Sagen vedrørte en anmodning om offentlig adgang til udvekslinger mellem Kommissionen, en organisation med hjemsted i USA og Europol om spørgsmålet om seksuelt misbrug af børn. Klageren indgav sin anmodning til Kommissionen i november 2024.

Kommissionen svarede første gang i marts 2025. Retten identificerede 14 dokumenter som værende omfattet af begæringen, gav delvis aktindsigt i 11 dokumenter og afslog at give aktindsigt i tre dokumenter i deres helhed. I den forbindelse hævdede Kommissionen, at udbredelse kunne skade privatlivets fred, offentlighedens interesser med hensyn til offentlig sikkerhed og dens egen beslutningsproces.

Klageren anfægtede Kommissionens afgørelse ved at indgive en "genfremsat begæring" i april 2025. I mangel af et svar henvendte klageren sig til Ombudsmanden i juli 2025.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af Kommissionens implicitte afslag på aktindsigt og anmodede som et første skridt Kommissionen om hurtigst muligt at vedtage et udtrykkeligt svar på klagerens genfremsatte begæring. I mangel af svar inden for den fastsatte frist undersøgte Ombudsmandens undersøgelseshold de pågældende dokumenter.

Kommissionen svarede klageren i marts 2026 og gav (bredere) delvis aktindsigt i alle 14 dokumenter. Klageren anfægtede i sine bemærkninger til Kommissionens bekræftende afgørelse ikke de resterende redigeringer. Ombudsmanden fandt derfor, at klagen over Kommissionens implicitte afslag var blevet afgjort ved den delvise aktindsigt, der nu er givet. Når det er sagt, beklager Ombudsmanden Kommissionens forsinkelse med behandlingen af klagerens anmodning om aktindsigt, som fortsatte, selv efter at hun indledte sin undersøgelse. Ombudsmanden overvåger fortsat nøje spørgsmålet om forsinkelser på grundlag af de klager, der er indgivet til hende.

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i dokumenter, som Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) var i besiddelse af, vedrørende agenturets samarbejde med myndighederne i medlemsstaterne, Det Forenede Kongerige og Frontex om bekæmpelse af smugling i Den Engelske Kanal. Europol identificerede 197 dokumenter som værende omfattet af anmodningen og gav afslag på aktindsigt i dem alle. Ved at give afslag på aktindsigt gjorde Europol gældende, at udbredelsen af dokumenterne ville være til skade for beskyttelsen af offentlighedens interesser med hensyn til den offentlige sikkerhed og dens internationale forbindelser. 

Ombudsmandens undersøgelseshold inspicerede stikprøver af de omtvistede dokumenter og mødtes med repræsentanter for Europol. På grundlag heraf og i betragtning af den vide skønsmargen, som EU's institutioner og agenturer har, når de mener, at den offentlige sikkerhed og internationale forbindelser er i fare, fandt Ombudsmanden, at Europols afgørelse om at nægte aktindsigt ikke var åbenbart forkert.

Da de offentlige interesser, der er på spil, ikke kan erstattes af en anden offentlig interesse, der anses for vigtigere, afsluttede Ombudsmanden undersøgelsen og konstaterede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra Europols side.

Sagen vedrørte den tid, det tog Europa-Kommissionen at sikre Spaniens opfyldelse af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol vedrørende Spaniens nationale regler om statens ansvar for overtrædelser af EU-retten. Klageren var bekymret over, at Kommissionen ikke traf rettidige og effektive foranstaltninger til at sikre Spaniens opfyldelse af dommen.  

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen generelt havde fulgt sagen aktivt fra dommens vedtagelse. Selv om der var en periode på ca. et år, der ikke viste nogen dokumenterede tegn på, at Kommissionen havde truffet nogen foranstaltninger, kunne den tid, det tog at forfølge sagen, delvis tilskrives situationen i Spanien. Ombudsmanden fandt desuden Kommissionens holdning rimelig, nemlig at når en medlemsstat viser vilje til at træffe foranstaltninger, kan en dialog være den mest effektive vej frem.

Ombudsmanden konkluderede derfor, at der i betragtning af de skridt, som Kommissionen hidtil har taget, herunder den nylige åbningsskrivelse til Spanien, og i betragtning af sagens omstændigheder, der forklarer tidsplanen for Kommissionens foranstaltninger, ikke var grundlag for yderligere undersøgelser på det pågældende tidspunkt, og afsluttede sagen.

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i en tale holdt af den viceadministrerende direktør for Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol). Europol identificerede et briefingnotat, der indeholdt den relevante tale, som værende omfattet af klagerens anmodning om adgang. Den gav bred aktindsigt i dokumentet, men redigerede en del af talen om organisatoriske forslag og diskussionspunkter vedrørende agenturets fremtid. I denne forbindelse påberåbte Europol sig to undtagelser i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt og gjorde gældende, at udbredelsen heraf ville være til skade for offentlighedens interesser med hensyn til den offentlige sikkerhed og en beslutningsproces. 

Klageren anmodede Europol om at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse (ved at indgive en "genfremsat begæring"), men Europol fastholdt sit synspunkt om, at oplysninger vedrørende agenturets fremtid, som der stadig pågår drøftelser om, ikke kan videregives.

På grundlag af en inspektion af det ønskede dokument var Ombudsmanden ikke overbevist af Europols forklaring om, at dets videre udbredelse ville være til skade for offentlighedens interesser med hensyn til den offentlige sikkerhed eller beslutningsprocessen vedrørende agenturets fremtid. Når det er sagt, bemærkede Ombudsmanden, at der blev afholdt en meget lignende drøftelse om Europols fremtid i Gruppen for Fælles Parlamentarisk Kontrol med Europol, som blev livestreamet af Europa-Parlamentet. Ombudsmanden så i den forbindelse ikke noget nyttigt formål med at fortsætte sin undersøgelse. Hun foreslog imidlertid, at Europol genovervejede sin holdning i lyset af hendes bemærkninger og indholdet af den offentlige debat i Gruppen for Fælles Parlamentarisk Kontrol med henblik på at give yderligere aktindsigt i det ønskede dokument.