Sagen vedrørte Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) klagemekanismes påståede manglende rettidige behandling af en klage. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at forsinkelsen var berettiget på grund af kompleksiteten af klagens genstand. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser fra EIB's side.

Sagen vedrørte Kommissionens undladelse af at besvare klagerens korrespondance i forbindelse med en finansiel revision på medlemsstatsniveau. Efter Ombudsmandens indgriben svarede Kommissionen. Den videregav det dokument, som klageren havde anmodet om, men redigerede nogle personoplysninger (navne på fysiske personer). Ombudsmanden fandt, at Kommissionen korrekt begrundede redigeringen i henhold til forordning 45/2001.

Denne undersøgelse på eget initiativ vedrører, hvordan Kommissionen sikrer, at de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, overholdes, når EU's samhørighedspolitik gennemføres af medlemsstaterne. Den blev iværksat, da Unionen indledte en ny syvårig finansieringsperiode, der dækker 2014-2020, under en ny retlig ramme.

EU's samhørighedspolitik har til formål at mindske forskellene mellem udviklingsniveauerne i de forskellige regioner i EU. I betragtning af Unionens synlighed i de projekter, der finansieres gennem samhørighedspolitikken – fra forbedring af beredskabstjenesterne i Rumænien til fjernelse af minefelter i Kroatien – mener Ombudsmanden, at Kommissionen bør gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre respekten for de grundlæggende rettigheder, efterhånden som pengene anvendes. Det forhold, at Kommissionen ikke er direkte ansvarlig for forvaltningen af midlerne, bør aldrig bruges som en grund til ikke at handle, hvis de grundlæggende rettigheder er blevet eller risikerer at blive krænket.

Undersøgelsen på eget initiativ har inddraget Kommissionen, de nationale ombudsmænd og repræsentanter for civilsamfundet. På grundlag af deres feedback har Ombudsmanden udarbejdet otte retningslinjer for forbedringer for at støtte Kommissionen, da den fører tilsyn med medlemsstaterne på dette område.

Klageren underrettede OLAF om påstået dårlig forvaltning af EU-midler i Grækenland. OLAF anerkendte ikke klagerens korrespondance og underrettede heller ikke klageren om, hvilke foranstaltninger det havde truffet, og om resultatet heraf. Efter Ombudsmandens indgriben erkendte OLAF de proceduremæssige mangler i sin behandling af sagen og undskyldte. Det har også taget skridt til at undgå lignende situationer i fremtiden. Endelig underrettede OLAF klageren om de skridt, det havde taget med hensyn til sagens realitet. Ombudsmanden konkluderede, at OLAF havde afgjort klagen. Ombudsmanden fremsatte imidlertid en yderligere bemærkning med henblik på at forbedre OLAF's procedurer for så vidt angår dets overvågning af afsluttede sager, der fremsendes til kompetente nationale myndigheder.

Sagen vedrørte en svensk virksomhed, der deltog i et projekt finansieret af Europa-Kommissionens RP7-program. Mens projektet blev gennemført, besluttede Kommissionen at revidere virksomheden. Virksomheden var uenig i revisionsresultaterne og indgav, efter at Kommissionen havde bekræftet dem, en klage til Den Europæiske Ombudsmand med påstand om manglende objektivitet fra Kommissionens side og manglende overholdelse af de gældende regler.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Revisionsresultaterne vedrørende virksomhedens arbejdskraftomkostninger var navnlig baseret på de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed på det relevante tidspunkt. Hun foreslog klageren, at den, hvis den har yderligere beviser, overvejer at forelægge dem for Kommissionen til overvejelse. Med hensyn til beregningen af virksomhedens produktionstid syntes de oplysninger, som klageren fremlagde, ikke at være tilstrækkelige til, at Kommissionen kunne beregne den faktiske individuelle produktionstid i overensstemmelse med kravene i RP7-reglerne. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen.

Klageren er en italiensk virksomhed. I 2008 indgik den en tilskudsaftale med EACI inden for rammerne af EU's Marco Polo II-program, som støtter foranstaltninger, der har til formål at overføre gods fra vejtransport til andre, mere miljøvenlige transportmidler.

Den foranstaltning, som klageren foreslog, vedrørte den italienske keramiske industris eksport til Spanien og blev tildelt et tilskud på op til 4 mio. EUR. På grund af den globale økonomiske krise og det pludselige fald på det spanske boligmarked faldt efterspørgslen efter transport af keramik fra Italien til Spanien imidlertid drastisk efter undertegnelsen af tilskudsaftalen. EACI accepterede derfor klagerens anmodning om at suspendere gennemførelsen af foranstaltningen. Da klageren ikke havde været i stand til at genoptage projektet, opsagde den i juni 2010 tilskudsaftalen og meddelte klageren, at den havde 60 dage til at indsende en endelig rapport og anmode om en endelig betaling. Klageren indgav først en anmodning om en endelig betaling på 2 mio. EUR i januar 2011. Efter EACI's opfattelse var det for sent.

I sin klage til Den Europæiske Ombudsmand hævdede klageren, at EACI havde handlet uretfærdigt. Klageren gjorde gældende, at forsinkelsen med indgivelsen af anmodningen om endelig betaling var begrundet i klagerens forsøg på i god tro at genoptage sagen, og at EACI i mangel af en endelig rapport i det mindste burde have baseret sig på de tal, der fremgik af en foreløbig rapport, som blev forelagt klageren i oktober 2009. EACI var af den opfattelse, at det fuldt ud havde overholdt bestemmelserne i tilskudsaftalen.

Ombudsmanden mindede om, at begrebet god forvaltning er bredere end begrebet lovlighed. Ombudsmanden understregede, at selv om EACI ikke var retligt forpligtet hertil, forhindrede tilskudsaftalen det ikke i at acceptere forsinkede anmodninger om endelig betaling. I lyset af i) den særligt alvorlige indvirkning, som den økonomiske krise havde på klagerens projekt, og ii) det forhold, at EACI allerede havde godkendt den foreløbige rapport, der blev forelagt i oktober 2009, fandt Ombudsmanden, at agenturets beslutning om at afvise klagerens anmodning om endelig betaling ikke var helt rimelig. Ombudsmanden fremsatte derfor et forslag til en mindelig løsning og opfordrede EACI til at vurdere klagerens anmodning om en endelig betaling på 2 mio. EUR på grundlag af klagerens foreløbige rapport fra oktober 2009. EACI accepterede forslaget, og Ombudsmanden afsluttede sagen.