Hr. formand og ombudsmand for Fyrstendømmet Andorra,

Kære ombudsmand

Det er mig en stor ære at tale til Dem i anledning af denne anden vedtægtsmæssige kongres i AOMF. Som De ved, gav generalforsamlingen på den foregående kongres i Burkina Faso i november 1999 Den Europæiske Ombudsmand status som medlem af denne organisation. Den Europæiske Ombudsmands institution har siden været tæt knyttet til ombudsmændenes aktiviteter i La Francophonie. Selv om jeg af forståelige grunde har mere kontakt med ombudsmændene i Frankrig og Belgien og dette gennem vores forbindelsesnetværk, er det en stor glæde i dag at finde mig selv blandt alle de andre ombudsmænd i denne store familie af La Francophonie.

I dag vil jeg fortælle Dem om den seneste udvikling på menneskerettighedsområdet i EU. Højdepunktet er uden tvivl chartret om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000 af formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen. Jeg har fulgt udviklingen i dette charter meget nøje, og jeg er fast besluttet på at sikre, at de europæiske borgeres stemme kommer til udtryk i den endeligt vedtagne tekst.

Men lad os først gå lidt tilbage til dette charters historie. Udkastet til chartret var udformet med henblik på at løse et specifikt problem, der er opstået i løbet af det seneste årti: Det Europæiske Fællesskabs forslag om at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention mislykkedes. De Europæiske Fællesskabers Domstol, som Rådet havde anmodet om en udtalelse til, besluttede i marts 1996, at Fællesskabet ikke kunne tiltræde denne konvention uden at ændre traktaterne. I 1997 forpligtede Unionen sig i Amsterdamtraktaten til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.

Medlemsstaterne benyttede imidlertid ikke Amsterdam-traktaten til at give Fællesskabet kompetence til at tiltræde konventionen eller andre internationale menneskerettighedskonventioner. Situationen før chartrets ikrafttræden var derfor, at de europæiske borgere ikke havde nogen generel referencetekst om Unionens overholdelse af menneskerettighederne. For at kende deres rettigheder henviste Amsterdam-traktaten (artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union) blot til den europæiske menneskerettighedskonvention og til de grundlæggende rettigheder, "som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten". Det må indrømmes, at denne beskrivelse lader noget tilbage at ønske og ikke viser megen gennemsigtighed over for de europæiske borgere. Selv en sagkyndig advokat ville have svært ved at forklare, hvad denne definition faktisk betyder.

Den 2. februar 2000 henvendte jeg mig til det konvent, der er ansvarligt for udarbejdelsen af udkastet til charteret, under ledelse af Roman Herzog. I min tale støttede jeg kraftigt idéen om, at chartret ud over de såkaldte "klassiske" rettigheder også bør omfatte retten til en åben og ansvarlig forvaltning i borgernes tjeneste. Udfordringen for chartrets ophavsmænd var at tage hensyn til udviklingen i forholdet mellem borgerne og den offentlige forvaltning. En af disse udviklinger er naturligvis idéen om, at borgerne har ret til at få deres anliggender håndteret korrekt, retfærdigt og hurtigt.

Vi kan derfor kun glæde os over chartrets ophavsmænds beslutning om endelig at medtage artikel 41 med titlen "Ret til god forvaltning". Denne artikel har allerede fået meget opmærksomhed. Dette er faktisk den første i menneskerettighedernes historie, fordi chartret, så vidt jeg ved, er den første menneskerettighedstekst i verden, som formelt stadfæster retten til god forvaltning. De europæiske borgere kan glæde sig over dette skridt fremad, som bør tages rundt om i verden.

Jeg vil også gerne nævne, at chartret ud over retten til god forvaltning også omfatter retten til aktindsigt (artikel 42), retten til at klage til Den Europæiske Ombudsmand (artikel 43) og retten til at indgive andragender (artikel 44). Ligesom retten til god forvaltning udgør disse tre artikler et betydeligt og innovativt skridt fremad i udviklingen af menneskerettighederne i Den Europæiske Union.

I modsætning til, hvad nogle mener, og i lyset af spekulationer om chartrets bindende eller ikke-bindende værdi, glæder det mig at se, at chartret siden dets proklamation i december 2000 ikke er forblevet et dødt bogstav, men allerede er begyndt at inspirere Fællesskabets institutioner og organer. Dette er f.eks. tilfældet med Parlamentet og Kommissionen, som begge offentliggjorde meddelelser, hvori de anførte, at de ville overholde chartret i deres aktiviteter.

Som Den Europæiske Ombudsmand, der fremmer fællesskabsinstitutionernes og -organernes respekt for de europæiske borgeres rettigheder, var jeg en af de første til at henvise til Nice-chartret i mine beslutninger. I en første undersøgelse på eget initiativ opfordrede jeg alle Fællesskabets institutioner og organer til at afskaffe forskelsbehandling på grund af alder i deres ansættelsesprocedurer. I denne forbindelse har jeg bl.a. henvist til forbuddet mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21 og til retten til at arbejde for alle i chartrets artikel 15. Jeg har også anført, at en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans manglende overholdelse af de rettigheder, der er indeholdt i chartret, udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser. I en anden undersøgelse på eget initiativ med henvisning til chartrets artikel 11 (ytrings- og informationsfrihed) anmodede jeg Kommissionen om at præcisere sine tjenestemænds ret til ytringsfrihed, da dette har skabt en vis forvirring.

Endelig er De Europæiske Fællesskabers Domstol også begyndt at henvise til chartret om grundlæggende rettigheder. Det er indtil videre generaladvokaterne ved Domstolen, der i deres indlæg har påberåbt sig chartret. Lad mig give et par eksempler. Generaladvokat Léger fandt i sin konklusion i sag C-353/99 P vedrørende et spørgsmål om afslag på aktindsigt i en rapport fra en arbejdsgruppe i Rådet, at "karakteren af de rettigheder, der er fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder, forbyder, at det betragtes som en simpel opregning uden konsekvens af rent moralske principper". I sit argument henviser han til chartrets artikel 42 om retten til aktindsigt i Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. I sagerne C-459/99 og C-60/00 henviser generaladvokat Stix-Hackl til chartrets artikel 7 om retten til respekt for privatliv og familieliv. Og i sag C-173/99 skriver generaladvokat Tizzano, at "i en tvist vedrørende arten og omfanget af en grundlæggende rettighed er det umuligt at se bort fra de relevante erklæringer i chartret eller frem for alt dets indlysende formål med at tjene, hvor dets bestemmelser tillader det, som et væsentligt referenceparameter for alle aktører - medlemsstater, institutioner, fysiske og juridiske personer - på fællesskabsscenen".

En detaljeret analyse af Domstolens database viser, at ca. 15 konklusioner allerede har henvist til chartret. I betragtning af denne tendens og det forhold, at Domstolen normalt følger generaladvokaternes konklusioner, må det forventes, at Domstolen i fremtiden selv vil begynde at lade sig inspirere af chartret i sine domme. På det tidspunkt vil anvendelsen og fortolkningen af chartret blive en integreret del af Fællesskabets retspraksis til gavn for de europæiske borgere.

Det næste skridt i udviklingen af chartret synes at være dets indføjelse i traktaterne. Det Europæiske Råd i Nice besluttede, at chartret fremover skulle udgøre en integrerende del af arbejdet med henblik på den næste regeringskonference. Der var bred støtte til idéen om at indarbejde chartret i traktaterne.

Chartrets grundlæggende værdi fremgår også af et initiativ fra det belgiske EU-formandskab om at udarbejde en forfatning for Den Europæiske Union. Dette charter kunne være en del af forfatningstraktaterne.

*****

Lad os nu vende tilbage til chartrets artikel 41, som er interessant for os, fordi den er nyskabende, idet den officielt stadfæster retten til god forvaltning. Jeg vil gerne her minde om, at det i den endelige beslutning fra Det Internationale Ombudsmandsinstituts syvende konference, der blev afholdt i Durban i november 2000, blev understreget, at der er en grundlæggende ret til god forvaltning for alle borgere, og at alle ombudsmænd har til opgave at fremme denne ret.

Chartrets artikel 41 er naturligvis kun en ikke-udtømmende opregning af de grundlæggende principper for god forvaltningsskik. For at loven kan blive virkelig effektiv for borgerne, er det klart, at der bør vedtages en europæisk forvaltningslov. Det er her, jeg gerne vil nævne den kodeks for god forvaltningsskik, som mine tjenestegrene har udarbejdet, og som blev godkendt af Europa-Parlamentet på plenarmødet den 6. september 2001. Du finder i din dokumentation en kopi af denne kode.

Jeg nævnte adfærdskodeksen på vores kongres i Burkina Faso i november 1999. Der er sket mange udviklinger siden da, og i betragtning af min særlige tilknytning til dette enestående projekt til gavn for de europæiske borgere vil jeg gerne dele dette med Dem:

Det skal først og fremmest understreges, at alle Fællesskabets institutioner og organer nu har vedtaget en kodeks for god forvaltningsskik. Nogle har vedtaget den model, jeg foreslog dem, andre har vedtaget en lidt anden og undertiden endda ikke-bindende kodeks, hvilket synes at være tilfældet for Rådet, Kommissionen og Parlamentet.

I erkendelse af denne mangfoldighed af kodekser, som kun kan skabe forvirring blandt borgerne, forelagde jeg i april 2000 en særberetning for Europa-Parlamentet.

Jeg afsluttede min betænkning med en henstilling til Parlamentet. For at sikre, at reglerne for god forvaltningsskik gælder på samme måde for alle Fællesskabets institutioner og organer i deres forbindelser med offentligheden, bør der vedtages en europæisk forvaltningslov. Jeg har tilkendegivet, at Europa-Parlamentet som den eneste institution, der er demokratisk valgt af alle europæiske borgere, kunne tage initiativet ved at opfordre til denne lov.

Som jeg har nævnt ovenfor, har Parlamentet netop vedtaget en beslutning, der med visse ændringer godkender den kodeks for god forvaltningsskik, som jeg har udarbejdet. Han anmodede Kommissionen om at forelægge et lovforslag om god forvaltningsskik. I sin beslutning opfordrede Parlamentet også Den Europæiske Ombudsmand til at anvende kodeksens regler og principper i forbindelse med analysen af sager om fejl eller forsømmelser, der er forelagt det.

Det forekommer mig derfor, at vedtagelsen af en sådan lov kan finde sted om nogle få år. På det tidspunkt ville borgerne i alle medlemsstaterne for første gang have en fællesskabstekst, som ikke har til formål at løse et eller andet komplekst spørgsmål langt fra deres bekymringer, men som har til formål at bringe dem virkelig tættere på dette Europa, som alt for ofte har glemt og forsømt dem.

Jacob SÖDERMAN,

Oktober 2001