Baggrunden for klagen

1. Klagen vedrører Europa-Parlamentets påståede mishandling af en tidligere tjenestemand [1].

2. Klageren anmodede om tjenestefrihed af personlige årsager i otte måneder i april 2000. Hun ansøgte derefter om førtidspension [2]. Hendes anmodning blev imødekommet, og klageren gik på førtidspension den 1. marts 2001. Hun modtog en pension på 740 EUR om måneden med fuld sygesikring.

3. I 2005 anmodede hun Parlamentet om at tilbagekalde sin beslutning om at give hende førtidspension. Hun hævdede, at hun i 2000 manglede "bevidsthed eller påskønnelse for at forstå den juridiske karakter"af hendes anmodning om tidlig pensionering.

4. Den 26. september 2006 skrev MEP van Buitenen en skrivelse til Parlamentets generalsekretær på vegne af klageren.

5. Som svar til klageren og MEP'en oplyste generalsekretæren den 23. november 2006, at han havde pålagt Parlamentets Juridiske Tjeneste at undersøge klagerens sag. Parlamentets Juridiske Tjeneste afgav udtalelse den 15. november 2006, hvoraf en kopi blev sendt til klageren og MEP'en. Parlamentets Juridiske Tjeneste konkluderede, at Parlamentet ikke var retligt forpligtet til at søge yderligere løsninger vedrørende klagerens situation. I sit brev til klageren og MEP'en om udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste tilbød generalsekretæren også at mødes med klageren, hvis hun havde nye beviser vedrørende sine påstande om svig [3].

6. I januar 2007 anmodede klageren om et møde med generalsekretæren. I sit svar af 20. februar 2007 anførte generalsekretæren, at det fremgik af klagerens anmodning, at mødet ville vedrøre hendes helbredstilstand snarere end de påståede svigagtige aktiviteter. Generalsekretæren mindede om, at klageren i 2005 blev rådet til at forelægge Parlamentets tjenestegrene en lægeerklæring, der attesterede, at hun ikke var ansvarlig for sine egne handlinger på det tidspunkt, hvor hun besluttede at gå tidligt på pension. Klageren fremlagde ikke en sådan rapport. Han foreslog derfor, at der blev afholdt et møde med klageren, hendes læge og de kompetente medlemmer af GD Personale for at undersøge hendes helbredstilstand på det tidspunkt, hvor hun anmodede om førtidspension.

7. Ved brev af 26. februar 2007 indvilligede klageren i at deltage i et sådant møde. I en yderligere brevveksling i maj 2007 påpegede Parlamentet, at klageren på mødet skulle ledsages af en psykiater efter eget valg. Klageren blev rådet til at underrette Parlamentets tjenestegrene om navnet på lægen, så mødet kunne afholdes.

8. Ved skrivelse af 12. november 2008 sendte klageren en skrivelse til Parlamentet, som var vedlagt en lægeerklæring udarbejdet af dr. D-M (herefter »lægeerklæringen fra 2008«). Klageren påpegede, at hun ifølge lægerapporten fra 2008 ikke var i en tilstrækkelig psykologisk og fysisk tilstand til at træffe sammenhængende beslutninger i 2001.

9. Ved skrivelse af 22. december 2008 afgav Parlamentets Lægetjeneste udtalelse om lægerapporten for 2008. Den anførte, at det ikke var muligt på grundlag af lægerapporten fra 2008 at drage en konklusion om klagerens helbredstilstand i 2001. I en yderligere skrivelse af 17. februar 2009 supplerede Parlamentets Lægetjeneste sin første udtalelse. Den henviste til en rapport udarbejdet i 2005 af dr. M (herefter »lægerapporten fra 2005«), som også vedrørte klagerens sundhedssituation i 2001. Parlamentets Lægetjeneste konkluderede, at lægerapporten fra 2005 ikke indeholdt nogen indikation af, at klageren ikke havde været i en tilstrækkelig psykologisk og fysisk tilstand til at træffe sammenhængende beslutninger i 2001. Den anførte ligeledes, at lægeerklæringen fra 2008 ikke var udarbejdet af en læge.

10. Ved skrivelse af 6. marts 2009 meddelte generalsekretæren klageren, at han i betragtning af indholdet af lægeerklæringerne fra 2005 og 2008 og konklusionerne fra Parlamentets Lægetjeneste ikke længere mente, at der var nogen grund til at afholde et møde med hende.

11. Den 3. juni 2009 sendte klageren en skrivelse til generalsekretæren for at anfægte hans beslutning om ikke at afholde mødet. Den 30. juli 2009 bekræftede Parlamentet modtagelsen af klagerens skrivelse som en klage indgivet i overensstemmelse med artikel 90, stk. 2, i personalevedtægten [4]. Ved afgørelse af 23. oktober 2009 afviste Parlamentet klagerens klage i henhold til artikel 90, stk. 2.

12. I mellemtiden indgav klageren den 14. oktober 2009 denne klage til Ombudsmanden.

Undersøgelsens genstand

13. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af følgende påstand.

Påstand:

Parlamentet behandlede klageren uretfærdigt.

Til støtte for sin påstand fremførte klageren følgende argumenter:

Parlamentet:

1) ignorerede hendes ret til lægelig fortrolighed;

2) misbrugt fortrolige medicinske oplysninger;

3) forsømt sin omsorgspligt;

4) ikke har levet op til tidligere generalsekretærers forpligtelser og

5) fremsatte urimelige og ubegrundede beskyldninger mod hende i sit brev af 6. marts 2009.

Undersøgelsen

14. Den 18. november 2009 anmodede Ombudsmanden Parlamentet om at afgive udtalelse om klagen. Parlamentet afgav udtalelse den 30. marts 2010, som blev fremsendt til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Klageren fremsatte sine bemærkninger den 27. maj 2010.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstand om, at Parlamentet behandlede klageren uretfærdigt

Argumentet om, at Parlamentet ignorerede klagerens ret til lægelig fortrolighed

15. Klageren forklarede, at hun, da hun afleverede lægerapporten for 2008 til generalsekretærens kontor, også afleverede et følgebrev, hvoraf det fremgik, at rapporten var fortrolig, og at den kun skulle stilles til rådighed for de kompetente lægelige myndigheder. Hun gjorde imidlertid gældende, at det fremgik af ordlyden af generalsekretærens skrivelse af 6. marts 2009, at mindst en af hans rådgivere havde læst lægerapporten fra 2008. Faktisk blev to punkter i lægerapporten fra 2008 citeret i generalsekretærens skrivelse af 6. marts 2009. Klageren hævdede derfor, at Parlamentet ignorerede hendes ret til lægelig fortrolighed.

16. Parlamentet anførte i sin udtalelse, at klageren vedlagde sin klage til Ombudsmanden en usigneret skrivelse af 10. november 2008 til generalsekretæren. Dette brev indeholder følgende sætning (i den oprindelige franske udgave): "Ce rapport est confidentiel et disponible au Service Médicale. "[5] Parlamentet påpegede imidlertid, at denne tekst ikke fremgår af det brev, klageren afleverede personligt til generalsekretærens kontor [6]. Sidstnævnte brev af 12. november 2008 er underskrevet af klageren. Den indeholder følgende sætning (i den oprindelige franske udgave): "Ce rapport, que je vous faire parvenir en annexe, conclu qu'en mars 2001...".[7] Parlamentet påpegede endvidere, at en kopi af hendes skrivelse, som lægeerklæringen fra 2008 var vedlagt, var blevet sendt til den daværende generaldirektør for personale og præsidiet for Parlamentets Personaleudvalg. Det var derfor klart, at hun ønskede at informere disse personer om indholdet af lægeerklæringen fra 2008. Lægetjenesten var i øvrigt slet ikke nævnt i skrivelsen, og der blev derfor ikke fremsat nogen anmodning om, at lægerapporten fra 2008 kun skulle stilles til rådighed for Lægetjenesten. Klageren havde derfor tydeligvis ikke til hensigt, at lægerapporten fra 2008 skulle være omfattet af lægelig tavshedspligt. Af disse grunde gjorde Parlamentet gældende, at klagerens argument om, at Parlamentet ignorerede hendes ret til lægelig fortrolighed, er ubegrundet.

17. I sine bemærkninger forklarede klageren, at hun modtog bistand fra Parlamentets Personaleudvalg i forbindelse med udarbejdelsen af den skrivelse, som hun senere vedlagde lægerapporten for 2008. I hendes oprindelige brev blev sætningen "Ce rapport est confidentiel et disponible au Service Médicale"medtaget. Efter råd fra et medlem af personaleudvalget blev denne sætning imidlertid fjernet ud fra den antagelse, at Parlamentets administration ville overholde sine egne procedurer ved ikke at tillade andre end lægetjenestens personale at læse lægerapporten fra 2008. Hun tilføjede, at kopier af lægerapporten for 2008 ikke var vedlagt de skrivelser, der var sendt til generaldirektøren for personale og til Parlamentets personaleudvalg. Desuden blev en kopi af Parlamentets skrivelse af 6. marts 2009, som indeholdt direkte citater fra lægerapporten fra 2008, sendt til P, daværende personaledirektør, som ikke havde modtaget en kopi af klagerens skrivelse. Klageren påpegede, at medicinske eller meget følsomme oplysninger bør betragtes som "fortrolige" . Hun tilføjede, at hun ikke er forpligtet til at minde administrationen om sin ret til lægelig tavshedspligt. Følsomme oplysninger kan kun offentliggøres, hvis den pågældende person har givet sit samtykke. Uden klagerens samtykke havde Parlamentet ingen grund til at hævde, at hun havde givet afkald på sin ret til databeskyttelse.

Ombudsmandens vurdering

18. Ombudsmanden understreger for det første, at retten til beskyttelse af personoplysninger, navnlig personoplysninger om en persons helbred, udgør en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af Unionens retsorden [8].

19. I sine bemærkninger til Ombudsmanden anerkender klageren, at der var foretaget visse ændringer i sidste øjeblik af den skrivelse, der blev sendt til Parlamentet. Det er derfor ubestridt, at den version af skrivelsen, som Parlamentet modtog, ikke indeholdt en specifik anmodning om, at rapporten fra 2008 kun blev videregivet til Lægetjenesten.

20. Selv om klageren i sin skrivelse til Parlamentet undlod at medtage en specifik anmodning om kun at videregive rapporten fra 2008 til Lægetjenesten, bemærker Ombudsmanden, at dette ikke betyder, at Parlamentet ikke var forpligtet til at behandle rapporten med særlig omhu og som fortrolig.

21. Artikel 10 i forordning 45/2001 [9] om behandling af særlige kategorier af oplysninger bestemmer, at behandling af oplysninger om en persons helbred er forbudt, medmindre den registrerede udtrykkeligt har givet sit samtykke til behandlingen af disse oplysninger. Overførsel af sådanne oplysninger til andre medlemmer af Parlamentets personale udgør "behandling" i henhold til forordningen [10]. Sammenfattende er det ikke nødvendigt, at en person udtrykkeligt anmoder om beskyttelse af oplysninger om vedkommendes helbredstilstand. Forpligtelsen til at beskytte sådanne oplysninger opstår automatisk.

22. Der er dog visse undtagelser, der tillader behandling af oplysninger om en persons helbred. Det drejer sig bl.a. om følgende:

• Hvis en sådan behandling er nødvendig med henblik på forebyggende medicin, medicinsk diagnose, pleje eller behandling eller forvaltning af sundhedsydelser, og hvis disse oplysninger behandles af en sundhedsperson, der er underlagt tavshedspligt, eller af en anden person, der også er underlagt en tilsvarende tavshedspligt.
• Hvis en sådan behandling er nødvendig for at overholde den dataansvarliges specifikke rettigheder og forpligtelser på det arbejdsretlige område. Under sådanne omstændigheder er det nødvendigt at påvise, at behandlingen er tilladt ved lov eller godkendt af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

23. Det er klart, at fremsendelsen af lægerapporten for 2008 til Parlamentets lægetjeneste med henblik på at gøre det muligt for denne tjeneste at vurdere klagerens helbred er omfattet af den undtagelse, der er anført i punkt 22, første led, ovenfor. Sammenfattende var en sådan behandling nødvendig med henblik på medicinsk diagnose og blev foretaget af en sundhedsperson, der var underlagt tavshedspligt, eller af en anden person. Generalsekretæren skulle også underrette Lægetjenesten om sit svar på dens anbefalinger ved at fremsende en kopi af hans skrivelse af 6. marts 2009, som han havde sendt til klageren.

24. Ombudsmanden bemærker, at en kopi af skrivelsen fra Parlamentets generalsekretær til klageren af 6. marts 2009, som indeholdt uddrag af lægerapporten fra 2008, blev sendt til to andre personer, nemlig W, daværende generaldirektør for personale, og P, daværende direktør for personale.

25. Generalsekretærens skrivelse af 6. marts 2009 falder imidlertid ind under en kategori af dokumenter, der direkte vedrører klagerens administrative status (den indeholder generalsekretærens konklusioner om hendes anmodning om at få sin administrative status taget op til fornyet overvejelse). Denne skrivelse skulle derfor registreres af Parlamentets administration i de relevante administrative sagsakter. Eftersom Parlamentets tjenestemænds og øvrige ansattes administrative aktmapper forvaltes af Generaldirektoratet for Personale, var det med rette, at generalsekretæren i overensstemmelse med den undtagelse, der er nævnt i præmis 22, andet led, ovenfor, sendte en kopi af sit svar til generaldirektøren og generaldirektøren for Generaldirektoratet for Personale.

26. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at fremsendelsen af skrivelsen med uddrag af lægerapporten fra 2008 til W, daværende generaldirektør for personale, og P, daværende direktør for personale, var berettiget.

27. Med hensyn til den påståede meddelelse af hele lægerapporten for 2008 til W og P bemærker Ombudsmanden, at der ikke er nogen oplysninger i sagsakterne, der tyder på, at generalsekretæren faktisk sendte en kopi af lægerapporten for 2008 til disse personer [11].

28. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at Parlamentet ikke ignorerede klagerens ret til lægelig fortrolighed i sin behandling af lægerapporten fra 2008. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagerens påstand.

Argumentet om, at Parlamentet misbrugte fortrolige lægelige oplysninger

29. Klageren hævdede, at generalsekretærens skrivelse af 6. marts 2009 henviste til en lægeerklæring vedrørende hende, som blev sendt til Parlamentet i 2005 ("lægeerklæringen fra 2005"). Hun har gjort gældende, at selv om det var åbenbart, at hun var genstand for denne rapport, fik hun aldrig mulighed for at kontrollere den eller de oplysninger, den indeholdt. Hun har anført, at det er korrekt, at administrationen i 2005 opfordrede hende til at fremlægge en lægeerklæring vedrørende hendes helbredstilstand i 2001. Hun rådførte sig derfor med læge M, som var opført på en liste over læger, som Parlamentet havde fremsendt i sin e-mail af 20. juli 2005. Hun har ligeledes anført, at hun er af den opfattelse, at dr. M. end ikke har skrevet en rapport, fordi hun ikke har fået tilsendt en sådan rapport til godkendelse. (Hun anerkender imidlertid, at hun modtog og betalte en regning på 85 EUR for læge M's konsultationsgebyrer). Desuden bemærker hun, at Dr. M konkluderede, at det var umuligt for ham at skrive en "pålidelig rapport"om hendes sindstilstand i 2001, da hun ikke havde været hans patient på det tidspunkt.

30. I sin udtalelse bemærkede Parlamentet, at klagerens argument manglede den nødvendige præcision til, at det kunne kommentere det.

Ombudsmandens vurdering

31. Ombudsmanden bemærker, at klageren selv erkendte, at Parlamentets administration i 2005 opfordrede hende til at fremlægge en lægeerklæring om hendes helbredstilstand i 2001. Hun rådførte sig derfor med dr. M med henblik på at efterkomme denne opfordring. Ombudsmanden bemærker, at hvis klageren ønskede, at dr. M sendte hende en kopi af hans rapport, inden hun sendte den til Parlamentet, burde hun have anmodet dr. M om at gøre det. Ombudsmanden bemærker også, at klageren i et af de dokumenter, der er vedlagt den klage, hun indgav til Ombudsmanden, redegør for begivenhederne mellem juni 2005 og maj 2007 i forbindelse med hendes klager. I dette dokument anfører klageren, at hun "skrev til [Dr. M] to gange og anmodede om en kopi af rapporten. Dr. [M] svarede ikke." Ombudsmanden skal bemærke, at Dr. M ikke er medlem af Parlamentets lægetjeneste. Læge M’s handlinger eller undladelser kan derfor ikke indgå i den foreliggende undersøgelse.

32. Med hensyn til argumentet om, at Parlamentet misbrugte de fortrolige lægelige oplysninger i lægerapporten fra 2005, er Ombudsmanden enig i Parlamentets bemærkning om, at dette argument mangler præcision. Under alle omstændigheder er Ombudsmanden af den opfattelse, at både lægerapporten fra 2005 og lægerapporten fra 2008 indgik i klagerens lægejournal, der blev opbevaret af Parlamentets lægetjenester. Da generalsekretæren skulle træffe afgørelse om klagerens anmodning om afholdelse af mødet, måtte han nødvendigvis anmode om en lægelig udtalelse og rådgivning fra Parlamentets lægetjeneste. Sidstnævnte skulle fremsende oplysninger og konklusioner til generalsekretæren på grundlag af såvel lægeerklæringerne fra 2005 som lægeerklæringerne fra 2008, således at han kunne træffe afgørelse herom.

33. Endelig henviser Ombudsmanden til artikel 26, litra a), i personalevedtægten, som fastsætter, at tjenestemænd har ret til at gøre sig bekendt med deres lægejournaler. Som følge heraf var og er klageren berettiget til at anmode Parlamentet om at give hende aktindsigt i hendes lægejournal, herunder lægerapporten fra 2005.

34. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at Parlamentet ikke "misbrugte" klagerens fortrolige medicinske oplysninger i lægerapporten fra 2005. Han mener derfor ikke, at der er tale om fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagerens påstand.

Argumentet om, at Parlamentet har tilsidesat sin omsorgspligt

35. Klageren anfører, at Parlamentet tilsidesatte sin pligt til at udvise omhu ved for det første ikke at behandle hendes lægeerklæring fra 2008 i overensstemmelse med personalevedtægten. Hun har anført, at vedtægten bestemmer, at et invaliditetsudvalg, der består af tre læger eller lægefaglige eksperter, er den kompetente myndighed til at afgive udtalelse om fortrolige lægelige spørgsmål. Generalsekretæren opfordrede imidlertid ikke et invaliditetsudvalg til at afgive udtalelse om lægerapporten for 2008.

36. For det andet undlod Parlamentet at følge den relevante procedure, da det forkastede lægerapporten fra 2008 på grund af læge D-M's kompetence. Klageren anfører, at dr. D-M er leder af afdelingen for psykologi på et belgisk hospital. Han arbejder, siger hun, i et "medicinsk miljø", og hun henvendte sig til ham på forslag af sin rådgiver.

37. For det tredje afviste generalsekretæren lægerapporten fra 2008. Den burde derfor have været afvist uden yderligere bemærkninger fra administrationen. Den omstændighed, at administrationen ikke afviste den uden yderligere bemærkninger, udgjorde en vilkårlig anvendelse af lægeerklæringen.

38. Endelig var generalsekretæren ikke ekspert i psykiatri, og han var derfor ikke den kompetente myndighed, der var kvalificeret til at afgive en informeret lægelig udtalelse. I sit brev af 6. marts 2009 anførte han imidlertid, at han havde udledt, at klageren var i en tilstand, der var tilstrækkelig til, at han kunne træffe sammenhængende beslutninger i 2001. Desuden afviste han Dr. D-M's lægelige udtalelse, fordi sidstnævnte ikke var ekspert i psykiatri.

39. Hvad angår proceduren for behandling af lægerapporten fra 2008 erindrede Parlamentet først i sin udtalelse om baggrunden for klagen. I sine skrivelser af 23. november 2006 anførte generalsekretæren, at hvis og når klageren modtog en erklæring, der rejste tvivl om hendes evne til at træffe en ansvarlig afgørelse vedrørende hendes førtidspensionering i marts 2001, kunne hun derefter indgive en ansøgning til ansættelsesmyndigheden i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 1 [12]. Ved brev af 20. februar 2007 tilbød generalsekretæren at afholde et møde for at undersøge mulighederne for at tage spørgsmålet om klagerens helbredstilstand op til fornyet overvejelse på det tidspunkt, hvor hun traf beslutningen om førtidspensionering. Dette tilbud blev yderligere bekræftet ved skrivelse af 8. maj 2007, som generalsekretæren sendte til klageren. Der var imidlertid ikke noget retsgrundlag, der forpligtede eller tillod generalsekretæren at anmode et invaliditetsudvalg om at afgive udtalelse om en psykologisk rapport vedrørende en tidligere tjenestemand, der var gået på pension syv år tidligere. I stedet var det passende at forelægge lægerapporten for 2008 for dr. C, chef for Europa-Parlamentets Lægetjeneste i Luxembourg.

40. Med hensyn til afvisningen af lægerapporten fra 2008 på grund af D-M's manglende kompetence påpegede Parlamentet, at selv om klageren blev anmodet om at fremlægge en lægeerklæring udarbejdet af en ekspert (læge) i psykiatrien, og selv om D-M ikke var en sådan ekspert, besluttede generalsekretæren stadig at fremsende lægerapporten fra 2008 til C med henblik på en lægelig udtalelse herom. Efter afgivelsen af dr. C's udtalelse blev lægerapporten fra 2008 ikke "afvist" på grundlag af dr. D-M's manglende kompetence. Faktisk anførte dr. C, at han ikke kunne finde nogen angivelse af, hvordan det kunne konkluderes, at klageren ikke var i de psykologiske og fysiske forhold, der var nødvendige i 2001 for at træffe en relevant og sammenhængende beslutning.

41. Med hensyn til den påståede vilkårlige brug af lægerapporten fra 2008 påpegede Parlamentet, at generalsekretæren i sin skrivelse af 6. marts 2009 under henvisning til lægerapporten fra 2005 og lægerapporten fra 2008 kommenterede klagerens erklæring om, at hun havde været udsat for moralsk chikane på arbejdspladsen. I den forbindelse bemærkede han, at der ikke var noget spor af moralsk chikane i klagerens sagsakter. Han bemærkede også, at muligheden for, at chikanen begyndte i juli 2000, som klageren hævdede at have været tilfældet, var udelukket, fordi hun var på orlov af personlige årsager fra den 1. juli 2000, og hun ikke vendte tilbage til arbejdet, før hun gik på førtidspension den 1. marts 2001. Disse bemærkninger udgør imidlertid ikke en vilkårlig anvendelse af lægerapporten fra 2008.

42. Med hensyn til argumentet om, at generalsekretæren ikke var den kompetente myndighed til at afgive udtalelse om en lægeerklæring, mindede Parlamentet om følgende. Generalsekretærens bemærkning om, at klageren den 31. januar 2001 var i tilstrækkelig fysisk og psykisk form til at kunne træffe sammenhængende beslutninger, var en administrativ konklusion baseret på den lægelige udtalelse fra Parlamentets Lægetjeneste i Luxembourg. I lyset af denne konklusion besluttede generalsekretæren, som havde godkendt hans forgængers tilbud om at afholde et møde med klageren for at drøfte hendes helbredsmæssige situation, at mødet under de givne omstændigheder ikke tjente noget formål. Generalsekretæren var bestemt den kompetente myndighed til at træffe denne afgørelse og dermed afslutte sagen.

43. I sine bemærkninger fremsatte klageren den generelle bemærkning, at Parlamentet ikke havde opfyldt sin omsorgspligt, da det konkluderede, at hun var egnet til at træffe en sammenhængende beslutning om førtidspensionering. I august 2000 blev hun indlagt på et hospital. Da hun kontaktede administrationen vedrørende udgifterne til ovennævnte behandling, måtte Parlamentet være klar over, at hun var indlagt på et hospital. Hvis Parlamentets administration havde indset, at hun var blevet behandlet for klinisk depression kort før mødet i januar 2001, ville den måske have handlet mildt over for hende og ville have sendt hende til en læge fra Lægetjenesten, som derefter kunne have kontaktet det pågældende hospital for at få de relevante oplysninger om hende.

44. Klageren bemærkede, at hvis Parlamentet ikke havde nogen forpligtelse over for en pensioneret tjenestemand, havde generalsekretæren ingen grund til at "følge "idéen om at afholde et møde for at drøfte hendes helbredsmæssige situation. Med hensyn til erklæringen om, at Parlamentet ikke var forpligtet til at indkalde invaliditetsudvalget, påpegede klageren, at det faktisk var generalsekretæren, der indførte dette begreb. I sit brev af 20. februar 2007 opfordrede han klageren"til at fremlægge en erklæring, som jeg i overensstemmelse med artikel 90, stk. 1, i personalevedtægten kunne forelægge for den kompetente myndighed"(fremhævelse i klagerens original). Samme tilbud blev bekræftet i generalsekretærens brev af 8. maj 2007. Hun påpegede også, at hun ikke havde fremlagt lægerapporten fra 2008 med henblik på en vilkårlig vurdering foretaget af læge C fra Parlamentets Lægetjeneste. Faktisk fremlagde hun lægerapporten fra 2008, idet hun mente, at den var bestemt til brug under det foreslåede møde for at drøfte hendes medicinske situation.

45. Med hensyn til det andet punkt bemærkede klageren, at mens hendes læge, dr. D-M, var chef for psykologi, var Parlamentets dr. C praktiserende læge og ikke ekspert i mental sundhed. Da læge C ikke er ekspert på dette område, undlod han at tage hensyn til to tidligere uafhængige medicinske diagnoser af klinisk depression på hendes sygejournal før 1996. Endelig havde dr. C ikke ret til at vurdere rapporten forud for det møde, som generalsekretærerne havde foreslået.

46. Med hensyn til det tredje punkt bemærkede klageren, at bortset fra den bemærkelsesværdige og alvorlige forværring, der blev registreret i hendes bedømmelsesrapport, var der andre forhold, der tydede på, at hun kunne have lidt af stress i 2001. Disse elementer var, at i) hun var blevet forfulgt af en kollega, og ii) hendes dokumentmappe blev stjålet fra hendes kontor, kort før hun indgav sin første rapport om de påståede uregelmæssigheder i Parlamentets betalingssektor. Med hensyn til den dato, hvor den moralske chikane, som hun blev udsat for, begyndte, forvekslede hun blot datoerne. Hun afviste derfor Parlamentets udtalelse om, at hun havde "foregivet", at den moralske chikane begyndte i juli 2000.

47. Med hensyn til det fjerde punkt bemærkede klageren, at dr. C i sit notat af 17. februar 2009 satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af lægerapporten fra 2008 med den begrundelse, at den var udarbejdet i 2008, men vedrørte spørgsmål i 2001. Da det foreslåede møde imidlertid aldrig fandt sted, kunne dr. C's udtalelse ikke anfægtes. Hvis han havde undersøgt klageren i 2001, ville han have kunnet bekræfte, at hun i) var udmagret og fuldstændig syg, ii) ikke havde nogen sammenhængende planer for fremtiden iii) havde utilstrækkelige besparelser og iv) havde ingen alternative beskæftigelsesudsigter i horisonten. Hendes beslutning om at gå på førtidspension var derfor klart irrationel. Med hensyn til generalsekretærens beslutning om, at et møde under de givne omstændigheder ikke ville tjene noget formål, bemærkede hun, at hvis mødet skulle aflyses, fordi der ikke var noget retsgrundlag for det, var det meget sent for generalsekretæren at beslutte at gøre det. Hun havde også to gange været udsat for det traume, at hun var blevet undersøgt af dr. M og dr. D-M. Alt i alt kunne generalsekretæren have afsluttet sagen i maj 2007 i stedet for at indvillige i at afholde et møde og derved give hende urealistiske forventninger om en positiv løsning.

Ombudsmandens vurdering

48. Ombudsmanden bemærker for det første, at det ikke er hans rolle at sætte spørgsmålstegn ved en læges lægelige vurdering eller kompetence. Han undersøger således ikke i) den lægelige vurdering fra Parlamentets lægetjeneste om, at en psykiaters ekspertise ville være nødvendig, hvis klageren skulle bevise sin lægelige status, da hun gik på førtidspension, 2) Dr. C fra Parlamentets lægetjenestes evne til at fortolke lægerapporten fra 2008 [13]. Ombudsmandens rolle er at afgøre, om Parlamentets administration har behandlet klagerens anmodninger korrekt.

49. Med hensyn til indkaldelsen af et invaliditetsudvalg fremgår det af vedtægtens bestemmelser [14], at invaliditetsudvalget kan indkaldes, når i) en tjenestemands samlede sygeorlov udgør 12 måneder eller mere i løbet af en treårig periode, ii) den pågældende tjenestemand bestrider, at han/hun er forpligtet til at tage orlov på institutionens foranledning efter en undersøgelse foretaget af institutionens rådgivende læge og iii) administrationen anfægter de lægeerklæringer, som den pågældende tjenestemand har fremlagt vedrørende sin sygeorlov. Selv hvis det blev accepteret, at nr. ii) ovenfor kunne finde anvendelse (hvilket ikke nødvendigvis er korrekt), bemærker Ombudsmanden, at det påhvilede klageren at anmode om indkaldelse af invaliditetsudvalget ved hjælp af de midler, der er fastsat i vedtægtens artikel 90. Klageren indgav ikke en anmodning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, om at indkalde invaliditetsudvalget. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at dette aspekt af klagen ikke kræver yderligere undersøgelser.

50. Med hensyn til Parlamentets påståede undladelse af at følge den relevante procedure, da lægerapporten fra 2008 ifølge klageren blev afvist, bemærker Ombudsmanden, at generalsekretæren i sin skrivelse af 6. marts 2009 besvarede anmodningen og påpegede, at klageren blev opfordret til at lade en ekspert (læge) i psykiatri ledsage hende på det foreslåede møde. Den lægeerklæring fra 2008, som klageren fremlagde, var imidlertid skrevet af en ekspert i psykologi, og det fremgik derfor ikke, at hun ville blive repræsenteret eller ledsaget på mødet af en sådan ekspert i psykiatri. Som nævnt ovenfor er det ikke Ombudsmandens opgave at sætte spørgsmålstegn ved Parlamentets lægetjenestes dom om, at klageren skal afgive udtalelse fra en psykiatriekspert. Han bemærker, at generalsekretærens svar på klagerens erklæring om, at hun blev indbudt til at have en ekspert (læge) i psykiatri med sig, blot udgjorde en meddelelse fra hans side af den lægelige vurdering fra Parlamentets Lægetjeneste. Ombudsmanden mener, at Parlamentets svar til klageren var rimeligt.

51. Ombudsmanden understreger også, at Parlamentet ikke "afviste" lægerapporten fra 2008. Faktisk sendte Parlamentet rapporten til sin lægetjeneste i Luxembourg. Det påhvilede Lægetjenesten at drage de konklusioner, den kunne udlede af denne rapport (jf. præmis 48 ovenfor).

52. Under ovennævnte omstændigheder mener Ombudsmanden, at dette aspekt af klagen ikke kræver yderligere undersøgelser.

53. Med hensyn til den angiveligt vilkårlige brug af lægerapporten fra 2008 bemærker Ombudsmanden, at klageren forelagde den for Parlamentet med henblik på at fastslå hendes sundhedstilstand på det tidspunkt, hvor hun besluttede at forlade Parlamentets tjenestegrene, og for at overbevise Parlamentet om at ændre hendes administrative status. Det var derfor hensigtsmæssigt, at Parlamentet kommenterede de konklusioner, som dets lægetjenester havde draget i forbindelse med betænkningen.

54. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt generalsekretæren havde kompetence til at afgive en informeret lægeudtalelse om lægerapporten fra 2008, bemærker Ombudsmanden, at generalsekretæren ikke udarbejdede en "lægeudtalelse" om lægerapporten fra 2008. Faktisk meddelte han blot klageren konklusionerne fra dr. C, chefen for Parlamentets Lægetjeneste i Luxembourg, ifølge hvilke lægerapporten fra 2008 ikke indeholdt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at konkludere, at klageren var i en sundhedstilstand, der forhindrede hende i at træffe sammenhængende beslutninger med hensyn til valget af førtidspensionering. Han drog også de nødvendige administrative konklusioner af læge C's medicinske resultater.

55. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser af dette aspekt af klagen.

56. I sine bemærkninger fremførte klageren også argumentet om, at Parlamentet forsømte sin pligt til at udvise omhu, da det accepterede hendes fratræden. Ifølge hende er Parlamentets påstand om, at det tog initiativ til at opfordre hende til først at gå på pension efter at være fyldt 50 år for at beskytte hendes interesser, forkert. Faktisk ville hendes økonomiske interesser være blevet beskyttet, hvis Parlamentet havde overført hende til en anden stilling i stedet for at acceptere hendes fratræden.

57. Vedtægtens artikel 48 bestemmer:

"En tjenestemand, der ønsker at udtræde af tjenesten, skal utvetydigt skriftligt tilkendegive, at han har til hensigt definitivt at udtræde af tjenesten ved institutionen.

Ansættelsesmyndigheden træffer afgørelse om bekræftelse af fratrædelsen senest en måned efter modtagelsen af fratrædelsesbrevet. Ansættelsesmyndigheden kan dog nægte at acceptere fratrædelsen, hvis der på datoen for modtagelsen af fratrædelsesskrivelsen verserer en disciplinærsag mod tjenestemanden, eller hvis en sådan sag indledes inden for de følgende 30 dage."

58. På grundlag af oplysningerne i sagsakterne er det klart, at klageren ønskede at træde tilbage, og at hun utvetydigt havde meddelt skriftligt [15], at hun havde til hensigt definitivt at udtræde af Parlamentets tjeneste. I en sådan situation kunne den pågældende institution kun afslå hendes anmodning, hvis "disciplinærsagen mod tjenestemanden var i gang på datoen for modtagelsen af fratrædelsesskrivelsen eller blev indledt inden for de følgende 30 dage". Der fandtes ikke en sådan disciplinærsag. Parlamentet kan således ikke kritiseres for at have accepteret klagerens afgørelse.

59. Ombudsmanden bemærker, at selv om Parlamentet burde have efterkommet hendes anmodning om at træde tilbage inden for en måned efter disse anmodninger, gjorde det det ikke. Klageren besluttede derefter at tage orlov af personlige årsager i otte måneder i stedet for at følge op med sit ønske om at træde tilbage som tjenestemand. Denne forlængelse gjorde det muligt for klageren at forblive tjenestemand, indtil hun fyldte 50 år, hvor hun kunne vælge at gå på førtidspension. Parlamentets forsinkelse med at efterkomme hendes anmodning om at træde tilbage var klart i klagerens interesse.

60. På grundlag af ovenstående betragtninger finder Ombudsmanden ingen tilfælde af fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens argument om, at Parlamentet forsømte sin pligt til at udvise omhu.

Argumentet om, at Parlamentet ikke har levet op til sine forpligtelser

61. Klageren anførte, at generalsekretæren besluttede at henlægge hendes sag på grundlag af udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste og uden at tage hensyn til hendes "berettigede forventninger". Hun anfører, at hendes håb om en forbedring af hendes situation blev rejst, da Parlamentets tjenestegrene for første gang nævnte muligheden for en invalidepension med tilbagevirkende kraft. Da generalsekretæren i 2005 anmodede om en rapport om hendes sindstilstand, erkendte han, at der var grund til at undersøge uregelmæssighederne i forbindelse med hendes afrejse i januar 2001. Generalsekretærens skrivelse af 8. maj 2007 bekræftedes yderligere, da han tilbød at afholde et møde for at tage hendes helbredstilstand op til fornyet overvejelse. Derfor foreslog han, at klageren skulle ledsages af en psykiatriekspert efter eget valg. I den forbindelse anførte klageren, at hun havde bestræbt sig på at efterkomme denne anmodning i god tro. Hun kontaktede dr. D-M, som arbejder i et medicinsk miljø på et hospital i Bruxelles, forelagde sin rapport for Parlamentet og anmodede dette om at afholde mødet i Bruxelles, hvor dr. D-M havde hjemsted. Hun hævder, at generalsekretæren "splittede hår"ved at hævde, at kun en ekspert i psykiatri er en læge. Hun har endvidere gjort gældende, at dette ikke var præciseret i hans forgængers oprindelige opfordring til at fremlægge en rapport om hendes helbredstilstand i 2001. Da generalsekretæren ved skrivelse af 6. marts 2009 meddelte hende, at hendes sag var afsluttet, trak han alle tidligere tilbud om at tage hendes helbredstilstand op til fornyet overvejelse.

62. Parlamentet understregede i sin udtalelse, at generalsekretæren havde besluttet at henlægge klagerens sag på grundlag af en udtalelse fra dr. C fra Parlamentets Lægetjeneste, som igen baserede sine lægelige konklusioner på lægeerklæringerne fra 2005 og 2008. Klagerens påstand om, at hendes sag blev afsluttet på grundlag af Den Juridiske Tjenestes udtalelse, er derfor ikke korrekt. Selv om dr. D-M ikke var psykiater, besluttede generalsekretæren at forelægge lægerapporten for 2008 for Parlamentets Lægetjeneste i Luxembourg med henblik på en lægelig vurdering. C's utvetydige konklusion var, at hverken lægerapporten fra 2005 eller lægerapporten fra 2008 indeholdt oplysninger, der kunne begrunde en konklusion om, at klageren ikke var ansvarlig for sine handlinger på det tidspunkt, hvor hun besluttede at gå på førtidspension. Generalsekretæren gjorde derfor ved at forny sin forgængers tilbud om et sonderende møde, som klageren undlod at reagere på, og ved at acceptere og forelægge lægerapporten fra 2008 til en lægelig vurdering alt, hvad der stod i hans magt, for at opfylde de forventninger, som klageren havde med hensyn til de tilsagn, som generalsekretærerne tidligere havde givet. Klagerens argument var derfor ubegrundet.

63. I sine bemærkninger anførte klageren, at hun ikke havde set lægerapporten fra 2005, mens lægerapporten fra 2008 blev udarbejdet specifikt til støtte for påstanden om, at hun ikke var i stand til at træffe en rationel beslutning i 2001. Uden en upartisk udtalelse fra en kompetent lægefaglig ekspert til at vurdere lægeerklæringerne fra 2005 og 2008 er udtalelsen fra læge C fra Parlamentets Lægetjeneste ubegrundet. I modsætning til, hvad Parlamentet har anført, er C's konklusioner ikke entydige, eftersom sidstnævnte blot satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af lægerapporten fra 2008. Hvis der var blevet afholdt et møde i overensstemmelse med generalsekretærernes forslag, ville klageren have kunnet fremlægge gyldige og relevante erklæringer om sin egen sundhedstilstand i august 2000.

Ombudsmandens vurdering

64. Det er Ombudsmandens opfattelse, at klageren hævder, at Parlamentet ikke levede op til sit tilsagn om at afholde et møde med hende for at drøfte hendes helbredstilstand på det tidspunkt, hvor hun trådte tilbage som tjenestemand, og som følge heraf at gennemgå hendes situation. For det første bemærker Ombudsmanden, at Parlamentet fortsat var åbent over for at revidere klagerens situation og hendes fratræden som tjenestemand. Muligheden for denne revision var imidlertid betinget af en lægeundersøgelse og en erklæring om klagerens sundhedssituation i 2001 fra en psykiatriekspert. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at klageren fik udleveret en liste over læger i Luxembourg, og at klageren i 2005 besøgte læge M, en læge fra denne liste, som derefter udarbejdede lægerapporten for 2005.

65. Ombudsmanden noterer sig klagerens erklæring om, at "hendes håb blev rejst", da Parlamentet tilbød at genoverveje omstændighederne ved hendes fratræden på grundlag af medicinske tilstande. På grundlag af samme logik forstår Ombudsmanden imidlertid ikke, hvorfor klageren ikke efterkom anmodningen om at konsultere en læge, navnlig en psykiater. I den forbindelse er det vigtigt at bemærke, at psykologer ikke er læger.

66. Uden at gentage, hvad der er blevet drøftet ovenfor, finder Ombudsmanden, at klageren ikke opfyldte betingelsen om enten at være ledsaget af en psykiatrilæge til det foreslåede møde med Parlamentets tjenestegrene eller at fremlægge en lægeerklæring udarbejdet af en sådan læge. Som følge af klagerens undladelse af at gøre dette nægtede Parlamentet i sidste ende at mødes med klageren. Under disse omstændigheder finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagerens påstand.

Argumentet om, at Parlamentet fremsatte urimelige og ubegrundede påstande i sin skrivelse af 6. marts 2009

67. Klageren anførte, at Parlamentet fremsatte urimelige og ubegrundede påstande mod hende, da generalsekretæren i sin skrivelse af 6. marts 2009 selektivt citerede udtalelser, som klageren havde fremsat om hendes fratræden. Ifølge klageren gjorde generalsekretæren dette uden at tage hensyn til tonen i hendes skrivelser. Han tog også udtalelserne ud af kontekst. Desuden henviste klageren specifikt til to udtalelser i en yderligere skrivelse fra generalsekretæren til Paul van Buitenen, et nederlandsk medlem af Europa-Parlamentet. Efter hendes opfattelse udgjorde disse udtalelser urimelige eller ubegrundede beskyldninger mod hende. Der var tale om følgende udsagn:

i) "det ser ud til, at [klageren] i stedet forventede, at Parlamentet ville hjælpe hende med at finde en løsning, der ville gøre det muligt for hende at træde tilbage og fortsætte livet uden at være lønnet beskæftiget ", og

(ii) "Der er ingen dokumentation for, at [klageren] har taget skridt til at finde et mere tiltrækkende job uden for Parlamentet."

Endelig har hun anført, at Parlamentet beskyldte hende for at foregive, at hun blev udsat for chikane i 2000.

68. Parlamentet påpegede i sine bemærkninger, at generalsekretæren i sin skrivelse af 6. marts 2009 henviste til den korrespondance og de drøftelser, der fandt sted på tidspunktet for de nævnte erklæringer. Han gav udtryk for det synspunkt, at administrationen var realistisk i sin forventning om, at klageren ville søge mere passende beskæftigelse i betragtning af hendes relativt unge alder. Disse udsagn betragtes imidlertid ikke som urimelige eller ubegrundede påstande.

69. I sine bemærkninger anførte klageren, at Parlamentet ignorerede hendes bemærkning om den demoraliserede tone i hendes skrivelser, som generalsekretæren citerede fra uden for sammenhængen. I januar 2001 var hun ikke blot utilpas og uarbejdsdygtig, men faktisk ikke ung nok til at finde alternativ beskæftigelse. Hun hævder, at "benchmarket" for forskelsbehandling på grund af alder er 45. Hun hævder derfor, at administrationen ikke var realistisk i sin forventning.

Ombudsmandens vurdering

70. Ombudsmanden har nøje gennemgået den pågældende skrivelse. Han finder ingen udtalelser fra generalsekretæren, der kan opfattes som urimelige eller ubegrundede. Generalsekretærens udtalelser er nemlig, som han udtrykkeligt har påpeget, formuleret på grundlag af de dokumentbeviser, som Parlamentets tjenestegrene er i besiddelse af. I betragtning af indholdet af de dokumenter, der er blevet forelagt ham med denne klage, finder Ombudsmanden, at generalsekretærens erklæringer giver en korrekt og faktuel redegørelse for de begivenheder, der gik forud for den pågældende skrivelse.

71. Med hensyn til klagerens bemærkning, som blev præciseret i hendes bemærkninger, om, at Parlamentet fremsatte en ubegrundet påstand mod hende, da det beskyldte hende for at foregive, at hun havde været udsat for chikane i 2000, bemærker Ombudsmanden følgende. I sin skrivelse af 22. december 2008 skrev dr. C fra Parlamentets Lægetjeneste i Luxembourg, at klagerens personlige aktmappe ikke indeholdt nogen angivelse af, at hun havde været udsat for moralsk chikane. Denne faktuelle konklusion gentages i generalsekretærens brev til klageren af 6. marts 2009, hvor førstnævnte bemærkede, at dr. C henledte opmærksomheden på, at klagerens sagsakter ikke indeholder nogen oplysninger om, at hun har været udsat for moralsk chikane, som hun tidligere havde beskrevet det. Generalsekretæren tilføjede derefter, at "denne sidste faktuelle bemærkning kun bekræfter tingenes tilstand, der fremgår af fraværet af nogen tegn på moralsk chikane på arbejdspladsen i den korrespondance, du har haft med institutionen siden juli 2000, hvor den påståede chikane, ifølge ekspertrapporten, ville være begyndt."[16]

72. Efter Ombudsmandens opfattelse er ovennævnte erklæringer blot faktuelle erklæringer, der afspejler det forhold, at der ikke er nogen oplysninger i klagerens sagsakter om, at hun har været udsat for moralsk chikane på arbejdspladsen. Ombudsmanden påpeger i den forbindelse, at uanset hvilken type chikane der er tale om, er chikane på arbejdspladsen et alvorligt problem, der skal registreres korrekt. Alvoren af enhver form for chikane kræver, at institutionerne på den ene side træffer passende foranstaltninger, og på den anden side, at den berørte tjenestemand sikrer sig, at de begivenheder, som vedkommende kan anse for chikane, er behørigt dokumenteret. I den foreliggende sag anførte Parlamentet, at klagerens sagsakter ikke indeholder nogen oplysninger i denne henseende. På grundlag af den foreliggende dokumentation bemærker Ombudsmanden, at klageren blev underrettet om dette forhold senest ved generalsekretærens skrivelse af 6. marts 2009. Ombudsmanden bemærker også, at klageren tilsyneladende ikke har taget nogen skridt i denne henseende, såsom at forelægge Parlamentet en rapport om den påståede chikane mod hende.

73. Under disse omstændigheder finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af klagerens påstand.

74. I lyset af ovennævnte resultater og konklusioner finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens påstand om, at Parlamentet har behandlet hende uretfærdigt.

C. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Ombudsmanden finder ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens påstand om, at Parlamentet behandlede hende uretfærdigt.

Klageren og Parlamentet vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 6. februar 2012.

---

[1] Siden 2006 har klageren indgivet flere klager til Ombudsmanden vedrørende hendes situation som tidligere tjenestemand i Parlamentet (klage 3494/2006/DK, 2981/2007DK og 1652/2009/DK). Redegørelsen for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det foreliggende klagepunkt, er baseret på de oplysninger, der er indeholdt i disse klagepunkter og i det foreliggende klagepunkt.

[2] Hendes anmodning blev fremsat i forbindelse med en konfliktsituation med Parlamentet. I 1998 sendte klageren flere skrivelser til sine overordnede, herunder Parlamentets generalsekretær, vedrørende påståede uregelmæssigheder i betalingssystemet for freelancetolke, der arbejdede for Parlamentet. Klageren gjorde også OLAF og Revisionsretten opmærksom på sine bekymringer.

[3] Se fodnote 2 ovenfor.

[4] Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne.

[5] "Denne rapport er fortrolig og tilgængelig for Lægetjenesten". (Ombudsmandens oversættelse).

[6] Parlamentet vedlagde sin udtalelse en kopi af den skrivelse, det rent faktisk havde modtaget.

[7] "Vedlagte rapport konkluderede, at i marts 2001 ..." (oversættelse foretaget af Ombudsmandens tjenestegrene)

[8] Jf. artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Se også forordning 45/2001, særlig artikel 10. Jf. også dom af 16.7.1992, sag C-62/90, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml. I, s. 2575, præmis 23.

[9] I artikel 10 ("Behandling af særlige kategorier af oplysninger") i forordning (EU) nr. 45/2011 hedder det:

"1.Behandling af personoplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold og oplysninger om helbredsforhold eller seksuelle forhold er forbudt.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis:

a) den registrerede udtrykkeligt har givet sit samtykke til behandlingen af disse oplysninger, medmindre det i fællesskabsinstitutionens eller -organets interne regler er fastsat, at det i stk. 1 omhandlede forbud ikke kan ophæves ved den registreredes samtykke, eller

b) behandlingen er nødvendig for at overholde den registeransvarliges specifikke arbejdsretlige rettigheder og forpligtelser, for så vidt den er hjemlet i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber eller andre retsakter vedtaget på grundlag heraf, eller om nødvendigt, for så vidt den er godkendt af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, med forbehold af passende garantier.

3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis behandlingen af oplysningerne er nødvendig med henblik på forebyggende medicin, medicinsk diagnose, pleje eller behandling eller forvaltning af sundhedsydelser, og hvis disse oplysninger behandles af en sundhedsperson, der er underlagt tavshedspligt, eller af en anden person, der også er underlagt en tilsvarende tavshedspligt."

[10] Jf. artikel 2, litra b), i forordning 45/2001, hvori det hedder, at "behandling af personoplysninger" er "enhver operation eller række af operationer – med eller uden brug af elektronisk databehandling – som personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, selektion, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, sletning eller tilintetgørelse".

[11] Det skal bemærkes, at generalsekretæren under alle omstændigheder ville have haft ret til at antage, at Generaldirektoratet for Personale havde modtaget en kopi af lægeerklæringen for 2008 fra klageren, eftersom sidstnævnte i sin skrivelse til generalsekretæren anførte, at en kopi af hendes skrivelse var blevet sendt til W, daværende generaldirektør for personale.

[12] Vedtægtens artikel 90, stk. 1, bestemmer, at "[e]n person, der er omfattet af denne vedtægt, kan forelægge ansættelsesmyndigheden en anmodning om, at den træffer en afgørelse vedrørende ham. Myndigheden underretter den berørte person om sin begrundede afgørelse senest fire måneder efter den dato, hvor anmodningen blev fremsat. Hvis der ved udløbet af denne frist ikke er modtaget noget svar på anmodningen, anses dette for at udgøre en stiltiende afvisning, som kan gøres til genstand for en klage i overensstemmelse med det følgende stykke."

[13] Det skal bemærkes, at dr. C's synspunkter ikke blev fremsat inden for rammerne af et invaliditetsudvalg.

[14] Vedtægtens artikel 9, 39, 53 og 59.

[15] I sit brev af 31. januar 2001 til generalsekretæren skrev klageren: "Jeg giver hermed min 15-årige tjenestemedalje tilbage, fordi jeg mener, at mine bestræbelser på at tjene Europa-Parlamentet med ære og integritet er blevet afvist. Min karriere i EU er slut."

[16] Original på fransk: "Cette dernière constatation factuelle ne fait que confirmer l'état des chooses dont fait preuve l'absence de toute mention d'un quelconque harcèlement moral au travail dans la correspondance que vous avez menée avec l'institution a partir de juillet 2000, époque a laquelle aurait commencé, selon le rapport d'expertise, le prétendu harcèlement."