FOR PREVIEWING & TESTING PURPOSES ONLY.
This notification will disappear once the page will be published.
This link is available for less than 30 minutes.
  • Letlæselig
  • Tekststørrelse

Har du en klage over en EU-institution eller et EU-organ?

Betydningen af Den Europæiske Ombudsmands arbejde

Ombudsmanden indleder hvert år ca. 350 undersøgelser. De positive ændringer, der følger af disse undersøgelser, forekommer ofte gradvist, efterhånden som EU-institutionerne tilpasser sig de nye normer for god forvaltningsskik. Engageret samarbejde med EU's institutioner, organer og agenturer samt pres på EU's forvaltning fra klagere, medier, civilsamfundet, medlemmer af Europa-Parlamentet og EU's domstole bidrager også til at opnå positive resultater.

Nedenfor gives nogle eksempler på positive ændringer inden for centrale områder af Ombudsmandens undersøgelser i de seneste år:

Ansvarlighed i beslutningstagningen

Situationen før Situationen nu

Manglende gennemsigtighed i forbindelse med EU's handelsforhandlinger.

Gennemsigtighed er en af søjlerne i EU's handelspolitik. Forhandlingsmandaterne offentliggøres.

Vanskeligt for offentligheden at kontrollere Eurogruppens beslutningstagning.

Eurogruppens møder opsummeres mere detaljeret. Onlineregister over offentligt tilgængelige dokumenter fra Eurogruppen.

Ingen særskilt procedure til udnævnelse af Kommissionens generalsekretær.

Særskilt procedure (f.eks. COM/2019/2886) til udnævnelse af generalsekretæren.

Behov for mere klarhed om, hvordan Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) træffer beslutninger.

ECDC forklarer begrundelsen for beslutninger og er engageret i mere tilgængelig kommunikation med offentligheden.

Manglende gennemsigtighed i beslutningstagningen i Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA).

EIOPA offentliggør afstemningsrapporterne fra tilsynsrådet om udkast til reguleringsmæssige standarder.

Møder mellem Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og medicinalvirksomheder forud for ansøgninger om markedsadgang rejser spørgsmål om ansvarlighed.

EMA har styrket sin objektivitet og uafhængighed med hensyn til møderne mellem agenturets repræsentanter og medicinalvirksomhederne.

Plads til forbedringer med hensyn til, hvordan Den Europæiske Centralbank (ECB) samarbejder med interessenter.

ECB tog skridt til at undgå enhver risiko for, at potentielt markedsfølsomme oplysninger blev delt med begrænsede målgrupper.

Gennemsigtighed og etik i forbindelse med lobbyvirksomhed

Situationen før Situationen nu

Adfærdskodeks for kommissærer: For kort anmeldelsesfrist for beskæftigelse efter tjenesteperioden. Det etiske udvalgs vurdering af kommissærers nye stillinger ikke offentliggjort.

Styrket adfærdskodeks: Forlængede anmeldelsesfrister, strammere regler om erklæring af finansielle interesser. Proaktiv offentliggørelse af vurderingen af kommissærernes beskæftigelse efter tjenesteperioden.

Ekspertgrupper: Mangel på detaljerede oplysninger om disse grupper, som bidrager med ekspertinput til Kommissionen.

Referater af møder i ekspertgrupper offentliggøres, offentlige indkaldelser af ansøgninger er standard for at blive medlem af en gruppe, link til åbenhedsregister.

Opfattelse af, at virksomhedssponsorering af EU-rådsformandskaber kunne give en sponsor indflydelse på EU's politik og lovgivning.

Rådet har udstedt retningslinjer for medlemsstater, der agter at anvende virksomhedssponsorering af deres formandskab.

Kendskab til lobbyvirksomhed: Begrænset oplæring eller vejledning i interaktion med lobbyister. Ingen referater af møder mellem kommissærer og lobbyister.

Liste over, hvad man skal gøre og ikke gøre som EU-tjenestemænd i forhold til lobbyister, anvendt af Kommissionen. Offentligt referat af møder mellem kommissærer og lobbyister. Gennemsigtighedsportal oprettet. Kommissionen og Parlamentet tilbyder oplæring i kendskab til lobbyvirksomhed.

Svingdøre: Manglende bevidsthed om potentielle interessekonflikter og negative indvirkning på offentlighedens tillid.

Langt større bevidsthed om potentielle problemer forårsaget af "svingdørssager". Navne og nye stillinger på ledende medarbejdere, der flytter til enheder, som potentielt er aktive inden for lobbyvirksomhed og fortalervirksomhed, offentliggøres hvert år.

Vurdering af interessekonflikter i forbindelse med offentlige udbud: ingen mulighed i henhold til EU's finansforordning for at udelukke ansøgere på grund af interessekonflikter.

Kommissionen har foreslået at ændre finansforordningen, så det bliver muligt at afvise tilbudsgivere, hvis de har en erhvervsmæssig interessekonflikt.

Aktindsigt

Situationen før Situationen nu

Utilstrækkelig prioritering af anmodninger om aktindsigt.

Mange EU-institutioner tilslutter sig Ombudsmandens hurtige procedure, der giver Ombudsmanden mulighed for at træffe en afgørelse inden for 40 arbejdsdage.

Manglende gennemsigtighed vedrørende resultaterne af kliniske forsøg med lægemidler.

Det Europæiske Lægemiddelagentur giver aktindsigt i dokumenter vedrørende kliniske forsøg.

Kommissærers rejseudgifter og diverse udgifter til arbejdsrejser ikke offentliggjort.

Kommissionen offentliggør proaktivt kommissærernes rejseudgifter og diverse udgifter til arbejdsrejser.

Uensartet tilgang til håndtering af offentlighedens ret til aktindsigt i EU-dokumenter.

Ombudsmandens retningslinjer for institutionerne om, hvordan offentlighedens ret til aktindsigt i EU-dokumenter bedst kan gennemføres.

Nye kommunikationsværktøjer skaber udfordringer for EU's forvaltning med hensyn til aktindsigt.

Større bevidsthed om denne udfordring.

Bedste praksis for registrering af arbejdsrelaterede tekstbeskeder offentliggjort.

Åbenhed i lovgivningsarbejdet

Situationen før Situationen nu

Trepartsmøder: ingen oplysninger om datoer, dagsorden og deltagende forhandlere vedrørende interinstitutionelle forhandlinger om lovforslag.

Trepartsmødekalendere og -dagsordener offentliggøres ofte på forhånd, og der udnævnes chefforhandlere. Arbejdet med en fælles lovgivningsdatabase er i gang.

Åbenhed i lovgivningen ved Rådet: Der foreligger kun lidt information om udarbejdelse af lovforslag gennem Rådet.

Rådet offentliggør proaktivt en rapport om forhandlingerne om lovforslag samt sit mandat til lovgivningsmæssige forhandlinger med Parlamentet.

Grundlæggende rettigheder

Situationen før Situationen nu

Manglende klagemuligheder for migranter og flygtninge, der følte, at deres grundlæggende rettigheder var blevet krænket.

Frontex og Asylagenturet har indført klagemekanismer for påståede krænkelser af grundlæggende rettigheder.

Rettigheder for personer med handicap: Plads til forbedringer med hensyn til gennemførelsen af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap.

Kommissionen forbedrer tilgængeligheden til sit websted og sine onlineværktøjer for personer med handicap.

EU-midler: Manglende tilsyn med, om EU-midler anvendes i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder.

Forbedret tilsyn fra Kommissionens side for at sikre, at udgifterne ikke yderligere marginaliserer visse grupper.

Praktikanter i EU-Udenrigstjenestens delegationer er ulønnede.

Praktikanter i EU-Udenrigstjenestens delegationer modtager en godtgørelse til dækning af udgifter og leveomkostninger.

Brug af EU-sprog: Manglende klarhed om, hvordan EU-institutionerne anvender EU's officielle sprog i deres offentlige kommunikation.

Ombudsmandens henstillinger om brug af EU-sprog i kommunikationen med offentligheden.

Den Europæiske Ombudsmands statut: Lovgivningen om, hvordan Ombudsmanden fungerer, kræver ingen "afkølingsperiode" for politikere, der ansøger om at blive ombudsmand.

Den reviderede statut bekræfter Ombudsmandens beføjelser og kræver en toårig "afkølingsperiode" for politikere, der ansøger om at blive ombudsmand.