Kære
P. Den 14. juli 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende Kommissionens GD IX's afslag på at tildele Dem bosættelsespenge samt godtgørelse af Deres flytteudgifter.
Den 15. september 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 13. november 1998, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 7. december 1998 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse.
Jeg skriver nu for at fortælle dig resultatet af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Ifølge klageren var de relevante kendsgerninger følgende:
Klageren havde været udstationeret fransk ekspert i Kommissionen fra den 1. september 1993 til den 30. november 1994. I september 1993 flyttede klageren og hans familie til Bruxelles.
Den 1. december 1994 blev klageren ansat som midlertidigt ansat i Kommissionen (UCLAF). Ved skrivelse af 5. december 1994 anmodede han om at modtage de godtgørelser, der var fastsat for midlertidigt ansatte, som måtte flytte til Bruxelles. Den 6. januar 1995 meddelte Enheden for Forvaltning af Individuelle Rettigheder i GD IX klageren, at hans ansættelsessted var Bruxelles, og at han ikke havde ret til bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter, fordi han allerede boede i Bruxelles og ikke måtte skifte bopæl for at begynde at arbejde som midlertidigt ansat. Den 23. februar 1995 modtog klageren nærmere oplysninger om denne beslutning.
Ved notater af 3. april og 8. september 1995 anmodede klageren om godtgørelse af sine flytteudgifter. Ved skrivelse af 8. november 1995 bekræftede Kommissionen sin beslutning af 6. januar 1995.
Klageren bemærkede imidlertid, at nogle af hans kolleger, som i nøjagtig samme situation (f.eks. udstationerede nationale eksperter med bopæl i Bruxelles, som senere blev ansat som midlertidigt ansatte) havde modtaget bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter.
Den 16. april 1997 anmodede klageren om en fornyet behandling af sin sag under henvisning til fire domme afsagt af Retten i Første Instans den 12. december 1996 (T-74/95, T-33/95, T-132/95 og T-137/95). Ifølge disse domme fører situationen med at have været udstationeret national ekspert, inden han blev midlertidigt ansat, ikke til automatisk optagelse af Bruxelles som ansættelsessted. Derfor bør ansættelsen af midlertidigt ansatte og udstationerede nationale eksperter ledsages af bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter. På grundlag af disse domme anmodede klageren Kommissionen om at ændre sit ansættelsessted til Paris, hvor hans tidligere arbejdsgiver havde hjemsted, og om at tildele ham bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter.
Den 2. juni 1997 svarede Kommissionen klageren, at Domstolens domme ikke kan have tilbagevirkende kraft, medmindre afgørelsen appelleres inden for den frist, der er fastsat i vedtægtens artikel 90. Klagerens anmodning kunne ikke tages i betragtning, fordi de ikke inden for tre måneder påklagede afgørelsen af 23. februar 1995 om fastsættelse af klagerens rettigheder.
Den 25. september 1997 indgav klageren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90 over Kommissionens afslag på at ændre sit ansættelsessted til Paris og at tildele ham bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter. Den 30. januar 1998 afviste Kommissionen klagen, fordi den ikke var indgivet inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2: Kommissionens afgørelse vedrørende klagerens ansættelse blev truffet den 23. februar 1995, og klagen blev indgivet den 25. september 1997. Kommissionen bemærkede også, at en dom afsagt af Retten i Første Instans kan betragtes som en ny faktisk omstændighed, men kun med hensyn til de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt. Klageren var imidlertid ikke bekymret over de fire domme, der vedrørte parternes retsstilling. Endelig anførte Kommissionen, at selv om andre midlertidigt ansatte i samme situation som klageren ville have modtaget godtgørelser, var dette en fejl. Kommissionen tilføjede, at en person ifølge retspraksis ikke kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for en anden person.
Den 7. april 1998 sendte klagerens advokat en skrivelse til Europa-Kommissionen, hvori han anførte, at klagerens sagsakter skulle gennemgås på ny i lyset af Rettens afgørelser og i lyset af lighedsprincippet. Princippet blev tilsidesat, fordi Kommissionen på grundlag af Rettens praksis foretog en fornyet gennemgang af sagerne og tildelte bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter til visse udstationerede eksperter, som befandt sig i samme situation som klageren. Kommissionen svarede ved at bekræfte sin beslutning af 30. januar 1998.
Klageren klagede derfor til Ombudsmanden med påstand om, 1) at han var blevet nægtet bosættelsespenge og godtgørelse af sine flytteudgifter, og 2) at princippet om ligebehandling var blevet tilsidesat, fordi andre midlertidigt ansatte i samme situation som ham var blevet tildelt disse godtgørelser.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse
Kommissionen anførte i sin udtalelse, at administrationen på tidspunktet for klagerens ansættelse som midlertidigt ansat fandt, at udstationerede nationale eksperter, der havde arbejdet i Bruxelles, havde fastsat deres bopæl i Bruxelles. Deres ansættelsessted, da de begyndte at arbejde som midlertidigt ansatte, blev derfor fastsat i Bruxelles, og udbetalingen af bosættelsespenge og flytteudgifter var ikke berettiget, fordi de ikke måtte skifte bopæl.
Kommissionen bemærkede, at klageren på dette tidspunkt blev behandlet på nøjagtig samme måde som enhver anden person, der befandt sig i samme situation, og at denne fremgangsmåde blev opretholdt af administrationen indtil Rettens domme af 12. december 1996, som forpligtede Kommissionen til at ændre sin fortolkning. Herefter blev den administrative og finansielle stilling for de udstationerede nationale eksperter, der var ansat som midlertidigt ansatte, på ny vurderet fra sag til sag i lyset af denne retspraksis.
Kommissionen anførte imidlertid, at de fire domme kun vedrørte de fire pågældende ansøgere, og at klager, der ikke er indgivet inden for fristen, ifølge fast retspraksis ikke kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen henviste endvidere til vedtægtens artikel 90, stk. 1, og artikel 91 samt til retssikkerhedsprincippet og anførte, at klager skal indgives inden for fristen, da afgørelsen ellers bliver endelig. Det er kun nye faktiske omstændigheder, der kan begrunde en anmodning om fornyet behandling af en afgørelse. Kommissionen afviste imidlertid, at Rettens domme af 12. december 1996 kunne betragtes som en ny kendsgerning for klageren, fordi de kun kan betragtes som nye kendsgerninger for de personer, der er direkte berørt af den annullerede retsakt.
Med hensyn til klagerens påstand om, at der var andre midlertidigt ansatte i samme situation, som modtog bosættelsespenge, selv om de var udstationerede eksperter, der allerede boede i Bruxelles, bemærkede Kommissionen følgende. Efter offentliggørelsen af dommene af 12. december 1996 fandt administrationen for det første, at situationen for tjenestemænd og øvrige ansatte, der havde indgivet anmodninger og klager over de oprindelige afgørelser inden for fristen og inden dommene af 12. december 1996, kunne tages op til fornyet behandling fra sag til sag i lyset af denne retspraksis. Denne fremgangsmåde blev senere opgivet på grund af den obligatoriske karakter af den frist, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.
I den foreliggende sag blev afgørelserne vedrørende klagerens ansættelsessted og hjemsted truffet den 23. februar 1995. Klageren indgav en klage den 25. september 1997, dvs. mere end tre måneder efter afgørelsen og efter Førsteinstansrettens domme. Klagen blev derfor anset for at være indgivet for sent. På nuværende tidspunkt blev alle tjenestemænd og øvrige ansatte i samme situation behandlet på lige fod med klageren.
Endelig anførte Kommissionen, at selv om andre midlertidigt ansatte i samme situation som klageren ville have modtaget godtgørelser, var dette en fejl. Kommissionen tilføjede, at det følger af retspraksis, at en person ikke kan påberåbe sig ligebehandlingsprincippet for at drage fordel af en praksis, der er i strid med vedtægten, eftersom ingen kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for en anden, til sin fortjeneste.
Klagerens bemærkninger
Klageren bemærkede, at Kommissionens erklæring om, at han blev behandlet på lige fod med alle, der befandt sig i samme situation som ham, ikke var korrekt. Han nævnte, at to af hans kolleger, tidligere udstationerede eksperter, senere blev ansat som midlertidigt ansatte og fik godtgjort deres flytteudgifter. Det var heller ikke korrekt, at alle agenter blev behandlet ens med hensyn til fristen for indgivelse af klager. Han nævnte eksemplet med en af sine kolleger, som uden at have indgivet en klage i henhold til vedtægtens artikel 90 opnåede tilfredshed. Klageren vedlagde sine bemærkninger denne kollegas sagsmappe som bevis for, at Kommissionen havde ydet bosættelsespenge til en person i nøjagtig samme situation som klageren, der ikke havde indgivet en klage i henhold til vedtægtens artikel 90. Klageren anmodede om fortrolig behandling af disse dokumenter.

Afgørelsen

1 Kommissionens påståede afslag på at betale bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen havde nægtet at betale ham bosættelsespenge og godtgørelse af hans flytteudgifter. Klageren bemærkede, at de fire domme, som Retten i Første Instans afsagde den 12. december 1996, udgjorde en ny omstændighed, som begrundede en fornyet undersøgelse af hans situation. Kommissionen bemærkede, at administrationen på tidspunktet for klagerens ansættelse var af den opfattelse, at udstationerede nationale eksperter, der havde arbejdet i Bruxelles, fastlagde deres bopæl der. Den anførte også, at de fire domme fra Retten i Første Instans kun vedrørte de relevante sagsøgere, og at klageren i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 skulle have overholdt fristerne for at klage over Kommissionens afgørelse.
1.2 Ombudsmanden bemærker, at den afgørelse, hvorved Kommissionen fastsatte klagerens ansættelsessted i Bruxelles og afslog at yde bosættelsespenge og godtgørelse af flytteudgifter, blev truffet den 23. februar 1995. Den 12. december 1996 afsagde Retten i Første Instans fire domme i sag T-74/95, T-33/95, T-132/95 og T-137/95 vedrørende udstationerede nationale eksperter. Domstolen fastslog, at artikel 5, stk. 1, første afsnit, i bilag VII til vedtægten fastsætter, at tjenestemanden for at være berettiget til bosættelsespenge skal opfylde en af de to alternative betingelser, nemlig at han er berettiget til udlandstillæg, eller fremlægge bevis for, at han har været nødt til at skifte bopæl for at overholde vedtægtens artikel 20. Når ansøgeren modtager udlandstillæg, har han derfor ret til bosættelsespenge (1).
1.3 Vedtægtens artikel 90, stk. 2, bestemmer, at en klage over en negativ afgørelse skal indgives inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af afgørelsen. Ifølge Rettens praksis er klage- og appelfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91, der er fastsat for at sikre klarhed og retssikkerhed, ufravigelige retsgrundsætninger (2). Det er kun fremkomsten af en ny faktisk omstændighed, der kan genåbne den forældelsesfrist, der er fastsat i vedtægtens artikel 91. Ifølge Retten i Første Instans kan en dom om annullation af en retsakt imidlertid kun udgøre en ny faktisk omstændighed i forhold til de personer, der er berørt af retsvirkningerne af en sådan dom, dvs. bortset fra parterne, de personer, som den annullerede retsakt i sig selv berører umiddelbart (3). I den foreliggende sag kan Rettens domme af 12. december 1996 derfor ikke betragtes som en ny faktisk omstændighed, i lyset af hvilken proceduren for fornyet prøvelse kan genoptages. Klageren indgav først sin formelle klage i henhold til vedtægtens artikel 90 den 25. september 1997, dvs. mere end to år efter afslaget af 23. februar 1995. Klageren indgav derfor ikke en formel klage inden for den bindende frist på tre måneder, der er fastsat i personalevedtægten. Der blev således ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.
2 Den påståede overtrædelse af princippet om ligebehandling 2.1
Klageren hævdede, at Kommissionen havde overtrådt lighedsprincippet ved at tildele bosættelsespenge og flytteudgifter til andre midlertidigt ansatte, som befandt sig i nøjagtig samme situation som klageren. Han vedlagde dokumentation vedrørende en af sine kolleger, som ikke havde indgivet en formel klage i henhold til vedtægtens artikel 90, men som havde modtaget bosættelsespenge. Kommissionen bemærkede, at selv om andre midlertidigt ansatte i samme situation som klageren ville have modtaget godtgørelser, var dette en fejl. Kommissionen tilføjede, at det følger af retspraksis, at en person ikke kan påberåbe sig ligebehandlingsprincippet for at drage fordel af en praksis, der er i strid med vedtægten, eftersom ingen kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for en anden, til sin fortjeneste.
2.2 Ombudsmanden bemærker, at ifølge Rettens retspraksis kan en tjenestemand ikke påberåbe sig ligebehandlingsprincippet for at påberåbe sig en praksis, der er i strid med vedtægtens bestemmelser, da ingen kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for en anden. Da tildelingen af bosættelsespenge til klagerens kollega, der befandt sig i samme situation, derfor syntes at være en fejl, kunne klageren ikke påberåbe sig denne fordel. Der blev således ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen (4). Da tildelingen af bosættelsespenge til klagerens kollega, som befandt sig i samme situation, syntes at være en fejl, kunne klageren derfor ikke påberåbe sig fordelen heraf. Der blev således ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.
2.3 Ombudsmanden beklager imidlertid, at personer, der befandt sig i samme situation med hensyn til ansøgningen om bosættelsespenge, er blevet behandlet forskelligt af Kommissionen, og håber, at Kommissionen vil tage skridt til at undgå denne form for forskelsbehandling i fremtiden.
3 Konklusion På
grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.
Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.
Din oprigtige,
Jacob SÖDERMAN

---

(1) Sag T-33/95, Lozano Palacios mod Kommissionen, Sml. 1996, s. Personalesag IA-575, II-1535, præmis 57-61.

(2) Sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, Sml. 1995, s. Personalesag IA-43, II-147.

(3) Sag T-131/95, Progoulis mod Kommissionen, Sml. 1995, s. Personalesager, IA-297, II-907.

(4) Sag T-30/90, Zoder mod Parlamentet, Sml. 1991 II, s. 207.