommissionen, præmis 156.

[32] Ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod EnBW Energie Baden-Württemberg AG, præmis 91.

[33] Klageren henviste til Ombudsmandens afgørelse i sag 257/2013/OV. Denne sag vedrørte Kommissionens afslag på at videregive skrivelser og notater vedrørende en tidligere kommissærs udtræden af Kommissionen, som ikke indgik i OLAF’s undersøgelsesdossier, der udløste denne udtræden.

[34] Se punkt 30 i udkastet til Den Europæiske Ombudsmands henstilling i klage 2351/2012/FOR over Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som klageren henviser til.