Den Europæiske Ombudsmand, P. Nikiforos Diamandouros, har bekræftet, at Europa-Kommissionens beslutning om ikke at foretage en undersøgelse af de spanske myndigheders påstande om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering var rimelig. Under Ombudsmandens undersøgelse af sagen forklarede Kommissionen, at det problem, som klagerne er stødt på, falder uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde på dens nuværende udviklingstrin, og foreslog, at der søges erstatning på nationalt plan. I overensstemmelse med Kommissionens forslag har klagerne indgivet en klage til den spanske ombudsmand, som kunne være i stand til at hjælpe dem.

Den Europæiske Ombudsmand arbejder tæt sammen med sine kolleger i det europæiske netværk af ombudsmænd for at bidrage til at sikre, at borgernes grundlæggende rettigheder beskyttes på alle niveauer i Den Europæiske Union. Han har derfor sendt en kopi af sin afgørelse til den spanske ombudsmand. Afgørelsen findes på Den Europæiske Ombudsmands websted:

Klagerne - en spansk statsborger og en argentinsk statsborger - indgav en formel klage til Kommissionen over de spanske myndigheders afgørelse om at nægte en af dem et familiesammenføringsvisum. Ifølge klagerne var afslaget baseret på, at de er af samme køn og derfor udgør forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, hvilket ifølge klagerne er i strid med fællesskabsretten. I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Kommissionen ikke havde behandlet deres klage korrekt, og at den havde fortolket de gældende fællesskabsregler på en urimelig restriktiv måde. De understregede, at fællesskabsretten var relevant for løsningen af deres problem, og at Kommissionen burde have indledt overtrædelsesprocedurer mod de spanske myndigheder for overtrædelse af en række EU-regler, navnlig EF-traktatens artikel 13, der forbyder forskelsbehandling, og artikel 20 og 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder samt bestemmelserne i direktiv 2000/78 om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og direktiv 2000/43/EF om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Kommissionen gjorde gældende, at det problem, som klagerne er stødt på, ligger uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde på det nuværende udviklingstrin. Den forklarede, at EF-traktatens artikel 13 kun kan anvendes som retsgrundlag i spørgsmål, der henhører under Fællesskabets kompetence, hvilket ikke er tilfældet for familieret. Det samme ræsonnement gælder for artikel 20 og 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Institutionen anførte, at de to direktiver, der er vedtaget på grundlag af EF-traktatens artikel 13, direktiv 2000/43 og 2000/78, ikke finder anvendelse på situationen, mens dens forslag til direktiv om familiesammenføring kun finder anvendelse på statsborgere i en medlemsstat, der har udøvet retten til fri bevægelighed. Desuden udvider forslaget til direktiv om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område kun retten til familiesammenføring til ugifte partnere, hvis lovgivningen i den pågældende medlemsstat giver gifte og ugifte par identiske rettigheder. Kommissionen foreslog derfor, at klagerne søger erstatning på nationalt plan.