Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet (EUSPA) behandlede en klage fra en medarbejder, der var ansat gennem en ekstern kontrahent, med påstand om psykisk chikane fra deres tilsynsførendes side.

Ombudsmanden fandt, at EUSPA tog påstandene alvorligt, indledte en administrativ undersøgelse, afhørte relevante personer og vidner og nåede frem til en konklusion efter denne undersøgelse. EUSPA fulgte dermed de gældende proceduremæssige rammer. Ombudsmanden fandt ingen tegn på et åbenbart urigtigt skøn og dermed ingen fejl eller forsømmelser i EUSPA's behandling af klagen over chikane.

Ombudsmanden fremsatte ikke desto mindre et forslag til EUSPA om at udvikle bedre kommunikationsmetoder for denne type klager over chikane for at sikre, at personer, der ikke er omfattet af de proceduremæssige garantier i EU's personalevedtægt, modtager klare og konsekvente oplysninger under hele proceduren, herunder behørig begrundelse, når proceduren er afsluttet.

Sagen vedrørte, hvordan Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) håndterede klagerens genindtræden efter en periode med tjenestefrihed af personlige årsager. Klageren mente, at EMSA ikke havde genansat hende så hurtigt som muligt, efter at hun havde anmodet om at vende tilbage til arbejdet i 2022, og hævdede, at hendes anciennitet og løntrin som følge heraf burde genberegnes, som om hun var blevet genansat fra denne dato.

Ombudsmanden fandt, at EMSA havde vurderet klagerens egnethed til alle relevante ledige stillinger, der opstod i den pågældende periode, og havde givet hende den prioritet, der kræves i henhold til de gældende regler. Ombudsmanden fandt ingen beviser for en åbenbar fejl i EMSA's vurdering af, at disse ledige stillinger ikke var egnede til klageren, og der var derfor intet grundlag for at konkludere, at hendes genindtræden var blevet fejlagtigt forsinket. Undersøgelsen fremhævede ikke desto mindre betydningen af klare oplysninger, regelmæssig opfølgning og solid dokumentation i tilfælde, hvor genansættelse efter orlov af personlige årsager er forsinket.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Samtidig fremsatte Ombudsmanden et forslag til forbedring af, at EMSA bør sikre, at medarbejdere, der anmoder om tjenestefrihed af personlige årsager af mere end seks måneders varighed, informeres klart om de potentielle risici ved en forsinket genansættelse, og at medarbejdere, der afventer genansættelse, modtager regelmæssige opdateringer om, hvordan deres profiler vurderes i forhold til ledige stillinger.

Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet (EUSPA) behandlede en klage fra en medarbejder, der var ansat gennem en ekstern kontrahent, med påstand om psykisk chikane fra deres tilsynsførendes side.

Ombudsmanden fandt, at EUSPA tog påstandene alvorligt, indledte en administrativ undersøgelse, afhørte relevante personer og vidner og nåede frem til en konklusion efter denne undersøgelse. EUSPA fulgte dermed de gældende proceduremæssige rammer. Ombudsmanden fandt ingen tegn på et åbenbart urigtigt skøn og dermed ingen fejl eller forsømmelser i EUSPA's behandling af klagen over chikane.

Ombudsmanden fremsatte ikke desto mindre et forslag til EUSPA om at udvikle bedre kommunikationsmetoder for denne type klager over chikane for at sikre, at personer, der ikke er omfattet af de proceduremæssige garantier i EU's personalevedtægt, modtager klare og konsekvente oplysninger under hele proceduren, herunder behørig begrundelse, når proceduren er afsluttet.

Sagen vedrørte Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) afslag på at give fuld aktindsigt i dokumenter vedrørende undersøgelser og henstillinger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). EIB identificerede en lang række dokumenter som værende omfattet af klagerens anmodning, herunder OLAF's endelige rapporter og henstillinger samt EIB's egne disciplinære afgørelser. EIB gav delvis aktindsigt i ti af de 13 identificerede endelige OLAF-rapporter, men afslog at give aktindsigt i de resterende dokumenter i deres helhed. Med hensyn til EIB's disciplinære afgørelser fremlagde EIB et resumé af de disciplinære opfølgningsforanstaltninger, der var truffet. I denne forbindelse støttede EIB sig på undtagelser til aktindsigt i sine gennemsigtighedsregler og gjorde gældende, at fuld udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af personoplysninger, formålet med undersøgelser og dens beslutningsproces.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse, og hendes undersøgelseshold undersøgte de omtvistede dokumenter i klagerens anmodning om aktindsigt. Inspektionen viste, at en betydelig del af oplysningerne i disse dokumenter udgjorde personoplysninger, som, hvis de blev videregivet, kunne gøre det muligt at identificere de enkelte ansatte i EIB, der blev undersøgt af OLAF. I betragtning af den vanskelige afvejning, der var nødvendig for at afgøre, om offentliggørelse kunne føre til identifikation af enkeltpersoner, og i betragtning af at EIB havde givet klageren et overblik over de opfølgende foranstaltninger, der var truffet, og de pålagte sanktioner, fandt Ombudsmanden, at EIB's afslag på at give fuld aktindsigt generelt var rimeligt. Hun afsluttede derfor sagen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser. Selv om en betydelig del af oplysningerne i de tilbageholdte dokumenter klart udgør personoplysninger, bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at en del af oplysningerne, selv om de var begrænsede, var af administrativ karakter og ikke udgjorde personoplysninger. Hun foreslog derfor, at EIB overvejer, om i det mindste nogle dele af dens disciplinære afgørelser, der indeholder rent administrative oplysninger, kan videregives uden risiko for videregivelse af personoplysninger.

Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) behandling af proceduremæssige aspekter i forbindelse med en whistleblowerrapport, som klageren [1] indgav i 2022. Whistleblowerrapporten vedrørte et påstået familieforhold mellem en ansættelsesansvarlig og den person, der blev ansat.

Klageren oplevede adfærd fra de påståede lovovertræderes side, som de mente udgjorde upassende adfærd (herunder chikane). Klageren anmodede om en relateret administrativ undersøgelse.

ECB besluttede at vurdere whistleblowerrapporten sammen med spørgsmålet om den påståede upassende adfærd. Den underrettede også klageren om, at de fremlagte beviser ikke berettigede indledningen af en administrativ undersøgelse. Klageren anfægtede begge punkter gennem en administrativ klage, som ECB afviste på grund af manglende individuel interesse (fælles behandling af de to spørgsmål) eller på grund af manglende anfægtelig afgørelse (manglende indledning af en administrativ undersøgelse).

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og anfægtede ECB's afgørelse om afvisning. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse anmodede klageren også Ombudsmanden om at se nærmere på behandlingen af whistleblowerrapporter og klager i ECB.

Ombudsmanden fandt, at ECB's begrundelse for at afvise klagerens administrative klage ikke var overbevisende.

Ombudsmanden bemærkede også, at der under hendes undersøgelse var sket en betydelig udvikling i sagen, og at relaterede interne undersøgelser på højt plan stadig var i gang. Desuden var ECB ved at færdiggøre en gennemgang på eget initiativ af sin rapporterings-, undersøgelses- og disciplinærramme. Under disse omstændigheder konkluderede Ombudsmanden, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser på daværende tidspunkt, og afsluttede undersøgelsen.

 

[1] Af hensyn til anonymiteten, herunder med hensyn til klagerens køn, henvises der i teksten til klageren som "de"/"deres"/"dem".