Strasbourg, den 7. marts 2002

Mr Pat Cox
Formand for Europa-Parlamentet
Rue Wiertz
B - 1040 Bruxelles

Jeg modtog for nylig teksten til forslagene til afgørelser om oprettelsen, organisationen og driften af et europæisk ansættelseskontor. Til min overraskelse og forfærdelse omfatter de en bestemmelse, som vil gøre det muligt for kontorets styrelsesråd at træffe beslutning om at anvende aldersgrænser(1).

I EU-traktatens artikel 6, stk. 2, anføres det, at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder som generelle principper for fællesskabsretten. Den 7. december 2000 proklamerede formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder(2). En sådan handling fra Den Europæiske Unions højeste myndigheders side berettiger borgerne til at tro, at de grundlæggende rettigheder, som Unionen i henhold til ovennævnte artikel 6, stk. 2, lover at respektere, er de rettigheder, som er fastlagt i dette charter.

I formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Nice noterede man sig med tilfredshed Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens fælles proklamation af charteret om grundlæggende rettigheder, der i én og samme tekst samler de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og samfundsmæssige rettigheder, som hidtil har været indeholdt i forskellige internationale, europæiske eller nationale kilder(3).

Nicole Fontaine, som dengang var Europa-Parlamentets formand, sagde:

"At underskrive er at engagere sig (...). Lad det være klart for alle Unionens borgere, at fra nu af (...) vil charteret være lov for Parlamentet (...). Det vil herefter tjene som reference for alle Europa-Parlamentets handlinger, der har direkte eller indirekte betydning for borgere overalt i Unionen."

Kommissionens formand, Romano Prodi, sagde:

"For Kommissionen markerer proklamationen institutionernes tilsagn om at overholde charteret i forbindelse med alle Unionens handlinger og politikker (...). Unionsborgerne kan regne med, at Kommissionen sikrer, at charteret overholdes."

I en meddelelse til Kommissionens personale fra marts 2001 vedrørende proklamationen af charteret anførte Romano Prodi og det ansvarlige kommissionsmedlem, António Vitorino:

"Kommissionen må som de andre institutioner vende sig mod den praktiske implementering af denne historiske begivenhed og gøre respekt for charterets rettigheder til en prøvesten for dens handlinger.

Dette skal være det overordnede krav i Kommissionens daglige arbejde, både med hensyn til forbindelserne med offentligheden og med dem, som vores beslutninger er rettet mod, samt i vores interne regler og procedurer."(4)

Disse udtalelser gav borgerne grund til at stole på, at charteret vil blive overholdt af de institutioner, hvis formænd har undertegnet det.

Den Europæiske Ombudsmand har iværksat en række initiativer med henblik på at fremme charteret og bidrage til at sikre, at Den Europæiske Unions institutioner respekterer charteret i alle deres handlinger. Jeg er skuffet over, at reaktionerne overvejende har været ret beherskede og uinteresserede. Min største bekymring er imidlertid, at visse institutioner og organer er åbenlyst negative over for charteret, for så vidt angår anvendelsen af aldersgrænser i forbindelse med ansættelser.

I EF-traktatens artikel 13, som blev tilføjet med Amsterdam-traktaten, tillægges Rådet beføjelser til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af bl.a. alder. Charteret om grundlæggende rettigheder går et skridt videre. I artikel 21, stk. 1, nedlægges der direkte forbud mod:

"Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold" (egen understregning).

Charterets artikel 21 er den første bestemmelse, der bl.a. er rettet mod Unionens institutioner og organer, som direkte forbyder forskelsbehandling på grund af alder. Borgerne har derfor ret til at forvente, at Unionens institutioner og organer ikke længere vil anvende den traditionelle fremgangsmåde med at sætte aldersgrænser i forbindelse med ansættelser, medmindre der er en objektiv begrundelse og et retsgrundlag herfor.

En undersøgelse på eget initiativ foretaget af Ombudsmanden har vist, at flere moderne organer, såsom Den Europæiske Centralbank, Europol og de fleste forvaltningsorganer, aldrig har anvendt aldersgrænser. Måske skyldes dette, at de aldrig har været en del af den gammeldags, traditionelle forvaltningskultur, som nu vægrer sig mod forandringer.

Tilsyneladende anerkendes det endda af dem, der støtter forskelsbehandling på grund af alder, at der for øjeblikket ikke er noget retsgrundlag for at anvende aldersgrænser, eftersom Kommissionens forslag til ændring af tjenestemandsvedtægten for første gang har medtaget en bestemmelse, som undtagelsesvis giver tilladelse til forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ansættelsesprocedurer i fællesskabsinstitutionerne. Dette forslag synes at være møntet på at give EU's institutioner og organer frie hænder til at gøre, hvad de vil, ved at fastlægge, at anvendelsen af aldersgrænser aldrig kan være diskriminerende.

Ud over diskriminerende udtalelser om ældre mennesker er det hovedsageligt økonomiske argumenter, som har været lagt til grund for den fortsatte anvendelse af aldersgrænser. Sådanne argumenter kan ikke retfærdiggøre forskelsbehandling, hvad enten det er på grund af race, køn, alder eller andet, som i henhold til charteret er forbudt(5). Der er også blevet henvist til fagforeningerne, men jeg mener ikke, at respekten for de grundlæggende rettigheder retmæssigt kan gøres betinget af forhandlinger med medarbejderrepræsentanter. Man har endvidere påberåbt sig uddrag af en dom afsagt i 1972. At støtte sig på denne måde til 30 år gamle udtalelser udgør ikke blot en hindring for en moderne og serviceorienteret administration, det viser også en foruroligende mangel på forståelse for udviklingen af fællesskabsretten om grundlæggende rettigheder.

De institutioner, som aldrig har anvendt aldersgrænser, synes at have velfungerende administrationer med motiverede medarbejdere. Mange af dem har lagt stor vægt på den erfaring, viden og stabilitet, som ældre medarbejdere kan bidrage med i arbejdsmiljøet.

Jeg beklager at måtte meddele Dem, at administrationen i den institution, De er formand for, stadig anvender aldersgrænser. Deres institution sætter derfor et dårligt eksempel for arbejdsgivere i hele EU og ansøgerlandene, da personer over 45 år (den mest almindelige aldersgrænse) lovligt kan forskelsbehandles og holdes væk fra arbejdsmarkedet, hvilket ikke er et udtryk for respekt for charteret om grundlæggende rettigheder.

Aldersgrænser synes også at skade de kvinder, som ønsker at starte eller genoptage deres karriere efter at have gået hjemme hos familien.

Er dette det budskab, det menneskelige budskab, som Den Europæiske Union skal sende til arbejdsmarkedet?

Højtstående tjenestemænd har over for mig forsvaret den aktuelle fremgangsmåde med, at Nice-charteret ikke er bindende for nogen, men blot en politisk erklæring. Det betyder altså, at de europæiske borgere skal forstå, at det ikke er meningen, at selv de mest højtidelige løfter fra politikerne skal tages alvorligt. For mig er denne holdning en hån mod den demokratiske proces.

Efter min mening er det et centralt princip, der her står på spil. Der blev givet et vigtigt løft til de europæiske borgere i Nice i december 2000 under det franske formandskab. Dette løfte skal holdes og føres ud i livet af de instanser, der er bemyndiget hertil. Hvis det ikke sker, vil det have en nedbrydende virkning på det allerede dårlige forhold mellem Den Europæiske Union og dens borgere.

Det europæiske ansættelseskontor kan kun oprettes, hvis vi sammen med formændene for de andre berørte institutioner og organer underskriver den påkrævede afgørelse.

Af ovennævnte grunde kan jeg ikke indvilge i at underskrive en afgørelse, som ikke fastslår, at det europæiske ansættelseskontor ikke må forskelsbehandle på grund af f.eks. alder og andet, som er forbudt i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som højtideligt blev proklameret i Nice i december 2000.

Derfor anmoder jeg Dem om at træffe foranstaltninger med henblik på:

• at fjerne bestemmelsen om aldersgrænser i udvælgelsesprøver, som indgår i punkt 2.6.2 i udkastet til aftale mellem generalsekretærerne om fælles principper for en fælles udvælgelses- og ansættelsespolitik
• at medtage en henvisning til artikel 21 i charteret om grundlæggende rettigheder i generalsekretærernes forslag til afgørelse om organisationen og driften af De Europæiske Fællesskabers ansættelseskontor.

Det står i Deres magt at gennemføre dette. Jeg håber derfor, at De vil bruge denne magt til at gøre retorikken om de grundlæggende rettigheder til en realitet til gavn for de europæiske borgere.

Med venlig hilsen

 

Jacob SÖDERMAN

---

(1) SG D(2002) D/8487 af 27.2.2002.

(2) EFT 2000 C 364, s. 1-22.

(3) Formandskabets konklusioner, Det Europæiske Råd i Nice den 7., 8. og 9. december 2000, afsnit 2.

(4) SEK(2001) 380/3.

(5) For så vidt angår forskelsbehandling på grund af køn, se sag C-343/92, De Weerd m.fl., Sml. 1994 I, s. 571, præmis 36; sag C 226/98, Jørgensen, Sml. 2000 I, s. 2447, præmis 29.