Kære V.

Den 9. februar 2001 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende Deres ansættelsesforhold til Europa-Kommissionen og udbudsproceduren for finske sproglærere (ref. 97/41/XI.D.1).

Den 30. marts 2001 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Kommissionen afgav udtalelse den 22. juni 2001. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 23. september 2001.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Den 1. marts 1995 blev klageren, der er finsk statsborger, ansat som finsk sproglærer for Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte. Klageren var ansat i henhold til en række tidsbegrænsede kontrakter og arbejdede sammen med Kommissionen fra den 1. marts 1995 til den 15. februar 1999. Han havde i alle otte interimskontrakter med Kommissionen i denne periode: fra den 1. marts 1995 til den 30. juni 1995 1. oktober 1995 til 31. januar 1996 1. marts 1996 til 30. juni 1996 1. oktober 1996 til 31. januar 1997 1. marts 1997 til 30. juni 1997 1. oktober 1997 til 15. februar 1998 1. marts til 15. juli 1998 og 16. september til 15. februar 1999.

Klageren mener, at hans ansættelse i henhold til belgisk arbejdsret, dvs. den lovgivning, der finder anvendelse på hans tidsbegrænsede kontrakter, burde have været gjort permanent, da han havde arbejdet fra 1995 til 1999 hos Kommissionen, der udførte det samme arbejde. Han er også af den opfattelse, at Kommissionens beslutning om at rationalisere omkostningerne ikke bør gælde for hans kontraktmæssige situation, da denne beslutning fra Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet om ikke at tildele nye tidsubegrænsede ansættelseskontrakter blev truffet meget senere i forhold til, da hans ansættelse begyndte.

Kommissionen iværksatte et udbud nr. 97/41/XI.D.1 i august 1998, hvori klageren deltog, men ikke fik tildelt kontrakten om finsk undervisning. Klageren mener, at det vindende bud ikke opfyldte de kriterier, der var fastsat i udbuddet. Han anfører, at kurserne blev forsinket, fordi den nye kontrahent, en sprogskole, ikke havde nogen lærere, og at den ansvarlige tjenestemand i Kommissionen personligt kontaktede lærerne for at bede dem om at arbejde for sprogskolen. Sprogskolen bad også klageren om at arbejde for den, men han afviste tilbuddet i betragtning af, at lønnen var for lav i forhold til, hvad han tidligere havde tjent for den samme beskæftigelse.

Klageren fremsatte to påstande og to påstande i sin skrivelse af 9. februar 2001, som var følgende:

Klageren hævder, at: i) I henhold til belgisk ret skulle hans ansættelsesforhold have været lovliggjort efter en række tidsbegrænsede kontrakter. Han kræver sit job tilbage. ii) Den valgte sprogskole opfyldte ikke de kriterier, der var fastsat i udbuddet. Han hævder, at Kommissionens afgørelse vedrørende udbudsproceduren bør erstattes af en retfærdig afgørelse.

Forespørgslen

Kommissionen har anført, at klageren arbejdede sammen med den som finsk sproglærer på grundlag af flere kontrakter, hver med en begrænset varighed i henhold til belgisk ret. Hver midlertidig kontrakt angav en udløbsdato og blev opsagt i overensstemmelse hermed, da ingen af dem indeholdt en stiltiende klausul om fornyelse eller en foreløbig meddelelse om videreførelse. Med hensyn til disse kontrakter anfører Kommissionen endvidere, at perioderne ikke var fortløbende, da de omfattede kortere eller længere pauser, og at den overholdt kontraktbestemmelserne.

Kommissionen er af den opfattelse, at det i den foreliggende sag ikke var muligt at indgå en tidsubegrænset kontrakt på grund af den politiske beslutning om rationalisering af administrationsomkostningerne på undervisningsområdet, som Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet traf i 1995. Formålet med denne trepartsbeslutning var at rationalisere omkostningerne ved, at én institution skulle administrere sprogundervisningstjenesterne for alle institutionerne. Beslutningen havde også til formål gradvist at omdefinere institutionernes sprogundervisningssystem og iværksætte udbud med henblik på at finde en ny og billigere hensigtsmæssig organisatorisk ramme.

Kommissionen er af den opfattelse, at den var nødt til at følge denne beslutning og iværksætte udbud for alle nye krav, som ikke kunne dækkes af det eksisterende undervisningspersonale. Ved "eksisterende undervisningspersonale" mener Kommissionen, at den kun henviser til de lærere, der var forpligtet over for Kommissionen ved ubegrænsede kontrakter, der blev indgået i 1992. Efter udbudsprocedurerne blev der den 18. december 1998 undertegnet nye kontrakter med CLL om dansk, finsk, græsk, nederlandsk, portugisisk, svensk og tiltrædelseslandenes sprog, den 7. januar 1999 med CICEB om dansk, tysk, spansk, fransk og italiensk og endelig den 18. januar 1999 med Linguarama om engelsk.

Med hensyn til tildelingen af kontrakten på finsk forklarer Kommissionen, at klagerens bud ikke blev udvalgt, fordi det var et individuelt tilbud og derfor ikke svarede til den nødvendige tekniske kapacitet. Den ønskede tjeneste kunne ikke have været leveret af kun én person, da der ikke ville have været nogen erstatning i tilfælde af fravær.

Kommissionen er af den opfattelse, at den sprogskole, der fik tildelt kontrakten, opfyldte kriterierne i udbuddet, og at den ikke er ansvarlig for kontakterne mellem Kommissionens tjenestemand, lederen af sproguddannelsesafdelingen og de finske lærere. Selskabet er af den opfattelse, at dette skete efter underskrivelsen af kontrakten og afslutningen af udbudsproceduren, og at det derfor ikke påvirkede tildelingen af kontrakten. Desuden er det normal praksis, at Kommissionen kontakter potentielle sproglærere, da artikel 1 i den underskrevne rammeaftale bestemmer, at kontrakten ikke giver kontrahenten eneret til at udføre de leverede tjenesteydelser. Den mener også, at den omstændighed, at den opfordrer personer, der er interesserede i at samarbejde med institutionerne, til at kontakte den valgte kontrahent efter underskriften, er almindelig praksis og blot bør ses som en høflighedsgestus.

Klageren hævder, at en midlertidig ansættelseskontrakt i henhold til belgisk ret gøres tidsubegrænset, hvis den varer i en vis periode, og det samme arbejde udføres i denne periode. Klageren mener, at dette er tilfældet, og påpeger, at Kommissionen fejlagtigt anfører, at der undertiden var lange pauser mellem hans kontrakter. Disse pauser var ifølge klageren Kommissionens normale årlige feriepauser og fulgte normale perioder.

Klageren mener endvidere, at der meget vel kunne have været gjort en undtagelse i hans tilfælde på trods af den politiske trepartsbeslutning, fordi andre kontrakter, svarende til hans, tidligere var blevet gjort permanente, hvilket var almindelig praksis selv efter 1992, hvor de første kontrakter blev gjort permanente. Ifølge klageren er Kommissionens fortolkning af udtrykket "eksisterende lærere" i den politiske beslutning usikker, og han sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke blev betragtet som én. Klageren hævder, at han burde have været ansat under eksisterende lærere, da hans midlertidige ansættelse havde fundet sted forud for den pågældende politiske beslutning. Klageren anfører, at der på trods af flere drøftelser med Kommissionens tjenestegrene om en "regularisering" af hans kontrakt ikke blev undertegnet nogen ny kontrakt.

Med hensyn til udbudsproceduren og tildelingen af en kontrakt til sprogskolen påpeger klageren, at tilbudsgiverne skulle fremlægge et undervisningsprogram, herunder en pædagogisk plan og curriculum vitae for kvalificeret personale, der skulle undervise, men at den vindende tilbudsgiver, sprogskolen, ikke havde nogen lærere klar. Klageren hævder, at den kun angav navne på lærere, som den formodede ville udføre arbejdet. Klageren hævder, at sprogskolen vidste, at den var blevet tildelt kontrakten, inden den officielle afgørelse blev truffet. Endelig hævder han, at konkurrencekriterierne ikke udelukkede individuelle lærere, da han let kunne have fundet en afløser i tilfælde af fravær, hvis det var nødvendigt.

Afgørelsen

1.1 Klageren klager over, at Kommissionen ikke gav ham en ny kontrakt, da en ny kontrahent blev ansat efter flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og at den ikke lovliggjorde hans kontrakt. Han hævder, at Kommissionen bør give ham en passende ansættelseskontrakt.

1.2 Kommissionen mener, at hver kontrakt med klageren angav en udløbsdato, at hver kontrakt blev opsagt i overensstemmelse hermed, da ingen af dem indeholdt en stiltiende klausul om fornyelse eller en foreløbig meddelelse om videreførelse, og at den overholdt kontraktbestemmelserne. Kommissionen er af den opfattelse, at det i den foreliggende sag ikke var muligt at indgå en tidsubegrænset kontrakt med klageren på grund af den politiske trepartsbeslutning om rationalisering af administrationsomkostningerne på undervisningsområdet, som Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet traf i 1995.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at klagerens sidste kontrakt fra 16. september 1998 til 15. februar 1999 udløb som fastsat og ikke blev efterfulgt af en ny kontrakt. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren har ret til en ny kontrakt, bemærker Ombudsmanden, at klageren fik individuelle kontrakter for begrænsede undervisningsperioder, og at der på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke er noget generelt retsprincip om at ansætte en person igen efter udløbet af hans kontrakt. Kommissionen kunne f.eks. have droppet de finske sprogkurser og valgt andre lærere til fremtidige kurser, og klageren ville ikke have ret til at blive ansat igen af den. I den foreliggende sag ser det ud til, at Kommissionen valgte ikke at tildele klageren en ny individuel kontrakt, når der var fundet en hovedentreprenør.

1.4 Ombudsmanden minder om, at klageren mener, at han var berettiget til en "regularisering" af sit ansættelsesforhold. Det fremgår af sagsakterne for Ombudsmanden, at vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber ikke fandt anvendelse på klagerens kontrakt, da hans ansættelsesforhold falder uden for disse reglers anvendelsesområde.

1.5 I denne forbindelse opstår spørgsmålet, om klageren havde ret til at få en tidsubegrænset kontrakt og blive videreført, som det var tilfældet med andre sproglærere. Det fremgår af dokumenterne til Ombudsmanden, at der ikke blev givet nogen løfter til klageren, som ville forpligte Kommissionen. Hvis der er en ret til en tidsubegrænset kontrakt, vil grundlaget for en sådan ret derfor være den lov, der finder anvendelse på kontrakten, dvs. belgisk arbejdsret. Klageren hævder, at den belgiske arbejdsret giver ham denne ret, mens Kommissionen hævder, at den har overholdt kontraktens bestemmelser, og at de pågældende kontrakter udløb uden at give ham en sådan ret.

1.6 Denne påstand vedrører de forpligtelser, der følger af en kontrakt indgået mellem Kommissionen og klageren.

1.7 I henhold til EF-traktatens artikel 195 har Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager "over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer". Ombudsmanden mener, at der foreligger fejl eller forsømmelser, når et offentligt organ undlader at handle i overensstemmelse med en regel eller et princip, der er bindende for det. Der kan således også konstateres fejl eller forsømmelser i forbindelse med opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af kontrakter indgået af Fællesskabernes institutioner eller organer.

1.8 Ombudsmanden mener dog, at omfanget af den kontrol, han kan foretage i sådanne tilfælde, nødvendigvis er begrænset. Ombudsmanden er navnlig af den opfattelse, at han ikke bør forsøge at fastslå, om en af parterne har misligholdt kontrakten, hvis sagen er omtvistet. Dette spørgsmål kan kun behandles effektivt af en kompetent domstol, som vil have mulighed for at høre parternes argumenter vedrørende den relevante nationale lovgivning og vurdere modstridende beviser om eventuelle omtvistede faktiske omstændigheder.

1.9 Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at det i sager om kontraktlige tvister er berettiget at begrænse sin undersøgelse til at undersøge, om fællesskabsinstitutionen eller -organet har givet ham en sammenhængende og rimelig redegørelse for retsgrundlaget for sine handlinger, og hvorfor Ombudsmanden mener, at Ombudsmandens opfattelse af den kontraktlige situation er berettiget. Hvis dette er tilfældet, vil Ombudsmanden konkludere, at hans undersøgelse ikke har afsløret et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Denne konklusion påvirker ikke parternes ret til at få deres kontraktlige tvist undersøgt og autoritativt afgjort af en kompetent domstol.

1.10 I den foreliggende sag bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen har fremlagt en sammenhængende og rimelig redegørelse for grundene til, at den mener, at den ikke kunne indgå en tidsubegrænset kontrakt med klageren. Ombudsmanden bemærker også, at EF-Domstolen i sagen Kommissionen mod Tordeur (1) afviste anvendeligheden af en belgisk bestemmelse om, at vikarer, der arbejder i mere end seks måneder på et arbejdssted, skal betragtes som fastansatte.

1.11 Under disse omstændigheder synes der ikke at være tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

2.1 Klageren hævder, at den sprogskole, der vandt udbuddet, ikke opfyldte de kriterier, der var fastsat i udbuddet. Klageren hævder endvidere, at den ansvarlige tjenestemand i Kommissionen kontaktede lærerne og opfordrede dem til at arbejde for den valgte sprogskole. Han hævder, at Kommissionens beslutning om at tildele kontrakten til hans konkurrent bør erstattes af en retfærdig beslutning.

2.2. Kommissionen hævder, at klagerens bud ikke blev udvalgt, fordi det var et individuelt tilbud og ikke svarede til den nødvendige tekniske kapacitet. Den hævder, at kun én person ikke kunne have leveret den ønskede tjenesteydelse, da der ikke ville have været nogen erstatning i tilfælde af fravær. Kommissionen mener også, at den sprogskole, der fik tildelt kontrakten, opfyldte kriterierne i udbuddet. Sagsøgeren har endvidere anført, at kontakterne mellem Kommissionens tjenestemand fandt sted efter underskrivelsen af kontrakten og afslutningen af udbudsproceduren, at sagsøgeren derfor ikke påvirkede tildelingen af kontrakten, og at denne adfærd er almindelig praksis.

2.3 Ombudsmanden bemærker, at det pågældende spørgsmål skyldes en ændring af politikken for administrationen af sprogundervisningen i Kommissionen. På grundlag af de dokumenter, der er fremlagt for Ombudsmanden, ser det ud til, at Kommissionen har ændret sig fra en politik med individuelle undervisningskontrakter med al den personaleforvaltning, dette indebærer, til at indgå en kontrakt med en hovedentreprenør i henhold til en tjenesteydelseskontrakt. Denne hovedentreprenør gør alle ansættelse og personale ledelse selv i stedet i modsætning til den tidligere politik. I udbudsbetingelserne ser det ud til, at Kommissionen søgte en erfaren organisation, som skulle vise lærernes generelle niveau og angive udvælgelseskriterierne (bilag 1, punkt 14). Tilbudsgiveren blev også anmodet om at give eksempler på de lærere, der skulle ansættes, og som i de foregående tre år havde arbejdet med sprogundervisning (TOR, punkt 5). Det ser også ud til, at organisationen ikke behøvede at identificere de enelærere, der blev sat i arbejde allerede i tilbuddet, men først senere, når kurset skulle begynde (bilag 1, punkt 12). Ombudsmanden bemærker, at disse betingelser i de traditionelle egne indtægter synes at udelukke individuelle tilbud til fordel for organisationer, der er i stand til at tilrettelægge og gennemføre en lang række kurser med et større antal lærere.

2.4 Endelig bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen træffer afgørelse om sin egen administration af sprogpersonalet, og at den valgte at søge en hovedkontrahent i stedet for individuelle lærere i udbuddet. Denne fremgangsmåde synes at være i overensstemmelse med rapporten af 26. juni 1996 om rationalisering af de administrative udgifter på undervisningsområdet, som institutionerne har samordnet (ref. IX.A/119). Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden, at Kommissionen har givet en rimelig forklaring på, hvorfor klageren som enkeltperson blev afvist, og at den har handlet inden for rammerne af sin retlige myndighed.

2.5 På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage ser det ikke ud til, at Kommissionen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

Jacob SÖDERMAN

(1) Sag 232/84, Kommissionen mod Jean-Louis Tordeur m.fl., Sml. 1985, s. 3223, s. 29.