Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) afslag på at give aktindsigt i dokumenter, der indeholdt rådgivning vedrørende dens kønspolitik og relaterede foranstaltninger. ECB var af den opfattelse, at udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af juridisk rådgivning og dens interne beslutningstagning. Klageren hævdede, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, nemlig i at forstå det juridiske ræsonnement, der ligger til grund for ECB's kønspolitik og relaterede foranstaltninger.

Ombudsmandens undersøgelseshold undersøgte de omtvistede dokumenter. På grundlag heraf fandt Ombudsmanden, at dokumenternes indhold med rimelighed kunne betragtes som juridisk rådgivning, og at det havde været rimeligt for ECB at antage, at udbredelsen af dokumenterne ville have skadet den beskyttelse, der ydes juridisk rådgivning. Ombudsmanden fandt det desuden rimeligt, at ECB fandt, at der ikke var nogen mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen og konstaterede, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

De tre sager vedrører, hvordan Europa-Kommissionen anvendte sine regler om "bedre regulering" og andre proceduremæssige krav ved udarbejdelsen af lovgivningsforslag vedrørende virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (983/2025/MAS), bekæmpelse af smugling af migranter (2031/2024/VB) og den fælles landbrugspolitik (1379/2024/MIK). Kommissionen anså disse forslag for at være presserende og undlod derfor at tage de skridt, der er fastsat i dens regler, såsom konsekvensanalyser og offentlige høringer. Klagerne, som er civilsamfundsorganisationer, mente, at disse udeladelser var i strid med Kommissionens regler om bedre regulering. I to tilfælde hævdede klagerne også, at Kommissionen undlod at kontrollere lovgivningsforslagenes overensstemmelse med EU's klimamål som krævet i den europæiske klimalov. I et tilfælde var klageren endvidere bekymret over, at Kommissionen overtrådte sin forretningsorden om høringer på tværs af tjenestegrenene.   

Ombudsmanden indledte undersøgelser af de tre sager. Hun modtog Kommissionens skriftlige svar i alle tre sager, gennemgik Kommissionens relevante sagsakter, og hendes undersøgelsesteam mødtes med repræsentanter for Kommissionen i forbindelse med to undersøgelser.

Kommissionen svarede, at reglerne om "bedre regulering" ikke er bindende lovgivning, men et sæt politiske værktøjer til indsamling af relevante oplysninger, der bør anvendes på en forholdsmæssig måde. Den fremførte også, at den havde indsamlet al relevant dokumentation inden vedtagelsen af de pågældende lovgivningsforslag, hørt interessenterne og gennemført klimakonsistensvurderingerne og den tværtjenstlige høring i overensstemmelse med de gældende regler.

På grundlag af sine undersøgelser konstaterede Ombudsmanden en række proceduremæssige mangler i den måde, hvorpå Kommissionen udarbejdede de lovgivningsforslag, der tilsammen udgør fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden fandt navnlig, at Kommissionen anlagde en bred fortolkning af "hastende" og ikke i tilstrækkelig grad begrundede "hastende" lovgivningsforslag over for offentligheden og dokumenterede sine undtagelser fra de gældende regler om bedre regulering. Ombudsmanden fandt også, at Kommissionen ikke har indført en procedure, der som krævet i traktaterne og retspraksis kan sikre en gennemsigtig, evidensbaseret og inklusiv udarbejdelse af "hastende" lovgivningsforslag. Ombudsmanden fandt endvidere, at Kommissionen ved ikke at føre korrekte fortegnelser over obligatoriske overensstemmelseskontroller af sine forslag i forhold til EU's klimamål undlod at handle på en ansvarlig måde.

For at afhjælpe disse mangler fremsatte Ombudsmanden to henstillinger. Ombudsmanden anbefalede, at Kommissionen bør sikre en forudsigelig, konsekvent og ikkevilkårlig anvendelse af sine regler om bedre regulering ved at definere "hastende" situationer, der berettiger en undtagelse fra kravene i reglerne. Hvis der indrømmes undtagelser, bør Kommissionen desuden indføre en procedure for at sikre, at den hurtige udarbejdelse af lovgivningsforslag stadig er i overensstemmelse med principperne om en gennemsigtig, evidensbaseret og inklusiv lovgivningsproces. For at bistå Kommissionen med denne opgave fremsatte Ombudsmanden fire forslag, som omfatter en præcisering af reglerne for høring af interessenter i forbindelse med hasteforslag og sikring af, at dokumentationen til støtte for dens forslag offentliggøres i god tid for at muliggøre en offentlig debat, inden lovgivningen vedtages.

Denne undersøgelse på eget initiativ vedrørte, hvordan Europa-Kommissionen træffer afgørelse om ansøgninger indgivet af virksomheder om godkendelse af særligt farlige kemiske stoffer i henhold til EU's forordning om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier ("REACH-forordningen"). Sådanne særligt farlige stoffer kan være kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionstoksiske eller have hormonforstyrrende egenskaber. Selv om beslutningsprocessen vedrørende disse ansøgninger er i gang, kan virksomheder, der har indgivet ansøgningerne inden for en frist, fortsætte med at anvende stofferne i EU. I betragtning af bekymringerne over forsinkelser i Kommissionens beslutningsproces forhørte Ombudsmanden sig om den tid, det tager Kommissionen at træffe afgørelse om ansøgninger om godkendelse af særligt farlige kemiske stoffer, samt om gennemsigtigheden i godkendelsesprocessen.

Ombudsmanden fandt, at selv om den lovbestemte frist er tre måneder, tog det i gennemsnit Kommissionen 14,5 måneder og i nogle tilfælde flere år at udarbejde udkast til afgørelser om meddelelse af eller afslag på tilladelse. Desuden manglede beslutningsprocessen gennemsigtighed. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens systemiske manglende overholdelse af den lovbestemte frist og sikring af gennemsigtighed udgjorde fejl eller forsømmelser.

Forsinkelserne udgør en alvorlig risiko for folkesundheden og miljøet. Forsinkelserne underminerer også interesserne hos virksomheder, hvis økonomiske aktiviteter kan blive afbrudt på grund af vedvarende usikkerhed om, hvorvidt der vil blive givet tilladelse. I lyset af disse udfordringer bør Kommissionen gøre sit yderste for at fremlægge en klar plan for, hvordan forsinkelserne kan håndteres.

Ombudsmanden fremsatte henstillinger til Kommissionen om at revidere sine interne procedurer for at sikre, at den kan træffe hurtigere afgørelser om disse ansøgninger. Som led heri bør Kommissionen anvende reglen om, at ansøgerne skal bevise, at de har opfyldt de retlige betingelser for godkendelse (bevisbyrden), og prioritere at afvise de ansøgninger, der ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger i denne henseende. Kommissionen bør også sikre, at den offentliggør mere meningsfulde sammenfattende referater af møderne i "REACH-udvalget", der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som godkender de endelige afgørelser.

Kommissionen accepterede Ombudsmandens henstilling om at offentliggøre mere meningsfulde referater af møderne i "REACH-udvalget". Den var imidlertid uenig i Ombudsmandens analyse af de vigtigste årsager til forsinkelserne og sagde, at forsinkelserne hovedsagelig skyldtes faktorer uden for dens kontrol, nemlig det store antal ansøgninger, forskelle mellem medlemmerne af REACH-udvalget og den tid, der var nødvendig for at gennemføre de ændringer, som Revisionsretten havde krævet.

Beklageligvis efterkom Kommissionen ikke Ombudsmandens henstilling om at gennemgå sine langvarige interne procedurer og gav inkonsekvente og ufuldstændige oplysninger om sin praksis med at håndhæve bevisbyrden ved vurderingen af ansøgninger om tilladelse. Overordnet set fremlagde Kommissionen ikke en klar og omfattende plan for, hvordan man kan håndtere udfordringen med forsinkelser i godkendelsesproceduren. Der er behov for yderligere foranstaltninger fra Kommissionens side for fuldt ud at gennemføre målene i REACH-forordningen og den seneste retspraksis for at undgå forsinkelser i risikostyringen af særligt farlige kemiske stoffer. Ombudsmanden fastholder derfor sin konstatering af fejl eller forsømmelser.

Denne undersøgelse på eget initiativ drejede sig om, hvordan Europa-Kommissionen træffer afgørelse om ansøgninger fra virksomheder om godkendelse af specifikke anvendelser af særligt farlige kemiske stoffer. Disse stoffer kan være kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionstoksiske eller have hormonforstyrrende egenskaber. I henhold til EU's forordning om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier ("REACH-forordningen") kan virksomheder, der har indgivet ansøgningerne inden for en frist, fortsætte med at anvende stofferne i EU, mens denne beslutningsproces er i gang. Der er blevet udtrykt bekymring over forsinkelser i beslutningsprocessen — hvilket betyder, at sådanne farlige stoffer fortsat anvendes — og over den manglende gennemsigtighed i processen.  

Ombudsmanden fandt, at selv om den lovbestemte frist er tre måneder, tog det i gennemsnit Kommissionen 14,5 måneder og i nogle tilfælde flere år at udarbejde udkast til afgørelser om meddelelse af eller afslag på tilladelse. Disse systemiske forsinkelser og Kommissionens deraf følgende manglende overholdelse af de lovbestemte frister i beslutningsprocessen udgør fejl eller forsømmelser. For at afhjælpe dette fremsatte Ombudsmanden en henstilling om, at Kommissionen bør revidere sine interne procedurer for at sikre, at den kan træffe hurtigere afgørelser om disse ansøgninger. Dette ville afspejle formålet med lovgivningen, som er hurtigst muligt at udfase eller kontrollere anvendelsen af særligt farlige kemiske stoffer. Som led heri bør Kommissionen sikre, at virksomheder, der ansøger om godkendelse, opfylder deres forpligtelse til at indgive ansøgninger, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at Kommissionen kan afgøre, om de retlige betingelser for godkendelse er opfyldt, og bør prioritere at afvise de ansøgninger, der ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger. Dette ville også betyde, at virksomheder, der ikke giver tilstrækkelige oplysninger med deres ansøgning, ikke ville være i stand til fortsat at markedsføre stofferne til den pågældende anvendelse.

Ombudsmanden var også af den opfattelse, at Kommissionen ikke sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsprocessen, hvilket udgør fejl eller forsømmelser. For at afhjælpe dette anbefalede Ombudsmanden, at Kommissionen offentliggør mere meningsfulde rapporter fra møderne i "REACH-udvalget", der samler repræsentanter for Kommissionen og medlemsstaterne, og godkender de endelige afgørelser. Disse rapporter bør offentliggøres rettidigt og i hvert fald inden næste møde. I betragtning af betydningen af udvalgets drøftelser bør offentligheden kunne følge dets arbejde i de forskellige faser af beslutningsprocessen vedrørende specifikke stoffer og forstå årsagerne til potentielle forsinkelser for at drage de involverede aktører til ansvar.