Indledning

I vores daglige arbejde som ombudsmænd står vi ofte over for spørgsmål som "bør der være gjort mere for at hjælpe klageren?"eller "bør klageren modtage kompensation?"

Vores svar på sådanne praktiske spørgsmål afhænger i det mindste delvis af idéer om forholdet mellem lovlighed og god forvaltning. Selv spørgsmålene i sig selv afspejler sådanne ideer: f.eks. ville nogle af de tilstedeværende kolleger ikke stille spørgsmålet om kompensation; I hvert fald ikke som jeg har skrevet det.

Til gengæld afspejler idéer om forholdet mellem lovlighed og god forvaltning ofte de mange forskellige historiske sammenhænge, som ombudsmandsinstitutionen har udviklet sig i.

Jeg vil derfor begynde med en historisk tilgang. Når vi ser tilbage på, hvor vi kom fra, hjælper det os med at forstå bedre variationer i ombudsmandspraksis, som ellers kunne virke gådefulde.

Efter den historiske analyse vil jeg sondre mellem snævre og brede opfattelser af lovligheden.

Derefter vil jeg vende mig mod god forvaltning og dens forhold til lovlighed. Jeg vil identificere to modeller, som ved første øjekast synes meget forskellige. Den brede opfattelse af lovlighed har imidlertid tendens til at få dem til at konvergere, i det mindste med hensyn til deres praktiske konsekvenser.

Endelig vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, at der selv ud fra et bredt legalitetssynspunkt også kan være »liv ud over legalitet«.

1 En historisk tilgang

Som det er tilfældet i Europa i dag, er ombudsmandsinstitutionen resultatet af tre former for historisk og social udvikling. Uden for stor risiko for forvrængning kan vi tænke på ombudsmænd som værende blevet etableret i tre bølger, hvor den anden bølge fortsætter sammen med, måske endda fusionerer med, den tredje.

Sverige oprettede verdens første ombudsmand i 1809 som led i en forfatningsmæssig ordning, der afsluttede en periode med absolut monarki. Den nye institution skulle være uafhængig af regeringen, føre tilsyn med dommeres og andre offentligt ansattes anvendelse af lovene og retsforfølge i tilfælde af ulovlig adfærd (1).

Indtil midten af det 20. århundrede havde kun et andet land, Finland, oprettet en ombudsmand. Den finske ombudsmand var baseret på den svenske model med beføjelse til at føre tilsyn med domstolene og retsforfølge embedsmænd.

De to institutioners karakteristika, der blev skabt under denne lange første bølge, skabte en varig og væsentlig forbindelse mellem ombudsmanden og retsstatsprincippet, som er det grundlæggende forfatningsmæssige princip, der regulerer forholdet mellem individet og staten.

Andre steder i Europa i denne periode blev retsstatsprincippet primært, eller endda udelukkende, identificeret med domstolene.

Den anden bølge af ombudsmandsudvikling begyndte, da Danmark i midten af 1950'erne oprettede verdens tredje ombudsmandskontor. Under denne bølge blev der oprettet ombudsmænd for at løse problemer som følge af udvidelsen af den offentlige forvaltning i det tyvende århundrede, især efter Anden Verdenskrig, hvor statens sociale velfærds- og reguleringsfunktioner voksede eksponentielt.

Selv i lande, hvor demokratiet og retsstatsprincippet var dybt forankret, udgjorde omfanget og kompleksiteten af de nye administrative aktiviteter vanskelige udfordringer.

Vores kollega Hans Gammeltoft-Hansen har forklaret pointen tydeligt i forhold til sit land:

"Forholdet mellem borger og administration … ændrede sig både kvantitativt og kvalitativt. Det blev vanskeligt for borgerne at få indflydelse på regelsystemet, den politiske kontrol med administrationen blev reduceret, og de etablerede retslige kontrolmekanismer … viste sig at være utilstrækkelige."(2)

Den opfattelse, at den eksisterende domstolskontrol var utilstrækkelig, var en vigtig årsag til den efterfølgende udbredelse af ombudsmandsinstitutionen til mange andre lande. Dette var f.eks. tilfældet i Det Forenede Kongerige, hvor udviklingen af domstolsprøvelse af administrative foranstaltninger var i sin vorden, da der blev oprettet en ombudsmand i 1967.

Det var også tilfældet i Frankrig, hvor Médiateur de la République blev oprettet i 1973, på trods af eksistensen af et veletableret system af forvaltningsdomstole, der anvender en meget sofistikeret og bredt beundret samling af forvaltningsret.

Generelt er der to slags grunde til, at domstolskontrollen med forvaltningen, selv om den er afgørende for at sikre retsstatsprincippet, blev anset for utilstrækkelig i "anden bølge"-landene.

For det første er adgangen til domstolene begrænset, både af praktiske hensyn, f.eks. sagens varighed og omkostninger, og af retlige hindringer, f.eks. regler om, hvem der kan anlægge sag, eller om de former for handlinger, der kan anfægtes.

For det andet blev de kriterier for domstolsprøvelse, som domstolene anvendte, ikke anset for tilstrækkelige til at afhjælpe alle de problemer, der fortjente et retsmiddel.

I New Zealand, som f.eks. kulturelt, men ikke geografisk, udgør en del af den europæiske arv, havde Ombudsmanden beføjelse til at fremsætte henstillinger vedrørende administrative handlinger eller undladelser, ikke kun hvis de var "i strid med loven", men også hvis de var "urimelige, uretfærdige, undertrykkende eller uretmæssigt diskriminerende"; "helt eller delvis baseret på en retlig eller faktisk fejl"eller bare "forkert".

Andre "anden bølge"-lande specificerede ombudsmandens mandat på forskellige måder, såsom fejl eller forsømmelser eller dysfonctionnement. Den underliggende idé er imidlertid den samme: god forvaltning indebærer mere end at undgå ulovligheder.

Den tredje bølge af ombudsmandsinstitutioner blev udløst af sociale og politiske ændringer af en anden art end den anden bølge: Det vil sige overgangen fra autoritært eller totalitært styre til demokrati. I Grækenland, Portugal og Spanien blev der f.eks. oprettet ombudsmænd efter overgangen fra autoritære til demokratiske regeringssystemer (3). For nylig, efter kommunismens fald, blev der oprettet ombudsmænd i mange af de nye demokratier i Central- og Østeuropa (4).

I betragtning af de historiske erfaringer, der dannede baggrund og drivkraft for disse nye ombudsmandsinstitutioner, er det ikke overraskende, at mange af dem fik mandater med fokus på rettigheder og navnlig menneskerettigheder. Af samme grund har retsstatsprincippet en tendens til at være højt blandt deres bekymringer, og Europarådet har understreget både menneskerettighederne og retsstatsprincippet i sit arbejde for at fremme ombudsmandsinstitutionen i Europa.

Efter min mening ville det være en dyb fejltagelse at tro, at de tre bølger, som jeg har beskrevet, resulterer i forskellige typer eller modeller af ombudsmanden. Tværtimod vil alle de ombudsmænd i Europa, som jeg kender, identificere sig med alle tre bølgers bekymringer.

Men jeg mener, at de forskellige bølger har resulteret i fortsatte meningsforskelle, der kan være en hindring for gensidig forståelse inden for ombudsmandssamfundet, medmindre de udtrykkeligt anerkendes og drøftes.

2 Hvad menes der med "lovlighed"?

Begrebet lovlighed illustrerer efter min opfattelse sådanne forskelle. Jeg vil forklare, hvad jeg mener, ved at sammenligne to opfattelser af lovlighed, som jeg betegner som "snævre", med det, jeg kalder en "bred" opfattelse.

I det første snævre synspunkt identificeres lovligheden udelukkende med hensyn til overensstemmelse med lovligt vedtagne retsakter. Den er snæver, fordi den begrænser det materialeområde, der anses for relevant.

Det andet snævre synspunkt identificerer lovlighed med overensstemmelse med regler, der ideelt set i det mindste ville gælde selv uden behov for debat eller diskussion. Denne opfattelses snæverhed vedrører karakteren af den retlige begrundelse.

En bred opfattelse af lovlighed udvider rækken af relevant materiale til at omfatte generelle retsprincipper som lighed, proportionalitet og retfærdig procedure.

En udvidelse af viften af relevant materiale indebærer også et bredere syn på juridisk ræsonnement, fordi forståelse og anvendelse af principper nødvendigvis kræver udøvelse af dømmekraft og i mange tilfælde en afvejning af forskellige principper.

Desuden er et af de mest iøjnefaldende kendetegn ved den europæiske retsorden, at menneskerettighederne også er juridiske rettigheder, både inden for rammerne af EU-retten og i det bredere system i den europæiske menneskerettighedskonvention. Overordnet set indebærer lovlighed således også respekt for menneskerettighederne.

Jeg vil gerne understrege endnu et vigtigt punkt her.

Inden for EU's rammer er det ikke muligt at forstå og anvende generelle principper uden at tage hensyn til Domstolens retspraksis. Det er heller ikke muligt at forstå og respektere den europæiske menneskerettighedskonvention uden at tage hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

Den brede opfattelse omfatter derfor retsprincipper, menneskerettigheder og de to europæiske domstoles retspraksis som relevant materiale til vurdering af lovligheden. Samtidig indebærer det en rig form for juridisk begrundelse for at foretage vurderingen.

Jeg vil gerne skynde mig at tilføje, at den brede opfattelse af lovligheden ikke udelukker, at der findes klare regler, som skal anvendes korrekt. Det betyder imidlertid, at en tjenestemand, der mener, at en tekst kan anvendes mekanisk, eller at en uretfærdig, uretfærdig eller urimelig forvaltningsakt er lovlig, normalt vil have misforstået loven.

3 God forvaltning

Omtalen af en tjenestemand fører mig til god forvaltning og til forholdet mellem god forvaltning og lovlighed.

Med risiko for at oversimplificere et komplekst emne vil jeg skitsere to modeller for god forvaltning. Lad mig straks påpege, at modellerne er meget skematiske og ufuldstændige, og at jeg kun tilbyder dem som et foreløbigt bidrag til refleksion og diskussion og uden på nogen måde at ville være direktiv, endsige præskriptiv.

Begge modeller anerkender, at den offentlige forvaltning omfatter beslutninger, der ikke er fuldt ud bestemt af regler, der er fastsat på forhånd. Hvor modellerne er forskellige, er det den måde, hvorpå de karakteriserer de vurderinger og valg, som administrationen har foretaget.

I den første model forstås forvaltningsprocessen som anvendelse af loven på specifikke sager. Behovet for en administrativ vurdering og et administrativt valg skyldes, at retsreglerne er ufuldstændige. I princippet er der kun ét korrekt juridisk resultat i hvert enkelt tilfælde, og administratorens opgave er at definere og gennemføre dette resultat gennem en konkret formulering af reglen.

Denne model anerkender og beskytter også forvaltningens frihed til at identificere og forfølge offentlighedens interesser, når den træffer politiske valg. I dette begrænsede omfang giver modellen mulighed for administrative skønsbeføjelser (5).

I den anden model er begrebet skøn langt mere omfattende. Diskretion ses som et gennemgående og nødvendigt element i moderne offentlig forvaltning, og domme og valg, selv i individuelle tilfælde, opfattes som udøvelse af skøn. Det centrale problem set ud fra denne model er, hvordan man sikrer, at skøn anvendes korrekt og klogt gennem passende ansvarlighedsmekanismer.

Med en høj grad af tilnærmelse forbinder jeg den første model med administrativ teori, som har været indflydelsesrig i mange kontinentale europæiske lande. Endnu mere tilnærmelsesvis forbinder jeg den anden model med den "anden bølge" af ombudsmænd, som jeg beskrev tidligere, men med et stort forbehold med hensyn til den franske sag, som meget vel kan fortjene en særskilt model. Jeg overlader det til de kolleger, der repræsenterer den første bølge af ombudsmænd, at afgøre, hvilken af de to modeller, om nogen, der ligger tættest op ad deres praksis og traditioner.

Selv om de to modeller er forskellige med hensyn til omfanget af den offentlige forvaltnings retlige forpligtelser, betragter begge modeller overholdelsen af disse forpligtelser som et væsentligt aspekt af retsstatsprincippet. Det betyder, at det aldrig kan være god forvaltningsskik at handle ulovligt.

De to modeller er også enige om, at administrationen skal være ansvarlig. Den første model ser imidlertid ansvarlighed som primært juridisk, mens den anden også ser en vigtig rolle for, hvad der er konceptualiseret som ikke-juridiske former for ansvarlighed.

Jeg har brugt Deres tid med de to modeller, hovedsagelig i håb om, at de kan hjælpe os med at indgå i en meningsfuld dialog i stedet for enten at tale forbi hinanden eller konkludere, at vores udgangspunkter er så forskellige, at vi ikke kan lære af hinanden.

To grunde til at forvente konvergens

Jeg vil dog også gerne understrege, hvad jeg ser som grund til i det mindste at forvente en vis grad af konvergens mellem de to modeller.

Den første grund følger af det, jeg har sagt om lovlighed. Den vægt, der lægges på principper og menneskerettigheder i den europæiske retsorden, forstærker hele tiden det brede legalitetssyn på bekostning af det snævre syn.

Dette har indlysende konsekvenser for den første model, fordi administratorer for at anvende loven korrekt skal anlægge et bredt legalitetssyn.

Det har også konsekvenser for den anden models skønsopfattelse. Udøvelsen af skønsbeføjelser skal nu tage hensyn til menneskerettighederne. Desuden medfører udviklingen af retsprincipper en stigende grad af potentiel overlapning mellem domstolskontrol af udøvelsen af skønsbeføjelser og en ombudsmands arbejde.

I praksis har de to modeller derfor tendens til at konvergere med hensyn til kontrollen med forvaltningen i retning af et fokus på rettigheder og principper, der i det væsentlige er stort set de samme, uanset om de anvendes af en ombudsmand eller af domstolene. Det giver derfor ikke megen mening ikke at anerkende deres juridiske kvalitet.

Den anden grund er, at der i mange europæiske lande såvel som i EU's institutioner og organer er et stærkt pres for konkret at anerkende, at den offentlige forvaltning eksisterer for at tjene borgerne.

Enkeltpersoner er ikke længere tilfredse med at være passive forsøgspersoner eller blot "les administrés", som tålmodigt venter på, at den offentlige forvaltning træffer afgørelse om det korrekte resultat (6). De er borgere, som både forstår, at de har rettigheder, og at den offentlige forvaltning indebærer, at der skal findes en balance mellem modstridende interesser og konkurrerende principper.

For at vinde offentlighedens tillid og accept skal den offentlige forvaltning ikke blot være respektfuld og høflig over for borgerne, men også vise, at den er ansvarlig og lydhør. Det betyder bl.a., at man skal være rede til at forklare og begrunde sin adfærd gennem en reel og meningsfuld dialog med borgerne, både om spørgsmål, der berører dem personligt, og om, hvordan offentlighedens interesser identificeres og forfølges.

Jeg er i stigende grad overbevist om, at det, der skal skabes og plejes omhyggeligt for at opfylde de europæiske borgeres forventninger til EU's institutioner og organer, er en servicekultur, hvor EU-administrationen

• handler åbent, retfærdigt, rimeligt, omhyggeligt og konsekvent
• tager hensyn til og afvejer alle involverede interesser
• undgår unødig forsinkelse
• er høflig og hjælpsom samt følsom over for individuelle omstændigheder, behov og præferencer
• anerkender fejl og undskylder, hvor det er relevant; og
• sigter mod løbende forbedring af præstationen.

Af grunde, som jeg vil komme nærmere ind på om et øjeblik, tvivler jeg på, at et udelukkende fokus på lovlighed, selv det brede legalitetssyn, er tilstrækkeligt til at etablere og opretholde en servicekultur i denne forstand. Der skal også være plads til "liv ud over lovlighed".

Det er op til Dem, mine kolleger, at sige, om De også føler, at der er behov for en servicekultur og for et "liv ud over det lovlige" i de forvaltninger, som De er ansvarlig for. I det omfang, De gør det, ville der være yderligere grund til at forvente en vis konvergens mellem de to forvaltningsmodeller.

4 Liv ud over lovlighed

Lad mig nu forklare, hvad jeg mener med "liv ud over lovlighed", og hvorfor jeg mener, at det er vigtigt for EU's institutioner og organer, som jeg nu ønsker at fokusere på.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin er to af de centrale dokumenter, som jeg trækker på i mit arbejde som europæisk ombudsmand, ikke juridisk bindende.

Det gælder chartret om grundlæggende rettigheder, som bl.a. omfatter retten til god forvaltning. Det gælder også for "den europæiske kodeks for god forvaltningsskik", som Europa-Parlamentet godkendte og anmodede Den Europæiske Ombudsmand om at anvende.

Drøftelserne på topmødet i Lissabon senere på ugen kan føre til ændringer i fremtiden. Som jeg forstår det, er tanken, at chartret bliver juridisk bindende. Desuden indeholder udkastet til reformtraktat en bestemmelse, der kan udgøre retsgrundlaget for fremtidig vedtagelse af en "europæisk forvaltningslov", der skal gælde for alle EU's institutioner og organer.

Selv hvis denne udvikling skulle finde sted, er der imidlertid to overvejelser, der får mig til at tro, at den fortsatte eksistens af et begrebsmæssigt rum for livet ud over det lovlige ville være positivt for de europæiske borgere.

Den første betragtning er, at lov og lovlighed fortsat er tæt forbundet med skyld og sanktioner. Jeg fremsætter ikke dette som et begrebsmæssigt punkt om lovens karakter, men som en observation baseret på min erfaring som ombudsmand om den måde, som mange administratorer ser verden på. Jeg vil tilføje, at det også er et synspunkt, der deles af et betydeligt antal klagere.

Skyld og sanktioner er naturligvis nødvendige i nogle tilfælde. Korrupte embedsmænd skal straffes. Dovne eller inkompetente embedsmænd bør disciplineres. Men en kultur af service er ikke en kultur af skyld. Hvis vi fortæller embedsmænd, at god forvaltning er en juridisk forpligtelse, og at dårlig service er ulovlig, kan vi styrke en defensiv kultur.

En anden fare ved kun at definere kravene til god forvaltningsskik som retlige forpligtelser er, at den egentlige betydning af tjeneste til borgerne kan gå tabt i bestræbelserne på at opnå den præcision og sikkerhed, som advokater og administratorer med rette stræber efter. Hvor lang tid skal man være parat til at bruge på telefonen for at være hjælpsom? Hvilke præcise sætninger ord og sætninger udgør uhøflighed?

Her er et eksempel, der illustrerer mine bekymringer. Der findes en europæisk institution, som har en kodeks for god forvaltningsskik, der kræver, at breve besvares inden for 15 dage. Det er min erfaring, at dens administratorer tager det alvorligt, som de burde. Den præcise regel er hensigtsmæssig og effektiv. Hvorvidt det ville blive gjort mere effektivt ved at definere det som en retlig forpligtelse, er tvivlsomt, men det er ikke min pointe.

Kodeksen indeholder undtagelser, hvoraf den ene er, at korrespondance ikke behøver at blive besvaret, hvis "den med rimelighed kan betragtes som upassende, f.eks. fordi den er gentagen, misbrugende og/eller meningsløs". Efter min opfattelse bør dette princip sjældent påberåbes, og når det er tilfældet, kræves der en overbevisende forklaring på, hvorfor det bør finde anvendelse i det konkrete tilfælde. Jeg var imidlertid foruroliget over at finde bevis for, at nogle administratorer havde grebet ordet "gentagne" og forsøgt at omsætte princippet til en regel om, at et andet brev om samme emne bare kan ignoreres.

I en forvaltningskultur, hvor sådanne holdninger findes, kan forsøget på at fremme en servicekultur gennem lov kun styrke en snæver og legalistisk tilgang.

Samtidig kan det også tilskynde nogle klagere til at betragte deres klage som en opsigelse snarere end som et instrument til at søge praktisk afhjælpning eller en konstruktiv løsning på et problem.

Den anden betragtning vedrører forholdet mellem ombudsmændenes arbejde og domstolenes arbejde. Som europæisk ombudsmand ser jeg mig selv som partner for Fællesskabets retsinstanser i forbindelse med god forvaltning, der bidrager til at sikre, at Fællesskabets forvaltning tager rettigheder alvorligt og legemliggør en servicekultur over for borgerne, både i sin forståelse og anvendelse af loven og i udøvelsen af skønsmæssige beføjelser.

Logikken i retslige procedurer fører til en afgørelse, hvor retten autoritativt fastlægger parternes juridiske rettigheder.

Logikken i mine procedurer er derimod forskellig og indebærer fleksibilitet mellem to driftsformer. På den ene side er der en konfliktløsningstilstand, der fokuserer på problemløsning, konfliktreduktion, muligheder for kompromis og win-win-resultater. På den anden side er der en måde at træffe afgørelse på, hvor jeg enten finder, at der er tale om fejl eller forsømmelser, eller at der ikke er tale om fejl eller forsømmelser. Denne måde er styret af en logik, der svarer til Domstolens, hvor den ene part normalt ser sig selv som vinderen og den anden som taberen.

Den rette balance mellem de to tilstande afhænger af sagen, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skifte mellem dem mere end én gang.

Efter min opfattelse tilskyndes EU-institutionerne til at samarbejde med mig i forbindelse med bilæggelse af tvister ud fra den viden, at min undersøgelse ikke udelukkende fokuserer på spørgsmålet "hvad er parternes juridiske rettigheder?" For at gøre det samme mere formelt bør en forvaltning, der er kendetegnet ved en servicekultur over for borgerne, betragte en klage som en mulighed for at gennemføre princippet om service i praksis. Villighed til at samarbejde med Ombudsmanden for at opnå en tilfredsstillende løsning på klagen er et vigtigt udtryk for engagement i dette princip.

Hvis der ikke var noget liv ud over lovlighed, ville både institutioner og klagere blive opfordret til at betragte mine undersøgelser ikke som en mulighed for at søge en win-win-løsning, men som en erstatning eller endda en prøve for en retslig procedure, hvor det eneste relevante spørgsmål ville være: "har institutionen handlet lovligt?"Et sådant resultat vil efter min mening i væsentlig grad mindske det bidrag, som Den Europæiske Ombudsmand kan yde til at styrke forbindelserne mellem EU-institutionerne og de europæiske borgere.

Igen vil jeg dog gerne insistere på, at det er op til kollegerne at afgøre, om de eksisterende kulturer i de forvaltninger, som de er ansvarlige for, og kendetegnene ved deres egne procedurer får dem til at dele min analyse af risiciene ved udelukkende at fokusere på lovlighed og af de tilsvarende fordele ved "liv ud over lovlighed".

5 Konklusion

Kære kolleger, lad mig afslutte mine bemærkninger med at understrege, at et vellykket ombudsmandsskab bl.a. indebærer en forsigtig tilpasning af institutionen til de forfatningsmæssige, juridiske og administrative kulturer, som den fungerer i. Fleksibilitet og mangfoldighed er styrker.

Der er derfor både plads og behov for, at ombudsmænd i forskellige lande anvender forskellige opfattelser af forholdet mellem lovlighed og god forvaltning.

Jeg er imidlertid overbevist om, at de tre bølger, som jeg beskrev tidligere, alle har givet deres egne karakteristiske og varige bidrag til ombudsmandspraksis. og at de fortsat vil konvergere, eftersom retsstatsprincippet, menneskerettighederne og en servicekultur i den offentlige forvaltning repræsenterer værdier og forhåbninger, som vi alle deler.

Tak for Deres opmærksomhed.

---

(1) Se Bengt Wieslander, Folketingets ombudsmand i Sverige, The Bank of Sweden Tercentenary Foundation, 1994.

(2) Hans Gammeltoft-Hansen, "Trends leading to the establishment of a European ombudsman", i P. Nikiforos Diamandouros (red.), Den Europæiske Ombudsmand: Oprindelse, virksomhed, udvikling (Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer: 2005), s. 13-26, på s. 17-18.

(3) Den portugisiske ombudsmand blev oprettet i 1975 (lovdekret nr. º212/75, 21. april) og efterfølgende medtaget i den portugisiske forfatning fra 1976 (artikel 23). Den spanske forfatning fra 1978 indeholdt bestemmelser om ombudsmandsinstitutionen (artikel 54), og den første ombudsmand blev udnævnt i 1982. I Grækenland blev ombudsmanden oprettet i 1997 (artikel 1 i lov nr. 2477/97 - se nu lov nr. 3094/2003) og efterfølgende medtaget i den græske forfatning fra 2001 i artikel 103, stk. 9. Den første græske ombudsmand tiltrådte i 1998.

(4) Den polske ombudsmand er en undtagelse, der blev oprettet i 1987, kort før kommunismens fald i landet.

(5) For en oversigt over nationale skønsbegreber henvises til Jürgen Schwarze, European Administrative Law, Revised 1st Edition, (Office for Official Publications and Sweet and Maxwell: 2006), s. 261-295.

(6) Se generelt Jocelyne Bourgon, "Responsiv, ansvarlig og respekteret regering: Mod en ny teori om offentlig forvaltning, International Review of Administrative Sciences, bind 73, nr. 1 (2007) 7-26.