(Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand (1))

Komplekset

Baggrund

Klageren er en tysk virksomhed, der er aktiv inden for genanvendelse af olieaffald. Den proces, som klageren anvender, resulterer i produktion af "Fluxöl" (fluxolie).

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (som ændret, i det følgende benævnt "direktivet") bestemmer: "Hvis tekniske, økonomiske og organisatoriske forhold tillader det, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering."

I henhold til direktivets artikel 1 forstås ved "regenerering" "enhver proces, hvorved basisolier kan fremstilles ved raffinering af olieaffald, navnlig ved fjernelse af forurenende stoffer, oxidationsprodukter og tilsætningsstoffer i sådanne olier".

Ifølge klageren har Tyskland ydet støtte til forbrænding af olieaffald (med henblik på elproduktion) senest siden 1993. Klageren anså dette for at være i klar modstrid med direktivets bestemmelser og indgav en klage til Kommissionen. Sidstnævnte indledte en traktatbrudsprocedure, som førte til en dom afsagt af Domstolen i 1999 til fordel for Kommissionen (sag C-102/97).

Tyskland var i første omgang tilbageholdende med at efterkomme denne dom. Det ser ud til, at det først var efter, at klageren igen havde henvendt sig til Kommissionen, og denne havde taget skridt til at anvende proceduren i EF-traktatens artikel 228 (som giver mulighed for tvangsbøder), at Tyskland accepterede at ændre sin lovgivning.

Ifølge klageren definerer de ændrede regler udtrykket "regenerering" for at udelukke (eller gøre det muligt at udelukke) processer, der fører til produktion af "fluxolie". Efter klagerens opfattelse blev denne foranstaltning truffet bevidst for at straffe den.

Klage 1272/2004/GG

Den 5. maj 2004 henvendte klageren sig til Ombudsmanden. Klageren hævdede i sin klage, at Kommissionen havde undladt at håndhæve fællesskabsretten i almindelighed og ovennævnte dom i særdeleshed.

I sin udtalelse fra august 2004 påpegede Kommissionen, at klagen til Ombudsmanden vedrørte overtrædelsesklage 2002/4775, som klageren havde indgivet til Kommissionen den 28. juni 2002. Kommissionen forklarede, at Tyskland i forbindelse med sine undersøgelser af denne klage havde fremlagt oplysninger, der angav myndighedernes retlige mulighed for at håndhæve prioriteten for regenerering af olieaffald, og hævdede, at regenereringskvoten i Tyskland viste, at prioritetsprincippet blev opnået i praksis.

Ifølge Kommissionen fremgik det af et senere møde med de kompetente tyske myndigheder i september 2003, at anvendelsen af prioritetsprincippet i princippet var sikret. Tyskland havde imidlertid indrømmet, at statistikkerne over ikke-regenereret olieaffald (forbrænding, genanvendelse til andre produkter) var upålidelige, og at der derfor ville blive iværksat en særlig undersøgelse. Kommissionen anførte, at resultaterne af denne undersøgelse, som forventedes at foreligge ved udgangen af 2004, bør afventes, inden der træffes afgørelse om overtrædelsesproceduren (2).

Udtalelsen blev sendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. Der blev ikke modtaget sådanne bemærkninger.

I lyset af de omstændigheder, som Kommissionen nævnte, navnlig det forhold, at Tyskland syntes at have indrømmet, at hendes statistikker over ikkeregenereret olieaffald var upålidelige, fandt Ombudsmanden, at Kommissionens tilgang var rimelig. Den 24. november 2004 afsluttede Ombudsmanden derfor sin undersøgelse med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at klageren kunne indgive en ny klage på et senere tidspunkt, hvis den fandt, at Kommissionen ikke forfulgte sagen med den fornødne omhu.

Klage 3534/2004/GG

Ved skrivelse af 30. november 2004 anmodede klageren Ombudsmanden om at fortsætte sin undersøgelse eller, hvis dette ikke var muligt, om at betragte sin skrivelse som en ny klage.

Klageren påpegede, at ovennævnte undersøgelse tidligst ville være klar i september 2005. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at både Kommissionen og Tyskland har spillet på tid.

Da undersøgelsen af klage 1272/2004/GG allerede var afsluttet, blev klagerens yderligere brev registreret som en ny klage.

Ombudsmanden mente, at det kun ville give mening at genoptage en undersøgelse, der var blevet afsluttet i slutningen af november 2004, hvis der var nye kendsgerninger eller argumenter, der kunne påvirke Ombudsmandens analyse. Klagerens påstand om, at Kommissionen og Tyskland tøvede, kunne betragtes som et sådant nyt argument. Klageren havde imidlertid ikke fremlagt dokumentation for, at den relevante undersøgelse rent faktisk var forsinket, og at Kommissionen havde undladt at forfølge sagen på en passende måde.

Ombudsmanden meddelte derfor klageren, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse. Klagerens opmærksomhed blev imidlertid henledt på muligheden for at forny klagen, forudsat at der blev fremlagt tilstrækkelige beviser.

Telefonsamtalen af 7. januar 2005

Den 7. januar 2005 ringede klageren til Ombudsmandens kontor for at spørge, hvilke beviser der var behov for. Den tjenestemand, der var ansvarlig for sagen, forklarede, at Ombudsmanden havde brug for dokumentation for at bevise eller antyde, at den relevante undersøgelse ikke ville foreligge før midten af 2005.

E-mail af 10. januar 2005

Den 10. januar 2005 fremsendte klageren en kopi af et informationsskema, som instituttet havde udarbejdet, og som synes at omhandle den relevante undersøgelse. Ifølge dette skema dækker undersøgelsen perioden fra juni 2004 til juni 2005.

Denne e-mail blev registreret som en ny klage (146/2005/GG). På baggrund af oplysningerne fra klageren besluttede Ombudsmanden at anmode Kommissionen om en udtalelse om klagerens påstand om, at Kommissionen havde undladt at håndhæve fællesskabsretten og domme afsagt på grundlag af fællesskabsretten.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Det ønskelige i at afvente resultaterne af den relevante undersøgelse blev nævnt i Kommissionens udtalelse om klage 1272/2004/GG som hovedårsagen til at holde klage 2002/4775 åben. I denne udtalelse (som var blevet udarbejdet i sommeren 2004) var det blevet forklaret, at undersøgelsen ville foreligge ved udgangen af 2004.

I juli 2004 meddelte de tyske myndigheder Kommissionen, at undersøgelsen var blevet iværksat i mellemtiden, om end med forsinkelse. De havde oplyst, at der forventedes en foreløbig rapport for september 2004. Kommissionen kunne ikke holdes ansvarlig for denne forsinkelse, og Tyskland var heller ikke i henhold til fællesskabsretten forpligtet til at gennemføre en sådan undersøgelse.

Den 7. oktober 2004 fremsendte Tyskland oplysninger til Kommissionen om gennemførelsen af direktivet. Denne meddelelse indeholdt en model for beregning af olieaffaldsstrømmene i Tyskland. Efter denne metode er mængden af regenereret olieaffald steget betydeligt i de seneste år, mens den samlede mængde olieaffald og mængden af forbrændt olieaffald deri er faldet.

Den første interimsrapport om ovennævnte studie var vedlagt denne meddelelse. Formålet med denne undersøgelse var at udarbejde en olieaffaldsstrømsbalance, der opfyldte Kommissionens informationsbehov og tjente som et fælles grundlag for drøftelserne med olieaffaldsaktørerne. Rapporten indeholdt en detaljeret beskrivelse af den beregningsmodel, som de tyske myndigheder havde anvendt, og konkluderede, at den var et godt grundlag for yderligere undersøgelser. I løbet af undersøgelsen vil modellen blive justeret for at opnå de reelle oliespildsstrømme.

Undersøgelsens kommissorium var også vedlagt meddelelsen. Ifølge dette dokument skulle den endelige rapport faktisk foreligge i juni 2005.

På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderede Kommissionen foreløbigt, at Tyskland havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering. Kommissionen fandt det imidlertid nødvendigt at afvente, at den endelige rapport fik et så fuldstændigt billede som muligt, inden den traf afgørelse om klage 2002/4775.

Klagernes bemærkninger
Klagerens brev af 27. maj 2005

I sit brev af 27. maj 2005 fremsatte klageren følgende bemærkninger:

Klage 2002/4775 blev indgivet den 28. juni 2002. Siden da er der gået næsten tre år, uden at Kommissionen har kunnet give et fyldestgørende svar.

Den relevante undersøgelse var forsinket, da den var blevet lovet af Tyskland i begyndelsen af 2004. Undersøgelsen var desuden en del af Tysklands bestræbelser på at vinde tid.

Ifølge oplysninger fra den ansvarlige i det tyske miljøministerium havde Kommissionen indstillet alle sager mod medlemsstater, der endnu ikke havde gennemført direktivet. Ifølge samme kilde var der en klar tendens i Kommissionen til helt at afskaffe direktivet.

Der var en række yderligere spørgsmål, som ikke var blevet afklaret i Kommissionens udtalelse (3).

Da enhver yderligere forsinkelse forårsagede betydelig skade, bør Ombudsmanden sørge for, at Kommissionen hurtigt gennemfører Domstolens dom og direktivet.

Klagerens breve af 31. maj 2005 og 9. juni 2005

I yderligere breve af 31. maj og 9. juni 2005 gentog klageren sine synspunkter.

Afgørelsen

1 Påstået manglende håndhævelse af fællesskabsretten og domme afsagt på grundlag af fællesskabsretten

1.1 Klageren er en tysk virksomhed, der er aktiv inden for genanvendelse af olieaffald. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (som ændret, i det følgende benævnt "direktivet") bestemmer: "Hvis tekniske, økonomiske og organisatoriske forhold tillader det, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering." Ifølge klageren har Tyskland ikke opfyldt de forpligtelser, der følger af dette direktiv. Efter at klageren havde indgivet en klage til Kommissionen, indledte denne en traktatbrudsprocedure, som førte til, at Domstolen i 1999 afsagde en dom til fordel for Kommissionens udtalelse (4). I 2002 indgav klageren endnu en klage til Kommissionen (overtrædelsesklage 2002/4775).

1.2 Den 5. maj 2004 henvendte klageren sig til Ombudsmanden (klage 1272/2004/GG). I denne klage hævdede klageren, at Kommissionen havde undladt at håndhæve fællesskabsretten og domme afsagt på grundlag af fællesskabsretten.

I sin udtalelse om denne klage (som blev indgivet til Ombudsmanden i august 2004) forklarede Kommissionen, at Tyskland i løbet af undersøgelserne i sag 2002/4775 havde fremlagt oplysninger, der angav myndighedernes juridiske mulighed for at håndhæve prioriteten for regenerering af olieaffald, og hævdede, at regenereringskvoten i Tyskland viste, at prioritetsprincippet blev opnået i praksis. Ifølge Kommissionen havde de tyske myndigheder på et senere møde med de kompetente tyske myndigheder i september 2003 indrømmet, at statistikkerne over ikke-regenereret olieaffald var upålidelige, og at der derfor ville blive iværksat en særlig undersøgelse. Kommissionen anførte, at resultaterne af denne undersøgelse, som forventedes at foreligge ved udgangen af 2004, bør afventes, inden der træffes afgørelse om overtrædelsesproceduren.

1.3 I lyset af de omstændigheder, som Kommissionen nævnte, fandt Ombudsmanden, at Kommissionens tilgang var rimelig. Den 24. november 2004 afsluttede Ombudsmanden derfor sin undersøgelse med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at klageren kunne indgive en ny klage på et senere tidspunkt, hvis den fandt, at Kommissionen ikke forfulgte sagen med den fornødne omhu.

1.4 I januar 2005 anmodede klageren Ombudsmanden om at genoptage sin undersøgelse og fremlagde dokumentation for, at den relevante undersøgelse ikke ville foreligge før medio 2005. Ombudsmanden besluttede at registrere klagerens brev som en ny klage (klage 146/2005/GG) og at indlede en undersøgelse.

1.5 I sin udtalelse om den nye klage påpegede Kommissionen, at den i juli 2004 var blevet underrettet af de tyske myndigheder om, at undersøgelsen var blevet iværksat i mellemtiden, om end med forsinkelse. Kommissionen gjorde gældende, at den ikke kunne holdes ansvarlig for denne forsinkelse. Den tilføjede, at Tyskland havde fremlagt oplysninger om gennemførelsen af direktivet den 7. oktober 2004, og at den første foreløbige rapport om ovennævnte undersøgelse var vedlagt denne meddelelse. Undersøgelsens kommissorium var også vedlagt meddelelsen. Ifølge dette dokument skulle den endelige rapport faktisk foreligge i juni 2005. Kommissionen anførte, at den på grundlag af de foreliggende oplysninger foreløbigt konkluderede, at Tyskland havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering. Kommissionen fandt det imidlertid nødvendigt at afvente den endelige rapport for at få et så fuldstændigt billede som muligt, inden den traf afgørelse om klage 2002/4775.

1.6 I sine bemærkninger påpegede klageren, at klage 2002/4775 var blevet indgivet den 28. juni 2002, og at der var gået næsten tre år, uden at Kommissionen var i stand til at give et fyldestgørende svar. Ifølge klageren var den relevante undersøgelse forsinket, da Tyskland havde lovet den i begyndelsen af 2004. Efter klagerens opfattelse var undersøgelsen desuden en del af Tysklands bestræbelser på at vinde tid. Klageren tilføjede, at den havde fået oplysninger om, at Kommissionen havde indstillet alle sager mod medlemsstater, der stadig ikke havde gennemført direktivet, og at der var en klar tendens i Kommissionen til helt at afskaffe direktivet.

1.7 Det er god administrativ praksis, at Kommissionen behandler klager over overtrædelser omhyggeligt og inden for en rimelig frist. Med henblik på at fastslå, om Kommissionen har handlet i overensstemmelse hermed, finder Ombudsmanden, at alle relevante faktiske omstændigheder i sagen skal tages i betragtning, i det omfang de er blevet bragt til hans kendskab.

1.8 Ombudsmanden bemærker, at der er gået næsten tre år, siden klageren indgav sin overtrædelsesklage (klage 2002/4775) til Kommissionen. Der skal også tages hensyn til, at klageren i denne klage synes at have hævdet, at Tyskland ikke havde efterkommet Domstolens dom i sag C-102/97, som var blevet afsagt i 1999. Ombudsmanden minder om, at Kommissionen i sin "Meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten" (KOM(2002) 141 endelig, EFT 2002 C 244, s. 5) anførte, at den som hovedregel foreslog at undersøge klager med henblik på at nå frem til en afgørelse om at udstede en åbningsskrivelse eller afslutte sagen inden for højst et år fra datoen for registreringen af klagen.

1.9 Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen er af den opfattelse, at det først vil være muligt at behandle klagerens overtrædelsesklage, når den har modtaget resultaterne af en undersøgelse bestilt af de tyske myndigheder. I betragtning af 1) at klageren havde gjort gældende, at Tyskland ikke havde opfyldt forpligtelsen i direktivet til at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, og 2) at de tyske myndigheder havde indrømmet, at statistikkerne over ikkeregenereret olieaffald var upålidelige, og at der derfor ville blive indledt en specifik undersøgelse, mener Ombudsmanden fortsat, at denne holdning er rimelig.

1.10 Det skal dog bemærkes, at de tyske myndigheder ifølge Kommissionen havde givet ovennævnte tilladelse på et møde, der blev afholdt i september 2003, mens undersøgelsen tilsyneladende først blev bestilt i midten af 2004. Selv om det er korrekt, at Kommissionen ikke kan bebrejdes denne forsinkelse, som er de tyske myndigheders ansvar, har Kommissionen ikke godtgjort, at den har bestræbt sig på at sikre, at de relevante data ville være tilgængelige så hurtigt som muligt. Ifølge de oplysninger, som Ombudsmanden rådede over, underrettede Kommissionen ved brev af 3. februar 2004 klageren om, at den var blevet underrettet af de tyske myndigheder om, at de manglende oplysninger ikke ville blive fremsendt inden foråret 2004. I sin udtalelse om klage 1272/2004/GG anførte Kommissionen, at resultaterne af undersøgelsen forventedes at foreligge ved udgangen af 2004. I sin udtalelse om denne klage erkendte Kommissionen, at den endelige rapport skulle foreligge i juni 2005, som klageren havde hævdet. Under disse omstændigheder finder Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har handlet med den fornødne omhu i den foreliggende sag. Dette er et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

1.11 Ombudsmanden afsluttede i sin afgørelse af 24. november 2004 sin undersøgelse af klage 1272/204/GG med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Denne konklusion var baseret på den betragtning, at Kommissionen syntes at forfølge sagen aktivt, eftersom sidstnævnte havde meddelt Ombudsmanden, at resultaterne af den undersøgelse, som den ønskede at afvente, forventedes at foreligge ved udgangen af 2004. Ombudsmanden minder om, at disse oplysninger var indeholdt i den udtalelse, som Kommissionen fremsendte til ham ved notat af 6. august 2004. I sin udtalelse om denne klage anførte Kommissionen, at den "i juli 2004" var blevet underrettet af de tyske myndigheder om, at undersøgelsen var blevet iværksat med forsinkelse. Ombudsmanden konkluderer, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor den fremsendte sin udtalelse til ham i august 2004, således burde have været klar over, at indholdet af denne udtalelse ikke længere svarede til de faktiske omstændigheder med hensyn til den dato, hvor undersøgelsen ville være klar. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at oplysningerne fra de tyske myndigheder "i juli 2004" kom så sent, at de ikke længere kunne medtages i Kommissionens udtalelse, navnlig i betragtning af at udtalelsen blev sendt i ferieperioden. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Kommissionen ikke desto mindre afstod fra efterfølgende at fremsende et tillæg (eller en berigtigelse) til ham. Efter Ombudsmandens opfattelse bør en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan, der uforvarende har afgivet unøjagtige eller vildledende oplysninger til Ombudsmanden, rette disse oplysninger, så snart den bliver opmærksom på sin fejl. For at undgå tvivl skal det tilføjes, at den dato, hvor resultaterne af undersøgelsen skulle foreligge, var en vigtig faktor i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse.

2 Konklusion

På baggrund af ovenstående fremsætter Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:

Udkastet til henstilling

Kommissionen bør behandle klagerens overtrædelsesklage så hurtigt og omhyggeligt som muligt.

Kommissionen og klageren vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse senest den 15. september 2005. Den detaljerede udtalelse kan bestå af en accept af Ombudsmandens afgørelse og en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre udkastet til henstilling.

Strasbourg, den 15. juni 2005

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9.3.1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT L 113, s. 15).

(2) Sammen med sin udtalelse fremsendte Kommissionen en kopi af et brev, som den havde sendt til klageren den 3. februar 2004. I dette brev påpegede Kommissionen, at de tyske myndigheder havde forklaret, at de manglende oplysninger ikke ville blive fremsendt før foråret 2004.

(3) Klageren fremførte f.eks., at Tyskland subsidierede forbrændingen af olieaffald med et beløb på 52,5 mio. EUR over en periode på syv år, mens tilskuddet til regenerering kun beløb sig til 10,2 mio. EUR i samme periode. I lyset af denne uoverensstemmelse satte klageren spørgsmålstegn ved, om Tyskland havde gennemført direktivet korrekt.

(4) Sag C-102/97, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1999 I, s. 5051.