Hr. formand for disse møder,
hr. Valedor,
ærede gæster,
mine damer og herrer

Det er mig en stor glæde at deltage i disse fredsuddannelsesmøder arrangeret af Rosalía de Castro-instituttet på et sted, der er lige så indbydende som Santiago. Efter mere end 50 år med verdenserklæringen om menneskerettigheder er spørgsmålet igen aktuelt i Den Europæiske Union, nu i forbindelse med udarbejdelsen af et grundlæggende charter om menneskerettigheder.
For at præcisere min holdning til denne proces vil jeg først kort redegøre for Den Europæiske Ombudsmands institutions beføjelser. Derefter vil jeg tage nogle af de fremsatte forslag op og afslutte med mulige løsninger for fremtiden.

1 INSTITUTIONEN AF DEN EUROPÆISKE OMBUDSMAN

Figuren for ombudsmanden i Den Europæiske Union blev udviklet i direkte forbindelse med udviklingen af begrebet unionsborgerskab. På initiativ af den spanske regering blev der med Maastrichttraktaten indføjet en ny del om unionsborgerskab. De nye artikler indførte en række rettigheder for enhver statsborger i medlemsstaterne, uanset, og dette er grundlæggende, hans status som erhvervsdrivende. Disse rettigheder omfatter, men er ikke begrænset til:
- at færdes og opholde sig frit på Unionens område
- muligheden for at stemme og være kandidat på det sædvanlige bopælssted ved valg til Europa-Parlamentet og kommunalvalg
retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet
- og det, der vedrører mig mest direkte, retten til at klage til Den Europæiske Ombudsmand i tilfælde af, at fællesskabsadministrationen ikke har handlet korrekt.
I henhold til traktatens artikel 259 har enhver unionsborger eller person med bopæl i Unionen ret til at klage til ombudsmanden over fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer, idet Fællesskabets retsinstanser dog ikke kan udøve deres domstolsfunktioner.
I tilfælde af fejl eller forsømmelser i Fællesskabet skal ombudsmanden så vidt muligt søge en mindelig løsning med den ansvarlige institution for at tilfredsstille klageren. Hvis dette ikke kan opnås, kan Ombudsmanden henlede den ansvarlige institutions opmærksomhed på dette ved hjælp af henstillinger og rapportere situationen til Europa-Parlamentet.
Da min opgave er at undgå "dårlig forvaltning" på fællesskabsplan, var det nødvendigt at præcisere definitionen af dette begreb. Som jeg påpegede i min årsberetning for 1997, der blev støttet af Europa-Parlamentet, opstår der fejl eller forsømmelser, når et offentligt organ ikke overholder en regel eller et retsprincip, der gælder for det. Blandt de regler og principper, som ethvert fællesskabsorgan eller enhver fællesskabsinstitution skal overholde, er naturligvis de grundlæggende menneskerettigheder, jf. Amsterdam-traktatens artikel 6.
For at skabe en klar ramme for anvendelsen af begrebet fejl eller forsømmelser har jeg slået til lyd for, at Fællesskabets institutioner og organer anvender adfærdskodekser for god forvaltningsskik. Instrumenter af denne art kunne give en klarere definition af fællesskabsforvaltningens forpligtelser over for borgerne. Disse kan f.eks. omfatte kriterier vedrørende retten til at blive hørt eller begrundelserne for visse handlinger. Ud over at informere borgerne vil disse kodekser give embedsmændene selv vejledning om deres faglige adfærd.

2 Nogle rettigheder vedrørende menneskerettighederne

Selv om mange af de klager, der er rettet til Den Europæiske Ombudsmand, vedrører forsvaret af vigtige borgerrettigheder, er kun få af dem kommet for at behandle spørgsmålet direkte.
Blandt de gennemførte undersøgelser kan jeg pege på mit initiativ til at sikre større gennemsigtighed i offentlighedens adgang til institutionernes dokumenter; aldersgrænser for udvælgelsesprøver og deres eventuelle diskriminerende virkning eller om administrationens respekt for sine tjenestemænds ytringsfrihed.
Et af de spørgsmål, jeg gerne vil nævne for Dem, er det store arbejde, vi har gjort for at skabe større gennemsigtighed i fællesskabsinstitutionerne, navnlig med hensyn til aktindsigt. Efter min mening kræver en effektiv kontrol fra administrationens side anerkendelse af enhver borgers ret til adgang til oplysninger, som administrationen er i besiddelse af, som anerkendt i artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention. På dette område har Den Europæiske Ombudsmand modtaget et stort antal klager, og en række initiativer på eget initiativ er også blevet fremmet.

3 Grundlæggende rettigheder og friheder i Fællesskabets system

Det er klart, at det i forbindelse med udøvelsen af mit arbejde og for at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og friheder på fællesskabsplan først er nødvendigt at definere, hvad disse rettigheder og friheder er i lyset af fællesskabsretten.
Efter en lang vej, hvor Domstolen spillede en fremtrædende rolle, gentog Amsterdam-traktatens artikel 6 en allerede eksisterende formel, hvorved Unionen forpligtede sig til:

"Respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder [...], og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten".

EU's vilje til at forsvare borgernes rettigheder er således klar, og EF-Domstolens beskyttende rolle på dette område bekræftes også.
Disse grundlæggende rettigheder anerkendes som grundlaget for Unionen, og medlemsstaternes status kan suspenderes i tilfælde af krænkelse af disse rettigheder. Fællesskabets institutioner skal overvåge gennemførelsen af disse forpligtelser i alle medlemsstater. Det kan forudses, at denne rolle vil skulle udøves endnu mere ihærdigt i forbindelse med de central- og østeuropæiske stater, hvis tiltrædelse af Unionen forventes i de kommende år.
Et andet meget vigtigt bidrag fra den nye traktat om spørgsmål, der berører borgernes rettigheder, vedrører samarbejdspolitikker inden for retlige og indre anliggender. En del af disse spørgsmål, f.eks. asyl, indvandring og visa, bliver fællesskabskompetencer. Der bør etableres en fællesskabsramme for udvikling under tilsyn af Den Europæiske Ombudsmand og under Domstolens kontrol. Hvad angår aspekter, der ikke er flyttet til fællesskabssøjlen, navnlig politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, skal EU-institutionerne og medlemsstaterne samarbejde om at oprette "et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed". Initiativer på dette område, herunder aktionerne fra Den Europæiske Politienhed, Europol, vil henhøre under Den Europæiske Ombudsmands kompetence, således at denne institution vil være i stand til at overvåge deres overholdelse af principperne om god forvaltningsskik.
I betragtning af, hvor følsomme spørgsmål som f.eks. asylret eller udstedelse af visa er med hensyn til individuelle rettigheder, vil det være nødvendigt, at fællesskabsorganerne sikrer, at disse rettigheder respekteres, når de nationale myndigheder træffer afgørelse i individuelle sager. Et stort antal af disse sager vil muligvis blive til klager rettet til de nationale ombudsmænd og også til Den Europæiske Ombudsmand.
En effektiv håndtering af sådanne problemer kræver, at Den Europæiske Ombudsmand ikke handler alene, men arbejder mere direkte med kolleger på nationalt og regionalt plan. Selv om der er gjort store fremskridt på denne vej, og der allerede er et netværk af samarbejde mellem os, skal dette samarbejde uddybes. Kun på denne måde vil det være muligt at sikre, at udfordringer som dem, der er forbundet med en fælles udenrigspolitik eller den frie bevægelighed inden for Unionen, gennemføres uden at skade vores borgeres rettigheder.
På den anden side håber jeg, at fællesskabsinstitutionerne ved udviklingen af disse nye områder vedrørende menneskerettigheder vil tage Europarådets erfaringer i betragtning. I betragtning af dette organs langvarige arbejde, som medlemsstaterne har bidraget til i årevis, vil det være hensigtsmæssigt at forbedre samarbejdet med dette organ.

4 initiativer til forbedring af den nuværende situation

På trods af de forfatningsmæssige reformer, der er gennemført i de seneste år, er beskyttelsen af menneskerettighederne i Unionen efter min mening forbundet med to store problemer.
For det første taler traktaterne om rettigheder uden at identificere dem eller fastlægge deres indhold. Indarbejdelsen i EU sker ved hjælp af et diffust tal som f.eks. de generelle principper. En borger, der vover at stille et sådant spørgsmål, skal ikke blot kende fællesskabsretten, men også blive ekspert i komparativ ret.
Det andet problem er, at det med denne model ikke er klart, hvordan disse rettigheder kan beskyttes inden for EU's rammer. Medlemsstaterne har ratificeret en række relevante konventioner, hvoraf den vigtigste er den europæiske menneskerettighedskonvention. Deres myndigheder er derfor forpligtet til at respektere dem, og enhver borger kan påberåbe sig deres forsvar. Hvis søgsmålet derimod hidrører fra en fællesskabsinstitution inden for rammerne af dens beføjelser, har borgerne ikke et så klart referencepunkt for udøvelsen af denne ret til at forsvare deres rettigheder.
For at rette op på denne eventuelle mangel blev der foreslået alternativer, f.eks. at få Fællesskabet til at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention. Efter Domstolens negative udtalelse i marts 1996 var sidstnævnte mulighed ubegrundet.
Stillet over for dette dødvande fremmede det tyske formandskab for Rådet i sin mandatperiode idéen om at udarbejde et nyt charter om grundlæggende rettigheder for Unionen. Målet blev formelt vedtaget af EU's stats- og regeringschefer på deres møde i Köln i juni 1999.
Dette charter bør omfatte i)
retten til frihed og lighed og de grundlæggende proceduremæssige principper som fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention,
ii) unionsborgernes grundlæggende rettigheder
iii) andre økonomiske og sociale rettigheder.
Udarbejdelsen heraf er blevet overdraget til et særligt organ med deltagelse af delegerede fra medlemsstaterne og deres nationale parlamenter, fra Europa-Kommissionen samt medlemmer af Europa-Parlamentet. Den Europæiske Ombudsmands institution deltager i dette forum som observatør.
Målet er, at dette organ udarbejder et udkast inden årets udgang. Når dette dokument er vedtaget, vil det være Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som i fremtiden kan blive en grundlæggende del af de europæiske traktater.

5 forslag fra Den Europæiske Ombudsmand

Dette initiativ er meget positivt, idet det bør tjene til at gøre alle europæiske borgere mere bevidste om deres rettigheder. Og set fra borgernes synspunkt skal udarbejdelsen af dette charter behandles, som jeg sagde i mit indlæg i det organ, der er ansvarligt for udarbejdelsen den 2. februar.
Før denne dato havde den allerede fremsat en række forslag med det formål at rette op på den nuværende situation og gøre beskyttelsen af menneskerettighederne i Unionen mere effektiv fra nu af uden at vente på en langvarig proces med at udarbejde et kompliceret dokument.
Han havde derfor foreslået, at der blev indføjet en simpel bestemmelse i traktaten. Ifølge hende vil Unionen og dens institutioner være forpligtet til at respektere menneskerettighedsaftaler, der er ratificeret af alle eller de fleste medlemsstater. Dette vil ikke blot omfatte den europæiske menneskerettighedskonvention, men også andre af Europarådets konventioner såsom den europæiske socialpagt, den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen om beskyttelse af etniske mindretal. Den vil også omfatte FN-instrumenter såsom verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt flere ILO-konventioner.
Jeg erkender imidlertid, at resultatet ikke ville være perfekt, da borgeren stadig ville være forpligtet til at kende flere forskellige tekster for at kende sine grundlæggende rettigheder. Der ville heller ikke være klare mekanismer for overholdelse af disse rettigheder.
Hvis Unionen beslutter at bevæge sig i retning af en grundlæggende lov om rettigheder, bør dens bestemmelser være klare for borgerne og bindende for enhver EU-institution eller ethvert EU-organ.
Med henblik herpå har jeg foreslået, at chartret som princip omfatter borgernes ret til god forvaltning. For at gennemføre princippet i praksis vil det være nødvendigt at vedtage visse gennemførelsesbestemmelser, f.eks. om god forvaltningsskik og om aktindsigt i oplysninger og dokumenter.
Medtagelsen af denne ret i chartret kan have en bred indvirkning på alle nuværende og fremtidige medlemsstater og bidrage til at gøre det 21. århundrede til "århundrede for god regeringsførelse".
Endelig bør dette charter udstyres med tilstrækkelige midler til at sikre, at det respekteres, fordi rettighederne forbliver værdiløse, medmindre der findes effektive retsmidler. Og jeg henviser især til dette punkt, fordi jeg finder det beklageligt, hvad der er sket med de løfter, der blev givet til Unionens borgere i Amsterdam-traktaten. Den Europæiske Union bygger på principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Og inden for disse rammer bør beslutningerne træffes "så åbent som muligt".
På trods af disse gode hensigter træffer Ministerrådet fortsat beslutning bag lukkede døre om fællesskabslovgivningen. Efter min mening bør borgerne i et demokrati have ret til at kende de debatter, der fører til vedtagelse af love.
Traktaten giver også borgerne forfatningsmæssig ret til aktindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Denne ret bør i henhold til selve traktaten udvikles ved hjælp af lovgivning. I lyset af det forslag, som Kommissionen for nylig har offentliggjort, står vi imidlertid over for en lovgivningsmæssig udvikling af de undtagelser, som fællesskabsadministrationen kunne anvende for at udelukke ovennævnte ret.
Endelig kræver en effektiv kontrol med disse rettigheder ofte ekstern overvågning af deres overholdelse. Som erfaringerne i medlemsstaterne har vist, kan beskyttelsen af rettigheder styrkes, hvis der er mulighed for internationalt tilsyn. Det mest udviklede og effektive overvågningssystem er det, der er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention. Alle EU's medlemsstater har accepteret international kontrol gennem konventionssystemet. Det vil derfor efter min opfattelse være tilrådeligt, at EU-institutionerne og -organerne underlægges en tilsvarende kontrol, som kan opstå som følge af Unionens tiltrædelse af denne konvention.

6 Konklusion

Uanset hvad der sker på disse høje niveauer, skal forsvaret af de europæiske borgeres rettigheder for mig fortsætte dag for dag. Derfor bør Den Europæiske Ombudsmand, uanset disse forfatningsmæssige ændringer i Unionen, fortsat søge metoder til at sikre, at de rettigheder, som de europæiske borgere har, respekteres. Bedre beskyttelse af borgerne og deres rettigheder kan kun opnås, hvis de institutioner, der beskæftiger sig med denne opgave, herunder nationale og regionale ombudsmænd, etablerer tættere samarbejdsforbindelser mellem dem. Jeg er overbevist om, at hindringerne for mange af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten - som det f.eks. er tilfældet med den frie bevægelighed for personer inden for Unionens område - kan forbedres gennem samarbejde.
Denne rejse til Galicien har til formål at sikre et tættere samarbejde med institutioner som Valedor do Pobo, som er benchmarks for et effektivt forsvar af de europæiske borgeres rettigheder.
Resultaterne af dette samarbejde er lovende og viser, at Ombudsmandens institution er i stand til at imødegå nye udfordringer for at gøre det muligt at udøve borgernes rettigheder på alle niveauer i Den Europæiske Union.
Tak for Deres opmærksomhed.