(Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand (1))

Komplekset

I 1990'erne indgav klageren, Internationaler Hilfsfonds e.V., en tysk NGO (2), forskellige anmodninger om finansiel bistand til Europa-Kommissionen, herunder Kommissionens Afdeling for Humanitær Bistand ("ECHO"). Disse anmodninger gav anledning til en række klager til Den Europæiske Ombudsmand (f.eks. klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) og til retssager ved Fællesskabets retsinstanser (f.eks. sag T-372/02 og sag C-521/03 P).

I disse sager spillede et brev fra Auswärtiges Amt (det tyske udenrigsministerium) til ECHO den 15. marts 1995 en vis rolle. Dette brev (som er affattet på engelsk) vedrører følgende bemærkning vedrørende klageren:

"Deres aktiviteter har givet anledning til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang."

I et brev til ECHO af 15. november 2001 gjorde det tyske udenrigsministerium under henvisning til sit brev af 15. marts 1995 opmærksom på, "at anklagemyndigheden ved den regionale domstol i Gießen ifølge de oplysninger, vi har modtaget, frafaldt anklagerne mod Dr. Koch og tre andre ansatte ved Internationaler Hilfsfonds e.V. den 30. april 1996."

I sine indlæg til Ombudsmanden og Fællesskabets retsinstanser i ovennævnte sager henviste Kommissionen til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren i Tyskland.

De relevante erklæringer er følgende (3):

"Det fremgik af den sene korrespondance, at anklagerne var blevet rejst mod Dr. Koch og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds (..)."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 40)

"På baggrund af de oplysninger, der er modtaget fra det tyske udenrigsministerium, og som indeholder oplysninger om en igangværende retsforfølgning, besluttede ECHO at suspendere behandlingen af Internationaler Hilfsfonds' ansøgning, indtil der foreligger yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 45)

"Med hensyn til spørgsmålet om direktørernes hæderlighed var Kommissionen særlig bekymret over, at Koch på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet, undlod at nævne, at der var indledt en straffesag mod ham og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds. Da der utvivlsomt var tale om en relevant omstændighed, som var blevet udeladt i stævningen, ville Kommissionen, så snart denne omstændighed var kommet frem, med rette have afvist sagsøgerens stævning in limine."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 105)

"...Dr. Koch (formand for IH) forsøgte at få aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af, for at finde ud af, hvem i Auswärtiges Amt der i 1995 havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod Internationaler Hilfsfonds."

(Kommissionens svarskrift i sag C-521/03 P, punkt 86)

"Det skal bemærkes, at e-mailen af 8.8.2001 bl.a. havde til formål at anmode om ajourførte oplysninger om udviklingen i retssagen mod IH i Tyskland, uanset hvor sekundær den måtte være."

(Kommissionens udtalelse af 24. juni 2004 om klage 745/2004/GG)(4)

"(...) Kommissionen er forpligtet til at påpege, at der på tidspunktet for indgivelsen af hans ansøgning om undertegnelse af rammepartnerskabsaftalen var indledt straffesager mod Koch i Tyskland."

(Kommissionens udtalelse af 13. januar 2005 om klage 2862/2004/GG)

Ifølge klageren havde anklagemyndigheden ved Landgericht Gießen blot foretaget en indledende undersøgelse ("Ermittlungsverfahren") af Dr. Koch og tre andre personer og ikke af sig selv (dvs. klageren). Desuden blev denne indledende undersøgelse afsluttet til fordel for de berørte personer den 30. april 1996. Klageren understregede, at Kommissionen var blevet underrettet herom ved flere lejligheder, begyndende med en skrivelse til Kommissionen den 21. maj 1996.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren derfor, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

Klageren påpegede, at dennes advokat ved brev af 5. august 2005 havde anmodet Kommissionen om at underskrive et sådant tilsagn senest den 19. august 2005. Ifølge klageren var dette brev ikke blevet besvaret på det tidspunkt, hvor denne klage blev indgivet i september 2005.

Klageren understregede, at den som en velgørende organisation var særlig afhængig af, at offentligheden havde tillid til den. Spredning af ukorrekte oplysninger, som var tilbøjelige til at underminere denne tillid, var derfor en meget alvorlig sag.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

I sit svar i sag 745/204/GG havde Kommissionen ikke henvist til "straffesager", "retsforfølgning" eller "tiltale", men anvendte i stedet udtrykket "retslige procedurer". Kommissionen havde anvendt udtrykket "straffesag" i sin udtalelse i sag 2862/2004/GG. Med hensyn til Kommissionens forelæggelse for Retten i Første Instans i sag T-372/02 henviste Kommissionen til "straffesager", "retsforfølgning" og "anklager".

Enhver erklæring i Kommissionens indlæg for Retten eller Domstolen under en retssag som sag T-372/02 blev imidlertid udelukkende afgivet med henblik på retsforhandlingerne, og de oplysninger, der blev afgivet under den skriftlige forhandling, var kun kendt af parterne og Retten. Tredjeparter havde ikke adgang til den. De erklæringer, der blev afgivet for Domstolen, kunne derfor kun prøves af Retten og kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling med henblik på dette klagepunkt.

Kommissionen vil ikke desto mindre behandle klagerens bemærkninger i en ånd af godt samarbejde med Ombudsmanden.

For det første var de pågældende henvisninger baseret på oplysninger modtaget i et brev til Kommissionen fra det tyske udenrigsministerium den 15. marts 1995. I dette brev hedder det med hensyn til klageren: "Deres aktiviteter har givet anledning til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang."

Retten kunne ikke have været og blev heller ikke vildledt af Kommissionens erklæring i svarskriftet for så vidt angår de tyske myndigheders udtryk, idet Kommissionen vedlagde sit indlæg en kopi af ovennævnte skrivelse af 15. marts 1995. Desuden havde den i det dokument, som klageren indgav til Retten i Første Instans den 4. juli 2003, besvaret denne specifikke passage i Kommissionens svarskrift samt andre passager, som klageren anså for at være baseret på en "række betænkeligheder, misforståelser og endda bagvaskelse".

Dette dokument indgik i sagsakterne i Rettens skriftlige indlæg efter en udtrykkelig afgørelse truffet af Rettens præsident. Som følge heraf rådede Retten over alle relevante oplysninger. I sin kendelse af 15. oktober 2003 citerede Domstolen de nøjagtige udtryk, som det tyske udenrigsministerium havde anvendt i sin skrivelse.

Da udtalelserne i Kommissionens indlæg kun var kendt af parterne og Retten, og da ingen tredjemand havde adgang til dem, kunne de ikke betragtes som ærekrænkende.

Med hensyn til indlæggene i sagerne for Ombudsmanden var Kommissionens henvisninger til "retslige procedurer" og "straffesager" ligeledes baseret på ordlyden af brevet fra det tyske udenrigsministerium.

Ombudsmanden havde modtaget en kopi af dette brev. Henvisningen heri til "retslige procedurer" kunne derfor næppe være blevet misforstået af Ombudsmanden på den måde, som klageren hævder.

Klagerens påstand om, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager" i dens indlæg for Fællesskabets retsinstanser og ombudsmanden var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende, var således uantagelig for så vidt angår indlæggene for Fællesskabets retsinstanser og ubegrundet i begge sager.

Klagernes bemærkninger

Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger (37 sider og forskellige bilag), som kan sammenfattes som følger:

• Ombudsmanden kunne ikke længere undgå at konstatere, at Kommissionen havde løjet og begået forsætlig svig.
• Henvisningen til "retslige procedurer" havde samme alvorlige betydning som henvisningen til "straffesager".
• Kommissionen havde forsætligt og i ond tro gjort Retten opmærksom på de urigtige oplysninger i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Ved ikke at fremsende det tyske udenrigsministeriums skrivelse til Kommissionen af 15. november 2001, hvori skrivelsen af 15. marts 1995 blev berigtiget, havde Kommissionen forsætligt vildledt, vildledt og løjet for Retten.
• Domstolen var blevet offer for dette bedrag, eftersom punkt 11 i kendelsen, som fandtes under overskriften "Fakta", havde følgende ordlyd: "Den 15. marts 1995 meddelte Auswärtiges Amt ECHO som svar på denne anmodning, at IH's aktiviteter havde givet anledning til officiel retsforfølgning."
• Indholdet af klageprocedurerne var tilgængeligt for alle via internettet. Ombudsmanden havde endda overdrevet detaljeret fremlagt Kommissionens ukorrekte erklæringer.
• ECHO havde spredt sine forkerte beskyldninger mod klageren til en lang række generaldirektorater i Kommissionen og dermed skadet klagerens omdømme ud over, hvad der var acceptabelt.
• Ombudsmanden havde ophøjet Kommissionens ukorrekte udtalelser til fakta.
• I betragtning af, at Kommissionen havde forsinket sagen, var en undskyldning nu obligatorisk.

Klageren fremsatte også detaljerede bemærkninger til, hvad den anså for at være ECHO's diskriminerende behandling af ansøgningen. Den fremsatte også bemærkninger til spørgsmål vedrørende Kommissionens behandling af begæringer om aktindsigt.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkninger

1.1 I 1990'erne indgav klageren, Internationaler Hilfsfonds e.V., en tysk NGO (5), forskellige anmodninger om finansiel bistand til Europa-Kommissionen, herunder Kommissionens Afdeling for Humanitær Bistand ("ECHO"). Disse anmodninger gav anledning til en række klager til Den Europæiske Ombudsmand (f.eks. klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) og til retssager ved Fællesskabets retsinstanser (f.eks. sag T-372/02 og sag C-521/03 P). I sine indlæg til Ombudsmanden og Fællesskabets domstole henviste Kommissionen til "straffesager", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren i Tyskland.

I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at disse henvisninger var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

1.2 I sin udtalelse bemærkede Kommissionen bl.a., at den i sit svar i sag 745/204/GG ikke havde henvist til "straffesager", "retsforfølgning" eller "tiltale", men i stedet brugt udtrykket "retslige procedurer". Den bemærkede også, at den havde anvendt udtrykket "straffesag" i sin udtalelse i sag 2862/2004/GG. I sine bemærkninger anførte klageren, at henvisningen til "retslige procedurer" havde samme alvorlige betydning som henvisningen til "straffesager".

1.3 Det skal bemærkes, at der i åbningsskrivelsen, hvori Ombudsmanden informerede Kommissionen om omfanget af sin undersøgelse, kun blev nævnt begreberne "straffesager", "retsforfølgning" og "tiltale". Det er imidlertid klart, at klageren også protesterer mod Kommissionens henvisninger til "retslige procedurer" og "straffesager". I sin udtalelse fremlagde Kommissionen argumenter for at begrunde sin brug af de nævnte udtryk, herunder de to udtryk, der ikke var nævnt i Ombudsmandens åbningsskrivelse. Ombudsmanden finder det derfor både legitimt og hensigtsmæssigt at undersøge Kommissionens brug af alle fem udtryk i denne afgørelse.

1.4 I sine bemærkninger rejste klageren tre spørgsmål, der klart går ud over undersøgelsens omfang, som det fremgik af åbningsskrivelsen. Disse spørgsmål kan sammenfattes som følger: i) Kommissionen havde løjet og begået forsætlig svig ii) Kommissionen ved ikke at have forelagt Retten det tyske udenrigsministeriums skrivelse til Kommissionen af 15. november 2001 forsætligt havde vildledt, vildledt og løjet for Retten. ECHO havde spredt sine forkerte beskyldninger mod klageren til en lang række generaldirektorater i Kommissionen og dermed skadet klagerens omdømme ud over, hvad der var acceptabelt. Klageren fremsatte også detaljerede bemærkninger om, hvad den anså for at være ECHO's diskriminerende behandling af ansøgningen, og om spørgsmål vedrørende begæringer om aktindsigt.

1.5 Denne undersøgelse blev indledt med henblik på at undersøge anvendelsen af visse udtryk, som Kommissionen har anvendt i sine indlæg for Fællesskabets retsinstanser og ombudsmanden. Klagerens bemærkninger vedrører en lang række andre aspekter. En behandling af disse yderligere spørgsmål vil i realiteten kræve en væsentlig ny undersøgelse. Ombudsmanden mener derfor ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at udvide omfanget af denne undersøgelse til at omfatte disse yderligere aspekter. Nogle af de spørgsmål, som klageren henviste til, synes under alle omstændigheder at være omfattet af to yderligere undersøgelser, som i øjeblikket verserer for Ombudsmanden (klage 2283/2004/GG og undersøgelse på eget initiativ OI/4/2005/GG).

1.6 Klageren anførte i sine bemærkninger, at den mente, at Kommissionen burde have givet en undskyldning i den foreliggende sag. Klageren har således fremsat endnu en påstand. Ombudsmanden mener ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at forsinke den nuværende undersøgelse ved at anmode Kommissionen om en supplerende udtalelse om denne nye påstand. Klageren kan frit indgive en ny klage vedrørende dette spørgsmål efter at have foretaget de nødvendige forudgående henvendelser til Kommissionen. I betragtning af resultaterne af Ombudsmandens undersøgelse af den foreliggende sag (se punkt 2 nedenfor) forekommer det imidlertid tvivlsomt, om en undersøgelse af en sådan ny klage ville være berettiget.

1.7 Den foreliggende undersøgelse vedrører Kommissionens adfærd. I sin udtalelse fremsatte klageren også bemærkninger til Rettens og ombudsmandens tilgang. Ombudsmanden finder det derfor nyttigt at fremsætte et par bemærkninger for at afklare visse spørgsmål.

1.8 For så vidt angår Retten i Første Instans synes klageren at modsætte sig ordlyden af kendelsen af 15. oktober 2003, hvorved den afviste søgsmålet i sag T-372/02. I henhold til EF-traktatens artikel 195 ville ombudsmanden ikke kunne behandle en klage over en afgørelse fra Domstolen, eftersom en sådan klage ville vedrøre Fællesskabets retsinstansers judicielle virksomhed.

Det forekommer imidlertid nyttigt at bemærke, at klagerens antagelse om, at Retten begik en fejl ved at indsætte en bestemt sætning i den del af kendelsen, der beskriver de relevante faktiske omstændigheder, under alle omstændigheder er klart fejlagtig. Den relevante del af bekendtgørelsen har følgende ordlyd: "Den 15. marts 1995 meddelte Auswärtiges Amt ECHO som svar på denne anmodning, at IH's aktiviteter havde givet anledning til officiel retsforfølgning." Den relevante skrivelse fra det tyske udenrigsministerium havde følgende ordlyd: "Deres [klagerens] aktiviteter har givet anledning til officiel retsforfølgning, som stadig er i gang." Domstolen begrænser sig således åbenbart til at fastslå, hvad der faktisk skete, dvs. at det tyske udenrigsministerium gav ECHO sådanne oplysninger uden at udtale sig om, hvorvidt det tyske udenrigsministeriums erklæring var korrekt eller ej.

1.9 Lignende overvejelser gør sig gældende med hensyn til klagerens bemærkninger vedrørende Ombudsmanden. Det skal bemærkes, at klageren allerede i et brev af 8. juni 2005 af samme grund havde kritiseret to passager i Ombudsmandens afgørelser om klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG. I sit svar af 17. juni 2005 forklarede Ombudsmanden, at disse passager indeholdt en redegørelse for, hvad Kommissionen havde sagt, og ikke Ombudsmandens vurdering af disse udtalelser. Med henblik på at undgå enhver mulig misforståelse, uanset hvor fjern en sådan risiko synes at være, erklærede Ombudsmanden sig rede til at ændre den anden passage for at gøre sagen endnu klarere (6). Klagerens påstand om, at Ombudsmanden havde hævet ukorrekte udtalelser fra Kommissionen til rang af kendsgerninger, er således klart ubegrundet.

2 Angiveligt ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende henvisninger

2.1 Klageren hævdede, at Kommissionens henvisninger i sine indlæg til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte, bevidst vildledende og ærekrænkende. Den hævdede, at Kommissionen burde træffe de nødvendige korrigerende foranstaltninger, navnlig ved at forpligte sig til at afstå fra at fremsætte sådanne erklæringer i fremtiden.

2.2 Kommissionen fandt i sin udtalelse, at påstanden ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angik de anbringender, der var blevet fremført for Fællesskabets retsinstanser. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at påstanden under alle omstændigheder var ubegrundet.

2.3 I sine bemærkninger fastholdt klageren sin påstand.

Anbringendets antagelse til realitetsbehandling

2.4 I betragtning af Kommissionens standpunkt må det derfor først undersøges, om klagepunktet kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår Kommissionens anbringender for Fællesskabets retsinstanser.

2.5 Kommissionen var i sin udtalelse af den opfattelse, at enhver udtalelse, der blev afgivet i dens indlæg for Retten eller Domstolen under en retssag som sag T-372/02, udelukkende blev afgivet med henblik på retsforhandlingerne, og at de oplysninger, der blev afgivet under den skriftlige forhandling, kun var kendt af parterne og Retten. Tredjeparter havde ikke adgang til den. De erklæringer, der blev afgivet for Domstolen, kunne derfor kun prøves af Domstolen og kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling med henblik på det foreliggende klagepunkt.

2.6 Ombudsmanden bemærker, at han i henhold til EF-traktatens artikel 195 har ret til at modtage klager "over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer, med undtagelse af Domstolen og Retten i Første Instans under udøvelsen af deres domstolsfunktioner". Da denne klage er rettet mod Kommissionen og ikke mod Domstolen eller Retten i Første Instans, mener Ombudsmanden ikke, at Kommissionen har godtgjort, hvorfor han ikke skulle være i stand til at behandle denne klage for så vidt angår de indlæg, som Kommissionen har indgivet til Fællesskabets retsinstanser. Ombudsmanden er naturligvis opmærksom på, at hans undersøgelse i sådanne sager skal tage hensyn til formålet med ovennævnte bestemmelse, og at den derfor ikke kan omfatte spørgsmål, der er blevet behandlet af disse domstole selv. Det fremgår imidlertid, at hverken Retten eller Domstolen har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de anbringender, som Kommissionen har fremsat over for dem, indeholdt urigtige, bevidst vildledende og ærekrænkende erklæringer. Det er korrekt, at Kommissionen uden at blive anfægtet af klageren på dette punkt har gjort gældende, at klageren for Retten havde gjort gældende, at visse passager i Kommissionens svarskrift var baseret på en "række betænkeligheder, misforståelser og endog bagvaskelse". Selv hvis man antog, at klageren således ønskede at forelægge Domstolen de samme klagepunkter, som den har gjort gældende i den foreliggende sag, ville det imidlertid være nødvendigt at tage hensyn til, at Domstolen afviste klagerens søgsmål. Domstolen tog således ikke stilling til sagens realitet.

2.7 I lyset af klagens ordlyd mener Ombudsmanden, at han er nødt til at undersøge, om de udtryk, som Kommissionen anvendte, var i) ukorrekte, ii) forsætligt vildledende og iii) ærekrænkende.

Var de udtryk, som Kommissionen anvendte, ukorrekte?

2.8 Ombudsmanden mener, at det er god administrativ praksis for EU's institutioner og organer at sørge for, at deres erklæringer er korrekte, og straks rette eventuelle fejl.

2.9 Inden Ombudsmanden undersøger, om dette var tilfældet i den foreliggende sag, finder han det nødvendigt at præcisere de faktiske omstændigheder, som Kommissionens relevante erklæringer henviser til.

2.10 Det fremgår af de beviser, der er fremlagt for ham, at anklagemyndigheden ved Landgericht Gießen gennemførte en forundersøgelse ("Ermittlungsverfahren") mod Dr. Koch og tre andre personer og ikke mod klageren. Det fremgår endvidere, at denne indledende undersøgelse blev afsluttet til fordel for de berørte personer den 30. april 1996. Endelig bemærker Ombudsmanden, at det er helt klart, at Kommissionen blev underrettet om disse forhold ved flere lejligheder, begyndende med en skrivelse til Kommissionen den 21. maj 1996.

2.11 I henhold til tysk ret skal anklagemyndigheden efterforske, når den modtager oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået en strafbar handling (§ 160 i Strafprozeßordnung (strafferetsplejeloven)). Hvis denne indledende undersøgelse ("Ermittlungsverfahren") bekræfter den nævnte mistanke, forelægger anklagemyndigheden sagen for en straffedomstol og anmoder om indledning af en straffesag ("Strafverfahren").

2.12 På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at ingen af de udtryk, som Kommissionen anvendte, var korrekte. Når der foretages en indledende efterforskning, er det ikke hensigtsmæssigt at henvise til "straffesager", "retssager", en "straffesag", en "retsforfølgning" eller "anklager".

2.13 På baggrund af ovenstående var erklæringen i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995 om, at der var tale om en "offentlig retsforfølgning", således heller ikke korrekt. Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at denne erklæring blev fremsat. Hvis Kommissionens erklæringer skal fortolkes således, at de blot henviser til eller citerer det tyske udenrigsministeriums (ukorrekte) erklæring, kan de derfor ikke i sig selv anses for at være ukorrekte.

2.14 Ombudsmanden mener, at dette faktisk er tilfældet for så vidt angår følgende to erklæringer:

"På baggrund af de oplysninger, der er modtaget fra det tyske udenrigsministerium, og som indeholder oplysninger om en igangværende retsforfølgning, besluttede ECHO at suspendere behandlingen af Internationaler Hilfsfonds' ansøgning, indtil der foreligger yderligere oplysninger om den igangværende retsforfølgning."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 45)

"...Dr. Koch (formand for IH) forsøgte at få aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af, for at finde ud af, hvem i Auswärtiges Amt der i 1995 havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod Internationaler Hilfsfonds."

(Punkt 86 i Kommissionens svar i sag C-521/03 P)

Disse erklæringer henviser blot til det (ubestridte) forhold, at det tyske udenrigsministerium (ukorrekt) havde underrettet Kommissionen om, at der verserede en retssag mod klageren. De kan derfor ikke i sig selv anses for at være ukorrekte.

2.15 Situationen er imidlertid en anden for så vidt angår følgende tre udsagn:

"Det fremgik af den sene korrespondance, at anklagerne var blevet rejst mod Dr. Koch og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds (..)."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 40)

"Med hensyn til spørgsmålet om direktørernes hæderlighed var Kommissionen særlig bekymret over, at Koch på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet, undlod at nævne, at der var indledt en straffesag mod ham og tre andre ansatte i Internationaler Hilfsfonds. Da der utvivlsomt var tale om en relevant omstændighed, som var blevet udeladt i stævningen, ville Kommissionen, så snart denne omstændighed var kommet frem, med rette have afvist sagsøgerens stævning in limine."

(Kommissionens svarskrift i sag T-372/02 P, punkt 105)

"(...) Kommissionen er forpligtet til at påpege, at der på tidspunktet for indgivelsen af hans ansøgning om undertegnelse af rammepartnerskabsaftalen var indledt straffesager mod Koch i Tyskland."

(Kommissionens udtalelse af 13. januar 2005 om klage 2862/2004/GG)

Det fremgår umiddelbart, at disse erklæringer ikke henviser til nogen "retsforfølgning", der angiveligt verserede mod klageren (som det tyske udenrigsministerium fejlagtigt havde hævdet i sit brev af 15. marts 1995), men til "straffesager", "straffesager" og "anklager". Desuden henviser disse udtalelser til Dr. Koch og tre andre (unavngivne) personer. Den skrivelse, som det tyske udenrigsministerium havde sendt til ECHO den 15. marts 1995, indeholdt imidlertid ingen navne på personer. De pågældende erklæringer går således klart videre end blot at henvise til eller henvise til det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Erklæringerne er også faktuelt ukorrekte, da der (som forklaret i punkt 2.12 ovenfor) hverken verserede "straffesager" eller "straffesager" mod Dr. Koch, og der heller ikke var blevet rejst "tiltale" mod ham.

2.16 Det kan måske hævdes, at disse erklæringer blot afspejler den holdning, som Kommissionen indtog på det relevante tidspunkt. Da Kommissionen (ukorrekt) var blevet underrettet om, at der verserede en "retsforfølgning" mod klageren, kunne det hævdes, at de relevante udtalelser var baseret på disse (ukorrekte) oplysninger, og at en fortolkning af henvisningen til "offentlig retsforfølgning" i det tyske udenrigsministeriums brev som "straffesag" eller "straffesag" derfor ikke var urimelig på daværende tidspunkt.

Ombudsmanden mener imidlertid, at en sådan fortolkning er udelukket af to grunde. For det første blev de relevante erklæringer fremsat flere år efter de relevante begivenheder og gør det ikke klart (hvis dette faktisk var tilfældet), at de er baseret på Kommissionens viden og fortolkning på det pågældende tidspunkt. Anvendelsen af præsens i den anden erklæring synes endvidere at bekræfte, at Kommissionen afgav disse erklæringer på grundlag af det kendskab til de faktiske omstændigheder, som den var i besiddelse af på tidspunktet for indgivelsen af sine bemærkninger til Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden (i perioden 2003-2005). På det tidspunkt var Kommissionen imidlertid længe blevet underrettet om, at der kun havde været en indledende undersøgelse, ikke en "straffesag" eller en "straffesag". For det andet var »oplysningerne« om, at der verserede en retssag mod klageren, indeholdt i det tyske udenrigsministeriums skrivelse af 15. marts 1995. Klagerens anmodning om at underskrive fiskeripartnerskabsaftalen blev imidlertid først formelt indgivet til ECHO den 20. marts 1996 (7). Da ECHO ikke havde modtaget yderligere oplysninger om klageren fra det tyske udenrigsministerium siden den 15. marts 1995, kunne påstanden om, at der verserede "straffesager" eller "straffesager" mod klageren på det tidspunkt, hvor ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen blev indgivet, umuligt baseres på de "oplysninger", som det tyske udenrigsministerium fremlagde den 15. marts 1995, dvs. mere end et år tidligere.

2.17 Situationen er endnu mere åbenbar for så vidt angår den sidste af de ovennævnte erklæringer, der har følgende ordlyd:

"Det skal bemærkes, at e-mailen af 8.8.2001 bl.a. havde til formål at anmode om ajourførte oplysninger om udviklingen i retssagen mod IH i Tyskland, uanset hvor sekundær den måtte være."

(Kommissionens udtalelse af 24. juni 2004 om klage 745/2004/GG)

Da Kommissionen i 2001 længe var blevet underrettet om, at der ikke var nogen "retslig procedure", og at den indledende undersøgelse var blevet afsluttet i april 1996, forstår Ombudsmanden ikke, hvorfor Kommissionen alligevel henviste til en sådan "retslig procedure". Dette er så meget desto mere forvirrende, som selv den indledende undersøgelse, der var blevet gennemført, kun vedrørte Dr. Koch og tre andre personer, men ikke klageren (IH) selv.

2.18 På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionens henvisninger til "straffesager", "retssager", "straffesager" og "anklager" i dens indlæg til Fællesskabets retsinstanser og til Ombudsmanden selv var ukorrekte. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Var Kommissionens udtalelser bevidst vildledende?

2.19 Med hensyn til klagerens argument om, at de relevante erklæringer bevidst var vildledende, er Ombudsmanden af den opfattelse, at kun de fire erklæringer, der er anført i punkt 2.15 og i punkt 2.17, skal tages i betragtning her, da de erklæringer, der er nævnt i punkt 2.14, ikke var ukorrekte.

2.20 Med hensyn til disse øvrige udtalelser finder Ombudsmanden det nyttigt at påpege, at der ikke er noget, der tyder på, at de faktisk har vildledt Fællesskabets retsinstanser. Hvad angår Ombudsmanden selv, kan han forsikre klageren om, at Kommissionens udtalelser ikke gav anledning til vanskeligheder med hensyn til at få kendskab til sagens faktiske omstændigheder. Selv om de relevante udtalelser fra Kommissionen var ukorrekte, mener Ombudsmanden ikke, at klageren har godtgjort, at Kommissionen handlede med den hensigt at vildlede Fællesskabets retsinstanser og Ombudsmanden, da den afgav dem. Der kan derfor ikke konstateres fejl eller forsømmelser i denne henseende.

Var Kommissionens udtalelser ærekrænkende?

2.21 Med hensyn til klagerens argument om, at de relevante udtalelser var ærekrænkende, mener Ombudsmanden, at dette ville forudsætte, at de blev eller kunne blive bragt til tredjemands kendskab.

2.22 Da processkrifter i sager ved Fællesskabets retsinstanser normalt ikke er tilgængelige for tredjemand, finder Ombudsmanden, at eventuelle udtalelser i sådanne processkrifter kun kan være ærekrænkende, hvis de gentages i et offentligt retsmøde. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at der ikke har fundet nogen mundtlig høring sted i nogen af de to retssager, som klageren henviste til.

2.23 For så vidt angår indlæg til Ombudsmanden er det korrekt, at de i princippet er tilgængelige for tredjeparter i sager, hvor klageren (som i klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG) ikke har anmodet om fortrolig behandling. Der bør dog tages hensyn til, at Ombudsmanden sjældent modtager anmodninger om aktindsigt i en klage. Faktisk synes der endnu ikke at være modtaget en sådan anmodning for så vidt angår sagerne om klage 745/2004/GG og 2862/2004/GG. Ombudsmanden mener derfor, at enhver virkning, der medfører, at tredjeparter får mulighed for at få adgang til Kommissionens erklæringer via en anmodning om aktindsigt i Ombudsmandens sagsakter, er for fjern og hypotetisk til at være relevant i denne sammenhæng. Med hensyn til den mulige offentliggørelse af indholdet af Kommissionens erklæringer gennem Ombudsmandens afgørelser vil Ombudsmanden gerne henvise til, hvad der er blevet sagt i denne sammenhæng ovenfor (se punkt 1.9).

2.24 Ombudsmanden finder det nyttigt at fremsætte en sidste bemærkning. I betragtning af den betydning, som klageren (forståeligt nok) tillægger behovet for at beskytte sit omdømme mod eventuelle skader som følge af udtalelser som dem, der er fremsat af Kommissionen, finder Ombudsmanden det overraskende, at Kommissionens udtalelse ikke engang behandlede spørgsmålet om, hvorvidt disse udtalelser var korrekte. Ombudsmanden finder det også vanskeligt at forstå, hvorfor Kommissionen ikke reagerede på klagerens anmodning af 5. august 2005, der blev indgivet via dens advokater, om at bekræfte, at den ikke længere ville fremsætte sådanne erklæringer. I sin udtalelse anførte Kommissionen, at det var femte gang, den blev anmodet om at besvare klagernes klager i forbindelse med dens behandling af ansøgningen om undertegnelse af fiskeripartnerskabsaftalen. Ombudsmanden kan ikke lade være med at tro, at denne undersøgelse let kunne have været undgået, hvis Kommissionen havde accepteret klagerens anmodning af 5. august 2005. Klageren har fremsendt en kopi af et brev fra Kommissionen til Ombudsmanden den 9. december 2005. Ifølge Kommissionen er dette brev også et svar på nævnte brev af 5. august 2005. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Kommissionen i stedet for at behandle anmodningen i denne skrivelse blot bekræftede den holdning, den havde indtaget. Han bemærker endvidere, at Kommissionen desuden underrettede klageren om, at eventuelle yderligere breve vedrørende dette spørgsmål ville blive betragtet som gentagne og derfor ikke ville blive besvaret.

3 Konklusion

På baggrund af ovenstående fremsætter Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:

Udkastet til henstilling

Kommissionen bør anerkende, at dens henvisninger i dens indlæg til Fællesskabets domstole og ombudsmanden til "straffesager", "retssager", en "straffesag" og "anklager", der var blevet rejst mod klageren, dennes formand eller andre medlemmer af klageren, var ukorrekte. Kommissionen bør endvidere bekræfte, at den ikke vil anvende sådanne ukorrekte henvisninger i fremtiden.

Kommissionen og klageren vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse senest den 28. februar 2007. Den detaljerede udtalelse kan bestå af en accept af Ombudsmandens afgørelse og en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre udkastet til henstilling.

Strasbourg, den 14. december 2006

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9.3.1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT L 113, s. 15).

(2) Klageren omtales undertiden som "IH" i de dokumenter, der er nævnt i denne afgørelse.

(3) Ombudsmanden har ikke modtaget kopier af indlæggene for Fællesskabets retsinstanser. Henvisningerne er således taget fra klagerens indlæg til Ombudsmanden i den foreliggende sag. Kommissionen har ikke gjort gældende, at disse anbringender giver et urigtigt billede af, hvad den har gjort gældende i sine skriftlige indlæg.

(4) For så vidt angår denne sidste udtalelse, jf. beslutningens punkt 1.3.

(5) Klageren omtales undertiden som "IH" i de dokumenter, der er nævnt i denne afgørelse.

(6) Afgørelserne findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu). De pågældende passager er punkt 2.2 i afgørelsen om klage 745/2004/GG og punkt 1.9 i afgørelsen om klage 2862/2004/GG.

(7) Jf. punkt 12 i Rettens kendelse af 15.10.2003 i sag T-372/02.