Sagen vedrørte, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) behandlede en underleverandør, der leverede ekspertise og tjenester i IT-sektoren. Ifølge klageren blev den ikke betalt fuldt ud for det arbejde, den havde udført. Efter at klagerens forhandlinger med hovedkontrahenten forblev resultatløse, henvendte klageren sig til Ombudsmanden og rejste tvivl om, hvordan EU-Udenrigstjenesten håndterede den pågældende tvist.

Ombudsmanden mindede om, at fraværet af et direkte kontraktforhold mellem en EU-institution og en underleverandør ikke fritager førstnævnte, der handler i sin egenskab af offentlig myndighed, fra sin forpligtelse til at respektere underleverandørens grundlæggende ret til god forvaltning. Denne forpligtelse omfatter bl.a. EU-institutionens pligt til at overvåge kontrahentens adfærd og om nødvendigt insistere på, at kontrahenten opfylder sine forpligtelser over for underkontrahenten. I den foreliggende sag bemærkede Ombudsmanden, at EU-Udenrigstjenesten havde sikret sig, at dens krav til projektleverancer og dokumentation blev meddelt underleverandøren omhyggeligt af hovedkontrahenten, og at EU-Udenrigstjenesten havde foretaget betalinger for det validerede arbejde, der var udført. Generelt havde EU-Udenrigstjenesten gjort en lang række bestræbelser på at finde en løsning på de forskellige spørgsmål vedrørende underleverancer.

Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen med den konklusion, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra EU-Udenrigstjenestens side.

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) behandlede påstande om krænkelser af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med sine aktiviteter på den græske ø Samos. Klagerne var bekymrede over, at den måde, hvorpå sagsbehandlere, der var indsat i EUAA's asylstøttehold, gennemførte samtaler med sårbare asylansøgere, var i strid med EU-retten, og at EUAA ikke havde taget hånd om dette. Desuden var klagerne bekymrede over, hvordan EUAA behandlede asylansøgernes indberetninger om tilbagedrivelser.

Ombudsmanden fandt, at EUAA på tidspunktet for klagen ikke havde sikret, at sagsbehandlere, der var indsat i dets asylstøttehold, var parate til at gennemføre samtaler med sårbare asylansøgere korrekt, herunder med hensyn til, hvordan der skal tages hensyn til indikatorer for sårbarheder, når disse opstår for første gang under asylsamtalen. Ombudsmanden fandt endvidere, at EUAA ikke havde givet sårbare asylansøgere en passende procedure til at indberette fejl, der var begået under samtalerne, og til at få sådanne rapporter gennemgået af EUAA. Ombudsmanden fandt, at dette udgjorde fejl eller forsømmelser, og fremsatte fire henstillinger til EUAA for at afhjælpe manglerne.

Ombudsmanden sendte også disse henstillinger til sine modparter fra det europæiske netværk af ombudsmænd (ENO) for at høre deres synspunkter om, hvordan overholdelsen af de grundlæggende rettigheder sikres i samarbejdet mellem EUAA's sagsbehandlere og nationale asylembedsmænd.

Desuden identificerede Ombudsmanden vigtige mangler i forbindelse med, hvordan EUAA håndterede asylansøgeres offentliggørelse af erfaringer med tilbagedrivelser under samtaler. Da EUAA begyndte at gennemføre foranstaltninger for at afhjælpe disse mangler under Ombudsmandens undersøgelse, fandt hun ikke fejl eller forsømmelser, men fremsatte i stedet to forslag til forbedringer.

Klageren arbejdede som ekspert for en ekstern EU-kontrahent på et EU-finansieret projekt i Tanzania, der forvaltes af Den Europæiske Unions delegation i Tanzania og Det Østafrikanske Fællesskab. Klageren hævdede, at kontrahenten overtrådte tanzanisk lovgivning ved ikke at lade sig registrere i Tanzania, hvilket forhindrede ham i at opnå en gyldig arbejdstilladelse. Kontrahenten underrettede efterfølgende klageren om sin beslutning om at opsige hans kontrakt under hensyntagen til de betænkeligheder ved klagerens arbejde, som EU-delegationen havde givet udtryk for.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagerens bekymringer over, hvordan delegationen håndterede begge spørgsmål. I denne forbindelse henviste Ombudsmanden til, at hun konsekvent var af den opfattelse, at når EU-institutionerne søger udskiftning af eksperter, der arbejder med EU-projekter, bør disse personer høres, inden de udskiftes. Selv om Kommissionen hævdede, at den ikke anmodede om ekspertens erstatning, fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde været involveret i erstatningsafgørelsen. Ombudsmanden fandt således, at Kommissionen ikke sikrede, at klagerens ret til at blive hørt blev respekteret, inden han blev erstattet, hvilket udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.  Hun fremsatte et forslag til forbedringer med henblik på at forhindre, at problemet opstår i fremtiden. 

Ombudsmanden fandt desuden, at eftersom klagerens kontrakt var blevet opsagt, var det ikke berettiget at foretage yderligere undersøgelser af spørgsmålet om arbejdstilladelse. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag til forbedring til Kommissionen og opfordrede den til at kontrollere sagen, da den kan påvirke andre eksperter, der arbejder med EU-projektet. 

 

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at ophøre med at samarbejde med en vikar i sine børnepasningsordninger. Klageren blev ansat gennem en ekstern kontrahent på ugentlige kontrakter. Efter Kommissionens instrukser meddelte kontrahenten klageren, at Kommissionen ikke længere ville anmode om hendes tjenestegrene. Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og hævdede, at Kommissionen ikke gav hende en begrundet begrundelse for sin afgørelse.

Ombudsmanden har konsekvent været af den opfattelse, at når EU-institutionerne anmoder om opsigelse af en persons kontrakt med en ekstern kontrahent, bør de give rimelige og objektive grunde til at begrunde opsigelsen, underrette den berørte person og sikre, at de får mulighed for at fremsætte bemærkninger inden opsigelsen. Den usikre karakter af en vikars situation indebærer, at Kommissionen har pligt til at være retfærdig og gennemsigtig, selv i mangel af et kontraktforhold. I dette tilfælde sikrede Kommissionen ikke, at klageren blev hørt og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til de grunde, som Kommissionen havde givet, før den besluttede ikke længere at anmode om klagerens tjenester. Selv om dette er beklageligt, bemærker Ombudsmanden, at klageren må være blevet gjort opmærksom på nogle af spørgsmålene i ugen op til Kommissionens afgørelse. På grund af den manglende registrering er Ombudsmanden imidlertid ikke i stand til at kontrollere, om Kommissionens personale drøftede spørgsmålene med klageren. Ikke desto mindre glæder Ombudsmanden sig over, at Kommissionen erkendte, at den kunne have redegjort yderligere for sin begrundelse over for klageren i denne sag.

På dette grundlag finder Ombudsmanden, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser, og afslutter sagen.  

Sagen vedrørte et konsulentfirma, der var ved at blive undersøgt af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) for mistanke om uregelmæssigheder i EU-finansierede projekter. OLAF meddelte virksomheden, at det havde afsluttet undersøgelsen, og fremsatte finansielle og administrative henstillinger til Kommissionen. Selv om OLAF meddelte virksomheden, at den kunne henvende sig til OLAF's kontrolansvarlige for processuelle garantier, gav OLAF ikke klare oplysninger om den gældende frist for indgivelse af en klage. Det betød, at virksomheden indgav klagen efter fristens udløb, og den kontrolansvarlige afviste klagen.

Ombudsmanden fandt, at OLAF ved ikke at give klageren klare oplysninger, navnlig vedrørende fristen for undersøgelsens afslutning, havde begået fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fandt imidlertid, at der ikke var nogen passende henstilling til klageren om at rette op på dette. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag, der havde til formål at forhindre, at et sådant problem opstod i lignende sager i fremtiden.

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) behandlede en anmodning om en kopi af en lydoptagelse af en høring i forbindelse med en administrativ undersøgelse af påstået chikane. Klageren, som hævdede, at hun havde været udsat for chikane, var utilfreds med, at den eksterne efterforsker, som ENISA havde givet mandat til at gennemføre undersøgelsen, nægtede at give hende adgang til en optagelse af en af de høringer, som agenturet havde gennemført med hende.

Ombudsmanden konkluderede, at det var et tilfælde af fejl eller forsømmelser fra ENISA's side at give en uafhængig efterforsker mulighed for at træffe afgørelse om en anmodning om en kopi af en lydoptagelse af en høring i forbindelse med en administrativ undersøgelse og godkende efterforskerens afvisning af anmodningen på grundlag af utilstrækkelige forklaringer.

Ombudsmanden opfordrede ENISA til at engagere sig i hendes konstatering af fejl eller forsømmelser ved at genoverveje sit afslag på at give adgang til lydoptagelser. Da dette sandsynligvis ville kræve en afvejning af klagerens egne og andre ENISA-medarbejderes rettigheder med hensyn til personoplysninger, bør ENISA igen høre sin databeskyttelsesansvarlige, inden der træffes en begrundet afgørelse. Hvis klageren er utilfreds med resultatet, kan hun gå videre med sagen til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS).