Strasbourg, den 2. juli 2008

Kære X

Den 2. marts 2006 indgav De på vegne af P. en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Parlamentet vedrørende den påståede ukorrekte måde, hvorpå P. blev behandlet af denne institution.

Den 31. marts 2006 videresendte jeg klagen til Parlamentets formand. Parlamentet afgav udtalelse den 6. juni 2006. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 7. juni 2006.

Den 22. november 2006 sendte jeg en skrivelse med yderligere undersøgelser til Parlamentet og underrettede Dem herom i en skrivelse af samme dag. Parlamentet afgav tillægsudtalelse den 30. januar 2007. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte yderligere bemærkninger, som De fremsendte den 2. maj 2007.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. Modtag min undskyldning for forsinkelsen med at afslutte denne sag.

Komplekset

Baggrund

P. var tjenestemand i Europa-Parlamentet fra den 16. november 1989 til den 1. juni 1999. Ved e-mail af 31. maj 2002 indgav M. på vegne af P. en ansøgning om bosættelsespenge efter fratræden med den begrundelse, at P. havde etableret sin nye bopæl i Det Forenede Kongerige og var ophørt med at bo på sin tidligere adresse i Luxembourg. I sin afgørelse af 3. juni 2002 meddelte Parlamentet P., at hans ansøgning om bosættelsespenge efter fratræden var blevet afslået.

Den 4. september 2002 indgav P. en formel klage (som omhandlet i artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber) over Parlamentets afslag på hans ansøgning om bosættelsespenge efter fratræden. I sit svar af 19. november 2002 forklarede Parlamentet, at hans ansøgning om bosættelsespenge efter fratræden var blevet afvist, fordi i) han var under værgemål, og hans værge ikke var blevet underrettet om hans påståede bosættelse i Det Forenede Kongerige, og hans ansøgning derfor ikke var gyldig, ii) den lejekontrakt, som han havde fremlagt for Parlamentet, viste, at betalingen af lejen skulle begynde to dage efter udløbet af fristen for etablering af en ny bolig, dvs. den 31. maj 2002; og iii) transportbilletterne, således som de blev fremlagt sammen med hans ansøgning, ikke viste, at han reelt havde skiftet bopæl. Parlamentet opfordrede ikke desto mindre P. til at fremlægge alle nødvendige dokumenter, der effektivt kunne bevise, at han faktisk var ophørt med at bo i sit hjem i Luxembourg og inden den 31. maj 2002 havde etableret en ny adresse i Det Forenede Kongerige.

Den 19. og 20. oktober 2002 skrev D. (i det følgende benævnt "klageren") på vegne af P. to skrivelser til Parlamentets generalsekretær. Klageren hævdede, at K., der er tjenestemand i Parlamentet, ved flere lejligheder havde løjet eller afgivet urigtige erklæringer vedrørende P. Disse hændelser fandt angiveligt sted, da P. forsøgte at fremlægge dokumenter for K. for at bevise, at han rent faktisk havde skiftet bopæl fra Luxembourg til Det Forenede Kongerige. Klageren anmodede derfor om, at der blev truffet disciplinære foranstaltninger over for K. for hans angiveligt ukorrekte adfærd.

Den 25. oktober 2002 skrev klageren en skrivelse til Cox, daværende formand for Europa-Parlamentet, om samme emne.

I sit svar af 21. november 2002 meddelte generalsekretæren klageren, at P.'s tidligere aggressive adfærd over for andre tjenestemænd var i strid med de forpligtelser, der var bindende for tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd, og at de allerede pålagte begrænsninger vedrørende P.'s adgang til Parlamentets bygninger derfor ikke ville blive ophævet.

Den 29. november 2002 sendte klageren en ny skrivelse til generalsekretæren som svar på dennes skrivelse af 21. november 2002 og anførte, at P. aldrig havde angrebet K. fysisk, og at beskyldningen om, at han var aggressiv, derfor var falsk.

Den 28. februar 2003 anlagde P. sag ved Retten i Første Instans til prøvelse af Parlamentets afgørelse om ikke at tildele ham bosættelsespenge efter fratræden. I sin dom af 25. maj 2004 afviste Domstolen imidlertid søgsmålet, da de af P. fremlagte beviser ikke var tilstrækkelige til at bevise, at han faktisk havde flyttet sin bopæl til Det Forenede Kongerige.

Den 7. december 2005 sendte klageren en skrivelse til generalsekretæren (1), hvori han anførte, at Parlamentet ikke havde opfyldt sine forpligtelser og ikke havde ydet bistand til P., en pensioneret tjenestemand i nød. Han gentog sin anmodning om, at der blev truffet disciplinære foranstaltninger over for K. og de øvrige tjenestemænd, der var involveret i sagen.

Den 27. december 2005 sendte klageren endnu et brev til generalsekretæren, hvori han gentog sine påstande og påstande som fremsat i hans tidligere breve til ham. Klageren hævdede, at K. med urette havde nægtet at beholde en aftale med P., som var planlagt med henblik på at give P. mulighed for at fremlægge dokumenter som bevis for, at han havde etableret sin bopæl i Det Forenede Kongerige. Klageren hævdede endvidere, at K. uretmæssigt havde beskyldt P. for at indtage en aggressiv holdning og anvende fysisk vold over for ham. Klageren gentog sin anmodning om, at der blev truffet disciplinære foranstaltninger over for K. og de øvrige tjenestemænd, der var involveret i sagen.

Den 2. marts 2006 indgav klageren denne klage til Ombudsmanden med den begrundelse, at Parlamentets rimelige frist for at besvare hans skrivelse af 27. december 2005 var udløbet. Han anmodede derfor Ombudsmanden om at indlede en undersøgelse af sagen (2).

Klageren hævdede i sin klage, at:

1. Europa-Parlamentet har med urette nægtet at beholde en aftale med P. og har således forhindret ham i at fremlægge de dokumenter, der kunne bevise, at han havde etableret en ny bolig i Det Forenede Kongerige.
2. P. er uretmæssigt blevet anklaget for en aggressiv holdning og fysisk vold over for en tjenestemand i Europa-Parlamentet;
3. Europa-Parlamentet har undladt at besvare hans skrivelse af 27. december 2005 vedrørende sagen.

Klageren hævdede, at:

1. P. bør rehabiliteres fuldstændigt;
2. P. bør modtage en undskyldning;
3. Europa-Parlamentet bør betale P. et beløb på 7 110 EUR med tillæg af renter.

Forespørgslen

Udtalelse fra Europa-Parlamentet

I sin udtalelse fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

Parlamentet mindede for det første om, at P. var pensioneret tjenestemand. Han fik tildelt invaliditetsydelse med virkning fra den 1. juni 1999 og var under værgemål. Den 1. august 2002 sendte Parlamentets chef for Personaleafdelingen, som omfattede Tjenesten for Individuelle Rettigheder, et notat til direktøren for sikkerhed i Generaldirektoratet ("GD") for formandskabet med følgende beskrivelse af den hændelse, der lå til grund for klagerens gentagne klager:

Den 31. juli 2002 henvendte P. sig til K., daværende chef for tjenesten for individuelle rettigheder, for at forhøre sig om forløbet af hans sag vedrørende hans genbosættelse i Det Forenede Kongerige. Klageren, som ledsagede P., forblev uden for K.'s kontor, mens P. opholdt sig på K.'s kontor alene med ham og uden vidner i en halv time. K. anførte, at han havde følt sig truet af P.’s aggressive adfærd, idet han havde misbrugt ham ved at anvende et særligt groft sprog og ved at foretage truende handlinger med en pose, som han havde på skødet, og hvis indhold K. ikke havde kendskab til. Da P. forlod sit kontor, underrettede K. straks sikkerhedstjenesten, og P. blev derfor nægtet adgang til bygningen efter anmodning fra chefen for personaleafdelingen. Efter denne hændelse på hans kontor anmodede K. om psykologhjælp på Centre Hospitalier de Luxembourg ("CHL"). Den rapport, der er udarbejdet af en læge ved CHL, findes i K.’s personlige lægejournal.

Den 4. september 2002 indgav P. en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den afgørelse, som chefen for Personaleafdelingen havde truffet den 3. juni 2002, om afslag på hans ansøgning om udbetaling af bosættelsespenge efter fratræden og om forlængelse af den lovbestemte frist for hans flytning til Det Forenede Kongerige. Klagen blev afvist ved brev af 19. november 2002.

Den 28. februar 2003 anlagde P. sag ved Retten i Første Instans, som hovedsagelig vedrørte en anmodning til Parlamentet om at tilbagekalde sin ovennævnte afgørelse af 3. juni 2002. Ved dom af 25. maj 2004 afviste Domstolen sagen og pålagde P. at bære sine egne omkostninger.

I oktober 2005 modtog K., K., der var tidligere assistent i Enheden for Individuelle Rettigheder, og N., den daværende chef for Personaleafdelingen, skrivelser fra klageren til deres hjemmeadresser. Den 8. november 2005 skrev chefen for Personaleafdelingen til generalsekretæren for at klage over disse skrivelser.

Efter anmodning fra den relevante direktør i GD Personale mødtes hendes assistent, F., med klageren den 23. januar 2006. Klageren fortalte F., at han den 15. januar 2006 havde indgivet en klage til Ombudsmanden og afventede svar med hensyn til, om hans klage kunne antages til behandling.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage og fremsatte sammenfattende følgende bemærkninger:

Selv om P. ikke er fejlfri, er han bestemt ikke aggressiv, i modsætning til hvad K., chefen for personaleafdelingen eller Parlamentets generalsekretær har beskyldt ham for.

Den omstændighed, at K. mente, at han havde behov for psykologhjælp på Centre Hospitalier de Luxembourg efter hændelsen med P., beviste, at han var og fortsat er ude af stand til at forstå og forstå sin reelle rolle i den pågældende situation. Faktisk stod klageren kun en meter fra K.'s åbne kontordør, og han hørte hverken særligt groft sprog, trusler eller fornærmelser.

Med hensyn til de skrivelser, der blev sendt til K., K. og M., den daværende chef for personaleafdelingen på deres bopælsadresse, var klageren i tvivl om, hvorvidt der var nogen bestemmelse i vedtægten, der forbød en sådan fremgangsmåde.

Klageren påpegede, at generalsekretæren i en af sine skrivelser (3) skrev til ham, at der var flere vidner til hændelsen mellem P. og K., som havde bekræftet beskyldningerne mod P. Parlamentet anførte imidlertid efter dets opfattelse, at der ikke var nogen vidner.

Yderligere undersøgelser

Efter nøje overvejelse af Parlamentets udtalelse og klagerens bemærkninger hertil viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser, eftersom Parlamentet ikke havde afgivet udtalelse om klagerens første og tredje påstand og hans tre påstande. Endvidere fremsatte klageren i sine bemærkninger to nye påstande, nemlig i) at Parlamentets sikkerhedspersonale overskred sine beføjelser ved ikke at tillade P. at tage fotokopier af de dokumenter, der var indeholdt i hans personlige aktmappe, og ii) der manglede to dokumenter i P.'s personlige sagsmappe.

Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger fra Parlamentet

Den 27. november 2006 skrev Ombudsmanden til Parlamentet og anmodede det om at afgive en udtalelse om klagerens første og tredje påstand og hans tre påstande. Ombudsmanden anmodede endvidere Parlamentet om at afgive en supplerende udtalelse om klagerens nye påstande.

Parlamentets svar

I sit svar af 30. januar 2007 fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

Med hensyn til klagerens første påstand, nemlig at Parlamentet nægtede at beholde en aftale med P. og dermed forhindrede ham i at fremlægge de dokumenter, der kunne bevise, at han havde etableret et nyt hjem i Det Forenede Kongerige, påpegede Parlamentet følgende. Den havde ikke kendskab til, at der var planlagt en aftale med P., men han havde ikke desto mindre mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at give Parlamentets kompetente tjenestegrene de dokumenter, der dokumenterede hans genbosættelse i Det Forenede Kongerige. Faktisk har Parlamentet altid været villig til at modtage den relevante dokumentation i denne henseende. Denne samarbejdsvilje havde de kompetente tjenestegrene udvist fra begyndelsen af proceduren vedrørende P.'s bosættelsespenge efter fratræden, dvs. fra hans telefonsamtale den 7. marts 2002 med anmodning om oplysninger til det offentlige retsmøde for Retten den 12. marts 2004. Selv under denne høring gav Parlamentets tjenestemænd udtryk for Parlamentets vilje til med tilbagevirkende kraft at tage hensyn til eventuel dokumentation, der blev fremlagt efter høringen. På den anden side skal det ligeledes bemærkes, at P.'s advokat hverken under retsmødet for Retten eller ved nogen anden lejlighed har henvist til den angiveligt planlagte udnævnelse. Endelig bemærkede Parlamentet, at Parlamentets generalsekretær, Priestly, i sin skrivelse af 19. november 2002 om afvisning af P.'s artikel 90-klage opfordrede ham til at fremlægge alle de dokumenter, som han var i besiddelse af, og som godtgjorde, at han havde bosat sig i Det Forenede Kongerige. Parlamentet tilføjede, at det på trods af generalsekretærens opfordring stadig ikke har modtaget sådanne beviser.

Med hensyn til klagerens tredje påstand, nemlig at Parlamentet ikke har besvaret hans skrivelse af 27. december 2005, påpegede Parlamentet, at P., hendes assistent, F., som reaktion på denne skrivelse og en anmodning fra direktøren for GD Personale mødtes med klageren den 23. januar 2006 for at demonstrere institutionens omsorgsfulde tilgang. Klageren meddelte derefter P., at han indgav en klage til Ombudsmanden den 15. januar 2006.

Med hensyn til klagerens påstande om, at P. skulle rehabiliteres, skulle have en undskyldning, og at der skulle udbetales en betaling på 7 110 EUR til ham, fandt Parlamentet, at disse i betragtning af ovenstående og Rettens afgørelse af 25. maj 2004 ikke var begrundede.

Med hensyn til klagerens første nye påstand, nemlig at Parlamentets sikkerhedspersonale overskred sine beføjelser ved ikke at tillade P. at tage fotokopier af de dokumenter, der var indeholdt i hans personlige aktmappe, påpegede Parlamentet, at generaldirektøren for GD Personale, Wilson, allerede havde behandlet spørgsmålet ved skrivelse af 28. juli 2006 (4). På grundlag af oplysningerne fra Sikkerhedsenheden under Generaldirektoratet for Ledelsestjenesterne afbrød sikkerhedstjenesterne på ingen måde P., mens han fotokopierede hans administrative dokumenter, eller forhindrede ham i at gøre det. P. fotokopierede disse dokumenter under konstant tilstedeværelse af den kompetente tjenestemand, H.

Med hensyn til klagerens anden nye påstand, nemlig at der manglede to dokumenter i P.'s personlige sagsmappe, påpegede Parlamentet følgende. Hændelsen mellem P. og K. den 31. juli 2002 førte til i) et notat af 1. august 2002 fra den daværende chef for Personaleafdelingen , N. til direktøren for det tidligere GD I - Direktion A, R., og ii) et notat af 3. september 2002 fra den daværende chef for Tjenesten for Individuelle Rettigheder, K., til generalsekretæren, Priestly. Disse to notater har sammen med en daglig rapport ("rapportjournalier") fra sikkerhedstjenesten om hændelsen den 31. juli 2002 aldrig været en del af P.'s personlige aktmappe, da der er tale om interne notater og ikke afgørelser truffet af ansættelsesmyndigheden, som normalt indsættes i den berørte persons personlige aktmappe.

Klagerens supplerende bemærkninger

I sine bemærkninger af 28. april 2007 til Parlamentets tillægsudtalelse fastholdt klageren sin klage.

AFGØRELSEN (5)

1 Parlamentets påståede undladelse af at overholde en aftale med P. og dermed forhindre ham i at fremlægge visse dokumenter

1.1 Klageren hævdede i sin klage, at Europa-Parlamentet med urette nægtede at beholde en aftale med P. og dermed forhindrede ham i at fremlægge dokumenter, der kunne bevise, at han havde etableret et nyt hjem i Det Forenede Kongerige.

1.2 I sin tillægsudtalelse påpegede Parlamentet, at det ikke havde kendskab til, at der var planlagt en udnævnelse med P. Parlamentet har imidlertid altid vist sin samarbejdsvilje over for P. gennem sin vilje til at modtage den relevante dokumentation fra ham, der kan bevise, at han har bosat sig i Det Forenede Kongerige. I sin skrivelse af 19. november 2002, hvori han afviste P.'s artikel 90-klage, opfordrede Parlamentets generalsekretær ham på ny til at gøre dette. Desuden gav Parlamentets tjenestemænd under den offentlige høring den 12. marts 2004 for Retten i Første Instans udtryk for Parlamentets vilje til med tilbagevirkende kraft at tage hensyn til eventuelle dokumentbeviser, som P. havde fremlagt efter høringen. På den anden side bemærkede Parlamentet, at P.'s advokat ikke havde henvist til den angiveligt planlagte udnævnelse under retsmødet for Domstolen, og at han heller ikke havde gjort det ved nogen anden lejlighed. Desuden har Parlamentet endnu ikke modtaget en sådan dokumentation.

1.3 Ombudsmanden bemærker for det første, at klageren ikke har fremlagt konkrete beviser for, at en udnævnelse mellem P. og Parlamentets tjenestemand, K., var berammet til en bestemt dato og ikke blev respekteret af K. I betragtning af Parlamentets påstand om, at det ikke havde kendskab til en sådan udnævnelse, og at der ikke forelå relevante beviser til støtte for klagerens påstand, mener Ombudsmanden, at det første aspekt af klagerens påstand ikke er blevet underbygget.

1.4 Med hensyn til det andet aspekt af klagerens påstand skal det bemærkes, at forelæggelse for Parlamentet af dokumenter, der godtgør, at der er etableret et nyt bopælssted, naturligvis kan ske på anden måde end ved udnævnelse af en kompetent tjenestemand (f.eks. pr. post). I den forbindelse noterer Ombudsmanden sig Parlamentets bemærkning om, at det altid har været villigt til at modtage disse dokumenter fra P., og at det gentog denne vilje i forbindelse med Domstolens behandling af den relevante sag. Klageren synes ikke at have anfægtet Parlamentets ovennævnte holdning. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at det andet aspekt af klagerens påstand ikke er blevet underbygget.

1.5 Ombudsmanden finder derfor ingen fejl eller forsømmelser, der svarer til klagerens første påstand.

2 Påstanden om, at P. med urette er blevet beskyldt for at have indtaget en aggressiv holdning og anvendt fysisk vold over for en tjenestemand i Parlamentet

2.1 Klageren hævdede i sin klage, at P. uretmæssigt var blevet beskyldt for at have indtaget en aggressiv holdning og anvendt fysisk vold over for en tjenestemand i Parlamentet, nemlig K.

2.2 Parlamentet forklarede i sin udtalelse, at P. den 31. juli 2002 i selskab med klageren henvendte sig til K., daværende chef for tjenesten for individuelle rettigheder, for at forhøre sig om forløbet af hans sag vedrørende hans genbosættelse i Det Forenede Kongerige. Klageren forblev uden for K.'s kontor, mens P. var alene med ham uden vidner i en halv time. Efter P.'s fratræden underrettede K. straks sikkerhedstjenesten, fordi han havde følt sig truet af P.'s adfærd. Ifølge K. havde P. angiveligt misbrugt ham ved at bruge et særligt groft sprog og gjort truende gestus. P. blev derfor nægtet adgang til bygningen efter anmodning fra chefen for personaleafdelingen. Efter denne hændelse på hans kontor måtte K. anmode om psykologhjælp på Centre Hospitalier de Luxembourg. I sine bemærkninger var klageren ikke tilfreds med ovenstående forklaringer og insisterede på sin påstand.

2.3 Ombudsmanden bemærker for det første, at K. ikke synes at have beskyldt P. for fysisk vold mod ham. Han har snarere henvist til visse gestus, han opfattede som truende. For det andet bemærker Ombudsmanden også, at Parlamentet heller ikke synes at have fremsat en sådan anklage. Påstanden er derfor delvist ubegrundet.

2.4 Med hensyn til den del af påstanden, at P. havde indtaget en aggressiv holdning under sit møde med K., minder Ombudsmanden om, at dette møde ikke blev overværet af andre personer, som kunne give pålidelige oplysninger om, hvad der skete. Det drejer sig således om P.'s ord mod K.'s. Han bemærker også, at P. på tidspunktet for dette møde tilsyneladende var under værgemål. I betragtning af ovenstående mener Ombudsmanden, at påstanden ikke er blevet underbygget i relevant omfang.

2.5 Ombudsmanden finder således ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser svarende til den anden påstand.

3 Påstand om, at Parlamentet ikke har besvaret klagerens skrivelse af 27. december 2005

3.1 Klageren hævdede, at Parlamentet ikke havde besvaret hans skrivelse af 27. december 2005.

3.2 Parlamentet forklarede i sin udtalelse, at det som reaktion på klagerens skrivelse og efter anmodning fra direktøren for Generaldirektoratet for Personale, P., den 23. januar 2006 mødte hendes assistent, F., klageren som udtryk for Parlamentets omsorgsfulde holdning. Klageren har ikke bestridt den faktuelle rigtighed af denne erklæring.

3.3 Da Parlamentet synes at have behandlet klagerens skrivelse af 27. december 2005 i forbindelse med ovennævnte møde, finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med ovennævnte aspekt af sagen.

4 Påstanden om, at Parlamentets sikkerhedspersonale har overskredet sine beføjelser ved ikke at tillade P. at tage fotokopier af de dokumenter, der er indeholdt i hans personlige aktmappe

4.1 I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse gjorde klageren gældende, at Parlamentets sikkerhedspersonale havde overskredet sine beføjelser ved ikke at tillade P. at tage fotokopier af de dokumenter, der var indeholdt i hans personlige aktmappe.

4.2 Parlamentet forklarede i sin tillægsudtalelse, at sikkerhedstjenesterne på ingen måde forhindrede P. i at tage fotokopier af sine administrative dokumenter. Tværtimod tillod de ham under konstant tilstedeværelse af den kompetente tjenestemand, H., at gøre dette, og så blev han blot eskorteret til udgangen.

4.3 Ombudsmanden bemærker, at Parlamentets forklaring om, at dets sikkerhedstjenester ikke afbrød P. i forbindelse med fotokopiering af visse dokumenter, er i overensstemmelse med dets erklæring i dets skrivelse af 28. juli 2006 til klageren. Ombudsmanden bemærker, at Parlamentet skrev:

"Sikkerhedstjenesten afbrød på intet tidspunkt P. på nogen måde, da han tog fotokopier af sine administrative dokumenter, og forhindrede ham heller ikke på anden måde i at tage disse fotokopier. Efter at have rådført sig med de relevante tjenestegrene fremgår det nemlig, at P. på grundlag af en udnævnelse, der var berammet til den 22. maj 2006 kl. 15.30, først ankom til modtagelsen af KAD-Bygningen og derefter til A.’s kontor, en tjenestemand ved enheden for personaleforvaltning og karrierer, for at få adgang til hans personlige aktmappe. Kl. 15.40 informerede A. receptionen om, at P., som ikke havde tilladelse til at få adgang til eller bevæge sig inden for Parlamentets bygninger uden at være ledsaget, var forsvundet fra sit kontor, mens hun havde været væk for at få hans personlige aktmappe. Kl. 16.30 fandt sikkerhedstjenesten P. på tredje sal i bygningen, hvor der blev taget fotokopier, i overværelse af H., der var tjenestemand i pensionstjenesten. Det skal påpeges, at P. altid havde været ledsaget af H., mens han lavede fotokopierne. P. blev derefter eskorteret til receptionen af en sikkerhedsagent. Han forlod bygningen kl. 16.50."(6)

4.4 Ombudsmanden bemærker også, at klageren ikke har fremlagt specifikke argumenter eller dokumentation, der behørigt underbygger det faktuelle grundlag for hans påstand. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser svarende til den fjerde påstand.

5 Påstand om, at visse dokumenter manglede i P.'s personlige aktmappe

5.1 I sine bemærkninger hævdede klageren, at der manglede visse ærekrænkende dokumenter i P.'s personlige sagsmappe. Klageren identificerede ikke de pågældende dokumenter.

5.2 I den relevante del af sin tillægsudtalelse henviste Parlamentet til følgende dokumenter: i) et notat af 1. august 2002 fra den daværende chef for Personaleafdelingen, N., til direktøren for det tidligere GD I - Direktion A, R., og ii) et notat af 3. september 2002 fra den daværende chef for Tjenesten for Individuelle Rettigheder, K., til generalsekretæren, Priestly. Desuden fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger. Ovennævnte dokumenter vedrører den hændelse, der fandt sted mellem P. og K. på sidstnævntes kontor den 31. juli 2002. Disse to notater blev sammen med en daglig rapport ("rapportjournalier") fra sikkerhedstjenesten om hændelsen den 31. juli 2002 aldrig en del af P.'s personlige aktmappe, da der er tale om interne notater og ikke afgørelser truffet af ansættelsesmyndigheden, som normalt indsættes i den berørte persons personlige aktmappe. I sine bemærkninger til Parlamentets tillægsudtalelse sammenfattede klageren Parlamentets sidste udtalelse uden at fremsætte nogen specifikke bemærkninger til denne del af institutionens tillægsudtalelse.

5.3 Ombudsmanden minder for det første om, at i henhold til artikel 26 i den gældende vedtægt skal "en tjenestemands personlige aktmappe indeholde (...) alle dokumenter vedrørende hans administrative stilling og alle rapporter vedrørende hans kvalifikationer, indsats og adfærd." I modsætning til, hvad Parlamentet synes at have foreslået, bør en tjenestemands personlige aktmappe derfor ikke kun omfatte afgørelser truffet af ansættelsesmyndigheden om tjenestemanden, men også andre dokumenter, som udgør "rapporter om" bl.a. tjenestemandens adfærd. Dette bekræftes af Fællesskabets retsinstansers praksis vedrørende den identiske bestemmelse i den tidligere vedtægts artikel 26. Ifølge denne retspraksis skal ethvert dokument, der kan påvirke tjenestemandens administrative stilling, indføres i hans personlige aktmappe (7). Udtrykket "administrativ status" henviser ikke kun til de vigtigste begivenheder i tjenestemandens karriere, men også til andre begivenheder vedrørende de rettigheder, han/hun har som tjenestemand (8).

De ovennævnte dokumenter, som Parlamentet har nævnt, synes at vedrøre P.'s adfærd i forbindelse med hans møde med K. I betragtning af genstanden for disse dokumenter (som ikke er blevet meddelt Ombudsmanden i forbindelse med denne undersøgelse), kan det ikke udelukkes, at de kan påvirke (eller har påvirket) P.'s administrative status, navnlig hans ret til at få adgang til Parlamentets bygninger som (pensioneret) tjenestemand.

5.4 I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at Parlamentets forklaringer om, hvorfor ovennævnte dokumenter ikke indgik i P.'s personlige sagsmappe, ikke er tilfredsstillende. Det skal dog også bemærkes, at P. tilsyneladende ikke har udtømt mulighederne for interne anmodninger og klager vedrørende dette spørgsmål, således som det kræves i artikel 2, stk. 8, i Ombudsmandens statut. Ombudsmanden finder det derfor ikke berettiget at undersøge sagen nærmere. Der vil dog blive fremsat en yderligere relevant bemærkning nedenfor.

6 Klagerens påstande

6.1 Klageren nedlagde påstand om, at Parlamentet skulle rehabilitere P. fuldstændigt, undskylde over for ham og betale ham et beløb på 7 110 EUR med tillæg af renter.

6.2 Parlamentet anførte i sin udtalelse, at det på baggrund af ovenstående og Rettens afgørelse i den pågældende sag var af den opfattelse, at klagerens påstande ikke var begrundede.

6.3 Ombudsmanden mener i lyset af sine konklusioner i punkt 1.5, 2.5, 3.3 og 4.4 ovenfor, at der ikke er tilstrækkelig grund til at acceptere klagerens relaterede påstande.

7 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage har Ombudsmanden ikke konstateret fejl eller forsømmelser svarende til klagerens første, anden, tredje og fjerde påstand. Desuden mener han ikke, at det er berettiget at undersøge klagerens femte påstand yderligere. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Parlamentets formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

I henhold til artikel 26 i den gældende vedtægt skal "en tjenestemands personlige aktmappe indeholde (...) alle dokumenter vedrørende hans administrative stilling og alle rapporter vedrørende hans kvalifikationer, indsats og adfærd." I sin supplerende udtalelse om denne klage sondrede Parlamentet i denne henseende mellem interne notater og afgørelser truffet af ansættelsesmyndigheden, hvilket tyder på, at førstnævnte ikke bliver en del af en tjenestemands personlige aktmappe, mens sidstnævnte normalt gør det. Parlamentet opfordres til at genoverveje hensigtsmæssigheden af denne sondring og den deraf følgende tilgang i lyset af Ombudsmandens bemærkninger i punkt 5.3 ovenfor.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Ombudsmanden bemærker, at der ikke foreligger oplysninger om, hvad der skete mellem 2002 og 2005 i denne sag.

(2) Det skal påpeges, at nogle af klagerens oprindelige påstande og påstande var rettet mod en tjenestemand i Parlamentet. Da Ombudsmanden imidlertid ikke er i stand til at behandle klager over individuelle tjenestemænd som sådan, anså han klagen for at være rettet mod Parlamentet.

(3) Ombudsmanden bemærker, at klageren henviser til generalsekretærens skrivelse af 21. november 2002.

(4) En kopi, som Parlamentet vedlagde sin tillægsudtalelse.

(5) Indledningsvis bemærker Ombudsmanden følgende: Den foreliggende klage er indgivet på vegne af P. På grundlag af visse oplysninger i den dokumentation, der indgår i sagens akter, fremgår det, at P. i det mindste i en tidligere periode var under værgemål. En sådan retlig status kan, hvis den stadig eksisterer på tidspunktet for indgivelsen af denne klage og afhængigt af dens oplysninger, have indflydelse på den antagelige udøvelse af retten til at klage til Ombudsmanden. I betragtning af at Parlamentet ikke har rejst et sådant spørgsmål i sine udtalelser, finder Ombudsmanden det ikke berettiget at foretage særlige undersøgelser af dette spørgsmål.

(6) "Á aucun moment, les services de sécurité n'ont interrompu ou empêché de quelque façon que ce soit M. P. de faire des copies de documents administratifs le concernant. En effet, renseignements pris auprès des services compétents, il s'avère que, le 22 mai 2006 à 15h30, M. P., suite au rendez-vous pris, s'est présenté d'abord à la réception du bâtiment KAD et ensuite au bureau de M. [A.], fonctionnaire auprès de l'Unité de la Gestion du personnel et des carrières, [(...)], afin de consulter son dossier personnel. A 15h40, M. [A.] prévient la réception que M. P. - qui n'est pas autorisé à accéder ou à se déplacer dans les bâtiments du Parlement sans être accompagné - a disparu de son bureau pendent qu'il s'est absenté pour aller chercher le dossier personnel de l'intéressé. A 16h30, les agents de sécurité localisent M. P. au troisième étage du bâtiment, occupé à copier des documents, en compagnie de M. [H.], fonctionnaire du service des pensions. Il y a lieu de préciser que M. P. pendant son activité de prise de copies a toujours été accompagné par M. [H.]. Leur travail terminé, M. P. est raccompagné par un gardien à la réception. Il quitte le bâtiment à 16h50." (Oversættelse fra den franske original af Ombudsmandens tjenestegrene.)

(7) Se sag 140/86, Strack mod Kommissionen, Sml. 1987 I, s. 3939, præmis 8, Sag T-77/99, Ojha mod Kommissionen, Sml. 2001, s. SC-I-A-61 og II-293, præmis 57.

(8) Jf. sag T-77/99, Ojha mod Kommissionen, præmis 58.