Den Europæiske Ombudsmand, P. Nikiforos Diamandouros, fortsætter sine bestræbelser på at forbedre EU-institutionernes og -organernes ansættelsespraksis. Ombudsmanden henviste til to nylige afgørelser om klager over Europa-Kommissionen og Europol og sagde: "For mange borgere består deres første reelle kontakt med EU-administrationen i at ansøge om arbejde. Det er vigtigt, at EU-institutionernes og -organernes ansættelsespraksis er i topklasse, så borgernes tillid bevares og styrkes. Jeg vil fortsat gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at borgere, der søger arbejde i EU's forvaltning, behandles retfærdigt og ordentligt."

De to afgørelser, der førte til Ombudsmandens bemærkninger, var følgende:

Europa-Kommissionen: En borger med fransk/bulgarsk statsborgerskab ansøgte om en stilling som lokalt ansat i Kommissionens delegation i Sofia, Bulgarien. Kommissionen afslog hans ansøgning på grund af hans dobbelte statsborgerskab. Sagsøgeren påberåbte sig Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser og anførte, at den pågældende stilling som lokalt ansat var forbeholdt ansøgere, der ikke var statsborgere i det land, hvor de skulle udføre deres opgaver, og som ikke havde fast bopæl i dette land.

Ombudsmanden kritiserede Kommissionen for ikke at have givet en objektiv begrundelse for at afvise klagerens ansøgning og anførte, at den havde tilsidesat princippet om ikkeforskelsbehandling. Ingen af de regler, der fandt anvendelse på lokalt ansatte, indeholdt bestemmelser om, at personer med bulgarsk statsborgerskab ville blive udelukket fra disse kontrakter. Ombudsmanden fandt også, at stillingsopslaget for den pågældende stilling ikke gav ansøgerne alle de nødvendige oplysninger om ansættelsesproceduren.

Ombudsmandens afgørelse findes på hans websted:

Europol: En borger klagede til Ombudsmanden og hævdede, at Europol havde tilsidesat sin personalevedtægt ved at ansætte hende som administrativ assistent i henhold til en kontrakt for lokalt ansatte og ikke som ansat i Europol. Det betød, at hun blev ansat på mindre fordelagtige vilkår. Europol gjorde gældende, at det i situationer, hvor dets stillingsfortegnelse ikke omfattede personalestillinger, og hvor arbejdsbyrden var af en sådan art, at der var behov for midlertidig bistand, var nødt til at ansætte midlertidigt personale på de betingelser, der gjaldt for lokalt ansatte. Den hævdede, at den frit kunne gøre dette, så længe den holdt sig inden for rammerne af sit personalebudget.

Ombudsmanden påpegede, at det klart fremgår af Europols personalevedtægt, at en stilling som administrativ assistent skal være en stilling som Europols personale. Han fandt ikke noget retsgrundlag for Europols praksis med at ansætte midlertidigt ansatte på de betingelser, der gælder for lokalt ansatte. Han fremsatte derfor en kritisk bemærkning med henblik på at henlede Europols opmærksomhed på behovet for at revidere sin praksis for ansættelse af personale.

Ombudsmandens afgørelse findes på hans websted: