Godmorgen alle, og jeg er glad for at være her i dag, hvor I drøfter et spørgsmål, der er afgørende ikke blot for det europæiske projekt, men også for vores forståelse af nogle af de demokratiske udfordringer, vi står over for i øjeblikket.

Folkets evne til at påvirke både udarbejdelsen og gennemførelsen af love, der påvirker deres dagligdag, er essensen af demokrati. Men det er også afgørende for vores menneskelige behov for autonomi og kontrol over vores verden, følelsen af, at vi betyder noget, og at vores livs skæbne ikke kun bestemmes af andre.

I vores stadig mere globaliserede og indbyrdes forbundne samfund – og i en verden, hvor nye teknologier udøver en betydelig grad af kontrol over den politiske dagsorden – kan det være let for almindelige mennesker at tro eller blive forledt til at tro, at hverken de eller deres nationale parlamenter har kontrol over de love, der styrer den verden, de lever i. Det er ikke tilfældigt, at lederne af den britiske Brexit-kampagne brugte sloganet "Take back control" under folkeafstemningen vel vidende, at det appellerede til et dybtliggende politisk og psykologisk behov hos mange mennesker.

Men når folk føler, at de har mistet kontrollen, lider troværdigheden og legitimiteten af vores lovgivende institutioner, selv hvor de angiveligt er demokratiske.

Beretningen om "manglende kontrol" anvendes ofte af EU-skeptikere til at angribe EU. Nogle pro-EU-politikere og -influencere bidrager imidlertid også til denne fortælling, når de offentligt giver "Bruxelles" skylden til deres nationale publikum for love eller politiske udviklinger, der opfattes negativt. Meget ofte gør de det, selv når de var involveret i at træffe beslutninger om det spørgsmål, som de efterfølgende kritiserer eller er tilbageholdende med at anvende.

Dette er noget, jeg har forsøgt at tage op gennem mit arbejde med gennemsigtighed i EU's beslutningsprocesser, senest i min undersøgelse af ansvarligheden i beslutningstagningen i Rådet, som i øjeblikket er til behandling i Europa-Parlamentet. En EU-borgers ret til at kende de holdninger, der indtages af deres regeringer, når de lovgiver i Bruxelles, bør ikke være mindre, end den er, når den samme regering foreslår og vedtager lovgivning hjemme.

*********

EU har forskellige værktøjer på plads til at give offentligheden indflydelse på, hvordan EU-lovgivningen udformes og anvendes. De mest åbenlyse er klager over overtrædelser. Alene sidste år indledte Kommissionen 716 overtrædelsesprocedurer, hvoraf mange var baseret på klager fra almindelige interesserede parter.

For dem, der har midlerne, kan retssager også være effektive, som vi så igen i september med hensyn til udstationerede arbejdstageres rettigheder. Gennem offentlige høringer kan borgere og interesserede parter bruge deres erfaringer med, hvordan eksisterende EU-lovgivning anvendes, til at forsøge at gennemføre ændringer af disse love. Det europæiske borgerinitiativ er naturligvis et andet vigtigt redskab, selv om det endnu ikke er fuldt udviklet.

Mit og andre ombudsmænds kontor kan også spille en rolle. Vi fungerer som bro mellem borgeren og den nationale forvaltning, men gennem vores samarbejde gennem det europæiske netværk af ombudsmænd forsøger vi at bygge en lignende bro mellem borgeren og EU-forvaltningen, når deres problemer har en EU-lovgivningsmæssig dimension. Vi er også begyndt at gennemføre vores parallelle undersøgelser, hvor et spørgsmål af væsentlig offentlig interesse har både et nationalt og et EU-lovgivningsmæssigt grundlag, og hvor vores kombinerede arbejde kan have større styrke.

Som De ved, fastlagde Lissabontraktaten formelt de nationale parlamenters direkte rolle i EU-processen. De nationale parlamenter har en klart defineret rolle at spille, enten gennem deres mangeårige funktioner som f.eks. gennemførelsesdirektiver eller gennem nyere mekanismer som f.eks. proceduren med det gule kort. Udvalgene om europæiske anliggender er også vigtige organer i denne proces.

Den interparlamentariske dialog har haft til formål at gøre denne rolle mere konkret, og jeg er opmuntret over, at De også ser på anvendelsen af EU-retten i dag og ikke kun lovgivningsprocessen.

Men ud over de mekanismer og procedurer, der findes, for at borgerne og de nationale parlamenter kan udøve indflydelse, er det afgørende, at de og De føler og føler sig bemyndiget til at spille denne rolle.

Dette indebærer ikke blot at øge bevidstheden om og tilskynde folk til at drage fordel af de værktøjer, der findes, men at sikre, at deres indsats tages alvorligt, når borgerne eller de nationale parlamenter forsøger at øve indflydelse. Medlemsstaternes parlamenter kan og bør være stærke aktører, når det gælder om at skabe meningsfulde forbindelser mellem borgerne og EU-institutionerne.

Som et konkret eksempel på, hvad jeg mener med dette, vil jeg gerne pege på det europæiske borgerinitiativ.

Ud over de strukturelle ændringer, der foretages i forbindelse med den igangværende reform af det europæiske borgerinitiativ, er et måske mere grundlæggende spørgsmål kløften mellem initiativtagernes forventninger og de konkrete foranstaltninger, som Kommissionen foreslår for i sidste ende at følge op på deres krav.

Hvis vi ser på det første vellykkede borgerinitiativ nogensinde om retten til vand, tog det næsten fire år for Kommissionen at fremsætte et lovgivningsforslag som reaktion på initiativet. Selv om der er forskellige grunde til dette, var det uden tvivl frustrerende for de involverede, at deres indsats tog så lang tid at få en direkte juridisk virkning.

Der er måske behov for yderligere overvejelser om, hvordan man kan reagere på og håndtere forventningerne hos borgere eller parlamentarikere, der ønsker at udøve indflydelse på EU's lovgivnings- og håndhævelsesproces. Men det vigtigste sted at starte er på niveauet for simpel bevidsthed, behovet for, at borgere og parlamentarikere ved præcis, hvordan deres stemmer kan blive hørt.

******

Når vi ser frem til valget til Europa-Parlamentet i 2019, som vil være en lakmusprøve på, hvordan EU reagerer på EU-skeptisk populisme, bør dette være en topprioritet: sikring af, at offentligheden, hvis interesse EU er her for at tjene, føler, at den har indflydelse på de love, der vedtages i de europæiske institutioner. Tak, fordi du lyttede. Jeg glæder mig til resten af mødet.