Klageren arbejdede som ekspert for en ekstern EU-kontrahent på et EU-finansieret projekt i Tanzania, der forvaltes af Den Europæiske Unions delegation i Tanzania og Det Østafrikanske Fællesskab. Klageren hævdede, at kontrahenten overtrådte tanzanisk lovgivning ved ikke at lade sig registrere i Tanzania, hvilket forhindrede ham i at opnå en gyldig arbejdstilladelse. Kontrahenten underrettede efterfølgende klageren om sin beslutning om at opsige hans kontrakt under hensyntagen til de betænkeligheder ved klagerens arbejde, som EU-delegationen havde givet udtryk for.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagerens bekymringer over, hvordan delegationen håndterede begge spørgsmål. I denne forbindelse henviste Ombudsmanden til, at hun konsekvent var af den opfattelse, at når EU-institutionerne søger udskiftning af eksperter, der arbejder med EU-projekter, bør disse personer høres, inden de udskiftes. Selv om Kommissionen hævdede, at den ikke anmodede om ekspertens erstatning, fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde været involveret i erstatningsafgørelsen. Ombudsmanden fandt således, at Kommissionen ikke sikrede, at klagerens ret til at blive hørt blev respekteret, inden han blev erstattet, hvilket udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.  Hun fremsatte et forslag til forbedringer med henblik på at forhindre, at problemet opstår i fremtiden. 

Ombudsmanden fandt desuden, at eftersom klagerens kontrakt var blevet opsagt, var det ikke berettiget at foretage yderligere undersøgelser af spørgsmålet om arbejdstilladelse. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag til forbedring til Kommissionen og opfordrede den til at kontrollere sagen, da den kan påvirke andre eksperter, der arbejder med EU-projektet. 

 

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at ophøre med at samarbejde med en vikar i sine børnepasningsordninger. Klageren blev ansat gennem en ekstern kontrahent på ugentlige kontrakter. Efter Kommissionens instrukser meddelte kontrahenten klageren, at Kommissionen ikke længere ville anmode om hendes tjenestegrene. Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og hævdede, at Kommissionen ikke gav hende en begrundet begrundelse for sin afgørelse.

Ombudsmanden har konsekvent været af den opfattelse, at når EU-institutionerne anmoder om opsigelse af en persons kontrakt med en ekstern kontrahent, bør de give rimelige og objektive grunde til at begrunde opsigelsen, underrette den berørte person og sikre, at de får mulighed for at fremsætte bemærkninger inden opsigelsen. Den usikre karakter af en vikars situation indebærer, at Kommissionen har pligt til at være retfærdig og gennemsigtig, selv i mangel af et kontraktforhold. I dette tilfælde sikrede Kommissionen ikke, at klageren blev hørt og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til de grunde, som Kommissionen havde givet, før den besluttede ikke længere at anmode om klagerens tjenester. Selv om dette er beklageligt, bemærker Ombudsmanden, at klageren må være blevet gjort opmærksom på nogle af spørgsmålene i ugen op til Kommissionens afgørelse. På grund af den manglende registrering er Ombudsmanden imidlertid ikke i stand til at kontrollere, om Kommissionens personale drøftede spørgsmålene med klageren. Ikke desto mindre glæder Ombudsmanden sig over, at Kommissionen erkendte, at den kunne have redegjort yderligere for sin begrundelse over for klageren i denne sag.

På dette grundlag finder Ombudsmanden, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser, og afslutter sagen.  

Sagen vedrørte et konsulentfirma, der var ved at blive undersøgt af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) for mistanke om uregelmæssigheder i EU-finansierede projekter. OLAF meddelte virksomheden, at det havde afsluttet undersøgelsen, og fremsatte finansielle og administrative henstillinger til Kommissionen. Selv om OLAF meddelte virksomheden, at den kunne henvende sig til OLAF's kontrolansvarlige for processuelle garantier, gav OLAF ikke klare oplysninger om den gældende frist for indgivelse af en klage. Det betød, at virksomheden indgav klagen efter fristens udløb, og den kontrolansvarlige afviste klagen.

Ombudsmanden fandt, at OLAF ved ikke at give klageren klare oplysninger, navnlig vedrørende fristen for undersøgelsens afslutning, havde begået fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fandt imidlertid, at der ikke var nogen passende henstilling til klageren om at rette op på dette. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag, der havde til formål at forhindre, at et sådant problem opstod i lignende sager i fremtiden.

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) behandlede en anmodning om en kopi af en lydoptagelse af en høring i forbindelse med en administrativ undersøgelse af påstået chikane. Klageren, som hævdede, at hun havde været udsat for chikane, var utilfreds med, at den eksterne efterforsker, som ENISA havde givet mandat til at gennemføre undersøgelsen, nægtede at give hende adgang til en optagelse af en af de høringer, som agenturet havde gennemført med hende.

Ombudsmanden konkluderede, at det var et tilfælde af fejl eller forsømmelser fra ENISA's side at give en uafhængig efterforsker mulighed for at træffe afgørelse om en anmodning om en kopi af en lydoptagelse af en høring i forbindelse med en administrativ undersøgelse og godkende efterforskerens afvisning af anmodningen på grundlag af utilstrækkelige forklaringer.

Ombudsmanden opfordrede ENISA til at engagere sig i hendes konstatering af fejl eller forsømmelser ved at genoverveje sit afslag på at give adgang til lydoptagelser. Da dette sandsynligvis ville kræve en afvejning af klagerens egne og andre ENISA-medarbejderes rettigheder med hensyn til personoplysninger, bør ENISA igen høre sin databeskyttelsesansvarlige, inden der træffes en begrundet afgørelse. Hvis klageren er utilfreds med resultatet, kan hun gå videre med sagen til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS).

Sagen vedrørte, hvordan Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) behandlede de italienske myndigheders anmodning om, at dets kontrahent ophævede kontrakten for en person, der var ansat til at arbejde som kulturformidler/tolk i forbindelse med den fælles operation Themis i Italien. Klageren var bekymret over, at Frontex bl.a. ikke havde givet ham en begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmandens undersøgelse viste, at Frontex havde handlet i overensstemmelse med de gældende regler, da det behandlede anmodningen fra de italienske myndigheder, som krævede, at begrundelsen for anmodningen blev behandlet fortroligt. Frontex kunne derfor ikke med rimelighed forventes at handle på en anden måde. Ombudsmanden afsluttede som sådan undersøgelsen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser.