Strasbourg, den 11. september 2006

Kære M.

Den 17. december 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af et konsortium bestående af tre partnere, som er repræsenteret ved SRZ Stadt+Regionalforschung GmbH, vedrørende udbud PE-INTERP/2004-01.

Den 10. januar 2005 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Parlamentet. Parlamentet afgav udtalelse den 30. marts 2005.

Den 27. april 2005 anmodede jeg Parlamentet om yderligere oplysninger i forbindelse med Deres klage. De blev underrettet herom samme dag.

Den 11. maj 2005 sendte Parlamentet mig en kopi af et dokument, som det havde henvist til i sin udtalelse.

Parlamentet besvarede min anmodning om yderligere oplysninger den 1. juni 2005. I denne skrivelse meddelte Parlamentet mig bl.a., at bilag III og IV til dets udtalelse indeholdt fortrolige oplysninger og forelagde nye udgaver af disse bilag. Den 9. juni 2005 sendte jeg Dem kopier af dette svar, af Parlamentets udtalelse og af det dokument, der blev forelagt den 11. maj 2005, med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Samme dag returnerede jeg originalerne af bilag III og IV til Parlamentets udtalelse til Parlamentet. I dette brev bad jeg også Parlamentet om en oversættelse til tysk af dets brev af 1. juni 2005.

Den 14. juli 2005 sendte De mig Deres bemærkninger til Parlamentets holdning.

Den 12. september 2005 anmodede jeg Parlamentet om yderligere oplysninger i forbindelse med Deres klage. I mit brev anmodede jeg om, at disse oplysninger blev fremlagt senest den 15. oktober 2005. De blev underrettet herom samme dag. I mit brev til Dem blev det imidlertid fejlagtigt nævnt, at der var anmodet om disse oplysninger pr. 31. maj 2005. Den 19. september 2005 skrev De for at henlede min opmærksomhed på denne fejl. I mit svar af 22. september 2005 underrettede jeg Dem om den korrekte dato for Parlamentets svar.

Parlamentet sendte sit svar på min anmodning om oplysninger den 13. oktober 2005. I sit svar oplyste Parlamentet, at det ville fremsende endnu et dokument til mig. Den 24. oktober 2005 fremsendte jeg Parlamentets svar til Dem og opfordrede Dem til at fremsætte bemærkninger inden den 30. november 2005, hvis De ønsker det.

Den 8. november 2005 skrev Parlamentet for at meddele mig, at dets svar af 13. oktober 2005 indeholdt en faktuel fejl. Samme dag kontaktede Parlamentets tjenestegrene mit kontor telefonisk for hurtigt at formidle de samme oplysninger. Parlamentets tjenestegrene forklarede også, at det supplerende dokument, som Parlamentets svar havde henvist til, endnu ikke var klar. Jeg fremsendte en kopi af dette brev til Dem den 11. november 2005. Da det nævnte supplerende dokument endnu ikke forelå, meddelte jeg Dem også, at den frist den 30. november 2005, som jeg havde fastsat for Deres bemærkninger, ikke længere var passende, og at der ville blive fastsat et nyt, når det relevante dokument var modtaget.

Den 11. november 2005 sendte Parlamentet mig den tyske oversættelse af sin skrivelse af 8. november 2005, som jeg fremsendte til Dem den 15. november 2005.

Den 18. januar 2006 meddelte jeg Parlamentet, at jeg stadig ikke havde modtaget det supplerende dokument, som det havde henvist til i sin skrivelse af 13. oktober 2005. Jeg anmodede om en kopi af dette dokument senest den 15. februar 2006. De blev underrettet herom samme dag.

Den 6. februar 2006 fremsendte Parlamentet en kopi af det relevante dokument til mig. Jeg fremsendte den til Dem den 13. februar 2006 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger til Parlamentets svar på min anmodning om yderligere oplysninger, som De fremsendte den 31. marts 2006.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klageren, der ser ud til at være østrigsk statsborger, handler på vegne af et østrigsk selskab, der (sammen med to andre partnere) var en del af et konsortium, der havde afgivet et bud som svar på et udbud afholdt af Europa-Parlamentet i 2004 (udbud PE-INTERP/2004-01 - Undersøgelse vedrørende de begrænsninger, der følger af fjerntolkning).

I oktober 2004 blev klagerens virksomhed underrettet om, at dens bud ikke var blevet antaget, og at kontrakten var blevet tildelt Mertens-Hoffman Management Consultants Ltd ("Mertens-Hoffman"), et selskab med hjemsted i Israel.

I en skrivelse til Parlamentet af 11. november 2004 anførte klageren, at Mertens-Hoffman havde været tæt involveret i udarbejdelsen af udbudsbetingelserne ("cahier des charges") og derfor burde have været udelukket fra udbuddet. Ifølge klageren havde Den Internationale Sammenslutning af Konferencetolke ("AIIC") bestilt Mertens-Hoffman til at udarbejde "retningslinjer for forsøg med fjerntolkning" (forelagt AIIC i april 2003) med henblik på at støtte udarbejdelsen af sådanne retningslinjer (udbudsbetingelser) af det koordineringsudvalg, som Parlamentet havde nedsat. Ifølge klageren havde Mertens-Hoffman således været i stand til at samarbejde med medlemmerne af koordineringsudvalget, som også havde fået til opgave at føre tilsyn med udbudsproceduren, og havde således haft betydelig indflydelse på udbudsbetingelserne. Efter klagerens opfattelse havde Mertens-Hoffman derfor fået en enorm fordel i forhold til andre tilbudsgivere. Klageren var af den opfattelse, at udbudsproceduren således havde været urimelig, og at koordineringsudvalget klart havde været bekendt med de unormale omstændigheder. Han påpegede, at han var i stand til at fremlægge bevis for, at der var sket en overtrædelse af de relevante regler. Klageren tilføjede, at konsortiet krævede en kompensation på 29 500 EUR for omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af sit bud, og at det forbeholdt sig ret til at kræve yderligere kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Klageren bemærkede, at et første udbud afholdt af Parlamentet i november 2003 ikke havde resulteret i tildeling af nogen kontrakt, og at et andet udbud var blevet offentliggjort i juni 2004 med kun meget små ændringer i udbudsmaterialet. Det var dette andet udbud, som Mertens-Hoffman havde besvaret.

I sit svar af 6. december 2004 forklarede Parlamentet, at det første udbud var resultatet af de konklusioner, som Parlamentet var nået frem til efter to undersøgelser, der var blevet gennemført i januar og december 2001. I en beslutning, der blev vedtaget den 11. marts 2003, pålagde Parlamentet derefter sin generalsekretær i samarbejde med Tolkningstjenesten at undersøge, under hvilke betingelser det var muligt at anvende fjerntolkning. I sin skrivelse til klageren påpegede Parlamentet endvidere, at eftersom EU-institutionernes lægetjenester ikke var udstyret til at udføre denne form for undersøgelser, var det blevet anset for nødvendigt at opfordre specialiserede enheder til at afgive bud ved udbud. En arbejdsgruppe havde fået til opgave at udarbejde udbudsmaterialet for det første udbud i 2003. Dette udbud havde omfattet to delkontrakter, hvoraf titlen på det første var "Medicinsk/ergonomisk analyse af de begrænsninger, der følger af fjerntolkning og -vurdering af det fysiske arbejdsmiljø."(1) Parlamentet forklarede endvidere, at dette første udbud (PE/DI01/2003) måtte erklæres for mislykket, da der ikke var noget bud, der opfyldte de relevante krav. Ifølge Parlamentet var en ny arbejdsgruppe efterfølgende begyndt at arbejde på grundlag af det første udbud. Denne arbejdsgruppe havde udarbejdet udbudsbetingelserne helt selvstændigt og i det væsentlige gengivet betingelserne i det første udbud. I juni 2004 blev det i den foreliggende sag omhandlede udbud offentliggjort. Titlen på den kontrakt, der skulle tildeles i forbindelse med det nye udbud, havde været den samme som før. Den første af de to delkontrakter under denne kontrakt vedrørte en undersøgelse i to faser af de begrænsninger, der følger af fjerntolkning. I sin skrivelse understregede Parlamentet, at det ikke havde bestilt nogen undersøgelse med henblik på udarbejdelse af udbudsbetingelserne i sit udbud, og at klagerens argumenter derfor ikke kunne godtages. Parlamentet gjorde endvidere opmærksom på, at der i forbindelse med det andet udbud var blevet nedsat et koordineringsudvalg, som skulle koordinere de to delkontrakter. Ifølge Parlamentet havde dette udvalg fået til opgave at overvåge undersøgelsens udvikling og opretholde regelmæssig kontakt med de ordregivende myndigheder og havde derfor ikke været i stand til at beskæftige sig med udbudsproceduren. Parlamentet understregede også, at alle medlemmerne af evalueringsudvalget havde underskrevet den erklæring om interessekonflikter, der kræves i henhold til artikel 52 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (2) ("finansforordningen") og artikel 146, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (3) ("gennemførelsesbestemmelserne"). Den påpegede endvidere, at klageren ikke havde fremlagt de beviser, som han havde henvist til i sin skrivelse af 11. november 2004.

I sit svar af 16. december 2004 anførte klageren, at Parlamentets arbejdsgruppe havde besluttet at anmode AIIC om at bestille en undersøgelse af udviklingen af specifikationer, der skulle anvendes som grundlag for udviklingen af udbudsbetingelserne. Ifølge klageren gennemførte Mertens-Hoffman denne undersøgelse og fremlagde i april 2003 en rapport med titlen "Guidelines for Remote Interpretation Experiment". Klageren bemærkede, at han ikke var i tvivl om, at medlemmerne af bedømmelsesudvalget havde underskrevet erklæringen om interessekonflikter. Han anførte imidlertid, at det var muligt, at udvalget eller i det mindste nogle af dets medlemmer ikke havde været fuldt ud klar over, hvordan interessekonflikter blev defineret. Ifølge klageren var tildeling af "direkte eller indirekte fordele" en af de mulige former for interessekonflikter, og dette havde været tilfældet her. Klageren hævdede, at evalueringsudvalget havde kendskab til den undersøgelse, som Mertens-Hoffman havde forelagt AIIC i april 2003. Efter klagerens opfattelse var bedømmelsesudvalget i henhold til finansforordningens artikel 52, stk. 1, og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 34, stk. 2, forpligtet til at underrette den overordnede kompetente myndighed herom og påpege, at Mertens-Hoffman skulle udelukkes fra udbuddet. Klageren foreslog, at medlemmerne af bedømmelsesudvalget kunne fremlægge den nødvendige dokumentation.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren i det væsentlige, at Parlamentet havde undladt at handle korrekt ved ikke at udelukke Mertens-Hoffman fra buddet på trods af en interessekonflikt. Klageren hævdede, at Parlamentet skulle betale konsortiet 29 500 EUR for omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af dets bud samt 20 000 EUR som en passende kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og omkostningerne i forbindelse med denne klage.

Forespørgslen

Indledende bemærkning

Klagen blev sendt til Parlamentet til udtalelse. Sammen med sin udtalelse fremlagde Parlamentet seks bilag. Efter en gennemgang af disse dokumenter nåede Ombudsmanden frem til den konklusion, at bilag III og IV syntes at indeholde oplysninger om den valgte tilbudsgivers tilbud, der kunne betragtes som fortrolige. Den 27. april 2005 skrev Ombudsmanden derfor til Parlamentet for at henlede dets opmærksomhed på dette forhold og opfordre det til at fremlægge ikke-fortrolige udgaver af disse bilag. Den 1. juni 2005 fremsendte Parlamentet ikke-fortrolige udgaver af disse to bilag, som efterfølgende (sammen med resten af udtalelsen) blev fremsendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. Originalerne af de nævnte to kabinetter blev returneret til Parlamentet.

Den 11. maj 2005 sendte Parlamentet Ombudsmanden en kopi af et yderligere dokument, som det havde henvist til i sin udtalelse. Dette dokument blev også fremsendt til klageren.

Europa-Parlamentets udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

De faktiske omstændigheder

Den 29. april 2003 havde Parlamentets Lægetjeneste (som havde samarbejdet med Rådets og Kommissionens Lægetjenester med henblik herpå) indgivet et forslag til udbud vedrørende en undersøgelse, der skulle vare to eller tre uger. Denne undersøgelse havde til formål at 1) analysere arbejdsbyrden som følge af fjerntolkning, 2) undersøgelse af organismens mulighed for at tilpasse sig og 3) forslag til tekniske foranstaltninger og foranstaltninger i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse.

Ifølge forslaget skulle undersøgelsen tage hensyn til følgende aspekter:

1. en evaluering af det fysiske arbejdsmiljø
2. en lægeundersøgelse og
3. en evaluering af de begrænsninger, der skyldes den nye arbejdsmetode (muskulær stress, vurdering af visuel træthed og evaluering af mental stress).

Arbejdsgruppen med ansvar for udarbejdelse af udbudsmaterialet havde behandlet dette forslag og udarbejdet et udbud i 2003 under titlen "Undersøgelse af begrænsninger som følge af fjerntolkning". Parti 1 i kontrakten bestod af en medicinsk-ergonomisk analyse af stress forårsaget af fjerntolkning og en vurdering af det fysiske arbejdsmiljø.

Dette første udbud (PE/DI01/2003) måtte afvises, da intet bud opfyldte de relevante krav for parti 1.

Eftersom Parlamentet anså fjerntolkning for at være meget vigtig, var dets tjenestegrene blevet pålagt at udarbejde et nyt udbud så hurtigt som muligt.

Den nye arbejdsgruppe havde udarbejdet udbudsdokumenterne i fuld uafhængighed og i bund og grund baseret sig på de betingelser, der var fastsat for det første udbud. Det andet udbud blev offentliggjort i juni 2004. Der var modtaget fire tilbud, som opfyldte kravene til parti 1. Kontrakten var blevet tildelt Mertens-Hoffman, der havde afgivet det bedste tilbud.

Klagerens påstande

Klageren havde ikke fremlagt beviser til støtte for sine påstande, selv om Parlamentet havde opfordret ham til at gøre det.

I mangel af sådanne beviser havde Parlamentets kompetente anvisningsberettigede derfor indkaldt medlemmerne af evalueringsudvalget og anmodet dem om at besvare fire spørgsmål for at afklare indholdet af klagerens påstande:

Resultaterne af denne undersøgelse havde været som følger:

De retningslinjer, der var udarbejdet for AIIC ("retningslinjerne"), var ikke tilgængelige for Parlamentet, da den relevante undersøgelse var bestilt af AIIC og aldrig var blevet sendt til Parlamentet. Det viste sig imidlertid, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget havde haft kendskab til disse retningslinjer, da de var blevet holdt underrettet om undersøgelser vedrørende fjerntolkning på grund af deres erhverv og deres funktion.

Det viste sig, at to medlemmer af bedømmelsesudvalget havde mødtes med repræsentanter for Mertens-Hoffman i februar 2003. Disse to medlemmer havde imidlertid understreget, at de mødtes med Mertens-Hoffman i deres egenskab af medlemmer af AIIC.

De relevante medlemmer af bedømmelsesudvalget havde påpeget, at de ikke var i stand til at sige, i hvilket omfang retningslinjerne rent faktisk havde påvirket udarbejdelsen af Parlamentets udbudsdokumenter.

Det udvalg, der havde til opgave at udarbejde udbudsmaterialet, var sammensat af repræsentanter for tolkene og for administrationen. Sidstnævnte havde på intet tidspunkt haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne og ville derfor ikke have været i stand til at kontrollere, om de tekniske angivelser og specifikationer, som tolkene havde fremlagt, eventuelt var blevet taget fra retningslinjerne.

Klageren havde imidlertid stadig ikke forklaret, hvilke dele af udbudsdokumenterne der angiveligt var baseret på retningslinjerne, og hvordan de muligvis kunne have resulteret i en reel fordel for Mertens-Hoffman. Parlamentet havde anmodet AIIC om at fremsende en kopi af de relevante retningslinjer.

Hvert af medlemmerne af bedømmelsesudvalget havde uden forbehold underskrevet erklæringen om interessekonflikter og fortrolighed, således som det kræves i henhold til artikel 52 i finansforordningen og artikel 146, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne. Som svar på et spørgsmål fra Parlamentets kompetente anvisningsberettigede havde de to medlemmer af bedømmelsesudvalget, som havde kendskab til retningslinjerne, og som var kommet i kontakt med Mertens-Hoffman i forbindelse med den undersøgelse, som AIIC havde bestilt, på tro og love erklæret, at de ikke havde befundet sig i en interessekonflikt.

Ud fra et juridisk synspunkt var det ikke godtgjort, at der forelå en interessekonflikt, hverken hos Mertens-Hoffman eller hos noget medlem af bedømmelsesudvalget. De relevante regler henviste til en interessekonflikt for så vidt angår de finansielle aktører, i dette tilfælde medlemmerne af bedømmelsesudvalget, og ikke for så vidt angår tilbudsgiveren. I det foreliggende tilfælde indeholdt sagsakterne ingen oplysninger, der tydede på, at der var en forbindelse mellem de økonomiske interesser hos det selskab, som var blevet tildelt kontrakten, og de økonomiske interesser hos medlemmerne af bedømmelsesudvalget. Endvidere havde klageren ikke godtgjort, at retningslinjerne var blevet anvendt af det udvalg, der havde til opgave at udarbejde udbudsmaterialet, eller at dette kunne have medført en reel fordel for Mertens-Hoffman.

Af hensyn til god forvaltningsskik vil Parlamentet imidlertid foretage en sammenligning mellem udbudsmaterialet og retningslinjerne, når disse er modtaget.

Den omstændighed, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget også havde været medlemmer af AIIC og havde haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne, medførte ikke en interessekonflikt for Mertens-Hoffman. Selv om Mertens-Hoffman havde været involveret i udarbejdelsen af udbudsmaterialet, kunne Parlamentet næppe have udelukket selskabets bud, eftersom selskabet ikke tidligere var blevet underrettet om, at udarbejdelsen af retningslinjerne de facto ville forhindre det i efterfølgende at deltage i Parlamentets udbud (4).

På baggrund af ovenstående ville det have været umuligt for medlemmerne af bedømmelsesudvalget at udelukke Mertens-Hoffman fra udbuddet.

Bilag V til Parlamentets udtalelse

Sammen med sin udtalelse fremsendte Parlamentet kopier af visse dokumenter, herunder svarene fra medlemmerne af bedømmelsesudvalget på ovennævnte spørgsmål (bilag V).

Det fremgår af disse svar, at to af tolkenes repræsentanter i bedømmelsesudvalget, L. og G., havde været medlemmer af AIIC, havde haft kendskab til retningslinjerne og havde mødtes med repræsentanter for Mertens-Hoffman i februar 2003. Det fremgår endvidere, at L. havde mødt disse repræsentanter i sin egenskab af næstformand for AIIC. I sit svar understregede L., at retningslinjerne ikke kunne have haft nogen indvirkning på udbudsdokumenterne, eftersom disse var blevet udarbejdet efter fælles overenskomst mellem repræsentanterne for tolkene og repræsentanterne for administrationen. Ifølge L. havde de personer, der udarbejdede»cahier des charges«i forbindelse med det første udbud, desuden fået at vide, at det ville være umuligt at tildele kontrakten til en tilbudsgiver fra et tredjeland.

AIIC-retningslinjerne

Den 11. maj 2005 sendte Parlamentet Ombudsmanden en kopi af de retningslinjer, som det i mellemtiden havde modtaget fra AIIC (5). Parlamentet vedlagde også en kopi af den sammenlignende analyse, som dets tjenestegrene havde foretaget. Ifølge Parlamentet viste denne sammenlignende analyse, at selv om udbuddet og retningslinjerne omhandlede samme emne, var de meget forskellige med hensyn til tilgang, struktur og indhold.

Yderligere undersøgelser

Efter nøje overvejelse af Parlamentets udtalelse viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser.

Første anmodning om yderligere oplysninger

Den 27. april 2005 anmodede Ombudsmanden derfor Parlamentet (1) om at præcisere sin udtalelse om, at selv om Mertens-Hoffman havde været involveret i udarbejdelsen af udbudsbetingelserne, kunne dets tilbud næppe have været udelukket fra udbuddet; 2) at oplyse ombudsmanden om, hvorvidt den virksomhed, der havde afgivet bud som svar på det første udbud, der blev offentliggjort i 2003, havde været Mertens-Hoffman og 3) at kommentere betydningen af, at L. var (eller på daværende tidspunkt havde været) næstformand for AIIC, og på sidstnævntes erklæring om, at de personer, der udarbejdede "cahier des charges", havde fået at vide, at det ville være umuligt at tildele kontrakten til en tilbudsgiver uden for EU (6).

Parlamentets svar

I sit svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

Ifølge Domstolens dom i sag C-234/89, Kommissionen mod Danmark, ville Parlamentet, hvis Mertens-Hoffman havde været involveret som konsulent på tidspunktet for udarbejdelsen af udbudsmaterialet, ikke have kunnet udelukke Mertens-Hoffman fra kontrakten med tilbagevirkende kraft, medmindre Parlamentet på forhånd havde underrettet selskabet om, at en sådan deltagelse på det tidspunkt, hvor Mertens-Hoffman havde været involveret som konsulent, ville udelukke selskabet fra at deltage i ethvert udbud, som Parlamentet havde iværksat i forbindelse med denne kontrakt. Denne bemærkning var kun medtaget til orientering, da der i betragtning af, at Mertens-Hoffman ikke havde været involveret i udarbejdelsen af udbudsmaterialet, ikke havde været nogen grund til, at Parlamentet henvendte sig til selskabet på dette tidspunkt.

Mertens-Hoffman havde ikke afgivet bud som svar på Parlamentets første udbud.

Parlamentets kompetente anvisningsberettigede havde ikke været klar over, at L. havde været næstformand for AIIC. Embedsmænd havde ret til at tilhøre en hvilken som helst forening, de valgte. L.'s udtalelser (vedrørende tildelingen af kontrakten til en tilbudsgiver uden for EU) syntes at vedrøre hans deltagelse som medlem af det udvalg, der var kompetent til at udarbejde udbudsmaterialet.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger beklagede klageren, at han ikke havde modtaget en oversættelse til tysk af Parlamentets svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger.

Klageren fremsatte følgende yderligere bemærkninger:

Parlamentet havde fremlagt en sammenlignende analyse bestilt af Generaldirektoratet for Infrastruktur og Tolkning. Det var frækt af et af de generaldirektorater, der havde til opgave at sikre lige sprog i EU, at forelægge en klager, hvis modersmål var tysk, en tekst, hvori et dokument skrevet på engelsk (retningslinjerne) blev sidestillet med et dokument affattet på fransk (parlamentets "cahier des charges "), selv om udbudsdokumenterne også fandtes på tysk og engelsk. Hvis der skulle foretages en sammenligning, skulle den i det mindste have været foretaget på engelsk.

Selv om tanken om at foretage en sådan sammenlignende analyse til dels blev hilst velkommen, var den måde, hvorpå den var blevet udført, behæftet med fejl.

For så vidt angår definitionerne henviste den sammenlignende analyse f.eks. til "fjerntolkning" for så vidt angår retningslinjerne og til "téléinterprétation"for så vidt angår "cahier des charges". Begge dokumenter gjorde det imidlertid klart, at "fjerntolkning" ikke havde noget at gøre med "téléinterprétation". Det så ud til, at analysen forsøgte at skabe det indtryk, at de to dokumenter omhandlede forskellige emner. Dette indtryk blev forstærket af, at Parlamentet aldrig henviste til den fulde titel på retningslinjerne, dvs. "Retningslinjer for forsøg med fjerntolkning". Det sidste ord er altid udeladt. Retningslinjerne udgjorde imidlertid i virkeligheden et arbejde bestilt af AIIC, der netop havde henvist til "eksperimentet med fjerntolkning", der skulle udføres i Parlamentet. Erklæringen i analysen om, at ingen af de »karakteristika«, der er anført i retningslinjerne i udbudsdokumenterne, var ukorrekt. Punkt 2.2 i retningslinjerne bestemte, at forsøget skulle finde sted i Bruxelles, og det samme gjorde udbudsmaterialet.

Parlamentets påstand om, at de relevante tjenestemænd i bedømmelsesudvalget ikke havde vidst, at L. havde været næstformand for AIIC, var ikke særlig troværdig. På alle de dokumenter, der var blevet underskrevet af medlemmerne af bedømmelsesudvalget, var referencen "AIIC" blevet tilføjet for så vidt angår navnene på de to tjenestemænd, der havde været medlemmer af denne sammenslutning.

Med hensyn til spørgsmålet om en interessekonflikt vedrørte denne bebrejdelse ikke primært Mertens-Hoffman, selv om sidstnævnte burde have undersøgt udelukkelsesgrundene og udfyldt de relevante formularer efter bedste overbevisning (jf. finansforordningens artikel 94). Enkelte medlemmer af bedømmelsesudvalget havde imidlertid vidst, at Mertens-Hoffman havde haft en massiv fordel i forhold til andre tilbudsgivere på grund af sit arbejde med retningslinjerne. Dette kendskab burde have været meddelt bedømmelsesudvalget, eftersom arbejdet med retningslinjerne havde udgjort en interessekonflikt i henhold til finansforordningens artikel 52, stk. 2.

Det var klart, at L. kun havde benægtet, at der forelå en interessekonflikt, fordi han havde fundet, at Mertens-Hoffman som et selskab uden for EU ikke ville deltage eller få lov til at deltage i udbuddet.

Det var tvivlsomt, om de øvrige medlemmer af bedømmelsesudvalget ikke havde kendskab til retningslinjerne. Den relevante undersøgelse vedrørte udtrykkeligt det forsøg, der skulle gennemføres i Bruxelles. Mertens-Hoffman skulle således have fået adgang til Parlamentet og have kontaktet de ansvarlige personer. Den indrømmede fordel (og dermed interessekonflikten) stammede primært fra den adgang til og de kontakter inden for Parlamentet, som Mertens-Hoffman havde fået. Ombudsmanden kunne derfor spørge AIIC, om der var referater eller dele af retningslinjerne, der registrerede Mertens-Hoffmans konkrete kontakter med Parlamentets tjenestemænd.

Anden anmodning om yderligere oplysninger

Efter at have gennemgået Kommissionens svar og klagerens bemærkninger fandt Ombudsmanden, at der var behov for yderligere præciseringer. Den 12. september 2005 anmodede han derfor Parlamentet om at besvare følgende spørgsmål:

1. I de retningslinjer, som Mertens-Hoffman har udarbejdet, henvises der udtrykkeligt til det forsøg/den undersøgelse, der skal gennemføres i Europa-Parlamentet. Disse retningslinjer blev forelagt AIIC i april 2003, dvs. på det tidspunkt, hvor Parlamentet var i færd med at udarbejde udbudsmaterialet. Adskillige tjenestemænd i Parlamentet havde været bekendt med retningslinjernes eksistens og indhold. Mindst en af disse tjenestemænd, L., synes at have været medlem af ikke blot bedømmelsesudvalget, men også af den arbejdsgruppe, der udarbejdede udbudsmaterialet. L. var også næstformand for AIIC, som havde bestilt retningslinjerne. Kan Parlamentet udtale sig om, hvorvidt disse omstændigheder bør være uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en interessekonflikt?
2. Kan Parlamentet kommentere klagerens argument om, at der også kan foreligge en sådan interessekonflikt som omhandlet i finansforordningens artikel 52, stk. 2, når der opnås uberettigede fordele for tredjeparter?
3. Kan Parlamentet venligst give mere præcise oplysninger om kilden til og betydningen af L.'s erklæring, ifølge hvilken de personer, der udarbejdede»cahier des charges«, havde fået at vide, at det ville være umuligt at tildele kontrakten til en tilbudsgiver uden for EU?

Ombudsmanden påpegede endvidere, at han i sin skrivelse om indledning af denne undersøgelse havde anmodet Parlamentet om at afgive en udtalelse om påstanden om, at det havde undladt at handle korrekt ved ikke at udelukke Mertens-Hoffman fra buddet på trods af, at der forelå en interessekonflikt. Det fremgik af klagerens bemærkninger, at klageren ønskede at udvide omfanget af sin sag ved at hævde, at medlemmerne af Parlamentets bedømmelsesudvalg ikke havde handlet korrekt med hensyn til en interessekonflikt, som de befandt sig i. Ombudsmanden anmodede derfor Parlamentet om en supplerende udtalelse om denne yderligere påstand.

Derudover mindede Ombudsmanden om, at klageren havde fremsat et erstatningskrav i sin klage, som Parlamentet endnu ikke havde kommenteret.

Parlamentets svar

I sit svar fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

Vedrørende det første spørgsmål

Den ansvarlige anvisningsberettigede var fuldstændig uvidende om, at AIIC havde givet Mertens-Hoffman til opgave at foretage en undersøgelse af fjerntolkning, og at visse medlemmer af evalueringsudvalget, som også var medlemmer af AIIC, havde vidst dette.

På grundlag af de foreliggende beviser kunne det ikke konkluderes, at omstændighederne havde været af en sådan art, at de gav anledning til en interessekonflikt, eftersom tolkene på grund af karakteren af deres erhvervsmæssige aktiviteter var velinformerede om studier inden for deres arbejdsområde, og at deres viden og eventuelle kontakter i denne forbindelse ikke de facto bragte dem i en interessekonflikt i forhold til deres status som EU-tjenestemænd.

Klagerens bemærkninger i denne henseende var ubegrundede og gav på urimelig vis anledning til mistanke hos medlemmerne af bedømmelsesudvalget, navnlig dem, der ikke kunne have været bekendt med AIIC's og dets medlemmers aktiviteter.

Under disse omstændigheder ville den ansvarlige anvisningsberettigede for at undgå mistanke eller tvetydighed, hvis han havde fået kendskab til de faktiske omstændigheder i tide, have anmodet de medlemmer, som klageren henviser til, om at trække sig fra enhver stilling i det udvalg, der udarbejder udbudsdokumenterne, og så meget desto mere i bedømmelsesudvalget, selv om dette ikke ville have haft nogen indvirkning på tildelingen af kontrakten, eftersom medlemmerne af bedømmelsesudvalget enstemmigt havde vurderet Mertens-Hoffmans tilbud som det bedste (7).

Om det andet spørgsmål

Finansforordningens artikel 52, stk. 2, havde følgende ordlyd: "Der foreligger en interessekonflikt, når en upartisk og objektiv udøvelse af en aktørs funktioner i forbindelse med gennemførelsen af budgettet eller en intern revisor bringes i fare af familiemæssige, følelsesmæssige, politiske, nationale eller økonomiske grunde eller ethvert andet interessefællesskab med modtageren."

Den omstændighed, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget også havde været medlemmer af AIIC og havde kendskab til den undersøgelse, som AIIC havde bestilt hos Mertens-Hoffman, indebar ikke en interessekonflikt i henhold til finansforordningens artikel 52, eftersom en af de grunde, der er nævnt i denne artikel, skulle finde anvendelse. Det var imidlertid ikke blevet påvist, at udvalgsmedlemmerne havde en fælles interesse med Mertens-Hoffman som omhandlet i artikel 52, stk. 2, eller at Mertens-Hoffman ved tildelingen af kontrakten havde opnået en uberettiget fordel.

For at afklare spørgsmålet om, hvorvidt L. burde have anset sig for at være genstand for en interessekonflikt i forhold til Mertens-Hoffman og derfor havde udelukket sig selv fra både det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, og bedømmelsesudvalget, havde ansættelsesmyndigheden imidlertid besluttet at henvise sagen til den særlige instans for økonomiske uregelmæssigheder, der er omhandlet i finansforordningens artikel 66, stk. 4. Panelet skal afgive udtalelse om, hvorvidt der foreligger uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 74 i gennemførelsesbestemmelserne, hvor alvorlige de er, og hvilke konsekvenser de kan få. Panelets udtalelse vil blive fremsendt til Ombudsmanden, når den er modtaget.

Vedrørende det tredje spørgsmål

Det fremgik, at en tjenestemand ifølge L. havde rådgivet det udvalg, der var kompetent til at udarbejde udbudsmaterialet, og at den afgivne rådgivning var ukorrekt, eftersom israelske virksomheder kunne afgive bud i overensstemmelse med en aftale mellem EU og Israel om offentlige kontrakter.

For så vidt angår erstatningspåstanden

Parlamentet kunne ikke godtage påstanden om erstatning og renter, da det ikke var godtgjort, at Mertens-Hoffman havde opnået en uberettiget fordel i forhold til andre tilbudsgivere, eller at der var lighed mellem udbudsdokumenterne og de retningslinjer, som AIIC havde bestilt.

Der skal også tages hensyn til, at klageren ifølge bedømmelsesudvalgets rapport var blevet placeret på lige fod med en anden tilbudsgiver. Det var derfor ikke blevet godtgjort, at klageren faktisk ville have fået medhold i et efterfølgende udbud, hvis udbudsproceduren var blevet annulleret.

Andre spørgsmål

Parlamentet fremsatte også bemærkninger for at tilbagevise klagerens bemærkninger om den sammenlignende analyse mellem retningslinjerne og udbudsdokumenterne. Desuden fremsendte Parlamentet en oversættelse til tysk af sit svar på den første anmodning om yderligere oplysninger, idet det forklarede, at denne oversættelse ikke var blevet fremsendt til Ombudsmanden på daværende tidspunkt på grund af problemer med posten mellem tjenestegrenene.

Udtalelse fra SFIP

Den 6. februar 2006 sendte Parlamentet Ombudsmanden den udtalelse, som SFIP havde vedtaget den 19. december 2005. I sin udtalelse var udvalget af den opfattelse, at det for at undgå enhver mistanke om en interessekonflikt ville have været bedre, hvis L. havde underrettet den tilladelsesudstedende myndighed, således at denne kunne afgøre, om der forelå en interessekonflikt. Panelet fandt endvidere, at den anvisningsberettigede ikke havde nogen grund til at antage, at der forelå en interessekonflikt som omhandlet i finansforordningens artikel 52, stk. 2, for så vidt angår L. Det konkluderede, at der ikke var konstateret nogen overtrædelse af finansforordningen eller gennemførelsesbestemmelserne, som ville rejse tvivl om tildelingen af kontrakten eller begrunde en kompensation til klageren.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han gjorde gældende, at det forhold, at Parlamentet først havde fremsendt udtalelsen fra SFIP til Ombudsmanden den 6. februar 2006, ikke blot udgjorde en tilsidesættelse af Ombudsmanden, men også en "udøvelse af strukturel magt" over for ham. Klageren var af den opfattelse, at SFIP's udtalelse bekræftede hans synspunkt om, at retningslinjerne havde påvirket udarbejdelsen af udbudsdokumenterne i meget betydelig grad. Klageren var endvidere af den opfattelse, at han stadig ikke kunne tro, at medlemmerne af det evalueringsudvalg, som Parlamentets administration havde stillet til rådighed, ikke havde haft kendskab til retningslinjerne. Efter klagerens opfattelse begrænsede Parlamentets relevante tjenestegren sig til at anføre, at den ikke havde "kendt noget".

Afgørelsen

1 De relevante faktiske omstændigheder, der er redegjort for i klagen

1.1 Klageren, der ser ud til at være østrigsk statsborger, handler på vegne af et østrigsk selskab, der (sammen med to andre partnere) var en del af et konsortium, der havde afgivet et bud som svar på et udbud afholdt af Europa-Parlamentet i 2004 (udbud PE-INTERP/2004-01 - Undersøgelse af de begrænsninger, der følger af fjerntolkning). I oktober 2004 blev klagerens virksomhed underrettet om, at dens bud ikke var blevet antaget, og at kontrakten var blevet tildelt Mertens-Hoffman Management Consultants Ltd ("Mertens-Hoffman"), et selskab med hjemsted i Israel.

1.2 Ifølge klageren havde Den Internationale Sammenslutning af Konferencetolke ("AIIC") bestilt Mertens-Hoffman til at udarbejde "retningslinjer for fjerntolkningseksperimenter" (forelagt AIIC i april 2003) med henblik på at støtte udarbejdelsen af sådanne retningslinjer (udbudsbetingelser) af det koordineringsudvalg, som Parlamentet havde nedsat. Ifølge klageren havde Mertens-Hoffman således fået mulighed for at samarbejde med medlemmerne af koordineringsudvalget, som også havde fået til opgave at føre tilsyn med udbudsproceduren, og havde således haft betydelig indflydelse på udbudsbetingelserne. Efter klagerens opfattelse havde Mertens-Hoffman derfor fået en enorm fordel i forhold til andre tilbudsgivere. Klageren var af den opfattelse, at udbudsproceduren således havde været urimelig. Han påpegede, at han var i stand til at fremlægge bevis for, at der var sket en overtrædelse af de relevante regler. I sin skrivelse til Parlamentet af 11. november 2004, hvori han redegjorde for disse betragtninger, gjorde klageren gældende, at Mertens-Hoffman derfor burde have været udelukket fra udbuddet.

1.3 Klageren bemærkede, at et første udbud afholdt af Parlamentet i november 2003 ikke havde resulteret i tildeling af nogen kontrakt, og at et andet udbud var blevet offentliggjort i juni 2004 med kun meget små ændringer i udbudsmaterialet. Det var dette andet udbud, som Mertens-Hoffman havde besvaret.

1.4 I sit svar af 6. december 2004 forklarede Parlamentet, at det første udbud var resultatet af de konklusioner, som Parlamentet var nået frem til efter to undersøgelser, der var blevet gennemført i januar og december 2001. I en beslutning, der blev vedtaget den 11. marts 2003, pålagde Parlamentet derefter sin generalsekretær i samarbejde med Tolkningstjenesten at undersøge, under hvilke betingelser det var muligt at anvende fjerntolkning. I sin skrivelse til klageren påpegede Parlamentet endvidere, at eftersom EU-institutionernes lægetjenester ikke var udstyret til at udføre denne form for undersøgelser, var det blevet anset for nødvendigt at opfordre specialiserede enheder til at afgive bud ved udbud. En arbejdsgruppe havde fået til opgave at udarbejde udbudsmaterialet for det første udbud i 2003. Parlamentet forklarede endvidere, at dette første udbud måtte erklæres for mislykket, da intet bud havde opfyldt de relevante krav. Ifølge Parlamentet var en ny arbejdsgruppe efterfølgende begyndt at arbejde på grundlag af det første udbud. Denne arbejdsgruppe havde udarbejdet udbudsbetingelserne helt selvstændigt og i det væsentlige gengivet betingelserne i det første udbud. I juni 2004 blev det i den foreliggende sag omhandlede udbud offentliggjort. Den første af de to delkontrakter under denne kontrakt vedrørte en undersøgelse i to faser af de begrænsninger, der følger af fjerntolkning. I sin skrivelse understregede Parlamentet, at det ikke havde bestilt nogen undersøgelse med henblik på udarbejdelse af udbudsbetingelserne i sit udbud, og at klagerens argumenter derfor ikke kunne godtages. Parlamentet gjorde endvidere opmærksom på, at der i forbindelse med det andet udbud var blevet nedsat et koordineringsudvalg, som skulle koordinere de to delkontrakter. Ifølge Parlamentet havde dette udvalg fået til opgave at overvåge undersøgelsens udvikling og opretholde regelmæssig kontakt med de ordregivende myndigheder og havde derfor ikke været i stand til at beskæftige sig med udbudsproceduren. Parlamentet understregede også, at alle medlemmerne af evalueringsudvalget havde underskrevet den erklæring om interessekonflikter, der kræves i henhold til artikel 52 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (8) ("finansforordningen") og artikel 146, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (9) ("gennemførelsesbestemmelserne"). Den påpegede endvidere, at klageren ikke havde fremlagt de beviser, som han havde henvist til i sin skrivelse af 11. november 2004.

1.5 I sit svar af 16. december 2004 gjorde klageren gældende, at Parlamentets arbejdsgruppe havde besluttet at anmode AIIC om at bestille en undersøgelse med henblik på udarbejdelse af specifikationer, der skulle danne grundlag for udarbejdelsen af udbudsbetingelserne. Klageren fremførte, at det var muligt, at evalueringsudvalget eller i det mindste nogle af dets medlemmer ikke havde været fuldt ud klar over, hvordan interessekonflikter blev defineret. Ifølge klageren var tildeling af "direkte eller indirekte fordele" en af de mulige former for interessekonflikter, og han hævdede, at dette havde været tilfældet her. Klageren hævdede, at evalueringsudvalget havde kendskab til den undersøgelse, som Mertens-Hoffman havde forelagt AIIC i april 2003. Ifølge klageren var bedømmelsesudvalget i henhold til finansforordningens artikel 52, stk. 1, og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 34, stk. 2, forpligtet til at underrette den overordnede kompetente myndighed herom og påpege, at Mertens-Hoffman skulle udelukkes fra udbuddet.

1.6 I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren i det væsentlige, at Parlamentet havde undladt at handle korrekt ved ikke at udelukke Mertens-Hoffman fra udbuddet på trods af en interessekonflikt. Klageren hævdede, at Parlamentet skulle betale konsortiet 29 500 EUR for omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af dets bud samt 20 000 EUR som en passende kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og omkostningerne i forbindelse med denne klage.

2 Proceduremæssige aspekter

2.1 I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse og dets svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger beklagede klageren, at han ikke havde modtaget en oversættelse til tysk af Parlamentets svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger.

2.2 Parlamentets svar på anmodningen om yderligere oplysninger blev fremsendt til Ombudsmanden den 1. juni 2005. Ombudsmanden havde i sin skrivelse af 9. juni 2006, hvori han opfordrede klageren til at fremsætte bemærkninger, meddelt sidstnævnte, at han havde anmodet Parlamentet om en oversættelse af dets svar til tysk.

2.3 Klageren fremsatte sine bemærkninger den 14. juli 2005 og påpegede, at han ikke længere kunne vente på oversættelsen af Parlamentets skrivelse.

2.4 Ombudsmanden finder det beklageligt, at Parlamentet først fremsendte en oversættelse af sin skrivelse den 13. oktober 2005. Da klageren imidlertid var i stand til at fremsætte bemærkninger, selv om der ikke forelå en sådan oversættelse, er han af den opfattelse, at der ikke er grund til yderligere undersøgelser af dette aspekt af sagen.

2.5 I sine bemærkninger kritiserede klageren også, at Parlamentet i sin sammenlignende analyse havde sammenlignet den engelske original af retningslinjerne med den franske udgave af udbudsmaterialet, selv om sidstnævnte også forelå på tysk og engelsk. Han gjorde gældende, at sammenligningen i det mindste burde have været foretaget på engelsk, eftersom retningslinjerne var affattet på engelsk.

2.6 Ombudsmanden bemærker, at Parlamentet i sin udtalelse påpegede, at det ville anmode AIIC om en kopi af retningslinjerne og derefter sammenligne dette dokument med sine udbudsdokumenter. I sin skrivelse af 11. maj 2005 bemærkede Parlamentets formand, at han fandt det hensigtsmæssigt at fremsende resultaterne af denne sammenlignende analyse til Ombudsmanden af hensyn til god forvaltningsskik og med henblik på at lette behandlingen af denne klage.

2.7 Ombudsmanden påskønner, at Parlamentet ikke har begrænset sig til at afgive en udtalelse om klagen, men har truffet yderligere foranstaltninger for at afklare de spørgsmål, som klageren har rejst, ved at bestille en sammenlignende analyse af de relevante dokumenter og ved at fremsende en kopi af disse dokumenter og af resultaterne af undersøgelsen til Ombudsmanden. Selv om det naturligvis ville være ideelt, hvis alle disse dokumenter var blevet stillet til rådighed for klageren på hans eget sprog, mener Ombudsmanden ikke, at en institution er forpligtet til at fremlægge oversættelser af alle de bilag, som den støtter sig på, eller som den henviser til i sin udtalelse. Hvis klageren havde fundet det vanskeligt eller umuligt at forstå de dokumenter, som Parlamentet havde fremsendt, kunne han have henvendt sig til Ombudsmanden. Ombudsmanden kunne derefter have besluttet, om Parlamentet skulle anmodes om at fremlægge en oversættelse. I den foreliggende sag viser klagerens bemærkninger, at klageren under alle omstændigheder ikke var forhindret i at udtrykke sine synspunkter på en nyttig måde, fordi det relevante dokument var affattet på fransk og engelsk.

2.8 I sine bemærkninger til Parlamentets svar på den anden anmodning om yderligere oplysninger anførte klageren, at det forhold, at Parlamentet først havde fremsendt udtalelsen fra SFIP til Ombudsmanden den 6. februar 2006, ikke blot udgjorde en tilsidesættelse af Ombudsmanden, men også en "udøvelse af strukturel magt" over for ham.

2.9 Ombudsmanden bemærker, at SFIP afgav udtalelse den 19. december 2005. Den 26. januar 2006 meddelte Parlamentets generalsekretær L., at han var enig i panelets konklusioner. Kort tid efter videresendte Parlamentet SFIP's konklusioner til Ombudsmanden. Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden ikke, at Parlamentet kan bebrejdes noget i denne henseende.

3 Klagerens sag mod Parlamentet

3.1 Klageren hævdede i sin klage, at Parlamentet ikke havde handlet korrekt ved ikke at udelukke Mertens-Hoffman fra udbuddet, selv om der forelå en interessekonflikt. Det viste sig efterfølgende, at klageren også ønskede at hævde, at medlemmerne af bedømmelsesudvalget ikke havde handlet korrekt med hensyn til en interessekonflikt, som de befandt sig i. Som det fremgår af nedenstående redegørelse, kan klageren også have ønsket at rejse et yderligere spørgsmål (se punkt 3.6 og 3.7 nedenfor). Klageren hævdede, at Parlamentet skulle betale konsortiet 29 500 EUR for omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af dets bud samt 20 000 EUR som en passende kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og omkostningerne i forbindelse med denne klage.

3.2 Parlamentet anførte i sin udtalelse, at dets lægetjeneste (som havde samarbejdet med Rådets og Kommissionens lægetjenester med henblik herpå) den 29. april 2003 havde fremsat et forslag til udbud vedrørende en undersøgelse, der skulle vare to eller tre uger, og som havde til formål 1) at analysere arbejdsbyrden som følge af fjerntolkning, 2) at undersøge organismens mulighed for at tilpasse sig og 3) at foreslå tekniske foranstaltninger og foranstaltninger vedrørende arbejdets tilrettelæggelse. Arbejdsgruppen med ansvar for udarbejdelse af udbudsmaterialet havde behandlet dette forslag og udarbejdet et udbud i 2003 under titlen "Undersøgelse af begrænsninger som følge af fjerntolkning". Parti 1 i kontrakten bestod af en medicinsk-ergonomisk analyse af stress forårsaget af fjerntolkning og en vurdering af det fysiske arbejdsmiljø. Efter at det første udbud ikke havde givet resultat, var endnu et blevet udarbejdet og offentliggjort i juni 2004. Der var modtaget fire tilbud, som opfyldte kravene til parti 1. Kontrakten var blevet tildelt Mertens-Hoffman, som havde afgivet det bedste tilbud.

Med hensyn til klagerens påstande påpegede Parlamentet, at klageren ikke havde fremlagt noget bevis til støtte for dem, selv om det havde opfordret ham til at gøre det. Parlamentet tilføjede, at dets kompetente anvisningsberettigede i mangel af sådanne beviser derfor havde indkaldt medlemmerne af evalueringsudvalget og anmodet dem om at besvare visse spørgsmål for at afklare indholdet af klagerens påstande.

Ifølge Parlamentet havde denne undersøgelse vist, at de retningslinjer, der var udarbejdet for AIIC ("retningslinjerne"), ikke var tilgængelige for Parlamentet, da den relevante undersøgelse var bestilt af AIIC og aldrig var blevet sendt til Parlamentet. Det viste sig imidlertid, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget havde haft kendskab til disse retningslinjer, da de var blevet holdt underrettet om undersøgelser vedrørende fjerntolkning på grund af deres erhverv og deres funktion. Det fremgik endvidere, at to medlemmer af bedømmelsesudvalget (L. og G.) havde mødtes med repræsentanter for Mertens-Hoffman i februar 2003. Disse to medlemmer havde imidlertid understreget, at de havde mødtes med Mertens-Hoffman i deres egenskab af medlemmer af AIIC. Parlamentet tilføjede, at de relevante medlemmer af bedømmelsesudvalget havde påpeget, at de ikke var i stand til at sige, i hvilket omfang retningslinjerne rent faktisk havde påvirket udarbejdelsen af Parlamentets udbudsdokumenter.

Det udvalg, der havde til opgave at udarbejde udbudsmaterialet, var sammensat af repræsentanter for tolkene og for administrationen. Parlamentet understregede, at sidstnævnte på intet tidspunkt havde haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne og derfor ikke ville have været i stand til at kontrollere, om de tekniske angivelser og specifikationer, som tolkene havde fremlagt, eventuelt var blevet taget fra retningslinjerne.

Parlamentet påpegede endvidere, at hvert af medlemmerne af evalueringsudvalget uden forbehold havde underskrevet den erklæring om interessekonflikter, der kræves i henhold til artikel 52 i finansforordningen og artikel 146, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne. Som svar på et spørgsmål fra Parlamentets kompetente anvisningsberettigede havde de to medlemmer af bedømmelsesudvalget, som havde kendskab til retningslinjerne, og som var kommet i kontakt med Mertens-Hoffman i forbindelse med undersøgelsen bestilt af AIIC, på tro og love erklæret, at de ikke havde befundet sig i en interessekonflikt.

Parlamentet gjorde gældende, at det ud fra et juridisk synspunkt ikke var blevet godtgjort, at der forelå en interessekonflikt, hverken fra Mertens-Hoffmans side eller fra noget medlem af bedømmelsesudvalget. De relevante regler henviste til en interessekonflikt for så vidt angår de finansielle aktører, i dette tilfælde medlemmerne af bedømmelsesudvalget, og ikke for så vidt angår tilbudsgiveren. I det foreliggende tilfælde indeholdt sagsakterne ingen oplysninger, der tydede på, at der var en forbindelse mellem de økonomiske interesser hos det selskab, som var blevet tildelt kontrakten, og de økonomiske interesser hos medlemmerne af bedømmelsesudvalget. Endvidere havde klageren ikke godtgjort, at retningslinjerne var blevet anvendt af det udvalg, der havde til opgave at udarbejde udbudsmaterialet, eller at dette kunne have medført en reel fordel for Mertens-Hoffman.

Den omstændighed, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget også havde været medlemmer af AIIC og havde haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne, medførte ikke en interessekonflikt for Mertens-Hoffman. Selv om Mertens-Hoffman havde været involveret i udarbejdelsen af udbudsmaterialet, kunne Parlamentet ikke have udelukket selskabets bud, eftersom selskabet ikke tidligere var blevet underrettet om, at udarbejdelsen af retningslinjerne de facto ville forhindre det i efterfølgende at deltage i Parlamentets udbud.

3.3 Sammen med sin udtalelse fremsendte Parlamentet kopier af svarene fra medlemmerne af bedømmelsesudvalget i forbindelse med den foretagne undersøgelse. Det fremgår af disse svar, at L. havde mødtes med repræsentanter for Mertens-Hoffman i dennes egenskab af næstformand for AIIC. I sit svar bemærkede L. endvidere, at de personer, der udarbejdede»cahier des charges«i forbindelse med det første udbud, havde fået at vide, at det ville være umuligt at tildele kontrakten til en tilbudsgiver uden for EU.

3.4 I sin udtalelse meddelte Parlamentet, at det af hensyn til god forvaltningsskik ville anmode AIIC om en kopi af retningslinjerne og foretage en sammenligning mellem udbudsmaterialet og retningslinjerne, når disse var modtaget. Den 11. maj 2005 sendte Parlamentet Ombudsmanden en kopi af disse retningslinjer og af den sammenlignende analyse, som dets tjenestegrene havde foretaget. Ifølge Parlamentet viste denne sammenlignende analyse, at selv om udbuddet og retningslinjerne omhandlede samme emne, var de meget forskellige med hensyn til tilgang, struktur og indhold.

3.5 Efter at have gennemgået denne udtalelse fandt Ombudsmanden det nødvendigt at anmode Parlamentet om visse præciseringer. I sit svar understregede Parlamentet, at Mertens-Hoffman ikke havde været involveret i udarbejdelsen af udbudsmaterialet. Parlamentet bekræftede også, at Mertens-Hoffman ikke havde afgivet bud som svar på Parlamentets første udbud.

3.6 I sine bemærkninger kommenterede klageren den komparative analyse, som Parlamentets tjenestegrene havde foretaget. Klageren foreslog, at det så ud, som om analysen forsøgte at skabe det indtryk, at de to dokumenter omhandlede forskellige emner. Han gjorde gældende, at Parlamentets påstand om, at de relevante tjenestemænd i bedømmelsesudvalget ikke havde vidst, at L. havde været næstformand for AIIC, ikke var særlig troværdig. På alle de dokumenter, der var blevet underskrevet af medlemmerne af bedømmelsesudvalget, var referencen "AIIC" blevet tilføjet navnene på de to tjenestemænd, der havde været medlemmer af denne sammenslutning. Klageren fremførte endvidere, at for så vidt angår spørgsmålet om en interessekonflikt vedrørte denne bebrejdelse ikke primært Mertens-Hoffman, selv om sidstnævnte burde have undersøgt årsagerne til udelukkelse (jf. finansforordningens artikel 94). Enkelte medlemmer af bedømmelsesudvalget havde imidlertid vidst, at Mertens-Hoffman havde haft en massiv fordel i forhold til andre tilbudsgivere på grund af sit arbejde med retningslinjerne. Ifølge klageren burde denne viden have været meddelt evalueringsudvalget, eftersom arbejdet med retningslinjerne havde udgjort en interessekonflikt i henhold til finansforordningens artikel 52, stk. 2. Klageren spurgte også, om de øvrige medlemmer af bedømmelsesudvalget ikke havde kendskab til retningslinjerne. Den relevante undersøgelse vedrørte udtrykkeligt det forsøg, der skulle gennemføres i Bruxelles. Ifølge klageren skulle Mertens-Hoffman således have fået adgang til Parlamentet og have kontaktet de ansvarlige personer. Den indrømmede fordel (og dermed interessekonflikten) stammede primært fra den adgang til og de kontakter inden for Parlamentet, som Mertens-Hoffman havde fået.

3.7 Efter at have gennemgået bemærkningerne fra Parlamentet og klagerens bemærkninger fandt Ombudsmanden, at der var behov for yderligere oplysninger for at sætte ham i stand til at behandle denne sag. Den 12. september 2005 rettede Ombudsmanden derfor endnu en anmodning om yderligere oplysninger til Parlamentet. De spørgsmål, der blev stillet Parlamentet, vedrørte navnlig den rolle, som L. havde spillet i sagen.

3.8 I sit svar understregede Parlamentet, at den ansvarlige anvisningsberettigede havde været fuldstændig uvidende om, at AIIC havde givet Mertens-Hoffman til opgave at foretage en undersøgelse af fjerntolkning, og at visse medlemmer af evalueringsudvalget, som også var medlemmer af AIIC, havde vidst dette. Den gjorde gældende, at det på grundlag af de foreliggende beviser ikke kunne konkluderes, at omstændighederne havde været af en sådan art, at de gav anledning til en interessekonflikt, eftersom tolkene på grund af karakteren af deres erhvervsmæssige aktiviteter var velinformerede om studier inden for deres arbejdsområde, og at deres kendskab og eventuelle kontakter i denne forbindelse ikke de facto bragte dem i en interessekonflikt i forhold til deres status som EU-tjenestemænd. Parlamentet accepterede imidlertid, at den ansvarlige anvisningsberettigede for at undgå mistanke eller tvetydighed (hvis han havde fået kendskab til de faktiske omstændigheder i tide) ville have anmodet de medlemmer, som klageren henviste til, om at trække sig fra enhver stillingtagen i det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, og så meget desto mere i bedømmelsesudvalget, selv om dette ikke ville have haft nogen indvirkning på tildelingen af kontrakten, eftersom medlemmerne af bedømmelsesudvalget enstemmigt havde vurderet Mertens-Hoffmans tilbud som det bedste.

Den omstændighed, at visse medlemmer af bedømmelsesudvalget også havde været medlemmer af AIIC og havde kendskab til den undersøgelse, som AIIC havde bestilt hos Mertens-Hoffman, indebar ikke en interessekonflikt i henhold til finansforordningens artikel 52, eftersom en af de grunde, der er nævnt i denne artikel, skulle finde anvendelse. Det var imidlertid ikke blevet påvist, at udvalgsmedlemmerne havde en fælles interesse med Mertens-Hoffman som omhandlet i artikel 52, stk. 2, eller at Mertens-Hoffman ved tildelingen af kontrakten havde opnået en uberettiget fordel.

Parlamentet tilføjede imidlertid, at ansættelsesmyndigheden for at afklare spørgsmålet om, hvorvidt L. burde have anset sig for at være genstand for en interessekonflikt i forhold til Mertens-Hoffman og derfor havde udelukket sig selv fra både det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, og evalueringsudvalget, havde besluttet at henvise sagen til den særlige instans for økonomiske uregelmæssigheder, der er omhandlet i finansforordningens artikel 66, stk. 4. Panelet skal afgive udtalelse om, hvorvidt der foreligger uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 74 i gennemførelsesbestemmelserne, hvor alvorlige de er, og hvilke konsekvenser de kan få. Panelets udtalelse vil blive fremsendt til Ombudsmanden, når den er modtaget.

Parlamentet understregede, at det ikke kunne godtage erstatningspåstanden, da det ikke var blevet bevist, at Mertens-Hoffman havde opnået en uberettiget fordel i forhold til andre tilbudsgivere, eller at der var lighed mellem udbudsdokumenterne og de retningslinjer, som AIIC havde bestilt. Den påpegede, at klagerens konsortium ifølge bedømmelsesudvalgets rapport var blevet placeret på lige fod med en anden tilbudsgiver. Det var derfor ikke blevet godtgjort, at klagerens konsortium rent faktisk ville have fået medhold i et efterfølgende udbud, hvis udbudsproceduren var blevet annulleret.

3.9 Den 6. februar 2006 fremsendte Parlamentet den udtalelse, som SFIP havde vedtaget den 19. december 2005, til Ombudsmanden. I sin udtalelse bemærkede panelet, at AIIC havde besluttet at anmode Mertens-Hoffman om en udtalelse om de medicinsk-ergonomiske parametre, der skulle tages i betragtning, hvis Parlamentet skulle gennemføre en undersøgelse af virkningerne af fjerntolkning. Undersøgelsen blev forelagt AIIC i maj 2003. Retningslinjerne syntes at have været tilgængelige inden for AIIC og dermed for et betydeligt antal personer, og repræsentanterne for tolkene i det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, syntes hovedsagelig at have anvendt disse retningslinjer til at sikre, at udkastet til "cahier des charges" omfattede de relevante parametre. Ved udarbejdelsen af »cahier des charges«havde administrationen i vidt omfang støttet sig på resultaterne af det forberedende arbejde, der var udført af de kompetente institutioners lægetjenester. Panelet fandt endvidere, at administrationen ikke havde haft kendskab til retningslinjerne, før klageren havde henvendt sig til den. Administrationen havde derefter foretaget en sammenlignende analyse af retningslinjerne og udbudsdokumenterne og konkluderet, at der var betydelige forskelle. Panelet tilføjede, at denne konklusion blev bekræftet ved en inspektion af de relevante dokumenter. På grundlag af disse og yderligere faktiske konstateringer var panelet af den opfattelse, at det for at undgå enhver mistanke om en interessekonflikt ville have været bedre, hvis L. havde underrettet den tilladelsesudstedende myndighed, således at sidstnævnte kunne have afgjort, om der forelå en interessekonflikt. Panelet fandt endvidere, at den anvisningsberettigede ikke synes at have haft nogen grund til at antage, at der forelå en interessekonflikt som omhandlet i finansforordningens artikel 52, stk. 2, for så vidt angår L. Det konkluderede, at der ikke var konstateret nogen overtrædelse af finansforordningen eller gennemførelsesbestemmelserne, som ville rejse tvivl om tildelingen af kontrakten eller begrunde en kompensation til klageren.

3.10 Klageren anførte i sine bemærkninger, at SFIP's udtalelse bekræftede hans synspunkt om, at retningslinjerne havde haft en meget betydelig indflydelse på udarbejdelsen af udbudsdokumenterne. Klageren var endvidere af den opfattelse, at han stadig ikke kunne tro, at medlemmerne af det evalueringsudvalg, som Parlamentets administration havde stillet til rådighed, ikke havde haft kendskab til retningslinjerne. Efter klagerens opfattelse begrænsede Parlamentets relevante tjenestegren sig til at anføre, at den ikke havde "kendt noget".

3.11 Inden Ombudsmanden behandler klagerens påstande og påstand, finder han det nyttigt at bemærke, at han sætter stor pris på, at Parlamentet har taget resolutte skridt til at afklare de spørgsmål, der rejses i klagen, først ved at foretage en intern undersøgelse og derefter ved at henvise sagen til SFIP. Resultaterne af den interne undersøgelse og af SFIP har været til betydelig hjælp for Ombudsmanden i hans undersøgelse af denne klage.

3.12 Indledningsvis bemærker Ombudsmanden, at de retningslinjer, som Mertens-Hoffman har udarbejdet, synes at henvise til et forsøg med fjerntolkning, som Parlamentet skal udføre. Henvisninger til Parlamentet findes på side 2 og 12 i dokumentet. Desuden hedder det i punkt 2.2 i retningslinjerne (side 6), at eksperimentet "vil finde sted i Bruxelles". Som SFIP konstaterede, er det således klart, at retningslinjerne blev bestilt af AIIC i lyset af det eksperiment, som Parlamentet havde planlagt.

3.13 I sin klage og i sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse og dets svar på den første anmodning om yderligere oplysninger har klageren fremsat forskellige argumenter til støtte for sin sag. Klageren synes i det væsentlige at hævde, at Mertens-Hoffman burde have været udelukket fra udbuddet, fordi der forelå en interessekonflikt 1) fra virksomhedens side og 2) for så vidt angår medlemmerne af bedømmelsesudvalget. Disse spørgsmål vil blive drøftet efterfølgende (jf. punkt 3.15 ff.).

3.14 Inden da er det nødvendigt at behandle et yderligere spørgsmål. I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse og dets svar på den første anmodning om yderligere oplysninger foreslog klageren, at han gik ind for, at Mertens-Hoffman efter hans opfattelse (og dermed den interessekonflikt, som han formodede at have) primært stammede fra den adgang til og de kontakter i Parlamentet, som denne virksomhed havde fået. Klageren fremsatte imidlertid ingen konkrete påstande i denne forbindelse. I betragtning af at retningslinjerne blev bestilt af AIIC, ikke Parlamentet, og at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at Parlamentet som institution havde givet Mertens-Hoffman adgang til sine lokaler og kontakter for sit personale, mener Ombudsmanden, at der ikke er nogen grund til at udvide omfanget af denne undersøgelse til at omfatte dette yderligere spørgsmål.

Hvad angår Mertens-Hoffman

3.15 For så vidt angår den valgte tilbudsgivers påståede interessekonflikt har klageren gjort gældende, at udbudsdokumenterne var baseret på de retningslinjer, som Mertens-Hoffman havde fremlagt. I sit brev til Parlamentet af 11. november 2004 gjorde klageren gældende, at Mertens-Hoffman havde fået til opgave at udarbejde retningslinjerne med henblik på at støtte Parlamentets koordineringsudvalg i udarbejdelsen af udbudsdokumenterne. I sit svar af 6. december 2004 forklarede Parlamentet, at udbudsmaterialet var udarbejdet af en arbejdsgruppe, og at koordinationsudvalget ikke havde behandlet udbudsproceduren som sådan. I sin klage til Ombudsmanden vendte klageren ikke tilbage til dette spørgsmål. Ombudsmanden antager derfor, at det, som klageren faktisk havde i tankerne, da han henviste til "Koordineringsudvalget", var det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne. Dette bekræftes tilsyneladende af klagerens skrivelse til Parlamentet af 16. december 2004, hvori han besvarede skrivelsen af 6. december 2004. I denne skrivelse hævdede klageren, at den arbejdsgruppe, som Parlamentet havde nedsat med henblik på udarbejdelse af udbudsdokumenterne, havde anmodet AIIC om at bestille en undersøgelse af de specifikationer, der skulle anvendes som grundlag for udbuddet. Klageren har imidlertid ikke fremlagt dokumentation for denne påstand. I lyset af den dokumentation, der er forelagt Ombudsmanden, synes det klart, at retningslinjerne blev bestilt af AIIC og ikke af Parlamentet eller noget organ eller udvalg nedsat af sidstnævnte.

3.16 Parlamentet har endvidere forklaret, at det udvalg, der havde til opgave at udarbejde udbudsmaterialet, var sammensat af repræsentanter for tolkene og for administrationen, og understreget, at sidstnævnte på intet tidspunkt havde haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne. Ombudsmanden mener ikke, at klageren har fremlagt faktuelle beviser for, at denne erklæring var ukorrekt.

Hvad angår den omstændighed, at L. i forbindelse med Parlamentets interne undersøgelse bemærkede, at de personer, der udarbejdede »cahier des charges«i forbindelse med det første udbud, havde fået at vide, at det ville være umuligt at tildele kontrakten til en tilbudsgiver uden for EU, er der intet, der tyder på, at disse (urigtige, som det viste sig) oplysninger blev givet som svar på et specifikt spørgsmål vedrørende retningslinjerne eller Mertens-Hoffman. Den erklæring, som L. har henvist til, beviser således ikke, at det udvalg, der udarbejdede udbudsmaterialet, havde kendskab til retningslinjerne.

Klageren mener endvidere, at udtalelsen fra SFIP bekræfter hans synspunkt. Ifølge klageren accepterede dette panel, at retningslinjerne havde været tilgængelige inden for AIIC og dermed for et betydeligt antal personer, og at repræsentanterne for tolkene i det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, havde anvendt disse retningslinjer. Denne antagelse er imidlertid fejlagtig, da det sprog, der anvendes af SFIP i denne forbindelse (10), gør det klart, at panelet ikke anser disse kendsgerninger for at være fastslået, og at konklusionen er, at der ikke var nogen overtrædelse af de relevante regler, der rejser tvivl om resultatet af udbuddet.

3.17 Det er korrekt, at selv om repræsentanterne for administrationen ikke havde kendskab til retningslinjerne, kunne udbudsdokumenterne stadig have været baseret på retningslinjerne. Parlamentet har erkendt, at eftersom repræsentanterne for administrationen i dette udvalg på intet tidspunkt havde haft kendskab til eksistensen og indholdet af retningslinjerne, ville de derfor ikke have været i stand til at kontrollere, om de tekniske angivelser og specifikationer, som tolkene havde fremlagt, eventuelt var blevet taget fra retningslinjerne. Det er endvidere ubestridt, at mindst en af de tolke, der var en del af det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, havde læst retningslinjerne. Det er derfor højst sandsynligt, at denne viden har påvirket dette udvalgsmedlems adfærd. Det forhold, at et af flere medlemmer af det nævnte udvalg kendte til retningslinjerne og muligvis var påvirket af deres indhold, betyder imidlertid endnu ikke, at udbudsdokumenterne var baseret på disse retningslinjer. Det skal derfor stadig undersøges, om udbudsdokumenterne rent faktisk var baseret på retningslinjerne.

I denne forbindelse skal der for det første tages hensyn til den omstændighed, at udbudsdokumenterne blev udarbejdet af det udvalg, der fungerede som organ, og ikke kun af de medlemmer, der havde eller eventuelt havde kendskab til retningslinjernes indhold. Parlamentet har konsekvent hævdet, at udvalgsmedlemmerne fra administrationssektoren ikke havde et sådant kendskab. Som nævnt ovenfor mener Ombudsmanden ikke, at klageren har været i stand til at tilbagevise dette argument. For det andet skal det bemærkes, at Parlamentet uden at blive anfægtet af klageren har forklaret, at udbuddet var blevet udarbejdet på grundlag af et forslag fra Parlamentets lægetjeneste, som tidligere havde drøftet spørgsmålet med de øvrige institutioners lægetjenester. Efter Ombudsmandens opfattelse er det således klart, at det udvalg, der var ansvarligt for udarbejdelsen af udbudsdokumenterne, ikke behøvede at påbegynde sit arbejde ab initio, men kunne drage fordel af det forberedende arbejde, som allerede var blevet udført af lægetjenesterne. For det tredje bemærker Ombudsmanden, at Parlamentet har udarbejdet en sammenlignende analyse af de relevante dokumenter. I sine bemærkninger har klageren kritiseret indholdet af denne analyse og fremhævet visse udtalelser i denne analyse, som han anser for at være fejlagtige. Der skal imidlertid tages hensyn til, at det ikke tilkommer Parlamentet at bevise, at udbudsdokumenterne ikke var baseret på retningslinjerne, men at klageren skal godtgøre, at retningslinjerne dannede grundlag for udbudsdokumenterne. Efter Ombudsmandens opfattelse har klageren ikke løftet den bevisbyrde, der påhviler ham i denne henseende. Da både udbudsdokumenterne og retningslinjerne vedrørte et muligt forsøg med henblik på at kontrollere de potentielle virkninger af fjerntolkning for de berørte tolke, kan det ikke anses for overraskende, at der er visse paralleller mellem indholdet af disse dokumenter. Disse paralleller synes imidlertid ikke at være tilstrækkelige til at bevise, at retningslinjerne blev anvendt som grundlag for udbudsdokumenterne. Efter Ombudsmandens opfattelse synes der faktisk at være forskelle mellem retningslinjerne og udbudsdokumenterne, som ikke er ubetydelige. Ombudsmanden bemærker, at SFIP er nået frem til samme konklusion.

3.18 I henhold til finansforordningens artikel 94 kan kontrakter ikke tildeles tilbudsgivere, som a) befinder sig i en interessekonflikt eller b) "har afgivet urigtige oplysninger ved meddelelsen af de oplysninger, som den ordregivende myndighed har krævet som betingelse for deltagelse i udbudsproceduren, eller ikke har afgivet de krævede oplysninger". I lyset af ovenstående betragtninger finder Ombudsmanden, at klageren ikke har været i stand til at tilbagevise Parlamentets synspunkt om, at det ikke er bevist, at Mertens-Hoffman havde opnået en uberettiget fordel i forhold til andre tilbudsgivere. Under disse omstændigheder finder Ombudsmanden, at klageren ikke har godtgjort sin påstand om, at der forelå en interessekonflikt fra Mertens-Hofmanns side.

I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse og dets svar på den første anmodning om yderligere oplysninger har klageren henvist til den bydende virksomheds pligt til at udfylde de relevante formularer efter bedste overbevisning. Det ser imidlertid ikke ud til, at klageren ønsker at hævde, at Mertens-Hoffman var "skyldig i urigtige oplysninger" som omhandlet i finansforordningens artikel 94, og at Parlamentet derfor ikke burde have tildelt kontrakten til denne virksomhed. Under alle omstændigheder har klageren ikke fremlagt noget bevis, der kunne bevise en sådan påstand.

3.19 Ombudsmanden bemærker, at Parlamentet har gjort gældende, at selv om Mertens-Hoffman havde befundet sig i en interessekonflikt, kunne det kun have været udelukket fra udbuddet, hvis det helt fra begyndelsen var blevet præciseret, at en deltagelse i udarbejdelsen af udbudsdokumenterne ville medføre, at en virksomhed ikke kunne komme i betragtning til udbuddet. I lyset af den konklusion, der er draget med hensyn til en potentiel interessekonflikt (se punkt 3.18 ovenfor), finder Ombudsmanden, at der ikke er behov for yderligere at undersøge dette argument. Parlamentets holdning synes under alle omstændigheder at være i overensstemmelse med EF-domstolenes retspraksis.

For så vidt angår bedømmelsesudvalget og dets medlemmer

3.20 Med hensyn til bedømmelsesudvalget mener klageren, at i det mindste nogle medlemmer af dette udvalg befandt sig i en interessekonflikt. Selv om Parlamentets interne undersøgelse har ført til det resultat, at to medlemmer af dette udvalg, som også var medlemmer af AIIC, havde kendskab til retningslinjerne og havde haft kontakt med Mertens-Hoffman, forekommer det rimeligt at fokusere på L., eftersom sidstnævnte på daværende tidspunkt var næstformand for AIIC. Ombudsmanden bemærker, at Parlamentet har indtaget det samme synspunkt, eftersom SFIP specifikt blev anmodet om en udtalelse om denne tjenestemands adfærd.

3.21 I henhold til finansforordningens artikel 52, stk. 1, må alle finansielle aktører ikke træffe foranstaltninger til gennemførelse af budgettet, "som kan bringe deres egne interesser i konflikt med Fællesskabernes". Artikel 52, stk. 2, har følgende ordlyd: "Der foreligger en interessekonflikt, når en upartisk og objektiv udøvelse af en aktørs funktioner i forbindelse med gennemførelsen af budgettet eller en intern revisor bringes i fare af familiemæssige, følelsesmæssige, politiske, nationale eller økonomiske grunde eller ethvert andet interessefællesskab med modtageren."

3.22 Ombudsmanden finder det indlysende, at de eneste grunde, der er nævnt i denne bestemmelse, og som kan være relevante i den foreliggende sag, er en "fælles interesse" med modtageren, dvs. med Mertens-Hoffman.

3.23 Klageren har påpeget, at artikel 34, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne fastsætter, at handlinger, der kan være behæftet med en interessekonflikt som omhandlet i artikel 52, stk. 2, kan tage form af "at indrømme sig selv eller andre uberettigede direkte eller indirekte fordele". Parlamentet har imidlertid med rette understreget, at betingelserne i finansforordningens artikel 52, stk. 2, stadig skal være opfyldt, for at der foreligger en interessekonflikt. Selv i betragtning af, at L. var medlem af AIIC's bestyrelse, da den pålagde Mertens-Hoffman at udarbejde retningslinjerne, mener Ombudsmanden ikke, at klageren har godtgjort, at L. havde en "fælles interesse" med dette selskab, eller at Mertens-Hoffman ved tildelingen af kontrakten havde opnået en uberettiget fordel. I denne forbindelse skal det bemærkes, at klageren ikke har været i stand til at tilbagevise Parlamentets argument om, at sagen ikke indeholder nogen oplysninger, der tyder på, at der er en forbindelse mellem de økonomiske interesser hos den virksomhed, som kontrakten var blevet tildelt, og de økonomiske interesser hos medlemmerne af bedømmelsesudvalget. På baggrund af disse konklusioner finder Ombudsmanden, at Parlamentets synspunkt om, at det ikke på grundlag af de foreliggende beviser kunne konkluderes, at omstændighederne havde været af en sådan art, at de gav anledning til en interessekonflikt hos L., er rimeligt.

3.24 I sine bemærkninger gjorde klageren gældende, at den undersøgelse, som Mertens-Hoffman havde fået overdraget af AIIC, udtrykkeligt vedrørte det eksperiment, der skulle gennemføres i Bruxelles. Mertens-Hoffman skulle således have fået adgang til Parlamentet og have kontaktet de ansvarlige personer. Klageren foreslog derfor, at Ombudsmanden kunne spørge AIIC, om der var referater eller dele af retningslinjerne, der registrerede de konkrete kontakter mellem Mertens-Hoffman og Parlamentets tjenestemænd, som efter hans mening havde fundet sted.

3.25 I lyset af ovenstående konklusion (i punkt 3.23) mener Ombudsmanden, at der ikke er behov for at gå videre med dette spørgsmål. Selv hvis det blev konstateret, at der havde fundet sådanne kontakter sted mellem Mertens-Hoffman og Parlamentets tjenestemænd, ville dette ikke være tilstrækkeligt til at fastslå, at der forelå en interessekonflikt hos nogen af disse tjenestemænd.

Konklusioner

3.26 På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at der kan konstateres fejl eller forsømmelser i denne sag.

3.27 Ombudsmanden finder det imidlertid nyttigt at tilføje, at principperne for god forvaltningsskik ikke blot skal overholdes, men også anvendes. I sit svar på den anden anmodning om yderligere oplysninger anførte Parlamentet, at for at undgå mistanke eller tvetydighed ville den ansvarlige anvisningsberettigede (hvis han havde fået kendskab til de faktiske omstændigheder i tide) have anmodet de medlemmer, som klageren henviste til, om at trække sig fra enhver stilling i det udvalg, der udarbejdede udbudsdokumenterne, og så meget desto mere i evalueringsudvalget. Ombudsmanden glæder sig over denne udtalelse. Han er helt enig i det synspunkt, som SFIP gav udtryk for, nemlig at det for at undgå enhver mistanke om en interessekonflikt ville have været bedre, hvis L. havde underrettet den godkendende myndighed, således at sidstnævnte kunne have afgjort, om der forelå en interessekonflikt. Efter Ombudsmandens opfattelse er det rigtigt, at man bør gøre sit yderste for at undgå at give det indtryk (uanset om det er ubegrundet), at Fællesskabets institutioner eller organer eller deres personale opfører sig på en uheldig måde. Han vil derfor fremsætte en yderligere bemærkning med henblik på at forhindre, at problemer som dem, klageren har rejst, gentager sig.

4 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Parlamentets side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Parlamentets formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

Ombudsmanden ville finde det mest nyttigt, hvis Parlamentet kunne overveje at vedtage foranstaltninger, der kan forhindre problemer som dem, klageren henviser til, i at opstå i fremtidige sager. En mulighed ville være at kræve, at alle personer, der beskæftiger sig med tilbud, ikke blot erklærer enhver potentiel interessekonflikt, men også giver oplysninger om eventuelle tidligere kontakter med eller aktiviteter, der involverer tilbudsgivere, som kan være relevante for resultatet af tilbuddet.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Det andet parti vedrørte levering og installation af kameraer, en kontrolkonsol, skærme, kabelføring og det relevante personale.

(2) EFT L 248, s. 1.

(3) EFT 2002 L 357, s. 1.

(4) sag C-234/89, Kommissionen mod Danmark, Sml. 1993 I, s. 3353; Generaladvokat Légers konklusioner i sagerne C-21/03 og C-34/03, Fabricom, præmis 37 ff., vedrørende principperne om ligebehandling og gennemsigtighed.

(5) Titlen på dette dokument er "Guidelines for Remote Interpretation Experiment".

(6) I sin skrivelse med anmodning om yderligere oplysninger opfordrede Ombudsmanden også Parlamentet (som anført ovenfor) til at fremlægge ikkefortrolige udgaver af bilag III og IV til sin udtalelse. Derudover anmodede Ombudsmanden Parlamentet om at fremlægge en udskrift af L.'s erklæringer (som kun var blevet fremlagt i manuskript). Parlamentet efterkom begge anmodninger.

(7) I Parlamentets skrivelse blev det videre anført, at det var rimeligt at se bort fra den mulighed, at L. kunne have haft indflydelse på tildelingen af kontrakten, fordi prisen i tilfælde af en sammenlignelig kvalitet af tilbuddene havde været en afgørende faktor. I en yderligere skrivelse af 8. november 2005 meddelte Parlamentet Ombudsmanden, at denne erklæring havde været ukorrekt og derfor burde ignoreres. Parlamentet gør opmærksom på, at tilbuddenes kvalitet ikke har været sammenlignelig, idet Mertens-Hoffmans tilbud har fået flere point end de øvrige for så vidt angår de kvalitative kriterier. Ifølge Parlamentet havde prisen derfor ikke været den afgørende faktor.

(8) EFT L 248, s. 1.

(9) EFT 2002 L 357, s. 1.

(10) De relevante angivelser findes i "konditionellet" , mens de vejledende angivelser anvendes i forbindelse med andre angivelser.