Når 600 mennesker dør en sommernat i Middelhavet, deres rejse er kendt af eller har været vidne til i mange timer og på forskellige tidspunkter af et EU-agentur, af to medlemsstaters myndigheder, af civilsamfundet og af private skibe og både, en rejse og en drukning, er der et indlysende spørgsmål at besvare: "Hvordan skete dette?"

Et andet spørgsmål er, hvordan vi vurderer eller påtager os vores kollektive ansvar?

Dem uden for vores direkte kontrol, der profiterer af menneskelig elendighed og desperation, bærer deres eget ansvar. Men hvad sker der, når sårbare mennesker kommer ind i vores europæiske kontrolzone, og vi har valg at træffe?

Europæiske værdier påberåbes ofte af politiske beslutningstagere, når de udtrykker deres støtte til grundlæggende rettigheder.

Netop hvordan de mest grundlæggende menneskerettigheder, retten til livet, overlever kontakten med dem, hvis ansvar det er at forvalte vores grænser, er genstand for en igangværende undersøgelse fra mit kontors side, og som vil blive offentliggjort inden for de næste ti dage. Jeg ønsker ikke at foregribe resultaterne af denne undersøgelse på nuværende tidspunkt, så mine bemærkninger vil vedrøre den bredere sammenhæng.

I kølvandet på Adriana-skibsvraget bemærkede jeg det officielle svar.

Der blev udtrykt ægte sympati og bekymring, men spørgsmålet om "hvordan skete dette?" blev ikke besvaret med det samme eller indtil videre.

En tragedie af denne størrelsesorden ville normalt kræve en uafhængig, retsmedicinsk, offentlig undersøgelse, men det blev hurtigt klart, at en sådan undersøgelse ikke ville eller ikke kunne ske.

Jeg har ingen rolle i forhold til medlemsstaterne, men jeg besluttede at indlede en undersøgelse af handlingerne i et EU-agentur, der er under mit mandat, for specifikt at undersøge, hvordan Frontex overholder sine forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder, ikke kun i denne hændelse, hvor det var til stede på visse punkter, men mere generelt i dets deltagelse i eftersøgnings- og redningsoperationer i Middelhavet.

Denne undersøgelse gennemføres samtidig med en undersøgelse foretaget af den græske ombudsmand Pottakis af de græske myndigheders handlinger i Adriana-tragedien. Vi håber, at disse undersøgelser i fællesskab kan skabe en betydelig klarhed om, hvad der skete i juni sidste år, og endda kan udgøre en model for fremtidige undersøgelser i mangel af en fælles ansvarlighedsmekanisme.

Frontex har ikke det primære ansvar for eftersøgnings- og redningsoperationer. Det ligger hos medlemsstaternes myndigheder, men jeg fandt det ikke desto mindre vigtigt at skitsere den rolle, som et agentur, der handler i EU-borgernes navn, spiller.

EU's grænsesikkerhedsarkitektur gør ansvarlighedskløfter uundgåelige, men politiske valg har også indvirkning. 

Frontex opererer ikke i et tomrum, og forståelsen af det system, det er indlejret i, er afgørende for spørgsmålet om "hvordan skete dette?".

I 2014 blev Mare Nostrum, den EU-finansierede proaktive eftersøgnings- og redningsoperation under ledelse af de italienske myndigheder, afsluttet.

EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder har dokumenteret flere tilfælde, hvor flere medlemsstater enten truer eller faktisk retsforfølger NGO'er, der er involveret i lignende proaktive redningsaktioner. Dette må sætte spørgsmålstegn ved den reelle, i modsætning til den retoriske prioritering af at redde liv.

Proaktiv redning betragtes som en pullfaktor for migranter. Spændingen mellem pligten til at redde liv og pligten til at afskrække fra at krydse grænserne udfordrer derfor Frontex, når det skal afbalancere sin grænsebeskyttelsesrolle med sin pligt til at opretholde retten til liv.

Agenturet kaldes nu en "kystvagt", men dets mandat og mission lever ikke op til dette. Det er et overvågnings-, men ikke et redningsværktøj og er yderligere begrænset af, at det er medlemsstaternes myndigheder, der har den eneste juridiske ret til at lede og koordinere eftersøgnings- og redningsmissioner.

Frontex har valg at træffe med hensyn til, hvordan det reagerer på maritime nødsituationer, som det opdager gennem sin overvågning, navnlig hvordan det kommunikerer med de nationale myndigheder og træffer beslutninger om udstedelse af nødsignaler. Men dets afhængighed af medlemsstaternes gode tro er afgørende for dets evne til at overholde sine forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder og dermed EU's evne til at gøre det.

Men hvad sker der, hvis Frontex tvivler på en medlemsstats gode tro? Hvad hvis de ordrer, den er tvunget til at følge, er tvivlsomme?

Og Frontex har grund til at betvivle, at nogle medlemsstater overholder deres forpligtelser vedrørende grundlæggende rettigheder. EU's Kontor for Bekæmpelse af Svig har konstateret, at Frontex' overvågningsaktiver bevidst er blevet omdirigeret for at undgå "pushbacks". Dette rejser – sammen med andre hændelser – alvorlige spørgsmål for Frontex' forhold til de nationale myndigheder og for dets egen forståelse af dets forpligtelser med hensyn til grundlæggende rettigheder under sådanne omstændigheder.

Hvis Frontex har pligt til at redde liv, men de juridiske og andre værktøjer, det har brug for til at gøre det, mangler, eller hvis medlemsstaternes gode tro til tider drages i tvivl, må det nødvendigvis give anledning til bekymring hos EU-lovgiverne.

Jeg har spurgt Frontex mange gange, og denne kontrol vil fortsætte og udvides, ikke kun for Frontex, men for mange EU-institutioner, da EU i stigende grad påtager sig rollen som et praktisk udøvende organ i forbindelse med alt fra behandling af asylansøgninger og indkøb af vacciner til levering af forsvarsmateriel – alle spørgsmål, der har en betydelig indvirkning på enkeltpersoners grundlæggende rettigheder.

At redde liv er nu et centralt anliggende for EU og dets agenturer. Det er nødvendigt med en bred og vedvarende overvejelse af, hvordan dette ansvar skal håndteres. Jeg glæder mig over LIBE's rolle i denne henseende og håber, at konklusionerne af min egen undersøgelse også vil bidrage til denne vigtige og presserende offentlige debat.