# Den Europæiske Ombudsmands særberetning om hans undersøgelse af klage 2591/2010/GG over Europa-Kommissionen
- Forfatter: Den Europæiske Ombudsmand
- Dato: 2012-05-14T00:00+02:00[Europe/Paris]
- [URL](https://www.ombudsman.europa.eu/da/special-report/da/11558)
---
Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand[\[1\]](#_ftn1){#_ftnref1}

Sammendrag
----------

**1.** Den foreliggende sag vedrører den måde, hvorpå Europa-Kommissionen behandlede en klage indgivet til den i 2006 af 27 borgerinitiativer, der bekæmpede, hvad de opfattede som de negative konsekvenser af udvidelsen af Wiens lufthavn ("klagerne"). Kommissionen konkluderede, at de pågældende arbejder var blevet udført uden den obligatoriske miljøkonsekvensvurdering ("VVM"). For at afhjælpe denne undladelse var den enig med de østrigske myndigheder i, at de ville foretage en *efterfølgende* VVM. Den endelige rapport om denne procedure blev forelagt Kommissionen i februar 2011.

**2.** Klagerne var utilfredse med den måde, hvorpå den *efterfølgende VVM* var blevet gennemført. De kritiserede bl.a., i) at den myndighed, der var ansvarlig for den relevante procedure, var den samme myndighed, som havde udstedt tilladelser til de relevante arbejder og dermed befandt sig i en åbenbar interessekonflikt, og ii) at de ikke havde adgang til en klageprocedure som fastsat i det relevante EU-direktiv.

**3.** I 2008 henvendte klagerne sig til Den Europæiske Ombudsmand. Efter at have undersøgt sagen fandt Ombudsmanden, at klagernes argumenter vedrørende de to ovennævnte spørgsmål syntes at være velbegrundede ved første øjekast, og at han derfor på daværende tidspunkt ikke kunne konkludere, at Kommissionen havde sikret, at den *efterfølgende* VVM var blevet gennemført korrekt. I betragtning af, at proceduren var i gang, og at Kommissionen havde erklæret, at den først ville afslutte traktatbrudssagen, når den var overbevist om, at de østrigske myndigheder havde truffet de nødvendige foranstaltninger, fandt Ombudsmanden imidlertid, at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger fra hans side på dette tidspunkt. Han afsluttede derfor sin undersøgelse i december 2009 og gjorde det klart, at han havde tillid til, at Kommissionen ville tage hensyn til hans konklusioner.

**4.** I november 2010 henvendte klagerne sig igen til Ombudsmanden. Ombudsmanden indledte endnu en undersøgelse, hvor han gennemgik Kommissionens sagsakter. Kontrolundersøgelsen viste, at sagsakterne ikke indeholdt nogen anden væsentlig korrespondance mellem Kommissionen og de østrigske myndigheder i den periode, hvor den *efterfølgende VVM* blev gennemført. Der var navnlig intet, der tydede på, at klagernes bemærkninger i denne periode var blevet drøftet skriftligt med de østrigske myndigheder. Ombudsmandens afgørelse vedrørende klage 1532/2008 synes heller ikke at have givet anledning til en sådan korrespondance. Denne situation førte Ombudsmanden til den konklusion, at Kommissionen ikke tog hensyn til hans konklusioner fra den første undersøgelse. Han fremsatte derfor et udkast til henstilling, hvori han indtrængende opfordrede Kommissionen til at tage sin holdning op til fornyet overvejelse. Dette udkast til henstilling blev ikke en succes.

**5.** Ombudsmanden mener, at den foreliggende sag er et beklageligt eksempel på en situation, hvor Kommissionen i) undlod at træffe passende afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med en klar overtrædelse af EU-retten i en vigtig sag og ii) valgte at ignorere Ombudsmandens råd. Han mener derfor, at det er hensigtsmæssigt at gøre Europa-Parlamentet opmærksom på sagen.

Baggrunden for klagen
---------------------

**6.** Siden 1999 er infrastrukturen i Wien lufthavn blevet forbedret og udvidet gennem en række byggeprojekter, som blev godkendt af de østrigske myndigheder. Da klagerne henledte Kommissionens opmærksomhed på disse arbejder i 2006, nåede Kommissionen frem til den konklusion, at der burde have været foretaget en VVM i henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet[\[2\].](#_ftn2){#_ftnref2} Kommissionen var imidlertid af den opfattelse, at formålet med direktiv 85/337 ikke kunne nås, når tilladelsen var blevet givet, uden at der var blevet gennemført en VVM, og når projekterne som i den foreliggende sag allerede var blevet gennemført, eller når opførelsen var tæt på at være afsluttet. Under disse omstændigheder indvilligede Kommissionen i forhandlingerne med Østrig i at afstå fra at fortsætte traktatbrudsproceduren, mens Østrig til gengæld ville udarbejde en "efterfølgende VVM", der på den bedst mulige måde simulerer en *forudgående VVM* og giver mulighed for en fuldstændig vurdering af de relevante projekters indvirkning på miljøet.

**7.** Klagerne kritiserede Kommissionens fremgangsmåde i denne sag. De henvendte sig derfor til Ombudsmanden (klage 1532/2008/(WP)GG).

**8.** Ombudsmanden nåede i sin afgørelse af 2. december 2009 som afslutning på sin undersøgelse af denne sag *bl.a.* frem til følgende konklusioner:

Den myndighed, der fik overdraget den *efterfølgende* VVM, var det østrigske forbundsministerium for transport, innovation og teknologi ("BMVIT"). Kommissionen bestred ikke, at dette ministerium havde udstedt nogle af tilladelserne til de pågældende projekter. Dette betød, at den *efterfølgende* VVM var blevet overdraget til en myndighed, der oprindeligt syntes ikke at have sikret sig, at direktiv 85/337 blev overholdt. Under disse omstændigheder syntes klagernes argument om, at BMVIT's involvering gav anledning til en åbenbar interessekonflikt ved første øjekast, at være velbegrundet.

- Kommissionen havde anført, at den *efterfølgende* VVM ville blive gennemført i henhold til artikel 5-10 i direktiv 85/337. Efter klagernes opfattelse skulle artikel 10a imidlertid også finde anvendelse. I henhold til denne bestemmelse har "medlemmer af offentligheden" på visse betingelser "adgang til ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk ved lov nedsat organ at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af afgørelser, handlinger eller undladelser, der er omfattet af dette direktivs bestemmelser om offentlig deltagelse". Kommissionen forklarede, at den, da den accepterede, at der skulle gennemføres en *efterfølgende* VVM, ikke anmodede om udtrykkelige forsikringer fra Østrig vedrørende anvendelsen af artikel 10a i direktiv 85/337, eftersom denne bestemmelse udgjorde materiel ret og ikke kunne gøres til genstand for en aftale med medlemsstaterne. Ombudsmanden var ude af stand til at forstå dette argument. Uanset om artikel 10a udgjorde materiel ret eller procesret, var det vanskeligt at se, hvad der kunne have forhindret Kommissionen i at indhente en udtrykkelig forsikring fra de østrigske myndigheder om, at denne bestemmelse ville blive overholdt, forudsat at den fandt anvendelse i denne sag.

**9.** Henset til disse omstændigheder var Ombudsmanden af den opfattelse, at han på dette tidspunkt ikke kunne konkludere, at Kommissionen havde sikret, at den *efterfølgende* VVM blev gennemført korrekt, og at den således havde gennemført traktatbrudsproceduren mod Østrig vedrørende Wien lufthavn korrekt.

**10.** Ombudsmanden bemærkede imidlertid også, at hverken den *efterfølgende VVM* eller Kommissionens undersøgelse var afsluttet på daværende tidspunkt. Han bemærkede endvidere, at Kommissionen havde meddelt klagerne, at den først ville foreslå at afslutte traktatbrudsproceduren, efter at den havde sikret sig, at de mulige relevante virkninger af de forskellige lufthavnsudvidelser var blevet tilstrækkeligt vurderet, og navnlig at Østrig havde taget de nødvendige skridt til at give resultaterne af konsekvensanalysen praktisk virkning.

**11.** Under disse omstændigheder fandt Ombudsmanden, at der på daværende tidspunkt ikke var grund til yderligere undersøgelser af sagen. Ombudsmanden påpegede imidlertid i sin afgørelse om afslutning af sin undersøgelse, som blev vedtaget i december 2009, at han havde tillid til, at Kommissionen ville tage behørigt hensyn til hans resultater.

**12.** Den 30. november 2010 henvendte klagerne sig igen til Ombudsmanden (klage 2591/2010/GG). I deres nye klage påpegede de, at Kommissionen, så vidt de vidste, ikke havde taget yderligere skridt til at forfølge traktatbrudsproceduren mod Østrig, siden Ombudsmandens afgørelse var blevet vedtaget.

Undersøgelsens genstand
-----------------------

**13.** Ombudsmanden besluttede derfor at indlede endnu en undersøgelse vedrørende følgende påstand og påstand:

#### Påstand:

Kommissionen har ikke gennemført traktatbrudsproceduren mod Østrig vedrørende Wien lufthavn korrekt, navnlig ved ikke at sikre, at VVM-undersøgelsen blev gennemført korrekt.

#### Påstand:

Kommissionen bør enten sørge for, at der gennemføres en egentlig *efterfølgende VVM,* herunder en overvågningsmekanisme, som klagerne har ret til at blive inddraget i, eller, hvis dette ikke er muligt, indbringe sagen for Domstolen.

Undersøgelsen
-------------

**14.** Efter at have indhentet Kommissionens udtalelse og klagernes bemærkninger besluttede Ombudsmanden at foretage en undersøgelse af Kommissionens sagsakter.

**15.** Den 29. juli 2011 sendte Ombudsmanden et udkast til henstilling til Kommissionen.

**16.** Den 17. november 2011 forelagde Kommissionen sin detaljerede udtalelse om Ombudsmandens udkast til henstilling.

**17.** Klagerne meddelte efterfølgende Ombudsmanden, at de ikke længere ønskede at kommentere Kommissionens holdning. De påpegede, at de gentagne gange havde fremsat deres argumenter over for Kommissionen og spurgt, om Ombudsmanden ville være i stand til at gøre noget for dem, eller om luftfartslobbyen ville vinde en endelig sejr over loven og borgernes rettigheder.

Ombudsmandens analyse og konklusioner
-------------------------------------

### A. Påstået manglende korrekt gennemførelse af overtrædelsesprocedurer og dertil knyttede krav

#### Argumenter forelagt Ombudsmanden

**18.** Klagerne gentog deres synspunkt om, at Kommissionen ikke behandlede deres overtrædelsesklage korrekt. De gjorde navnlig gældende, at deres klageadgang i henhold til artikel 10a i direktiv 85/337 var blevet tilsidesat.

**19.** I sin udtalelse gentog Kommissionen sit synspunkt om, at det var forholdsmæssigt og rimeligt, at den afholdt sig fra at fortsætte traktatbrudsproceduren, mens Østrig gennemførte en *efterfølgende VVM og* på den bedst mulige måde simulerede en *forudgående VVM.* Kommissionen beskrev også de skridt, som de østrigske myndigheder havde taget i denne forbindelse.

**20.** Kommissionen påpegede, at de østrigske myndigheder fremsendte den endelige rapport om den *efterfølgende VVM-undersøgelse* den 15. februar 2011. Den gentog, at traktatbrudssagen først ville blive afsluttet, når den var overbevist om, at de mulige relevante virkninger af de forskellige lufthavnsudvidelser var blevet tilstrækkeligt vurderet, og navnlig at Østrig havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre resultaterne af konsekvensanalysen i praksis, dvs. efter at eventuelle kompensationsforanstaltninger som følge af miljøkonsekvensvurderingen var blevet gennemført.

**21.** I deres bemærkninger var klagerne af den opfattelse, at Kommissionen stadig fastholdt, at den *efterfølgende* miljøkonsekvensrapport, som var blevet fremlagt, var acceptabel, selv om den end ikke på afstand svarede til en *efterfølgende* miljøkonsekvensvurdering. Klagerne hævdede, at Kommissionen så bort fra alle de argumenter, den havde fået forelagt, og at den også så bort fra Ombudsmandens henvisninger til manglerne i den relevante procedure.

**22.** Klagerne gjorde gældende, at Kommissionen ikke tog hensyn til, at den østrigske revisionsret i en rapport vedrørende Wien lufthavn var nået frem til følgende konklusion med hensyn til den *efterfølgende* VVM, der blev gennemført i denne sag: "For så vidt angår borgernes muligheder for at deltage og mulighederne for retsbeskyttelse opfylder denne procedure ikke standarden for en VVM-procedure".

**23.** Klagerne hævdede, at Kommissionen handlede som repræsentant for luftfartssektoren. I fire år havde det tilladt Østrig ulovligt at udvide Wien lufthavn. Investeringsomkostningerne beløb sig nu til ca. 1,5 mia. EUR. Alle de relevante arbejder var blevet udført uden en VVM.

**24.** Efter klagernes opfattelse var der tale om åbenbare fejl eller forsømmelser.

**25.** Efter at have gennemgået ovennævnte bemærkninger fandt Ombudsmanden, at det var nødvendigt at gennemgå Kommissionens sagsakter.

**26.** Kontrollen, der blev gennemført i juni 2011, viste, at konceptet for den *efterfølgende* VVM var blevet forelagt Kommissionen i marts 2008, og at de østrigske myndigheder havde aflagt rapport til Kommissionen om forløbet af den *efterfølgende* VVM i september 2008, juni 2009, november 2009 og juli 2010.

**27.** Kontrolundersøgelsen viste endvidere, at sagsakterne ikke indeholdt nogen anden væsentlig korrespondance mellem Kommissionen og de østrigske myndigheder i den periode, hvor den *efterfølgende VVM* blev gennemført. Der var navnlig intet, der tydede på, at klagernes bemærkninger i denne periode var blevet drøftet skriftligt med de østrigske myndigheder. Ombudsmandens afgørelse af 2. december 2009 om klage 1532/2008/(WP)GG syntes heller ikke at have givet anledning til en sådan korrespondance.

**28.** I deres bemærkninger til inspektionsrapporten anførte klagerne, at inspektionen bekræftede, at deres argumenter enten slet ikke var blevet behandlet eller ikke var blevet behandlet korrekt.

**29.** Den 25. juli 2011 fremsendte klagerne Ombudsmanden det svar, som B., den østrigske forbundsminister for transport, innovation og teknologi, den 8. juli 2011 havde givet på en række spørgsmål fra medlemmer af det østrigske parlament. I dette svar bekræftede B., at der i betragtning af den *efterfølgende miljøvurderingsrapports* juridiske karakter ikke var nogen retsmidler i henhold til østrigsk ret med hensyn til denne rapport.

#### Ombudsmandens vurdering, der førte til et udkast til henstilling

**30.** Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen havde gentaget, at den først ville afslutte traktatbrudssagen, når den var overbevist om, at de mulige relevante virkninger af de forskellige lufthavnsudvidelser var blevet tilstrækkeligt vurderet, og navnlig at Østrig havde taget de nødvendige skridt til at gennemføre resultaterne af konsekvensanalysen i praksis. Det var denne forsikring, der fik Ombudsmanden til at afslutte sin første undersøgelse af dette spørgsmål i december 2009.

**31.** Da denne afgørelse blev truffet, var den *efterfølgende VVM,* som de østrigske myndigheder havde foretaget, imidlertid i gang. På dette tidspunkt ville det derfor have været let for Kommissionen at gribe ind over for de østrigske myndigheder for at behandle de spørgsmål, som Ombudsmanden rejste i sin afgørelse af 2. december 2009.

**32.** Den undersøgelse af Kommissionens sagsakter, der blev foretaget i juni 2011, viste imidlertid, at Kommissionen ikke havde truffet yderligere foranstaltninger, men blot ventede på, at de østrigske myndigheder forelagde den endelige rapport.

**33.** Ombudsmanden understregede, at nogle af de spørgsmål, han havde rejst, vedrørte selve grundlaget for den *efterfølgende VVM.* Ombudsmanden havde navnlig påpeget, at i lyset af sagens omstændigheder syntes klagernes argument om, at BMVIT's involvering gav anledning til en åbenbar interessekonflikt, at være velbegrundet ved første øjekast. Ombudsmanden havde desuden understreget betydningen af artikel 10a i direktiv 85/337 og understreget, at det langt fra var sikkert, at borgerne ville kunne gøre brug af en klageprocedure i henhold til østrigsk ret for så vidt angår den *efterfølgende* VVM.

**34.** Ombudsmanden fandt derfor, at det ville have været hensigtsmæssigt for Kommissionen at vurdere de spørgsmål, som han havde rejst i sin afgørelse om klage 1532/2008. Han forstod ikke, hvorfor Kommissionen tilsyneladende ikke havde truffet nogen foranstaltninger i denne henseende. Det var korrekt, at Ombudsmanden i sin nævnte afgørelse havde erklæret, at han havde tillid til, at Kommissionen ville tage behørigt hensyn til denne afgørelse, når den vedtog sin endelige afgørelse om klagerens overtrædelsesklage. I betragtning af karakteren af de spørgsmål, som Ombudsmanden rejste, kunne Kommissionen imidlertid næppe fortolke dette således, at den skulle udsætte behandlingen af disse spørgsmål til det allersidste.

**35.** Ombudsmanden tilføjede for så vidt angår artikel 10a i direktiv 85/337, at den tvivl om, hvorvidt der i den foreliggende sag var adgang til retsmidler, som ombudsmanden havde givet udtryk for i sin afgørelse af 2. december 2009, i mellemtiden var blevet forstærket af de ovennævnte erklæringer fra den østrigske revisionsret og den østrigske forbundsminister for transport, innovation og teknologi.

**36.** På baggrund af ovenstående fandt Ombudsmanden, at klagernes påstand om, at Kommissionen åbenbart ikke havde gennemført sin traktatbrudsprocedure mod Østrig vedrørende Wien lufthavn korrekt, var velbegrundet.

**37.** Ombudsmanden fremsatte derfor følgende udkast til henstilling til Kommissionen:

*Kommissionen bør rette op på sin tilgang med hensyn til behandlingen af klagernes overtrædelsesklage vedrørende Wien lufthavn, afhjælpe de mangler, som Ombudsmanden fremhævede i sin afgørelse af 2. december 2009 om klage 1532/2008, og afslutte sin vurdering så hurtigt som muligt.*

#### De argumenter, der blev fremlagt for Ombudsmanden efter hans udkast til henstilling

**38.** I sin udførlige udtalelse om udkastet til henstilling mindede Kommissionen om, at de fleste af de relevante projekter i Wien lufthavn enten var afsluttet eller var i den afsluttende fase, da den blev gjort opmærksom på overtrædelsen. Kommissionen anvendte sin skønsbeføjelse til at afstå fra yderligere proceduremæssige skridt over for Østrig på betingelse af, at de østrigske myndigheder efterfølgende foretager en VVM af disse projekter. Det primære hensyn var, at virkninger, der muligvis var opstået under de relevante projekter, ikke længere kunne gøres til genstand for afhjælpende foranstaltninger, men at virkninger, der var forårsaget af brugen af den byggede lufthavnsinfrastruktur, stadig kunne identificeres og afhjælpes ved hjælp af korrigerende foranstaltninger. En *efterfølgende VVM* kan således bidrage til at identificere mulige foranstaltninger, der er egnede til at undgå, minimere eller kompensere for sådanne sandsynlige væsentlige virkninger.

**39.** Kommissionen fremførte, at Ombudsmandens udkast til henstilling kunne fortolkes som en anmodning om at genstarte hele den *efterfølgende VVM-procedure.* Efter Kommissionens opfattelse ville dette ikke være muligt og uforholdsmæssigt. Kommissionen fremførte endvidere, at de kumulative miljøvirkninger af de relevante projekter blev integreret i den almindelige VVM-procedure for den nye tredje bane, som i øjeblikket gennemføres i fuld overensstemmelse med VVM-direktivet, herunder artikel 10a.

**40.** Kommissionen forklarede, at den i mellemtiden havde afsluttet sin vurdering af den rapport, som de østrigske myndigheder havde fremsendt, og havde anmodet de østrigske myndigheder om yderligere oplysninger og præciseringer. Kommissionen havde navnlig anmodet de østrigske myndigheder om at bekræfte, at offentligheden var blevet behørigt informeret, og at resultaterne af proceduren officielt ville blive gjort tilgængelige for offentligheden. I den forbindelse nævnte Kommissionen, at den ikke betragtede BMVIT's endelige rapport som en formel afgørelse om resultaterne af den *efterfølgende VVM* og kompensationsforanstaltningerne. Af klarhedshensyn og under hensyntagen til Ombudsmandens bemærkninger havde Kommissionen også anmodet Østrig om at forklare, om myndighedernes afgørelse om resultaterne af den *efterfølgende VVM,* navnlig om kompensationsforanstaltningerne, kunne gøres til genstand for en juridisk gennemgang. Endelig havde Kommissionen anmodet Østrig om at bekræfte, at de kompetente miljømyndigheder havde været involveret i den *efterfølgende* VVM-proces som fastsat i VVM-direktivets artikel 6, stk. 1, med henblik på en *forudgående VVM,* og påpegede, at den endelige rapport ikke havde været klar i denne henseende.

**41.** I deres svar havde de østrigske myndigheder forklaret, at Wien lufthavnsoperatøren med hensyn til mulighederne for retsmidler i forbindelse med den *efterfølgende* VVM havde forpligtet sig til at gennemføre alle de foranstaltninger, der var identificeret i processen, og at gennemførelsen ville blive overvåget af BMVIT. Hvis de afbødende foranstaltninger ikke blev gennemført korrekt, kunne myndighederne håndhæve dem på grundlag af artikel 141 i den østrigske lufttrafiklov ("Luftfahrtgesetz"). Desuden havde de østrigske myndigheder henvist til den aftale, der var indgået som følge af den mæglingsproces, der var blevet gennemført i forbindelse med udvidelsen af lufthavnen. De afbødende foranstaltninger, der er aftalt i denne proces, kan håndhæves på grundlag af civilretten af de borgere, der tilsluttede sig aftalen. Endelig havde de østrigske myndigheder henvist til VVM for den planlagte tredje start- og landingsbane i Wien lufthavn, som også ville tage hensyn til virkningerne af de projekter, der var omfattet af den *efterfølgende* VVM. Denne procedure afsluttes med en afgørelse, der kan prøves juridisk i henhold til kravene i artikel 10a i direktiv 85/337.

**42.** Kommissionen anførte, at den omhyggeligt havde revurderet Ombudsmandens afgørelse af 2. december 2009 i lyset af den endelige rapport om den *efterfølgende VVM,* som de østrigske myndigheder havde forelagt, og de yderligere oplysninger, som de havde fremlagt.

**43.** Kommissionen erkendte, at den formulering, som de østrigske myndigheder anvendte i forbindelse med den procedure, der var aftalt med Kommissionen -- "*ex post* VVM-rapport " i stedet for "*ex post* VVM-vurdering " -- i første omgang rent faktisk kunne have været vildledende. Den understregede imidlertid, at den fælles forståelse havde været, at den gennemførte øvelse omfattede en *efterfølgende* vurderingsproces ("ex post Umweltprüfung") og ikke var begrænset til blot at udarbejde en vurderingsrapport.

**44.** Med hensyn til BMVIT's inddragelse i den *efterfølgende* VVM-procedure som den myndighed, der godkendte nogle af de pågældende projekter, mente Kommissionen, at ministeriet som administrativt organ handlede på grundlag af legalitetsprincippet og retsstatsprincippet. Den blotte omstændighed, at BMVIT havde udstedt nogle af tilladelserne vedrørende Wien lufthavn, kunne efter BMVIT's opfattelse ikke begrunde påstanden om en åbenbar interessekonflikt.

**45.** Med hensyn til anvendeligheden af artikel 10a i direktiv 85/337 anførte Kommissionen, at den havde undersøgt spørgsmålet igen og fortsat var overbevist om, at der ikke var noget retsgrundlag i EU-retten, som kunne have tvunget de østrigske myndigheder til at anvende denne bestemmelse, når de forhandlede om konceptet for den *efterfølgende* VVM, som havde til formål så vidt muligt at simulere en *forudgående VVM.* Anvendelsen af artikel 10a kunne derfor kun have været overvejet og i sidste ende krævet, hvis denne bestemmelse havde fundet anvendelse i tilfælde af en *forudgående VVM* for de pågældende udvidelsesarbejder. Artikel 10a blev imidlertid indført ved direktiv 2003/35/EF, som skulle gennemføres senest den 25. juni 2005. Ifølge oplysningerne i konceptet for en *efterfølgende* VVM blev ansøgningerne om de relevante projekter indgivet til de østrigske myndigheder inden denne dato, og de fleste af dem var endda afsluttet i juni 2005. Kommissionen mente imidlertid, at denne mangel kunne afhjælpes ved den igangværende VVM for den nye tredje start- og landingsbane i Wien lufthavn. Denne nye vurdering skulle tage hensyn til de kumulative virkninger af allerede eksisterende bygninger og anlæg, herunder dem, der er omfattet af den *efterfølgende VVM.* Artikel 10a fandt fuld anvendelse på denne regelmæssige VVM.

**46.** Kommissionen tilføjede, at den ikke henvendte sig til de østrigske myndigheder igen om disse spørgsmål, før den modtog den endelige rapport om den *efterfølgende VVM,* da den allerede havde meddelt sine synspunkter om disse hovedsagelig juridiske spørgsmål i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse af klage 1532/2008/(WP)GG. Kommissionen fandt det derfor rimeligt først at foretage en endelig vurdering af de relevante spørgsmål efter at have analyseret den endelige rapport under hensyntagen til bemærkningerne i Ombudsmandens afgørelse.

**47.** Kommissionen konkluderede, at den, som det fremgår af ovenstående præciseringer, var af den opfattelse, at dens tilgang til behandlingen af denne sag var korrekt.

**48.** Som nævnt ovenfor fremsatte klagerne ingen væsentlige bemærkninger til Kommissionens udførlige udtalelse.

#### Ombudsmandens vurdering efter hans udkast til henstilling

**49.** Ombudsmanden finder det nyttigt at minde om, at han i sin afgørelse om klage 1532/2008/(WP)GG anerkendte, at Kommissionens afgørelse om at anmode Østrig om at foretage en *efterfølgende* VVM, som objektivt ville vurdere projektets indvirkning på miljøet efter kriterierne i direktiv 85/337 og gøre det muligt på et videnskabeligt grundlag at afgøre, om der skulle træffes kompenserende foranstaltninger, i princippet var både hensigtsmæssig og rimelig. Det, der skal undersøges her, er således, om Kommissionen sikrede, at denne *efterfølgende* VVM rent faktisk blev gennemført korrekt.

**50.** I denne forbindelse minder Ombudsmanden endvidere om, at den tvivl, han gav udtryk for i denne henseende både i sin afgørelse om klage 1532/2008/(WP)GG og i sit udkast til henstilling i den foreliggende sag, navnlig fokuserede på to spørgsmål, nemlig i) anvendeligheden af artikel 10a i direktiv 85/337 og ii) den interessekonflikt, som den myndighed, der gennemførte den efterfølgende VVM, befandt sig i.

**51.** Ombudsmanden beklager at måtte konkludere, at Kommissionens detaljerede udtalelse ikke fjernede denne tvivl.

**52.** Hvad angår det første af de ovennævnte spørgsmål har Kommissionen gjort gældende, at artikel 10a i direktiv 85/337 ikke ville have fundet tidsmæssig *anvendelse, hvis* de pågældende arbejder havde været genstand for en VVM, inden de blev udført. Ombudsmanden mener, at dette argument er plausibelt.

**53.** Ombudsmanden er imidlertid ikke overbevist af Kommissionens yderligere argument om, at artikel 10a i direktiv 85/337 således heller ikke kunne finde anvendelse på den *efterfølgende VVM,* da sidstnævnte skulle ligne en *forudgående VVM* så tæt som muligt. Den relevante bestemmelse vedrører ikke den vurdering, der skal foretages, men de retsmidler, der skal stilles til rådighed for borgerne i denne henseende. Efter Ombudsmandens opfattelse er der ingen tvingende grund til, at denne bestemmelse ikke skulle finde anvendelse på en *efterfølgende VVM* som den, der gennemføres i den foreliggende sag. Det var myndighederne i den pågældende medlemsstat, der undlod at foretage en VVM, når den skulle have været foretaget. Eftersom loven har udviklet sig siden da, forekommer det kun rimeligt at antage, at der i de berørte borgeres interesse skal tages hensyn til disse ændringer, når der foretages en efterfølgende VVM.

**54.** Desuden kan Ombudsmanden ikke undgå at bemærke, at denne holdning i første omgang synes at være blevet delt af Kommissionen. Ordlyden i den udførlige udtalelse, ifølge hvilken Kommissionen "fortsat var overbevist" om, at artikel 10a ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, tyder på en kontinuitet i tilgangen, som ganske enkelt ikke eksisterede. I forbindelse med sin undersøgelse af klage 1532/2008/(WP)GG anmodede Ombudsmanden specifikt Kommissionen om dens synspunkter om dette spørgsmål. I sit svar anførte Kommissionen, at den mente, "at de spørgsmål, der er omfattet af den efterfølgende VVM, kan gøres til genstand for juridisk kontrol som nævnt i direktivets artikel 10a". Da Ombudsmanden anmodede Kommissionen om yderligere forklaringer på dette spørgsmål, tilføjede han, at VVM-direktivets artikel 10a "måske skal fortolkes, selv inden for rammerne af en efterfølgende VVM, således at den giver adgang til klage og domstolsprøvelse i forbindelse med den administrative afgørelse om eventuelle yderligere foranstaltninger som følge af resultaterne af den *efterfølgende* VVM."[\[3\]](#_ftn3){#_ftnref3} \[90\]

**55.** I sin udtalelse om denne klage, hvori klagerne lagde særlig vægt på spørgsmålet om anvendeligheden af artikel 10a i direktiv 85/337, behandlede Kommissionen slet ikke dette spørgsmål. Ombudsmanden bemærker, at det først var i sin detaljerede udtalelse om udkastet til henstilling, at Kommissionen for første gang gjorde gældende, at den nævnte bestemmelse ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag. Kommissionen synes således at have fremført et helt nyt argument, næsten tre et halvt år efter at den først var blevet konfronteret med sagen af Ombudsmanden.

**56.** Efter Ombudsmandens opfattelse tyder en sammenligning af Kommissionens indlæg på, at Kommissionen enten ikke fandt det nødvendigt grundigt at undersøge, om artikel 10a i direktiv 85/337 fandt anvendelse på den *efterfølgende VVM* eller fremsatte erklæringer, der var forpligtet til at tilskynde klagerne og Ombudsmanden til at tro, at den nævnte bestemmelse fandt anvendelse, selv om Kommissionen mente, at det ikke var tilfældet. Ombudsmanden mener, at en af disse mulige fortolkninger ville fremhæve en alvorlig tilsidesættelse af principperne om god forvaltningsskik. Han mener derfor, at Parlamentet bør have mulighed for at overveje sagen.

**57.** I sin udførlige udtalelse foreslog Kommissionen, at det forhold, at de afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 10a, ikke var til rådighed med hensyn til den *efterfølgende* VVM, kunne afhjælpes ved den igangværende VVM for den nye tredje start- og landingsbane i Wien lufthavn[\[4\].](#_ftn4){#_ftnref4} Ombudsmanden har svært ved at forstå, hvordan en VVM for et specifikt nyt projekt kan afhjælpe manglerne ved en VVM for et andet projekt. VVM for den nye start- og landingsbane i Wien lufthavn har faktisk til formål at vurdere virkningen af dette nye projekt og ikke virkningerne af tidligere projekter.

**58.** Hvad angår det andet af de spørgsmål, der er nævnt i punkt 50 ovenfor, kan Ombudsmanden kun gentage sit synspunkt om, at en myndighed, der i mangel af den nødvendige VVM har udstedt tilladelser til udførelse af arbejder, nødvendigvis vil befinde sig i en interessekonflikt, hvis den derefter anmodes om at foretage en *efterfølgende VVM.*

**59.** I sin udførlige udtalelse gjorde Kommissionen for så vidt angår dette spørgsmål grundlæggende gældende, at det relevante ministerium handlede på grundlag af legalitetsprincippet og retsstatsprincippet. Ombudsmanden finder det nyttigt igen at minde om, at nævnte ministerium udstedte nogle af tilladelserne til arbejder, der skulle udføres, selv om den nødvendige VVM ikke var blevet udført. Kommissionens argumentation er således åbenbart ikke overbevisende.

**60.** Ombudsmanden konkluderer derfor, at Kommissionen åbenbart ikke har behandlet klagernes argument om, at det pågældende ministerium befandt sig i en åbenbar interessekonflikt i den foreliggende sag, korrekt. I betragtning af dette spørgsmåls betydning mener Ombudsmanden, at Parlamentet også bør inddrages i dette spørgsmål.

### B. Ombudsmandens henstilling

Ombudsmanden fremsætter derfor følgende henstilling til Kommissionen:

**Kommissionen bør genoverveje sin tilgang til behandlingen af klagernes overtrædelsesklage vedrørende Wien lufthavn og afhjælpe de mangler, som Ombudsmanden har påpeget. Det betyder, at Kommissionens videre foranstaltninger i traktatbrudsproceduren bør tage hensyn til de nationale myndigheders forpligtelse til at sikre, at i) klagerne har adgang til en klageprocedure, og ii) der tages skridt til at håndtere en åbenbar interessekonflikt i forbindelse med anvendelsen af direktiv 85/337.**

Europa-Parlamentet kunne overveje at vedtage en beslutning i overensstemmelse hermed.

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 14. maj 2012.

*** ** * ** ***

[\[1\]](#_ftnref1){#_ftn1} Europa-Parlamentets afgørelse af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (94/262/EKSF, EF, Euratom), EFT L 113, s. 15; senest ændret ved Europa-Parlamentets afgørelse af 18.6.2008 (EUT 2008, L 189, s. 25).

[\[2\]](#_ftnref2){#_ftn2} EFT L 175, s. 40. Dette direktiv blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26.5.2003 (EUT L 156, s. 17) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23.4.2009 (EUT L 140, s. 114).

[\[3\]](#_ftnref3){#_ftn3} Se punkt 90 i Ombudsmandens afgørelse om klage 1532/2008/(WP)GG.

[\[4\]](#_ftnref4){#_ftn4} Det er interessant at bemærke, at Kommissionen henviser til en "mangel" i denne sammenhæng. Den formulering, som Kommissionen har anvendt, kan tyde på, at Kommissionen selv er i tvivl om, hvorvidt dens synspunkt om, at artikel 10a i direktiv 85/337 ikke fandt anvendelse på den *efterfølgende* VVM, er fornuftigt.