Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give delvis eller bredere aktindsigt i to dokumenter vedrørende et projekt finansieret i partnerskab med UNICEF. Kommissionen støttede sit afslag på aktindsigt på fem undtagelser, der er fastsat i EU-lovgivningen om aktindsigt, nemlig behovet for at beskytte offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser og Unionens eller en medlemsstats finanspolitik, valutapolitik eller økonomiske politik samt beskyttelsen af dens beslutningsproces, tredjemands forretningsmæssige interesser og fysiske personers privatliv og integritet, herunder deres personoplysninger.

På grundlag af undersøgelsen af de omtvistede dokumenter var Ombudsmanden ikke overbevist af Kommissionens argumenter om, at en delvis eller bredere udbredelse (alvorligt) ville være til skade for beskyttelsen af de påberåbte interesser. Ombudsmanden fremsatte et forslag til en løsning, hvori Kommissionen blev anmodet om at tage sin holdning til anmodningen op til fornyet overvejelse med henblik på at give den størst mulige aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Hun mindede også Kommissionen om dens forpligtelse til at træffe beslutninger inden for en rimelig frist og begrunde sine beslutninger.

Kommissionen accepterede Ombudsmandens forslag til en løsning og gav klageren delvis og bredere adgang til dokumenterne. Ombudsmanden glædede sig over Kommissionens positive svar på hendes forslag til en løsning, som afgjorde klagen.  

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens ´'s behandling af en overtrædelsesklage vedrørende Tjekkiet ´'s beslutning om at fusionere sin jernbanemyndighed med konkurrencemyndigheden. Den største bekymring var, at fusionen kan have overtrådt EU-retten, og at Tjekkiet kan have undladt at sikre et uafhængigt og effektivt tilsyn med jernbanesektoren.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke havde givet klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion om, at Tjekkiet ikke havde overtrådt EU-retten. Efter at have undersøgt Kommissionens forklaringer under undersøgelsen konkluderede Ombudsmanden, at Kommissionen havde undersøgt sagen omhyggeligt, og at dens beslutning om at afslutte sagen var baseret på et solidt grundlag.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser i forbindelse med Kommissionens vurdering af traktatbrudsklagen. Da Kommissionen under undersøgelsen gav en detaljeret begrundelse, blev dette aspekt af sagen afgjort. Ombudsmanden foreslog Kommissionen altid at give klagerne en tilstrækkelig begrundelse, når den agter at afslutte en traktatbrudssag.

Sagen vedrørte et udbud afholdt af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) vedrørende levering af beklædningsudstyr til Frontex-medarbejdere. Klageren, en virksomhed, der også deltog i udbudsproceduren, gav udtryk for betænkeligheder over for Frontex med hensyn til tildelingen af kontrakten til den vindende virksomhed. Mere specifikt hævdede klageren, at Frontex burde have afvist det vindende tilbud på grund af tilbudsgiverens påståede finansielle vanskeligheder og dens mangler i gennemførelsen af en anden kontrakt, samt fordi det tilbud, den havde afgivet, efter klagerens opfattelse var unormalt lavt.

Ombudsmanden fandt, at Frontex havde foretaget en korrekt kontrol af den valgte tilbudsgivers støtteberettigelse i overensstemmelse med de gældende regler. Hun fandt desuden, at Frontex' vurdering af, at det valgte bud ikke var unormalt lavt, var rimelig og i overensstemmelse med de gældende regler.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) behandling af proceduremæssige aspekter i forbindelse med en whistleblowerrapport, som klageren [1] indgav i 2022. Whistleblowerrapporten vedrørte et påstået familieforhold mellem en ansættelsesansvarlig og den person, der blev ansat.

Klageren oplevede adfærd fra de påståede lovovertræderes side, som de mente udgjorde upassende adfærd (herunder chikane). Klageren anmodede om en relateret administrativ undersøgelse.

ECB besluttede at vurdere whistleblowerrapporten sammen med spørgsmålet om den påståede upassende adfærd. Den underrettede også klageren om, at de fremlagte beviser ikke berettigede indledningen af en administrativ undersøgelse. Klageren anfægtede begge punkter gennem en administrativ klage, som ECB afviste på grund af manglende individuel interesse (fælles behandling af de to spørgsmål) eller på grund af manglende anfægtelig afgørelse (manglende indledning af en administrativ undersøgelse).

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og anfægtede ECB's afgørelse om afvisning. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse anmodede klageren også Ombudsmanden om at se nærmere på behandlingen af whistleblowerrapporter og klager i ECB.

Ombudsmanden fandt, at ECB's begrundelse for at afvise klagerens administrative klage ikke var overbevisende.

Ombudsmanden bemærkede også, at der under hendes undersøgelse var sket en betydelig udvikling i sagen, og at relaterede interne undersøgelser på højt plan stadig var i gang. Desuden var ECB ved at færdiggøre en gennemgang på eget initiativ af sin rapporterings-, undersøgelses- og disciplinærramme. Under disse omstændigheder konkluderede Ombudsmanden, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser på daværende tidspunkt, og afsluttede undersøgelsen.

 

[1] Af hensyn til anonymiteten, herunder med hensyn til klagerens køn, henvises der i teksten til klageren som "de"/"deres"/"dem".

 

Sagen drejede sig om, hvordan Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) behandlede anmodninger om fornyet gennemgang fra en ansøger, som ikke fik medhold i to udvælgelsesprocedurer. Klageren hævdede bl.a., at EPSO ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til hans bekymringer, og satte spørgsmålstegn ved, om EPSO havde gennemgået hans resultater på passende vis.

Efter at Ombudsmanden indledte undersøgelsen, fremsendte EPSO yderligere svar til klageren. Ombudsmanden fandt, at der var uoverensstemmelser mellem disse og de svar, han oprindeligt modtog, og at det ikke var klart, om EPSO rent faktisk reviderede sine oprindelige afgørelser. I løbet af undersøgelsen gav EPSO yderligere præciseringer for at forklare dette.

Ombudsmanden afsluttede sagen og fandt, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser, da EPSO i sidste ende gav rimelige forklaringer på, hvordan det behandlede klagerens anmodninger om fornyet behandling. Undersøgelsen afslørede imidlertid problemer med EPSO's standardsvar på anmodninger om fornyet gennemgang. For at afhjælpe disse fremsatte Ombudsmanden et forslag til forbedring til EPSO og anmodede det om i fremtiden at sikre, at ansøgere, der har indgivet en anmodning om fornyet gennemgang, modtager et klart, præcist og fuldstændigt svar, der informerer dem om, hvorvidt der har fundet en fornyet gennemgang sted, og om årsagerne til EPSO's afgørelse.