Sagen drejede sig om, hvordan Europa-Kommissionen afholdt prøver i en udvælgelsesprocedure med henblik på at ansætte en oversættelsesmedarbejder/medarbejder med base i Nicosia, Cypern. Prøverne blev kun afholdt i fire byer i EU, og Kommissionen refunderede ikke ansøgernes rejse- og opholdsudgifter. Kommissionen baserede sin tilgang på det forhold, at der var behov for en perfekt beherskelse af græsk, og at de fleste kandidater kom fra Cypern og Grækenland. Klageren, en græsk statsborger, der bor i Sverige, og som var opført på listen, mente, at det var urimeligt af Kommissionen at forvente, at han skulle betale et betydeligt beløb for at rejse for at tage testen.   

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til den kendsgerning, at mange EU-borgere udøver deres ret til fri bevægelighed og bor og arbejder i andre medlemsstater end deres oprindelsesland. Ombudsmanden mindede om det princip, der er nedfældet i personalevedtægten, nemlig at EU-ansættelser skal sikre personale med de højeste standarder for kvalifikationer, effektivitet og integritet, og fandt det problematisk, at Kommissionen ikke havde gjort nogen indsats for at lette deltagelsen i prøven for en ansøger, som den havde udvalgt.

Da den pågældende udvælgelsesprocedure var afsluttet, afsluttede Ombudsmanden sagen og fandt, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser. Ombudsmanden fremsatte et forslag til forbedringer for Kommissionen i fremtiden. Hun anmodede Kommissionen om at tage behørigt hensyn til situationen for de udvalgte ansøgere for at sikre lige muligheder for at deltage i personlige prøver og samtaler enten ved at tilbyde disse ansøgere godtgørelse af omkostninger eller ved at tilbyde mulighed for at deltage i prøverne eller samtalerne på udvalgte repræsentationer i Kommissionen i medlemsstaterne.

 

Sagerne vedrørte Frontex' beslutning om ikke at godtgøre de klagere, der var kandidater i en Frontex-ansættelsesprocedure for medlemmer af dets "stående korps", rejse- og opholdsudgifter, efter at de var rejst til Warszawa, Polen, med henblik på svømmeprøver og lægeundersøgelser. Frontex' ansættelsesregler fastsætter, at udgifter til den afsluttende lægeundersøgelse kun godtgøres, hvis en ansøger efterfølgende tiltræder sin stilling i Frontex, mens klagerne ikke gjorde det.

Ombudsmanden fandt, at selv om Frontex i henhold til Frontex' gældende regler kombinerede svømningstestene med lægeundersøgelsen på grund af presset på dets ansættelsesprocedurer, burde det have foretaget en særskilt evaluering af omkostningerne i forbindelse med svømningstestene.

Ombudsmanden fremsatte et løsningsforslag om, at Frontex bør genoverveje sin beslutning om ikke at godtgøre klagerne alle rejse- og opholdsudgifter og bør overveje at godtgøre dem uundgåelige omkostninger i forbindelse med de svømmetest, de har gennemgået. Frontex indvilligede i at bidrage i form af dagpenge for det antal ekstra dage, klagerne opholdt sig i Warszawa for at tage svømmeprøverne.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med at konstatere, at Frontex havde accepteret forslaget til en løsning.

 

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (ELA) vurderede klagerens erhvervserfaring i en udvælgelsesprocedure med henblik på ansættelse af en assistent for menneskelige ressourcer.

Ombudsmanden fandt, at udvælgelseskomitéen havde undersøgt oplysningerne i klagerens ansøgning og vurderet dem i forhold til udvælgelseskriterierne. Ombudsmanden fandt ingen tegn på en åbenbar fejl i udvælgelseskomitéens vurdering af klagerens erhvervserfaring. Der var således ingen fejl eller forsømmelser fra Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndigheds side i denne henseende. Det var imidlertid uklart, hvordan ELA havde behandlet klagerens administrative klage. ELA forklarede, at den oprindeligt havde fejlfortolket klagen, men at den i mellemtiden havde sendt et svar til klageren. Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen med den konklusion, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser af dette aspekt.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at ophøre med at samarbejde med en vikar i sine børnepasningsordninger. Klageren blev ansat gennem en ekstern kontrahent på ugentlige kontrakter. Efter Kommissionens instrukser meddelte kontrahenten klageren, at Kommissionen ikke længere ville anmode om hendes tjenestegrene. Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og hævdede, at Kommissionen ikke gav hende en begrundet begrundelse for sin afgørelse.

Ombudsmanden har konsekvent været af den opfattelse, at når EU-institutionerne anmoder om opsigelse af en persons kontrakt med en ekstern kontrahent, bør de give rimelige og objektive grunde til at begrunde opsigelsen, underrette den berørte person og sikre, at de får mulighed for at fremsætte bemærkninger inden opsigelsen. Den usikre karakter af en vikars situation indebærer, at Kommissionen har pligt til at være retfærdig og gennemsigtig, selv i mangel af et kontraktforhold. I dette tilfælde sikrede Kommissionen ikke, at klageren blev hørt og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til de grunde, som Kommissionen havde givet, før den besluttede ikke længere at anmode om klagerens tjenester. Selv om dette er beklageligt, bemærker Ombudsmanden, at klageren må være blevet gjort opmærksom på nogle af spørgsmålene i ugen op til Kommissionens afgørelse. På grund af den manglende registrering er Ombudsmanden imidlertid ikke i stand til at kontrollere, om Kommissionens personale drøftede spørgsmålene med klageren. Ikke desto mindre glæder Ombudsmanden sig over, at Kommissionen erkendte, at den kunne have redegjort yderligere for sin begrundelse over for klageren i denne sag.

På dette grundlag finder Ombudsmanden, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser, og afslutter sagen.