1 Indledende bemærkninger

Godaften allesammen. Det er en stor fornøjelse at være her blandt venner og kolleger, gamle som nye, på det første møde mellem alle de nationale ombudsmænd i EU's medlemsstater siden den største udvidelse nogensinde af Unionen.

Tidligere på året deltog jeg i den årlige konference i den britiske og irske ombudsmandssammenslutning ("BIOA"). Der lyttede jeg til et fremragende indlæg efter middagen fra den britiske parlamentariske ombudsmand, Ann Abraham. Hun rejste sig og sagde: "Det er traditionen ved BIOA-konferencer, at der ikke holdes taler efter middagen, og jeg agter at følge denne tradition". Så satte hun sig ned til tordnende og – er jeg overbevist om – oprigtigt bifald.

Jeg kan ikke være så kortfattet som Ann var ved den lejlighed, fordi vores tidsplan kræver, at jeg forbereder vejen for diskussionen i morgen formiddag. Jeg vil dog huske på, at kortfattethed er den vigtigste kvalitet af enhver tale under eller efter en middag, måske især når talen omhandler forretningsanliggender.

2 Ti år med Den Europæiske Ombudsmand

Mit udgangspunkt er, at individuel ledelse er af grundlæggende betydning for udformningen af institutionernes udvikling. Det mener jeg både som politisk videnskabsmand, der er uddannet til at analysere forholdet mellem sociale strukturer og sociale aktører, og som ombudsmand.

Selve det faktum, at vi er her i dag, er et eksempel på, hvordan et strategisk valg truffet af en enkeltperson kan have afgørende og langvarige institutionelle virkninger. Vores møde finder sted præcis ni år efter det første seminar for de nationale ombudsmænd i EU-medlemsstaterne ,, som Jacob Söderman afholdt i Strasbourg den 12. og 13. september 1996.

Et år tidligere, i juli 1995, havde Europa-Parlamentet valgt Jacob som den første europæiske ombudsmand, og han begyndte at arbejde i september samme år. Derfor fejrer vi i efteråret Den Europæiske Ombudsmands 10-årsjubilæum.

Det glæder mig, at Jacob er her i aften og under hele seminaret. Vi var begge særligt berørt af de varme ønsker og opmuntrende ord fra vores ombudsmandskolleger ved gallamiddagen i går aftes, der markerede 10-års jubilæet.

Den Europæiske Ombudsmand blev formelt oprettet ved Maastrichttraktaten i begyndelsen af 1990'erne.

På det tidspunkt fandtes der kun nationale ombudsmænd i et simpelt flertal (7 ud af 12) af medlemsstaterne.

Udvidelsen den 1. januar 1995 bragte tre nye medlemsstater med nationale ombudsmænd ind i Unionen. Disse omfattede verdens ældste og næstældste institutioner: af Sverige og Finland.

Vi ved alle, at ombudsmanden siden da har erobret verden, men antallet af nye kontorer, der er oprettet, har været særlig højt i Europa i de sidste 10-15 år.

Europarådet har spillet en vigtig rolle med hensyn til at tilskynde til og støtte oprettelsen af ombudsmænd, navnlig i de nye demokratier i Central- og Østeuropa.

Desuden besluttede mange af de ældre demokratier, der tidligere var uden ombudsmænd, også at oprette kontorer i denne periode.

Ved sidste års udvidelse havde alle 10 nye medlemsstater således en national ombudsmand eller et lignende organ, og tre af de gamle medlemsstater (Belgien, Grækenland, Luxembourg) havde oprettet en sådan ombudsmand siden udvidelsen i 1995.

Resultatet er, at 23 ud af de 25 medlemsstater i dag har en national ombudsmand, og at alle fire kandidatlande enten har oprettet en sådan ombudsmand eller har meddelt, at de har til hensigt at gøre det.

Lige så vigtigt som antallet af ombudsmænd er den voksende anerkendelse blandt politiske beslutningstagere på alle niveauer i EU af, at institutionen spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre gode forbindelser mellem enkeltpersoner og offentlige myndigheder.

Fremtidsudsigterne for forfatningen for Europa er nu usikre: En sag, som jeg vender tilbage til senere. Ikke desto mindre er jeg meget opmuntret over, at Den Europæiske Ombudsmand indtager en fremtrædende plads i forfatningen både med hensyn til grundlæggende rettigheder og Unionens demokratiske forhåbninger.

Jeg ser dette som mere end blot en bekræftelse af et vellykket første årti for institutionen, som jeg nu har det privilegium at lede. Det forhold, at alle EU's stats- og regeringschefer underskrev disse bestemmelser i oktober 2004, er efter min mening også en mere generel godkendelse af ombudsmandsinstitutionen, hvilket afspejler den høje grad af troværdighed, som ombudsmændene i medlemsstaterne har opnået gennem effektiv fremme af retsstatsprincippet, principperne for god forvaltning og menneskerettighederne.

3 Det europæiske netværk af ombudsmænd

Det var derfor en sagacious handling af lederskab, da Jacob Söderman besluttede at give høj prioritet til samarbejdet med de nationale ombudsmænd og investere de nødvendige ressourcer til at organisere det første seminar, på et tidspunkt, hvor der var mange andre krav til det nye kontor .

Et af resultaterne af seminaret i Strasbourg i 1996 var enighed om at etablere en fleksibel form for frivilligt samarbejde på lige vilkår med henblik på at fremme informationsstrømmen om fællesskabsretten og dens gennemførelse og overførsel af klager til det organ, der er bedst i stand til at behandle dem.

Det første konkrete skridt var oprettelsen af et netværk af forbindelsesofficerer, der skulle fungere som det første kontaktpunkt i ombudsmandskontoret for andre medlemmer af netværket.

Der blev fastlagt et mønster for afholdelse af seminarer for de nationale ombudsmænd, i princippet hvert andet år, samt regelmæssige møder mellem forbindelsesofficererne. Til dato har vi udviklet effektive kommunikationsmidler gennem et livligt websted og internettopmøde, en elektronisk daglig nyhedstjeneste og et halvårligt nyhedsbrev.

Resultatet er, at vi nu virkelig kan tale om et europæisk netværk af ombudsmænd, der samarbejder systematisk om at udveksle oplysninger om EU-lovgivning og bedste praksis og sikre en effektiv overførsel af klager.

Netværket omfatter nu omkring 90 kontorer i 29 lande i hele Europa.

Fra begyndelsen blev Island og Norge inkluderet som lande, der tilhører både Schengen og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og dermed deler vigtige bekymringer om enkeltpersoners rettigheder med hensyn til fri bevægelighed.

Netværket er efterfølgende blevet udvidet på to andre måder:

• Regionale ombudsmænd blev opfordret til at tilslutte sig på grund af betydningen af det regionale forvaltningsniveau i visse medlemsstater, hvilket betyder, at disse landes regionale myndigheder i praksis er ansvarlige for gennemførelsen af mange aspekter af EU-retten.
• Desuden blev det besluttet at opfordre lande, der er kandidater til EU-medlemskab, til at tilslutte sig netværket. På det sidste seminar, der blev afholdt i Athen i april 2003, blev de daværende ti tiltrædelseslande opfordret til at udpege forbindelsesofficerer.

Det nuværende femte seminar for nationale ombudsmænd samler således ikke blot alle 25 EU-medlemsstater, men også to af de fire kandidatlande samt Norge og Island.

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender er også blevet indbudt til alle seminarer for nationale ombudsmænd og møder for forbindelsesofficerer.

Netværkets eksistensberettigelse

Det centrale formål med vores samarbejde i netværket er stadig lige så gyldigt og vigtigt i dag, som det var fra starten: dvs. at gøre borgernes og indbyggernes rettigheder i henhold til EU-retten til en levende realitet.

Gennemførelsen af EU-retten er i vid udstrækning myndighedernes ansvar i medlemsstaterne. I praksis afhænger respekten for rettighederne derfor i høj grad af kvaliteten af deres daglige arbejde og af, i hvilket omfang tilsynsorganerne, herunder ombudsmændene, formår at fremme administration af høj kvalitet og tilvejebringe effektive retsmidler, når det er nødvendigt.

Desuden er samarbejdet mellem de forskellige medlemsstaters administrationer og EU-institutionerne fortsat med at vokse. Når jeg ser på listen over 41 EU-organer og -institutioner, som vi planlægger at indbyde til en af vores 10-årsjubilæumsarrangementer senere i år, var jeg imponeret over, hvor mange af dem (15), der er blevet oprettet inden for de seneste fem år.

Organer som Det Europæiske Politiakademi, EU's Grænseagentur, Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed, Eurojust og Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur har en stærk national repræsentation. Netværk er afgørende for deres funktion. De udgør det synlige EU-spidspunkt for den stigende intensitet af samarbejdet mellem forvaltninger på alle niveauer i Den Europæiske Union.

Et sådant samarbejde omfatter endda problemløsningstjenester for borgerne, f.eks. SOLVIT.

For at beskytte borgernes og indbyggernes rettigheder og give dem effektive retsmidler skal samarbejdet mellem forvaltningerne modsvares af samarbejde mellem ombudsmænd.

Athen-resolutionen og forfatningen for Europa

På seminaret i Athen blev det besluttet at opretholde og styrke vores samarbejde. Vi opfordrede også Det Europæiske Konvent, som på daværende tidspunkt havde til opgave at udarbejde forfatningen for Europa, til at fremme bestemmelser i den kommende forfatning, der sikrer et klart og omfattende system af retslige og udenretslige retsmidler til beskyttelse af individuelle rettigheder i henhold til EU-retten.

Jeg fremsendte Athen-beslutningen til Det Europæiske Konvent den 28. april 2003. Selv om ophavsmændene til forfatningen ganske vist anerkendte betydningen af ombudsmandsinstitutionen, som jeg allerede har nævnt, henviste de ikke specifikt til udenretslige retsmidler i medlemsstaterne.

Som vi alle ved, er Det Europæiske Råd blevet enigt om, at der bør være en "tænkepause", inden der træffes beslutninger om konsekvenserne af de franske og nederlandske folkeafstemninger om ratificering af forfatningstraktaten.

4 Sikring og fremme af ombudsmændenes rolle i Den Europæiske Union

Der er ingen tvivl om, at vi befinder os på et kritisk tidspunkt i udviklingen af et borgernes Europa.

Ikke desto mindre vil jeg gerne fremhæve to punkter af stor betydning for os som ombudsmænd: for det første vil samarbejdet mellem de nationale forvaltninger og EU's institutioner og organer, uanset hvilken skæbne forfatningen måtte få, helt sikkert fortsætte med at vokse i omfang og intensitet; og for det andet skal en sådan udvikling følges op af samarbejde mellem ombudsmænd for at beskytte borgernes rettigheder og interesser.

Jeg vil derfor foreslå, at eftersom vores samarbejde ikke er afhængigt af forfatningen, behøver vi ikke vente på resultatet af tænkepausen, før vi styrker dette samarbejde, som vi besluttede at gøre i Athen.

Mine besøg i alle EU's medlemsstater og kandidatlande har givet mig det stærke indtryk, at vi i meget høj grad deler en fælles forståelse af, hvad en ombudsmand bør være og gøre.

Tillad mig kort at skitsere de grundlæggende konturer af denne fælles forståelse:

• kontorets personlige dimension med en offentligt anerkendt embedsmand
• Uafhængighed
• Fri og nem adgang for borgerne
• Et primært fokus på behandling af klager, samtidig med at det har beføjelse til at anbefale ikke blot klageadgang for enkeltpersoner, men også bredere ændringer af love og administrativ praksis
• anvendelse af proaktive midler såsom undersøgelser på eget initiativ og vejledning til embedsmænd om, hvordan forbindelserne med offentligheden kan forbedres
• Effektivitet baseret på moralsk autoritet, fornuft og evne til at overbevise den offentlige mening snarere end beføjelse til at træffe bindende beslutninger
• En bred gennemgangsfunktion, der kan omfatte retlige regler og principper, principperne om god forvaltningsskik og menneskerettigheder. Disse elementer overlapper i vid udstrækning hinanden, fordi menneskerettigheder er juridiske rettigheder, og fordi god forvaltning fra de offentlige myndigheders side er afgørende for, at borgerne kan udøve deres rettigheder i praksis.

Der er naturligvis stor forskel på, hvordan vores forskellige kontorer er organiseret, hvordan de fungerer, og i spørgsmål som f.eks. arbejdsdelingen mellem ombudsmænd og domstole.

Denne mangfoldighed skyldes en af nøglerne til ombudsmandsinstitutionens succes - dens fleksibilitet - som gør det muligt for den og vi at tilpasse os forsigtigt til forskellige forfatningsmæssige, juridiske, kulturelle og politiske miljøer.

Mangfoldighed har som nævnt ikke været til hinder for, at ombudsmændene har opnået en høj grad af troværdighed i EU. Det forhindrer os heller ikke i at lære af hinanden: en løbende proces, der altid har været et af målene for vores samarbejde, og som er blevet beriget af den seneste udvidelse af Unionen.

Jeg mener imidlertid, at der både er mulighed for og behov for yderligere at sikre og fremme ombudsmændenes rolle i den europæiske retlige og politiske kultur, der er under udvikling.

For at gøre dette er vi nødt til at gøre den merværdi, som borgerne får af vores samarbejde, mere synlig, både for borgerne selv og for de politiske beslutningstagere på alle niveauer i Unionen.

Hvad sidstnævnte angår, er der stadig meget arbejde, der skal gøres. Vi har endnu ikke overbevisende argumenter for, at mangfoldighed ikke bør forhindre, at der tages fuldt hensyn til ombudsmænd i de mange nye europæiske politiske udviklinger, som medlemsstaternes myndigheder og EU's institutioner og organer fortsat producerer.

Gør netværket mere synligt

Som et bidrag til at skabe en klarere offentlig identitet for vores samarbejde foreslår jeg at anvende udtrykket "det europæiske netværk af ombudsmænd" systematisk i fremtidige taler og publikationer – uden naturligvis på nogen måde at forsøge at ændre den uformelle og frivillige karakter af vores samarbejde.

Desuden planlægger jeg at investere ressourcer i at videreudvikle vores brug af internettet til at kommunikere både med offentligheden og med hinanden.

Euroombudsmandens websted vil i løbet af det kommende år gennemgå en større omformning både ud fra et teknisk og et indholdsmæssigt perspektiv. Som led heri vil det afsnit, der informerer offentligheden om ombudsmænd i medlemsstaterne, blive omstruktureret og udviklet omkring temaet "Det europæiske netværk af ombudsmænd". Ud over at give flere oplysninger om netværkets medlemmer, struktur og aktiviteter kan sektionen også offentliggøre det halvårlige nyhedsbrev. Dette giver et glimrende overblik ikke blot over samarbejdet gennem netværket, men også over udviklingen i det bredere medlemskab af IOI-Europe.

En anden mulighed, som jeg er ivrig efter at undersøge, er integrationen af en interaktiv vejledning "Hvem kan hjælpe mig?" på euroombudsmandens websted for at hjælpe med at henvise borgerne til den relevante ombudsmand, det være sig på europæisk, nationalt eller regionalt plan.

Med hensyn til kommunikationen mellem os er vi naturligvis altid ivrige efter løbende at forbedre vores internettjenester, herunder topmødet og Ombudsmandens daglige nyheder. Min plan på mellemlang sigt er at flytte alt indhold på EUOMB's websted til topmødet og dermed skabe en fælles portal for alle vores fælles oplysninger. Vi vil meget gerne have feedback fra Dem om udviklingen af topmødet, enten i morgen eller bilateralt når som helst.

Jeg vil også gerne foreslå, at vi bruger diskussionsforummet til at arbejde hen imod et fælles mål, som efter min mening vil gøre mere end noget andet for at give netværket en klar offentlig identitet.

Dette mål ville være i løbet af de næste to år at udvikle en erklæring, der forklarer borgerne, hvad de kan forvente, hvis de henvender sig til en ombudsmand i netværket. Vi kunne overveje at vedtage erklæringen på vores sjette seminar, som jeg ville være villig til at være vært for i Strasbourg i 2007.

Jeg er naturligvis helt klar over, hvor omhyggeligt en sådan erklæring skal udarbejdes.

Den skal ikke blot overholde nærhedsprincippet, men også tage hensyn til ombudsmandsinstitutionens fleksibilitet og de forskellige måder, hvorpå den er blevet tilpasset lokale institutioner og kulturer, herunder forskellige måder at tale om og præsentere vores aktiviteter på.

 

Respekten for både nærhedsprincippet og forskelligartetheden indebærer også, at der tages hensyn til betydningen af den regionale dimension af ombudsmandsinstitutionen i nogle medlemsstater. Det er derfor vigtigt at sikre, at de regionale ombudsmænds synspunkter er tilstrækkeligt repræsenteret i drøftelserne af erklæringen til borgerne.

For at opnå dette foreslår jeg at invitere regionale kolleger i hver medlemsstat, hvor de findes, til at udpege en repræsentant til at deltage i seminaret i 2007 i Strasbourg ud over den relevante nationale ombudsmand.

Jeg mener imidlertid, at vores regionale kollegers særlige bekymringer fuldt ud retfærdiggør, at de fortsat mødes hver for sig, og det er min hensigt at mødes med dem hvert andet år, skiftevis efter de nationale ombudsmænds møder.

Disse ordninger kan også have en mere langsigtet værdi, idet de giver os mulighed for at nå tre gensidigt forstærkende mål:

1. Tillade formel repræsentation af regionale kolleger på seminarer for nationale ombudsmænd
2. Institutionalisering af Den Europæiske Ombudsmands møder hvert andet år med hele fællesskabet af regionale ombudsmænd i EU
3. Undgåelse af de organisatoriske, logistiske og finansielle problemer, der er forbundet med meget store møder, hvilket kan udelukke mindre stater fra at være medværter for fremtidige seminarer.

Med hensyn til erklæringen til borgerne er jeg overbevist om, at vores fælles forståelse af, hvad en ombudsmand bør være og gøre, er stærk nok til at gøre udarbejdelsen af den til et realistisk mål inden for den tidsramme, jeg har foreslået.

Jeg mener også, at en sådan erklæring ikke kun vil være værdifuld for borgere, der kan have brug for en ombudsmands tjenester uden for deres egen medlemsstat, men også vil udgøre et centralt referencepunkt i vores forbindelser med de politiske beslutningstagere, både kollektivt og individuelt.

Selve udarbejdelsesprocessen vil helt sikkert også fremme og uddybe vores muligheder for gensidig læring og dermed være værdifuld i sig selv.

En sådan øvelse kan således kun styrke det samarbejde, der hidtil er blevet udviklet, og som er afgørende for vores arbejde med at tjene borgerne. Jeg er overbevist om, at det også vil gøre det europæiske netværk af ombudsmænd til et endnu mere fremtrædende og permanent træk ved ombudsmandsfamilien i Europa.

5 Afsluttende bemærkninger

Afslutningsvis vil jeg gerne kort vende tilbage til mit udgangspunkt, som var den individuelle ledelses rolle og dens grundlæggende betydning for udformningen af institutionernes udvikling.

Jeg vil gerne takke medværten for dette seminar, Roel Fernhout, Nederlandenes nationale ombudsmand siden den 1. oktober 1999, som træder tilbage ved udgangen af denne måned.

Roel blev ombudsmand efter en fornem akademisk karriere (han var professor i europæisk ret ved universitetet i Nijmegen) samt en lang tradition for frivillig og offentlig tjeneste.

Gennem personligt og institutionelt eksempel og gennem effektiv og rettidig rådgivning har Roel været en god ambassadør for den europæiske ombudsmandsmodel. Jeg er sikker på, at vi alle ønsker ham al mulig lykke og succes i hans fremtidige aktiviteter.

Hans efterfølger, professor Alex Brenninkmeijer, er en anden fremtrædende advokat og akademiker samt ekspert i mægling. Det glæder mig, at han kan være med os på dette seminar. Jeg er sikker på, at jeg taler på alles vegne og siger, at vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Dem i netværket.

Kære venner og kolleger, tak for jeres opmærksomhed! Jeg glæder mig til at høre dine kommentarer og reaktioner i morgen.