Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) behandlede påstande om krænkelser af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med sine aktiviteter på den græske ø Samos. Klagerne var bekymrede over, at den måde, hvorpå sagsbehandlere, der var indsat i EUAA's asylstøttehold, gennemførte samtaler med sårbare asylansøgere, var i strid med EU-retten, og at EUAA ikke havde taget hånd om dette. Desuden var klagerne bekymrede over, hvordan EUAA behandlede asylansøgernes indberetninger om tilbagedrivelser.

Ombudsmanden fandt, at EUAA på tidspunktet for klagen ikke havde sikret, at sagsbehandlere, der var indsat i dets asylstøttehold, var parate til at gennemføre samtaler med sårbare asylansøgere korrekt, herunder med hensyn til, hvordan der skal tages hensyn til indikatorer for sårbarheder, når disse opstår for første gang under asylsamtalen. Ombudsmanden fandt endvidere, at EUAA ikke havde givet sårbare asylansøgere en passende procedure til at indberette fejl, der var begået under samtalerne, og til at få sådanne rapporter gennemgået af EUAA. Ombudsmanden fandt, at dette udgjorde fejl eller forsømmelser, og fremsatte fire henstillinger til EUAA for at afhjælpe manglerne.

Ombudsmanden sendte også disse henstillinger til sine modparter fra det europæiske netværk af ombudsmænd (ENO) for at høre deres synspunkter om, hvordan overholdelsen af de grundlæggende rettigheder sikres i samarbejdet mellem EUAA's sagsbehandlere og nationale asylembedsmænd.

Desuden identificerede Ombudsmanden vigtige mangler i forbindelse med, hvordan EUAA håndterede asylansøgeres offentliggørelse af erfaringer med tilbagedrivelser under samtaler. Da EUAA begyndte at gennemføre foranstaltninger for at afhjælpe disse mangler under Ombudsmandens undersøgelse, fandt hun ikke fejl eller forsømmelser, men fremsatte i stedet to forslag til forbedringer.

Klagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) afslag på at give forældreorlov til en ansat, der var ansat i henhold til en midlertidig udstationeringskontrakt (ESCB/IO), som blev anvendt til udvekslinger med de nationale centralbanker, og som havde en maksimal varighed på tre år. Klageren hævdede, at udelukkelsen af personale på sådanne kontrakter fra forældreorlov var i strid med princippet om ligebehandling og retten til forældreorlov i henhold til artikel 33, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

ECB fastholdt, at dens regler var begrundet i ESCB/IO-kontrakternes særlige og midlertidige karakter, behovet for at sikre driftskontinuitet og den omstændighed, at personalet fortsat havde adgang til forældreorlov i henhold til deres nationale beskæftigelsessystemer. Den gjorde gældende, at chartrets artikel 33, stk. 2, ikke giver en ubetinget ret til forældreorlov, og at den bevarede en skønsbeføjelse til at fastsætte de gældende betingelser.

Ombudsmanden fandt, at ECB ikke havde påvist, at afvisningen af den grundlæggende ret til forældreorlov for ansatte i ESCB/IO var berettiget og forholdsmæssig, eller at der ikke kunne vedtages mindre restriktive foranstaltninger. Ombudsmanden fandt også, at muligheden for at tage forældreorlov senere i henhold til national ret ikke var en passende erstatning for at udøve denne ret, når det var mest relevant for pasningen af et lille barn.

Ombudsmanden konkluderede, at dette udgjorde fejl eller forsømmelser, og anbefalede, at ECB reviderer sine regler om kortvarig beskæftigelse for at sikre forholdsmæssig adgang til forældreorlov, navnlig for ESCB/IO-kontrakter, der forlænges ud over en indledende periode.

Sagen vedrørte Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtnings (Frontex) undladelse af at give et fyldestgørende svar på en administrativ klage vedrørende påstande om chikane og uregelmæssigheder fremsat af en embedsmand i det stående korps i kategori 2.

Klageren indgav den administrative klage til Frontex i marts 2023. Frontex svarede, at i modsætning til tidligere oplysninger, som det havde givet klageren, havde sidstnævnte ikke ret til at indgive en sådan klage. Han ville derfor ikke modtage et materielt svar. I løbet af Ombudsmandens undersøgelse sagde Frontex imidlertid, at det ville give klageren et generelt indholdsmæssigt svar senest i november 2024. Frontex afgav først dette svar til klageren i december 2025. Ombudsmanden fandt, at de inkonsekvente oplysninger, der blev givet til klageren, og den ekstreme forsinkelse i besvarelsen af klagen udgør fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fandt det imidlertid ikke nødvendigt at fremsætte en henstilling, da Frontex nu har givet klageren et fyldestgørende svar.

Ombudsmandens undersøgelse viste desuden, at der ikke findes en effektiv klage- og søgsmålsmekanisme for kategori 2-medarbejdere, f.eks. i chikanesituationer i Frontex. Ombudsmanden konkluderede, at dette er et systemisk problem, der også udgør fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden anbefalede, at Frontex' bestyrelse indførte en effektiv klage- og søgsmålsmekanisme i den kommende revision af den retlige ramme for kategori 2-medarbejdere.

Sagen vedrørte, hvordan Europa-Kommissionen sikrer overholdelse af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med EU-midler, der ydes til Grækenland til grænseforvaltning. Klagerne, flere ikkestatslige organisationer, udtrykte bekymring over, at Kommissionen ikke effektivt havde overvåget og evalueret EU-finansierede grænseforvaltningsaktiviteter på baggrund af vedvarende påstande om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne fra de græske myndigheders side.

Undersøgelsen identificerede områder, som Kommissionen bør tage fat på for at forbedre den måde, hvorpå den overvåger og sikrer overholdelsen af de grundlæggende rettigheder på dette område. Da Kommissionen imidlertid i øjeblikket afventer en endelig rapport fra de græske myndigheder i en af de individuelle sager om påståede krænkelser af de grundlæggende rettigheder, der er rejst i denne undersøgelse, og nu også vil vurdere Grækenlands udgifter under det relevante program, afsluttede Ombudsmanden sagen og fandt, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser. Hun fremsatte ikke desto mindre nogle forslag til Kommissionen om at løse de problemer, der blev identificeret i løbet af undersøgelsen.

Ombudsmanden opfordrede navnlig indtrængende Kommissionen til at indføre retningslinjer for vurdering af overholdelsen af de grundlæggende rettigheder under hele programgennemførelsen, navnlig med hensyn til den tilknyttede "grundforudsætning" for adgang til midler. Som led i disse retningslinjer bør Kommissionen fastsætte kriterier for at afgøre, under hvilke omstændigheder den vil tilbageholde eller suspendere EU-midler for manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder og den tilhørende finansieringsbetingelse, og offentliggøre disse kriterier. I sin vurdering af troværdige klager over krænkelser af grundlæggende rettigheder og af det samlede græske program bør Kommissionen overveje, om Grækenland fortsat opfylder betingelsen om grundlæggende rettigheder i forbindelse med de pågældende midler. Ombudsmanden fremsatte også forslag om gennemsigtighed i overvågningsprocessen og foranstaltninger til styrkelse af inddragelsen af civilsamfundet.

 

Denne undersøgelse på eget initiativ vurderede, hvordan Europa-Kommissionen agter at sikre respekten for menneskerettighederne inden for rammerne af aftalememorandummet mellem EU og Tunesien. Der er blevet udtrykt bekymring over aftalememorandummets karakter generelt og over støtten til grænsekontrolinitiativer i særdeleshed, navnlig i lyset af dybt foruroligende rapporter om, hvordan de tunesiske myndigheder håndterer migranter.

Ombudsmanden var især bekymret over manglen på en forudgående konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder, navnlig i forbindelse med søjlen "Migration og mobilitet" i aftalememorandummet og de projekter, der skulle falde ind under denne søjle. Da denne søjle i aftalememorandummet klart er udformet med henblik på at begrænse og modvirke irregulær migration til EU gennem bedre migrationskontrol fra de tunesiske myndigheders side, har gennemførelsen af projekter, der gennemfører dette mål i praksis, helt klart en menneskerettighedsdimension. Ombudsmanden anmodede Kommissionen om at besvare en række spørgsmål om, hvordan den agter at overvåge indvirkningen på menneskerettighederne af foranstaltninger i henhold til aftalememorandummet, og hvilke foranstaltninger den har forudset og planlagt, herunder med hensyn til eventuel suspension af EU-finansiering, hvis der konstateres krænkelser af menneskerettighederne.

Ombudsmanden fandt, at på trods af gentagne påstande fra Kommissionen om, at der ikke var behov for en forudgående HRIA, havde den faktisk afsluttet en risikostyringsøvelse for Tunesien, inden aftalememorandummet blev undertegnet.

Denne øvelse, som Kommissionen sagde, at den gennemfører med alle EU-partnerlande, der kan modtage EU-budgetstøtte, tog hensyn til kriterier svarende til dem, der anvendes i standard tidligere HRIA. De vurderer bl.a. situationen med hensyn til menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincippet, sikkerhed og konflikt i det relevante partnerland. Kommissionen havde imidlertid ikke proaktivt delt disse oplysninger, herunder i sit svar på Ombudsmandens strategiske initiativ om dette spørgsmål.

Ombudsmanden kom med forslag til, hvordan dette kan håndteres. Hun foreslog også - i betragtning af omfanget af de identificerede risici - at Kommissionen udarbejder konkrete kriterier for en eventuel suspension af EU-finansierede kontrakter vedrørende migrationsstyring, hvor den finder beviser for krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med gennemførelsen af projekter. I den forbindelse foreslog Ombudsmanden, at Kommissionen tilskynder sine gennemførelsespartnere til at oprette klagemekanismer, så enkeltpersoner kan indberette påståede krænkelser af deres menneskerettigheder i forbindelse med gennemførelsen af EU-finansierede projekter/programmer i Tunesien. I betragtning af de seneste rapporter om betydelige problemer på stedet har dette fået endnu større betydning.