Sagen vedrørte Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) afslag på at give fuld aktindsigt i dokumenter vedrørende undersøgelser og henstillinger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). EIB identificerede en lang række dokumenter som værende omfattet af klagerens anmodning, herunder OLAF's endelige rapporter og henstillinger samt EIB's egne disciplinære afgørelser. EIB gav delvis aktindsigt i ti af de 13 identificerede endelige OLAF-rapporter, men afslog at give aktindsigt i de resterende dokumenter i deres helhed. Med hensyn til EIB's disciplinære afgørelser fremlagde EIB et resumé af de disciplinære opfølgningsforanstaltninger, der var truffet. I denne forbindelse støttede EIB sig på undtagelser til aktindsigt i sine gennemsigtighedsregler og gjorde gældende, at fuld udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af personoplysninger, formålet med undersøgelser og dens beslutningsproces.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse, og hendes undersøgelseshold undersøgte de omtvistede dokumenter i klagerens anmodning om aktindsigt. Inspektionen viste, at en betydelig del af oplysningerne i disse dokumenter udgjorde personoplysninger, som, hvis de blev videregivet, kunne gøre det muligt at identificere de enkelte ansatte i EIB, der blev undersøgt af OLAF. I betragtning af den vanskelige afvejning, der var nødvendig for at afgøre, om offentliggørelse kunne føre til identifikation af enkeltpersoner, og i betragtning af at EIB havde givet klageren et overblik over de opfølgende foranstaltninger, der var truffet, og de pålagte sanktioner, fandt Ombudsmanden, at EIB's afslag på at give fuld aktindsigt generelt var rimeligt. Hun afsluttede derfor sagen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser. Selv om en betydelig del af oplysningerne i de tilbageholdte dokumenter klart udgør personoplysninger, bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at en del af oplysningerne, selv om de var begrænsede, var af administrativ karakter og ikke udgjorde personoplysninger. Hun foreslog derfor, at EIB overvejer, om i det mindste nogle dele af dens disciplinære afgørelser, der indeholder rent administrative oplysninger, kan videregives uden risiko for videregivelse af personoplysninger.

Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) behandling af proceduremæssige aspekter i forbindelse med en whistleblowerrapport, som klageren [1] indgav i 2022. Whistleblowerrapporten vedrørte et påstået familieforhold mellem en ansættelsesansvarlig og den person, der blev ansat.

Klageren oplevede adfærd fra de påståede lovovertræderes side, som de mente udgjorde upassende adfærd (herunder chikane). Klageren anmodede om en relateret administrativ undersøgelse.

ECB besluttede at vurdere whistleblowerrapporten sammen med spørgsmålet om den påståede upassende adfærd. Den underrettede også klageren om, at de fremlagte beviser ikke berettigede indledningen af en administrativ undersøgelse. Klageren anfægtede begge punkter gennem en administrativ klage, som ECB afviste på grund af manglende individuel interesse (fælles behandling af de to spørgsmål) eller på grund af manglende anfægtelig afgørelse (manglende indledning af en administrativ undersøgelse).

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og anfægtede ECB's afgørelse om afvisning. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse anmodede klageren også Ombudsmanden om at se nærmere på behandlingen af whistleblowerrapporter og klager i ECB.

Ombudsmanden fandt, at ECB's begrundelse for at afvise klagerens administrative klage ikke var overbevisende.

Ombudsmanden bemærkede også, at der under hendes undersøgelse var sket en betydelig udvikling i sagen, og at relaterede interne undersøgelser på højt plan stadig var i gang. Desuden var ECB ved at færdiggøre en gennemgang på eget initiativ af sin rapporterings-, undersøgelses- og disciplinærramme. Under disse omstændigheder konkluderede Ombudsmanden, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser på daværende tidspunkt, og afsluttede undersøgelsen.

 

[1] Af hensyn til anonymiteten, herunder med hensyn til klagerens køn, henvises der i teksten til klageren som "de"/"deres"/"dem".

 

Sagen vedrørte, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) behandlede en underleverandør, der leverede ekspertise og tjenester i IT-sektoren. Ifølge klageren blev den ikke betalt fuldt ud for det arbejde, den havde udført. Efter at klagerens forhandlinger med hovedkontrahenten forblev resultatløse, henvendte klageren sig til Ombudsmanden og rejste tvivl om, hvordan EU-Udenrigstjenesten håndterede den pågældende tvist.

Ombudsmanden mindede om, at fraværet af et direkte kontraktforhold mellem en EU-institution og en underleverandør ikke fritager førstnævnte, der handler i sin egenskab af offentlig myndighed, fra sin forpligtelse til at respektere underleverandørens grundlæggende ret til god forvaltning. Denne forpligtelse omfatter bl.a. EU-institutionens pligt til at overvåge kontrahentens adfærd og om nødvendigt insistere på, at kontrahenten opfylder sine forpligtelser over for underkontrahenten. I den foreliggende sag bemærkede Ombudsmanden, at EU-Udenrigstjenesten havde sikret sig, at dens krav til projektleverancer og dokumentation blev meddelt underleverandøren omhyggeligt af hovedkontrahenten, og at EU-Udenrigstjenesten havde foretaget betalinger for det validerede arbejde, der var udført. Generelt havde EU-Udenrigstjenesten gjort en lang række bestræbelser på at finde en løsning på de forskellige spørgsmål vedrørende underleverancer.

Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen med den konklusion, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra EU-Udenrigstjenestens side.

Sagen drejede sig om, hvordan Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) behandlede anmodninger om fornyet gennemgang fra en ansøger, som ikke fik medhold i to udvælgelsesprocedurer. Klageren hævdede bl.a., at EPSO ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til hans bekymringer, og satte spørgsmålstegn ved, om EPSO havde gennemgået hans resultater på passende vis.

Efter at Ombudsmanden indledte undersøgelsen, fremsendte EPSO yderligere svar til klageren. Ombudsmanden fandt, at der var uoverensstemmelser mellem disse og de svar, han oprindeligt modtog, og at det ikke var klart, om EPSO rent faktisk reviderede sine oprindelige afgørelser. I løbet af undersøgelsen gav EPSO yderligere præciseringer for at forklare dette.

Ombudsmanden afsluttede sagen og fandt, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser, da EPSO i sidste ende gav rimelige forklaringer på, hvordan det behandlede klagerens anmodninger om fornyet behandling. Undersøgelsen afslørede imidlertid problemer med EPSO's standardsvar på anmodninger om fornyet gennemgang. For at afhjælpe disse fremsatte Ombudsmanden et forslag til forbedring til EPSO og anmodede det om i fremtiden at sikre, at ansøgere, der har indgivet en anmodning om fornyet gennemgang, modtager et klart, præcist og fuldstændigt svar, der informerer dem om, hvorvidt der har fundet en fornyet gennemgang sted, og om årsagerne til EPSO's afgørelse.

 

Sagen vedrørte Europa-Parlamentets afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende to undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedrørende forseelser begået af ansatte. Ved afslaget på aktindsigt påberåbte Parlamentet sig fire undtagelser i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt med den begrundelse, at udbredelse ville være til skade for privatlivets fred og integriteten for de personer, der er berørt af OLAF's undersøgelser, formålet med disse undersøgelser, igangværende retssager og dets beslutningsproces.

Ombudsmandens undersøgelseshold inspicerede de omtvistede dokumenter, og på grundlag af inspektionen fandt Ombudsmanden, at det for så vidt angår dokumenterne vedrørende en af undersøgelserne var rimeligt for Parlamentet at anvende den generelle formodning om hemmeligholdelse, som EU-institutionerne kan påberåbe sig, mens OLAF's undersøgelser er i gang, og så længe der ikke er forløbet en rimelig frist for opfølgningsaktiviteter fra de myndigheder, der gennemfører OLAF's henstillinger. 

I betragtning af de særlige omstændigheder i forbindelse med de to omhandlede OLAF-undersøgelser fandt Ombudsmanden også, at Parlamentet havde været berettiget til at antage, at redigering af dokumenterne ikke ville efterlade noget materielt indhold, da de indeholder en betydelig mængde personoplysninger. Da klageren ikke havde fastslået et behov for videregivelse af personoplysningerne til et specifikt formål i offentlighedens interesse som krævet i EU-lovgivningen om databeskyttelse, fandt Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser og afsluttede sagen.

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) opsagde kontrakten med en ekstern ekspert efter påstande om uprofessionel adfærd over for tolke under en asylstøttemission. Klageren hævdede, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, at han ikke var blevet behørigt informeret om indholdet af påstandene, at hans ret til forsvar ikke var blevet overholdt, og at de trufne foranstaltninger var uforholdsmæssige. EUAA fastholdt, at opsigelsen af kontrakten var baseret på flere troværdige rapporter om forseelser, at klageren var blevet underrettet om betænkelighederne gennem møder og anden kommunikation, og at fortrolighedshensyn begrænsede offentliggørelsen af visse oplysninger.

Ombudsmanden fandt, at selv om selve opsigelsesskrivelsen ikke klart og tilstrækkeligt angav den faktuelle og retlige begrundelse for afgørelsen, viste den bredere sammenhæng, at EUAA havde haft kontakt med klageren ved flere lejligheder forud for opsigelsen af hans kontrakt. Ombudsmanden mente, at klageren var blevet gjort opmærksom på arten af bekymringerne og havde fået mulighed for at svare. EUAA havde også forsøgt at afhjælpe situationen ved hjælp af mindre strenge foranstaltninger, inden den fortsatte med at bringe aftalen til ophør. Selv om det ville have været mere i overensstemmelse med god administrativ praksis for EUAA at føre mere strukturerede registre og give en mere detaljeret begrundelse i opsigelsesskrivelsen, konstaterede Ombudsmanden ikke et åbenbart urigtigt skøn eller en proceduremangel, der var tilstrækkelig alvorlig til at udgøre fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser i EUAA's håndtering af afgørelsen om at opsige klagerens kontrakt.