Sagen vedrørte, hvordan Europa-Kommissionen behandlede anmodningen fra en journalist, der arbejder i et nyhedsbureau, om at blive føjet til en mailingliste for pressemeddelelser, der er omfattet af embargo, navnlig for Eurostats "Euro-indikatorer", som leverer regelmæssige økonomiske statistiske oplysninger. Eurostat, som er en del af Kommissionen, nægtede at tilføje journalisten til listen, fordi det kun var journalister eller agenturer, som Kommissionen havde tildelt medieakkreditering, der kunne optages på sådanne distributionslister. Det var ikke muligt for journalisten eller dennes nyhedsbureau at opnå akkreditering, fordi de ikke opfyldte en af forudsætningerne, nemlig at bureauet eller en journalist ved bureauet har bopæl i Belgien. Klageren hævdede, at denne praksis var diskriminerende og betød, at kun større medieorganisationer med tilstrækkelige finansielle ressourcer, der havde råd til at have journalister i Belgien, kunne modtage forbudte oplysninger.

Ombudsmanden fandt, at det var rimeligt, at Kommissionen medtog bopæl i Belgien som en forudsætning for akkreditering, når det drejer sig om at få adgang til EU-institutionernes fysiske bygninger i Bruxelles. Hun fandt imidlertid, at medtagelsen af et bopælskrav i Belgien som en forudsætning for optagelse på distributionslisterne for mediemedlemmer var uforholdsmæssig.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af fejl eller forsømmelser og anmodede Kommissionen om at rapportere tilbage inden for seks måneder for at underrette hende om de foranstaltninger, den havde truffet for at rette op på situationen.

Klageren anmodede Europa-Kommissionen om aktindsigt i dokumenter, der indeholdt statistiske data, som de spanske myndigheder havde indberettet, om aktivstoffer i pesticider. Kommissionen gav kun aktindsigt i dele af de fire dokumenter, som den identificerede som værende omfattet af anmodningen. Den nægtede aktindsigt i resten med henvisning til undtagelser i henhold til EU's regler om aktindsigt og med den begrundelse, at offentliggørelse af de redigerede dele ville skade de kommercielle interesser for de virksomheder, som dataene blev indsamlet fra. Kommissionen hævdede også, at dataene var omfattet af fortrolighedsprincippet i EU's regler om statistisk indsamling.

På grundlag af en inspektion af de pågældende dokumenter fandt Ombudsmanden, at de redigerede oplysninger vedrørte stoffer, der var bestemt til at blive udledt i miljøet. I henhold til EU-reglerne om adgang til miljøoplysninger (Århusforordningen) og tilknyttet retspraksis er der en mere tungtvejende offentlig interesse i at videregive sådanne oplysninger.

Ombudsmanden satte spørgsmålstegn ved Kommissionens holdning om, at princippet om statistisk fortrolighed går forud for gennemsigtigheden af oplysninger vedrørende emissioner til miljøet. Hun var ikke overbevist om, at Kommissionen havde givet reglerne i Århusforordningen fuld virkning. Ombudsmanden var imidlertid af den opfattelse, at disse spørgsmål bedst ville blive behandlet af EU-lovgiverne, som i øjeblikket er ved at revidere den gældende lovgivning, og afsluttede derfor undersøgelsen og forpligtede sig til at gøre dem opmærksom på sagen.