Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give delvis eller bredere aktindsigt i to dokumenter vedrørende et projekt finansieret i partnerskab med UNICEF. Kommissionen støttede sit afslag på aktindsigt på fem undtagelser, der er fastsat i EU-lovgivningen om aktindsigt, nemlig behovet for at beskytte offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser og Unionens eller en medlemsstats finanspolitik, valutapolitik eller økonomiske politik samt beskyttelsen af dens beslutningsproces, tredjemands forretningsmæssige interesser og fysiske personers privatliv og integritet, herunder deres personoplysninger.

På grundlag af undersøgelsen af de omtvistede dokumenter var Ombudsmanden ikke overbevist af Kommissionens argumenter om, at en delvis eller bredere udbredelse (alvorligt) ville være til skade for beskyttelsen af de påberåbte interesser. Ombudsmanden fremsatte et forslag til en løsning, hvori Kommissionen blev anmodet om at tage sin holdning til anmodningen op til fornyet overvejelse med henblik på at give den størst mulige aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Hun mindede også Kommissionen om dens forpligtelse til at træffe beslutninger inden for en rimelig frist og begrunde sine beslutninger.

Kommissionen accepterede Ombudsmandens forslag til en løsning og gav klageren delvis og bredere adgang til dokumenterne. Ombudsmanden glædede sig over Kommissionens positive svar på hendes forslag til en løsning, som afgjorde klagen.  

Klageren arbejdede som ekspert for en ekstern EU-kontrahent på et EU-finansieret projekt i Tanzania, der forvaltes af Den Europæiske Unions delegation i Tanzania og Det Østafrikanske Fællesskab. Klageren hævdede, at kontrahenten overtrådte tanzanisk lovgivning ved ikke at lade sig registrere i Tanzania, hvilket forhindrede ham i at opnå en gyldig arbejdstilladelse. Kontrahenten underrettede efterfølgende klageren om sin beslutning om at opsige hans kontrakt under hensyntagen til de betænkeligheder ved klagerens arbejde, som EU-delegationen havde givet udtryk for.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagerens bekymringer over, hvordan delegationen håndterede begge spørgsmål. I denne forbindelse henviste Ombudsmanden til, at hun konsekvent var af den opfattelse, at når EU-institutionerne søger udskiftning af eksperter, der arbejder med EU-projekter, bør disse personer høres, inden de udskiftes. Selv om Kommissionen hævdede, at den ikke anmodede om ekspertens erstatning, fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde været involveret i erstatningsafgørelsen. Ombudsmanden fandt således, at Kommissionen ikke sikrede, at klagerens ret til at blive hørt blev respekteret, inden han blev erstattet, hvilket udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.  Hun fremsatte et forslag til forbedringer med henblik på at forhindre, at problemet opstår i fremtiden. 

Ombudsmanden fandt desuden, at eftersom klagerens kontrakt var blevet opsagt, var det ikke berettiget at foretage yderligere undersøgelser af spørgsmålet om arbejdstilladelse. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag til forbedring til Kommissionen og opfordrede den til at kontrollere sagen, da den kan påvirke andre eksperter, der arbejder med EU-projektet.