Strasbourg, den 8. november 2006

Kære X

Den 4. marts 2004 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over sidstnævntes behandling af Deres brev af 6. december 2003 til Europa-Kommissionen.

Den 24. marts 2004 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen.

Den 27. april 2004 sendte De mig yderligere oplysninger om Deres klage. Jeg sendte en kopi af dette brev til Kommissionen den 4. maj 2004.

Den 7. juni 2004 sendte De mig en kopi af en kontrakt, der blev indgået i 1943.

Kommissionen afgav udtalelse den 7. juni 2004. Jeg videresendte den til Dem den 10. juni 2004 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De sendte den 12. juli 2004.

Den 17. august 2004 sendte De mig en kopi af et brev, De havde sendt til justitsministeren i delstaten Niedersachsen den 13. august 2004.

I din klage anmodede du ikke om, at sidstnævnte blev behandlet fortroligt. Sammen med Deres bemærkninger af 12. juli 2004 fremsendte De imidlertid et dokument, hvis indhold syntes at være fortroligt. Under disse omstændigheder besluttede jeg, at det ville være hensigtsmæssigt at behandle Deres klage som fortrolig. De og Kommissionen blev underrettet herom.

Den 24. september 2004 anmodede jeg Kommissionen om yderligere oplysninger vedrørende denne sag. Ved denne lejlighed blev der fremsendt kopier af Deres breve af 7. juni, 12. juli og 13. august 2004 til Kommissionen. Kommissionen fremsendte sit svar den 10. november 2004. Jeg videresendte den til Dem den 11. november 2004 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De sendte den 23. december 2004.

Den 20. januar 2005 anmodede jeg igen Kommissionen om yderligere oplysninger vedrørende denne sag.

I et brev af 10. marts 2005 meddelte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), at det havde modtaget et brev fra Dem af 23. december 2004, og at det spørgsmål, De havde rejst, ikke henhørte under OLAF's kompetence.

Kommissionen fremsendte sit svar den 1. april 2005. Jeg videresendte den til Dem den 6. april 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 12. april 2005 fremsendte De Deres indledende bemærkninger og to processuelle spørgsmål, som jeg besvarede den 29. april 2005. Jeg har også fremsendt en kopi af OLAF's skrivelse af 10. marts 2005. Den 15. maj 2005 fremsendte De yderligere bemærkninger til Kommissionens brev af 1. april 2005.

Den 30. maj 2005 anmodede jeg Kommissionen om yderligere oplysninger vedrørende denne sag. Ved denne lejlighed blev der fremsendt kopier af Deres breve af 12. april og 15. maj 2005 og af mit brev til Dem af 29. april 2005.

Den 24. juni 2005 sendte De mig endnu et brev vedrørende Deres sag.

Den 7. juli 2005 besvarede Kommissionen min anmodning om yderligere oplysninger af 30. maj 2005. Jeg videresendte dette svar til Dem den 18. juli 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De sendte den 30. august 2005.

Den 21. september 2005 meddelte jeg Kommissionen, at den foreliggende sag burde anses for at vedrøre behandlingen af både Deres brev af 6. december 2003 og af de yderligere argumenter og beviser, som De fremlagde under min undersøgelse. Jeg opfordrede derfor Kommissionen til at fremsætte eventuelle yderligere bemærkninger i denne henseende. I mit brev af samme dag, hvori jeg informerede Dem om denne foranstaltning, bemærkede jeg, at det ville være nyttigt, hvis jeg kunne få en fuldstændig kopi af teksten til en bestemt evalueringsrapport, som De tidligere havde forelagt mig uddrag af.

Den 18. oktober 2005 sendte De mig en fuldstændig kopi af rapporten og en kopi af et andet dokument.

Den 22. november 2005 fremsatte Kommissionen yderligere bemærkninger som svar på mit brev af 21. september 2005. Jeg videresendte dette svar til Dem den 24. november 2005 med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De sendte den 31. december 2005.

Den 17. januar, den 23. januar, den 31. januar 2006, den 9. februar, den 17. februar og den 1. marts 2006 fremsendte De yderligere oplysninger om Deres sag til mig.

Den 16. marts 2006 sendte jeg et udkast til henstilling til Kommissionen. En kopi af den engelske original af denne tekst blev sendt til dig samme dag. Den 11. april 2006 sendte jeg Dem en oversættelse til tysk af udkastet til henstilling.

Den 4. april og den 26. juni 2006 fremsendte De yderligere oplysninger om Deres sag til mig.

Den 10. juni 2006 skrev jeg for at meddele Dem, at jeg stadig afventede Kommissionens udførlige udtalelse.

Kommissionen fremsendte sin udførlige udtalelse den 30. juni (original engelsk) og den 10. juli 2006 (tysk oversættelse). Den 12. juli 2006 fremsendte jeg den tyske oversættelse til Dem med henblik på Deres bemærkninger.

Den 12. juli 2006 sendte De mig en kopi af et brev fra USA's Securities and Exchange Commission.

Den 3. august 2006 fremsendte De yderligere oplysninger om Deres sag til mig og fremsatte nogle bemærkninger til den udførlige udtalelse. De bad mig også om en kopi af den engelske original af Kommissionens udførlige udtalelse, som jeg videresendte til Dem den 8. september 2006.

Den 31. august og den 30. september 2006 fremsatte De bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse.

Den 17. oktober og den 3. november 2006 fremsendte De yderligere oplysninger om Deres sag til mig.

Jeg skriver nu for at fortælle Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er blevet foretaget.

KLAGEREN

Preussag AG (nu "TUI AG") overtog i 1989 Salzgitter AG (1), et statsejet selskab, for 2 452 mia. DM. Ifølge klageren, et tidligere medlem af Preussag AG's bestyrelse, var værdien af Salzgitter AG's ejendom blevet anslået til 454,2 mio. DM på overtagelsestidspunktet. Ifølge klageren beløb forsikringsværdien af denne ejendom sig til 10,2 mia. DM. Ifølge klageren dækkede Salzgitter AG's likvide aktiver den daværende købspris. Efter klagerens opfattelse erhvervede Preussag AG således reelt Salzgitter AG "gratis" og modtog ulovlig statsstøtte på 7,5 mia. EUR. Klageren understregede, at det på salgstidspunktet var aftalt, at køberen ikke skulle sælge mere end 2 500 af de købte lejligheder, men at denne grænse ikke var blevet overholdt.

I 1998 anmodede Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence ("GD Konkurrence") den tyske regering om oplysninger vedrørende dette salg for at kunne afgøre, om der var tale om statsstøtte. Ifølge klageren var svaret fra den tyske regering af 17. juli 1998 blevet udarbejdet af Preussag AG. Efter klagerens opfattelse var dette svar i klar modstrid med privatiseringsaftalens indhold og de budgetbestemmelser, der var gældende i Tyskland, og var således bevidst ukorrekt.

Den 6. december 2003 skrev klageren til Generaldirektoratet for Konkurrence for at anmode det om at gribe ind over for den statsstøtte, der efter hans opfattelse var blevet ydet Preussag AG. Klageren påpegede, at Preussag AG i mellemtiden havde solgt et betydeligt antal lejligheder, hvilket han anså for at være i strid med betingelserne i privatiseringsaftalen. Han gjorde gældende, at provenuet fra dette salg (fra 1996/1997) var blevet anvendt til at udligne driftstabene i Preussag AG's kerneaktiviteter og til at hjælpe med at finansiere erhvervelsen af visse virksomheder i turistsektoren, hvilket i høj grad påvirkede konkurrencen på dette område. Klageren hævdede også, at regnskaberne var blevet forfalsket, at revisorer samt medlemmer af ledelses- og tilsynsrådene var blevet bestukket, at politikere og ledere var blevet afpresset, og at der var begået andre forbrydelser. Ifølge klageren havde det tyske retssystem svært ved at behandle sagen, da højtstående tyske politikere og ledere var involveret.

Klageren fremførte, at den ulovlige statsstøtte skulle tilbagebetales, og at den pågældende ejendom skulle returneres til den tidligere ejer. Han opfordrede også Kommissionen til at indlede straffesager på EU-plan og navnlig undersøge den rolle, som WestLB AG, der er hovedaktionær i Preussag AG/TUI AG, spiller.

I sit svar af 18. februar 2004 påpegede GD for Konkurrence, at det allerede havde undersøgt salget af Salzgitter AG, navnlig hvad angår salget af ejendommen, med henblik på at finde ud af, om det var foreneligt med EF-traktatens bestemmelser om statsstøtte. Ifølge Kommissionen havde denne undersøgelse vist, at der ikke var tegn på ulovlig statsstøtte. Kommissionen gav udtryk for det synspunkt, at klagerens brev fra december 2003 ikke indeholdt nye elementer, der kunne begrunde en anden fortolkning af de relevante faktiske omstændigheder. Den tilføjede, at der på grundlag af klagerens brev ikke var noget, der tydede på, at den tyske regering havde givet Kommissionen urigtige oplysninger om salget af Salzgitter AG. Kommissionen konkluderede med at påpege, at den ikke var i stand til at behandle de påståede strafbare handlinger, som klageren havde henvist til, og som ville henhøre under de nationale domstoles kompetence.

I sin klage til Ombudsmanden, der blev indgivet i marts 2004, hævdede klageren, at GD for Konkurrence havde undladt at behandle hans brev af 6. december 2003 med den fornødne omhu. Han hævdede, at Kommissionen burde foretage en passende undersøgelse.

Den 27. april 2004 sendte klageren Ombudsmanden kopier af 1) den tyske regerings brev til Kommissionen af 17. juli 1998 og 2) en aftale indgået mellem Preussag AG og Salzgitter AG den 25. september 1990.

FORESPØRGSELEN

Kommissionens udtalelse

En kopi af klagen og skrivelsen af 27. april 2004 blev fremsendt til Kommissionen til udtalelse.

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Kommissionen havde allerede efter en anden klage, der blev indgivet i 1998, vurderet salget af Salzgitter AG, navnlig salget af ejendommen, med hensyn til dets forenelighed med fællesskabsretten om statsstøtte. Denne vurdering førte til den konklusion, at der ikke syntes at være tegn på ulovlig statsstøtte på privatiseringstidspunktet, og at Kommissionens indgriben derfor ikke var berettiget.

I sit brev af 6. december 2003 hævdede klageren, at de oplysninger, som de tyske myndigheder havde fremlagt i deres brev af 17. juli 1998, var ukorrekte, og at Kommissionen burde indlede en officiel undersøgelse. Han havde gjort gældende, 1) at oplysningerne i skrivelsen af 17. juli 1998 var blevet fremsendt af de tyske myndigheder i tæt samarbejde med Preussag AG, og 2) at disse oplysninger var i modstrid med indholdet af den privatiseringsaftale, der blev indgået i 1989, og med den tyske forbundsbudgetlovgivning.

Kommissionens vurdering af de spørgsmål, der blev rejst i 1998, var faktisk baseret på oplysninger fra de tyske myndigheder. Kommissionen havde imidlertid ikke udelukkende støttet sig på skrivelsen af 17. juli 1998, men havde også overvejet en række bilag (f.eks. privatiseringskontrakten fra 1989 og den evalueringsrapport, der på daværende tidspunkt var blevet udarbejdet med henblik på at fastsætte købsprisen af revisionsfirmaet "Treuarbeit", som blev anvendt til dette formål) samt yderligere oplysninger, som Tyskland havde fremlagt i september 1998 efter endnu en anmodning om oplysninger fra Kommissionen.

Med hensyn til argumentet om, at oplysningerne i skrivelsen af 17. juli 1998 var i modstrid med indholdet af den privatiseringsaftale, der blev indgået i 1989, og med den tyske forbundsbudgetlovgivning, havde klageren ikke fremlagt en mere detaljeret forklaring på den præcise karakter af det, han anså for at være en selvmodsigelse. Desuden var der tale om interne spørgsmål, som skulle behandles af de nationale domstole.

Klageren havde sendt Kommissionen en udskrift af den procedure, han i øjeblikket førte ved domstolene i Tyskland, og hvori han hævdede, at de tyske myndigheder forsætligt havde givet GD for Konkurrence urigtige oplysninger. Det fremgik imidlertid, at denne sag endnu ikke havde ført til en dom.

Da klageren ikke havde fremlagt nye oplysninger om spørgsmålet om den påståede ulovlige statsstøtte eller behørig dokumentation for sine påstande om, at de oplysninger, som de tyske myndigheder havde fremlagt, var ukorrekte, havde det på dette tidspunkt ikke været muligt at gøre andet end at følge den oprindelige vurdering fra 1998.

Kommissionen var imidlertid altid parat til at overveje eventuelle konklusioner fra de nationale domstole, der kunne have indflydelse på de spørgsmål, som klageren havde rejst, eller andre nye argumenter, forudsat at klageren var i stand til at fremlægge tilstrækkelige forklaringer og beviser for sådanne argumenter.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage og fremlagde yderligere dokumenter, herunder uddrag af den vurdering, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" havde foretaget på daværende tidspunkt med henblik på at fastsætte købsprisen. Klageren fremførte, at forsikringsværdien af de relevante huse (på ca. 10,2 mia. DM) ikke engang afspejlede værdien af jorden som sådan, som kunne anslås til 25 % af forsikringsværdien eller yderligere 2,5 mia. DM.

Ifølge klageren var Salzgitter AG's anslåede værdi på 2,442 mia. DM summen af værdien af virksomhederne i koncernen (1 987,8 mio. DM) og af ejendommens værdi (454,2 mio. DM). Den relevante pris var således efter hans opfattelse blevet betalt med Salzgitter AG's likvide aktiver, som evaluatorerne havde »glemt« at vurdere.

Klageren accepterede, at en medlemsstats svar på en anmodning om oplysninger fra Kommissionen kunne udarbejdes af den pågældende virksomhed. Han tilføjede imidlertid, at de nationale myndigheder i et sådant tilfælde var forpligtet til at kontrollere dette svar særlig omhyggeligt, inden det blev videregivet til Kommissionen. Ifølge klageren havde de tyske myndigheder undladt at gøre dette i den foreliggende sag og havde således faktuelt løjet over for Kommissionen.

Klageren indsendte en artikel, der blev offentliggjort i en tysk avis i april 2000. I henhold til denne artikel havde Preussag AG betalt for rejser til De Olympiske Lege i USA, som to ledere af det firma, der evaluerede Preussag AG's regnskaber (herunder en, der havde behandlet evalueringen af Salzgitter AG på tidspunktet for privatiseringen), og deres koner havde foretaget i 1996.

Den 17. august 2004 sendte klageren Ombudsmanden en kopi af et brev, som han havde sendt til justitsministeren i delstaten Niedersachsen den 13. august 2004. I dette brev hævdede klageren bl.a., at Preussag AG/TUI AG havde bestukket embedsmænd og politikere.

Yderligere forespørgsler

Efter nøje at have overvejet Kommissionens udtalelse og klagerens bemærkninger viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser.

Den første anmodning om yderligere oplysninger

Den 24. september 2004 anmodede Ombudsmanden derfor Kommissionen om yderligere oplysninger i forbindelse med denne sag. Ombudsmanden bemærkede, at der efter klagerens opfattelse var en alvorlig uoverensstemmelse mellem det, han anså for at være den pågældende ejendoms reelle værdi (mindst 10,2 mia. DM), og vurderingen af den ejendom, der havde ligget til grund for privatiseringsaftalen (454,2 mio. DM). Han anmodede derfor Kommissionen om at forklare, hvordan den ikke desto mindre var nået frem til den konklusion, at der ikke syntes at være tegn på ulovlig statsstøtte, og at Kommissionens indgriben derfor ikke var berettiget.

Kommissionens svar

Kommissionen har i replikken fremsat følgende bemærkninger:

Vedrørende de relevante faktiske omstændigheder

Salzgitter AG var blevet solgt af den tyske regering til Preussag AG for 2,45 mia. DM i 1989. Prisen var blevet fastsat i en ekspertrapport udarbejdet af revisionsfirmaet "Treuarbeit", som havde baseret sin vurdering på den faktiske værdi af virksomhedens fremtidige indtægter. Desuden havde Tyskland sammenlignet resultatet af evalueringen med data fra en sammenlignelig virksomhed, Hoesch AG. Dette havde gjort det muligt for Tyskland at fastsætte en pris for Salzgitter AG på mellem 2,4 og 2,5 mia. DM.

Hvad angår vurderingen af den ikke-kommercielle ejendom, havde den samlede aftalte pris for denne faste ejendom ligget på ca. 440 mio. DM. Vurderingen af revisionsfirmaet "Treuarbeit" var baseret på oplysninger fra Salzgitter AG, ifølge hvilke størstedelen af lejlighederne tilhørende Salzgitter Wohnungs-AG ("WAG") og Kieler Werkswohnungen GmbH ("KWW") ikke kunne markedsføres og ikke kunne sælges, hovedsagelig fordi ca. halvdelen af de pågældende boliger blev lejet til ansatte og pensionister i koncernen. Vurderingen af disse angiveligt ikke-omsættelige lejligheder var baseret på de faktiske huslejebetalinger. "Treuarbeit" havde tilføjet, at det ikke ville være muligt at sælge mere end 2 500 lejligheder ejet af WAG og KWW til en gennemsnitspris på 50 000 DM pr. enhed i løbet af de følgende ti år. Da Tyskland havde anset den præcise evaluering for at være fortrolig på det tidspunkt, hvor disse oplysninger var blevet fremsendt til Kommissionen, blev Ombudsmanden opfordret til at undersøge detaljerne i denne evaluering i Kommissionens sagsakter.

Privatiseringsaftalen havde indeholdt en beskyttelsesklausul, som skulle have begrænset muligheden for et frit salg af mere end 2 500 lejligheder over 10 år til en situation, hvor dette blev nødvendigt ud fra et økonomisk synspunkt på grund af ændrede omstændigheder, og hvor dette var foreneligt med koncernens sociale ansvar. Indtil 1998 havde WAG og KWW imidlertid solgt mere end 2 500 (af deres bedrift på ca. 28 000) lejligheder.

Med hensyn til Kommissionens vurdering

Med hensyn til den generelle evalueringsmetode, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" anvendte, var Kommissionens tjenestegrene nået til den konklusion, at den svarede til den metode, der var almindelig anvendt på dette område på daværende tidspunkt. Selv om den hypotese, på grundlag af hvilken evalueringen var blevet foretaget, altid kunne diskuteres, var det blevet konkluderet, at det på daværende tidspunkt havde været et valg, der ikke havde en unormal karakter.

Kommissionen havde anmodet Tyskland om at kommentere de oplysninger, der blev offentliggjort i en tysk avis i 1991, hvorefter forsikringsværdien af den pågældende ejendom var på ca. 10,2 mia. DM. Denne forsikringsværdi var meget højere end købsprisen. De tyske myndigheder havde forklaret, at den relevante artikel fejlfortolkede de oplysninger, der faktisk vedrørte forsikringsværdien af hele Preussag-koncernens ejendom i 1989/90. Et dokument fra klageren (bilag 4 til hans bemærkninger) syntes at bekræfte dette. Ifølge de tyske myndigheder havde forsikringsværdien af Salzgitter AG's ejendom alene været betydeligt lavere. Tyskland havde endvidere forklaret, at værdien af en ejendom i forsikringsøjemed blev fastsat anderledes end markedsværdien af en sådan ejendom, nemlig på grundlag af, hvor meget det ville koste at genopbygge ejendommen på ny. Ombudsmanden blev opfordret til at undersøge Kommissionens sagsakter for at få mere detaljerede oplysninger om den faktiske forsikringsværdi og beregningen heraf, som Tyskland anså for at være fortrolige.

Kommissionens tjenestegrene var derfor nået til den konklusion, at den hypotese, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" anvendte på daværende tidspunkt, forekom rimelig, at der ikke var noget bevis for en undervurdering, og at det derfor ikke syntes muligt at antage, at der forelå statsstøtte i denne sammenhæng.

Med hensyn til påstanden om tilsidesættelse af beskyttelsesklausulen i privatiseringsaftalen som følge af salget af mere end 2 500 lejligheder havde de tyske myndigheder fremført argumenter for at godtgøre, at salget var blevet gennemført i overensstemmelse med betingelserne i denne klausul. Under alle omstændigheder havde Kommissionens tjenestegrene konkluderet, at de ikke ville have kompetence til under påskud af statsstøtte at handle i en tvist vedrørende fortolkningen af privatiseringsaftalens bestemmelser, og at eventuelle tvister skulle være underlagt national ret.

Konklusion

Det fulgte af ovenstående bemærkninger, at der på grundlag af en detaljeret analyse var blevet taget stilling til, om ovennævnte sag var forenelig med EU-rettens bestemmelser om statsstøtte. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at den pågældende sag var blevet behandlet på passende vis af dens tjenestegrene.

Kommissionen var dog altid parat til at overveje eventuelle nye argumenter, forudsat at klageren var i stand til at fremlægge tilstrækkelige forklaringer og beviser for sådanne argumenter.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han gentog sit synspunkt om, at Kommissionen havde baseret sig på de oplysninger, som de tyske myndigheder havde fremlagt. Ifølge klageren havde disse myndigheder imidlertid bevidst misinformeret Kommissionen.

For at støtte dette synspunkt fremlagde klageren uddrag af det, der syntes at være referatet (eller et udkast til referat) af det 72. møde i Niedersachsens parlaments Økonomi- og Transportudvalg, der blev afholdt den 28. november 1998.

Ifølge dette referat havde E., medlem af Parlamentet, på mødet erklæret, at den pris, der blev fastsat for privatiseringen af Salzgitter AG i 1989, "som efterfølgende var blevet betalt af Salzgitter AG's reserver, var en politisk pris, dvs. at den ikke var en markedspris". E. havde endvidere anført, at forbundsregeringen på daværende tidspunkt havde erklæret, at Salzgitter AG for at bevare Peine og Salzgitter som industrianlæg ikke skulle sælges til en konkurrent fra Rhein- eller Ruhrregionen, og at "prisen og proceduren skulle fastsættes på en sådan måde, at et selskab fra Niedersachsen fortsat skulle være et selskab fra Niedersachsen". Ifølge E. passede dette perfekt til Preussag AG på det tidspunkt, "fordi virksomheden havde været i en vanskelig periode". E. havde tilføjet, at "købsprisen derefter var blevet holdt meget lav af politiske årsager; og nu skulle denne gave tjene penge til andre formål. Det ansvar, som Preussag AG også på daværende tidspunkt overtog, respekteres ikke længere." T., daværende udenrigsminister i Niedersachsen, havde i sit svar fremsat følgende bemærkning: "Det, du har sagt lige nu, er, hvad jeg havde forsøgt at formulere på en meget forsigtig og diplomatisk måde i min åbningserklæring."

Klageren fremførte, at Preussag AG's »reelle« køb af virksomheden til en værdi af ca. 15 mia. DM (10,2 mia. DM for ejendomme, 2 mia. DM for deltagelse i andre virksomheder og 2,5 mia. DM i kontanter) ville have været umuligt i 1989. Han tilføjede, at for at redde Preussag AG fra konkurs var hele statens ejendom derfor blevet overført til Preussag AG, og kun de likvide midler var blevet taget ud af virksomheden. Efter klagerens opfattelse havde Preussag AG som følge heraf opnået besiddelse af Salzgitters aktiver på 12,5 mia. DM (15-2,5 mia.) uden at skulle betale en "reel" pris. Klageren fremførte, at Salzgitter ikke var blevet solgt, men grundlæggende var blevet præsenteret som en gave.

Klageren fremlagde endvidere et tilbud på en af de pågældende lejligheder, som blev afgivet i februar 1991. Den angivne pris for denne lejlighed (på ca. 65 m 2) beløb sig til 71 700 DM. Klageren gjorde gældende, at gennemsnitsprisen for de lejligheder, som staten solgte i 1989, var på 13 400 DM, og at ovennævnte lille lejlighed allerede havde været fem gange dyrere. Han antog derfor, at de pågældende lejligheder havde været ca. 3-4 mia. DM værd.

Den anden anmodning om yderligere oplysninger

Den 20. januar 2005 anmodede Ombudsmanden igen Kommissionen om yderligere oplysninger i forbindelse med denne sag. I sit brev anmodede Ombudsmanden Kommissionen om 1) at kommentere de yderligere oplysninger fra klageren og 2) at behandle klagerens argument om, at den købspris, som Preussag AG skulle betale for Salzgitter AG i 1989/90, var blevet finansieret af Salzgitter AG's likvide aktiver, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" havde "glemt" at vurdere.

Kommissionens svar

Kommissionen har i replikken fremsat følgende bemærkninger:

Klageren fremlagde ingen dokumentation for, at købsprisen var blevet finansieret af Salzgitter AG's reserver/likvide midler. E.’s erklæring kunne ikke betragtes som et korrekt bevis, da der blot var tale om en påstand.

Selv om salget var delvist finansieret af Salzgitter AG's reserver/likvide midler, betød dette ikke, at sidstnævnte ikke var blevet solgt til markedspris, og at der således havde været tale om statsstøtte i forbindelse med overførslen. Andre elementer og faktorer påvirkede en virksomheds værdi, og dette skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af markedsprisen. Disse poster kan øge værdien af en virksomhed, men kan også reducere dens værdi (for eksempel gæld). Det var derfor nødvendigt at foretage en omfattende analyse for at vurdere, om der var betalt en markedspris.

Prisen på Salzgitter AG var blevet fastsat i en ekspertrapport udarbejdet af revisionsfirmaet "Treuarbeit", som havde baseret sin vurdering på den faktiske værdi af virksomhedens fremtidige indtægter. Dette var en fælles metode til at fastsætte markedsværdien af en virksomhed. "Treuarbeit" havde heller ikke glemt at vurdere Salzgitter AG's likvide aktiver som hævdet af klageren. Det fremgik udtrykkeligt af ekspertrapporten, at likvide midler, der ikke blev anvendt til geninvestering i fremtidige perioder, blev anset for at være rentebærende til markedsrenten og som sådan for at generere fremtidige renteindtægter. De fremtidige renteindtægter var medtaget i de samlede fremtidige indtægter og havde øget virksomhedens markedsværdi.

Klagerens ubegrundede påstand om, at købsprisen var blevet finansieret af Salzgitter AG's reserver/likvide midler, ændrede således ikke Kommissionens vurdering af sagen.

For så vidt angår den pris, som klageren henviser til, kunne en salgspris på 71 000 DM for en lejlighed meget vel anses for at ligge inden for det prisinterval, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" havde vurderet, eftersom revisionsfirmaet havde vurderet den gennemsnitlige salgspris pr. enhed til 50 000 DM.

Klagerens bemærkninger af 12. april 2005

Ved brev af 12. april 2005 fremsendte klageren sine foreløbige bemærkninger til Kommissionens svar.

I disse bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han gentog sit synspunkt om, at Kommissionen baserede sig på ukorrekte oplysninger fra de tyske myndigheder. Klageren understregede, at det ville være forholdsvis let for Kommissionen at fastslå rigtigheden af hans påstande ved at kontrollere kontrakterne mellem Preussag AG og Salzgitter AG samt de relevante regnskaber, hvori ejendommens oprindelse og salg blev registreret. Efter klagerens opfattelse var dette ikke et internt tysk anliggende, da overdragelsen af ejendommen udgjorde ulovlig statsstøtte.

Klageren fremførte, at Kommissionens holdning udgjorde en afvisning af at opfylde sine forpligtelser. Han foreslog, at Ombudsmanden straks skulle underrette Europa-Parlamentet herom.

Klageren understregede endvidere, at det udvalg, som han havde henvist til, var en forfatningsmæssig institution, og at de erklæringer, der blev fremsat og registreret på møderne i et sådant udvalg, ud fra et rent juridisk synspunkt skulle være i overensstemmelse med sandheden. Når et medlem af parlamentet stillede et spørgsmål til et sådant udvalg sammen med en beskrivelse af baggrunden for dette spørgsmål, og hvis statssekretæren gav et svar på dette spørgsmål, som blev optaget i protokollen, kunne man ikke tale om en "blot påstand".

For så vidt angår yderligere faktorer, der skulle tages i betragtning, og som kunne sænke købsprisen, fandt klageren, at Kommissionen slet ikke havde påvist, at sådanne faktorer havde været til stede, og i hvilket omfang de kunne være relevante for fastsættelsen af den faktiske købspris. Klageren understregede endvidere, at den relevante rapport var blevet udarbejdet af revisionsfirmaet "Treuarbeit", som havde gennemgået Salzgitter AG's og Preussag AG's regnskaber i mange år både før og efter salget. Ifølge klageren kunne det påvises, at dette selskab var blevet bestukket af Preussag AG. Klageren spurgte, hvilken værdi en rapport udarbejdet af en sådan virksomhed kunne have.

Klageren understregede endvidere, at det ikke var nødvendigt at evaluere likvide midler, men at de til deres fulde værdi skulle medtages i købsprisen. Efter hans opfattelse var Kommissionens argumenter vedrørende dette aspekt af sagen åbenbart forkerte. Klageren understregede, at 100 EUR var og forblev 100 EUR. Han tilføjede, at hvis Kommissionen ikke deler denne opfattelse, vil han med glæde indgå aftaler, i henhold til hvilke Kommissionen vil give ham gentagne betalinger på 100 EUR, for hvilke han vil betale "markedsværdien" af de "samlede fremtidige indtægter", idet markedsværdien beregnes efter den logik, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" anvender.

Klageren understregede endvidere, at Kommissionen havde hævdet, at størstedelen af lejlighederne ikke var omsættelige. Ifølge ham var næsten alle disse lejligheder nu blevet solgt. Klageren spurgte derfor, hvordan Kommissionen var nået frem til sin konklusion, som efter hans opfattelse var fuldstændig uholdbar.

Med hensyn til proceduremæssige aspekter udtrykte klageren overraskelse over, at Kommissionens svar var dateret den 1. april 2005. Han bemærkede også, at han var forbløffet over, at Ombudsmanden havde fremsendt svaret uden bemærkninger, hvilket gav indtryk af, at sagen ville blive afsluttet, medmindre han korrigerede de forkerte erklæringer, som han mente, at Kommissionen havde fremsat.

Ombudsmandens svar

Ved brev af 29. april 2005 besvarede Ombudsmanden klagerens spørgsmål vedrørende proceduren. Ombudsmanden meddelte klageren, at der var blevet anmodet om Kommissionens svar den 28. februar 2005, at Kommissionen den 3. marts 2005 havde underrettet Ombudsmandens kontor om, at svaret ville blive sendt inden for de følgende få dage, og at den engelske version af svaret (dateret den 16. marts 2005) var blevet sendt til Ombudsmandens kontor den 23. marts 2005, mens oversættelsen til tysk (sagssproget) først var ankommet den 1. april 2005. I denne forbindelse mindede Ombudsmanden klageren om, at han allerede i Ombudsmandens åbningsskrivelse var blevet underrettet om, at behovet for at få oversættelser kunne medføre en vis forsinkelse. Ombudsmanden meddelte endvidere klageren, at han ikke tager endelig stilling til en klage uden at have givet klageren mulighed for at fremsætte bemærkninger, og at det forhold, at Kommissionens svar blev videresendt til ham uden bemærkninger, derfor var i overensstemmelse med Ombudsmandens standardpraksis. Ombudsmanden tilføjede, at dette naturligvis ikke betød, at han mente, at Kommissionens synspunkter allerede var blevet fastlagt.

Klagerens bemærkninger af 15. maj 2005

Ved brev af 15. maj 2005 fremsendte klageren yderligere bemærkninger til Kommissionens svar. Klageren fremlagde navnlig en tabel for at vise, at Salzgitter havde haft likvide midler på 2 421 DM. 3 mio. EUR på tidspunktet for Preussag AG's køb.

Den tredje anmodning om yderligere oplysninger

Den 30. maj 2005 anmodede Ombudsmanden igen Kommissionen om yderligere oplysninger i forbindelse med denne sag.

Ombudsmanden bemærkede i sin skrivelse, at Kommissionen med hensyn til det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament, der blev afholdt den 28. november 1998, fandt, at E.'s erklæring blot udgjorde en påstand. Ombudsmanden påpegede imidlertid, at T. (regeringens repræsentant på dette møde) syntes at være enig i E.'s erklæring. Han anmodede derfor Kommissionen om at oplyse, om den havde taget skridt til at afklare sagen, f.eks. ved at anmode de tyske myndigheder om en forklaring. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at det ifølge Kommissionens svar på den anden anmodning om yderligere oplysninger udtrykkeligt fremgik af ekspertrapporten, at likvide midler, der ikke blev anvendt til geninvestering i fremtidige perioder, var blevet anset for at være rentebærende til markedsrenten og som sådan for at generere fremtidige renteindtægter. De fremtidige renteindtægter blev inkluderet i de samlede fremtidige indtægter og øgede virksomhedens markedsværdi. Ombudsmanden anmodede Kommissionen om i lyset af de bemærkninger, som klageren havde fremsat i denne henseende, at præcisere, hvorfor den fandt, at denne måde at evaluere de likvide midler på var hensigtsmæssig.

Klagerens brev af 24. juni 2005

I et brev af 24. juni 2005 påpegede klageren, at han agtede at fremsende oplysninger om hele sagen til det britiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, eftersom Preussag AG/TUI AG i 2000 havde købt en britisk virksomhed med de penge, som virksomheden havde modtaget som gave fra den tyske regering. Klageren gentog endvidere sit argument om, at Preussag AG/TUI AG havde bestukket politikere og medlemmer af retsvæsenet i Tyskland.

Kommissionens svar

I sit svar på Ombudsmandens tredje anmodning om yderligere oplysninger fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Ombudsmandens spørgsmål vedrørte nye spørgsmål, som klageren ikke havde rejst på det tidspunkt, hvor han havde klaget til GD for Konkurrence. Disse spørgsmål var derfor uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde behandlet den klage, den havde modtaget fra klageren, korrekt.

Kommissionen havde ikke taget skridt til at præcisere E.'s og T.'s udtalelser på det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament. Det skal også understreges, at Kommissionen havde baseret sin vurdering på oplysninger, som den officielt havde modtaget fra den tyske forbundsregering, og at den var nødt til at basere sig på nøjagtigheden af disse oplysninger, medmindre der var stærke tegn på, at de afgivne oplysninger var ukorrekte.

Hvad angår erklæringen i den sagkyndige erklæring om, at likvide midler, der ikke blev anvendt til geninvestering i fremtidige perioder, var blevet anset for at være rentebærende til markedsrenten, vedrørte dette kun vurderingen af Salzgitter AG's værdi fra 1987/88 til 1988/89. Revisionsfirmaet "Treuarbeit" skulle oprindeligt have vurderet virksomheden ved udgangen af regnskabsåret 1987/88. Da salget af Salzgitter AG imidlertid var blevet forsinket, var det nødvendigt at foretage et skøn over værdien indtil udgangen af regnskabsåret 1988/89. Kommissionen fandt den tilgang, som "Treuarbeit" havde valgt i denne forbindelse, hensigtsmæssig.

Med hensyn til de likvide midler, der var til rådighed i virksomheden, skal det igen påpeges, at vurderingen af værdien af Salzgitter AG var baseret på den såkaldte tilbagediskonterede pengestrømsanalyse ("DCF-analyse"). I forbindelse med en sådan analyse var en virksomheds nettoaktivværdi kun af mindre betydning. Det forhold, at der var et vist kontantbeløb til rådighed i en virksomhed, gjorde det ikke muligt at konkludere, at det ville være til rådighed for udbetaling. Ved fastsættelsen af en virksomheds værdi på grundlag af en DCF-analyse kunne en virksomheds værdi derfor ikke automatisk forhøjes med det kontantbeløb, der var til rådighed i en virksomhed.

Med hensyn til spørgsmålet om kontanter, der anvendes til geninvestering, var det vigtigt at bemærke, at DCF-analysen kun tager hensyn til de frie pengestrømme, som kan udbetales uden at svække virksomhedens fremtidige rentabilitet. Det var derfor i overensstemmelse med denne metode, at revisionsfirmaet "Treuarbeit" for at nå frem til det frie cash flow hvert år havde fratrukket et vist beløb fra cash flowet i det pågældende år til geninvestering. Hvis den samlede likviditet blev anset for at kunne udbetales, ville rentabiliteten falde med tiden, da virksomheden ikke ville være i stand til at foretage de nødvendige geninvesteringer.

Klagerens bemærkninger

Kommissionens brev blev sendt til klageren med henblik på hans bemærkninger. I et brev af 30. august 2005 meddelte klageren Ombudsmanden, at han for at undgå at skulle gentage de argumenter, han allerede havde fremsat, ønskede at henvise til en bog, som han havde udgivet. Klageren havde imidlertid ikke vedlagt en kopi af denne bog.

Ombudsmandens skrivelser af 21. september 2005

Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen i sit svar havde gjort gældende, at de spørgsmål, han havde stillet den, vedrørte nye spørgsmål, som klageren ikke havde rejst på det tidspunkt, hvor han havde klaget til GD for Konkurrence den 6. december 2003. Ifølge Kommissionen var disse spørgsmål derfor uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde behandlet den klage, den havde modtaget fra klageren, korrekt.

Det fremgik imidlertid klart af de indlæg, som klageren havde indgivet til Ombudsmanden, at han ønskede, at Kommissionen behandlede de yderligere punkter, som han havde rejst under denne undersøgelse, og hævdede, at Kommissionens undladelse heraf var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden fandt det derfor hensigtsmæssigt at præcisere, at omfanget af denne undersøgelse også omfattede disse yderligere punkter og Kommissionens behandling heraf.

Klagerens påstand og påstand måtte derfor anses for at have følgende ordlyd:

Klageren hævder, at Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence undlod at tage hans skrivelse af 6. december 2003 og de yderligere argumenter og beviser, som han havde fremlagt under Ombudsmandens undersøgelse, i betragtning med den fornødne omhu. Klageren hævder, at Kommissionen bør foretage en passende undersøgelse.

I et brev af 21. september 2005 opfordrede Ombudsmanden derfor Kommissionen til at fremsætte eventuelle yderligere bemærkninger, som den måtte ønske at fremsætte til klagerens påstand og påstand, ændret og udvidet som beskrevet ovenfor.

Klageren blev underrettet herom samme dag. Ombudsmanden bemærkede i sit brev til klageren, at det ville være nyttigt, hvis han kunne få en fuldstændig kopi af teksten til den relevante evalueringsrapport, som klageren tidligere havde forelagt ham.

Den 18. oktober 2005 sendte klageren Ombudsmanden en fuldstændig kopi af den nævnte rapport og en kopi af et andet dokument.

Kommissionens svar

I sit svar på Ombudsmandens brev af 21. september 2005 fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Kommissionen havde i tilstrækkelig grad besvaret hovedspørgsmålet i klagen, som vedrørte den potentielle statsstøtte til Preussag AG.

På grundlag af oplysninger fra presseartikler sendte Kommissionen i maj 1998 en anmodning om oplysninger til de tyske myndigheder. Ifølge disse presseartikler havde Preussag AG allerede solgt mellem 5 000 og 7 000 selskabslejligheder i 1998, selv om vurderingen af selskabslejlighederne i forbindelse med privatiseringen af Salzgitter AG var baseret på den antagelse, at der maksimalt kunne sælges 2 500 lejligheder. Efter Kommissionens anmodning havde de tyske myndigheder fremsendt omfattende oplysninger. Desuden rådede Kommissionen over oplysninger fra en tredjemand.

På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen rådede over i 1998, var den nået frem til den konklusion, at en yderligere undersøgelse ikke ville være berettiget. Kommissionens vurdering i 1998 omfattede en analyse af, om vurderingen af virksomhedslejlighederne omfattede statsstøtte, dvs. om ejendommen var blevet vurderet til en pris, der lå under markedsprisen.

Den vurdering, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" foretog i 1989, var baseret på den antagelse, at kun 2 500 af lejlighederne kunne sælges i løbet af de følgende ti år. Dette beroede på, at Salzgitter AG's administrationsråd bekræftede, at en stor del af selskabslejlighederne ikke kunne sælges, da de var besat af ansatte og tidligere ansatte i virksomheden samt af økonomiske og regionalpolitiske årsager. Antagelsen om "Treuarbeit" blev afspejlet i privatiseringsaftalen, som indeholdt en klausul om, at salget af 2 500 lejligheder kun kunne overskrides, hvis det blev nødvendigt på grund af en ændring i det økonomiske miljø og i overensstemmelse med koncernens sociale ansvar. Den relevante antagelse om "Treuarbeit" forekom således ikke åbenbart ukorrekt på tidspunktet for evalueringen. Kommissionen var derfor nået til den konklusion, at det i mangel af bevis for en forsætlig undervurdering ikke syntes muligt at antage, at der forelå statsstøtte i denne sammenhæng.

Det var vigtigt at understrege, at der skulle sondres mellem en forudgående vurdering af købsprisen og en efterfølgende vurdering. For at påvise, at der var tale om statsstøtte i forbindelse med privatiseringen af Salzgitter AG, måtte det påvises, at der var tale om en åbenlys undervurdering på tidspunktet for vurderingen af ejendommen i 1989.

Det skal endvidere bemærkes, at klageren også anmodede om handling på europæisk plan med hensyn til påstået svig og bestikkelse. Det var vigtigt at bemærke, at Kommissionen ikke havde beføjelse til at foretage undersøgelser af svig og bestikkelse i medlemsstaterne. Sådanne spørgsmål henhørte under medlemsstaternes eneansvar.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han understregede, at de hændelser, der involverede koncernen omkring Preussag AG og WestLB, var det alvorligste dokumenterede tilfælde af svig i tysk historie. Klageren oplyste, at han ville sende forskellige bilag pr. særskilt e-mail.

Klagerens yderligere skrivelser

Den 17., 23. og 31. januar 2006 sendte klageren Ombudsmanden kopier af breve, som han havde sendt til eller modtaget fra andre personer. Disse skrivelser vedrører påståede tilfælde af svig eller korruption og andre påståede skandaler, som klageren anser for at være relevante for den foreliggende sag. Den 9. februar 2006 sendte klageren endnu en skrivelse til Ombudsmanden, hvori han henledte opmærksomheden på, hvad han opfattede som korrupte eller kriminelle politikere og mangler i det tyske retssystem. Den 17. februar og den 1. marts 2006 sendte klageren e-mails med yderligere oplysninger om disse spørgsmål.

OMBUDSMANENS FORSLAG TIL HENSTILLING

Udkastet til henstilling

Den 16. marts 2006 sendte Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen (2):

Kommissionen bør træffe passende foranstaltninger for at fastslå, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar elementer af statsstøtte.

Dette udkast til henstilling var baseret på følgende betragtninger:

1. I sin klage, der blev indgivet til Ombudsmanden den 4. marts 2004, hævdede klageren, at GD Konkurrence havde undladt at behandle hans brev af 6. december 2003 (hvor han havde påstået, at salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 havde omfattet statsstøtte) med den nødvendige omhu. Han hævdede, at Kommissionen burde foretage en passende undersøgelse.

2. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse fremlagde klageren en række dokumenter til støtte for sin sag. Da Kommissionen blev bedt om at kommentere disse oplysninger af Ombudsmanden, fremførte den, at der var tale om nye spørgsmål, som klageren ikke havde rejst på det tidspunkt, hvor han havde klaget til GD for Konkurrence den 6. december 2003. Ifølge Kommissionen var disse spørgsmål derfor uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde behandlet den klage, den havde modtaget fra klageren, korrekt. Det fremgik imidlertid klart af de indlæg, som klageren havde indgivet til Ombudsmanden, at han ønskede, at Kommissionen behandlede de yderligere punkter, som han havde rejst under denne undersøgelse, og hævdede, at Kommissionens undladelse heraf var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

3. Ombudsmanden fandt det derfor hensigtsmæssigt at præcisere, at omfanget af denne undersøgelse også omfattede disse yderligere punkter og Kommissionens behandling heraf. Han meddelte derfor Kommissionen, at klagerens påstand og påstand måtte anses for at have følgende ordlyd:

Klageren hævder, at Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence undlod at tage hans skrivelse af 6. december 2003 og de yderligere argumenter og beviser, som han havde fremlagt under Ombudsmandens undersøgelse, i betragtning med den fornødne omhu. Klageren hævder, at Kommissionen bør foretage en passende undersøgelse.

4. Inden den foreliggende sag undersøges, finder Ombudsmanden det hensigtsmæssigt at sammenfatte de argumenter, som klageren har fremført til støtte for sit synspunkt om, at salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar statsstøtte. Klageren har 1) gjort gældende, at værdien af den ejendom, der tilhører Salzgitter AG, var blevet fastsat til et alt for lavt tal, 2) at Preussag AG havde tilsidesat klausulen i købsaftalen om salg af denne ejendom samt den tyske forbundslovgivning 3) at den samlede værdi af Salzgitter AG var blevet beregnet forkert af revisionsfirmaet "Treuarbeit" 4) at Preussag AG havde bestukket sine revisorer og 5) at udtalelser fremsat på et møde i et udvalg i Niedersachsens parlament antydede eller beviste, at der var tale om statsstøtte. Det skal bemærkes, at nogle af disse argumenter først blev fremført i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse af denne klage.

5. Med hensyn til vurderingen af ejendommen tilhørende Salzgitter AG baserede revisionsfirmaet "Treuarbeit" sig i sin evalueringsrapport fra 1989 på den antagelse, at kun 2 500 af de pågældende lejligheder kunne sælges i løbet af de følgende ti år. Som Kommissionen har bemærket, afspejledes denne antagelse i privatiseringsaftalen, som indeholdt en klausul om, at salget af 2 500 lejligheder kun kunne overskrides, hvis det blev nødvendigt på grund af en ændring i det økonomiske miljø og i overensstemmelse med koncernens sociale ansvar (3). På baggrund af disse kendsgerninger mener Ombudsmanden, at Kommissionen med rette var af den opfattelse, at den relevante antagelse fra "Treuarbeit" ikke syntes åbenlyst ukorrekt på tidspunktet for evalueringen, og at det i mangel af bevis for en forsætlig undervurdering ikke syntes muligt at antage, at der forelå statsstøtte i denne sammenhæng. Det er Kommissionens opfattelse, at der bør sondres mellem en forudgående og en efterfølgende vurdering af købsprisen, og at det for at påvise, at der var tale om statsstøtte i forbindelse med privatiseringen af Salzgitter AG, var nødvendigt at påvise, at der var tale om en åbenlys undervurdering på tidspunktet for vurderingen af ejendommen i 1989, hvilket efter Ombudsmandens opfattelse forekommer rimeligt.

6. I denne forbindelse hævdede klageren endvidere, at forsikringsværdien af ovennævnte ejendom beløb sig til 10,2 mia. DM, og at vurderingen af denne ejendom til 454,2 mio. DM derfor syntes at være åbenlyst ukorrekt. I sit svar på Ombudsmandens første anmodning om yderligere oplysninger påpegede Kommissionen, at den havde anmodet de tyske myndigheder om at kommentere dette spørgsmål (tilsyneladende under den undersøgelse, den havde foretaget i 1998). De tyske myndigheder havde forklaret, at det relevante tal faktisk vedrørte forsikringsværdien af hele Preussag-koncernens ejendom i 1989/90, og at forsikringsværdien af Salzgitter AG's ejendom alene havde været betydeligt lavere. De havde endvidere forklaret, at værdien af en ejendom i forsikringsøjemed blev fastsat anderledes end markedsværdien af en sådan ejendom, nemlig på grundlag af, hvor meget det ville koste at genopbygge ejendommen. På dette grundlag havde Kommissionen konkluderet, at der ikke var noget bevis for en undervurdering, og at det derfor ikke syntes muligt at antage, at der forelå statsstøtte i denne sammenhæng.

Ombudsmanden bemærker, at klageren ikke har fremlagt beviser, der kan rejse tvivl om de tyske myndigheders ovennævnte argumenter. Da disse argumenter ved første øjekast synes at give en rimelig forklaring på forskellen mellem den forsikringsværdi, som klageren henviste til, og vurderingen af den ejendom, der tilhører Salzgitter AG, mener Ombudsmanden ikke, at klageren har påvist, at Kommissionen begik en fejl, da den konkluderede, at denne forskel ikke udgjorde bevis for en for lav værdiansættelse.

7. Med hensyn til klagerens argument om, at Preussag AG havde overtrådt klausulen i købsaftalen vedrørende salget af denne ejendom og den tyske føderale budgetlovgivning ved at sælge flere lejligheder end planlagt, er Ombudsmanden enig med Kommissionen i, at der er tale om interne spørgsmål, som bør behandles af de nationale domstole. Som Kommissionen med rette har anført, skulle det for at påvise, at der var tale om statsstøtte i forbindelse med privatiseringen af Salzgitter AG, påvises, at der var tale om en åbenbar for lav værdiansættelse på tidspunktet for vurderingen af ejendommen i 1989. Det salg, som klageren henviste til, fandt imidlertid sted, efter at Preussag AG havde erhvervet Salzgitter AG.

8. Ifølge klageren var købsprisen for Salzgitter AG blevet betalt med Salzgitter AG's likvide aktiver, som evaluatorerne havde "glemt" at vurdere. Klageren hævdede således reelt, at den vurdering, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" havde foretaget, havde været ukorrekt. Kommissionen fremførte, at "Treuarbeit" havde baseret sin vurdering på den faktiske værdi af virksomhedens fremtidige indtægter, og at denne vurderingsmetode svarede til den metode, der på daværende tidspunkt var almindeligt anvendt på dette område. Selv om den hypotese, på grundlag af hvilken evalueringen var blevet foretaget, altid kunne diskuteres, var det blevet konkluderet, at det på daværende tidspunkt havde været et valg, der ikke havde en unormal karakter.

I sit svar på en anmodning om yderligere oplysninger anførte Kommissionen, at selv om salget var delvist finansieret af Salzgitter AG's reserver/likvide fonde, betød dette ikke, at sidstnævnte ikke var blevet solgt til markedspris, og at der således havde været tale om statsstøtte i forbindelse med overførslen. Ifølge Kommissionen påvirkede andre elementer og faktorer en virksomheds værdi og skulle derfor tages i betragtning ved fastsættelsen af markedsprisen. Med hensyn til de likvide midler, der var til rådighed i virksomheden, påpegede Kommissionen, at vurderingen af værdien af Salzgitter AG var baseret på den såkaldte tilbagediskonterede pengestrømsanalyse ("DCF-analyse"). I forbindelse med en sådan analyse var en virksomheds nettoaktivværdi kun af mindre betydning.

9. Ombudsmanden finder det nyttigt at understrege, at hans opgave er at undersøge, om der foreligger fejl eller forsømmelser fra en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans side, i det foreliggende tilfælde Kommissionen. I denne sammenhæng skal Ombudsmanden således undersøge, om Kommissionens opfattelse af, at den metode, som revisionsfirmaet "Treuarbeit" anvendte til at evaluere Salzgitter AG i 1989 og dets anvendelse, var acceptabel, udgør fejl eller forsømmelser. Da Kommissionen nødvendigvis har et vidt skøn på dette område, mener Ombudsmanden, at der kun kan konstateres fejl eller forsømmelser i de tilfælde, hvor Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Ombudsmanden mener ikke, at der er påvist en sådan åbenbar fejl med hensyn til Kommissionens vurdering af det arbejde, som "Treuarbeit" har udført i den foreliggende sag. Klageren har ikke fremlagt beviser for, at Kommissionens opfattelse, hvorefter den metode, som "Treuarbeit" anvendte, ikke var unormal, var åbenbart ukorrekt. Med hensyn til anvendelsen af denne metode i den pågældende sag er det korrekt, at klageren har rejst en række spørgsmål, der kan rejse tvivl om Kommissionens vurdering. Ombudsmanden mener imidlertid ikke, at klageren har godtgjort, at Kommissionen har begået en åbenbar fejl i denne forbindelse.

10. Klageren har indsendt en avisartikel, ifølge hvilken Preussag AG i 1996 gav visse fordele til nogle af sine revisorer, herunder en, der havde arbejdet på evalueringen af Salzgitter AG. Det er klart, at bevisværdien af en sådan (eventuel) artikel nødvendigvis er begrænset. Selv hvis det antages, at Preussag AG indrømmede sine revisorer ulovlige fordele i 1996, er Ombudsmanden imidlertid af den opfattelse, at dette ikke ville bevise, at den vurdering, som "Treuarbeit" foretog af Salzgitter AG i 1989, var ukorrekt, og at Kommissionen derfor ikke var berettiget til at acceptere denne vurdering.

11. Sammen med sin skrivelse af 23. december 2004 fremsendte klageren uddrag af det, der syntes at være referatet (eller et udkast til referat) af det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament, der blev afholdt den 28. november 1998. Ifølge dette referat havde E., medlem af Parlamentet, på mødet erklæret, at den pris, der blev fastsat for privatiseringen af Salzgitter AG i 1989, "som efterfølgende var blevet betalt af Salzgitter AG's reserver, var en politisk pris, dvs. at den ikke var en markedspris". E. havde endvidere anført, at forbundsregeringen på daværende tidspunkt havde erklæret, at Salzgitter AG for at bevare Peine og Salzgitter som industrianlæg ikke skulle sælges til en konkurrent fra Rhein- eller Ruhrregionen, og at "prisen og proceduren skulle fastsættes på en sådan måde, at et selskab fra Niedersachsen fortsat skulle være et selskab fra Niedersachsen". Ifølge E. passede dette perfekt til Preussag AG på det tidspunkt, "fordi virksomheden havde været i en vanskelig periode". E. havde tilføjet, at "købsprisen derefter var blevet holdt meget lav af politiske årsager; og nu skulle denne gave tjene penge til andre formål. Det ansvar, som Preussag AG også på daværende tidspunkt overtog, respekteres ikke længere." T., daværende udenrigsminister i Niedersachsen, havde i sit svar fremsat følgende bemærkning: "Det, du har sagt lige nu, er, hvad jeg havde forsøgt at formulere på en meget forsigtig og diplomatisk måde i min åbningserklæring."

12. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen ikke har rejst tvivl om nøjagtigheden af det resumé af ovennævnte samtale, som klageren har fremlagt. Det forekommer derfor berettiget i forbindelse med denne undersøgelse at gå ud fra den antagelse, at det dokument, som klageren har fremlagt, korrekt afspejler det, der blev sagt på det relevante møde.

13. Efter Ombudsmandens opfattelse gør indholdet af det dokument, som klageren har fremlagt, det muligt at konkludere, at E. mente, at Salzgitter AG var blevet købt af Preussag AG til en pris, der ikke var markedsprisen. Kommissionen har med rette anført, at E.’s erklæring ikke kunne betragtes som et korrekt bevis, da der blot var tale om en påstand. Det dokument, som klageren fremlagde, indeholdt imidlertid også svaret på denne erklæring fra T., daværende udenrigsminister i Niedersachsen. Efter Ombudsmandens opfattelse fremgår det af dette svar, at T. anså E.'s erklæring for at være korrekt. Set fra dette perspektiv er E.'s erklæring således ikke længere en "blot påstand", men udtryk for en opfattelse, som Niedersachsens regering delte, nemlig at delstaten var mest direkte berørt af salget af Salzgitter AG til Preussag AG.

14. På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden, at god administrativ praksis i det mindste ville have krævet, at Kommissionen forsøgte at undersøge, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG i modsætning til, hvad den hidtil har antaget, trods alt indeholdt elementer af statsstøtte. Med henblik herpå kunne Kommissionen f.eks. have rettet en anmodning om oplysninger til de tyske myndigheder. Det skal bemærkes, at Kommissionen både i sin udtalelse og i sit svar på Ombudsmandens første anmodning om yderligere oplysninger havde understreget, at den altid var parat til at overveje eventuelle nye argumenter, forudsat at klageren var i stand til at fremlægge tilstrækkelige forklaringer og beviser for sådanne argumenter.

15. Som svar på et spørgsmål herom meddelte Kommissionen imidlertid ombudsmanden, at den ikke havde truffet foranstaltninger til at præcisere de erklæringer, som E. og T. havde fremsat på det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament. I den forbindelse understregede Kommissionen, at den havde baseret sin vurdering på oplysninger, som den officielt havde modtaget fra den tyske forbundsregering, og at den var nødt til at basere sig på nøjagtigheden af disse oplysninger, medmindre der var stærke tegn på, at de afgivne oplysninger var ukorrekte. Ombudsmanden er enig i, at Kommissionen har ret til at antage, at de oplysninger, den modtager fra de nationale myndigheder, er korrekte. Det ovennævnte dokument, som klageren har fremlagt, tyder imidlertid klart på, at salget af Salzgitter AG til Preussag AG indebar elementer af statsstøtte og dermed udgjorde et stærkt indicium for, at de oplysninger, som de tyske myndigheder havde fremlagt, kunne have været ukorrekte. I betragtning af den alvorlige karakter af klagerens påstand ville det således have været hensigtsmæssigt for Kommissionen at afklare spørgsmålet. Efter Ombudsmandens opfattelse udgør Kommissionens beslutning om ikke at foretage undersøgelser således fejl eller forsømmelser.

Kommissionens udførlige udtalelse

I sin detaljerede udtalelse bemærkede Kommissionen med tilfredshed, at Ombudsmanden ikke havde konstateret fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens fire første argumenter. Kommissionen accepterede Ombudsmandens konklusion om, at god administrativ praksis ville have krævet, at den præciserede de erklæringer, som E. og T. fremsatte på det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament. Den påpegede, at den havde truffet passende foranstaltninger i denne henseende, og at den den 4. april 2006 havde sendt en skrivelse til de tyske myndigheder for at præcisere disse erklæringer. På tidspunktet for forelæggelsen af den detaljerede udtalelse (juni 2006) var Kommissionens undersøgelse af dette specifikke spørgsmål stadig i gang. Kommissionen tilføjede, at klageren og Ombudsmanden ville blive underrettet, når de havde modtaget og analyseret de relevante oplysninger.

Klagerens bemærkninger

Den 4. april, den 26. juni 2006, den 12. juli og den 3. august 2006 fremsendte klageren yderligere oplysninger om sin sag til Ombudsmanden.

I sit brev af 3. august 2006 fremsatte klageren også nogle bemærkninger til den udførlige udtalelse.

Den 31. august og den 30. september 2006 fremsatte klageren bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse.

I sine bemærkninger påpegede klageren, at han havde modtaget yderligere beviser, der kunne forklare, hvorfor det tyske retsvæsen ikke havde behandlet de spørgsmål, som han havde rejst. Klageren fremsendte kopier af de dokumenter, som han henviste til.

Klageren fremsatte følgende yderligere bemærkninger:

Den omstændighed, at Kommissionen begrænsede sig til at stille spørgsmål til den tyske regering, viste, at der var tale om fejl eller forsømmelser. Kommissionen ignorerede ikke blot de skriftlige beviser, der viste et klart misbrug af offentlige midler og en tilsidesættelse af lovkrav, men undlod helt at foretage egne undersøgelser med henblik på at indhente oplysninger fra uafhængige kilder.

Der var blevet udøvet et betydeligt pres på de tyske myndigheder med henblik på at undertrykke de relevante faktiske omstændigheder. West LB/Preussag-gruppen havde tydeligvis formået at gøre højtstående tyske politikere afhængige af den.

Det var mindre for ham at bevise noget end for GD for Konkurrence at bevise, at det havde fungeret korrekt. Ud over de erklæringer, der blev fremsat på det 72. møde i Niedersachsens parlaments økonomi- og transportudvalg, blev der også indgivet en skriftlig forespørgsel af gruppen "Bündnis 90/Die Grünen" i Niedersachsens parlament den 13. november 2000 og referatet af hans høring i et udvalg i Niedersachsen den 17. november 2000 (4).

Klageren gentog sine argumenter (1) om, at værdien af Salzgitter AG's ejendom var blevet fastsat til et alt for lavt tal, 2) at Preussag AG havde tilsidesat klausulen i købsaftalen om salg af denne ejendom samt den tyske forbundslovgivning 3) at den samlede værdi af Salzgitter AG var blevet beregnet forkert af revisionsfirmaet "Treuarbeit" og 4) at Preussag AG havde bestukket sine revisorer. Klageren var af den opfattelse, at Ombudsmandens konklusioner vedrørende disse spørgsmål (punkt 2.14, 2.15, 2.17 og 2.18 i Ombudsmandens udkast til henstilling) var ukorrekte og derfor skulle revideres.

AFGØRELSEN

1 Påstået manglende behandling af klagerens brev og yderligere argumenter og beviser med den nødvendige omhu og krav om en passende undersøgelse

1.1 Preussag AG (nu "TUI AG") overtog i 1989 Salzgitter AG (5), et statsejet selskab, til en pris af 2,452 mia. DM. Den 6. december 2003 skrev klageren, et tidligere medlem af Preussag AG's bestyrelse, til Europa-Kommissionens Generaldirektorat ("GD") for at anmode det om at gribe ind over for den statsstøtte, der efter hans opfattelse var blevet ydet til Preussag/TUI AG ved den lejlighed.

1.2 I sin klage til Ombudsmanden, der blev indgivet i marts 2004, gjorde klageren gældende, at GD for Konkurrence ikke havde behandlet hans brev af 6. december 2003 med den fornødne omhu. Han hævdede, at Kommissionen burde foretage en passende undersøgelse.

1.3 I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse fremlagde klageren en række dokumenter til støtte for sin sag. Da Kommissionen blev bedt om at kommentere disse oplysninger af Ombudsmanden, fremførte den, at der var tale om nye spørgsmål, som klageren ikke havde rejst på det tidspunkt, hvor han havde klaget til GD for Konkurrence den 6. december 2003. Ifølge Kommissionen var disse spørgsmål derfor uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde behandlet den klage, den havde modtaget fra klageren, korrekt. Det fremgik imidlertid klart af de indlæg, som klageren havde indgivet til Ombudsmanden, at han ønskede, at Kommissionen behandlede de yderligere punkter, som han havde rejst under denne undersøgelse, og hævdede, at Kommissionens undladelse heraf var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

1.4 Ombudsmanden fandt det derfor hensigtsmæssigt at præcisere, at omfanget af denne undersøgelse også omfattede disse yderligere punkter og Kommissionens behandling heraf. Han meddelte derfor Kommissionen, at klagerens påstand og påstand måtte anses for at have følgende ordlyd:

Klageren hævder, at Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence undlod at tage hans skrivelse af 6. december 2003 og de yderligere argumenter og beviser, som han havde fremlagt under Ombudsmandens undersøgelse, i betragtning med den fornødne omhu. Klageren hævder, at Kommissionen bør foretage en passende undersøgelse.

1.5 Ombudsmanden bemærkede, at klageren havde fremført fem argumenter, som han støttede sig på til støtte for sit synspunkt om, at salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar statsstøtte. Klageren fremførte (1), at værdien af den ejendom, der tilhører Salzgitter AG, var blevet fastsat til et alt for lavt tal, 2) at Preussag AG havde tilsidesat klausulen i købsaftalen om salg af denne ejendom samt den tyske forbundslovgivning 3) at den samlede værdi af Salzgitter AG var blevet beregnet forkert af revisionsfirmaet "Treuarbeit" 4) at Preussag AG havde bestukket sine revisorer og 5) at udtalelser fremsat på et møde i et udvalg i Niedersachsens parlament antydede eller beviste, at der var tale om statsstøtte.

1.6 Den 16. marts 2006 sendte Ombudsmanden et udkast til henstilling til Kommissionen, hvori han opfordrede denne til at træffe passende foranstaltninger for at fastslå, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar elementer af statsstøtte. Dette udkast til henstilling var baseret på Ombudsmandens synspunkt om, at selv om der ikke kunne konstateres fejl eller forsømmelser med hensyn til den måde, hvorpå Kommissionen havde håndteret klagerens første fire argumenter, havde Kommissionen ikke på tilfredsstillende vis behandlet argumentet vedrørende de erklæringer, der var blevet fremsat på et møde i et udvalg i Niedersachsens parlament.

1.7 Ombudsmanden understregede i sit udkast til henstilling, at god administrativ praksis derfor i det mindste ville have krævet, at Kommissionen forsøgte at undersøge, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG, i modsætning til hvad den hidtil har antaget, trods alt indeholdt elementer af statsstøtte. Ombudsmanden tilføjede, at Kommissionen med henblik herpå f.eks. kunne have rettet en anmodning om oplysninger til de tyske myndigheder.

1.8 I sin detaljerede udtalelse bemærkede Kommissionen med tilfredshed, at Ombudsmanden ikke havde konstateret fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens fire første argumenter. Kommissionen accepterede Ombudsmandens konklusion om, at god administrativ praksis ville have krævet, at den præciserede de erklæringer, som E. og T. fremsatte på det 72. møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament. Den påpegede, at den havde truffet passende foranstaltninger i denne henseende, og at den den 4. april 2006 havde sendt en skrivelse til de tyske myndigheder for at præcisere disse erklæringer. Kommissionen forklarede, at dens undersøgelse af dette specifikke spørgsmål stadig var i gang, da den afgav den detaljerede udtalelse (juni 2006).

1.9 I sine bemærkninger til denne udførlige udtalelse kritiserede klageren, at Kommissionen begrænsede sig til at stille spørgsmål til den tyske regering, og at den undlod at foretage egne undersøgelser med henblik på at indhente oplysninger fra uafhængige kilder. Klageren hævdede, at der var yderligere beviser til støtte for hans sag, nemlig en skriftlig forespørgsel indgivet af gruppen "Bündnis 90/Die Grünen" i Niedersachsens parlament den 13. november 2000 og referatet af hans høring i et udvalg i dette parlament den 17. november 2000 (6).

Klageren gentog sine argumenter (1) om, at værdien af Salzgitter AG's ejendom var blevet fastsat til et alt for lavt tal, 2) at Preussag AG havde tilsidesat klausulen i købsaftalen om salg af denne ejendom samt den tyske forbundslovgivning 3) at den samlede værdi af Salzgitter AG var blevet beregnet forkert af revisionsfirmaet "Treuarbeit" og 4) at Preussag AG havde bestukket sine revisorer. Han var af den opfattelse, at Ombudsmandens konklusioner vedrørende disse spørgsmål (punkt 2.14, 2.15, 2.17 og 2.18 i Ombudsmandens udkast til henstilling) var ukorrekte og derfor skulle revideres.

1.10 Ombudsmanden finder det nyttigt at minde om, at han i sit udkast til henstilling indtrængende opfordrede Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger for at fastslå, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar elementer af statsstøtte. I sin udførlige udtalelse anførte Kommissionen, at den accepterede Ombudsmandens konklusion om, at god administrativ praksis ville have krævet, at den præciserede de erklæringer, der blev fremsat på det relevante møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament, og at den tog de nødvendige skridt i denne henseende.

1.11 Da hans udkast til henstilling var baseret på konstateringen af, at Kommissionen ikke på tilfredsstillende vis havde behandlet klagerens femte argument (som var baseret på de erklæringer, der blev fremsat på nævnte møde), mener Ombudsmanden, at Kommissionen således har accepteret hans udkast til henstilling.

1.12 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen med henblik på at gennemføre dette udkast til henstilling har henvendt sig til de tyske myndigheder for at få afklaret de erklæringer, der blev fremsat på det relevante møde i Udvalget om Økonomi og Transport i Niedersachsens parlament. Da dette skridt var blevet nævnt som en mulig fremgangsmåde i selve udkastet til henstilling, mener Ombudsmanden, at den måde, hvorpå Kommissionen har gennemført udkastet til henstilling, synes at være tilfredsstillende.

1.13 For at undgå eventuelle misforståelser finder Ombudsmanden det nyttigt at tilføje, at det ikke kan udelukkes, at Kommissionen kan finde det nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser efter at have modtaget og analyseret de tyske myndigheders svar. Hvis det blev konstateret, at repræsentanter for Niedersachsens regering rent faktisk anså salget af Salzgitter AG til Preussag for at være en "tilstedeværelse" for sidstnævnte, ville god administrativ praksis gøre det nødvendigt for Kommissionen at foretage en mere grundig undersøgelse af hele sagen, herunder en gennemgang af de første fire argumenter, som klageren havde fremsat. Det skal dog bemærkes, at Ombudsmanden i sit udkast til henstilling opfordrede Kommissionen til at træffe "passende" foranstaltninger for at fastslå, om salget af Salzgitter AG til Preussag AG i 1989 indebar elementer af statsstøtte. Ombudsmanden har ingen grund til at antage, at Kommissionen ikke ville fortsætte sine undersøgelser, hvis resultaterne af sin undersøgelse af klagerens femte argument tydede på, at dette ville være nødvendigt.

1.14 Det skal dog bemærkes, at behovet for sådanne yderligere undersøgelser afhænger af resultatet af den undersøgelse, som Kommissionen i øjeblikket foretager. Som nævnt ovenfor kan resultaterne af denne undersøgelse gøre det nødvendigt for Kommissionen at tage de første fire argumenter fra klagerne (eller i det mindste nogle af dem) op til fornyet overvejelse. På baggrund af disse omstændigheder finder Ombudsmanden det på nuværende tidspunkt ikke nødvendigt at genoverveje de konklusioner, han er nået frem til vedrørende disse fire argumenter i sit udkast til henstilling. Ombudsmanden finder det nyttigt at tilføje, at det yderligere materiale, som klageren har fremlagt sammen med sine bemærkninger, ikke påvirker denne konklusion, da hverken et spørgsmål fra en politisk gruppe eller erklæringer fra klageren selv i sagens natur kan anses for at udgøre afgørende beviser til støtte for klagerens sag.

2 Konklusion

På baggrund af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen har accepteret hans udkast til henstilling, og at de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre det, er tilfredsstillende.

Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Klageren kan frit indgive en ny klage til Ombudsmanden, hvis han mener, at den nye undersøgelse, som Kommissionen foretager, ikke er blevet gennemført med den nødvendige omhu.

Formanden for Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtigt,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Det skal bemærkes, at dette selskab ikke er identisk med det nuværende "Salzgitter AG".

(2) Udkastet til henstilling findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(3) Det ser ud til, at Salzgitter AG råder over i alt næsten 34 000 lejligheder. Ifølge den tyske regerings skrivelse af 17. juli 1998 til Kommissionen vedrørte den pågældende klausul imidlertid kun noget over 28 000 af disse lejligheder.

(4) Kopier af disse dokumenter var vedlagt klagerens bemærkninger.

(5) Det skal bemærkes, at denne virksomhed ikke er identisk med den nuværende "Salzgitter AG".

(6) Kopier af disse dokumenter var vedlagt klagerens bemærkninger.