Godmorgen allesammen,

Jeg vil gerne takke de studerende, alumnerne og fakultetet ved Institut for Ret og Administration for indbydelsen til at tale med dig i dag om emnet Den Europæiske Ombudsmand i en geopolitisk tidsalder: beskyttelse af grundlæggende rettigheder og ansvarlighed.

Warszawa er det mest hensigtsmæssige sted for en meditation over geopolitisk tænkning, da Polen befinder sig i epicentret for det geopolitiske jordskælv, der blev udløst af Putins invasion af Ukraine sidste år, og da så mange beslutninger, som I nu træffer for jer selv, nødvendigvis er baseret på geopolitik.

Inden jeg taler om kernen i dagens emne, vil jeg gerne forklare et par ting om min rolle. Den første er, at jeg handler helt uafhængigt. Jeg er valgt af Europa-Parlamentet uden deltagelse af hverken medlemsstaterne eller Kommissionen.

Jeg gik først frem til valget i 2013 på grundlag af mine ti år som Irlands uafhængige ombudsmand og kommissær for informationsfrihed og har aldrig været medlem af eller offentlig tilhænger af noget politisk parti eller nogen politisk gruppe.

De europæiske traktater og chartret om grundlæggende rettigheder fastsætter EU-borgernes ret til god forvaltning, og Den Europæiske Ombudsmand har til opgave at muliggøre denne ret og de bredere principper for god forvaltning.

Jeg behandler individuelle klager over EU-forvaltningen fra borgere, erhvervsorganisationer, medier, civilsamfundet og endda lejlighedsvis fra parlamentarikere.

Mit mandat dækker hele EU-administrationen bortset fra Europa-Parlamentet i dets politiske rolle og EU-Domstolen i dets retslige rolle. Med andre ord forhører jeg mig ikke om parlamentsmedlemmernes politiske handlinger eller Domstolens afgørelser.

De mange klager, jeg behandler, er ikke desto mindre omfattende, lige fra anmodninger om aktindsigt, spørgsmål om overtrædelse af EU-retten, gennemsigtighed i kliniske forsøg med lægemidler, sager om interessekonflikter, der involverer EU-tjenestemænd, tvister om tildeling af EU-tilskud, udbud og kontrakter, gennemsigtighed i handelsaftaler mellem EU og andre lande, svingdørssager, når EU-tjenestemænd flytter fra den offentlige til den private sektor, påståede overtrædelser af chartret om grundlæggende rettigheder og tvister, der involverer ansatte i EU-administrationen, blandt mange flere.

Jeg har ret til at inspicere ethvert dokument, der er nødvendigt for at behandle en sag, og jeg bruger også min initiativret til at undersøge systemiske problemer i EU-forvaltningen, selv om jeg ikke har modtaget en direkte klage over dem.

Så sent som i sidste uge forelagde jeg en særberetning for Europa-Parlamentet efter en undersøgelse af Kommissionens forsinkelser i behandlingen af sager om aktindsigt og navnlig i sager af stor offentlig interesse.

Nylige eksempler viser, at det tog Kommissionen over et år at behandle anmodninger vedrørende dokumenter vedrørende migration, EU-genopretningsmidler og sanktioner mod Rusland. Min bekymring er, at disse forsinkelser undergraver borgernes evne til at kontrollere EU's beslutninger og politikker på en direkte og rettidig måde.

Mine beslutninger er ikke bindende, men i langt de fleste tilfælde accepteres de enten helt, delvist eller i sidste ende.

Min primære grund til at komme til Warszawa på dette tidspunkt er at besøge hovedkvarteret for Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Frontex, og drøfte de spørgsmål, som borgere og andre rejser om dette agentur, med den administrerende direktør og hans team.  

Vi modtager mange sager om anmodninger om aktindsigt vedrørende Frontex, når agenturet har nægtet at frigive visse dokumenter, ud over klager vedrørende dets rolle med hensyn til grundlæggende rettigheder.

Vi har også foretaget en række undersøgelser på eget initiativ af Frontex, og vi undersøger i øjeblikket dets rolle i forbindelse med eftersøgning og redning, herunder i forbindelse med den tragiske druknetur for hundredvis af migranter, da deres båd sank i græsk farvand i juni sidste år. Da denne undersøgelse er i gang, og vi afventer Frontex' svar, er jeg ikke i stand til at sige for meget om den på nuværende tidspunkt.

Så når man ser på de spørgsmål, jeg beskæftiger mig med – sager om aktindsigt i forbindelse med f.eks. russiske sanktioner eller i forbindelse med internationale handelsaftaler eller, på eget initiativ, vores undersøgelse af kontrol af interessekonflikter hos dem, der er involveret i evalueringen af projektforslag til Den Europæiske Forsvarsfond – kan man se, hvordan EU's geopolitiske tænkning og tiltag nødvendigvis påvirker vores arbejde.

Udfordringen for mit kontor – eller for en hvilken som helst ombudsmand eller et uafhængigt tilsynskontor – består i at afkoble og adskille "politikken" – som ikke hører ind under vores virksomhed – fra den "forvaltning", som er, og som omfatter de grundlæggende værdier, der bør være retningsgivende for god regeringsførelse – tillid, gennemsigtighed og grundlæggende rettigheder.

Så i denne tale vil jeg undersøge to hovedspørgsmål. Den ene vedrører Europa-Kommissionens positionering og beskrivelse af sig selv midt i betydelige globale forstyrrelser, forandringer og udfordringer, dvs. dens udvikling fra en simpel "kommission" under den tidligere kommissionsformand Barroso for blot ti år siden til at blive en selvudnævnt "meget politisk Kommission" under den tidligere kommissionsformand Jean-Claude Juncker, inden den forvandles til den "geopolitiske Kommission", som den nuværende kommissionsformand Ursula von der Leyen har beskrevet den nuværende Kommission siden 2019.

Det andet spørgsmål er migration – et emne, der har nået endnu et højdepunkt af politisk bekymring i de seneste uger – og specifikt, hvordan EU afvejer disse politiske udfordringer med sine forpligtelser i henhold til traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder. Det er et spørgsmål, der indkapsler karakteren af de spændinger, der er forbundet med geopolitik.

Mit kontor kan ikke beskæftige sig med politik, men vi kan heller ikke beskæftige os med de spørgsmål om grundlæggende rettigheder, der opstår, og som ikke forsvinder fra EU-retten, når den geopolitiske spænding stiger i forhold til migration og andre spørgsmål med en ekstern dimension.

Da jeg forberedte mit besøg i Warszawa, huskede jeg første gang, jeg kom hertil i april 2014, blot få uger efter at Rusland havde invaderet og efterfølgende annekteret Krimhalvøen i Ukraine. Jeg husker, at jeg blev overrasket over, hvor mange polakker, der fortalte mig om deres bekymringer over den russiske aggression mere generelt. De gav udtryk for deres frygt med en retorik, der på det tidspunkt ikke fandt et stærkt ekko i Bruxelles.

I juli samme år blev Rusland i en tale til Europa-Parlamentet fra den daværende kandidat til Kommissionens formandskab – Jean-Claude Juncker – slet ikke udtrykkeligt nævnt, mens Ukraine kun fik to – meget korte – omtaler.

Det følgende år talte Kommissionens formand Jean-Claude Juncker i sin første tale om Den Europæiske Unions tilstand om EU's sanktioner mod Rusland, advarede om EU's grænsers ukrænkelighed og mindede om det daværende nylige G20-topmøde i Brisbane, hvor han havde haft en langvarig samtale med den russiske præsident Putin og mindede om, sagde Jean-Claude Juncker, "hvor længe de havde kendt hinanden, men hvor forskellige tiderne var blevet".

Junckers tale i 2015 fokuserede imidlertid ikke primært på Rusland, men på migrationskrisen, som dengang toppede. Med ord, der ikke ville finde helt det samme ekko i Bruxelles i 2023, sagde Juncker:

"Dette er først og fremmest et spørgsmål om menneskelighed og menneskelig værdighed. Og for Europa er det også et spørgsmål om historisk retfærdighed."

"Vores fælles historie er præget af millioner af europæere, der flygter fra religiøs eller politisk forfølgelse, fra krig, diktatur eller undertrykkelse."

"Huguenotterne flygtede fra Frankrig i det 17. ^{århundrede."}

"Jøder, sintier, romaer og mange andre, der flygtede fra Tyskland under nazisternes rædsler i 1930'erne og 1940'erne."

"Spanske republikanere flygtede til flygtningelejre i Sydfrankrig i slutningen af 1930'erne efter deres nederlag i borgerkrigen."

"Ungarske revolutionære, der flygtede til Østrig efter deres opstand mod det kommunistiske styre, blev undertrykt af sovjetiske kampvogne i 1956."

"Tjekkiske og slovakiske borgere, der søger eksil i andre europæiske lande efter undertrykkelsen af Prags forår i 1968."

"Har vi glemt", tilføjede han, "at 20 millioner mennesker af polsk afstamning bor uden for Polen som følge af politisk og økonomisk udvandring efter de mange grænseskift, tvungne udvisninger og genbosættelser i Polens ofte smertefulde historie?"

"Vi europæere bør vide og aldrig glemme, hvorfor det er så vigtigt at give asyl og overholde den grundlæggende ret til asyl."

Og han konkluderede:

"Vi kan bygge mure, vi kan bygge hegn. Men forestil dig et øjeblik, hvis det var dig, dit barn i dine arme, den verden, du kendte, revet fra hinanden omkring dig. Der er ingen pris, du ikke ville betale, der er ingen mur, du ikke ville bestige, intet hav, du ikke ville sejle, ingen grænse, du ikke ville krydse, hvis det var krig eller barbariet fra den såkaldte Islamiske Stat, du flygter fra."

Lad os nu gå videre til i dag, næsten et årti siden invasionen af Krim og migrantkrisens sidste højdepunkt. 

Tre hovedbegivenheder, valget af Donald Trump til USA's præsident i 2016, covid-19-pandemien i 2020 og Ruslands krig mod Ukraine i 2022, blev afgørende for at flytte EU's fokus i en mere eksplicit geopolitisk retning og mest markant i skiftet fra "Kommissionen" til "den geopolitiske Kommission".

Kinas voksende handel og teknologiske globale magt har også spillet en vigtig rolle.

Skiftet var ikke helt nyt, men den meget bevidste navngivning af dette skift – den meget eksplicitte signalering af EU's hensigt med hensyn til dets globale interaktioner – var.

Europa-Kommissionen har altid svævet, som Junckers tidligere kabinetschef Martin Selmayr har sagt, "mellem forskellige naturpoler. Nogle gange – og det afhænger meget af de historiske omstændigheder – bevæger den sig mere mod sin teknokratiske pol, og nogle gange bevæger den sig mod sin politiske pol".

De seneste års "historiske omstændigheder" har klart flyttet Kommissionen i retning af sin politiske pol. Kommissionens nuværende formand, Ursula von der Leyen, beskriver sin Kommission som "geopolitisk" og tilrettelægger sit arbejde med henblik på strategisk instrumentalisering af EU's bløde og hårde magt på globalt plan for at opnå det, som Kommissionen kalder "strategisk autonomi".

Målet er i videst muligt omfang at beskytte EU mod følgerne af skiftende globale alliancer og global handelskonkurrence, navnlig inden for nye teknologier. Udviklingen hen imod større forsvarsautonomi i EU er også blevet fremskyndet af krigen.

Dette skift var synligt på alle sider i hendes tale om Unionens tilstand til Parlamentet for to uger siden. Fra kinesiske handelskrige til russisk aggression og Europas forsvarskapacitet og teknologiske kapacitet var den geopolitiske overlejring der.

Med hensyn til migration var der ingen spor af Junckers følelsesladede og følelsesmæssige opfordring til menneskelig forståelse for nogle år siden. Snarere blev spørgsmålet formuleret i et par korte afsnit som primært en af menneskesmugling og menneskehandel.

Politiske prioriteter og med dem, politisk retorik, havde ændret sig.

Den udfordring, som dette udgjorde for mit kontor som europæisk ombudsmand, var også kommet i skarpere fokus.

Som jeg sagde tidligere, bevæger ombudsmænd sig ikke typisk ind på den politiske arena, men når et organ som Kommissionen bevæger sig mere i retning af sin politiske pol, hvordan navigerer en ombudsmand så i dette kryds?

Som europæisk ombudsmand er mit kontor naturligvis meget opmærksomt på, hvad Kommissionen gør, da langt størstedelen af de klager, vi modtager, er mod denne institution og af indlysende grunde i betragtning af dens rolle og dens store kontaktflade med borgerne.

Ansvarligheden er forholdsvis ligetil, når man beskæftiger sig med spørgsmål, som Kommissionen selv i vid udstrækning forvalter — spørgsmål vedrørende bl.a. tilskud, kontrakter, traktatbrudsprocedurer, aktindsigt — men når det drejer sig om spørgsmål, der involverer mange forskellige aktører i og uden for EU, såsom migrationsaftaler med tredjelande, fordeling af genopretnings- og resiliensfondene til medlemsstaterne, beslutningstagning vedrørende indkøb af forsvarsmateriel eller indkøb af covid-vacciner, bliver spørgsmålene lidt mere udfordrende.

Den nylige aftale, som EU indgik med Tunesien, er et godt eksempel på, hvordan en hurtig reaktion på en presserende politisk udfordring kan komplicere arbejdet med at drage institutionerne til ansvar.

Aftalen blev annonceret i fællesskab i Tunis af Kommissionens formand og den tunesiske præsident Saied og i selskab med to premierministre – Italiens Georgia Meloni og Nederlandenes Mark Rutte – og omfattede tilsagn fra den tunesiske regering om at dæmme op for strømmen af migranter fra landets kyst til europæiske destinationer på tværs af Middelhavet.

Til gengæld vil Tunesien modtage midler fra Kommissionen til at hjælpe med at forvalte disse migrationsstrømme samt midler fra Kommissionen og medlemsstaterne til at stabilisere landets kriseramte økonomi, skabe nye energipartnerskaber og meget andet.

Beskrevet som et resultat af Team Europe i pressemeddelelser og offentlige erklæringer stillede nogle MEP'er hurtigt spørgsmål om, hvad Team Europe præcist var, og hvem det var ansvarligt over for.

Nogle af EU's udenrigsministre gav også skriftligt udtryk for deres bekymring over manglen på formel høring over for Kommissionen.

Derefter opstod der spørgsmål om aftalens elementer vedrørende grundlæggende rettigheder, og om de var blevet undersøgt fuldt ud på forhånd. Som jeg allerede har bemærket, er aftalens politik ikke min bekymring, men jeg har indledt en undersøgelse af de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet eller vil træffe for at sikre, at de grundlæggende rettigheder for migranter, der passerer den tunesiske grænse, ikke undermineres som følge af denne aftale.

Den Europæiske Ombudsmands primære mandat er at identificere og afhjælpe fejl og forsømmelser i EU's institutioner, organer og agenturer. God forvaltning omfatter overholdelse af og respekt for de grundlæggende rettigheder, og hvor de grundlæggende rettigheder ikke respekteres, kan der ikke være god forvaltning.

Dette er et punkt, jeg har understreget i mange andre lignende undersøgelser, herunder om de grundlæggende rettigheders rolle i internationale handelsaftaler og i migrationsaftalen mellem EU og Tyrkiet i 2016. I forbindelse med denne aftale konkluderede jeg, at der af indlysende grunde bør foretages en forudgående og eksplicit evaluering af de relevante politikkers og foranstaltningers indvirkning på menneskerettighederne, ideelt set inden disse foranstaltninger påbegyndes, og politikkerne vedtages.

Min nuværende undersøgelse vil se på, om disse overvejelser er blevet afspejlet i den tankegang, der formede Tunesien-aftalen.

Aftalerne med Tyrkiet og Tunesien har nogle fælles elementer. Mest åbenlyst reagerer de begge på opfattelsen af, at irregulær migration nu er ude af kontrol. De involverer også begge aftaler med lande med dårlige menneskerettighedsforhold.

Men de taler også til ideen om, at nogle begivenheder kræver en hurtig politisk intervention eller beslutning, der retfærdiggør eller endda kræver opgivelse af normale beslutningsprocesser og det fulde omfang af ansvarlighed, der følger med det.

Denne idé er blevet undersøgt indgående i arbejdet i Luuk van Middelaar, politolog og tidligere rådgiver for en tidligere formand for Det Europæiske Råd. Middelaar sondrer mellem »regelpolitik« og »begivenhedspolitik«.

Regelpolitikken er kernen i "Bruxelles' regelfastsættelsesfabrik", som han kalder den, en mekanisme, der skaber konsensus og resultater, og hvor embedsmændene har til opgave at gennemføre reglerne. Det er deres domæne.

Begivenhedernes politik kræver derimod politikere, der kan improvisere, som kan få den offentlige mening på deres side, og som udviser "initiativ, mod og skarpsindighed på det helt rigtige tidspunkt".

For ham er denne form for politik eksemplificeret ved handlinger fra en Angela Merkel eller en Mario Draghi i dybden af eurokrisen eller en Nicolas Sarkozy i forhandlingerne om en våbenhvile mellem Georgien og Rusland i 2008. Han antyder, at det er dyder, der alt for sjældent udstilles på den europæiske scene, og at kvaliteten af EU og dets politik som følge heraf forringes.

Og han har ret i, at der faktisk er tidspunkter, hvor borgerne, konfronteret med hidtil usete begivenheder, kræver og forventer politisk lederskab til at håndtere dem. Krigen i Ukraine og covid-19-pandemien er gode eksempler på politikere på europæisk plan, som efter et par fejltrin steg til øjeblikket på den måde, som Middelaar opfordrer til.

Men hvor går grænsen mellem reglernes politik og begivenhedernes politik? Improvisation på den geopolitiske scene er et iboende nødvendigt element i dette samspil, men vi skal også være opmærksomme på dets potentielle farer og navnlig for kvaliteten af forvaltningen.

For det første er der risiko for, at vi også opgiver moralske eller etiske begrænsninger, hvis vi lader begrænsningerne i regler og processer bag os. Det, der betyder noget, er at få det ønskede resultat og at blive set som at få det ønskede resultat, hurtigt og beslutsomt.

Set i dette lys risikerer geopolitik en nedprioritering af værdier. Som jeg konkluderede i min beslutning om aftalen mellem EU og Tyrkiet, bør menneskerettighedselementerne ikke betragtes som en valgfri tilføjelse til den politiske aftale.

En konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder er trods alt ikke blot et felt, der skal afkrydses som led i den rutinemæssige beslutningstagning. Udført korrekt er det et værktøj, der gør det muligt at foretage en velovervejet og velovervejet analyse af risiciene for de grundlæggende rettigheder for alle, der er berørt af en politik, og hvad der kan gøres for at afbøde dem.

Hvis vi tænker på konfrontationen mellem demokratier og autokratier som den afgørende fejllinje i vores geopolitiske tidsalder – som kommissionsformand Ursula von der Leyen anførte i sin tale om Unionens tilstand sidste år – bør en sådan vurdering være kernen i alle vores udenrigspolitiske initiativer.  

For næsten fyrre år siden advarede en berømt elev ved dette universitet, filosoffen Leszlek Kolakowski, mod denne impuls i et foredrag med titlen "The Idolatory of Politics".

Han var en fremtrædende kritiker af det kommunistiske regime og skrev på et tidspunkt, hvor Berlinmurens fald var utænkeligt, og hvor grundlæggende rettigheder blev betragtet som en del af en farlig ideologi.  Han skrev: "Jeg mener, at det er vigtigt at huske på, at personlige rettigheder sætter grænser for demokratiske principper snarere end at være deres naturlige konsekvens. Og personlige rettigheder ... skal forsvares af moralske grunde, da deres gennemførelse afhænger af politiske forhold. I en verden, hvor alt er blevet politiseret, er det vigtigt at gentage den hævdvundne påstand om, at politiske mål skal vurderes på en måde, der ikke er politisk."

For det andet er der på den geopolitiske arena en risiko for, at vi afspejler tankegangen hos vores opfattede modstandere, som kan være betydeligt mindre knyttet til grundlæggende værdier og personlige rettigheder. Dette engagement kan betinge vores politiske reaktioner på måder, der – unødigt – styrer os væk fra vores egne grundlæggende værdier.

I løbet af mit mandat som ombudsmand har jeg bemærket denne ændring i vores politiske følsomhed, f.eks. i kontrasten i EU's reaktion på to massedrukninger i Middelhavet, der fandt sted med nøjagtig ti års mellemrum.

I 2013, efter at mere end 360 migranter var omkommet ud for øen Lampedusa i Italien, sluttede den daværende kommissionsformand José Manuel Barroso og kommissær for indre anliggender Cecilia Malmström sig til Italiens premierminister, Letta, for at overvære de forfærdelige scener efter forliset og mødes med overlevende i modtagelsescentrene.

På en pressekonference, der blev afholdt ved afslutningen af hans besøg, sagde Barroso: "Jeg sætter virkelig pris på, at jeg kom her, fordi en ting er at læse rapporterne, en anden ting er at se fjernsyn, og en anden ting er at være i loco og opleve menneskers lidelser og harme. Det billede af hundredvis af kister vil aldrig komme ud af mit sind. Det er noget, jeg tror, man ikke kan glemme. Jeg så også de desperate øjne hos mange overlevende... Jeg så i nogle af dem noget håb, også noget håb, og jeg tror, at vi nu må give grund til dette håb. At vise, at dette håb midt i denne lidelse kan retfærdiggøres."

Kontrast disse følelser til reaktionen i kølvandet på skibsvraget af Adriana i juni i år ud for Grækenlands kyst med tabet af over 500 liv. På trods af den internationale forargelse fik hændelsen en langt mere afdæmpet reaktion på europæisk plan.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen foretog sin egen rejse til Lampedusa i denne måned som svar på en anmodning fra den italienske premierminister Meloni for selv at se det store antal migranter, der for nylig var kommet til landets kyster, alle uskadte bortset fra et nyfødt barn, der døde kort efter fødslen, da hendes mor sejlede i en lille båd over Middelhavet.

Det primære budskab denne gang var ikke en dyb bekymring for dem, der havde fundet et fristed på øen – selv om deres vanskelige situation naturligvis blev anerkendt – men snarere et fornyet tilsagn om at bekæmpe smugling af migranter og på ny understrege den betydning, som Kommissionen tillagde Tunesien-aftalen.

I juli indledte mit kontor, som jeg nævnte tidligere, også en undersøgelse af Frontex' rolle og ansvar i forbindelse med håndteringen af disse spørgsmål. I lyset af de forfærdelige menneskelige lidelser er det vigtigt, at institutioner på alle niveauer, nationalt og europæisk, reflekterer over deres ansvar og handler i overensstemmelse hermed.

I det mindste er det vigtigt at være ærlig om udfordringerne og konsekvenserne – hvad enten de er negative eller positive – af de foreslåede løsninger. Det er hverken rigtigt eller klogt at skjule for offentlighedens øjne det potentielle resultat af, hvad de, offentligheden, implicit bliver bedt om at godkende.

Den vægt, der lægges på geopolitiske modsætninger, risikerer også at gøre os bange og ængstelige, konstante på udkig efter den næste trussel, og i betragtning af de seneste års aktualiserede trusler er denne frygt forståelig. Men hvor er grænsen mellem rationel frygt og frygt bevidst skabt?

Kolakowski skrev i et essay med titlen "The Death of Gods" om de myter, som de magtfulde udbreder for at bevare magten. Den første er myten om fæstningen under belejring. "I den belejrede fæstning", skriver han, "er der kun ét mål: for at modstå belejringen. Og uanset hvad der fremmer dette mål, er det en god ting. I den belejrede fæstning er enhver strid, enhver konflikt katastrofal, ethvert tegn på svaghed en triumf for fjenden. Følelsen af at være under belejring ... kræver, at de belejrede opfatter hele den synlige verden uden for fæstningen som fjenden, der forhindrer dem i at hæve deres rækker og dermed styrke deres styrker og afskærer dem fra alle værdier og muligheder, der ligger udenfor."

Vi ser elementer af dette på visse beslutningsniveauer i Den Europæiske Union. Det er der måske i den vægt, der lægges på hård infrastruktur og overvågningsudstyr, der stilles til rådighed for medlemsstaterne og Frontex, for at sikre vores grænser og reelt opbygge Fort Europa.

 Det var der kort, i 2019, da det blev foreslået at give en EU-kommissær titlen kommissær for beskyttelse af den europæiske levevis. Efter kritikken blev dette ændret til Fremme af den europæiske levevis.

Den sidste og måske vigtigste udfordring, der ligger i denne geopolitiske ramme, er fristelsen til at træffe krisebeslutninger, der gør det nye normalt. Den tunesiske aftale er endnu en gang et godt eksempel.

Hvis denne model bevares, betyder det reelt, at eksternaliseringen af EU's grænseforvaltning er blevet en fast migrationspolitik, "business as usual" i modsætning til engangskrisestyring.

Det er også værd at bemærke, at anvendelsen af de beslutningsbeføjelser i nødsituationer, som Kommissionen og Rådet har erhvervet, også bidrager til samtalen om hurtig geopolitisk beslutningstagning og ansvarlighed.

I de senere år har vi set en betydelig anvendelse af "kriseartiklen" i EU-traktaten (artikel 122 i TEUF), som giver Rådet mulighed for – efter anmodning fra Kommissionen – at handle med kvalificeret flertal i tilfælde af "alvorlige vanskeligheder forårsaget af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som det ikke selv er herre over". Europa-Parlamentet underrettes blot om de foreslåede foranstaltninger.

Den er sjældent blevet anvendt siden Lissabontraktatens ikrafttræden og har været anvendt flere gange siden 2020 som (en del af) retsgrundlaget for EU-støtte til kortsigtede arbejdsprogrammer (SURE), dens genopretningsfond efter pandemien, fælles indkøb af vacciner, fælles indkøb af gas og for en EU-forordning om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser ved at pålægge energiselskaber ekstraordinære skatter.

Selv om disse initiativer blev hilst velkommen i betragtning af de potentielle lidelser, som borgerne kan have oplevet i deres fravær, blev de alle også godkendt i lynhurtige procedurer uden om Europa-Parlamentet, samtidig med at de fik begrænset kontrol fra de nationale parlamenter. 

Ikke desto mindre er en af de måder, hvorpå ansvarlighed kan opnås af borgerne – selv under disse omstændigheder – gennem EU's forordning om aktindsigt, som anlægger en generelt liberal tilgang til gennemsigtighed – i overensstemmelse med EU-traktaterne – og samtidig giver mulighed for nogle få obligatoriske undtagelser for visse kategorier af dokumenter.

En af disse undtagelser vedrører "behovet for at beskytte offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser", men i den seneste tid har mit kontor ved mange lejligheder set, hvordan denne undtagelse efter vores opfattelse er blevet anvendt forkert på anmodninger om dokumenter, lige fra forhandlinger om energipolitik med USA, til EU's sanktioner over for Rusland og til overførsel af borgernes data uden for EU's grænser.  

Fælles for disse sager er antagelsen om, at den blotte omstændighed, at disse processer involverer tredjelandes regeringer, er tilstrækkelig til at begrunde påberåbelsen af undtagelsen, uanset den sandsynlige indvirkning på EU-borgerne.

Antallet af undersøgelser, som mit kontor har indledt af anvendelsen af undtagelsen vedrørende internationale forbindelser, er steget betydeligt i de seneste år, fra én sag i 2016 til elleve sidste år.

Det er indlysende, at den geopolitiske Kommissions aktivitetsområde sandsynligvis vil stige i de kommende år, da de eksterne dimensioner af vores klima-, digitale og industripolitikker bliver endnu mere udfordrende sammen med virkningerne af en eventuel udvidelse og krigen i Ukraine.

Min bekymring er, at efterhånden som flere og flere af Kommissionens og andre institutioners kerneaktiviteter bliver internationaliseret, kan det gå ud over den fulde rækkevidde af de ansvarlighedsforanstaltninger, der er indlejret i almindelige regler og procedurer, og af vagthundeinstitutioner som Ombudsmanden.

Undtagelser fra nødforanstaltninger og kravene fra internationale forbindelser kan blive mere og mere normaliserede for at være mere politisk smidige i en verdensorden i hastig udvikling.

Det giver os i det mindste mulighed for mere klart at vurdere Den Europæiske Ombudsmands rolle i en geopolitisk tidsalder. Som en blød magtinstitution i EU's økosystem kan vi ikke løse eller bilægge nogen af de spændinger, jeg nævnte tidligere, spændingerne mellem Kommissionens politiske eller geopolitiske og teknokratiske poler, mellem politik som regler og politik som begivenheder.

Disse spændinger vil altid være til stede i ethvert forvaltningssystem på ethvert niveau.

Vores rolle er snarere – gennem vores klager og undersøgelser – at beskytte og advare mod misbrug og udskejelser i systemet og afhjælpe dem, når vi kan.

Når det drejer sig om den form for beslutningstagning, der er inspireret af geopolitisk tænkning, skal vores rolle være at minde institutionerne om, at værdierne tillid, gennemsigtighed, ansvarlighed og grundlæggende rettigheder er de centrale stjerner, der bør vise vejen.

Selv om der er en rolle at spille for afgørende og endda forstyrrende politisk handling, skal den så hurtigt som muligt føre tilbage til den offentlige debat, den offentlige kontrol og den offentlige ansvarlighed.

Dette er en opgave, som vi ikke kan udføre alene, men kun med ligesindede institutioner og borgere på hele kontinentet. Vores opgave som europæere bør være at genvinde den etiske holdning, den bløde magt, der gør det muligt for os at projicere os selv trygt på en global scene, snarere end defensivt.

Det betyder, at vi skal være opmærksomme på den lille stadige stemme, der minder os om vores grundlæggende indbyrdes afhængighed og om vores forpligtelser over for andre. Det er oprindelsen til disse værdier, der er formuleret i EU-traktatens artikel 2, og som repræsenterer de bedste engle i vores natur. Det er det Europa, der har inspireret og været beundret af mennesker og bevægelser over hele verden. Det er et Europa og en geopolitik, der er værd at kæmpe for.