Har du en klage over en EU-institution eller et EU-organ?

Etiske spørgsmål

EU-forvaltningen har indført mange regler, der skal forebygge interessekonflikter eller andre brud på etiske principper. Det er Ombudsmandens rolle at bidrage til at sikre, at reglerne gennemføres, og hjælpe institutionerne til at undgå, at der opstår en opfattelse af, at der kan forekomme brud på etiske principper.

Et særligt fokusområde for Ombudsmanden er "svingdørsfænomenet", hvor tjenestemænd forlader EU-forvaltningen for at tiltræde stillinger i den private sektor (eller omvendt). Tjenestemænd, der skifter til den private sektor, kan ønske at udnytte netværk, som de havde adgang til i deres tidligere roller, eller forsøge at påvirke EU's lovgivning. Det kan undergrave offentlighedens tillid til EU-forvaltningen.

Det er normalt, at interessegrupper forsøger at øve indflydelse på EU's demokratiske beslutningsproces, men det er vigtigt, at dette sker i overensstemmelse med de højeste standarder for gennemsigtighed for at undgå tvivl om potentielle interessekonflikter. Gennemsigtighed i lobbyvirksomhed, og hvordan interessegrupper henvender sig til EU-institutionerne, er tilbagevendende emner for Ombudsmandens undersøgelser.

Ombudsmanden kan undersøge etiske spørgsmål, når de rejses af klagere, der er utilfredse med måden, en institution har behandlet deres problemer på. Hun kan dog også handle på eget initiativ og undersøge spørgsmål, hvis hun bliver opmærksom på potentielle bekymringer i offentligheden og finder grund til at handle.