Bemærk: Synspunkterne i denne rapport afspejler bidrag til den offentlige høring og bør ikke betragtes som et udtryk for Den Europæiske Ombudsmands holdning.

Februar 2019

 

1. Indledning

Ombudsmanden indledte i juli 2018 en offentlig høring om brugen af sprog i EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer ("EU's organer").

Med høringen søges det at fremme debatten om emnet under hensyntagen til, at respekten for og støtten til den sproglige mangfoldighed bør forenes med administrative og budgetmæssige begrænsninger. Høringen omfattede fire hovedpunkter:

I. regler og praksis

II. sprogbrug på websteder

III. sprogbrug ved offentlige høringer

IV. behovet for ny lovgivning, oversættelsesomkostninger og potentialet af maskinoversættelser.

 

Ombudsmanden modtog 286 svar. Nogle svarpersoner har kun beskæftiget sig med nogle af de stillede spørgsmål.

Tre svar blev indsendt af medlemsstater, to af EU-agenturer, et af en regional myndighed, 33 af ikke-statslige organisationer eller sammenslutninger, og 247 af enkeltpersoner (jf. bilaget).

Ombudsmanden modtog svar på 19 officielle EU-sprog: fransk (95), engelsk (57), italiensk (32), spansk (25), tysk (21), nederlandsk (18), slovakisk (14), ungarsk (3), polsk (3), portugisisk (3), irsk (2), svensk (2), tjekkisk (2), bulgarsk (1), kroatisk (1), dansk (1), finsk (1), græsk (1) og rumænsk (1). Ét svar blev indsendt på latin, ét på esperanto og ét på catalansk.

2. Resumé

• Der er bred støtte til flersprogethed.
• Sproglige begrænsninger kan under visse omstændigheder tillades, men bør begrundes i en sprogpolitik, der offentliggøres på hvert af EU-organernes websteder. Denne politik skal være affattet på alle EU's officielle sprog.
• En politik for "oversættelser på anmodning" vil være en nyttig sikkerhedsforanstaltning.
• EU-organernes websteder bør i hvert fald i et vist omfang være tilgængelige på alle EU's officielle sprog.
• Resuméer af centrale spørgsmål, offentliggjort på alle eller mange officielle sprog, betragtes generelt som et passende kompromis, når fuld flersprogethed ikke anses for gennemførlig.
• Offentlige høringer bør på baggrund af deres karakter og som hovedregel være tilgængelige på så mange af EU's officielle sprog som muligt.
• Det ville være nyttigt at udnytte potentialet af maskinoversættelser, i det mindste som hjælpemiddel for menneskelige oversættere.

3. Svar

I. Regler og praksis for sproglige begrænsninger

Manglende gennemsigtighed (spørgsmål 1)

Der er ingen gennemsigtighed (og kun få formelle regler for), hvordan de forskellige dele af EU's administration gør oplysninger tilgængelige på de forskellige officielle EU-sprog. Hertil hører f.eks. kriterier for, hvilket sprog eller hvilke sprog der skal anvendes i bestemte sammenhænge. Hvordan kan disse mangler udbedres? Hvilke andre kriterier bør der eventuelt anvendes?

Langt de fleste svarpersoner finder den nuværende mangel på gennemsigtighed uhensigtsmæssig, da den fører til vilkårlighed, uoverensstemmelser og diskrimination. Der bør indføres regler, der afhjælper manglerne. Der er delte meninger om disse reglers indhold (spørgsmål 2) og form (spørgsmål 8).

Mange svarpersoner henviser til principperne om sproglig mangfoldighed og sprogenes ligestilling. De gør gældende, at sprog er en afgørende del af borgeres identitet. Sprogbarrierer hæmmer borgernes deltagelse i debatter og beslutningstagning på EU-plan. Der er betænkelighed ved, at sproglige begrænsninger giver privilegeret adgang til visse medlemsstater, borgere og økonomiske aktører og svækker EU's overordnede legitimitet.

Mange svarpersoner bemærker, at adgang til information på et sprog, som borgerne forstår, er afgørende for at sikre tillid til og tro på EU's offentlige tjeneste og for at modvirke mistanke, uenighed og euroskepsis.

Tre sprogpolitiske modeller

Svarpersonerne fremlagde tre brede modeller for en sprogpolitik for EU's organer:

1. Begrænset flersprogethed

De fleste, der svarede på dette spørgsmål (102), støtter en form for begrænset flersprogethed. De fremfører, at information altid skal foreligge på mindst tre til fem almindeligt anvendte officielle sprog (engelsk, fransk og tysk og muligvis italiensk og spansk). Andre officielle sprog bør kun anvendes, når visse kriterier er opfyldt. Følgende informationer bør altid være tilgængelige på alle officielle sprog:

• Dokumenter/oplysninger med stor finansiel betydning for borgere og SMV'er, såsom Erasmus+, stillingsopslag, udbud samt retningslinjer for EU-projekter.
• Oplysninger, der særligt berører borgernes liv, såsom uddannelse, sundhed, borgerrettigheder og social sikring.
• Dokumenter, der skaber rettigheder og forpligtelser for borgerne.
• Offentlige høringer.
• Visse pressemeddelelser.

Følgende yderligere kriterier nævnes:

• Hvis visse medlemsstater eller borgere konkret berøres eller omfattes, bør informationerne/dokumenterne være tilgængelige på den eller de pågældende medlemsstaters eller borgeres officielle sprog.
• For visse specialiserede områder, såsom videnskabelig forskning, kan sproglige begrænsninger være berettiget.
• Informationernes hastende karakter og politiske betydning bør tages i betragtning.
• For decentrale EU-organer bør værtsmedlemsstatens sprog tages i betragtning.

2. Ubegrænset flersprogethed

Atten svarpersoner ønsker absolut flersprogethed, hvor der altid skal anvendes alle EU's officielle sprog med alle oversættelser tilgængelige samtidig.

3. Mod et fælles sprog

Seksogfyrre svarpersoner efterspørger et fælles sprog, der tales af alle EU-borgere. Der er to tilgange: Fire svarpersoner anser et af de nuværende arbejdssprog (engelsk) for at være det ideelle valg. Enogfyrre svarpersoner går stærkt ind for brugen af et fælles, men neutralt sprog såsom esperanto.

Overvågning af flersprogethed

Flere svarpersoner foreslår mekanismer til overvågning af EU-organernes overholdelse af flersprogethed. Forslagene herom omfatter:

• oprettelse af et "observationsorgan for flersprogethed", der permanent overvåger spørgsmålet
• oprettelse af en "advokat for flersprogethed", såsom en slags ombudsmand, der er specialiseret i flersprogethed, eller et revisionsorgan med beføjelse til at pålægge sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse
• statistiske data om brugen af sprog i EU's organer vil øge gennemsigtigheden.

Sprogpolitik (spørgsmål 2)

Bør hver EU-institution have en sprogpolitik, og hvad bør i så fald indgå i en sprogpolitik? Bør sådanne sprogpolitikker offentliggøres på institutionernes websider? Hvor detaljeret bør en sådan politik være med hensyn til konkrete tilfælde, hvor der kun kan vælges et begrænset antal sprog?

Ønskeligheden af en sprogpolitik

De fleste svarpersoner (175) er tilhængere af en sprogpolitik. Der er delte meninger om, hvorvidt denne politik skal dække alle EU's organer eller være specifik for hvert enkelt organ. Der fremstår tre hovedmuligheder:

1. Én fælles politik: Tooghalvtreds svarpersoner mener, at én fælles politik vil skabe gennemsigtighed og klarhed om sprogbrugen i alle EU's organer. Der er delte meninger om, hvorvidt EU's agenturer bør være omfattet.

2. Én fælles politik, der tilpasses hvert af EU's organer: En anden mulighed (17 svarpersoner) er en fælles politik, der fastlægger de grundlæggende principper for anvendelse af sprog og gælder for alle EU's organer. Denne fælles politik tilpasses derefter til de enkelte opgaver og rollen for hvert af EU's organer.

3. Særskilte politikker: På grund af de betydelige forskelle i rolle og funktion mellem EU's organer vil en fælles sprogpolitik ikke være praktisk mulig (7 svarpersoner).

Offentliggørelse af en sprogpolitik

Svarpersonerne er enige om, at en sprogpolitik bør offentliggøres på webstederne for EU's organer og være tilgængelig på alle EU's officielle sprog. Tyve svarpersoner anser det for nyttigt med en funktion til kommentering af sprogpolitikken på webstedet, så offentligheden får mulighed for at fremsætte feedback om politikkens indhold og gennemførelse.

Detaljeringsgraden af en sprogpolitik

Svarpersonerne er generelt enige om, at en sprogpolitik skal fastlægge, hvilke sprog, der anvendes af EU's organer i hvilke situationer. Borgerne skal finde den let at forstå.

Hvad angår detaljeringsgraden:

• Nogle svarpersoner foretrækker en (meget) detaljeret sprogpolitik, hvor begrænsninger begrundes efter klare kriterier. Hensigten er at undgå vilkårlighed.
• Nogle svarpersoner foretrækker en mere generel, fleksibel sprogpolitik, der indeholder grundprincipper for, hvornår og hvorfor anvendelsen af sprog kan begrænses. Sprogpolitikken bør være kortfattet, konsekvent og logisk. For at være praktisk anvendelig bør den imidlertid give mulighed for fleksibilitet og for vurdering fra sag til sag.

Oversættelser på anmodning (spørgsmål 3)

Bør hver institution have en politik for, under hvilke omstændigheder den kan levere oversættelser af oplysninger eller dokumenter på anmodning? Hvordan kan en sådan politik i så fald udformes, så man undgår urimelige omkostninger?

Ja eller nej?

Ja: Et hundrede og fjorten svarpersoner angiver, at der bør være en politik for at foretage oversættelser på anmodning for at sikre borgernes adgang til information. En sådan politik bør være en del af en (fælles) sprogpolitik.

Nej: Enogtredive svarpersoner angiver, at EU's organer ikke bør have en politik for at levere oversættelser på anmodning, hvilket der gives forskellige grunde til:

• Oversættelser på anmodning er unødvendige, hvis de sproglige begrænsninger er behørigt begrundet i en detaljeret sprogpolitik.
• Der er risiko for urimelige anmodninger.
• Det er for kostbart.
• Én svarperson (Det Europæiske Kemikalieagentur) er betænkelig ved, at retten til at modtage oversættelser på anmodning kan tænkes at forhindre agenturet i at overholde sine lovpligtige frister.

Undgåelse af uforholdsmæssige omkostninger

En gruppe svarpersoner er uenige i, at en oversættelsespolitik på anmodning ville indebære "uforholdsmæssige omkostninger". Én svarperson sammenfatter denne opfattelse således: ”Det er omkostningerne ved demokrati. Omkostningerne ved demokrati er aldrig for høje”.

Andre svarpersoner foreslår følgende foranstaltninger for at undgå uforholdsmæssige omkostninger (se også svar på spørgsmål 9):

•  Oversættelser på anmodning begrænses til vigtige dokumenter (f.eks. vedrørende borgerrettigheder) eller dokumenter, der er gyldige i mindst et år
• Der foretages kun oversættelse på anmodning, hvis den anmodende kan begrunde nødvendigheden heraf^[1]
• Der foretages (redigerede) maskinoversættelser, eventuelt med en ansvarsfraskrivelse
• Ressourcerne rationaliseres ved at sammenlægge ressourcer hos alle EU's organer, f.eks. i form af en central oversættelsestjeneste
• Potentialet for misbrug minimeres ved f.eks. at tillade EU's organer at afvise visse typer anmodninger
• Der indføres et særligt budget til oversættelser på anmodning
• Der foretages kun oversættelser i digital form
• Der anvendes et neutralt fællessprog for at reducere oversættelsesomkostningerne
• Der indføres en "begæringsmodel", hvor et dokument kun oversættes, hvis et betydeligt antal personer anmoder om det
• Oversættelse på anmodning overlades til EU's repræsentationer i EU's forskellige medlemsstater
• Omkostningerne opkræves hos de pågældende EU-medlemsstater
• Det kontrolleres, om en oversættelse allerede foreligger i en medlemsstat, f.eks. ved at indføre "en fælles oversættelsesplatform" til bedre udveksling af information mellem nationale oversættelsescentre
• Længden reduceres  af dokumenter og information på internettet.

Svarpersonerne har modstridende synspunkter om, hvorvidt der bør kræves gebyr for oversættelser på anmodning. Forslagsstillerne hævder, at gebyrer dels ville dække oversættelsesomkostningerne, dels afholde fra at fremsætte urimelige anmodninger. Modstanderne begrunder deres synspunkt med, at det ville være diskriminerende at kræve gebyrer fra borgere, hvis andre borgere har adgang til de samme informationer på deres eget modersmål.

II. EU's websteder

Generelle sprogprincipper (spørgsmål 4)

Hvilke generelle sprogprincipper bør der gælde for EU-institutionernes websteder? Hvilke dele af EU's websteder mener du, der navnlig bør være tilgængelige på alle eller mange EU-sprog?

Svarpersonerne er splittet mellem ubegrænset og begrænset flersprogethed for EU's websteder. Én gruppe svarpersoner (81) er af den opfattelse, at alle dele af EU's websteder skal være tilgængelige på alle officielle sprog for at sikre demokratisk legitimitet og ligestilling af sprogene. Én mindre gruppe mener, at alle EU's websteder skal være tilgængelige på mindst engelsk, tysk, fransk og eventuelt andre sprog. Endnu en gruppe ønsker alt på ét fælles, neutralt sprog.

Halvfjerds svarpersoner mener, at de dele af EU's websteder, der er af interesse for "offentligheden", bør være tilgængelige på alle EU's officielle sprog, f.eks.:

• Sektionerne "Om os", der beskriver EU-organets funktion og formål, herunder kontaktoplysninger.
• Sektioner, der indeholder nyheder, pressemeddelelser og den seneste udvikling.
• Websteder
  • vedrørende folkesundhed, uddannelse, økonomi, passagerers rettigheder, fødevaresikkerhed, sikkerhed på arbejdspladsen eller borgerrettigheder
  • indeholdende oplysninger om tilskud, udbud og andre indkøbs- eller finansieringsprogrammer
  • vedrørende større politiske initiativer, juridiske spørgsmål og vejledning om, hvordan man overholder sine forpligtelser i henhold til EU's lovgivning
  • indeholdende stillingsopslag
  • for EU-formandskabet.

For andre dele af EU's websteder, der er rettet mod et mere specialiseret publikum, kan en mere begrænset sproglig ordning være berettiget^[2].

Resuméer på alle eller mange officielle sprog (spørgsmål 5)

Ville det være nyttigt, at resuméer af vigtige spørgsmål offentliggøres på alle eller mange officielle sprog?

Ca. to tredjedele af svarpersonerne anser det for nyttigt, at centrale spørgsmål offentliggøres i sammenfattet form på alle eller mange officielle sprog.

Mange svarpersoner, der er tilhængere af resuméer, betragter dem som et godt kompromis. Toogtres svarpersoner er af den opfattelse, at resuméerne bør være tilgængelige på alle EU's officielle sprog. Nogle svarpersoner anser resuméer på de 3, 4 eller 5 mest talte sprog for at være tilstrækkelige. Andre svarpersoner gør gældende, at resuméer af information medfører risiko for fordrejning og diskriminerer personer, der kun har adgang til resuméets tekst.

Sproglige begrænsninger (spørgsmål 6)

Er det under visse omstændigheder acceptabelt, at materiale stilles til rådighed på få sprog og ikke alle officielle sprog? Hvilke kriterier bør i så fald anvendes for at afgøre, hvordan disse sprog vælges (f.eks. størrelsen af den befolkning, der taler det pågældende sprog, den sproglige mangfoldighed i befolkningen osv...)?

Ja eller nej?

Ja: Størstedelen (119) af dem, der svarede på dette spørgsmål, finder det acceptabelt — under visse omstændigheder og af pragmatiske grunde — at forelægge materiale på kun få sprog. Nogle svarpersoner tilføjer betingelser, f.eks. at der gives klar begrundelse, eller at kombinere begrænsninger med muligheden for at levere oversættelser på anmodning.

Nej: Fireogfirs svarpersoner følger modellen for ubegrænset flersprogethed, hvor enhver form for sprogbegrænsning er diskriminerende og derfor uacceptabel.

Kriterier for valg af sprog

Svarpersonerne har forskellige synspunkter på kriterierne for valg af officielle sprog.

Mange svarpersoner anser virkningen, relevansen eller interessen af information for en bestemt gruppe af borgere eller medlemsstater eller for offentligheden for at være det vigtigste kriterium. Efter deres opfattelse bør der vælges sprog ud fra, at alle de berørte skal kunne forstå informationen. Dette indebærer, at visse typer meget specifikt indhold, ofte henvendt til eksperter, kun foreligger på et begrænset antal sprog.

Nogle svarpersoner finder, at størrelsen af den befolkning, der taler de valgte sprog, er et passende kriterium, enten baseret på en mindste procentdel af den europæiske befolkning^[3], der er omfattet af de valgte officielle sprog, eller baseret på de mest talte officielle sprog. Andre svarpersoner er stærk modstander af befolkningens størrelse som kriterium, da det nødvendigvis vil diskriminere mindre befolkninger og deres sprog.

Nogle svarpersoner er af den opfattelse, at der bør tillægges prioritet til arbejdssprogene for EU's offentlige tjeneste (for nogle EU-organer vil dette sige engelsk, fransk og tysk) eller til sprog, der er officielt sprog i mere end én medlemsstat.

III. Offentlige høringer

Kommissionens politik (spørgsmål 7)

I april 2017 vedtog Europa-Kommissionen nye interne regler om, at dokumenter vedrørende offentlige høringer om "prioriterede initiativer" i Kommissionens årlige arbejdsprogram skal offentliggøres på alle EU's officielle sprog. Alle andre offentlige høringer skal gøres tilgængelige mindst på engelsk, fransk og tysk. Offentlige høringer af "bred offentlig interesse" bør gøres tilgængelige på yderligere sprog. Derudover skal "høringssider eller et resumé heraf oversættes til alle EU's officielle sprog".

Mener du, at denne politik har den rette balance mellem behovet for at respektere og støtte på den ene side den sproglige mangfoldighed og på den ene side administrative og budgetmæssige begrænsninger? Er dette en type politik, som med rimelighed kan indføres af andre EU-institutioner?

Omkring halvdelen af svarpersonerne (124) finder, at Kommissionens politik ikke sikrer den rette balance. Langt de fleste af disse svarpersoner anser Kommissionens nuværende politik for at være utilstrækkelig af følgende grunde:

• Mange svarpersoner (50) beklager den vage definition af visse nøglebetegnelser, såsom "almen offentlig interesse", "andre sprog" og "prioriterede initiativer". Dette giver Kommissionen et vidt skøn og kan føre til vilkårlig anvendelse af politikken.
• Mange svarpersoner (49) mener, at offentlige høringer bør foreligge på alle EU's officielle sprog. Argumentet herfor er, at EU's organer på grund af karakteren af offentlige høringer skal sikre, at alle borgere kan deltage på lige fod. Begrænsninger bør være undtagelsen, og ikke det modsatte.
• Mange svarpersoner (46) forstår ikke, hvorfor engelsk, fransk og tysk skal have en privilegeret status i offentlige høringer. Denne status skaber manglende ligestilling mellem sprogene.
• Nogle svarpersoner (9) mener, at der bør tilføjes yderligere officielle sprog (herunder spansk og italiensk) til det mindste antal på tre sprog.
• Nogle få svarpersoner (6) er betænkelige ved de praktiske aspekter: I hvilket omfang anvendes Kommissionens 2017-politik i praksis? På hvilket tidspunkt i høringsperioden foreligger de forskellige oversættelser?

Fireogtres svarpersoner finder, at Kommissionens retningslinjer fra 2017 for sprog ved offentlige høringer er hensigtsmæssige. Nogle kalder disse retningslinjer et vigtigt første skridt og foreslår endog, at de vedtages af andre EU-organer. Om dette punkt bemærker én svarperson (Det Europæiske Kemikalieagentur), at der vanskeligt kan indføres nøjagtig samme politik i andre organer, da offentlige høringer, som afholdes af Kommissionen, kan afvige fra dem, der afholdes af andre EU-organer, og kan have en anden målgruppe.

Nogle få svarpersoner (5) anser Kommissionens 2017-politik for at være for kostbar og anser offentliggørelse kun på engelsk, eller kun på engelsk, fransk og tysk, for at være tilstrækkelig.

IV. Andet

Ny EU-lovgivning (spørgsmål 8)

Den eneste specifikke lovgivning om EU-administrationens anvendelse af sprog stammer fra 1958, da der var seks medlemsstater og fire officielle sprog. Mener du, at det ville være nyttigt med ny lovgivning under de nuværende omstændigheder? Eller mener du, at sprogspørgsmål bedst håndteres uden for detaljerede juridiske rammer?

De fleste personer, der svarede på dette spørgsmål (126), mener, at ny lovgivning eller en gennemgang af den eksisterende forordning 1/1958 ville være nyttig. I nogle svar anføres, at en sådan revideret lovgivning bør styrke flersprogetheden ved nøje at fastlægge borgernes sprogrettigheder. Nogle svarpersoner modificerer deres erklæring ved at sige, at det ville være ønskeligt med ny lovgivning, men at revidering af forordning 1/1958 medfører risiko for at åbne en "Pandoras æske".

Svarpersonerne fremsatte følgende forslag til ændring af forordning 1/1958:

• Kræv, at EU-institutionerne vedtager interne regler om brug af sprog, snarere end at de blot har mulighed herfor (artikel 6).
• Indfør en ret til at modtage oversættelser på anmodning.
• Ajourfør forordning 1/1958, så den afspejler artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som kræver, at Kommissionen gennemfører brede offentlige høringer, og at EU’s institutioner opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundet.
• Indfør et neutralt fælles sprog.

Fireogtredive svarpersoner modsætter sig ny lovgivning eller en revision af forordning 1/1958. De finder, at forordning 1/1958 er tilstrækkelig og ajourførte, og at ligestillingen af alle 24 officielle sprog bør opretholdes. Udfordringen er snarere at gennemføre den eksisterende lovgivning på fyldestgørende måde.

Nogle svarpersoner foreslår, at sprogproblemer behandles uden for en detaljeret juridisk ramme. Der er flere forslag:

• (fælles) retningslinjer, der vedtages af EU's organer
• ajourføring af Meddelelse til Kommissionen om oversættelse som led i Kommissionens beslutningsproces (2016)
• en adfærdskodeks for flersprogethed
• en interinstitutionel aftale, på grundlag af hvilken hvert EU-organ vedtager sin egen sprogpolitik, og
• anbefalinger fra Den Europæiske Ombudsmand.

Oversættelsesomkostninger (spørgsmål 9)

En stigning i mængden af ​​oplysninger og dokumenter, der udgives på alle EU-sprog, medfører meromkostninger til oversættelse. Hvordan foreslår du, at disse meromkostninger dækkes? Fra andre steder i EU's budget? Som øremærket ekstrafinansiering fra de enkelte involverede medlemsstater? På andre måder?

Svarene på dette spørgsmål er forskellige, alt efter hvilken model for en sprogpolitik, svarpersonerne taler for.

Ifølge nogle svarpersoner er oversættelsesomkostningerne ikke overdrevne, og spørgsmålet skal vendes om: "Hvad er omkostningerne ved ikke at oversætte?" Mere specifikt: "Oversættelse, dvs. information og enhver borgeres evne til at forstå, hvad der sker, forekommer ikke at udgøre en sekundær udgift, men er af demokratiske grunde nødvendig i en sammenhæng, hvor Unionen ofte misforstås og afvises" (svar indsendt på fransk).

Svarpersonerne fremsatte forskellige forslag til, hvordan man skal afholde (ekstra) omkostninger til oversættelse:

• Toogtres svarpersoner finder, at oversættelsesomkostninger bør afholdes gennem EU's almindelige budget. Ellers ville mindre medlemsstater ende med at betale mere for oversættelser end større medlemsstater.
• Nogle svarpersoner (22) går videre ved at kræve, at medlemsstater, der har et af de "privilegerede sprog", betaler mere, for at opveje denne fordel.
• Nogle svarpersoner (24) mener modsat, at medlemsstater, der ønsker yderligere oversættelser på deres officielle sprog, bør dække de dermed forbundne omkostninger.
• Mange svarpersoner kommer med forslag til, hvordan man kan reducere omkostningerne ved oversættelse:
  • ved at sammenlægge oversættelsesressourcerne i alle EU’s organer
  • ved i højere grad at forlade sig på maskinoversættelse (se også spørgsmål 10)
  •  ved at reducere mængden af tekster
  •  ved at forbedre teksternes kvalitet
  •  ved at uddelegere oversættelser til eksterne oversættere
  •  ved at fremme konkurrencen mellem oversættelsesbureauer gennem gennemsigtige udbud
  •  ved at reducere oversættelsespriserne hos Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer, så de bringes i overensstemmelse med satserne i den private oversættelsessektor
  •  ved at undgå at revidere dokumenter, der i forvejen er oversat
  • ved at undgå hasteopgaver
  • ved at samarbejde med nationale oversættelsestjenester, f.eks. ved at oprette en fælles platform for oversættelse, for at undgå dobbeltarbejde.

Maskinoversættelser (spørgsmål 10)

I hvilket omfang kan der anvendes teknologi til at levere oversættelser mellem de forskellige EU-sprog? I det omfang "maskinoversættelser" måske ikke altid er helt korrekte, er dette en acceptabel pris at betale for, at oversættelser af dokumenter stilles til rådighed hurtigere og billigere, end det ellers ville være tilfældet?

Svarpersonerne ser en udfordring i at finde den rette balance mellem potentialet af maskinoversættelser og risikoen for fejl: ”Maskinoversættelser er undertiden bedre end ingenting, men undertiden værre end ingenting”.

Næsten halvdelen af svarpersonerne (134) hælder til maskinoversættelser. Skønt de foreliggende problemer i forbindelse med brugen heraf klart erkendes, mener flere svarpersoner (17), at der bør investeres flere ressourcer i at udvikle oversættelsesteknologier. Samtidig formulerer de fleste svarpersoner vilkår for den nuværende brug af maskinoversættelser, f.eks. bør maskinoversættelse:

•  kun bruges som hjælpemiddel^[4], eller hvis den revideres eller korrekturlæses af en menneskelig oversætter
•  ikke anvendes til dokumenter, der kræver præcision, såsom juridiske eller finansielle dokumenter
• kun anvendes i forbindelse med en ansvarsfraskrivelse, som gør det klart, at teksten er maskinoversat og muligvis indeholder fejl
• kun anvendes som en overgangsløsning, indtil der foreligger en "rigtig" oversættelse
• kombineres med muligheden for at modtage "rigtige" oversættelser på anmodning.

Nogle svarpersoner giver eksempler på tilfælde, hvor der kunne gøres øget anvendelse af maskinoversættelse, således for webindhold, enkle eller korte tekster, interne dokumenter eller oversættelser til ikke-officielle sprog.

Omkring en fjerdedel af svarpersonerne (73) er imod anvendelse af maskinoversættelser. Svarpersonerne (28) understreger disses upålidelighed og utilstrækkelige kvalitet. Ved at bruge maskinoversættelse risikerer man at diskriminere EU-borgere ved at oversætte "rigtigt" til nogle officielle sprog, men ikke til andre. Nogle svarpersoner advarer mod cirkulation af "grå" oversættelser, som har potentiale for at frembringe "falske nyheder". Hvis maskinoversættelse overhovedet anvendes, bør det være som hjælpemiddel for menneskelige oversættere (14 svarpersoner).

4. Oversigt over andre punkter, som er rejst

EU-organernes anvendelse af regionale sprog og mindretalssprog

Nogle svarpersoner nævner de regionale sprogs og mindretalssprogs betydning i EU-medlemsstater, hvor de ikke har status som officielt sprog, men er almindeligt udbredt eller er en afgørende del af identiteten. Der gives forslag til, hvordan man kan opnå større anerkendelse af sådanne sprog på EU-plan:

• ved at forbeholde en sektion til dem på EU's websteder
• ved at offentliggøre anliggender, der berører mindretal, på de(t) pågældende sprog
• ved at gøre resuméer af centrale spørgsmål og offentlige høringer tilgængelige på regionale sprog eller mindretalssprog
• ved at ændre forordning 1/1958, så den beskytter regionale sprog og mindretalssprog.

Konsekvenserne af Brexit

En række svarpersoner bemærker, at som konsekvens af Brexit i marts 2019 bør engelsk blive mindre dominerende og mindre vigtigt i EU's offentlige tjenestes interne og eksterne kommunikation.

Bilag: Liste over bidrag

Medlemsstater

Frankrig - Secrétariat Général des Affaires Européennes

Italien - Permanent Representation of Italy to the EU

Spanien - Secretaría de Estado para la Unión Europea

EU's organer, kontorer og agenturer

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)

Regionale offentlige myndigheder

Vlaamse Overheid

Organisationer

European Language Equality Network

Kotimaisten kielten keskus (Finnish Centre of Domestic Languages)

Oifig an Choimisinéara Teanga, Ireland

Conradh na Gaeilge (Gaelic League), Ireland

Europa Esperanto Unio (2 contributions)

Esperanto France

Europe-Démocratie-Esperanto (2 contributions)

Comité Pauvreté et Politique, France

DLF Bruxelles-Europe

Internacia Scienca Instituto "Ivo Lapenna"

Matris lingua, I want my language back

Observatoire européen du plurilingualisme

Panhellenic Association of Translators

Délégation des Barreux de France (au nom du Conseil national des Barreux, du Barreau de Paris et de la Conférence des Bâtonniers)

Centre d'Etudes Jacques Georgin

GEM+ "Pour une gouvernance européenne multilingue" asbl

AlumISIT

Plataforma per la Llengua

Česká esperantská mládež, z.s. (Czech Esperanto Youth)

Wirtschaftskammer Österreich

Irish Translators' and Interpreters' Association

FIT Europe, Regional Centre of the International Federation of Translators

International Certificate Conference Languages (ICC)

Cornish Language Board

Stiftung Lichterfeld

Zentralverband des Deutschen Handwerks e.V.

Exilio - Hilfe für Migranten, Flüchtlinge und Folterüberlebende e.V.

Interkultura Centro Herzberg (Esperanto-Gesellschaft Südharz)

EsperantoLand e.V.

Verein Deutsche Sprache e.V.

Budapesti Orvos-Egészségügyi Eszperantó Szakcsoport

Forskere

Eòghann Dickson, University of Glasgow

Federico Gobbo, University of Amsterdam

Angelo Ariemma, Università degli Studi "La Sapienza" di Roma

Daniel Gonçalves, University of Lisbon

Jean-Claude Barbier, Université Paris 1 Panthéon Sorbonne

Universitat Rovira i Virgili

Michele Gazzola, Ulster University

Universidade do Algarve

François Grin, Université de Genève

Christoph Knabe, Beuth-Hochschule für Technik Berlin

Robert Phillipson, Copenhagen Business School

Isabelle Pingel, Université Paris 1 Panthéon Sorbonne

Victor Ginsburgh, Université Libre de Bruxelles / Université catholique de Louvain & Juan D. Moreno-Ternero, Universidad Pablo de Olavide

Enkeltpersoner

234 bidrag er modtaget fra enkeltpersoner

 

[1] Nødvendigheden bør vurderes fra sag til sag. Svarpersonerne nævner forskellige varianter af dette krav: Den anmodende bør (i) give en grund, (ii) påvise en "begrundet interesse" eller (iii) påvise at berøres af dokumentet på en eller anden måde

[2] Én variant af denne idé er at indføre et sprogligt system baseret på, at der sondres mellem de vigtigste EU-websteder (såkaldte niveau 1-websteder) og mere detaljerede eller tekniske EU-websteder (niveau 2-websteder). Inden for denne gruppe af svarpersoner er der forskelle med hensyn til, hvor mange officielle sprog der bør anvendes til hver type websted. Der er to hovedtilgange:

· at anvende alle EU's officielle sprog til de vigtigste EU-websteder og et mindste antal sprog til de andre mere detaljerede eller tekniske websteder (engelsk, fransk, tysk, plus eventuelt italiensk plus eventuelt spansk), eller at oversætte disse websteder til alle officielle sprog ved maskinoversættelse

· at anvende et begrænset antal officielle EU-sprog til de vigtigste websteder (engelsk, fransk, tysk, plus eventuelt italiensk, plus eventuelt spansk), og færre sprog (f.eks. engelsk, fransk og tysk eller kun engelsk) til de mere detaljerede tekniske websteder.

[3] Svarpersonerne svarer til 60, 75, 80 eller 90 % af den europæiske befolkning.

[4] Én svarperson nævner potentialet af computerassisteret oversættelse (såkaldte "CAT-værktøjer"), som en menneskelig oversætter anvender til at lette oversættelsesprocessen.