Nuværende sprog:
- DA Dansk
Denne side er maskinoversat.
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.
Udkast til henstilling til Europa-Kommissionen i klage 489/98/OV
Henstilling
Sag 489/98/OV - Indledt den Mandag | 18 maj 1998 - Henstilling om Torsdag | 04 november 1999 - Afgørelse af Onsdag | 12 april 2000
(Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut.(7))
Kære
P. Den 1. april 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over, at Europa-Kommissionen ikke havde genindsat Dem ved udløbet af Deres tjenestefrihed uden løn af personlige årsager og nægtet at betale Dem erstatning for løntab og nedsat pension.
Den 18. maj 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 27. juli 1998, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 14. september 1998 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Den 31. marts 1999 modtog jeg et brev fra Brendan Donnelly, medlem af Europa-Parlamentet, som skrev på Deres vegne for at forhøre sig om resultatet af Deres klage. Den 12. april 1999 sendte jeg ham et svar, hvori jeg meddelte ham, at Deres klage stadig var under behandling. Jeg underrettede Dem herom samme dag.
Den 22. april 1999 fremsendte De mere detaljerede oplysninger om Deres klage. Den 23. april 1999 anmodede jeg Kommissionen om yderligere bemærkninger til visse aspekter af Deres klage. Kommissionen fremsendte sin anden udtalelse den 1. juli 1999, og jeg fremsendte den til Dem den 20. juli 1999 med en opfordring til at fremsætte nye bemærkninger. Den 11. august 1999 fremsendte De Deres bemærkninger til Kommissionens anden udtalelse.
Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. Jeg beklager den forsinkelse, det har taget at træffe afgørelse om Deres klage.
Ifølge klageren var de relevante kendsgerninger følgende:
Klageren, der er tjenestemand i lønklasse A4 i Europa-Kommissionen, tog tjenestefrihed uden løn af personlige årsager i et år fra den 1. oktober 1995 til den 30. september 1996. Han klagede over, at Kommissionen ikke havde genindsat ham efter denne periode. Nærmere bestemt havde Kommissionen to måneder efter udløbet af hans orlov uden løn stadig ikke fremsat et tilbud om genansættelse, og der var heller ingen udsigt til genansættelse i fremtiden.
Klageren skrev derfor til generaldirektøren for GD IX den 25. november 1996 og meddelte ham, at han udtrådte af tjenesten med virkning fra den 1. oktober 1996 for at sikre sig en fast indtægtskilde, idet han ikke havde andet valg end at gå på førtidspension.
Den 10. juni 1997 indgav klageren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, en ansøgning om økonomisk kompensation for løntabet fra udløbet af hans orlov indtil datoen for hans fratrædelsesskrivelse og om nedsættelse af pensionen. Den 5. august 1997 svarede GD IX, at klageren havde fremsat en utvetydig anmodning om fratrædelse i henhold til vedtægtens artikel 48, og at det derfor ikke kunne tage hans ansøgning om erstatning i betragtning.
Den 17. september 1997 indgav klageren en klage til ansættelsesmyndigheden over dette afslag i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og gentog sit krav om økonomisk godtgørelse. Ansættelsesmyndigheden afslog klagerens ansøgning ved skrivelse af 16. februar 1998. Retten fandt, at Kommissionen ikke havde begået administrative uregelmæssigheder og ikke var ansvarlig for hans fratræden, og at den derfor ikke skulle betale erstatning. Klageren indgav derfor denne klage til Ombudsmanden med påstand om, at Kommissionen ikke havde genindsat ham ved udløbet af hans tjenestefrihed uden løn af personlige årsager og nægtede at betale erstatning for a) løntabet som følge af den manglende genindsættelse af ham og for b) det økonomiske tab som følge af hans fratræden.
Kommissionens udtalelse
Kommissionen henviste i sin udtalelse til ansættelsesmyndighedens svar af 16. februar 1998. Ansættelsesmyndigheden havde mindet klageren om bestemmelsen i vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), hvorefter institutionen skal genansætte en tjenestemand ved udløbet af tjenestefriheden uden løn af personlige årsager i den første stilling, der svarer til hans lønklasse, og som bliver ledig i hans kategori eller tjenestegruppe, forudsat at han opfylder kravene til denne stilling. Proceduren for at fastslå, om en tjenestemand opfylder disse krav, skal faktisk finde sted og gennemføres på en sådan måde, at den pågældende institution kan bevise, at bestemmelsen er blevet overholdt. Undladelse af at foretage en sådan kontrol udgør en fejl eller undladelse, som medfører, at Kommissionen ifalder ansvar over for sagsøgeren.
Kommissionen bemærkede derefter, at en undersøgelse af de foranstaltninger, som klageren på den ene side og Kommissionen på den anden side havde truffet, ikke viste nogen uregelmæssigheder i genindsættelsesproceduren. Ansættelsesmyndigheden fandt, at den omstændighed, at klageren ikke var blevet genindsat ved udgangen af november 1996, var rimelig, eftersom hans tjenestefrihed af personlige årsager udløb to måneder før den 30. september 1996. Af disse grunde blev klagerens ansøgning om erstatning afvist for så vidt angår perioden fra udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager til datoen for hans fratrædelsesbrev.
Ansættelsesmyndigheden gjorde opmærksom på, at Domstolen i sin dom af 1. juli 1976 (1) fastslog, at sagsøgeren i tilfælde af en ansøgning om erstatning for manglende genansættelse efter udløbet af tjenestefriheden af personlige årsager ikke kan kræve betaling af lønrestancer, når der ikke er præsteret tjenesteydelser. Han har ikke desto mindre ret til erstatning for den faktiske skade, som han har lidt som følge af tabet af denne løn som følge af administrationens ulovlige adfærd.
Med hensyn til ansøgningen om økonomisk kompensation fra den dato, hvor han gik på pension, gjorde klageren gældende, at han var tvunget til at træde tilbage, eftersom administrationen ikke efterlod ham nogen indtægt i de to måneder, der fulgte efter udløbet af hans orlov. Kommissionen mindede om fast retspraksis, hvorefter fællesskabsinstitutionen er ansvarlig, hvis den påståede adfærd er retsstridig, hvis der faktisk er lidt et tab, og hvis der er årsagsforbindelse mellem adfærden og tabet.
I det foreliggende tilfælde kontrollerede ansættelsesmyndigheden, at Kommissionen faktisk havde truffet foranstaltninger og havde gjort det på behørig vis, og at perioden på to måneder mellem feriens udløb og hans fratrædelsesskrivelse var en rimelig frist, selv om klageren ikke var blevet genindsat. Klagerens fratræden skyldtes også, at han utvetydigt skriftligt havde tilkendegivet, at han havde til hensigt definitivt at udtræde af institutionens tjeneste, jf. vedtægtens artikel 48. Da fratrædelsen således var en frivillig handling fra klagerens side, konkluderede Kommissionen, at den ikke påtog sig noget direkte ansvar i denne sag, og at Kommissionen ikke kunne gøres ansvarlig. Ansøgningen om økonomisk kompensation blev derfor afvist.
Klagerens bemærkninger
Klageren fastholdt sin klage. Han anførte, at der faktisk var en række helt egnede ledige stillinger på daværende tidspunkt, og at Kommissionen ikke undersøgte hans kvalifikationer til nogen af disse stillinger. Han anførte, at fire egnede stillinger var forbeholdt andre bestemte kandidater eller personer fra de nye medlemsstater. Klageren fandt derfor, at Kommissionens erklæring om, at der ikke havde været en uregelmæssighed i genindsættelsesproceduren, ikke var korrekt. De skridt, som Kommissionen havde taget, havde ikke været effektive, da de ikke havde resulteret i et enkelt tilbud om genindtræden i løbet af 3,5 måneder fra den dato, hvor han bekræftede sin hensigt om at vende tilbage, og heller ikke med udsigt til genindtræden i fremtiden. Klageren konkluderede, at Kommissionens adfærd var uagtsom, at han havde lidt skade, og at årsagssammenhængen mellem de to var klar. Den 22. april 1999 fremsendte klageren yderligere oplysninger om 4 ledige stillinger på det tidspunkt, hvor han anmodede om genindtrædelse.
For at kontrollere, om Kommissionen foretog en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer i forhold til de ledige stillinger, der svarede til hans lønklasse, anmodede Ombudsmanden den 23. april 1999 Kommissionen om yderligere bemærkninger til tre punkter.
For det første anmodede Ombudsmanden om at få en liste over alle stillinger (herunder kravene) svarende til klagerens lønklasse (A4), som var ledige i perioden efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager (30. september 1996).
For det andet blev Kommissionen anmodet om at besvare klagerens påstand om, at den ikke undersøgte hans kvalifikationer til nogen af de ledige stillinger, fordi de var forbeholdt andre ansøgere.
Endelig spurgte Ombudsmanden, hvad der var begrundelsen for ansættelsesmyndighedens vurdering af, at de ledige stillinger ikke svarede til klagerens kvalifikationer (skrivelse fra kommissær Liikanen af 16.2.1998, s. 3, sidste afsnit).
Kommissionens anden udtalelse
Kommissionen sendte ombudsmanden listerne over ledige lederstillinger, som blev offentliggjort hver uge mellem den 18. juli 1996 og den 28. november 1996. Kommissionen gentog, at denne tvist var en følge af klagerens ensidige beslutning af 25. november 1996 om at træde tilbage fra Kommissionen mindre end to måneder efter den 1. oktober 1996. Kommissionen anførte derfor, at den ikke kunne holdes ansvarlig for denne beslutning eller dens indvirkning på klagerens indkomst.
Med hensyn til klagerens påstand om, at den ikke havde undersøgt hans kvalifikationer til nogen af de ledige stillinger, bemærkede Kommissionen, at det er ubestridt, at der var ledige A5/A4-stillinger mellem den 1. oktober 1996 og den 30. november 1996, herunder de fire kontorchefstillinger, som klageren henviste til. Kommissionen påpegede først, at en af de stillinger, som klageren henviste til, var en A3-stilling og derfor ikke relevant. Det var derfor nødvendigt at undersøge, om klagerens curriculum vitae viste, at han opfyldte kravene til de tre andre stillinger.
Ifølge klagerens CV havde han som A4-tjenestemand været ledende administrator (A5/4) og derefter kontorchef i GD II (Økonomiske og Finansielle Anliggender) mellem 1974 og 1990. Mellem 1990 og 1995 var han rådgiver for GD I i Paris. Kommissionen bemærkede, at klagerens CV var kortfattet med hensyn til hans karriere og kvalifikationer, og at stillingen som kontorchef indtil 1988 var forbeholdt A3-tjenestemænd. Efter 1990 var klageren ikke længere kontorchef (eller snarere kontorchef).
De pågældende ledige stillinger var til chefen for den eksterne dimension af Enheden for det Indre Marked og Finansielle Tjenesteydelser i GD XV, chefen for den enhed, der overvåger virkningen af Den Europæiske Socialfond i GD V, og chefen for De Forenede Nationers enhed i GD IA. Hver af disse stillinger krævede særlige færdigheder. Kommissionen anførte, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravet til disse stillinger, både med hensyn til ansvarsniveauet (en ansøger til en stilling som kontorchef skal have dokumenterede ledelsesmæssige færdigheder) og de øvrige krav. Det kan derfor ikke bebrejdes administrationen, at den ikke straks genindsatte klageren, da den under sådanne omstændigheder skal anmode den pågældende om yderligere oplysninger. At Kommissionen ikke gjorde dette, skyldtes, at klageren trak sig tilbage, før dette kunne ske inden for en rimelig frist.
Kommissionens GD IX kontaktede også forskellige generaldirektorater, herunder GD I, GD II, GD VI og GD XXI, i et forsøg på at finde en passende stilling til klageren. Disse forsøg førte imidlertid ikke til, at han blev genindsat, fordi klagerens CV ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger om hans evner. Kommissionen bemærkede, at dette CV var for vagt til at gøre en øjeblikkelig beslutning mulig.
Kommissionen konkluderede derfor, at administrationen langt fra var inaktiv i denne sag og var begyndt at tage skridt til at genindsætte klageren.
Klageren fastholdt
sin klage og gentog, at han ikke var blevet tilbudt nogen stilling i de 3,5 måneder, der fulgte efter hans anmodning om genansættelse. Klageren bemærkede også, at hans CV havde til formål at sammenfatte hans erhvervserfaring, som Kommissionen allerede havde haft kendskab til i 22 år. Klageren tilføjede, at han faktisk beklædte en A3-stilling som kontorchef i GD II-E-2 fra 1986 til 1987. Klageren anførte, at de stillinger, som Kommissionen henviste til, alle var i overensstemmelse med hans erfaring og ansvar i Paris-delegationen. Endelig bemærkede han, at Kommissionen kunne have anmodet om yderligere oplysninger vedrørende hans CV.
1 Kommissionens undladelse af at genansætte klageren ved udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde genansat ham ved udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager den 30. september 1996. Mere specifikt havde han to måneder efter denne dato stadig ikke modtaget et tilbud om genansættelse, og der var heller ingen udsigt til genansættelse i den nærmeste fremtid. Kommissionen bemærkede, at undersøgelsen af de foranstaltninger, som Kommissionen havde truffet, viste, at der ikke havde været nogen uregelmæssigheder i genindsættelsesproceduren. I sin anden udtalelse tilføjede Kommissionen, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravene til de ledige stillinger. Kommissionen påpegede også, at klagerens CV var for vagt til at træffe en øjeblikkelig afgørelse om hans genindtræden.
1.2 Ombudsmanden har anført, at vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), bestemmer, at en tjenestemand ved udløbet af sin orlov skal genindtræde i den første stilling, der svarer til hans lønklasse, og som bliver ledig i hans kategori eller tjenestegruppe, forudsat at han opfylder kravene til denne stilling. Ifølge Rettens praksis skal administrationen ved hjælp af en grundig undersøgelse systematisk kontrollere, om den tjenestemand, der venter på at blive genindsat, er i stand til at bestride hver enkelt ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Proceduren for kontrol af kvalifikationerne hos de tjenestemænd, der venter på at blive genindsat, skal derfor være effektiv og forløbe på en sådan måde, at institutionerne kan bevise, at den er blevet overholdt. Selv om de kompetente myndigheder ikke kan tvinges til at bevise, at de har undersøgt tjenestemandens kvalifikationer, når der er en åbenbar forskel mellem hans kvalifikationer og de kvalifikationer, der kræves til en bestemt ledig stilling, skal et sådant bevis ikke desto mindre føres i alle de tilfælde, hvor det i mangel af en sådan åbenbar forskel er nødvendigt at foretage en fuldstændig efterprøvelse af den pågældendes kvalifikationer i forhold til en ledig stilling. Den manglende systematiske kontrol af den pågældende tjenestemands kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, som han kunne have genindsat i, udgør en tjenstlig fejl, som kan medføre, at administrationen ifalder ansvar, for så vidt som en sådan undladelse forsinker genindsættelsen af den pågældende (2).
1.3 Ombudsmanden skal derfor undersøge, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde har foretaget en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer i forhold til de ledige stillinger. Det ser ud til, at klageren den 12. august 1996 anmodede om at blive genindsat med virkning fra den 1. oktober 1996. I sin endelige afgørelse af 16. februar 1998 om klagerens klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, bemærkede ansættelsesmyndigheden blot, at intet generaldirektorat var i stand til at tilbyde klageren en stilling inden udgangen af november 1996, fordi "enten havde de ingen relevante ledige stillinger til rådighed, eller også svarede de ledige stillinger ikke til klagerens evner". Ansættelsesmyndigheden begrundede ikke på nogen måde sin konklusion om, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til dem, der krævedes i de ledige stillinger, og henviste heller ikke til de særlige stillinger, der var ledige.
1.4 Ombudsmanden anmodede derfor om yderligere oplysninger om listen over ledige stillinger i perioden efter udløbet af klagerens tjenestefrihed af personlige årsager. Han anmodede også Kommissionen om at angive, hvad ansættelsesmyndighedens begrundelse var for at konkludere, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til de ledige stillingers kvalifikationer. Det fremgår af de lister over ledige stillinger, der blev offentliggjort mellem den 18. juli 1996 og den 28. november 1996, at der i denne periode var mere end 25 ledige A5/A4-stillinger (3).
1.5 Kommissionen henviste imidlertid i sin udtalelse til Ombudsmanden, med undtagelse af de fire stillinger, som klageren selv havde angivet, ikke til nogen bestemt ledig A5/A4-stilling fra disse lister og gav heller ikke en begrundelse, heller ikke inden for kort tid, for, hvorfor klageren ikke kunne genindsættes i en af disse stillinger. Med hensyn til tre af de fire stillinger, som klageren nævnte, begrænsede Kommissionen sig igen til uden en detaljeret undersøgelse at konstatere, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravene til disse stillinger, både med hensyn til ansvarsniveauet (behovet for dokumenterede lederevner til kontorchefstillinger) og de øvrige krav. Kommissionen tilføjede endog, at administrationen i betragtning af denne reelle usikkerhed under sådanne omstændigheder skal anmode den berørte person om yderligere oplysninger. Dette krav er også blevet bekræftet i Førsteinstansrettens retspraksis (4). Dette har Kommissionen imidlertid ikke gjort.
1.6 På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har foretaget den detaljerede undersøgelse, der kræves i henhold til Domstolens retspraksis, af klagerens kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Dette bekræftes også af, at Kommissionen kun baserede sin vurdering af klagerens evner med hensyn til de ledige stillinger på klagerens curriculum vitae, som den anså for at være for vag og uklar, og uden at anmode klageren om mere detaljerede oplysninger. Det ser også ud til, at Kommissionen på intet tidspunkt har konsulteret detaljerne i klagerens personlige sagsmappe, hvad den kunne have gjort, da han havde arbejdet for Kommissionen i 22 år.
1.7 Det fremgår således af disse betragtninger, at Kommissionens undladelse af at foretage en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer til de pågældende stillinger udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at Kommissionen ifalder ansvar over for klageren. Da det på grund af Kommissionens og klagerens modsatrettede udtalelser ikke var muligt at finde en mindelig løsning mellem parterne på dette punkt, fremsætter Ombudsmanden nedenstående udkast til henstilling.
2 Klagerens krav om økonomisk kompensation for Kommissionens undladelse af at genansætte ham og de økonomiske konsekvenser af hans fratrædelse
2.1 Klageren krævede erstatning for 1) løntabet (mellem udløbet af hans ubetalte orlov og indtil datoen for hans fratrædelse) som følge af Kommissionens undladelse af at genansætte ham ved udløbet af hans ubetalte orlov af personlige årsager og for 2) det økonomiske tab, der var forbundet med, at han måtte træde tilbage fra Kommissionen. Kommissionen afviste at udbetale begge godtgørelser, fordi den fandt, at den på den ene side ikke havde begået en uregelmæssighed i forbindelse med genindsættelsesproceduren, og at den på den anden side ikke kunne holdes ansvarlig for klagerens ensidige beslutning om at træde tilbage fra Kommissionen.
2.2 Med hensyn til den første påstand om erstatning som følge af, at Kommissionen ikke genindsatte klageren, bemærker Ombudsmanden, at det følger af Domstolens praksis, at en ansøger om erstatning for manglende genindtrædelse efter udløbet af tjenestefriheden af personlige årsager ikke kan kræve betaling af lønrestancer, hvis der ikke er udført tjenesteydelser. Han har ikke desto mindre ret til erstatning for den faktiske skade, han har lidt som følge af tabet af denne løn som følge af administrationens ulovlige adfærd (5).
2.3 I den foreliggende sag bør Kommissionen derfor yde klageren erstatning for den økonomiske skade, han har lidt direkte som følge af den fejl, som Kommissionens tjenestegrene har begået i forbindelse hermed, og som består i, at der ikke er foretaget en grundig undersøgelse af klagerens kvalifikationer til de stillinger, der var ledige efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager. Ombudsmanden mener ikke, at han er i stand til at fastsætte størrelsen af denne erstatning. Han opfordrer parterne til at blive enige om princippet og størrelsen af en økonomisk kompensation. Ombudsmanden fremsætter derfor nedenstående udkast til henstilling. 2.4 Med hensyn til den anden påstand bemærker Ombudsmanden, at den pågældende institution i henhold til Domstolens retspraksis ikke kan holdes ansvarlig for noget økonomisk tab som følge af tjenestemandens beslutning om at forlade tjenesten, før han er blevet underrettet om sin genindtrædelse (6). Artikel 40, stk. 4, litra d), in fine, fastsætter nemlig, at tjenestemanden skal forblive på tjenestefrihed uden løn af personlige årsager, indtil han reelt genindtræder i tjenesten. Ombudsmanden mener derfor ikke, at Kommissionen i den foreliggende sag kan holdes ansvarlig for klagerens ensidige beslutning om at træde tilbage. Klagerens erstatningskrav er derfor ikke begrundet, og der blev ikke konstateret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.
3 Konklusion
Det fremgår af Rettens praksis, at administrationen ved hjælp af en grundig undersøgelse systematisk skal efterprøve den tjenestemands kvalifikationer, der venter på at blive genindsat, for hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse.
I den foreliggende sag har ansættelsesmyndigheden på ingen måde begrundet sin konklusion om, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til de kvalifikationer, som de ledige stillinger krævede. Med undtagelse af de fire stillinger, som klageren selv havde angivet, henviste Kommissionen heller ikke til nogen bestemt ledig A5/A4-stilling fra listerne og gav heller ikke en begrundelse, heller ikke inden for kort tid, for, hvorfor klageren ikke kunne genindsættes i en af disse stillinger. Kommissionen baserede kun sin vurdering af klagerens evner med hensyn til de ledige stillinger på klagerens curriculum vitae, som den anså for at være for vag og uklar, og uden at anmode klageren om mere detaljerede oplysninger. Ombudsmanden konkluderer derfor, at Kommissionen ikke har foretaget den detaljerede undersøgelse, der kræves i henhold til Domstolens retspraksis, af klagerens kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Denne undladelse udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser, der kan gøre Kommissionen ansvarlig over for klageren.
På baggrund af disse konklusioner (punkt 1.7 og 2.3) og i betragtning af, at det ikke var muligt at finde en mindelig løsning mellem parterne på dette punkt, fremsætter Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Europa-Kommissionen:
Europa-Kommissionen vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse inden for tre måneder. Den detaljerede udtalelse kunne bestå i accept af Ombudsmandens henstilling og en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre henstillingen.
Din oprigtige
Jacob SÖDERMAN
Strasbourg, den 4. november 1999
Kære
P. Den 1. april 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over, at Europa-Kommissionen ikke havde genindsat Dem ved udløbet af Deres tjenestefrihed uden løn af personlige årsager og nægtet at betale Dem erstatning for løntab og nedsat pension.
Den 18. maj 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 27. juli 1998, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 14. september 1998 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Den 31. marts 1999 modtog jeg et brev fra Brendan Donnelly, medlem af Europa-Parlamentet, som skrev på Deres vegne for at forhøre sig om resultatet af Deres klage. Den 12. april 1999 sendte jeg ham et svar, hvori jeg meddelte ham, at Deres klage stadig var under behandling. Jeg underrettede Dem herom samme dag.
Den 22. april 1999 fremsendte De mere detaljerede oplysninger om Deres klage. Den 23. april 1999 anmodede jeg Kommissionen om yderligere bemærkninger til visse aspekter af Deres klage. Kommissionen fremsendte sin anden udtalelse den 1. juli 1999, og jeg fremsendte den til Dem den 20. juli 1999 med en opfordring til at fremsætte nye bemærkninger. Den 11. august 1999 fremsendte De Deres bemærkninger til Kommissionens anden udtalelse.
Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. Jeg beklager den forsinkelse, det har taget at træffe afgørelse om Deres klage.
Komplekset
Ifølge klageren var de relevante kendsgerninger følgende:
Klageren, der er tjenestemand i lønklasse A4 i Europa-Kommissionen, tog tjenestefrihed uden løn af personlige årsager i et år fra den 1. oktober 1995 til den 30. september 1996. Han klagede over, at Kommissionen ikke havde genindsat ham efter denne periode. Nærmere bestemt havde Kommissionen to måneder efter udløbet af hans orlov uden løn stadig ikke fremsat et tilbud om genansættelse, og der var heller ingen udsigt til genansættelse i fremtiden.
Klageren skrev derfor til generaldirektøren for GD IX den 25. november 1996 og meddelte ham, at han udtrådte af tjenesten med virkning fra den 1. oktober 1996 for at sikre sig en fast indtægtskilde, idet han ikke havde andet valg end at gå på førtidspension.
Den 10. juni 1997 indgav klageren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, en ansøgning om økonomisk kompensation for løntabet fra udløbet af hans orlov indtil datoen for hans fratrædelsesskrivelse og om nedsættelse af pensionen. Den 5. august 1997 svarede GD IX, at klageren havde fremsat en utvetydig anmodning om fratrædelse i henhold til vedtægtens artikel 48, og at det derfor ikke kunne tage hans ansøgning om erstatning i betragtning.
Den 17. september 1997 indgav klageren en klage til ansættelsesmyndigheden over dette afslag i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og gentog sit krav om økonomisk godtgørelse. Ansættelsesmyndigheden afslog klagerens ansøgning ved skrivelse af 16. februar 1998. Retten fandt, at Kommissionen ikke havde begået administrative uregelmæssigheder og ikke var ansvarlig for hans fratræden, og at den derfor ikke skulle betale erstatning. Klageren indgav derfor denne klage til Ombudsmanden med påstand om, at Kommissionen ikke havde genindsat ham ved udløbet af hans tjenestefrihed uden løn af personlige årsager og nægtede at betale erstatning for a) løntabet som følge af den manglende genindsættelse af ham og for b) det økonomiske tab som følge af hans fratræden.
Forespørgslen
Kommissionens udtalelse
Kommissionen henviste i sin udtalelse til ansættelsesmyndighedens svar af 16. februar 1998. Ansættelsesmyndigheden havde mindet klageren om bestemmelsen i vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), hvorefter institutionen skal genansætte en tjenestemand ved udløbet af tjenestefriheden uden løn af personlige årsager i den første stilling, der svarer til hans lønklasse, og som bliver ledig i hans kategori eller tjenestegruppe, forudsat at han opfylder kravene til denne stilling. Proceduren for at fastslå, om en tjenestemand opfylder disse krav, skal faktisk finde sted og gennemføres på en sådan måde, at den pågældende institution kan bevise, at bestemmelsen er blevet overholdt. Undladelse af at foretage en sådan kontrol udgør en fejl eller undladelse, som medfører, at Kommissionen ifalder ansvar over for sagsøgeren.
Kommissionen bemærkede derefter, at en undersøgelse af de foranstaltninger, som klageren på den ene side og Kommissionen på den anden side havde truffet, ikke viste nogen uregelmæssigheder i genindsættelsesproceduren. Ansættelsesmyndigheden fandt, at den omstændighed, at klageren ikke var blevet genindsat ved udgangen af november 1996, var rimelig, eftersom hans tjenestefrihed af personlige årsager udløb to måneder før den 30. september 1996. Af disse grunde blev klagerens ansøgning om erstatning afvist for så vidt angår perioden fra udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager til datoen for hans fratrædelsesbrev.
Ansættelsesmyndigheden gjorde opmærksom på, at Domstolen i sin dom af 1. juli 1976 (1) fastslog, at sagsøgeren i tilfælde af en ansøgning om erstatning for manglende genansættelse efter udløbet af tjenestefriheden af personlige årsager ikke kan kræve betaling af lønrestancer, når der ikke er præsteret tjenesteydelser. Han har ikke desto mindre ret til erstatning for den faktiske skade, som han har lidt som følge af tabet af denne løn som følge af administrationens ulovlige adfærd.
Med hensyn til ansøgningen om økonomisk kompensation fra den dato, hvor han gik på pension, gjorde klageren gældende, at han var tvunget til at træde tilbage, eftersom administrationen ikke efterlod ham nogen indtægt i de to måneder, der fulgte efter udløbet af hans orlov. Kommissionen mindede om fast retspraksis, hvorefter fællesskabsinstitutionen er ansvarlig, hvis den påståede adfærd er retsstridig, hvis der faktisk er lidt et tab, og hvis der er årsagsforbindelse mellem adfærden og tabet.
I det foreliggende tilfælde kontrollerede ansættelsesmyndigheden, at Kommissionen faktisk havde truffet foranstaltninger og havde gjort det på behørig vis, og at perioden på to måneder mellem feriens udløb og hans fratrædelsesskrivelse var en rimelig frist, selv om klageren ikke var blevet genindsat. Klagerens fratræden skyldtes også, at han utvetydigt skriftligt havde tilkendegivet, at han havde til hensigt definitivt at udtræde af institutionens tjeneste, jf. vedtægtens artikel 48. Da fratrædelsen således var en frivillig handling fra klagerens side, konkluderede Kommissionen, at den ikke påtog sig noget direkte ansvar i denne sag, og at Kommissionen ikke kunne gøres ansvarlig. Ansøgningen om økonomisk kompensation blev derfor afvist.
Klagerens bemærkninger
Klageren fastholdt sin klage. Han anførte, at der faktisk var en række helt egnede ledige stillinger på daværende tidspunkt, og at Kommissionen ikke undersøgte hans kvalifikationer til nogen af disse stillinger. Han anførte, at fire egnede stillinger var forbeholdt andre bestemte kandidater eller personer fra de nye medlemsstater. Klageren fandt derfor, at Kommissionens erklæring om, at der ikke havde været en uregelmæssighed i genindsættelsesproceduren, ikke var korrekt. De skridt, som Kommissionen havde taget, havde ikke været effektive, da de ikke havde resulteret i et enkelt tilbud om genindtræden i løbet af 3,5 måneder fra den dato, hvor han bekræftede sin hensigt om at vende tilbage, og heller ikke med udsigt til genindtræden i fremtiden. Klageren konkluderede, at Kommissionens adfærd var uagtsom, at han havde lidt skade, og at årsagssammenhængen mellem de to var klar. Den 22. april 1999 fremsendte klageren yderligere oplysninger om 4 ledige stillinger på det tidspunkt, hvor han anmodede om genindtrædelse.
Yderligere oplysninger
For at kontrollere, om Kommissionen foretog en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer i forhold til de ledige stillinger, der svarede til hans lønklasse, anmodede Ombudsmanden den 23. april 1999 Kommissionen om yderligere bemærkninger til tre punkter.
For det første anmodede Ombudsmanden om at få en liste over alle stillinger (herunder kravene) svarende til klagerens lønklasse (A4), som var ledige i perioden efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager (30. september 1996).
For det andet blev Kommissionen anmodet om at besvare klagerens påstand om, at den ikke undersøgte hans kvalifikationer til nogen af de ledige stillinger, fordi de var forbeholdt andre ansøgere.
Endelig spurgte Ombudsmanden, hvad der var begrundelsen for ansættelsesmyndighedens vurdering af, at de ledige stillinger ikke svarede til klagerens kvalifikationer (skrivelse fra kommissær Liikanen af 16.2.1998, s. 3, sidste afsnit).
Kommissionens anden udtalelse
Kommissionen sendte ombudsmanden listerne over ledige lederstillinger, som blev offentliggjort hver uge mellem den 18. juli 1996 og den 28. november 1996. Kommissionen gentog, at denne tvist var en følge af klagerens ensidige beslutning af 25. november 1996 om at træde tilbage fra Kommissionen mindre end to måneder efter den 1. oktober 1996. Kommissionen anførte derfor, at den ikke kunne holdes ansvarlig for denne beslutning eller dens indvirkning på klagerens indkomst.
Med hensyn til klagerens påstand om, at den ikke havde undersøgt hans kvalifikationer til nogen af de ledige stillinger, bemærkede Kommissionen, at det er ubestridt, at der var ledige A5/A4-stillinger mellem den 1. oktober 1996 og den 30. november 1996, herunder de fire kontorchefstillinger, som klageren henviste til. Kommissionen påpegede først, at en af de stillinger, som klageren henviste til, var en A3-stilling og derfor ikke relevant. Det var derfor nødvendigt at undersøge, om klagerens curriculum vitae viste, at han opfyldte kravene til de tre andre stillinger.
Ifølge klagerens CV havde han som A4-tjenestemand været ledende administrator (A5/4) og derefter kontorchef i GD II (Økonomiske og Finansielle Anliggender) mellem 1974 og 1990. Mellem 1990 og 1995 var han rådgiver for GD I i Paris. Kommissionen bemærkede, at klagerens CV var kortfattet med hensyn til hans karriere og kvalifikationer, og at stillingen som kontorchef indtil 1988 var forbeholdt A3-tjenestemænd. Efter 1990 var klageren ikke længere kontorchef (eller snarere kontorchef).
De pågældende ledige stillinger var til chefen for den eksterne dimension af Enheden for det Indre Marked og Finansielle Tjenesteydelser i GD XV, chefen for den enhed, der overvåger virkningen af Den Europæiske Socialfond i GD V, og chefen for De Forenede Nationers enhed i GD IA. Hver af disse stillinger krævede særlige færdigheder. Kommissionen anførte, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravet til disse stillinger, både med hensyn til ansvarsniveauet (en ansøger til en stilling som kontorchef skal have dokumenterede ledelsesmæssige færdigheder) og de øvrige krav. Det kan derfor ikke bebrejdes administrationen, at den ikke straks genindsatte klageren, da den under sådanne omstændigheder skal anmode den pågældende om yderligere oplysninger. At Kommissionen ikke gjorde dette, skyldtes, at klageren trak sig tilbage, før dette kunne ske inden for en rimelig frist.
Kommissionens GD IX kontaktede også forskellige generaldirektorater, herunder GD I, GD II, GD VI og GD XXI, i et forsøg på at finde en passende stilling til klageren. Disse forsøg førte imidlertid ikke til, at han blev genindsat, fordi klagerens CV ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger om hans evner. Kommissionen bemærkede, at dette CV var for vagt til at gøre en øjeblikkelig beslutning mulig.
Kommissionen konkluderede derfor, at administrationen langt fra var inaktiv i denne sag og var begyndt at tage skridt til at genindsætte klageren.
Klageren fastholdt
sin klage og gentog, at han ikke var blevet tilbudt nogen stilling i de 3,5 måneder, der fulgte efter hans anmodning om genansættelse. Klageren bemærkede også, at hans CV havde til formål at sammenfatte hans erhvervserfaring, som Kommissionen allerede havde haft kendskab til i 22 år. Klageren tilføjede, at han faktisk beklædte en A3-stilling som kontorchef i GD II-E-2 fra 1986 til 1987. Klageren anførte, at de stillinger, som Kommissionen henviste til, alle var i overensstemmelse med hans erfaring og ansvar i Paris-delegationen. Endelig bemærkede han, at Kommissionen kunne have anmodet om yderligere oplysninger vedrørende hans CV.
Afgørelsen
1 Kommissionens undladelse af at genansætte klageren ved udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde genansat ham ved udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager den 30. september 1996. Mere specifikt havde han to måneder efter denne dato stadig ikke modtaget et tilbud om genansættelse, og der var heller ingen udsigt til genansættelse i den nærmeste fremtid. Kommissionen bemærkede, at undersøgelsen af de foranstaltninger, som Kommissionen havde truffet, viste, at der ikke havde været nogen uregelmæssigheder i genindsættelsesproceduren. I sin anden udtalelse tilføjede Kommissionen, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravene til de ledige stillinger. Kommissionen påpegede også, at klagerens CV var for vagt til at træffe en øjeblikkelig afgørelse om hans genindtræden.
1.2 Ombudsmanden har anført, at vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d), bestemmer, at en tjenestemand ved udløbet af sin orlov skal genindtræde i den første stilling, der svarer til hans lønklasse, og som bliver ledig i hans kategori eller tjenestegruppe, forudsat at han opfylder kravene til denne stilling. Ifølge Rettens praksis skal administrationen ved hjælp af en grundig undersøgelse systematisk kontrollere, om den tjenestemand, der venter på at blive genindsat, er i stand til at bestride hver enkelt ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Proceduren for kontrol af kvalifikationerne hos de tjenestemænd, der venter på at blive genindsat, skal derfor være effektiv og forløbe på en sådan måde, at institutionerne kan bevise, at den er blevet overholdt. Selv om de kompetente myndigheder ikke kan tvinges til at bevise, at de har undersøgt tjenestemandens kvalifikationer, når der er en åbenbar forskel mellem hans kvalifikationer og de kvalifikationer, der kræves til en bestemt ledig stilling, skal et sådant bevis ikke desto mindre føres i alle de tilfælde, hvor det i mangel af en sådan åbenbar forskel er nødvendigt at foretage en fuldstændig efterprøvelse af den pågældendes kvalifikationer i forhold til en ledig stilling. Den manglende systematiske kontrol af den pågældende tjenestemands kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, som han kunne have genindsat i, udgør en tjenstlig fejl, som kan medføre, at administrationen ifalder ansvar, for så vidt som en sådan undladelse forsinker genindsættelsen af den pågældende (2).
1.3 Ombudsmanden skal derfor undersøge, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde har foretaget en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer i forhold til de ledige stillinger. Det ser ud til, at klageren den 12. august 1996 anmodede om at blive genindsat med virkning fra den 1. oktober 1996. I sin endelige afgørelse af 16. februar 1998 om klagerens klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, bemærkede ansættelsesmyndigheden blot, at intet generaldirektorat var i stand til at tilbyde klageren en stilling inden udgangen af november 1996, fordi "enten havde de ingen relevante ledige stillinger til rådighed, eller også svarede de ledige stillinger ikke til klagerens evner". Ansættelsesmyndigheden begrundede ikke på nogen måde sin konklusion om, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til dem, der krævedes i de ledige stillinger, og henviste heller ikke til de særlige stillinger, der var ledige.
1.4 Ombudsmanden anmodede derfor om yderligere oplysninger om listen over ledige stillinger i perioden efter udløbet af klagerens tjenestefrihed af personlige årsager. Han anmodede også Kommissionen om at angive, hvad ansættelsesmyndighedens begrundelse var for at konkludere, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til de ledige stillingers kvalifikationer. Det fremgår af de lister over ledige stillinger, der blev offentliggjort mellem den 18. juli 1996 og den 28. november 1996, at der i denne periode var mere end 25 ledige A5/A4-stillinger (3).
1.5 Kommissionen henviste imidlertid i sin udtalelse til Ombudsmanden, med undtagelse af de fire stillinger, som klageren selv havde angivet, ikke til nogen bestemt ledig A5/A4-stilling fra disse lister og gav heller ikke en begrundelse, heller ikke inden for kort tid, for, hvorfor klageren ikke kunne genindsættes i en af disse stillinger. Med hensyn til tre af de fire stillinger, som klageren nævnte, begrænsede Kommissionen sig igen til uden en detaljeret undersøgelse at konstatere, at der var rimelig tvivl om, hvorvidt klageren opfyldte kravene til disse stillinger, både med hensyn til ansvarsniveauet (behovet for dokumenterede lederevner til kontorchefstillinger) og de øvrige krav. Kommissionen tilføjede endog, at administrationen i betragtning af denne reelle usikkerhed under sådanne omstændigheder skal anmode den berørte person om yderligere oplysninger. Dette krav er også blevet bekræftet i Førsteinstansrettens retspraksis (4). Dette har Kommissionen imidlertid ikke gjort.
1.6 På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har foretaget den detaljerede undersøgelse, der kræves i henhold til Domstolens retspraksis, af klagerens kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Dette bekræftes også af, at Kommissionen kun baserede sin vurdering af klagerens evner med hensyn til de ledige stillinger på klagerens curriculum vitae, som den anså for at være for vag og uklar, og uden at anmode klageren om mere detaljerede oplysninger. Det ser også ud til, at Kommissionen på intet tidspunkt har konsulteret detaljerne i klagerens personlige sagsmappe, hvad den kunne have gjort, da han havde arbejdet for Kommissionen i 22 år.
1.7 Det fremgår således af disse betragtninger, at Kommissionens undladelse af at foretage en detaljeret undersøgelse af klagerens kvalifikationer til de pågældende stillinger udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at Kommissionen ifalder ansvar over for klageren. Da det på grund af Kommissionens og klagerens modsatrettede udtalelser ikke var muligt at finde en mindelig løsning mellem parterne på dette punkt, fremsætter Ombudsmanden nedenstående udkast til henstilling.
2 Klagerens krav om økonomisk kompensation for Kommissionens undladelse af at genansætte ham og de økonomiske konsekvenser af hans fratrædelse
2.1 Klageren krævede erstatning for 1) løntabet (mellem udløbet af hans ubetalte orlov og indtil datoen for hans fratrædelse) som følge af Kommissionens undladelse af at genansætte ham ved udløbet af hans ubetalte orlov af personlige årsager og for 2) det økonomiske tab, der var forbundet med, at han måtte træde tilbage fra Kommissionen. Kommissionen afviste at udbetale begge godtgørelser, fordi den fandt, at den på den ene side ikke havde begået en uregelmæssighed i forbindelse med genindsættelsesproceduren, og at den på den anden side ikke kunne holdes ansvarlig for klagerens ensidige beslutning om at træde tilbage fra Kommissionen.
2.2 Med hensyn til den første påstand om erstatning som følge af, at Kommissionen ikke genindsatte klageren, bemærker Ombudsmanden, at det følger af Domstolens praksis, at en ansøger om erstatning for manglende genindtrædelse efter udløbet af tjenestefriheden af personlige årsager ikke kan kræve betaling af lønrestancer, hvis der ikke er udført tjenesteydelser. Han har ikke desto mindre ret til erstatning for den faktiske skade, han har lidt som følge af tabet af denne løn som følge af administrationens ulovlige adfærd (5).
2.3 I den foreliggende sag bør Kommissionen derfor yde klageren erstatning for den økonomiske skade, han har lidt direkte som følge af den fejl, som Kommissionens tjenestegrene har begået i forbindelse hermed, og som består i, at der ikke er foretaget en grundig undersøgelse af klagerens kvalifikationer til de stillinger, der var ledige efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager. Ombudsmanden mener ikke, at han er i stand til at fastsætte størrelsen af denne erstatning. Han opfordrer parterne til at blive enige om princippet og størrelsen af en økonomisk kompensation. Ombudsmanden fremsætter derfor nedenstående udkast til henstilling. 2.4 Med hensyn til den anden påstand bemærker Ombudsmanden, at den pågældende institution i henhold til Domstolens retspraksis ikke kan holdes ansvarlig for noget økonomisk tab som følge af tjenestemandens beslutning om at forlade tjenesten, før han er blevet underrettet om sin genindtrædelse (6). Artikel 40, stk. 4, litra d), in fine, fastsætter nemlig, at tjenestemanden skal forblive på tjenestefrihed uden løn af personlige årsager, indtil han reelt genindtræder i tjenesten. Ombudsmanden mener derfor ikke, at Kommissionen i den foreliggende sag kan holdes ansvarlig for klagerens ensidige beslutning om at træde tilbage. Klagerens erstatningskrav er derfor ikke begrundet, og der blev ikke konstateret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.
3 Konklusion
Det fremgår af Rettens praksis, at administrationen ved hjælp af en grundig undersøgelse systematisk skal efterprøve den tjenestemands kvalifikationer, der venter på at blive genindsat, for hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse.
I den foreliggende sag har ansættelsesmyndigheden på ingen måde begrundet sin konklusion om, at klagerens kvalifikationer ikke svarede til de kvalifikationer, som de ledige stillinger krævede. Med undtagelse af de fire stillinger, som klageren selv havde angivet, henviste Kommissionen heller ikke til nogen bestemt ledig A5/A4-stilling fra listerne og gav heller ikke en begrundelse, heller ikke inden for kort tid, for, hvorfor klageren ikke kunne genindsættes i en af disse stillinger. Kommissionen baserede kun sin vurdering af klagerens evner med hensyn til de ledige stillinger på klagerens curriculum vitae, som den anså for at være for vag og uklar, og uden at anmode klageren om mere detaljerede oplysninger. Ombudsmanden konkluderer derfor, at Kommissionen ikke har foretaget den detaljerede undersøgelse, der kræves i henhold til Domstolens retspraksis, af klagerens kvalifikationer i forhold til hver ledig stilling, der svarer til hans lønklasse. Denne undladelse udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser, der kan gøre Kommissionen ansvarlig over for klageren.
På baggrund af disse konklusioner (punkt 1.7 og 2.3) og i betragtning af, at det ikke var muligt at finde en mindelig løsning mellem parterne på dette punkt, fremsætter Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Europa-Kommissionen:
- Kommissionen bør kompensere klageren for den økonomiske skade, han direkte har lidt som følge af Kommissionens tjenestefejl, som består i, at klageren ikke har foretaget en detaljeret undersøgelse af sine kvalifikationer til de stillinger, der var ledige efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager.
Europa-Kommissionen vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse inden for tre måneder. Den detaljerede udtalelse kunne bestå i accept af Ombudsmandens henstilling og en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre henstillingen.
Din oprigtige
Jacob SÖDERMAN
(1) Sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. 1976, s. 1139.
(2) sag T-48/90, Giordani mod Kommissionen, Sml. 1993 II, s. 721, præmis 50-56, Sag T-276/94, Buick mod Kommissionen, Sml. 1995, s. II-667, præmis 34-46; Sag T-205/96, Bieber mod Parlamentet, Sml. 1998 II, s. 723.
(3) Ledige stillinger COM/088/96, COM/090/96, COM/093/96, COM/094/96, COM/095/96, COM/096/96, COM/R/5138/96, COM/036/96, COM/105/96, COM/104/96, COM/103/96, COM/109/96, COM/110/96, COM/065/96, COM/113/96, COM/118/96, COM/122/96, COM/120/96, COM/126/96, COM/115/96, COM/116/96, COM/128/96, COM/R/5659/96, COM/131/96, COM/155/96, COM/157/96, COM/163/96.
(4) Se sag T-276/94, præmis 43.
(5) Sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. 1976, s. 1139, præmis 39.
(6) Sag 292/87, Pizziolo mod Kommissionen, Sml. 1988, s. 5165.
(7) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, 1994 EFT L 113/15.