Kære M.
Den 3. og 15. oktober 1997 sendte De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af "Movimento Consumatori", den italienske forbrugerorganisation. Klageren vedrørte både Kommissionens påståede undladelse af at tage behørigt hensyn til de problemer, der var anført i Deres klager til institutionen, og af at besvare en af skrivelserne af 14. juni 1996 vedrørende denne sag.
Den 1. december 1997 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen fremsendte sin udtalelse den 9. marts 1998, som jeg fremsendte til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 28. maj 1998 modtog jeg Deres bemærkninger.
Den 3. august 1998 og den 26. november 1998 sendte De mig yderligere oplysninger vedrørende Deres sag. For at klarlægge nogle af de punkter, som institutionen fremførte under undersøgelsen, anmodede jeg den 17. marts 1999 Kommissionen om yderligere oplysninger. Den 6. maj 1999 meddelte Kommissionen mig, at dens tjenestegrene var i færd med at indsamle de ønskede oplysninger, og anmodede om en forlængelse af svarfristen.
Institutionen fremsendte disse supplerende oplysninger den 18. maj 1999. Jeg godkendte Kommissionens nye svar til Dem den 27. maj 1999 og modtog Deres bemærkninger den 1. juli 1999.
Jeg skriver nu for at fortælle dig resultatet af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klagen vedrører den måde, hvorpå Kommissionen behandlede et problem, som et angiveligt usikkert produkt udgjorde for forbrugerne. Ifølge klageren havde en bestemt type lysestage, der blev solgt i Italien, været årsag til flere brande. Den 14. juni 1996 indgav M. på vegne af en italiensk forbrugerorganisation en formel klage til Europa-Kommissionen, hvori han gjorde opmærksom på, at denne lysestage havde forvoldt alvorlige skader på forbrugerne som følge af ulykker. Klageren hævdede, at de italienske myndigheder ikke overholdt bestemmelserne i artikel 6 og 8 i direktiv 92/59/EØF om produktsikkerhed i almindelighed (1) (direktivet) ved ikke at træffe passende foranstaltninger til at kontrollere anvendelsen af dette produkt. Den henviste også til, at disse myndigheder ikke havde truffet nogen foranstaltninger i forbindelse med en tidligere anmeldelse, som de spanske myndigheder havde fremsendt til alle medlemsstaterne vedrørende risiciene ved en lignende type produkt.
Klageren anmodede Kommissionen om at indlede en undersøgelse af denne sag, da de italienske myndigheder på trods af faren ved produktet ikke havde indledt nogen hasteprocedure som fastsat i direktivets artikel 8. Han anmodede Kommissionen om at tage flere initiativer for at kontrollere risiciene for forbrugerne, herunder at nedsætte et hasteudvalg til at gennemgå situationen, anmode de italienske myndigheder om yderligere foranstaltninger og direkte forbyde typen af lysestage på markedet.
Klageren modtog den 10. oktober 1996 en kvittering fra Kommissionen, hvori det blev anført, at klagen ville blive overført til de italienske myndigheder, der er ansvarlige for forbrugernes sikkerhed.
Klageren skrev igen til Kommissionen den 29. maj 1997, men modtog ikke yderligere svar på sin skrivelse.
I lyset af situationen skrev klageren til Ombudsmanden den 3. oktober 1997 og hævdede, at Kommissionen havde undladt
1) at besvare hans anden skrivelse af 29. maj 1997 og
2) at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at det produkt, der var omhandlet i hans klage, ikke udgjorde nogen risiko for forbrugerne.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse
Europa-Kommissionens bemærkninger til klagen er sammenfattende følgende:
Kommissionens tjenestegrene havde modtaget en første klageskrivelse fra M. i juni 1996. Klagen vedrørte de italienske myndigheders påståede undladelse af at træffe passende hasteforanstaltninger for at kontrollere risiciene ved en bestemt type lysestage, jf. artikel 8 i direktiv 92/59/EØF (2).
Institutionen påpegede, at formålet med denne artikel 8 er at muliggøre et effektivt og hurtigt system for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen i nødsituationer, som farlige produkter udgør. Efter Kommissionens opfattelse er det på grundlag af direktivet kun medlemsstaterne, der kan udløse anvendelsen af direktivets artikel 8.
I sådanne tilfælde bør Kommissionen underrettes om de vedtagne foranstaltninger og derefter underrette de øvrige medlemsstater om disse foranstaltninger.
På grundlag af disse lovbestemmelser forklarede Kommissionen, at dens rolle i denne type forbrugersager er meget begrænset. Den kan kun kontrollere, om de modtagne oplysninger er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, og derefter videresende dem til de øvrige medlemsstater. Institutionen kan kun foretage en egen undersøgelse, hvis produktet udgør en alvorlig og umiddelbar risiko, og hvis de nationale foranstaltninger ikke er tilstrækkelige. Kommissionen fandt, at den i betragtning af disse retlige begrænsninger ikke kunne træffe nogen af de foranstaltninger, som klageren havde anmodet om.
Kommissionen understregede, at den havde videresendt klagen til de italienske myndigheder, da de var ansvarlige for at overvåge produktsikkerheden og kunne træffe passende foranstaltninger. Kommissionen havde også anmodet om at blive holdt underrettet om resultatet af undersøgelsen. I sin skrivelse til de italienske myndigheder havde Kommissionens tjenestegrene henvist til, at de spanske myndigheder i 1994 havde underrettet de øvrige medlemsstater om de potentielle farer ved en lignende type lysestage som krævet i direktivets artikel 7. I denne sag bemærkede Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke havde underrettet den om de foranstaltninger, der var truffet.
De italienske myndigheder svarede den 9. september 1996 på Kommissionens skrivelse fra juni 1996 og anførte, at de ikke havde fundet det nødvendigt at træffe nogen foranstaltninger vedrørende det pågældende produkt, da det ikke syntes at være farligt for forbrugerne. I denne afgørelse blev der taget hensyn til, at begge parter havde opgivet en retssag om anvendelse af produktet ved dommerne i C.
På grundlag af dette svar fandt Kommissionen, at påstanden kun vedrørte en individuel sag, som ikke berørte, men et begrænset antal varer.
Kommissionen videresendte disse oplysninger til klageren den 10. oktober 1996. I brevet forklarede den, at den på grund af de begrænsninger, som de eksisterende retsregler, nemlig direktiv 92/59/EØF, pålægger institutionen, ikke kunne tage noget initiativ.
I sin udtalelse henviste Kommissionen også til klagerens skrivelse af 29. maj 1997. Den begrundede det manglende svar på denne korrespondance, da den efter dens opfattelse blot var en gentagelse af de samme argumenter, som klageren havde fremført i tidligere skrivelser.
Endelig har Kommissionen illustreret sine tjenestegrenes interesse i en korrekt anvendelse af direktivet i Italien ved, at den daværende ansvarlige kommissær, fru Bonino, den 13. maj 1997 havde skrevet til de italienske myndigheder for at give udtryk for sin bekymring over den måde, hvorpå direktiv 92/59/EØF blev gennemført i Italien.
Klagerens bemærkninger
Ombudsmanden fremsendte Kommissionens udtalelse til klagerne med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.
I sin skrivelse af 20. maj 1998 insisterede klageren på de argumenter, der allerede var anført i klagen. M. besvarede imidlertid nogle af de bemærkninger, som Kommissionen havde fremsat i sin udtalelse. Klageren understregede, at formålet med hans klage ikke var at anmode Kommissionen om at støtte de foranstaltninger, som hans sammenslutning havde truffet, eller at træffe direkte foranstaltninger i forbindelse med det angiveligt farlige produkt. Klagerens mål var at sikre, at Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger for at få de italienske myndigheder til at overholde forpligtelserne i direktiv 92/59/EØF.
Efter at de spanske myndigheder i 1994 havde underrettet klageren om farerne ved et lignende produkt i henhold til direktivets artikel 8, var de italienske myndigheder forpligtet til at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, der var truffet på deres område, eller begrundelsen for ikke at træffe en sådan foranstaltning.
Klageren påpegede, at de italienske myndigheder ikke havde svaret på de rapporter, som de spanske myndigheder havde udarbejdet i 1994, og som var blevet omdelt til alle medlemsstater. Desuden havde Kommissionen ikke truffet foranstaltninger til at anmode de italienske myndigheder om disse oplysninger. Kommissionens tjenestegrene havde undersøgt sagen to år efter og først efter klagerens skrivelse fra juni 1996.
Selv om Kommissionen havde nævnt kommissær Boninos skrivelse til de italienske myndigheder den 13. maj 1997 som et eksempel på den indsats, dens tjenestegrene havde gjort for at sikre en korrekt anvendelse af direktivet i Italien, påpegede klageren, at en sådan skrivelse ikke havde nogen forbindelse med de særlige problemer, der var nævnt i hans klage.

Yderligere oplysninger

For at klarlægge nogle af de argumenter, som Kommissionen anvendte til støtte herfor, anmodede Ombudsmanden ved brev af 17. marts 1999 institutionen om yderligere oplysninger. Kommissionen havde forsvaret sin holdning i den foreliggende sag med den begrundelse, at bestemmelserne i direktiv 92/59/EØF i det store og hele var rettet til medlemsstaterne, og at institutionen derfor ikke kunne tage noget initiativ. I sin skrivelse til Kommissionen mindede Ombudsmanden om, at direktivet i punkt 8 i bilaget synes at give Kommissionen mulighed for direkte at undersøge farerne ved visse forbrugsgoder (3).
I betragtning af sagens omstændigheder spurgte Ombudsmanden Kommissionen, om den havde overvejet eller burde overveje at anvende sine beføjelser til at indlede en undersøgelse af egen drift.
I sin skrivelse af 6. maj 1999 anerkendte Kommissionen, at den på grundlag af direktivet har en vis initiativret, f.eks. til at indlede en undersøgelse af egen drift og/eller indkalde udvalget om nødsituationer. Den tilføjede imidlertid, at disse beføjelser kun indrømmes under ekstraordinære omstændigheder, som ikke var til stede i den foreliggende sag. Efter Kommissionens opfattelse kan disse beføjelser kun anvendes, hvis og når en medlemsstat på forhånd har givet meddelelse om, at der findes et farligt produkt.
Der var ikke blevet givet meddelelse om den situation, som klageren havde klaget over. Selv i tilfælde af en sådan anmeldelse har Kommissionen tilføjet, at dens handling afhænger af behovet for at indsamle yderligere oplysninger og først efter at have kontrolleret, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Disse ekstraordinære omstændigheder skal fastlægges på grundlag af, hvor hastende og omfattende risikoen ved et produkt er, hvor stort markedet er, og hvor uforudsigelige ulykkerne er.
Institutionen har også taget stilling til sagens faktiske omstændigheder. Den påpegede, at produktet indtil da kun havde forårsaget en enkelt ulykke.
Ombudsmanden fremsendte denne supplerende udtalelse fra Kommissionen til klageren. I sit svar af 30. juni 1999 gjorde M. opmærksom på, at Kommissionen allerede den 12. juli 1994 havde modtaget en anmeldelse fra de spanske myndigheder, hvori der blev henvist til en meget lignende varetype. Efter hans opfattelse viste Kommissionens holdning til bogstaveligt at basere sig på direktivets bestemmelser, at institutionen ikke var villig til at forsvare forbrugerne.

Afgørelsen

På grundlag af oplysningerne fra klageren og Europa-Kommissionens bemærkninger er Ombudsmanden nået frem til følgende konklusioner:
1 Svar på klagerens breve 1.1.
Klagen blev først sendt til Kommissionen den 14. juni 1996. Brevet advarede om risiciene ved en bestemt type lysestage, der markedsføres i Italien, og behovet for, at Kommissionen træffer yderligere foranstaltninger for at undgå potentielle skader. Kommissionen besvarede denne anmodning den 10. oktober 1996.
Da klageren mente, at problemet ikke blev løst tilfredsstillende af Kommissionen, sendte han en supplerende skrivelse til institutionen den 29. maj 1997. I sin klage til Ombudsmanden hævder klageren, at Kommissionen aldrig besvarede dette brev.
1.2. Kommissionen har erkendt, at det andet brev fra klageren ikke blev besvaret. Den begrundede imidlertid sit manglende svar med, at denne nye korrespondance henviste til de samme påstande som den første, som den allerede havde besvaret.
1.3. Den Europæiske Ombudsmand har erklæret, at Kommissionen har pligt til at besvare borgernes forespørgsler korrekt. Det fremgår imidlertid, som Kommissionen har påpeget, at de spørgsmål, som klageren havde stillet i sin anden skrivelse, allerede var blevet besvaret. Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden ikke, at der er behov for yderligere bemærkninger vedrørende dette aspekt af sagen.
2 Foranstaltninger, som Kommissionen skal træffe i nødsituationer
2.1. Klageren var af den opfattelse, at Kommissionen ikke havde behandlet det problem, der var anført i hans skrivelser, korrekt, eftersom institutionen ikke havde truffet de foranstaltninger, den var blevet anmodet om. For at kontrollere de risici, som en angiveligt farlig lysestage udgør for forbrugerne, anmodede klageren Kommissionen om at tage en række initiativer, herunder at nedsætte et hasteudvalg til at gennemgå situationen, anmode de italienske myndigheder om yderligere foranstaltninger og direkte forbyde typen af lysestage på markedet.
2.2. Kommissionen har gjort gældende, at det på grundlag af den gældende fællesskabslovgivning, nemlig direktiv 92/59/EØF, ligger uden for dens beføjelser at træffe sådanne foranstaltninger. Den understregede, at det kun er de berørte nationale myndigheder, der kan fastslå omfanget af de risici, som produktet udgør, og fastlægge passende foranstaltninger til kontrol heraf. I henhold til denne procedure kan Kommissionen kun kontrollere de oplysninger, som de ansvarlige nationale myndigheder har indsendt, og fremsende dem til de øvrige medlemsstater.
Den tilføjede endvidere, at selv i tilfælde af en meddelelse fra en medlemsstat er dens indgriben kun mulig under ekstraordinære omstændigheder. Disse skal fastlægges på grundlag af, hvor hastende og omfattende risikoen ved et produkt er, hvor stort markedet er, og hvor uforudsigelige ulykkerne er.
Da de italienske myndigheder ikke havde givet nogen meddelelse, mente Kommissionen ikke, at den havde kompetence til at gribe ind i denne sag. Den konkluderede desuden, at de risici, som produktet udgjorde, ikke var betydelige, og at der derfor ikke var tale om ekstraordinære omstændigheder i sagen.
2.3. Som fastsat i direktiv 92/59/EØF kan Kommissionen tage visse initiativer for at kontrollere alvorlige og umiddelbare risici fra produkter for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Disse aktioner omfatter:
a. at iværksætte en egen undersøgelse og/eller indkalde Udvalget for Krisesituationer (artikel 8; bilag, § 8), efter at en medlemsstat har underrettet om, at der foreligger en alvorlig og umiddelbar risiko
b. Vedtage en afgørelse, der pålægger medlemsstaterne at træffe midlertidige foranstaltninger, hvis institutionen efter en underretning bliver opmærksom på, at de afgørelser, der træffes på nationalt plan, er modstridende, eller at en fællesskabstilgang er nødvendig (artikel 9). I begge tilfælde kræver direktivet, at en medlemsstat underretter Kommissionen forud for en sådan foranstaltning.
2.4. Det skal derfor vurderes, om sådanne oplysninger om farerne ved det pågældende produkt er blevet meddelt eller ej. Som Kommissionen selv påpegede i sin udtalelse, havde de spanske myndigheder den 12. juli 1994 fremsendt en anmeldelse til alle medlemsstaterne og til Kommissionen vedrørende et lignende produkt. Ikke desto mindre har institutionen understreget, at den på grundlag af direktivets artikel 8 og 9 ikke kunne gribe ind, medmindre der var blevet fremsendt en anmeldelse fra de italienske myndigheder vedrørende det specifikke farlige produkt.
2.5. Efter Kommissionens fortolkning af art. 8 og 9 i direktivet synes at være korrekte, har Ombudsmanden konkluderet, at Kommissionen handlede inden for rammerne af sin retlige myndighed i den foreliggende sag, og der er derfor ikke konstateret noget tilfælde af fejl eller forsømmelser.
2.6. Ombudsmanden bør imidlertid påpege, at de problemer, der er forbundet med defekte produkter, er en vigtig kilde til bekymring for alle europæiske borgere. For at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau som understreget i Amsterdamtraktaten (4) og styrke borgernes tillid til EU-institutionerne er det derfor vigtigt, at disse institutioner tager alle mulige skridt til at kontrollere usikre produkter.
3 Kommissionens rolle i overvågningen af nødforanstaltninger truffet af medlemsstaterne
3.1. Klageren hævdede, at Kommissionen heller ikke havde ført tilstrækkeligt tilsyn med anvendelsen af fællesskabsretten i den sag, han havde klaget over, da den ikke havde truffet passende foranstaltninger til at sikre, at de italienske myndigheder reagerede på de spanske myndigheders meddelelse af 12. juli 1994 . En sådan meddelelse henviste til de risici, der er forbundet med en lignende produkttype.
3.2. Som krævet i direktivets artikel 8, stk. 2 og 3:
"Når Kommissionen modtager disse oplysninger [meddelelse fra en medlemsstat], kontrollerer den, om de er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, og videresender dem til de øvrige medlemsstater, som straks underretter Kommissionen om de foranstaltninger, de har truffet"
"De detaljerede procedurer for det fællesskabsinformationssystem, der er beskrevet i denne artikel, er anført i bilaget [ ]".
I bilaget til direktivet hedder det i § 9: "De øvrige medlemsstater [dvs. ikke den, der har givet meddelelsen] skal så vidt muligt straks underrette Kommissionen om følgende:
a) om produktet er blevet markedsført på dens område
b) supplerende oplysninger, som den har indhentet om den pågældende fare [ ] og de skal under alle omstændigheder hurtigst muligt underrette Kommissionen om følgende:
c) de foranstaltninger, der er truffet eller besluttet [ ]
d) hvis det produkt, der er nævnt i disse oplysninger, er fundet på deres område, men der ikke er truffet foranstaltninger eller truffet beslutning om, og årsagerne til, at der ikke skal træffes foranstaltninger".
3.3. Kommissionen har oplyst, at den ikke har modtaget noget svar fra de italienske myndigheder på den spanske anmeldelse fra juli 1994 om risiciene ved et lignende produkt som det, klageren har klaget over. På trods af manglende svar fra de italienske myndigheder traf institutionen ingen foranstaltninger.
3.4. Selv om Kommissionen kunne have handlet mere effektivt med hensyn til de italienske myndigheders manglende reaktion på de spanske myndigheders meddelelse i 1994, bemærker Ombudsmanden imidlertid, at institutionen har taget skridt til at sikre en korrekt anvendelse af direktivet i Italien. Brevet fra den daværende ansvarlige kommissær, fru Bonino, til de italienske myndigheder illustrerer denne indsats.
I lyset af ovenstående betragtninger synes der derfor ikke at være behov for yderligere bemærkninger fra Ombudsmanden. Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.
4 Konklusion På
grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side.
Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.
Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.
Din oprigtige,
Jacob SÖDERMAN

---

(1) Rådets direktiv 92/59/EØF om produktsikkerhed i almindelighed, EFT L 228 af 11.8.1992, s. 25.

(2) Artikel 8, stk. 1, i direktiv 92/59/EØF: "Hvis en medlemsstat vedtager eller beslutter at vedtage hasteforanstaltninger for at forhindre, begrænse eller indføre særlige betingelser for en eventuel markedsføring eller anvendelse på sit område af et produkt eller en produktbatch på grund af en alvorlig og umiddelbar risiko [ ] for forbrugernes sundhed og sikkerhed], underretter den straks Kommissionen herom [ ].

(3) Punkt 8 i bilaget til direktiv 92/59/EØF: "[...] når [Kommissionen] finder det nødvendigt, og for at supplere de modtagne oplysninger, kan den under særlige omstændigheder af egen drift indlede en undersøgelse og/eller indkalde udvalget vedrørende nødsituationer [...]".

(4) Afsnit XIV EF-traktatens artikel 153