Baggrunden for klagen

1. Klageren er tidligere tjenestemand i Kommissionens Generaldirektorat for Eksterne Forbindelser ("GD RELEX"), som nu er kendt som Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ("EU-Udenrigstjenesten"). Hans kontrakt med GD RELEX udløb den 31. oktober 2010.

2. Mellem slutningen af oktober 2010 og begyndelsen af 2011 kontaktede klageren gentagne gange GD RELEX pr. e-mail og anmodede om kompensation for i alt over 30 dages uudnyttet årlig ferie.

3. Den 12. januar 2011 meddelte EU-Udenrigstjenesten klageren, at den samlet set oplevede en række problemer i forbindelse med overførslen af funktioner fra GD RELEX til EU-Udenrigstjenesten.

4. Klageren svarede og understregede, at hans kontrakt var udløbet to måneder tidligere, og at alle de nødvendige administrative skridt allerede burde have fundet sted. Han opsummerede al korrespondance, han havde udvekslet med GD RELEX og EU-Udenrigstjenesten vedrørende hans uudnyttede årlige ferie, og anmodede om, at den tilsvarende betaling blev foretaget så hurtigt som muligt.

5. Den 4. februar 2011, uden at have modtaget noget svar, skrev klageren igen til EU-Udenrigstjenesten og understregede, at der ikke var nogen begrundelse for den forsinkede udbetaling af kompensation for den uudnyttede årlige ferie, og at den manglende besvarelse af hans bekymringer var uhøflig og respektløs.

6. Den 28. februar 2011 henvendte klageren, som stadig afventede et svar, sig igen til EU-Udenrigstjenesten og understregede, at han ikke modtog noget svar på sin korrespondance eller betaling i stedet for den uudnyttede årlige ferie.

7. Samme dag henvendte klageren sig for første gang til Ombudsmanden og klagede over, at EU-Udenrigstjenesten ikke havde udbetalt ham ovennævnte erstatning.

8. Den 4., 7. og 17. marts 2011 anmodede klageren igen gentagne gange EU-Udenrigstjenesten om at svare på sine tidligere e-mails og informere ham om, hvornår han kunne forvente betaling.

9. Den 28. marts 2011 meddelte klageren Ombudsmanden, at han den pågældende dag endelig havde modtaget betalingen for sin uudnyttede årlige ferie. På trods af dette ønskede han at fastholde sin klage over, at han ikke modtog noget svar på sine e-mails af 12. januar og 4. februar eller sine yderligere e-mails af 4., 7. og 17. marts 2011.

Undersøgelsens genstand

10. Klageren hævdede, at EU-Udenrigstjenesten ikke handlede høfligt over for ham.

Undersøgelsen

11. Den 19. maj 2011 videresendte Ombudsmanden klagen til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med henblik på en udtalelse.

12. Den 6. september 2011 afgav EU-Udenrigstjenesten sin udtalelse, som blev fremsendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. Ombudsmanden modtog ingen bemærkninger fra klageren.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstand om passivitet

Argumenter forelagt Ombudsmanden

13. Klageren henviser udelukkende til den måde, hvorpå EU-Udenrigstjenesten håndterede sin korrespondance vedrørende kompensation for hans uudnyttede årlige ferie.

14. Efter kortfattet at have redegjort for årsagerne til forsinkelserne i behandlingen af klagerens kompensation for ikke-udnyttet årlig ferie erkendte EU-Udenrigstjenesten i sin udtalelse, at den med urette havde undladt at besvare klagerens korrespondance. Det gav derefter udtryk for sin beklagelse over denne fiasko og undskyldte for den.

15. Klageren fremsatte ingen bemærkninger til ovenstående.

Ombudsmandens vurdering

16. EU-Udenrigstjenesten anerkendte og undskyldte den uhensigtsmæssige håndtering af klagerens korrespondance i forbindelse med hans årlige ferie. Klageren fremsatte ingen bemærkninger i denne henseende.

17. Ombudsmanden er tilfreds med EU-Udenrigstjenestens svar på denne klage og mener derfor, at det ikke er berettiget at foretage yderligere undersøgelser af sagen.

B. Konklusion

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der er ikke grundlag for yderligere undersøgelser af klagen.

Klageren og EU-Udenrigstjenesten vil blive underrettet om denne afgørelse.

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 9. februar 2012.