Den Europæiske Ombudsmand Emily O'Reilly åbnede konferencen og fremhævede de forfærdelige omstændigheder, hvorunder den fandt sted på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Hun roste det modige arbejde, som det ukrainske parlaments kommissær for menneskerettigheder, Liudmyla Denisova, udfører, samt ombudsmændenes indsats i hele Europa for at hjælpe ukrainske flygtninge. O'Reilly understregede også, at ombudsmænd selv i krisetider fortsat skal spille en central rolle med hensyn til at opretholde retsstatsprincippet, drage forvaltningerne til ansvar og virkeliggøre demokratiske værdier. Med hensyn til dagens andet møde understregede hun, at selv om teknologiske fremskridt bedre kan forbinde os, indebærer de også en alvorlig risiko for at adskille nogle mennesker fra offentlige tjenester og dermed mindske offentlighedens tillid.

Udveksling af bedste praksis for at hjælpe flygtninge

EU-kommissær for indre anliggender Ylva Johansson holdt åbningstalen til dagens første møde. Hun fremhævede de europæiske borgeres, organisationers og regeringers ekstraordinære indsats på alle niveauer for at støtte ukrainere, der flygter fra den russiske invasion. Krisen markerede den første aktivering nogensinde af EU's direktiv om midlertidig beskyttelse, som blev godkendt enstemmigt af medlemsstaterne. Direktivet giver flygtninge rettigheder såsom adgang til sundhedspleje, beskæftigelse, bolig, uddannelse og social støtte. I den forbindelse understregede Johansson den store betydning af at fortsætte registreringen af flygtninge, der kommer til EU. Johansson fremhævede også den vigtige rolle, som ombudsmænd spiller, når det drejer sig om at sikre, at flygtninge kan drage fordel af deres rettigheder.

Johansson beskrev nogle specifikke foranstaltninger fra Kommissionens side og sagde, at den havde oprettet et indeks for at se, hvilke medlemsstater der er under størst pres. Polen er i øjeblikket det land, der er hårdest ramt, efterfulgt af Cypern (hovedsagelig på grund af ikkeukrainske flygtninge) og Tjekkiet. De mindst berørte er i øjeblikket Frankrig, Malta, Italien og Grækenland. En solidaritetsplatform med deltagelse af medlemsstaterne, Kommissionen, EU-agenturerne og andre interessenter mødes to gange om ugen for at drøfte, hvilke stater der er under pres, og hvor der var overskydende kapacitet til at tage imod flygtninge. Kommissionen har også kortlagt alle de transportknudepunkter, hvor EU giver oplysninger til flygtninge, herunder om deres rettigheder. Der er planlagt en EU-talentpulje for flygtninge til sommer for at hjælpe med at matche flygtninge, der søger job i en bestemt sektor, og dem, der ønsker at ansætte dem.

Johansson nævnte den risiko for menneskehandel, som ukrainske flygtninge står over for, og fremhævede, at ukrainere allerede var blandt de fem største nationaliteter, der blev handlet til EU, inden krigen begyndte. Hun sagde, at hun havde modtaget nogle uformelle rapporter om dette, og at det var vigtigt at handle så hurtigt som muligt. Kommissionen har allerede aktiveret sit netværk af koordinatorer for bekæmpelse af menneskehandel og planlægger snart at iværksætte en handlingsplan mod menneskehandel.

Den Europæiske Ombudsmand Emily O'Reilly indledte paneldiskussionen med at sige, at det var ombudsmandens rolle at gøre det muligt for flygtninge at drage fordel af de rettigheder, som direktivet om midlertidig beskyttelse giver, herunder psykologisk og følelsesmæssig støtte. På EU-plan kan Den Europæiske Ombudsmand få spørgsmål om, hvordan direktivet om midlertidig beskyttelse anvendes. I fremtiden kan Den Europæiske Ombudsmand også blive inddraget i behandlingen af systemiske problemer i forbindelse med direktivet eller potentielle problemer i nogle af de ansvarlige EU-agenturer.

Det ukrainske parlaments menneskerettighedskommissær, Liudmyla Denisova, understregede betydningen af at dokumentere krigsforbrydelser, så gerningsmændene kan retsforfølges, og af at yde støtte til ofre såsom kvinder, der er blevet voldtaget. Denisova sagde, at hun var taknemmelig for den støtte, som EU har vist ukrainske flygtninge, og at det var muligt at begynde at tænke på, hvordan flygtninge kunne bringes hjem. Hun sagde, at det var godt, at der blev udviklet programmer til dette formål, f.eks. opførelse af mobilhomes til folk, der har fået deres huse ødelagt. Denisova fremhævede også den tvungne deportation af ukrainere, herunder tusindvis af børn, til Rusland. Hun sagde, at Rusland begår folkedrab ved at fjerne de ukrainske dokumenter om børn, udstede dem russiske og derefter tvinge dem til adoption. Hun opfordrede til, at der nedsættes en arbejdsgruppe under den europæiske ombudsmand, som kan hjælpe med at bringe folk tilbage til Ukraine.

Den polske vicekommissær for menneskerettigheder Hanna Machińska sagde, at der var over 3 millioner ukrainske flygtninge i Polen, herunder over 700 000 børn. Hun talte om den indsats, som Polen og polske frivillige gjorde for at sikre, at flygtninge havde adgang til indkvartering, uddannelse og sundhedspleje. Hun fremhævede også det langsigtede pres, som krisen har lagt på nogle byer, såsom Warszawa, der havde taget imod over 300.000 flygtninge. Machińska sagde, at hendes personale var til stede på modtagelsessteder for flygtninge, og at de griber ind i lokale sager, når der opstår problemer. En særlig udfordring, hun fremhævede, var at støtte store romafamilier på 30-40 mennesker, der alle ønsker at blive sammen.

Den rumænske ombudsmand Renate Weber sagde, at over 750 000 ukrainere er rejst gennem Rumænien, men kun omkring 18 000 har anmodet om midlertidig beskyttelse. Lige fra begyndelsen modtager flygtninge lægehjælp og økonomisk støtte, enten fra lokale borgmestre eller fra regionale guvernører. De, der var i transit, modtog også indkvartering, måltider, gratis offentlig transport osv. Weber fremhævede spørgsmålet om forældreløse børn og den sprogbarriere, de stod over for med hensyn til uddannelse. Hun sagde også, at der var mangel på ukrainsktalende psykologer for flygtninge.

Den ungarske kommissær for grundlæggende rettigheder, Ákos Kozma, sagde, at der var over 700 000 flygtninge i Ungarn, hvilket svarer til ca. 10 % af den ungarske befolkning. Han sagde, at han havde besøgt grænsen med sit team kort efter konflikten var begyndt og oprettet fem krisecentre for at give flygtninge hjælp fra statslige og ikke-statslige organisationer. Kozma sagde, at hans kontor giver flygtninge juridisk rådgivning og information samt oplysninger om, hvordan de kan indgive en klage vedrørende en potentiel krænkelse af grundlæggende rettigheder.

Borgmester i Strasbourg Jeanne Barseghian sagde, at der var 50 000 ukrainske flygtninge i Frankrig, og at Strasbourg blev identificeret som et potentielt indgangssted på grund af dets geografiske beliggenhed og dets status som en europæisk by. Byen oprettede et modtagelsescenter for at byde mennesker, der ankom fra Ukraine, velkommen og hjælpe dem. Hun understregede betydningen af at registrere personer, herunder dem, der kan have foretaget rejsen til Frankrig på egen hånd. Mange flygtninge har brug for støtte til posttraumatisk chok eller sundhedsproblemer. Strasbourg tilbyder også sprogindlæring, sportsaktiviteter og anden støtte for at hjælpe flygtninge med at blive integreret i samfundet på lang sigt. Barseghian sagde, at selv om direktivet om midlertidig beskyttelse generelt har været positivt, har det skabt visse spændinger, f.eks. blandt dem, der har forladt Ukraine, men ikke er ukrainske statsborgere, eller dem, der er flygtninge fra andre lande.

Den græske ombudsmand Andreas Pottakis fremhævede tre paradokser med hensyn til den nuværende situation: at de lande, der i øjeblikket drager størst fordel af direktivet om midlertidig beskyttelse, havde blokeret det under tidligere kriser; at ukrainere før krigen var blandt de nationaliteter, der oftest blev tvangsfjernet fra EU; og at ukrainernes mulighed for at bevæge sig frit i EU, selv om det generelt er en god ting, også øger risikoen for menneskehandel med sårbare personer. Han opfordrede til, at direktivet om midlertidig beskyttelse beskyttes mod politisk pres, og at det aktiveres så automatisk som muligt i fremtidige kriser.

Ombudsmanden i Baden-Württemberg, Beate Böhlen, anførte, at den støtte, der blev vist ukrainerne i 2022, bør være benchmarket for fremtidige flygtningekriser. Hun sagde, at Tyskland bruger en fordelingsnøgle til at fordele flygtninge til forskellige dele af landet, og at staterne bruger en anden fordelingsnøgle til yderligere at fordele flygtninge. Böhlen sagde, at et særligt vigtigt spørgsmål, der skal overvejes, er gensidig anerkendelse af kvalifikationer, således at kvalificerede flygtninge hurtigt kan finde passende arbejde.

Digitalisering af offentlige forvaltninger: hvordan borgernes adgang til rettigheder er blevet påvirket

Kommissær med ansvar for samhørighed og reformer, Elisa Ferreira, holdt hovedtalen. Ferreira sagde, at teknologi hverken i sig selv er god eller i sig selv dårlig, da det afhænger af, hvad der gøres med det. Teknologien har potentiale til enten at udvide eller indsnævre kløften mellem borgerne og den offentlige forvaltning. F.eks. risikerer automatisering og big data at skabe upersonlige systemer, der fremmedgør mennesker; På den anden side kan nye sociale teknologier og værktøjer til e-offentlig forvaltning bringe beslutningstagningen tættere på borgerne. Hun nævnte også risikoen for en digital kløft mellem forskellige mennesker, da de, der er fattigere eller ældre, kan ende med at blive udelukket fra digitale tjenester. Ferreira sagde, at ombudsmænd vil være afgørende for at tackle disse kløfter i deres rolle som offentlige fortalere og vagthunde for borgernes rettigheder.

Ferreira fremhævede to af Kommissionens centrale digitale mål for 2030: mindst 80 % af alle voksne bør have grundlæggende digitale færdigheder, og alle centrale offentlige tjenester bør være tilgængelige online, og alle borgere bør have adgang til dem. Hun sagde, at EU investerer et hidtil uset beløb i det digitale område under genopretnings- og resiliensfaciliteten samt gennem sin samhørighedspolitik. Formålet med sidstnævnte er at sikre, at ingen regioner lades i stikken i den digitale omstilling. Ferreira nævnte, at forbedring af digitale tjenester og sikring af lige adgang til dem er i centrum for forhandlingerne om den nye generation af samhørighedsprogrammer.

Ifølge Ferreira bør EU's investeringer hjælpe borgere og virksomheder med at opnå de nødvendige digitale færdigheder, støtte udrulningen af nye eller opgraderede e-forvaltnings- og e-integrationstjenester og støtte udbredelsen af bredbåndsinfrastruktur i landdistrikter, tyndt befolkede områder og regionerne i EU's yderste periferi. EU støtter også den digitale omstilling af offentlige forvaltninger på nationalt, regionalt og lokalt plan gennem pilotprojekter, ekspertise og udveksling af erfaringer.

For at sikre, at EU's rettigheder og værdier afspejles fuldt ud i onlinemiljøet, sagde Ferreira, at Europa-Kommissionen ønsker at udvikle en ramme for digitale principper og rettigheder. Dette vil omfatte adgang til konnektivitet af høj kvalitet, til tilstrækkelige digitale færdigheder, til offentlige tjenester og til retfærdige og ikkediskriminerende onlinetjenester. Kommissionen ønsker også at overvåge, om europæerne føler, at deres digitale rettigheder respekteres, via en årlig Eurobarometerundersøgelse.

Den franske rettighedsforkæmper Claire Hédon åbnede paneldiskussionen. Hun talte om de vanskeligheder, som mange mennesker har med at få adgang til offentlige tjenester online, og hvordan covid-19-pandemien har forværret dette problem. Hun nævnte, at omkring 10-13 millioner mennesker i Frankrig er digitalt analfabeter. Hédon fremhævede nogle anbefalinger fra sit kontors rapport om dematerialisering af offentlige tjenester: at den personlige kommunikation og telefontjenesten bør opretholdes; at websteder bør være brugervenlige, og at de personer, der udformer dem, bør uddannes i at gøre dem mere tilgængelige; og at folk bør have ret til at oprette forbindelse, herunder have adgang til det nødvendige IT-udstyr.

Den hollandske nationale ombudsmand Reinier van Zutphen sagde, at når folk føler sig ladt i stikken af administrative procedurer, der går digitalt, kan de begynde at miste tilliden til regeringen selv. Han fremhævede manglen på vedligeholdelse af digitale systemer i den offentlige forvaltning. Hans kontor offentliggjorde for nylig en rapport om offentlige myndigheders hensigtsmæssige anvendelse af data og algoritmer, hvori det hedder, at borgerne bør inddrages, når offentlige forvaltninger udformer nye digitale systemer eller procedurer. Rapportens konklusioner siger, at nye digitale systemer bør være klare, tilgængelige og kunne repareres, når tingene går galt. Desuden advarede Van Zutphen om, at digital fattigdom ofte kan føre til reel fattigdom.

Den estiske justitskansler Ülle Madise sagde, at 99 % af Estlands offentlige tjenester er blevet digitaliseret, og at de for det meste fungerer gnidningsløst. Hun sagde, at hjørnestenen i Estlands e-tjenester er det nationale ID-kort. Det faktum, at dette ID-kort har været obligatorisk i 20 år, har hjulpet folk med at tilpasse sig brugen af digitale offentlige tjenester. Madise sagde også, at landets landlige natur gør e-tjenester til en nødvendighed for mange mennesker. Der er dog stadig problemer. Den estiske regering glemte f.eks. at tage blinde i betragtning, da den oprettede et onlinesystem, hvor folk kunne tilmelde sig covid-19-vaccination. Madises kontor hjalp dem med at løse dette problem.

Marine Boudeau fra La direction interministérielle du numérique (DINUM) sagde, at det var blevet for nemt at skabe nye digitale systemer uden at se på, hvor tilgængelige eller brugbare de er. Hun sagde, at hendes afdeling arbejdede på at udarbejde en basislinje for kvaliteten af de tjenester, der stilles til rådighed i Frankrig. I 2019 lancerede de Observatoriet for Kvaliteten af Onlinetjenester og samarbejder ofte med forskellige franske ministerier om at forbedre de digitale tjenester.

Clara Deville fra Institut national de recherche pour l'agriculture, l'alimentation et l'environnement (INRAE) talte om resultaterne i sin afhandling om dematerialisering af offentlige tjenester. Hun understregede, at de digitale tjenesters succes også afhænger af tilliden mellem borgerne og deres regeringer. Hun sagde, at folk ofte er bange, når de beder om rettigheder fra en offentlig institution. Fattige og især udlændinge kan have haft dårlige erfaringer med den offentlige forvaltning før, hvilket kan gøre dem mere tilbageholdende med at gøre krav på deres rettigheder. Hun fremhævede også, hvordan lukningen af regeringskontorer i landdistrikterne har fået offentlige institutioner til at føle sig ukendte og fjerntliggende.

Thomas Lecourt fra Emmaüs Connect sagde, at hans forening forsøger at forbinde mennesker, der er afskåret fra digitale teknologier, ved at levere billigt IT-udstyr, datatjenester og uddannelse. Han fremhævede, at over en fjerdedel af de mennesker, de hjælper, er under 30 år, og at over 80 % lever for mindre end 600 EUR om måneden. Lecourt understregede, at offentlige institutioner skal anerkende, at der findes mennesker uden digitale færdigheder eller adgang til IT-systemer, og at de skal vise disse mennesker, at de holder af dem.

Lazios ombudsmand Marino Fardelli fremhævede to digitale kløfter: de kulturelle, der påvirker grupper af mennesker såsom ældre, og de strukturelle, vedrørende mangel på god IT-infrastruktur eller -udstyr. Han sagde, at ombudsmændene i Italien arbejdede sammen om at fremsætte et forslag til den italienske regering om at hjælpe med at tackle disse digitale kløfter. Han sagde også, at de arbejder tæt sammen med kommunerne, men at borgmestre undertiden ser ombudsmænd som langsommere arbejde, selv om de faktisk kan hjælpe med at fremskynde tingene.

Den overordnede drøftelse fokuserede på, hvordan folk ofte var ude af stand til at få adgang til offentlige tjenester på grund af digitaliseringen, navnlig fattige, ældre eller migranter, og hvordan covid-19-pandemien har forværret dette problem. Mange talere advarede om, at digital udstødelse kan føre til social udstødelse og endda til fattigdom. For at afhjælpe problemet understregede mange ombudsmænd behovet for at opretholde personlige møder og telefontjenester i den offentlige forvaltning. Behovet for at udforme nye digitale tjenester med tilgængelighed for øje helt fra begyndelsen blev også nævnt gentagne gange.