Strasbourg, den 17. januar 2006

Kære X

Den 21. marts 2005 indgav De på vegne af Deres klient, IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH, en klage over Europa-Kommissionen til Den Europæiske Ombudsmand. Denne klage vedrørte økonomisk støtte, som Kommissionen den 4. august 1992 havde besluttet at yde til et projekt vedrørende oprettelse af en database om økologisk turisme i Europa og navnlig Kommissionens behandling af dette spørgsmål efter Domstolens endelige dom af 29. april 2004 i sagerne C-199/01 P og C-200/01 P.

Den 4. maj 2005 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen med anmodning om en udtalelse inden den 31. juli 2005.

Den 5. august 2005 anmodede Kommissionen om en forlængelse af fristen. I mit svar af 31. august 2005 indrømmede jeg en forlængelse indtil den 15. september 2005. De blev underrettet herom samme dag.

Kommissionen afgav udtalelse den 14. november 2005. Jeg fremsendte den til Dem den 15. november 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det.

I forbindelse med en telefonsamtale med mit kontor den 6. december 2005 meddelte De mine tjenestegrene, at De ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at De forventede, at min afgørelse ville afslutte undersøgelsen.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Denne klage blev indgivet af et tysk selskab, IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH ("IPK").

De relevante faktiske omstændigheder indtil afslutningen af retssagen

De relevante faktiske omstændigheder er beskrevet i Domstolens dom af 29. april 2004 i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen (1) (vedrørende appeller iværksat af både klageren og Kommissionen):

"Fakta

3 (...)

4 Den 26. februar 1992 offentliggjorde Kommissionen en indkaldelse af forslag i De Europæiske Fællesskabers Tidende med henblik på at støtte projekter inden for turisme og miljø (EFT C 51, s. 15).

5 Den 22. april 1992 forelagde IPK, der er aktiv inden for turisme, Kommissionen et forslag om oprettelse af en database om økologisk turisme i Europa (herefter »forslaget«). Denne database skulle benævnes »Ecodata« (herefter »projektet«). I forslaget, hvoraf det fremgik, at der var syv faser i projektet, blev det præciseret, at IPK skulle koordinere projektet, og at IPK med henblik på udførelsen af arbejdet skulle bistås af tre partnere, den franske virksomhed Innovence, den italienske virksomhed Tourconsult og den græske virksomhed 01-Pliroforiki.

6 Ved skrivelse af 4. august 1992 underrettede Kommissionen IPK om sin beslutning om at yde en finansiel støtte til projektet på 530 000 ECU, hvilket svarede til 53% af de forventede udgifter til projektet, og opfordrede IPK til at underskrive og returnere den erklæring fra støttemodtageren (herefter »erklæringen«), der var vedlagt denne skrivelse, og som indeholdt betingelserne for at modtage støtten.

7 Erklæringen bestemte, at 60% af støtten skulle udbetales, når Kommissionen modtog erklæringen, behørigt underskrevet af IPK, og at restbeløbet skulle udbetales, når Kommissionen havde modtaget og godkendt rapporterne om projektets gennemførelse, dvs. en foreløbig rapport, der skulle forelægges senest tre måneder efter projektets påbegyndelse, og en endelig rapport ledsaget af regnskaber, der skulle forelægges senest tre måneder efter projektets afslutning og senest den 31. oktober 1993.

8 Erklæringen blev undertegnet af IPK den 23. september 1992 og modtaget i Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik, Handel, Turisme og Socialøkonomi (GD XXIII) den 29. september 1992.

9 Ved skrivelse af 23. oktober 1992 meddelte Kommissionen IPK, at den forventede at modtage den første rapport inden den 15. januar 1993. I samme skrivelse anmodede Kommissionen ligeledes IPK om at fremlægge to supplerende interimsrapporter inden den 15. april 1993 og den 15. juli 1993. Endelig gentog den, at den endelige rapport skulle forelægges senest den 31. oktober 1993. Kommissionen foreslog ligeledes IPK, at en tysk virksomhed, Studienkreis für Tourismus (herefter »Studienkreis«), deltog i projektet.

10 Den 24. november 1992 indbød kontorchefen i GD XXIII IPK og 01-Pliroforiki til et møde, der fandt sted uden Innovence og Tourconsult. Han skulle under dette møde have krævet, at størstedelen af arbejdet og midlerne blev tildelt 01-Pliroforiki. IPK gjorde indsigelse mod dette krav.

11 Den første rate af støtten, dvs. 318 000 ECU (60% af den samlede støtte på 530 000 ECU), blev udbetalt i januar 1993.

12 Under et møde, der fandt sted i Kommissionen den 19. februar 1993, blev Studienkreis’ deltagelse i projektet drøftet. Flere dage efter dette møde blev projektsagen trukket tilbage fra kontorchefen i GD XXIII. Der blev efterfølgende indledt en disciplinærsag mod ham, som førte til, at han blev afskediget.

13 Studienkreis deltog i sidste ende ikke i projektet. Den 29. marts 1993 indgik IPK, Innovence, Tourconsult og 01-Pliroforiki en formel aftale om fordelingen af opgaver og midler inden for projektet. Denne fordeling blev forklaret i IPK’s første rapport, der blev fremlagt i april 1993.

14 IPK forelagde en anden rapport i juli 1993 og en endelig rapport i oktober 1993. Det opfordrede ligeledes Kommissionen til at fremlægge det afsluttede arbejde, der fandt sted den 15. november 1993.

15 Ved skrivelse af 30. november 1993 meddelte Kommissionen IPK, at den var af den opfattelse, at det arbejde, der var afsluttet pr. 31. oktober 1993, ikke på tilfredsstillende vis svarede til det, der var fastsat i forslaget, og at den ikke skulle betale de resterende 40% af sit foreslåede bidrag på 530 000 ECU til projektet. Kommissionen redegjorde i skrivelsens punkt 1-5 for grundene til, at den havde vedtaget denne beslutning, på følgende måde:

»1. Projektet er ikke i nærheden af at være færdigt. Det oprindelige forslag omfattede en pilotfase som projektets femte fase. Seks og syv faser skulle henholdsvis være systemevaluering og systemudvidelse (til de 12 medlemsstater), og det fremgår klart af tidsplanen på side 17 i forslaget, at disse skulle gennemføres som led i det projekt, der skulle medfinansieres af Kommissionen.

2. Pilotspørgeskemaet var klart for detaljeret for det pågældende projekt, navnlig i betragtning af de ressourcer, der var til rådighed, og projektets art. Den burde have været baseret på en mere realistisk vurdering af de vigtigste oplysninger, som de, der beskæftiger sig med spørgsmål om turisme og miljø, har brug for ... .

3. Sammenkædningen af en række databaser med henblik på oprettelse af et distributionsdatabasesystem er ikke sket pr. 31. oktober 1993.

4. Typen og kvaliteten af data fra testregionerne er mest skuffende, især da der kun var fire medlemsstater med tre regioner i hver. En stor del af de data, der findes i systemet, er enten af marginal interesse eller irrelevante for spørgsmål vedrørende turismens miljøaspekter, navnlig på regionalt plan.

5. Disse grunde og andre, der også er indlysende, viser i tilstrækkelig grad, at projektet er blevet dårligt forvaltet og koordineret af IPK og ikke er blevet gennemført på en måde, der er i overensstemmelse med IPK’s forpligtelser.«

16 Endvidere meddelte Kommissionen i denne skrivelse IPK, at den skulle sikre sig, at 60% af den allerede udbetalte støtte, dvs. 318 000 ECU, i overensstemmelse med erklæringen kun var blevet anvendt til gennemførelsen af projektet, og fremsatte i samme skrivelses punkt 6-12 visse bemærkninger til IPK’s rapport om anvendelsen af midlerne.

17 IPK gav udtryk for sin uenighed med indholdet af skrivelsen af 30. november 1993, navnlig i en skrivelse til Kommissionen af 28. december 1993. Den 29. april 1994 mødtes IPK med repræsentanter for Kommissionen for at drøfte deres uoverensstemmelser.

18 Ved den anfægtede beslutning meddelte direktøren for GD XXIII IPK, at der ikke var noget i skrivelsen af 28. december 1993, der kunne foranledige Kommissionen til at ændre sin opfattelse. Han bekræftede, at Kommissionen af de grunde, der var anført i skrivelsen af 30. november 1993, ikke ville foretage yderligere udbetalinger i forbindelse med projektet. Desuden vil den sammen med de øvrige tjenestegrene fortsat undersøge, om den bør anmode IPK om tilbagebetaling af en del af den allerede udbetalte støtte på 60 %.

Fremgangsmåde

19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. oktober 1994 anlagde IPK sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.

20 Ved dom af 15. oktober 1997, IPK mod Kommissionen (sag T-331/94, Sml. II, s. 1665), frifandt Retten Kommissionen.

21 I dommens præmis 47 fastslog Retten:

»... [IPK] kan ikke hævde, at Kommissionen har forårsaget den forsinkede gennemførelse af projektet. [IPK] ventede indtil marts 1993 med at indlede drøftelser med sine partnere om fordelingen af opgaverne med henblik på gennemførelsen af projektet, selv om [IPK] var ansvarlig for koordineringen af projektet. [IPK] lod således halvdelen af den tid, der var afsat til projektets gennemførelse, gå, før det med rimelighed kunne påbegynde det egentlige arbejde. Selv om [IPK] har fremlagt visse beviser for, at en eller flere tjenestemænd fra Kommissionen blandede sig i projektet mellem november 1992 og februar 1993, har selskabet på ingen måde godtgjort, at denne indblanding forhindrede det i at indgå i et passende samarbejde med sine partnere før marts 1993.«

22 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. december 1997 har IPK i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af Rettens dom af 15. oktober 1997, IPK mod Kommissionen.

23 I dom af 5. oktober 1999, IPK mod Kommissionen (sag C-433/97 P, Sml. I, s. 6795), fastslog Domstolen:

»15

Det bemærkes, således som det fremgår af præmis 47 i [Rettens dom af 15. oktober 1997 i sagen IPK mod Kommissionen], at [IPK] har fremlagt visse beviser for Kommissionens tjenestemænds indblanding i forvaltningen af projektet, som er nærmere beskrevet i præmis 9 og 10 i [Rettens dom i sagen IPK mod Kommissionen]. Denne indgriben kunne have haft en indvirkning på projektets gnidningsløse gennemførelse.

16

Under sådanne omstændigheder påhvilede det Kommissionen at godtgøre, at [IPK] på trods af det pågældende indgreb fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis.

17

Det følger heraf, at Retten har begået en retlig fejl ved at kræve, at [IPK] fører bevis for, at Kommissionens tjenestemænds handlinger har gjort det umuligt for selskabet at indgå i et passende samarbejde med sine partnere i projektet.«

24 Følgelig ophævede Domstolen Rettens dom af 15. oktober 1997 i sagen IPK mod Kommissionen og hjemviste sagen til Retten i overensstemmelse med artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

25 Efter denne hjemvisning fremsatte IPK to annullationsanbringender for Retten vedrørende tilsidesættelse af en række almindelige retsgrundsætninger og af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF).

Den appellerede dom

26 Hvad angår sagens genstand fastslog Retten i den appellerede doms præmis 35, at skrivelsen af 30. november 1993 bestod af to dele. Det første led, dvs. punkt 1-5 i skrivelsen, vedrørte Kommissionens afslag på at udbetale den anden rate af støtten og indeholdt derfor begrundelsen for den anfægtede beslutning. Skrivelsens andet led, punkt 6-12, vedrørte en eventuel tilbagesøgning af 60% af den allerede udbetalte støtte.

27 Retten fastslog i den appellerede doms præmis 36, således som Kommissionen har erkendt under retsmødet, at punkt 6-12 i skrivelsen af 30. november 1993 ikke var blandt de begrundelser, som den anfægtede beslutning var baseret på. Da disse spørgsmål alene var blevet rejst i forbindelse med en eventuel fremtidig kommissionsbeslutning om tilbagebetaling af den rate af støtten, der allerede var blevet udbetalt, fandt Retten, at de argumenter, som IPK havde fremført i stævningen vedrørende punkt 6-12 i skrivelsen af 30. november 1993, måtte afvises.

28 Hvad angår IPK’s første anbringende om en angivelig tilsidesættelse af flere almindelige retsgrundsætninger sammenfattede Retten først i den appellerede doms præmis 42-55 parternes argumenter vedrørende den fastsatte frist for gennemførelsen af projektet. Kommissionen konkluderede, at beslutningen om at yde støtte af 4. august 1992 og den dertil knyttede erklæring pålagde IPK at afslutte projektet senest den 31. oktober 1993, og at IPK på s. 89 i sin endelige rapport anerkendte, at dette var tidspunktet for projektets afslutning.

29 For det andet undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 56-63 parternes argumenter vedrørende projektets status pr. 31. oktober 1993, inden den konkluderede, at det var ubestridt, at projektet på dette tidspunkt ikke opfyldte betingelserne i IPK’s forslag, i det mindste for så vidt angår syvende fase.

30 For det tredje undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 64-75 de af IPK fremførte begrundelser for overskridelsen af fristen den 31. oktober 1993, nemlig den forsinkede betaling af den første rate af den finansielle støtte, mødet den 24. november 1992 og Kommissionens forsøg på at inddrage Studienkreis i gennemførelsen af projektet. Ifølge Retten fremgår det af sagens akter, at Kommissionen fra sommeren 1992 til i hvert fald den 15. marts 1993 fortsatte med at lægge pres på IPK for at få Studienkreis inddraget i projektet.

31 For det fjerde undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 76-85, om Kommissionen havde ført bevis for, at IPK på trods af det indgreb, der havde til formål at inddrage Studienkreis i projektet, fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis (jf. Domstolens dom af 5.10.1999, IPK mod Kommissionen, præmis 16). Hvis der tages hensyn til den omstændighed, at Kommissionens indgriben forsinkede projektet indtil marts 1993, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 84, at det ikke kan udledes heraf, at den omstændighed, at projektet kun delvist blev gennemført den 31. oktober 1993, ligeledes skyldes IPK’s påståede inkompetence.

32 I den appellerede dom fastslog Retten bl.a. følgende:

»85

Under disse omstændigheder, og da Kommissionen ikke har fremført andre argumenter, må det fastslås, at Kommissionen ikke har godtgjort, at [IPK] på trods af sin indgriben, navnlig den, der havde til formål at inddrage Studienkreis i …-projektet, »fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis«.

86

Da Kommissionen for det første fra sommeren 1992 til i hvert fald den 15. marts 1993 insisterede på, at [IPK] skulle involvere Studienkreis i …-projektet (selv om [IPK’s] forslag og beslutningen om tildeling af støtte ikke indeholdt bestemmelser om denne virksomheds deltagelse i projektet), hvilket nødvendigvis forsinkede gennemførelsen af projektet, og da Kommissionen for det andet ikke har godtgjort, at [IPK] på trods af sin indgriben fortsat var i stand til at forvalte projektet på tilfredsstillende vis, må det fastslås, at Kommissionen tilsidesatte princippet om god tro ved at nægte at udbetale den anden rate af støtten med den begrundelse, at projektet ikke var afsluttet den 31. oktober 1993.«

33 Retten tiltrådte derfor dette anbringende, uden at det var fornødent at undersøge Kommissionens øvrige søgsmål.

34 I den appellerede doms præmis 88 og 89 redegjorde Retten for Kommissionens argument om en ulovlig samordning mellem kontorchefen for GD XXIII, Tzoanos, som er nævnt i denne doms præmis 10, 01-Pliroforiki og IPK. Retten forkastede herefter dette anbringende på følgende måde:

»90

… har hverken i den anfægtede beslutning eller i skrivelsen af 30. november 1993, som den [anfægtede] beslutning henviser til, nævnt et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos, 01-Pliroforiki og [IPK], som forhindrede udbetalingen af den anden rate af støtten til IPK. Den [anfægtede] beslutning og skrivelsen af 30. november 1993 giver i øvrigt intet holdepunkt for at antage, at Kommissionen fandt, at den måde, hvorpå støtten var blevet ydet til IPK, var ulovlig. Under disse omstændigheder kan Kommissionens forklaring om, at der angiveligt foreligger et ulovligt samarbejde mellem de berørte parter, ikke anses for under sagens behandling at præcisere begrundelsen for den anfægtede beslutning (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.12.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22, Sag T-16/91 RV, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1996 II, s. 1827, præmis 45; og sag T-77/95 RV, Ufex m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 2167, præmis 54).

91

Hvis der tages hensyn til, at Retten i henhold til EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) skal begrænse sig til en legalitetskontrol af den anfægtede beslutning på grundlag af de i retsakten anførte grunde, kan Kommissionens argument vedrørende princippet fraus omnia corrumpit ikke tiltrædes.

92

Det skal tilføjes, at hvis Kommissionen, efter at have vedtaget den anfægtede beslutning, havde fundet, at de beviser, der er nævnt i præmis 89 ovenfor, var tilstrækkelige til at konkludere, at der forelå et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos, 01-Pliroforiki og [IPK], som havde behæftet proceduren for tildeling af støtte til …-projektet, i stedet for under den foreliggende sag at påberåbe sig en begrundelse, der ikke var nævnt i den anfægtede beslutning, kunne den have trukket denne beslutning tilbage og vedtaget en anden beslutning om ikke blot at afslå udbetalingen af den anden rate af støtten, men også om at kræve tilbagebetaling af den rate, der allerede var blevet udbetalt.

93

Den anfægtede beslutning skal derfor annulleres, uden at det er fornødent at undersøge [IPK’s] andet anbringende.«

35 Retten annullerede derfor den anfægtede beslutning og pålagde Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale IPK's omkostninger for Retten og Domstolen."

Både klagerens og Kommissionens appeller til prøvelse af denne dom blev afvist af Domstolen i ovennævnte dom af 29. april 2004.

Begivenheder efter Domstolens endelige dom Kommissionens
skrivelse af 30. september 2004

Ved skrivelse af 30. september 2004 underrettede Kommissionen F., klagerens formand, om, at der siden den oprindelige beslutning af 3. august 1994 om ikke at betale anden rate for det pågældende projekt var blevet foretaget tilbundsgående undersøgelser af Tzoanos. Ifølge Kommissionen var der blevet fundet beviser for, at Tzoanos havde indført en svigagtig ordning, som gjorde det muligt for ham at opnå personlige, ulovlige fordele fra mange af de tilskudskontrakter, som hans enhed havde været ansvarlig for. Som følge heraf var der blevet indledt straffesager i Frankrig og Belgien. I Frankrig var Tzoanos blevet kendt skyldig i korruption ved en afgørelse truffet af appelretten i Paris den 30. april 2003. Sagen i Belgien verserede i skrivende stund. Kommissionen tilføjede, at det i denne forbindelse var blevet fastslået, at Tzoanos havde haft en praksis med at tildele kontrakter til projekter, hvori græske selskaber, som han havde foreslået, deltog som partnere, og hvorigennem han drog fordel af projekterne.

Kommissionen påpegede, at den under disse omstændigheder på ny havde undersøgt proceduren for tildeling af støtten i den foreliggende sag med henblik på at kontrollere dens lovlighed og formelle rigtighed.

Ifølge Kommissionen havde flere grunde (som var anført i skrivelsen) ført den til den konklusion, at tildelingen af støtteprojektet havde været ulovlig og ulovlig, for så vidt som den var blevet tilvejebragt ved et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos og klageren.

Kommissionen anførte, at den derfor havde til hensigt at træffe en beslutning om at annullere den tidligere beslutning om at yde et tilskud på 530 000 EUR til det pågældende projekt. Resultatet af en sådan beslutning ville være, at Kommissionen ville nægte at betale anden rate af subsidiet på 212 000 EUR samt klagerens anmodning om renter. For det andet vil Kommissionen også anmode klageren om at tilbagebetale forskuddet på 318 000 EUR, eventuelt med renteudgifter.

Kommissionen tilføjede, at den forud herfor ønskede at give klageren mulighed for at udøve sin ret til at blive hørt.

Klagerens reaktion

I sin advokats skrivelse af 26. november 2004 var klageren af den opfattelse, at Kommissionens påstande var injurierende og ubegrundede. Den påpegede, at den var involveret i utallige turismeprojekter over hele verden, og at ingen af disse projekter nogensinde havde resulteret i påstande om hemmelige aftaler.

Klageren var endvidere af den opfattelse, at Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (2) var afskåret fra at annullere beslutningen om tildeling af støtte af 4. august 1992 og fra at kræve tilbagebetaling af beløb, der allerede var udbetalt i henhold hertil. Ifølge denne bestemmelse er forældelsesfristen fire år fra det tidspunkt, hvor den (påståede) uregelmæssighed blev begået.

Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger for at vise, at påstandene i Kommissionens brev af 30. september 2004 var ubegrundede. Den henviste også til visse krav om aktindsigt i dokumenter, som den havde fremsat.

Det fremgår, at Kommissionen den 9. december 2004 sendte klageren nogle af de dokumenter, der var blevet anmodet om.

I sit svar af 23. december 2004 bekræftede klageren de argumenter, den havde fremsat i sit brev af 26. november 2004, og kommenterede de dokumenter, den havde fået aktindsigt i.

Klagen

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionens beskyldninger og påstande var helt ubegrundede. Klageren hævdede, at Kommissionen skulle handle lovligt, og at den skulle betale anden rate af tilskuddet, som beløb sig til 212 000 EUR.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Den 2. august 2004 havde klageren fremsendt en ny anmodning om betaling af det andet afdrag med tillæg af morarenter. Den 30. september 2004 svarede Kommissionen, at den agtede at træffe en ny beslutning om annullation af tildelingen af tilskuddet med den begrundelse, at det havde været ulovligt, eftersom det havde været behæftet med et ulovligt samarbejde. Efter en udveksling af notater og fremsendelse af dokumenter fra Kommissionens sagsakter havde Kommissionen undersøgt klagerens argumenter, men var endelig nået til den konklusion, at tegnene på hemmelig adfærd var tilstrækkeligt stærke til at træffe beslutning om at annullere tildelingen af tilskuddet.

Den 13. maj 2005 havde Kommissionen fremsendt beslutningen om annullation af tilskuddet og om tilbagesøgning af forskuddet til klageren. Denne beslutning var i fuld overensstemmelse med Domstolens dom i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen.

Den 29. juli 2005 indgav klageren en klage over beslutningen af 13. maj 2005 (sag T-297/05, IPK International World Tourism Marketing Consultants mod Kommissionen (3)).

Dette klagepunkt havde til formål at pålægge Kommissionen at betale de resterende 40 % af tilskuddet (på 212 000 EUR). Stævningen i sag T-297/05 vedrørte Kommissionens beslutning af 13. maj 2005 om at annullere tildelingen af denne støtte. Det var klart, at begge sager vedrørte samme genstand, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale den resterende del af tilskuddet.

Selv om Kommissionen var i stand til at begrunde og i detaljer dokumentere, på hvilket grundlag skrivelsen af 30. september 2004 var blevet skrevet, fandt den, at dette ikke længere var hensigtsmæssigt, eftersom klageren havde anlagt sag mod Kommissionen ved Retten i Første Instans.

I henhold til artikel 2, stk. 7, i Den Europæiske Ombudsmands statut og artikel 10, stk. 3, i Den Europæiske Ombudsmands gennemførelsesbestemmelser skulle Ombudsmanden afvise eller afslutte en igangværende undersøgelse, hvis "der indledes retssager i forbindelse med spørgsmål, der undersøges af Ombudsmanden".

Som følge af den tætte forbindelse mellem de to sager bør Ombudsmanden overveje at afslutte undersøgelsen.

Klagerens bemærkninger

Kommissionens udtalelse blev sendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. I forbindelse med en telefonsamtale den 6. december 2005 meddelte klagerens advokat Ombudsmandens kontor, at han ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at han forventede Ombudsmandens afgørelse om at afslutte undersøgelsen.

Afgørelsen

1 Påstået fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af et tilskud

1.1 I marts 2005 indgav IPK International - World Tourism Marketing Consultants GmbH ("IPK"), et tysk selskab, en klage over Europa-Kommissionen til Den Europæiske Ombudsmand. Denne klage vedrørte en finansiel støtte på 530 000 EUR, som Kommissionen havde besluttet at yde den 4. august 1992 til et projekt vedrørende oprettelse af en database om økologisk turisme i Europa og nærmere bestemt Kommissionens behandling af dette spørgsmål efter Domstolens endelige dom af 29. april 2004 i de forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen (4). Kommissionen udbetalte kun de første 60 % af tilskuddet (318 000 EUR). I en skrivelse af 30. september 2004 gjorde Kommissionen gældende, at en række grunde (som var anført i skrivelsen) havde ført den til den konklusion, at tildelingen af støtteprojektet havde været ulovlig og uregelmæssig, for så vidt som den var blevet tilvejebragt ved et ulovligt samarbejde mellem Tzoanos (den tjenestemand i Kommissionen, der var ansvarlig for sagen på det relevante tidspunkt) og klageren. Kommissionen anførte, at den derfor havde til hensigt at træffe en beslutning om at annullere den tidligere beslutning om at yde et tilskud på 530 000 EUR til det pågældende projekt. Resultatet af en sådan beslutning ville være, at Kommissionen ville nægte at betale anden rate af subsidiet på 212 000 EUR (samt klagerens anmodning om renter). For det andet vil Kommissionen også anmode klageren om at tilbagebetale forskuddet på 318 000 EUR, eventuelt med renteudgifter.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionens beskyldninger og påstande var helt ubegrundede. Klageren hævdede, at Kommissionen burde handle lovligt, og at den burde betale de resterende 40 % af tilskuddet på 212 000 EUR.

1.2 Kommissionen påpegede i sin udtalelse, at den den 13. maj 2005 havde fremsendt beslutningen om annullation af tilskuddet og om tilbagebetaling af forskuddet til klageren, og at klageren den 29. juli 2005 havde anlagt sag til prøvelse af denne beslutning (sag T-297/05, IPK International World Tourism Marketing Consultants mod Kommissionen (5)).

Kommissionen gjorde gældende, at denne klage havde til formål at pålægge den at betale de resterende 40 % af tilskuddet (på 212 000 EUR). Retten tilføjede, at stævningen i sag T-297/05 vedrørte Kommissionens beslutning af 13. maj 2005 om at annullere tildelingen af denne støtte. Ifølge Kommissionen var det klart, at de to sager vedrørte samme genstand, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale den resterende del af tilskuddet.

Kommissionen foreslog derfor, at Ombudsmanden skulle overveje at afslutte sin undersøgelse.

1.3 Kommissionens udtalelse blev sendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. I forbindelse med en telefonsamtale den 6. december 2005 meddelte klagerens advokat Ombudsmandens kontor, at han ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger, og at han forventede Ombudsmandens afgørelse om at afslutte undersøgelsen.

1.4 I henhold til artikel 1, stk. 3, i Den Europæiske Ombudsmands statut (6) kan ombudsmanden ikke gribe ind i retssager. Hvis der anlægges sag vedrørende de faktiske omstændigheder, der er fremført i en klage, skal Ombudsmanden derfor afslutte sin undersøgelse. I så fald skal resultatet af de undersøgelser, der er foretaget indtil denne dato, indgives uden videre i overensstemmelse med statuttens artikel 2, stk. 7.

1.5 Ombudsmanden er af den opfattelse, at genstanden for denne klage og genstanden for den stævning, som klageren har indgivet til Retten i Første Instans (sag T-297/05), faktisk er tæt forbundne, og at den foreliggende undersøgelse derfor bør afsluttes.

2 Konklusion

Da klageren har anlagt sag ved Retten i Første Instans, beslutter Ombudsmanden at afslutte sin undersøgelse og indgive resultatet af de undersøgelser, der hidtil er blevet gennemført.

Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4627. Rettens afgørelse, som er genstand for denne appel, er Rettens dom af 20. september 2001, IPK-München mod Kommissionen (sag T-331/94, Sml. II, s. 779).

(2) EFT L 312, s. 1.

(3) Jf. et resumé af sagen i EUT 2005 C 257, s. 13.

(4) Forenede sager C-199/01 P og C-200/01 P, IPK München GmbH mod Kommissionen, Sml. 2004 I, s. 4627. Rettens afgørelse, som er genstand for denne appel, er Rettens dom af 20. september 2001, IPK-München mod Kommissionen (sag T-331/94, Sml. II, s. 779).

(5) Jf. sagsresuméet i EUT 2005 C 257, s. 13.

(6) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9.3.1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT L 113, s. 15).