Strasbourg, den 17. januar 2006

Kære X

Den 21. marts 2005 indgav De på Deres klients vegne, IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH, en klage over Europa-Kommissionen til Den Europæiske Ombudsmand. Denne klage vedrørte finansiel støtte, som Kommissionen den 4. august 1992 havde besluttet at yde til et projekt vedrørende oprettelse af en database om økologisk turisme i Europa og nærmere bestemt Kommissionens behandling af dette spørgsmål efter Domstolens endelige dom i sagerne C-199/01 P og C-200/01 P, afsagt den 29. april 2004.

Den 4. maj 2005 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen med anmodning om en udtalelse senest den 31. juli 2005.

Den 5. august 2005 anmodede Kommissionen om en forlængelse af fristen. I mit svar af 31. august 2005 indrømmede jeg en forlængelse indtil den 15. september 2005. De blev underrettet herom samme dag.

Kommissionen fremsendte sin udtalelse den 14. november 2005. Jeg videresendte den til Dem den 15. november 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det.

I forbindelse med en telefonsamtale med mit kontor den 6. december 2005 meddelte De mine tjenestegrene, at De ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at De forventede, at jeg ville afslutte forespørgslen.

Jeg skriver nu for at fortælle Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er blevet foretaget.

KLAGEREN

Denne klage er indgivet af et tysk selskab, IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH ("IPK").

De relevante faktiske omstændigheder indtil retssagens afslutning

De relevante faktiske omstændigheder fremgår af Domstolens dom af 29. april 2004 i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen (1) (vedrørende appeller iværksat af både klageren og Kommissionen):

"Fakta

3 (...)

4 Den 26. februar 1992 offentliggjorde Kommissionen en indkaldelse af forslag i De Europæiske Fællesskabers Tidende med henblik på at støtte projekter inden for turisme og miljø (EFT C 51, s. 15).

5 Den 22. april 1992 forelagde IPK, der er en virksomhed inden for turisme, Kommissionen et forslag om oprettelse af en database for økologisk turisme i Europa (herefter »forslaget«). Denne database skulle hedde »Ecodata« (herefter »projektet«). I forslaget, hvoraf det fremgik, at der var syv faser i projektet, blev det præciseret, at IPK skulle have ansvaret for at koordinere projektet, og at IPK med henblik på at udføre arbejdet skulle bistås af tre partnere, den franske virksomhed Innovence, den italienske virksomhed Tourconsult og den græske virksomhed 01-Pliroforiki.

6 Ved skrivelse af 4. august 1992 underrettede Kommissionen IPK om sin beslutning om at yde finansiel støtte til projektet på 530 000 ECU, hvilket svarer til 53% af de forventede udgifter til projektet, og opfordrede IPK til at underskrive og tilbagelevere støttemodtagerens erklæring (herefter »erklæringen«), der var vedlagt som bilag til denne skrivelse, og som indeholdt betingelserne for at modtage støtten.

7 Det fremgik af erklæringen, at 60% af støtten skulle udbetales, når Kommissionen modtog erklæringen, behørigt underskrevet af IPK, og at restbeløbet skulle udbetales, når Kommissionen havde modtaget og godkendt rapporterne om projektets gennemførelse, dvs. en foreløbig rapport, der skulle forelægges senest tre måneder efter projektets påbegyndelse, og en endelig rapport ledsaget af regnskaber, der skulle forelægges senest tre måneder efter projektets afslutning og senest den 31. oktober 1993.

8 Erklæringen blev undertegnet af IPK den 23. september 1992 og modtaget i Generaldirektoratet for Erhvervspolitik, Handel, Turisme og Socialøkonomi (GD XXIII) i Kommissionen den 29. september 1992.

9 Ved skrivelse af 23. oktober 1992 meddelte Kommissionen IPK, at den forventede at modtage den første rapport inden den 15. januar 1993. I samme skrivelse anmodede Kommissionen ligeledes IPK om at fremlægge to supplerende foreløbige rapporter inden den 15. april 1993 og den 15. juli 1993. Endelig gentog den, at den endelige rapport skulle forelægges senest den 31. oktober 1993. Kommissionen foreslog også IPK, at en tysk virksomhed, Studienkreis für Tourismus (herefter »Studienkreis«), deltog i projektet.

10 Den 24. november 1992 indbød kontorchefen i GD XXIII IPK og 01-Pliroforiki til et møde, som fandt sted uden deltagelse af Innovence og Tourconsult. Han forlangte under dette møde, at størstedelen af arbejdet og midlerne blev tildelt 01-Pliroforiki. IPK gjorde indsigelse mod dette krav.

11 Første rate af støtten, dvs. 318 000 ECU (60% af det samlede tilskud på 530 000 ECU), blev udbetalt i januar 1993.

12 Under et møde i Kommissionen den 19. februar 1993 blev Studienkreis’ deltagelse i projektet drøftet. Flere dage efter dette møde blev projektsagen trukket tilbage fra kontorchefen i GD XXIII. Der blev efterfølgende indledt en disciplinærsag mod ham, som førte til hans afskedigelse.

13 Studienkreis deltog i sidste ende ikke i projektet. Den 29. marts 1993 indgik IPK, Innovence, Tourconsult og 01-Pliroforiki en formel aftale om fordelingen af opgaver og midler inden for projektet. Denne fordeling blev forklaret i IPK’s første rapport, der blev fremlagt i april 1993.

14 IPK fremlagde endnu en rapport i juli 1993 og en endelig rapport i oktober 1993. Det opfordrede ligeledes Kommissionen til at fremlægge det afsluttede arbejde, der fandt sted den 15. november 1993.

15 Ved skrivelse af 30. november 1993 meddelte Kommissionen IPK, at den var af den opfattelse, at det arbejde, der var afsluttet den 31. oktober 1993, ikke på tilfredsstillende vis svarede til det, der var forudset i forslaget, og at den ikke skulle betale de resterende 40% af sit foreslåede bidrag på 530 000 ECU til projektet. Kommissionen redegjorde i denne skrivelses punkt 1-5 for grundene til, at den havde vedtaget denne afgørelse, som følger:

»1. Projektet er ikke i nærheden af at være færdigt. Faktisk var der i det oprindelige forslag fastsat en pilotfase som projektets femte fase. Fase 6 og 7 skulle være henholdsvis systemevaluering og systemudvidelse (til de 12 medlemsstater), og det fremgår klart af tidsplanen på side 17 i forslaget, at disse skulle afsluttes som led i det projekt, der skulle medfinansieres af Kommissionen.

2. Pilotspørgeskemaet var åbenbart for detaljeret for det pågældende projekt, navnlig henset til de ressourcer, der var til rådighed, og projektets art. Den burde have været baseret på en mere realistisk vurdering af de vigtigste oplysninger, der er nødvendige for dem, der beskæftiger sig med spørgsmål om turisme og miljø ... .

3. Sammenkædningen af en række databaser med henblik på oprettelse af et distributionsdatabasesystem blev ikke gennemført pr. 31. oktober 1993.

4. Typen og kvaliteten af data fra testregionerne er mest skuffende, navnlig da der kun var 4 medlemsstater med 3 regioner i hver. Mange af de data, der findes i systemet, er enten af marginal interesse eller irrelevante for spørgsmål vedrørende turismens miljøaspekter, navnlig på regionalt plan.

5. Disse grunde og andre, der også er åbenbare, viser i tilstrækkelig grad, at projektet er blevet dårligt forvaltet og koordineret af IPK og ikke er blevet gennemført på en måde, der svarer til dets forpligtelser.«

16 I denne skrivelse meddelte Kommissionen endvidere IPK, at den skulle sikre sig, at 60% af den allerede udbetalte støtte, dvs. 318 000 ECU, i overensstemmelse med erklæringen kun var blevet anvendt til at gennemføre projektet, og fremsatte i skrivelsens punkt 6-12 visse bemærkninger til IPK’s rapport om anvendelsen af midlerne.

17 IPK var uenig i indholdet af skrivelsen af 30. november 1993, navnlig i en skrivelse til Kommissionen af 28. december 1993. Den 29. april 1994 mødtes IPK med repræsentanter for Kommissionen for at drøfte deres uoverensstemmelser.

18 Ved den anfægtede beslutning meddelte direktøren for GD XXIII IPK, at der ikke var noget i skrivelsen af 28. december 1993, der kunne foranledige Kommissionen til at ændre sin opfattelse. Han bekræftede, at Kommissionen af de grunde, der var anført i skrivelsen af 30. november 1993, ikke ville foretage yderligere betalinger til projektet. Den vil desuden fortsat sammen med de øvrige tjenester undersøge, om den bør anmode IPK om tilbagebetaling af en del af den allerede udbetalte støtte på 60 %.

Fremgangsmåde

19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. oktober 1994 anlagde IPK sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.

20 Ved dom af 15. oktober 1997, IPK mod Kommissionen (sag T-331/94, Sml. II, s. 1665), frifandt Retten Kommissionen.

21 I dommens præmis 47 fastslog Retten følgende:

»... [IPK] kan ikke hævde, at Kommissionen forårsagede forsinkelsen i færdiggørelsen af projektet. [IPK] ventede indtil marts 1993 med at indlede drøftelser med sine partnere om fordelingen af opgaver med henblik på at afslutte projektet, selv om [IPK] var ansvarlig for koordineringen af projektet. [IPK] tillod således, at halvdelen af den tid, der var afsat til færdiggørelsen af projektet, gik, før [IPK] med rimelighed var i stand til at påbegynde det egentlige arbejde. Selv om [IPK] har ført bevis for, at en eller flere af Kommissionens tjenestemænd har grebet ind i projektet mellem november 1992 og februar 1993, har [IPK] på ingen måde godtgjort, at dette indgreb forhindrede [IPK] i at indlede et egentligt samarbejde med sine partnere før marts 1993.«

22 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. december 1997 har IPK i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af Rettens dom af 15. oktober 1997, IPK mod Kommissionen.

23 I dom af 5. oktober 1999, IPK mod Kommissionen (sag C-433/97 P, Sml. I, s. 6795), fastslog Domstolen:

»15

Det bemærkes, således som det fremgår af præmis 47 i [Rettens dom af 15. oktober 1997 i sagen IPK mod Kommissionen], at [IPK] har fremlagt visse beviser for Kommissionens tjenestemænds indgriben i forvaltningen af projektet, som er nærmere beskrevet i præmis 9 og 10 i [Rettens dom i sagen IPK mod Kommissionen]. Denne indblanding kunne have haft en indvirkning på projektets gnidningsløse funktion.

16

Under sådanne omstændigheder påhvilede det Kommissionen at godtgøre, at [IPK] på trods af det pågældende indgreb fortsat var i stand til at forvalte projektet på en tilfredsstillende måde.

17

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at pålægge [IPK] at føre bevis for, at Kommissionens tjenestemænds handlinger gjorde det umuligt for selskabet at samarbejde korrekt med sine partnere i projektet.«

24 Domstolen ophævede derfor Rettens dom af 15. oktober 1997, IPK mod Kommissionen, og hjemviste i overensstemmelse med artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen sagen til Retten.

25 Efter denne hjemvisning fremsatte IPK to annullationsanbringender for Retten om tilsidesættelse af en række almindelige retsgrundsætninger og af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF).

Den appellerede dom

26 Med hensyn til sagens genstand fastslog Retten i den appellerede doms præmis 35, at skrivelsen af 30. november 1993 bestod af to led. Det første led, dvs. punkt 1-5 i skrivelsen, vedrørte Kommissionens afslag på at udbetale den anden rate af støtten og indeholdt således begrundelsen for den anfægtede beslutning. Den anden del, punkt 6-12 i skrivelsen, vedrørte en eventuel tilbagesøgning af 60% af den allerede udbetalte støtte.

27 Retten fastslog i den appellerede doms præmis 36, at punkt 6-12 i skrivelsen af 30. november 1993, således som Kommissionen har erkendt under retsmødet, ikke var blandt de grunde, der lå til grund for den anfægtede beslutning. Da disse punkter kun blev rejst i forbindelse med en eventuel fremtidig kommissionsbeslutning, der krævede tilbagebetaling af den allerede udbetalte støtterate, fastslog Retten, at IPK’s argumenter i stævningen vedrørende punkt 6-12 i skrivelsen af 30. november 1993 måtte afvises.

28 Hvad angår IPK’s første anbringende om en angivelig tilsidesættelse af flere almindelige retsgrundsætninger sammenfattede Retten først i den appellerede doms præmis 42-55 parternes argumenter vedrørende den frist, der var fastsat for projektets afslutning. Kommissionen konkluderede, at beslutningen om at yde støtten af 4. august 1992 og den dertil knyttede erklæring pålagde IPK at afslutte projektet senest den 31. oktober 1993, og at IPK på s. 89 i sin endelige rapport anerkendte, at dette var datoen for projektets afslutning.

29 For det andet undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 56-63 parternes argumenter vedrørende projektets tilstand den 31. oktober 1993, inden den konkluderede, at det ikke var bestridt, at projektet på dette tidspunkt ikke opfyldte betingelserne i IPK’s forslag, i hvert fald for så vidt angår syvende fase.

30 For det tredje undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 64-75 IPK’s begrundelse for overskridelsen af fristen den 31. oktober 1993, dvs. den forsinkede udbetaling af den første rate af den finansielle støtte, mødet den 24. november 1992 og Kommissionens forsøg på at inddrage Studienkreis i gennemførelsen af projektet. Ifølge Retten fremgår det af sagens akter, at Kommissionen fra sommeren 1992 til i hvert fald den 15. marts 1993 fortsatte med at lægge pres på IPK for at få denne til at involvere Studienkreis i projektet.

31 For det fjerde undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 76-85, om Kommissionen havde ført bevis for, at IPK på trods af det indgreb, der havde til formål at få Studienkreis til at deltage i projektet, fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis (jf. Domstolens dom af 5.10.1999, IPK mod Kommissionen, præmis 16). Hvis der tages hensyn til den omstændighed, at Kommissionens indgreb forsinkede projektet indtil marts 1993, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 84, at det ikke kan udledes heraf, at den omstændighed, at projektet kun delvist blev gennemført inden den 31. oktober 1993, ligeledes kan tilskrives IPK’s angivelige inkompetence.

32 I den appellerede dom fastslog Retten bl.a. følgende:

»85

Under disse omstændigheder, og eftersom Kommissionen ikke har fremført andre argumenter, må det fastslås, at Kommissionen ikke har godtgjort, at [IPK] på trods af sit indgreb, navnlig det indgreb, der havde til formål at inddrage Studienkreis i [...] projektet, »fortsatte med at være i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis«.

86

Eftersom Kommissionen for det første fra sommeren 1992 til i hvert fald den 15. marts 1993 insisterede på, at [IPK] inddrager Studienkreis i [...] projektet (selv om [IPK’s] forslag og beslutningen om tildeling af støtte ikke indeholdt bestemmelser om denne virksomheds deltagelse i projektet), hvilket nødvendigvis forsinkede gennemførelsen af projektet, og Kommissionen for det andet ikke har godtgjort, at [IPK] på trods af sit indgreb fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis, må det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god tro ved at nægte at udbetale den anden rate af støtten med den begrundelse, at projektet ikke blev afsluttet den 31. oktober 1993.«

33 Retten tog derfor dette anbringende til følge, uden at det var fornødent at undersøge Kommissionens øvrige søgsmål.

34 I den appellerede doms præmis 88 og 89 redegjorde Retten for Kommissionens argument om en ulovlig hemmelig aftale mellem kontorchefen for GD XXIII, Tzoanos, der er nævnt i denne doms præmis 10, 01-Pliroforiki og IPK. Retten forkastede herefter dette anbringende med følgende ordlyd:

»90

[...] hverken i den anfægtede beslutning eller i skrivelsen af 30. november 1993, som den [omtvistede] beslutning henviser til, nævnes det ulovlige samarbejde mellem Tzoanos, 01-Pliroforiki og [IPK], som forhindrede udbetalingen af anden rate af støtten til IPK. Den [anfægtede] beslutning og skrivelsen af 30. november 1993 giver i øvrigt ingen holdepunkter for, at Kommissionen fandt, at den måde, hvorpå støtten var blevet ydet IPK, var ulovlig. Under disse omstændigheder kan Kommissionens forklaring vedrørende den påståede hemmelige aftale mellem de berørte parter ikke anses for at præcisere begrundelsen i den anfægtede beslutning under sagens behandling (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22; Sag T-16/91 RV Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1996 II, s. 1827, præmis 45; og sag T-77/95 RV Ufex m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 2167, præmis 54).

91

Hvis der tages hensyn til, at Retten i henhold til EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) skal begrænse sig til at prøve den anfægtede beslutnings lovlighed på grundlag af de grunde, der er anført i denne retsakt, kan Kommissionens argument vedrørende princippet fraus omnia corrumpit ikke tiltrædes.

92

Det skal tilføjes, at hvis Kommissionen efter at have vedtaget den anfægtede beslutning havde fundet, at de beviser, der er nævnt i præmis 89 ovenfor, var tilstrækkelige til at konkludere, at der forelå et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos, 01-Pliroforiki og [IPK], som havde behæftet proceduren for tildeling af støtte til [...] projektet, i stedet for i den foreliggende sag at påberåbe sig en grund, som ikke var nævnt i den anfægtede beslutning, kunne den have trukket denne beslutning tilbage og vedtaget en anden beslutning, der ikke blot afslog at udbetale den anden rate af støtten, men også pålagde tilbagebetaling af den allerede udbetalte rate.

93

Den anfægtede beslutning skal derfor annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge [IPK’s] andet anbringende.«

35 Retten annullerede derfor den anfægtede beslutning og pålagde Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale IPK’s omkostninger for Retten og Domstolen."

De appeller, som både klageren og Kommissionen har iværksat til prøvelse af denne dom, blev forkastet af Domstolen i ovennævnte dom af 29. april 2004.

Begivenheder efter Domstolens endelige dom Kommissionens
skrivelse af 30. september 2004

Ved skrivelse af 30. september 2004 meddelte Kommissionen formanden for klageren, F., at der siden Kommissionens oprindelige beslutning af 3. august 1994 om ikke at udbetale anden rate af det pågældende projekt var blevet gennemført tilbundsgående undersøgelser vedrørende Tzoanos. Ifølge Kommissionen var der blevet fundet beviser, der tydede på, at Tzoanos havde indført en svigagtig ordning, der gjorde det muligt for ham at opnå personlige, ulovlige fordele fra mange af de tilskudskontrakter, som hans enhed havde været ansvarlig for. Som følge heraf var der blevet indledt en straffesag i Frankrig og Belgien. I Frankrig var Tzoanos blevet kendt skyldig i korruption ved en afgørelse truffet af appelretten i Paris den 30. april 2003. Sagen i Belgien verserede i skrivende stund. Kommissionen tilføjede, at det i denne forbindelse var blevet konstateret, at Tzoanos havde haft en praksis med at tildele kontrakter til projekter, hvor græske selskaber, som han havde foreslået, deltog som partnere, og hvorigennem han drog fordel af projekterne.

Kommissionen påpegede, at den under disse omstændigheder på ny havde undersøgt proceduren for tildeling af tilskuddet i den foreliggende sag med henblik på at kontrollere dets lovlighed og formelle rigtighed.

Ifølge Kommissionen havde en række grunde (som blev anført i skrivelsen) ført til den konklusion, at tildelingen af støtteprojektet havde været ulovlig og uretmæssig, for så vidt som den var blevet tilvejebragt ved et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos og klageren.

Kommissionen påpegede, at den derfor havde til hensigt at træffe en beslutning, der annullerede den tidligere beslutning om at yde et tilskud på 530 000 EUR til det pågældende projekt. Resultatet af en sådan beslutning ville være, at Kommissionen nægtede at betale den anden rate af tilskuddet på 212 000 EUR samt klagerens anmodning om renter. For det andet vil Kommissionen også anmode klageren om at tilbagebetale forskuddet på 318 000 EUR, eventuelt med renteudgifter.

Kommissionen tilføjede, at den inden da ønskede at give klageren mulighed for at udøve sin ret til at blive hørt.

Klagerens reaktion

I sin advokats skrivelse af 26. november 2004 fandt klageren, at Kommissionens påstande var injurierende og ubegrundede. Det påpegede, at det var involveret i utallige turismeprojekter over hele verden, og at ingen af disse projekter nogensinde havde resulteret i påstande om hemmelige aftaler.

Klageren var endvidere af den opfattelse, at Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (2) var afskåret fra at annullere beslutningen om tildeling af støtte af 4. august 1992 og fra at kræve tilbagebetaling af beløb, der allerede var udbetalt i henhold hertil. I henhold til denne bestemmelse er forældelsesfristen fire år fra det tidspunkt, hvor den (påståede) uregelmæssighed blev begået.

Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger for at vise, at påstandene i Kommissionens brev af 30. september 2004 var ubegrundede. Den henviste også til visse anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som den havde fremsat.

Det ser ud til, at Kommissionen den 9. december 2004 sendte klageren nogle af de dokumenter, der var blevet anmodet om.

I sit svar af 23. december 2004 bekræftede klageren de argumenter, den havde fremført i sit brev af 26. november 2004, og kommenterede de dokumenter, som den havde fået aktindsigt i.

Klagepunktet

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionens beskyldninger og påstande var helt ubegrundede. Klageren hævdede, at Kommissionen burde handle lovligt, og at den skulle betale anden rate af tilskuddet, som beløb sig til 212 000 EUR.

FORESPØRGSELEN

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Den 2. august 2004 fremsendte klageren en ny anmodning om betaling af anden rate med tillæg af morarenter. Kommissionen svarede den 30. september 2004, at den agtede at træffe en ny beslutning, hvorved tildelingen af tilskuddet blev annulleret, med den begrundelse, at den havde været ulovlig, eftersom den var blevet behæftet med et ulovligt samarbejde. Efter en udveksling af notater og fremsendelsen af dokumenter fra Kommissionens sagsakter havde Kommissionen undersøgt klagerens argumenter, men var endelig nået til den konklusion, at indikationerne på hemmelig adfærd var tilstrækkeligt stærke til at træffe beslutningen om at annullere tildelingen af tilskuddet.

Den 13. maj 2005 fremsendte Kommissionen beslutningen om annullation af tilskuddet og om tilbagesøgning af forskuddet til klageren. Denne beslutning var i fuld overensstemmelse med Domstolens dom i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen.

Den 29. juli 2005 indgav klageren en klage over afgørelsen af 13. maj 2005 (sag T-297/05, IPK International World Tourism Marketing Consultants mod Kommissionen (3)).

Denne klage havde til formål at pålægge Kommissionen at betale de resterende 40 % af tilskuddet (svarende til 212 000 EUR). Søgsmålet i sag T-297/05 vedrørte Kommissionens beslutning af 13. maj 2005 om at annullere tildelingen af denne støtte. Det var klart, at begge sager vedrørte samme genstand, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale den resterende del af tilskuddet.

Selv om Kommissionen var i stand til at begrunde og i detaljer dokumentere, på hvilket grundlag skrivelsen af 30. september 2004 var blevet skrevet, fandt den, at dette ikke længere var hensigtsmæssigt, da klageren havde anlagt sag mod Kommissionen ved Retten i Første Instans.

I henhold til artikel 2, stk. 7, i Den Europæiske Ombudsmands statut og artikel 10, stk. 3, i Den Europæiske Ombudsmands gennemførelsesbestemmelser skulle Ombudsmanden erklære en igangværende undersøgelse for uantagelig eller afslutte den, hvis "der indledes en retssag i forbindelse med spørgsmål, der undersøges af Ombudsmanden".

Som følge af den tætte forbindelse mellem de to sager bør Ombudsmanden overveje at afslutte undersøgelsen.

Klagerens bemærkninger

Kommissionens udtalelse blev sendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. I forbindelse med en telefonsamtale den 6. december 2005 meddelte klagerens advokat Ombudsmandens kontor, at han ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at han forventede Ombudsmandens afgørelse om at afslutte undersøgelsen.

AFGØRELSEN

1 Påstået fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af et tilskud

1.1 I marts 2005 indgav IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH ("IPK"), en tysk virksomhed, en klage over Europa-Kommissionen til Den Europæiske Ombudsmand. Denne klage vedrørte en økonomisk støtte på 530 000 EUR, som Kommissionen havde besluttet at yde den 4. august 1992 til et projekt vedrørende oprettelse af en database om økologisk turisme i Europa og nærmere bestemt Kommissionens behandling af dette spørgsmål efter Domstolens endelige dom af 29. april 2004 i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen (4). Kommissionen udbetalte kun de første 60 % af tilskuddet (318 000 EUR). I en skrivelse af 30. september 2004 gjorde Kommissionen gældende, at en række grunde (som var anført i skrivelsen) havde ført den til den konklusion, at tildelingen af støtteprojektet havde været ulovlig og uretmæssig, for så vidt som den var blevet tilvejebragt ved et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos (den tjenestemand i Kommissionen, der var ansvarlig for sagen på det relevante tidspunkt) og klageren. Kommissionen påpegede, at den derfor havde til hensigt at træffe en beslutning, der annullerede den tidligere beslutning om at yde et tilskud på 530 000 EUR til det pågældende projekt. Resultatet af en sådan beslutning ville være, at Kommissionen ville nægte at betale anden rate af tilskuddet på 212 000 EUR (samt klagerens anmodning om renter). For det andet vil Kommissionen også anmode klageren om at tilbagebetale forskuddet på 318 000 EUR, eventuelt med renteudgifter.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionens beskyldninger og påstande var helt ubegrundede. Klageren hævdede, at Kommissionen burde handle lovligt, og at den skulle betale de resterende 40 % af tilskuddet på 212 000 EUR.

1.2 I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at den den 13. maj 2005 havde fremsendt beslutningen om annullation af tilskuddet og om tilbagesøgning af forskuddet til klageren, og at klageren den 29. juli 2005 havde indgivet en klage over denne beslutning (sag T-297/05, IPK International World Tourism Marketing Consultants mod Kommissionen (5)).

Kommissionen gjorde gældende, at denne klage havde til formål at pålægge den at betale de resterende 40 % af tilskuddet (til et beløb på 212 000 EUR). Den tilføjede, at stævningen i sag T-297/05 vedrørte Kommissionens beslutning af 13. maj 2005 om at annullere tildelingen af denne støtte. Ifølge Kommissionen var det klart, at begge sager vedrørte samme genstand, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale den resterende del af tilskuddet.

Kommissionen foreslog derfor Ombudsmanden at overveje at afslutte sin undersøgelse.

1.3 Kommissionens udtalelse blev sendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. I forbindelse med en telefonsamtale den 6. december 2005 meddelte klagerens advokat Ombudsmandens kontor, at han ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at han forventede Ombudsmandens afgørelse om at afslutte undersøgelsen.

1.4 I henhold til artikel 1, stk. 3, i Den Europæiske Ombudsmands statut (6) kan Ombudsmanden ikke gribe ind i sager ved domstolene. Hvis der anlægges sag vedrørende de forhold, der er fremført i en klage, skal Ombudsmanden derfor afslutte sin undersøgelse. I så fald skal resultatet af de undersøgelser, der er foretaget indtil denne dato, indgives uden yderligere handling i overensstemmelse med statuttens artikel 2, stk. 7.

1.5 Ombudsmanden er af den opfattelse, at genstanden for denne klage og genstanden for den stævning, som klageren har indgivet til Retten i Første Instans (sag T-297/05), er tæt forbundne, og at denne undersøgelse derfor bør afsluttes.

2 Konklusion

Da klageren har anlagt sag ved Retten i Første Instans, beslutter Ombudsmanden at afslutte sin undersøgelse og indgive resultatet af de undersøgelser, der hidtil er foretaget.

Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtigt,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4627. Førsteinstansrettens afgørelse, som er genstand for denne appel, er sag T-331/94, IPK-München mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 779.

(2) EFT L 312, s. 1.

(3) Jf. et resumé af sagen i EUT 2005 C 257, s. 13.

(4) Forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4627. Førsteinstansrettens afgørelse, som er genstand for denne appel, er sag T-331/94, IPK-München mod Kommissionen, Sml. 2001 II, s. 779.

(5) Jf. resuméet af sagen i EUT 2005 C 257, s. 13.

(6) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9.3.1994 om ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT L 113, s. 15).