Tak, hr. formand, for indbydelsen. Det glæder mig at være her i dag og at dele mine synspunkter om OLAF's administrative aktiviteter med jer. Jeg er sammen med min kollega Lambros PAPADIAS, som beskæftiger sig med disse spørgsmål i mit kontor.

OLAF spiller tydeligvis en central rolle i bekæmpelsen af svig og uregelmæssigheder, der påvirker EU-budgettet, og for at opfylde denne rolle på passende vis har EU-lovgiveren givet det vidtrækkende beføjelser.

Men med disse beføjelser følger et stort ansvar, og det er min opgave som ombudsmand og Deres opgave som overvågningsudvalg at sikre, at OLAF gennemfører sine undersøgelser i overensstemmelse med de gældende regler og principperne om god forvaltningsskik.

Med dette in mente vil jeg komme ind på en række punkter, som jeg mener er af interesse for Dem.

1. OLAF's administrative aktiviteter – samlet vurdering

Indledningsvis vil jeg gerne påpege, at mine undersøgelser vedrører spørgsmålet om, hvorvidt OLAF har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af undersøgelser. Der er derfor fokus på OLAF's behandling af undersøgelser. De vedrører ikke OLAF’s materielle konklusioner, om der foreligger svig eller uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, men om OLAF har overholdt de regler, der er bindende for det, og navnlig de grundlæggende rettigheder og processuelle garantier for de personer, der er involveret i dets undersøgelser.

Mine undersøgelser spænder fra, hvordan OLAF udfører sit mandat og overholder den administrative praksis og de regler, der gælder for gennemførelsen af dets undersøgelser, til mere specifikke spørgsmål såsom, hvordan det behandler whistleblowerrapporter, og hvordan det kommunikerer med informanter og klagere. Desuden vedrører mange af de sager, jeg har behandlet, spørgsmål om gennemsigtighed og aktindsigt i dokumenter fra OLAF's undersøgelsesdossierer.

Lad mig sige et par ord om hvert af disse spørgsmål.

• OLAF's udøvelse af sit mandat

Borgerne indberetter regelmæssigt svig og uregelmæssigheder, der påvirker EU-budgettet, til OLAF. OLAF opfordrer dem selv til at gøre det via sit websted. For at opbygge borgernes tillid til EU mener jeg, at det er vigtigt, at borgere, der indberetter bekymringer til OLAF, også føler, at deres bekymringer tages alvorligt. Samtidig er OLAF bundet af sit mandat, jf. forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013.

Ved vurderingen af klager over, hvordan OLAF udfører sit mandat - navnlig beslutninger om ikke at indlede en undersøgelse af bekymringer indberettet af borgerne - er min rolle at kontrollere, at OLAF ikke har begået en åbenbar fejl. Jeg er også nødt til at sikre, at OLAF's forklaringer til borgerne om dets beslutninger er meningsfulde, sammenhængende og rimelige.

I de hidtil undersøgte sager konstaterede jeg, at OLAF i vid udstrækning har opfyldt dette krav.

• OLAF's overholdelse af administrativ praksis og regler for gennemførelsen af dets undersøgelser

Det er god administrativ praksis, at en offentlig myndighed som OLAF følger sine egne procedurer, navnlig dem, der har til formål at beskytte borgernes grundlæggende rettigheder.

Jeg har modtaget klager over, hvorvidt OLAF har overholdt administrativ praksis og regler for gennemførelsen af sine undersøgelser.  I disse sager konstaterede jeg, at OLAF generelt overholdt de relevante gældende regler (f.eks. reglerne om behovet for en forudgående skriftlig tilladelse til at foretage en undersøgelsesforanstaltning eller reglerne om fremsendelse af endelige rapporter til de relevante myndigheder).

I en nylig sag fandt jeg imidlertid fejl eller forsømmelser. Min undersøgelse vedrørte en såkaldt "koordineringssag", hvor OLAF havde bistået de nationale myndigheder og havde vurderet, at der derfor ikke var behov for at "høre" klagerne, da dette ville ske på nationalt plan. OLAF havde imidlertid ikke blot bistået den nationale myndighed med at gennemføre en undersøgelse, men havde også draget sine egne konklusioner og fremsat sine egne henstillinger til Kommissionen. Jeg var af den opfattelse, at OLAF ikke burde have gjort det uden først at have foretaget sin egen undersøgelse. Jeg anbefalede OLAF at præcisere over for Kommissionen, at dens "endelige rapport" ikke var baseret på dens egen undersøgelse. Jeg anbefalede også, at OLAF sikrer, at det i fremtiden kun drager konklusioner eller udsteder henstillinger i tilfælde, hvor det foretager en ordentlig undersøgelse. Desværre accepterede OLAF ikke disse henstillinger, og jeg afsluttede derfor sagen og bekræftede min konstatering af fejl eller forsømmelser.

• OLAF's behandling af indberetninger og anmodninger fra whistleblowere

Alle EU-institutioner bør tilskynde og støtte personer, der hjælper dem med at identificere og håndtere problemer, der kan svække borgernes tillid til EU. Derfor lægger jeg stor vægt på, hvordan EU-institutionerne, og navnlig OLAF, håndterer whistleblowere.

I et tilfælde konstaterede jeg, at OLAF havde behandlet en klagers whistleblowingrapport om påståede forseelser i et EU-agentur korrekt. Jeg foreslog imidlertid også OLAF at gøre det klart for whistlebloweren, at dets henvisning af sagen til det pågældende EU-agentur ikke nødvendigvis betød, at OLAF ikke ville træffe yderligere foranstaltninger i sagen. Desværre var OLAF's svar skuffende , da det ikke forpligtede sig i denne henseende, selv om det i det væsentlige var enigt i mit forslag til forbedring.

I en anden sag fremsatte jeg en henstilling til OLAF om at underrette en whistleblower om årsagerne til sin beslutning om at afslutte sin undersøgelse af påståede uregelmæssigheder i et EU-agentur. OLAF accepterede og gennemførte min anbefaling og ændrede sin politik på dette område i overensstemmelse hermed.

• Manglende svar på borgernes breve

I henhold til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik skal EU's ansatte være servicemindede og svare inden for en rimelig frist på borgernes breve og e-mails, hvori de anmoder om oplysninger eller indberetter svig. Borgernes klager over påstået svig eller uregelmæssigheder med EU-midler kan desuden være en vigtig informationskilde for OLAF.

Mange af de klager, der er indgivet til mit kontor, vedrører OLAF's manglende svar på borgernes breve. I sådanne tilfælde greb jeg ind og bad blot OLAF om at svare, hvilket det gjorde.

For at sikre, at OLAF ikke ignorerer sådanne skrivelser eller ikke engang anerkender dem, foreslog jeg imidlertid i en nylig sag OLAF at minde sine ansatte om de principper, der gælder for interaktion med borgerne, som fastsat i kodeksen for god forvaltningsskik. OLAF gjorde dette og afholdt også et informationsmøde om principperne for god forvaltningsskik for sit personale med henblik på at øge bevidstheden om principperne i kodeksen for god forvaltningsskik.

• Gennemsigtighed/offentlig adgang til dokumenter vedrørende OLAF's undersøgelser

Min rolle med hensyn til gennemsigtighed og aktindsigt er navnlig at kontrollere, om OLAF overholder forordning (EF) nr. 1049/2001, og give rimelige og passende forklaringer, når det giver afslag på aktindsigt.

I mange af de sager, der blev undersøgt på dette område, fandt jeg, at OLAF havde gyldige grunde til at nægte aktindsigt i dokumenter vedrørende dets undersøgelser. I nogle andre tilfælde anbefalede jeg, at den overvejede i det mindste delvis fremlæggelse af oplysninger. I de få tilfælde, hvor OLAF's grunde til ikke at gennemføre mine henstillinger ikke var overbevisende, bekræftede jeg mine første konklusioner om fejl eller forsømmelser.

Jeg har også fremsat en række forslag til forbedringer for OLAF med hensyn til de proceduremæssige krav, der er fastsat i forordning 1049/2001 (f.eks. for at overholde kravene vedrørende frister for behandling af borgernes anmodninger om aktindsigt). Generelt har OLAF hilst mine forslag velkommen og reageret positivt på dem og har også truffet passende gennemførelsesforanstaltninger.

• Overholdelse af grundlæggende rettigheder/processuelle garantier

Mange klager til mit kontor vedrører påståede krænkelser af de grundlæggende rettigheder og proceduremæssige garantier for de personer, der undersøges af OLAF. De spænder fra de berørte personers ret til forsvar (retten til at blive informeret, retten til at blive hørt og muligheden for at fremsætte bemærkninger) til retten til aktindsigt og i mindre omfang til overholdelse af databeskyttelsesreglerne.

Det er et vigtigt, men komplekst spørgsmål, men lad mig blot komme med et par generelle bemærkninger til min tilgang.

OLAF's administrative praksis er blevet forbedret, navnlig efter at de retlige rammer for OLAF's undersøgelser blev ændret med vedtagelsen i 2013 af forordning 883.

 Når det er sagt, mener jeg stadig, at der er plads til yderligere forbedringer, og i en række nylige sager har jeg fremsat flere forslag i denne henseende.

I en nylig sag anfægtede klageren, at OLAF gav ham mulighed for at kommentere de forhold, der vedrørte ham, skriftligt i stedet for under en samtale. Han var også bekymret over, at OLAF ikke fulgte op på hans anmodning om at søge og indsamle digitalt bevismateriale i en bestemt medlemsstat.

Efter at have analyseret sagsakterne fandt jeg, at OLAF har et skøn ved afgørelsen af, hvilken undersøgelsesforanstaltning der er mest hensigtsmæssig i en konkret sag. Jeg konstaterede også, at OLAF ikke misbrugte sine skønsbeføjelser ved ikke at søge at hente og indsamle de digitale oplysninger, som klageren nævnte. Jeg fandt derfor, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser i denne sag. Jeg fremsatte imidlertid to forslag til forbedring for OLAF, som forklarer 1) hvorfor OLAF vælger ikke at gennemføre en samtale, hvis den person, der er genstand for undersøgelsen, anmoder herom, og 2) hvorfor OLAF vælger at træffe (eller ikke træffe) en specifik undersøgelsesforanstaltning.

I øjeblikket afventer jeg OLAF's svar på disse forslag.

I en anden nylig sag foreslog jeg OLAF at forklare behørigt, hvorfor det mente, at udbredelsen af en endelig rapport risikerer at underminere en igangværende national undersøgelse, og at indhente synspunkter fra de berørte nationale myndigheder, inden der gives afslag på aktindsigt i den. Som svar anførte OLAF, at det ville overveje disse forslag i lignende sager i fremtiden.

Endelig har jeg også foreslået OLAF at overveje at foretage en lyd- eller videooptagelse af interviews. OLAF har erkendt fordelen ved at gøre dette, men synes på nuværende tidspunkt tilbageholdende med at træffe en endelig afgørelse om dette spørgsmål. Jeg håber, at OLAF snart vil tage dette spørgsmål op igen og beslutte, at det vil være en god administrativ praksis, hvis sådanne optagelser foretages.

Lad mig nu komme med nogle tanker om de mulige konsekvenser af den nye europæiske anklagemyndighed.

2. Den nye europæiske anklagemyndigheds mulige indvirkning på OLAF

Den nye EPPO-forordning gør det klart, at EPPO, som vil have hjemsted i Luxembourg, vil være ansvarlig for strafferetlige undersøgelser, mens OLAF vil fortsætte sine administrative undersøgelser af uregelmæssigheder og svig, der skader EU's finansielle interesser, i alle medlemsstater.

Selv om EPPO helt sikkert vil påvirke den måde, OLAF fungerer på, er det stadig ikke klart, hvordan OLAF og EPPO i praksis vil eksistere side om side og samarbejde. Denne mangel på klarhed vedrører navnlig de sager, hvor OLAF forventes at rådføre sig og koordinere tæt med EPPO, nemlig når OLAF vil foretage administrative undersøgelser på EPPO's anmodning og skal indsamle bevismateriale med henblik på EPPO's straffesager. Det er slet ikke klart i henhold til EPPO-forordningen, om OLAF vil bistå EPPO ved at handle inden for sine egne retlige rammer eller inden for EPPO's retlige rammer. Dette er et vigtigt spørgsmål, da EPPO's retlige ramme er af strafferetlig og ikke af administrativ karakter. Bør OLAF's aktiviteter nu ikke blot være i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik, men også med de strafferetlige principper?

Der er allerede dukket mange spørgsmål op vedrørende disse spørgsmål. Jeg noterer mig navnlig de bekymringer, som Overvågningsudvalget gav udtryk for i sin udtalelse om dette spørgsmål i september 2017.

Det står nu klart, at det for at øge klarheden og retssikkerheden er nødvendigt at tilpasse den nuværende OLAF-forordning. Ellers er jeg bange for, at disse spørgsmål vil give anledning til fremtidige klager til Ombudsmanden.

3. Foreslået revideret OLAF-forordning – foreslået "ansvarlig for processuelle garantier" og "OLAF's klagemekanisme"

Jeg er klar over, at spørgsmålet om klagemekanismer for personer, der er involveret i OLAF's undersøgelser, har været et tilbagevendende problem og er blevet drøftet i forskellige fora, herunder Overvågningsudvalget. Der er tidligere blevet fremsat flere lovgivningsforslag, men de har ikke været vellykkede.

Dette er naturligvis også et anliggende for Den Europæiske Ombudsmand. Både min forgænger og jeg har undersøgt, hvordan EU's institutioner og organer har oprettet deres interne klagemekanismer til at håndtere de bekymringer, som EU-borgerne har givet udtryk for. Vi har hele tiden været af den opfattelse, at uden en effektiv intern klagemekanisme kan overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og processuelle garantier for personer, der er berørt af EU-institutionernes administrative aktiviteter, i sidste ende ikke være effektiv.

Det gælder også OLAF. Jeg mener, at det er vigtigt, at personer, der er involveret i OLAF's undersøgelser, har effektive klagemuligheder til rådighed til at klage over potentielle krænkelser af deres rettigheder og proceduremæssige garantier. Det glæder mig at kunne konstatere, at Overvågningsudvalget i en udtalelse fra 2013 delte den samme opfattelse.

Jeg bemærker, at de meget nylige ændringsforslag, som Parlamentet har stillet, har til formål at forsøge at lukke det nuværende hul i lovgivningen. Den har tilsyneladende til hensigt at oprette en intern kontrolfunktion i form af den kontrolansvarlige for processuelle garantier, der er ansvarlig for behandlingen af klager, som OLAF modtager, og for at give generaldirektøren forudgående tilladelser under særlige omstændigheder. Det foreslås også at oprette en klagemekanisme i samarbejde med den kontrolansvarlige for processuelle garantier. Dette bør være en administrativ mekanisme, hvorved den kontrolansvarlige bør være ansvarlig for at behandle klager, som OLAF modtager, i overensstemmelse med retten til god forvaltning.

Disse ændringsforslag vil blive sat til afstemning i udvalget næste mandag i Parlamentet, forstår jeg.

Når det er sagt, mener jeg, at enhver effektiv klagemekanisme skal overholde flere betingelser. Disse betingelser omfatter operationel uafhængighed, gennemsigtighed, tilgængelighed, rettidighed og tilstrækkelige ressourcer. Det siger sig selv, at OLAF for at sikre, at denne mekanisme fungerer effektivt, altid bør yde sin støtte og samarbejde fuldt ud med den.

Jeg bemærker også, at den foreslåede forordning bekræfter Overvågningsudvalgets rolle med hensyn til at overvåge udviklingen i de proceduremæssige garantier. På nuværende tidspunkt er det imidlertid ikke helt klart, hvordan Overvågningsudvalget og den kontrolansvarlige for processuelle garantier vil eksistere side om side. Jeg mener, at det er vigtigt, at den foreslåede forordning klart definerer den kontrolansvarliges og overvågningsudvalgets respektive roller for at undgå en mangedobling af uafhængige tilsynsorganer og forvirring om den rolle, som hver aktør, der er involveret i OLAF's tilsyn, spiller, dobbeltarbejde og kompetencekonflikter og af henstillinger til generaldirektøren.

På nuværende tidspunkt er det min opfattelse, at den kontrolansvarlige vil foretage en forudgående kontrol og varetage OLAF's daglige behandling af undersøgelser, mens Overvågningsudvalget vil foretage et efterfølgende tilsyn med OLAF's undersøgelsesaktiviteter og dermed forme fremtiden for OLAF's undersøgelsesfunktion ud fra et fremadrettet perspektiv.

Jeg ser frem til at høre din mening om disse spørgsmål.

Tak skal du have.