** Check mod levering **

Bruxelles, den 26. november 2013

Hr. formand, ærede medlemmer, tak for denne lejlighed, som er mit første møde i Parlamentet som europæisk ombudsmand, til at tale til Dem om min første særberetning.

For det første vil jeg gerne takke medlemmerne af Parlamentet for tidligere på året at have betroet mig denne vigtige holdning. Da jeg forstår Udvalget for Andragenders betydning for borgerne, ser jeg bestemt frem til at styrke samarbejdet mellem mit kontor og udvalget.

Jeg er også særlig glad for, at medlemmer af det irske udvalg for andragender er til stede i dag. Jeg føler mig meget hjemme!

Men selv om jeg har fornøjelsen af at tale til Dem i forbindelse med en særberetning, er det ikke noget, jeg ønsker at gøre særlig ofte.  En institutions manglende gennemførelse af en ombudsmands henstilling bør være en sjælden begivenhed, og antallet af særberetninger, som mine to forgængere forelagde Parlamentet – ca. en om året – er et bevis på den samarbejdsbaserede tilgang, som EU-institutionerne har valgt i langt de fleste tilfælde.

Som politisk organ er Europa-Parlamentet naturligvis suverænt i sin behandling af Ombudsmandens særberetninger, og jeg søger støtte til min holdning, hvorefter De frit kan beslutte, hvad De vil gøre.

Det spørgsmål, jeg nu forelægger Dem, kræver Parlamentets særlige opmærksomhed. Frontex - det EU-organ, der har til opgave at bistå medlemsstaterne med at forvalte og kontrollere deres ydre grænser - har afvist at acceptere min anbefaling om at oprette et internt klagebehandlingssystem.

Jeg påstår ikke, at en sådan mekanisme - hvis den gennemføres - vil komme tæt på at løse de mange komplekse migrationsspørgsmål, der er kernen i denne sag, men den vil i det mindste være et skridt i retning af at opretholde de menneskerettighedsstandarder, som vi er bundet af i Europa, og specifikt gennem chartret om grundlæggende rettigheder, som Frontex i overensstemmelse med alle andre EU-institutioner og -agenturer er underlagt.

Jeg ved, at spørgsmålet om migration er et spørgsmål, der i høj grad bekymrer Parlamentet. Jeg har bemærket, at kun fem sekunder inde i den videoannonce, som De lancerede i forventning om valget i 2014, er et billede af unge afrikanske mænd, der hopper fra dækket af en lille båd ind i et mørkt hav om natten, billedet rullet ud netop for at pege på den humanitære udfordring, som vi alle, der bor sikkert inden for EU's grænser, står over for.

I sidste måned druknede 360 kvinder, børn og mænd ud for vores europæiske kyst nær den lille ø Lampedusa. Mange af os forbinder navnet Lampedusa med den vidunderlige roman The Leopard af Giuseppe De Lampedusa, som fortæller historien om det sicilianske aristokrati kamp for at klare sociale forandringer i det 19. århundrede. Lampedusa peger nu på EU's egen kamp i det 21. århundrede for at klare det sociale og økonomiske pres, der tvinger så mange sjæle til at risikere deres eget liv og alt for ofte deres børns liv for at søge Europas løfte.

Mindst 20 000 mennesker er døde i de sidste 20 år i forsøget på at nå Europas kyst. Vi kan umuligt vide, hvor mange flere der er omkommet i havene omkring vores lande uden at blive bemærket og husket, men af deres familier i deres hjemland. Formand Schulz fortalte for nylig Det Europæiske Råd, at Lampedusa skal være et vendepunkt i den europæiske migrationspolitik, og det er baggrunden for min særberetning til Dem i dag.

Frontex har ikke accepteret min anbefaling efter en undersøgelse af dets overholdelse af europæiske menneskerettighedsstandarder, navnlig chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg vil ikke desto mindre indledningsvis sige, at jeg har fået et fremragende samarbejde fra Frontex, og jeg håber, at kløften mellem os i dette spørgsmål ikke er så stor, at den ikke kan bygges op med Parlamentets opmuntring og aktive bistand, hvis det er Parlamentets valg.

Indvandring og navnlig de udfordringer, der er forbundet med ulovlig indrejse, udgør store juridiske og humanitære udfordringer for EU. Der er næsten nødvendigvis spændinger mellem den meget legitime interesse i at kontrollere indvandringen og det humanitære krav om at tilbyde et sikkert tilflugtssted i afventning af den lovlige behandling af asylansøgninger. Frontex skal i samarbejde med de enkelte medlemsstater forsøge at opnå en vanskelig balance mellem disse modstridende krav.

Gennem en EU-forordning fra 2011 er Frontex nu udtrykkeligt forpligtet til at handle i overensstemmelse med chartret i forbindelse med sit arbejde.  Frontex skal desuden træffe administrative foranstaltninger for at fremme overholdelsen og overvåge overholdelsen af chartret. Disse ordninger omfattede udarbejdelse af adfærdskodekser for Frontex' operationer, udnævnelse af en ansvarlig for grundlæggende rettigheder i Frontex og oprettelse af et rådgivende forum om grundlæggende rettigheder. Det er alle velkomne skridt fremad.

I marts 2012 indledte den daværende europæiske ombudsmand, professor Diamandouros, en undersøgelse på eget initiativ af de fremskridt, som Frontex gør med hensyn til at opfylde sine forpligtelser i henhold til chartret og forordningen fra 2011.

Vi konstaterede, at Frontex generelt gjorde rimelige fremskridt med hensyn til at opfylde sine forpligtelser i henhold til chartret og forordningen. Vi konstaterede imidlertid, at organisationen ikke havde nogen mekanisme til at håndtere påståede individuelle tilfælde af krænkelser af grundlæggende rettigheder. Jeg ser manglen på en intern klagemekanisme som et betydeligt hul i Frontex' ordninger.

Manglen på en sådan mekanisme betyder, at Frontex ikke kan have fuldt kendskab til bekymringer eller klager over den måde, det fungerer på. Det betyder også, at personer med klager ikke har mulighed for at få dem behandlet direkte af Frontex. Nettoresultatet er, at eventuelle krænkelser af migranters menneskerettigheder forbliver uopdagede, urapporterede og uløste.

Vi anbefalede Frontex at oprette en mekanisme til direkte behandling af klager fra personer, der hævder at have fået deres grundlæggende rettigheder krænket af Frontex. Desværre besluttede Frontex ikke at acceptere denne anbefaling.

Frontex siger, at individuelle hændelser, der bliver genstand for en klage, i sidste ende er den pågældende medlemsstats ansvar, på hvis område hændelsen fandt sted. Det synspunkt, at et EU-agentur ikke har nogen direkte ansvarlighed i denne henseende, er blevet beskrevet af Europarådet som "en farlig tankegang", og en, siger det, der bidrager til et skyldspil mellem agenturet og medlemsstaterne .

Jeg accepterer ikke, at Frontex ikke bærer ansvaret for de handlinger, der udføres af personale, der arbejder under Frontex' banner. Dette ansvar kan undertiden deles med den enkelte medlemsstat, men det er ikke holdbart, at Frontex ikke har noget ansvar.

Jeg accepterer Frontex' holdning om, at kun få af dets egne medarbejdere rent faktisk deltager i operationelle aktiviteter i marken. Jeg accepterer dog også, at ansvarsfordelingen ikke altid er klar. Det forholder sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne ved grænserne stiller en lang række betjente til rådighed, som bærer armbind med påskriften "Frontex", og som bærer billedet af Den Europæiske Unions flag.

De, der er berørt af en Frontex-operation, mener naturligvis, at en betjent, der bærer et sådant armbind, handler under Frontex' ledelse. Disse mennesker er typisk under stress og sårbare - overvej billederne af næsten utænkelig nød, som vi har været vidne til i de seneste uger - og det kan umuligt forventes, at desperate, rædselsslagne personer muligvis kunne undersøge, hvad der er en forvirret og kompleks ansvarsfordeling. Det forekommer kun logisk, at disse mennesker ser Frontex som den første klageinstans over krænkelser af deres grundlæggende rettigheder.

Der er et vigtigt princip her, og det er, at enhver person, der arbejder i embeds medfør, og som bærer et EU-flag på sin uniform eller et armbånd i dette tilfælde, i det mindste sammen med medlemsstaterne skal stå til ansvar over for EU-institutionerne, herunder Europa-Parlamentet.

På baggrund af Lampedusatragedien og andre nylige humanitære katastrofer ved EU's grænser er det afgørende, at Frontex behandler klager fra migranter og andre, der er berørt af dets handlinger, direkte.

Min opfattelse af, at Frontex bør udvikle et klagebehandlingssystem, deles også af Europarådet, som i april 2013 vedtog en beslutning, hvori det opfordrede EU til at sikre, at dets medlemsstater og Frontex overholder deres menneskerettighedsforpligtelser, herunder oprettelsen af et klagesystem.

Hvordan ville et sådant klagebehandlingssystem se ud? Et eksempel er Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som med Parlamentets opmuntring indvilligede i at indføre en frontlinjeklagemekanisme for personer, der er involveret i eller berørt af EIB-finansierede projekter.

Denne ordning fungerer godt og har styrket bankens omdømme i det internationale udviklingssamfund. Det ville være både effektivt og af hensyn til EU's omdømme på området for grundlæggende rettigheder, hvis Frontex også indvilligede i at indføre en indledende klagemekanisme.

Jeg forstår, at lederen af EIB's klagemekanisme, Felismino ALCARPE, er til stede i dag og står til rådighed for at besvare eventuelle spørgsmål, du måtte have om denne klagemekanisme.

Afslutningsvis anmoder jeg i dag i min første særberetning om Deres støtte til at bruge de beføjelser, der er tillagt Parlamentet, til at kræve, at Frontex opretter sin egen klagemekanisme for at sikre, at de, der hævder at have fået deres grundlæggende rettigheder krænket ved agenturets handling eller manglende handling, kan få den værdighed at få disse påstande undersøgt og løst fuldt ud.

Tak for Deres opmærksomhed.