Kære C.
Den 3. april 1999 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen. Den vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at henlægge Deres klage over de italienske myndigheders påståede overtrædelse af direktiv 90/313/EØF (1).
Den 21. juni 1999 videresendte jeg klagen til Europa-Kommissionen med henblik på en udtalelse. Kommissionen sendte oversættelsen af sin udtalelse til italiensk den 13. september 1999, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 13. oktober 1999 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. De sendte yderligere breve den 25. oktober og den 3. december 1999.
Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Efter branden i den kemiske virksomhed Enichem i La Macchia (i den italienske provins Manfredonia) den 2. august 1997 besluttede de italienske myndigheder at indlede en genindustrialisering af det beskadigede område.
Ifølge klageren påbegyndte de kompetente myndigheder genindustrialiseringen på trods af forekomsten af rester af giftigt affald, som kan bringe lokalbefolkningens sundhed i fare. Den 1. oktober 1997 skrev han derfor et første brev til Prefetto de Foggia, hvori han anmodede om at få adgang til miljøoplysninger i overensstemmelse med Rådets direktiv 90/313/EØF. En kopi af dette brev blev sendt til Kommissionen.
Den 1. december 1997 sendte C. en ny skrivelse til flere italienske myndigheder, hvoraf en kopi ligeledes blev sendt til Kommissionen. I dette brev gav klageren udtryk for sin utilfredshed med de oplysninger, han havde fået om branden i Enichems område.
Senere, den 13. februar 1998, skrev klageren til Europa-Kommissionens Generaldirektorat XI og klagede denne gang udtrykkeligt over de italienske myndigheders anvendelse af direktiv 90/313/EØF om fri adgang til miljøoplysninger. Brevet blev registreret af Kommissionens tjenestegrene med klagenummer 98/4648. Ved skrivelser af 17. juli 1998 og 3. august 1998, underskrevet af henholdsvis chefen for den juridiske enhed i Generaldirektorat XI og Kommissionens generalsekretær, meddelte institutionen klageren, at Kommissionen havde indledt en officiel klage over Italiens mulige overtrædelse af direktiv 90/313/EØF.
Den 1. oktober 1998 meddelte Kommissionens ansvarlige tjenestegrene C., at der ikke kunne konstateres nogen overtrædelse af fællesskabsretten i sagen. De meddelte derfor, at Kommissionen havde til hensigt at afslutte proceduren. Klageren blev opfordret til at fremsætte bemærkninger vedrørende eventuelle nye elementer senest en måned efter modtagelsen af brevet.
Da Kommissionen ikke modtog noget svar, besluttede den at henlægge sagen den 11. november 1998.
Den 25. november 1998 modtog Kommissionen et brev fra klageren, som var uenig i beslutningen om at afslutte sagen og rejste tvivl om effektiviteten af Kommissionens tjenestegrene, da han først havde modtaget brevet af 1. oktober 1998 den 10. november 1998.
Den 27. januar 1999 sendte Kommissionen derfor en skrivelse til klageren, hvori den redegjorde for grundene til at afslutte sagen.
På denne baggrund indgav klageren den 3. april 1999 en klage til Den Europæiske Ombudsmand. C. klagede over Kommissionens beslutning om at afslutte undersøgelsen af den påståede ukorrekte gennemførelse af Rådets direktiv 90/313/EØF uden at indlede en traktatbrudsprocedure mod Italien ved EF-Domstolen.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse
Europa-Kommissionens bemærkninger til klagen er sammenfattende følgende:
Kommissionen henviste for det første til klagerens skrivelser af 1. oktober og 1. december 1997 og understregede, at modtagerne af disse skrivelser var flere italienske myndigheder, og at institutionen kun modtog en kopi af dem.
Derimod har Kommissionen registreret brevet af 13. februar 1998, hvori klageren udtrykkeligt klagede over gennemførelsen af Rådets direktiv 90/313/EØF i Italien, som en formel klage med referencenummer 98/4648.
Den 16. juli 1998 sendte Kommissionen en skrivelse til klageren, hvori den udtrykte interesse for at modtage flere oplysninger om andre aspekter end adgang til oplysninger. Kommissionen anmodede om at blive underrettet om eventuel dumpning og deponering af farligt affald og jordforurening, fordi en stor del af jorden omkring anlægget i 1976 på grund af en brand i Enichems kemiske industrianlæg (21 år før branden i august 1997) var blevet forurenet af en lækage af arsenisk anhydrid, og der ikke var truffet nogen dekontamineringsforanstaltninger med hensyn til jorden i dette område. Klageren fremsendte de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om vedrørende disse spørgsmål, den 10. august 1998.
Kommissionen svarede den 9. september 1998 og meddelte klageren, at den havde besluttet at registrere dette brev som en ny klage med referencenummer 98/4802.
I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at selv om den første klage, nr. 98/4648, var baseret på de italienske myndigheders mulige overtrædelse af direktiv 90/313/EØF om offentlig adgang til miljøoplysninger, var den anden klage, nr. 98/4802, først baseret på den mulige overtrædelse af direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156/EØF (2) (med henvisning til den forurenede jorddumpning), og derefter, efter yderligere oplysninger fra klageren, også baseret på den mulige overtrædelse af direktiv 85/337/EØF (3) (om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet) og direktiv 96/82/EØF (4) (med henvisning til den formodede miljøfare ved nedlæggelse af tre deponeringsanlæg for fast byaffald i samme område).
Den 1. oktober 1998 meddelte de kompetente tjenestegrene klageren, at de havde afsluttet undersøgelsen vedrørende klage nr. 98/4648. Efter at have vurderet alle de oplysninger, som klageren havde indsendt, og dem, der var modtaget fra de italienske myndigheder, konkluderede Kommissionen, at der ikke kunne konstateres nogen overtrædelse af direktiv 90/313/EØF.
I henhold til aftalen mellem Kommissionen og Den Europæiske Ombudsmand efter Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ 303/97/PD af Kommissionens administrative procedurer i forbindelse med borgernes klager over nationale myndigheder meddelte institutionen derfor klageren, at den havde til hensigt at afslutte sagen. Klageren blev opfordret til at fremsende eventuelle yderligere oplysninger om nye beviser for, at fællesskabsretten var blevet overtrådt, senest en måned efter modtagelsen af brevet. Han blev underrettet om, at sagen ville blive afsluttet, hvis der ikke blev afgivet svar. Klageren blev også underrettet om, at en sag altid kunne tages op til fornyet overvejelse og genåbnes, selv efter at den var afsluttet, hvis Kommissionen blev underrettet om nye elementer, der tydede på en mulig overtrædelse af fællesskabsretten.
Da Kommissionen ikke modtog noget svar på skrivelsen af 1. oktober 1998, afsluttede den sagen på et møde den 11. november 1998.
Kommissionen henviste derefter til det brev, som klageren modtog den 25. november 1998, hvori han var uenig i denne beslutning og påpegede, at eftersom han først havde modtaget brevet af 1. oktober 1998 den 10. november 1998, var det fra denne dato, at svarfristen på en måned skulle være begyndt. Kommissionen beklagede, at posttjenesten tog så lang tid, men fandt, at den ikke kunne være ansvarlig herfor, da datoen for poststemplet på kuverten viste, at brevet blev sendt fra Bruxelles den 1. oktober 1998. Da denne type breve ikke sendes som anbefalet post, anså Kommissionen dem for at være modtaget efter en rimelig frist.
Institutionen understregede, at beslutningen om at afslutte sagen 42 dage efter fremsendelsen af brevet til klageren ikke kan betragtes som en måde at nægte ham retten til at forsvare sin holdning på. Desuden understregede Kommissionen, at klageren til enhver tid kan indgive den samme klage igen, og at Kommissionen aldrig er fritaget for forpligtelsen til at undersøge den.
Med hensyn til grundene til at afslutte undersøgelsen af klage nr. 98/4648 fandt Kommissionen for det første, at de italienske myndigheder havde spillet deres rolle korrekt ved at give de ønskede oplysninger. For det andet understregede den, at artikel 4 i direktiv 90/313/EØF udtrykkeligt henviser til det nationale retssystem for at appellere nationale myndigheders tavshed, utilstrækkelige svar eller urimelige afslag på at give oplysninger. For det tredje henviste Kommissionen til traktatens bestemmelse om Kommissionens skønsmæssige beføjelse til at træffe beslutning om at indlede overtrædelsesprocedurer. Institutionen fremhævede imidlertid, at den ikke anser denne beføjelse for at være rent skønsmæssig, og at den derfor havde udarbejdet retningslinjer for forvaltningen af klager og traktatbrudsprocedurer. Kommissionen påpegede, at proceduren var blevet fulgt korrekt i den foreliggende sag, og at klageren altid var blevet behørigt informeret om undersøgelsens forløb.
I samme skrivelse meddelte Kommissionen endvidere klageren, at den anden klage nr. 98/4802, som også var genstand for et andragende (ref. nr. 874/98) til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, stadig var under behandling.
Ved brev af 9. juli 1999 havde Kommissionen besvaret yderligere to breve fra klageren af 3. april og 28. maj 1999, som stadig vedrørte beslutningen om at afslutte sag nr. 98/4648 om direktiv 90/313/EØF. I sit svar anførte Kommissionen, at da der ikke var blevet fremlagt yderligere beviser, var der ingen grund til at tage dens oprindelige holdning op til fornyet overvejelse.
Klagerens bemærkninger
Ombudsmanden fremsendte Kommissionens udtalelse til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.
Med hensyn til behandlingen af klage nr. 98/4648 fastholdt klagen i det væsentlige hans oprindelige påstande.
Med hensyn til klage nr. 98/4802 understregede han, hvis han på den ene side bemærkede, at Kommissionen afventede de oplysninger, som de italienske myndigheder havde anmodet om, på den anden side, at Kommissionen burde have truffet foranstaltninger over for dem for at kræve et hurtigt svar.

Afgørelsen

Indledende bemærkninger
For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person. På grundlag af disse bestemmelser har Ombudsmandens undersøgelser derfor kun været rettet mod at undersøge, om Europa-Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser.
Klagerens påstande vedrørende klage nr. 98/4802, som stadig undersøges af Kommissionens tjenestegrene, var ikke en del af den oprindelige klage til Ombudsmanden. Dette aspekt af sagen vil derfor ikke blive behandlet af Ombudsmanden i denne afgørelse.
1 Kommissionens beslutning om at henlægge klagen
1.1 Klagen vedrører Kommissionens beslutning om at afslutte undersøgelsen af den påståede ukorrekte gennemførelse af Rådets direktiv 90/313/EØF uden at indlede en traktatbrudsprocedure mod Italien ved EF-Domstolen.
1.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at den efter at have undersøgt de dokumenter, som klageren havde fremsendt, og de oplysninger, som de italienske myndigheder havde fremsendt, fandt, at der ikke forelå nogen overtrædelse af fællesskabsretten, og den 1. oktober 1998 underrettede dens tjenestegrene klageren om, at den agtede at henlægge sagen. Klageren blev opfordret til at fremlægge eventuelle nye beviser vedrørende sagen. Da klageren ikke havde modtaget noget svar, afsluttede Kommissionen sagen på et møde den 11. november 1998.
1.3 Kommissionen beklagede også, at klageren modtog brevet af 1. oktober mere end en måned senere, men understregede, at det udelukkende skyldtes et postsystemproblem, og at den ikke kunne holdes ansvarlig herfor.
1.4 Kommissionens administrative procedure i forbindelse med borgernes klager over nationale myndigheder havde været genstand for den undersøgelse på eget initiativ nr. 303/97/PD, som Ombudsmanden iværksatte den 14. april 1997. Som følge af denne undersøgelse på eget initiativ underrettede Kommissionen klageren om, at den havde til hensigt at afslutte sagen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.
1.5 Ombudsmanden mener, at Kommissionen i den foreliggende sag ved skrivelse af 1. oktober 1998 underrettede klageren om, at den ikke agtede at indlede en traktatbrudsprocedure mod Italien, idet den begrundede sin afgørelse og opfordrede ham til at fremsætte sine bemærkninger inden for en måned.
1.6 Klageren modtog først Kommissionens brev af 1. oktober 1998 den 10. november 1998. Kommissionen beklagede denne ulejlighed. Ombudsmanden mener ikke, at Kommissionen kan holdes ansvarlig for den tid, det tager postsystemet at levere dette. Fristen på 42 dage fra fremsendelsen af skrivelsen den 1. oktober 1998 til sagens afslutning den 11. november 1998 forekommer således rimelig.
1.7 Ombudsmanden mener på baggrund af ovenstående, at Kommissionen har opfyldt sine forpligtelser efter Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ 303/97/PD (5), og at klageren er blevet behørigt underrettet om sagens forløb.
2 Konklusion På
grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.
Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.
Kære
Jacob Söderman

---

(1) Rådets direktiv af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger, EFT L 158 af 23.6.1990, s. 56.

(2) EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32.

(3) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(4) EFT L 10 af 14.1.1997, s. 13.

(5) Jf. Ombudsmandens årsberetning for 1997, s. 270.