Den 18. oktober 2017 var Den Europæiske Ombudsmand Emily O'Reilly vært for en interessentdrøftelse om, hvordan EU's agenturer kan gennemføre de højeste etiske standarder og gennemsigtighedsstandarder for at beskytte sig mod skade på omdømmet.

EU's decentrale agenturer er blevet oprettet for at udføre tekniske og videnskabelige opgaver, der hjælper EU-institutionerne med at gennemføre politikker og træffe beslutninger. De bidrager til at garantere sikkerheden af de fødevarer, vi spiser, de kemikalier, vi udsættes for, de lægemidler, vi tager, og de fly, vi flyver i, samt integriteten af økonomiske sektorer som den finansielle sektor og produkternes pålidelighed over for forbrugerne.

Offentlighedens tillid til deres arbejde er altafgørende. Hvad sker der, når der sættes spørgsmålstegn ved den ekspertise, de er afhængige af? Når eksperterne selv er i konflikt? I hvilket omfang kan de holdes ansvarlige for de beslutninger, der i sidste ende træffes? Når tingene ser ud til at gå galt, hvordan skal de så reagere? Og hvad er de bredere konsekvenser for offentlighedens opfattelse af EU?

--------------------------------------------------------

Ombudsmanden deltog i paneldiskussionen med:

• Bernhard Url, administrerende direktør for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)
• Jukka Malm, viceadministrerende direktør for Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) 
• Monique Goyens, generaldirektør for Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC)
• Tracey Brown, direktør for Sense About Science  

O'Reilly indledte drøftelsen med en oversigt over den generelle kontekst for politiske beslutningstagere, lovgivere og de agenturer, der har til opgave at yde uafhængig rådgivning. Internettet og de sociale medier har demokratiseret information, der tidligere blev kontrolleret af snævre faggrupper, det være sig eksperter, politikere eller medier. Dette er særlig relevant for EU-agenturer, som offentligheden skal kunne have tillid til og stole på, når den skal fremsætte vigtige anbefalinger om sikkerheden ved produkter, stoffer og tjenesteydelser. De fleste råd fra agenturerne udfordres ikke, men omstridte spørgsmål sætter agenturerne under større kontrol og udgør kommunikationsudfordringer.

Der er enighed om, at større gennemsigtighed i de oplysninger, som agenturerne behandler, kombineret med udveksling og bredt samarbejde med interessenter er afgørende for at skabe tillid. Offentligheden forventer ikke blot oplysninger, men en pålidelig forklaring på, hvad dette betyder for dem.

I en situation, hvor lobbyvirksomhed er intens, er der også en forventning om, at agenturer, der yder rådgivning, der vejleder politiske beslutninger, har de højeste proceduremæssige standarder og opererer med den største uafhængighed. Ombudsmandens kontor har set på spørgsmål som gennemsigtighed, uafhængighed og forvaltning i forskellige EU-agenturer. Reaktionen fra agenturerne har typisk været meget positiv, og de er ivrige efter at anvende de højeste standarder.

Bernhard Url bemærkede, at der er et generelt fald i tilliden til både offentlige institutioner og økonomiske aktører som industri og virksomheder. EFSA er klar over, at den er nødt til at sikre offentlighedens tillid til sit arbejde. Det gør den både ved at fokusere på "kompetence" – kvaliteten af dens arbejde – men også på "karakter" – den måde, hvorpå den udfører sit arbejde. Han bemærkede, at der er en specifik udfordring - med hensyn til at sikre tillid - hvor videnskab møder værdier. I sådanne situationer bliver debatten baseret på følelser såvel som fakta.

EFSA sigter mod at levere videnskabeligt arbejde af høj kvalitet ved at basere sig på de bedste eksperter i EU's medlemsstater, anvende en streng metode og forsøge at medtage den bredest mulige dokumentation. Den har til formål at sikre, at den måde, den fungerer på, er så gennemsigtig som muligt, og EFSA gør så mange oplysninger som muligt tilgængelige på sit websted. Dette er afgørende ikke blot for offentlighedens tillid, men også for den videnskabelige proces med henblik på at muliggøre kontrol af dens arbejde. EFSA har også en meget streng politik for uafhængighed og håndtering af interessekonflikter.

Url hævdede, at videnskaben skal formidles, men at dette ikke er tilstrækkeligt. Der er også behov for at inddrage interessenter og offentligheden i processen. EFSA undersøger metoder til fælles skabelse af forskning, f.eks. gennem "community-sourcing".

Jukka Malm anførte, at ECHA har indset betydningen af at sikre offentlighedens tillid til dets arbejde siden starten af dets arbejde for 10 år siden. Han hævdede, at åbenhed, ærlighed og uafhængighed er afgørende for at sikre offentlighedens tillid.

ECHA sigter mod at gøre sit arbejde fuldt ud gennemsigtigt: ikke kun resultaterne af den forskning og de anbefalinger, den allerede har gennemført, men ser også frem til det arbejde, den planlægger at udføre, samt de involverede processer. På denne måde kan interesserede parter og interessenter bidrage til dets arbejde.

Offentliggørelse af ECHA's arbejde er ikke i sig selv tilstrækkeligt. ECHA arbejder også aktivt på at samarbejde med interessenter. Ud over at gennemføre offentlige høringer har det også et system af akkrediterede interesseorganisationer, som bidrager til dets vurderingsarbejde og kan fungere som observatører i dets udvalg.

ECHA prioriterer uafhængighed og har en streng politik for håndtering af interessekonflikter, som omfatter både dets personale og medlemmer af de udvalg, det anvender til sit vurderingsarbejde. Der skal helt klart findes en balance mellem behovet for at sikre den bedste ekspertise, som kan komme fra industrien, og undgå utilbørlig påvirkning fra interessenterne.

Monique Goyens argumenterede for, at en primær motivation for EU-agenturer bør være at sætte forbrugernes og den brede offentligheds interesser først. Hun hævdede, at EU-agenturerne klarer sig godt i denne henseende, men fremhævede to udfordringer for deres arbejde: afbalanceret repræsentation af interessenter og stor afhængighed af data fra industrien.

Goyens fremførte, at selv om der er en god grund til, at interessenter fra industrien inddrages i processen, er der en opfattelse af overrepræsentation, og dette skal afbalanceres. Agenturerne arbejder på at løse dette ved at gøre sig mere tilgængelige for organisationer, der repræsenterer spørgsmål af offentlig interesse, og forbedre, hvordan de fungerer, så disse organisationer bedre kan bidrage til processen. Hun bemærkede, at agenturerne ikke kun er under pres fra industrilobbyer, men også nogle gange fra politikere og nationale myndigheder. Hvordan spørgsmålsbureauerne bliver stillet, indrammer også resultatet af deres arbejde.

Med hensyn til den overdrevne afhængighed af data og oplysninger fra industrien spurgte Margrethe Goyens, om der er behov for at øge de offentlige midler til virkelig uafhængig forskning. Hun hævdede også, at når der er en overvejende afhængighed af data fra industrien, skal agenturerne spille en rolle med hensyn til at holde disse virksomheder ansvarlige og sikre, at de gør deres forskningsarbejde så gennemsigtigt som muligt.

Tracey Brown bemærkede, at reguleringsorganer står over for meget større eksponering for offentlig kontrol, og at de skal tilpasse sig denne virkelighed. Hun kritiserede politikere for at opgive agenturer til at tage ansvar for beslutninger politikerne selv tage.

Brown mente, at der var behov for at gøre mere opmærksom på sammenstødet mellem videnskabelig dokumentation og værdibaserede vurderinger. Hun påpegede, at mulighederne for beviser kan begrænses af den politiske debat. For at imødegå dette er agenturerne nødt til at fokusere på virkelig at behandle spørgsmål, der er relevante for offentligheden med hensyn til deres arbejde. Hun udtrykte bekymring over, at der syntes at være en voksende kløft mellem forskere og eksperter og offentligheden. Eksperter kan ikke forvente, at offentligheden har tillid til dem, hvis de har mistillid til offentligheden.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt EU-agenturernes forhold til industrien er for tæt, bemærkede O'Reilly, at der nogle gange er manglende bevidsthed blandt personale, der arbejder i EU's institutioner og agenturer, om den til tider meget indflydelsesrige rolle, som industrien spiller i udformningen af politiske beslutninger, og hvordan den gør det. Ombudsmandens kontor har forsøgt at hjælpe EU-agenturerne med at sikre, at de arbejder i fuld uafhængighed. Den har også forsøgt at fremhæve en tilgang med bedste praksis for samarbejde med interesserepræsentanter (navnlig gennem en "Do and Don't"-liste over praktiske anbefalinger til EU-tjenestemænd).

Alle deltagere var enige om, at der er behov for at finde en balance mellem den afgørende ekspertise inden for industrien og behovet for, at vurderingen af denne ekspertise er uafhængig.

Et vigtigt spørgsmål, der blev rejst under debatten, var, om der bør være større fokus på at sikre uafhængig videnskabelig forskning. I betragtning af de nuværende ressourcemæssige begrænsninger foreslog Martin Pigeon fra Corporate Europe Observatory, at der kunne oprettes en offentlig fond baseret på en afgift på de industrisektorer, der er berørt af agenturernes arbejde, med henblik på at finansiere denne uafhængige forskning. I forlængelse heraf spurgte Dennis De Jong, medlem af Europa-Parlamentet, om det ville give mening at lade de berørte industrier betale for EU-agenturernes forskning direkte gennem et gebyr eller en afgift, men at gebyret skulle betales til EU-budgettet, som derefter ville have øremærket midler til hvert agenturs arbejde. Dette kan bidrage til at sikre uafhængighed og dermed offentlighedens tillid til agenturernes arbejde.

Både Url og Malm sagde, at de ville hilse en sådan tilgang velkommen, men at det ville kræve politisk vilje. Som en midlertidig foranstaltning foreslog Url, at der kunne være større fokus på revision af arbejdet i de anlæg, der i øjeblikket udfører forskning, med henblik på at sikre, at deres arbejde virkelig er pålideligt.