Hr. formand!

Mine damer og herrer!

Først vil jeg gerne takke Dem for at invitere mig til at deltage i dette europæiske forum, som beskæftiger sig med idéen om et nyt charter om grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Union. Jeg håber at kunne bidrage med nogle overvejelser, der udspringer af mine næsten fire års erfaring som europæisk ombudsmand.

1 Den Europæiske Ombudsmand

Min opgave i den periode har været at styrke forbindelserne mellem Unionen og dens borgere. Ombudsmandens mandat i henhold til traktaten er at behandle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner. Enhver unionsborger eller person med bopæl i Unionen kan henvende sig til Ombudsmanden, uanset om vedkommende er personligt berørt af et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Begrebet "fejl og forsømmelser" er ikke defineret i traktaten, men jeg foreslog en definition i årsberetningen for 1997:

"fejl eller forsømmelser opstår, når et offentligt organ undlader at handle i overensstemmelse med en regel eller et princip, der er bindende for det".

I forbindelse med behandlingen af årsberetningen hilste Europa-Parlamentet denne definition velkommen.

Naturligvis er de vigtigste regler og principper, der er bindende for Fællesskabets institutioner og organer, dem, der vedrører menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Inden for Fællesskabets virksomhedsområde kan disse rettigheder og friheder for det meste sikres ved at sikre en fuldstændig og korrekt anvendelse af fællesskabsretten. Mange af de problemer, der opstår, skyldes den ofte forvirrende situation med hensyn til de retsmidler, der er til rådighed for borgerne, hvis fællesskabsretten ikke overholdes. Lad mig illustrere disse punkter ved at drøfte den frie bevægelighed for personer.

2 Fri bevægelighed for personer.

For borgerne er retten til at færdes frit på Unionens område et af Unionens vigtigste resultater. Der synes imidlertid at være en reel bekymring blandt borgerne for, at den frie bevægelighed for personer ikke er en realitet. Det stigende antal klager til Den Europæiske Ombudsmand om sådanne problemer synes at bekræfte dette synspunkt.

De problemer, der hyppigst rejses, spænder fra grænsekontrol, de vanskeligheder, der opstår, når man flytter til en anden medlemsstat og udøver en økonomisk aktivitet dér, til problemer vedrørende udstedelse af opholdstilladelser til studerende, pensionerede og ikke-erhvervsaktive personer og forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Da disse problemer direkte påvirker de grundlæggende sociale rettigheder, synes de at være en kilde til forvirring og skuffelse blandt borgerne.

Hindringer for den frie bevægelighed skyldes ofte, at de nationale, regionale og lokale myndigheder ikke har gennemført fællesskabsretten korrekt. Da fællesskabsretten er lov i medlemsstaterne, kan dens anvendelse af sådanne forvaltninger overvåges af nationale ombudsmænd og lignende organer (normalt parlamentariske udvalg for andragender).

På nuværende tidspunkt synes borgerne imidlertid generelt at være uvidende om muligheden for at klage til nationale ombudsmænd og lignende organer om fællesskabsretlige spørgsmål. Hvis de kommer fra en anden medlemsstat, kender de måske ikke klagesystemet og har undertiden et dårligt kendskab til værtslandets sprog. Derfor afstår de fra at klage på nationalt plan, og enten bliver deres klage slet ikke behandlet, eller også ender den på europæisk plan.

Jeg mener, at det er rigtigt at tro på subsidiaritetsprincippet og dermed tilskynde og støtte ombudsmænd og lignende organer i medlemsstaterne til at behandle klager over anvendelsen af fællesskabsretten. Derfor har jeg fremmet et forbindelsesnetværk, der forbinder alle de nationale ombudsmandskontorer. Der er hvert år siden 1996 blevet afholdt seminarer i forbindelsesnetværket for at informere om fællesskabsretten, og det næste vil finde sted i Paris i september i år. Vi offentliggør regelmæssigt en "forbindelsesskrivelse" for at informere om væsentlig ny retspraksis fra Domstolen og EU-retssager, der behandles af de nationale kontorer. Den Europæiske Ombudsmands websted har links til de nationale ombudsmænds og lignende organers websteder, og yderligere udvikling af samarbejdet via webstedet er på vej. Forbindelsesnetværket giver også de nationale kontorer mulighed for at rette forespørgsler om fællesskabsretten til Den Europæiske Ombudsmand, som normalt videresender forespørgslen til den kompetente fællesskabsinstitution med henblik på en udtalelse.

3 En ny artikel i traktaten, der skal informere borgerne om deres klagemuligheder.

I et retssamfund er domstolene naturligvis den vigtigste beskyttelse af enkeltpersoners rettigheder. Ombudsmanden er en ikke-retslig institution, noget ekstra, der hjælper borgerne, når de har problemer med forvaltningen. I øjeblikket er der imidlertid ingen bestemmelser i traktaterne, der informerer de europæiske borgere om den afgørende rolle, som de nationale domstole spiller med hensyn til at sikre overholdelsen af fællesskabsretten.

Efter min mening bør man på den næste regeringskonference benytte lejligheden til at indføje en ny artikel i traktaten, som informerer borgerne om alle de klagemuligheder, de har, hvis deres rettigheder i henhold til fællesskabsretten ikke respekteres.

Ud over domstolenes rolle bør der i traktaten indføjes en ret for borgerne til at klage til Kommissionen over en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten. Dette kunne danne grundlag for en gennemgribende reform af de ofte hemmelighedsfulde procedurer, som Kommissionen anvender i sådanne tilfælde.

Desuden bør nationale og regionale ombudsmænd og lignende organer såsom parlamentariske udvalg for andragender også nævnes i traktaten som havende et ansvar for at hjælpe borgerne i tilfælde af konflikter med administrationen, der involverer fællesskabsretten, herunder menneskerettighedsspørgsmål. Hver medlemsstat bør være forpligtet til at sikre, at dens retsorden omfatter et effektivt udenretsligt organ, som borgerne kan henvende sig til med henblik herpå.

4 Amsterdam-traktaten.

Jeg er fast besluttet på at uddybe samarbejdet mellem Den Europæiske Ombudsmand og de nationale ombudsmænd og lignende organer for at bidrage til at gøre fællesskabsretten til en levende realitet for borgerne. Dette samarbejde er endnu mere nødvendigt nu, hvor Amsterdam-traktaten er ved at bringe en række spørgsmål, som udgør en betydelig del af arbejdsbyrden for de fleste nationale ombudsmænd, ind under fællesskabsrettens anvendelsesområde.

For at sikre borgernes ret til at færdes frit i et Europa uden indre grænser gør traktaten oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed til et af Unionens mål. For at nå dette mål indfører traktaten en række politikområder i Fællesskabet vedrørende den frie bevægelighed for personer, navnlig dem, der vedrører visum, asyl og indvandring (nyt afsnit IV i EF-traktaten).

Andre beslægtede spørgsmål, nemlig politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, ligger uden for Fællesskabets rammer (afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union), selv om visse elementer i fællesskabsordningen vil finde anvendelse på dem, herunder Den Europæiske Ombudsmands tilsynsrolle.

Det er vigtigt, at der ved udarbejdelsen af de tekster, der skal anvendes på alle disse nye områder, fuldt ud tages hensyn til de eksisterende menneskerettighedstraktater, f.eks. i forbindelse med spørgsmål som tildeling af asyl og definitionen af "flygtning". Desuden skal der også være et effektivt tilsyn med gennemførelsen af aktiviteter såsom bekæmpelse af ulovlig indvandring, udveksling af politifiler og Europols arbejde, hvor der er et stort potentiale for menneskerettighedskrænkelser.

5 Menneskerettigheder på EU-plan.

Definitionen af menneskerettigheder og passende mekanismer til at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse heraf har længe været drøftet på fællesskabsplan. Manglerne i den nuværende situation er lette at identificere. Der er ikke noget kapitel i traktaten, der informerer borgerne om de præcise menneskerettigheder, som EU-administrationen bør respektere. Unionen har hverken tiltrådt den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder eller nogen anden konvention på dette område. Den nye situation efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden gør det endnu mere presserende at finde en passende løsning for at afhjælpe disse mangler.

En af de løsninger, der er blevet foreslået, er udarbejdelse og vedtagelse af et charter om menneskerettigheder for Unionen. Drøftelserne i dette forum bør bidrage til at afgøre, om denne mulighed kan være en god løsning. Det nøjagtige indhold af et sådant charter og dets forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og andre eksisterende internationale konventioner såsom dem, der er udarbejdet af ILO, vil imidlertid sandsynligvis vise sig at være kontroversielt. Der er også mange juridiske og politiske vanskeligheder, der skal overvindes, før et sådant projekt kan finde generel accept. Jeg vil derfor gerne fremsætte et mere beskedent og pragmatisk forslag, som kan accepteres ret hurtigt.

Forslaget går ud på at indsætte en ny bestemmelse i traktaten, der kræver, at Unionens institutioner og organer overholder alle de eksisterende menneskerettighedskonventioner, som alle eller et flertal af dens medlemsstater har ratificeret. Efter min mening ville det være berettiget og forståeligt for de europæiske borgere, at Unionens forvaltninger skulle overholde de samme menneskerettighedsbestemmelser som medlemsstaterne. Eller sagt på en anden måde: Jeg tvivler på, at nogen europæiske borgere mener, at EU-administrationerne bør fritages for pligten til at overholde disse bestemmelser inden for deres aktivitetsområde.

Som jeg allerede har nævnt, er det også af stor betydning, at der findes en traktatbestemmelse, som klart informerer borgerne om de retsmidler, de har til rådighed i tilfælde af konflikt med administrationen, der involverer fællesskabsretten, herunder menneskerettighedsspørgsmål.

Når jeg fremsætter disse forslag til ændringer, er jeg klar over, at Amsterdam-traktaten er ved at træde i kraft. De udfordringer, som traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skaber, kræver en løsning, som hurtigt kan accepteres og gennemføres. Det projekt, der ligger forud for seminaret, er mere omfattende og krævende. Under alle omstændigheder tror jeg, at det kan tage lang tid at finde den ideelle løsning, men normalt nyder alle godt af at diskutere et så ambitiøst projekt med den inspiration, det giver, og det åbner også mulighed for delvise reformer.

Jeg håber, at disse tanker kan bidrage til at stimulere drøftelserne i dette forum.

Tak for Deres opmærksomhed.