Sagen vedrørte en personaleudvælgelsesprocedure ved Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol). Klageren mente, at der var sket en uregelmæssighed med hensyn til, hvordan Europol fortolkede en kandidats uddannelsesbeviser, og dermed hvordan Europol derefter beregnede kandidatens tidligere erhvervserfaring.

Ombudsmanden fandt, at Europol havde fulgt den korrekte procedure, da det traf afgørelse om kandidatens egnethed, og at der ikke var nogen uregelmæssigheder i den måde, hvorpå Europol havde fortolket oplysningerne i eksamensbeviserne.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Klageren var ansat ved en civil EU-mission og rapporterede, hvad han anså for at være korrupt praksis i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). Han anmodede EU-Udenrigstjenesten om at beskytte ham som whistleblower, men EU-Udenrigstjenesten svarede ikke. Klageren blev bekymret over, at EU-Udenrigstjenesten oprykkede hans stilling og gennemførte udvælgelsesproceduren som en gengældelsesforanstaltning mod ham. Han klagede over resultatet af udvælgelsesproceduren, men EU-Udenrigstjenesten svarede ikke.

I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse besvarede EU-Udenrigstjenesten klagerens klage og hans anmodning om beskyttelse af whistleblowere.

Ombudsmanden undersøgte også klagerens bekymring over repressalier og fandt ingen beviser for repressalier med hensyn til den måde, hvorpå EU-Udenrigstjenesten havde gennemført udvælgelsesproceduren. Hun afsluttede således sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden, fordi han var bekymret over, at Europol havde sortlistet ham fra sine ansættelsesprocedurer, efter at han havde givet udtryk for bekymring og klaget til OLAF over en tidligere personaleudvælgelsesprocedure.

Ombudsmanden bemærker, at klageren er en højt kvalificeret person, som én gang blev udvalgt af Europol. Hans bekymringer er derfor forståelige. I dette tilfælde fandt Ombudsmanden imidlertid ikke bevis for, at klageren ikke havde fået medhold i efterfølgende personaleudvælgelsesprocedurer af andet end objektive årsager. Hun afsluttede således sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte, hvordan en EU-delegation i et ikke-EU-land reagerede på en person, der fremsatte påstande om forseelser og forseelser begået af en ansat i delegationen. Klageren ønskede at vide, hvordan man indberetter disse spørgsmål formelt og modtager beskyttelse af whistleblowere.

I løbet af undersøgelsen gav Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), som er ansvarlig for EU's delegationer, et bedre svar på klagerens muligheder. EU-Udenrigstjenesten har således afgjort sagen. For at undgå lignende problemer i fremtiden bør EU-Udenrigstjenesten på sit websted offentliggøre de regler, den anvender på dette område, og de muligheder, der er tilgængelige for personer, der måtte ønske at indberette forseelser. EU-Udenrigstjenesten kunne også overveje at anvende en tilgang svarende til den, den anvender i forbindelse med EU-missioner, som den indførte efter en undersøgelse på eget initiativ foretaget af Ombudsmanden.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens manglende klare svar på en række spørgsmål om evalueringen af et projektforslag, der blev indgivet som svar på en indkaldelse af forslag under Horisont 2020, EU's forsknings- og innovationsprogram. Kommissionen afgav de nødvendige svar under Ombudsmandens undersøgelse, og sagen blev afgjort.

I løbet af undersøgelsen kom Ombudsmanden imidlertid ind på et spørgsmål, der ikke var rejst i klagen, nemlig hvordan Kommissionen håndterer interessekonflikter hos eksperter, der evaluerer projektforslag. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens måde at håndtere sådanne konflikter på kunne forbedres. Hun kom derfor med et forslag til forbedringer.

Sagen vedrørte indberetninger fra en ansat i Den Europæiske Investeringsbank (EIB) om påstået kønsdiskrimination i EIB, navnlig på ledelsesniveau.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at EIB ikke havde svaret fyldestgørende på rapporten, herunder ved ikke at give et overblik over de foranstaltninger, der er truffet for at opnå en ligelig kønsfordeling. Ombudsmanden anbefalede EIB at rette op på disse fejl og foreslog, at EIB også forbedrer sin politik for whistleblowing ved at medtage en bestemmelse, der fastsætter en frist for EIB til at svare på rapporter fra ansatte.

EIB har accepteret Ombudsmandens forslag og henstillinger. Ombudsmanden afslutter derfor undersøgelsen. Samtidig opfordrer Ombudsmanden EIB til at øge sin indsats for at opnå en ligelig kønsfordeling på alle ledelsesniveauer og til at sigte mod et højere mål end sit nuværende mål på 33 % kvinder i ledende stillinger senest i 2021. Som Kommissionen har bemærket andetsteds, har organisationer, der omfatter en mangfoldig arbejdsstyrke og er inkluderende for alle, tendens til at levere bedre resultater, innovere mere og være i stand til at træffe bedre beslutninger.

Klagen i denne sag blev indgivet af et medlem af Europa-Parlamentet og vedrører en EU-ansat, der hævdede, at hun blev chikaneret i forbindelse med sit arbejde i Europa-Kommissionen. Klageren anførte, at medarbejderen var whistleblower, og at Kommissionen ikke havde beskyttet hende.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionen havde behandlet den ansatte retfærdigt og i overensstemmelse med de gældende regler.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med at konstatere, at Europa-Kommissionen ikke havde begået fejl eller forsømmelser.