Kære F.

Den 6. september 2001 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende afgørelsen af, om en person er britisk statsborger i henhold til fællesskabsretten.

Den 19. oktober 2001 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen afgav udtalelse den 29. januar 2002. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 20. marts 2002.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.

Komplekset

Klageren, en britisk oversøisk statsborger født og bosiddende i Grækenland, indgav en klage til Den Europæiske Ombudsmand mod Europa-Kommissionen i september 2001. Klageren anførte, at ifølge det britiske indenrigsministeriums erklæring om definitionen af udtrykket "statsborger" betragtes han som britisk oversøisk statsborger, selv om han er født og bor lovligt i Den Europæiske Union, ikke som britisk statsborger i henhold til fællesskabsretten. Klageren påpegede, at personer, der er født og bosiddende uden for Den Europæiske Union, såsom statsborgere i Gibraltar eller andre britiske statsborgere, nyder godt af disse rettigheder. Han fandt det diskriminerende, at europæiske borgere, der er født i Det Forenede Kongerige, behandles anderledes end dem, der er født i andre dele af Europa.

Klageren anførte, at han havde henvendt sig til Kommissionen med sine bekymringer. Kommissionen havde henvist til Domstolens retspraksis og fremført det synspunkt, at det var op til medlemsstaterne at definere statsborgerskab.

Med hensyn til Domstolens retspraksis understregede klageren, at Kaur (1)-sagen var forskellig fra hans situation. I dette tilfælde var Kaur født og boede i Kenya, og hun havde mulighed for at opholde sig i Kenya. Klageren er derimod født og bor permanent i Europa og har ikke noget andet sted at tage hen. Klageren henviste også til Micheletti (2)-sagen, hvori Domstolen fastslog, at:

Klageren hævdede, at medlemsstaternes beføjelse til at definere statsborgerskab ikke er ubegrænset, men er underlagt respekten for de grundlæggende rettigheder. I præamblen til Rom-traktaten henvises der desuden til de europæiske folks forening. Klageren erklærede, at han tilhørte det europæiske folk. Klageren havde gentagne gange, men uden held, anmodet Kommissionen om at indbringe sagen for Domstolen.

Sammenfattende hævdede klageren, at Kommissionen ikke havde behandlet sagen korrekt.

Forespørgslen

I sin udtalelse anførte Kommissionen, at den havde modtaget et brev fra klageren af 8. juni 2001, hvori han hævdede, at den erklæring, der er knyttet som bilag til traktaten om Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber om definitionen af udtrykket "statsborger", ifølge hvilken "britiske oversøiske statsborgere" ikke betragtes som britiske statsborgere i EU-sammenhæng, er i strid med fællesskabslovgivningen. På grund af denne erklæring mente klageren, at han var blevet frataget sine rettigheder som EU-borger.

Ved brev af 28. juni 2001 svarede Kommissionen klageren. I brevet forklarede Kommissionen, at selv om EF-traktatens artikel 17 indfører et unionsborgerskab, gør den det klart, at unionsborgere er personer, der er statsborgere i en medlemsstat. Eftersom unionsborgerskabet supplerer, men ikke erstatter det nationale statsborgerskab, indeholder EF-traktaten ingen regler om erhvervelse og fortabelse af unionsborgerskabet. Det fremgår klart af erklæring nr. 2 til Maastricht-traktaten, at det udelukkende er den pågældende medlemsstat, der bestemmer statsborgerskabet. Desuden har Domstolen i Micheletti-sagen gjort det klart, at det er op til hver enkelt medlemsstat at fastsætte betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab. Brevet henviste også til traktaten om Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, som indeholder en erklæring om definitionen af udtrykket "statsborgere". Denne erklæring blev ændret i 1982, og definitionen omfatter ikke britiske oversøiske statsborgere. I Kaur-sagen fastslog Domstolen, at erklæringen skal tages i betragtning ved fortolkningen af traktaten og ved fastlæggelsen af traktatens personelle anvendelsesområde. Domstolen fastslog endvidere, at erklæringen ikke fratog nogen person de rettigheder, som vedkommende måtte have i henhold til fællesskabsretten. Konsekvensen var snarere, at sådanne rettigheder aldrig opstod i første omgang. Kommissionen var af den opfattelse, at fødestedet ikke var relevant i denne sag.

Efter Kommissionens svar sendte klageren den 22. august 2001 endnu en skrivelse til Kommissionen, hvori han gav udtryk for sin uenighed i Kommissionens skrivelse og anmodede om Den Europæiske Ombudsmands adresse. Kommissionen svarede ved skrivelse af 14. september 2001, hvori den understregede, at erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab ikke henhører under fællesskabsrettens anvendelsesområde, men under national ret, og oplyste endvidere ombudsmandens adresse.

Kommissionen var af den opfattelse, at den klart havde redegjort for grundene til, at den ikke kunne forfølge sagen i sit svar af 28. juni 2001, og at den desuden behørigt havde besvaret klagerens skrivelser i overensstemmelse med kodeksen for god forvaltningsskik for sine ansatte.

Kommissionen meddelte endvidere Ombudsmanden, at klageren også havde indgivet et andragende til Europa-Parlamentet (andragende nr. 332/2001). Andragendet vedrørte påstået forskelsbehandling af klageren på flere områder som følge af manglende unionsborgerskab.

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage. Han påpegede specifikt, at medlemsstaternes kompetence til at definere statsborgerskab ikke er ubegrænset, men at de skal tage behørigt hensyn til fællesskabsretten, som også omfatter overholdelsen af grundlæggende rettigheder som en integrerende del af fællesskabsretten. Den britiske regerings politik resulterer i, at de britiske oversøiske borgere, der er født og lever lovligt i Unionen, bliver statsløse, hvilket også er en krænkelse af de grundlæggende rettigheder. Den eneste løsning er, at Kommissionen indbringer sagen for Domstolen.

Klageren henviste igen til Domstolens Micheletti- og Kaur-sager samt til en rapport fra Karol de Gucht (A3-0025-93), hvori det hedder, at statens skønsmæssige beføjelser til at fastsætte nationalitetskriterier er underlagt overholdelsen af de grundlæggende rettigheder.

I sin udtalelse underrettede Kommissionen Ombudsmanden om, at klageren også havde indgivet et andragende til Europa-Parlamentet. Ombudsmanden kontaktede derfor sekretariatet for Parlamentets Udvalg for Andragender for at få oplysninger om klagerens andragende. Det fremgik af Parlamentets oplysninger, at klageren havde indgivet et andragende til Parlamentet den 21. marts 2001, og at hans andragende var blevet registreret under nr. 332/2001. Andragendet vedrørte problemer, som klageren stod over for i sine kontakter med de græske myndigheder som ikke-EU-borger med bopæl i Grækenland. Andrageren anmodede også Parlamentet om at undersøge problemerne sammen med den britiske regering med hensyn til de ændrede traktater.

Afgørelsen

1.1 I sin udtalelse underrettede Kommissionen Ombudsmanden om, at klageren også havde indgivet et andragende til Europa-Parlamentet. I henhold til EF-traktatens artikel 195 foretager ombudsmanden de undersøgelser, som han finder berettigede. I overensstemmelse med ombudsmandens faste praksis finder ombudsmanden, at der ikke er nogen grund til at foretage undersøgelser af en klage, når Parlamentet behandler et andragende om samme emne, som er genstand for en klage indgivet til ombudsmanden. Det er derfor nødvendigt at afgøre, om andragendet til Parlamentet og den foreliggende klage vedrører samme emne eller ej.

1.2 Klageren indgav et andragende til Parlamentet den 21. marts 2001, og hans andragende blev registreret under nr. 332/2001. Andragendet vedrører problemer, som klageren står over for i sine kontakter med de græske myndigheder som ikke-EU-borger med bopæl i Grækenland. I sit andragende anmodede han også Parlamentet om at undersøge problemerne sammen med den britiske regering med hensyn til de ændrede traktater.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at andragendet er rettet mod foranstaltninger truffet af Grækenland og Det Forenede Kongerige. Denne undersøgelse, der er baseret på klagerens påstande, vedrører imidlertid Kommissionens handlinger. Ombudsmanden mener derfor, at genstanden for det andragende, som Parlamentet har behandlet, er forskellig fra genstanden for den foreliggende klage, der er indgivet til Ombudsmanden. Ombudsmanden kan derfor undersøge denne klage.

2.1 Klageren er britisk oversøisk statsborger, født og bosiddende i Grækenland. Klageren havde haft forskellige problemer, fordi han som britisk oversøisk statsborger ikke betragtes som EU-borger i henhold til EF-retten. Han havde derfor henvendt sig til Europa-Kommissionen og anmodet den om at handle og indbringe sagen for Domstolen. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde behandlet sagen korrekt.

2.2 Kommissionen henviste til sin korrespondance med klageren om status som britisk oversøisk statsborger. Ifølge Kommissionen indeholder EF-traktaten ingen regler om erhvervelse og fortabelse af unionsborgerskabet, og fastlæggelsen af unionsborgerskabet henhører udelukkende under den pågældende medlemsstats kompetence. Kommissionen var af den opfattelse, at den klart havde givet klageren en begrundelse for, hvorfor den ikke kunne forfølge sagen.

2.3 Med hensyn til de proceduremæssige aspekter bemærker Ombudsmanden, at klageren sendte en skrivelse til Kommissionen den 8. juni 2001, og at Kommissionen svarede den 28. juni 2001. Klageren sendte endnu et brev den 22. august 2001, som Kommissionen besvarede den 14. september 2001.

2.4 Med hensyn til substansen i Kommissionens svar og dens udtalelse til Ombudsmanden er det nødvendigt at henvise til EF-traktatens artikel 226 (3), ifølge hvilken Kommissionen har mulighed for at indbringe en medlemsstat for Domstolen. Artiklen vedrører situationer, hvor Kommissionen finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten. I den foreliggende sag fandt Kommissionen imidlertid ikke, at Det Forenede Kongerige havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten. Kommissionen baserede sin argumentation på Domstolens retspraksis. Ombudsmanden mener, at selv om klagerens personlige situation kan forekomme uheldig, synes Kommissionens fortolkning af Fællesskabets regler og principper ikke at være urimelig.

2.5 Det følger af ovenstående, at der ikke er konstateret fejl eller forsømmelser i denne sag.

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

Jacob SÖDERMAN

(1) Sag C-192/99, The Queen mod Kaur, Sml. 2001 I, s. 1237.

(2) Sag C-369/90, Micheletti m.fl., Sml. 1992 I, s. 4239.

(3) Artikel 226 har følgende ordlyd:
"Hvis Kommissionen finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til denne traktat, afgiver den en begrundet udtalelse herom efter at have givet den pågældende stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.
- Hvis den pågældende stat ikke retter sig efter udtalelsen inden for den af Kommissionen fastsatte frist, kan denne indbringe sagen for Domstolen."