Sagen vedrørte en ansat ved Den Europæiske Centralbank (ECB), som mente, at han var blevet chikaneret af sin chef. Han klagede over dette i begyndelsen af 2021. ECB iværksatte en administrativ undersøgelse og overdrog samtidig klageren til en anden arbejdsplads i ECB af hensyn til hans egen beskyttelse.

Den administrative undersøgelse tog to et halvt år og blev afsluttet tre år efter, at klageren først bad om hjælp. Den administrative undersøgelse viste, at klageren var blevet chikaneret, og indledte formelt en disciplinærsag mod den ledende medarbejder.

Under ECB's opfølgning på resultatet af den administrative undersøgelse henvendte klageren sig til Ombudsmanden. Han hævdede, at der var urimelige forsinkelser i processen.

I løbet af Ombudsmandens undersøgelse afsluttede ECB disciplinærproceduren, og klageren vendte til sidst tilbage til sin hovedarbejdsplads.

Ombudsmanden fandt, at der havde været urimelige forsinkelser i alle faser af ECB's behandling af sagen, og at ECB ikke havde behandlet vigtige spørgsmål i sin opfølgning. Ombudsmanden foreslog derfor ECB en løsning, nemlig at den undskylder, betaler erstatning og sikrer meningsfuld intern kommunikation til personalet om chikanesagen.

I sit svar på Ombudsmandens forslag til en løsning udtrykte ECB beklagelse over, hvad der var sket. Den organiserede yderligere intern kommunikation om chikanesagen. Den fandt imidlertid ikke, at den rådede over de elementer, der var nødvendige for at kunne vurdere den økonomiske kompensation. Ombudsmanden fandt, at den skade, der var forårsaget af ECB's håndtering af klagerens chikanesag, desværre ikke var blevet udbedret af ECB's svar på forslaget til løsning. Da en henstilling, der gentager de samme punkter, imidlertid ikke synes at være nyttig, afsluttede Ombudsmanden undersøgelsen med forslag til systemiske forbedringer og anmodede igen ECB om at samarbejde med klageren for at identificere de relevante finansielle konsekvenser af dens fejl og forsømmelser.

Sagen vedrørte behandlingen af en klage over chikane fra en ansat ved en EU-mission. Den pågældende EU-mission besluttede at indlede en "foreløbig undersøgelse", men stod over for problemer med hensyn til faktisk at indlede den.

Klageren kontaktede Den Europæiske Ombudsmand, da den indledende undersøgelse efter flere måneder ikke syntes at være påbegyndt.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse og anmodede EU-Udenrigstjenesten om at redegøre for situationen.

I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse indledte EU-Udenrigstjenesten faktisk den indledende undersøgelse, som førte til en rapport, på grundlag af hvilken det blev besluttet at indlede en disciplinærsag.

Ombudsmanden konkluderede, at forsinkelsen med at påbegynde den indledende undersøgelse var en overtrædelse af klagerens grundlæggende ret til en rimelig administrativ behandlingstid. Ombudsmanden konkluderede endvidere, at der havde været fejl eller forsømmelser i den oprindelige kommunikation med klageren.

Da den indledende undersøgelse imidlertid i mellemtiden havde ført til indledning af en relateret disciplinærsag, afsluttede Ombudsmanden undersøgelsen.