# Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om klage 635/2012/BEH over Den Europæiske Unions Domstol - Forfatter: Den Europæiske Ombudsmand - Dato: 2014-10-07T10:00+02:00[Europe/Paris] - [URL](https://www.ombudsman.europa.eu/da/decision/da/56877) --- Kære S. Den 23. marts 2012 indgav du en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Den Europæiske Unions Domstol vedrørende brugen af officielle sprog i forbindelse med visse publikationer på dens websted. Den 20. april 2012 anmodede jeg Dem om at præcisere visse aspekter af Deres klage. De besvarede min anmodning den 3. juni 2012. I lyset af Deres præciseringer anmodede jeg den 26. februar 2013 Domstolen om at afgive udtalelse om følgende påstand og påstand. **Påstand:** Den omstændighed, at "Digest of the retspraksis" og "Alphabetical Table of Subject-matter" ikke er tilgængelige på alle officielle sprog på Domstolens websted, er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af sprog. **Påstand:** Domstolen bør revidere sin ovennævnte offentliggørelsespraksis for at bringe den i overensstemmelse med loven. Den 9. juli 2013 gav jeg Dem lejlighed til at kommentere Rettens udtalelse, hvilket De gjorde den 15. oktober 2013. I sin udtalelse udtrykte Retten tvivl om Ombudsmandens kompetence til at behandle denne sag. De var uenig i dette synspunkt i Deres bemærkninger. Desuden kritiserede De omfanget af min undersøgelse, som De anså for at være for begrænset. Inden jeg analyserer Deres påstand, finder jeg det hensigtsmæssigt først at behandle spørgsmålene om Ombudsmandens kompetence og omfanget af denne undersøgelse. *Med hensyn til ombudsmandens kompetence* Artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) udelukker Domstolen "i sin egenskab af domstol" fra Ombudsmandens mandat. I sin udtalelse udtrykte Domstolen tvivl om Ombudsmandens kompetence til at behandle denne sag og fremførte, at "den største del af retspraksis" og den "alfabetiske emneoversigt" blev udviklet for at imødekomme interne behov med henblik på at lette Domstolens judicielle aktiviteter. Jeg er ikke af den opfattelse, at artikel 228 TEUF kan fortolkes på en sådan måde, at ombudsmanden forhindres i at undersøge denne sag. Det skal erindres, at artikel 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder giver enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat ret til at klage til Ombudsmanden over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af EU-institutionerne med undtagelse af Domstolen under udøvelsen af dens domstolsfunktioner. Da denne udelukkelse udgør en undtagelse fra den grundlæggende ret til at klage til Ombudsmanden, må henvisningen til Domstolens domstolsrolle ikke fortolkes på en måde, der går ud over det formål, der forfølges med udelukkelsen. Det forekommer klart, at dette formål er at udelukke Domstolens judicielle virksomhed fra ombudsmandens kompetenceområde. Der kan ikke herske tvivl om, at formålet med undtagelsen i artikel 43 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som ligeledes kommer til udtryk i artikel 228 i TEUF og i artikel 2, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand, ville blive tilsidesat, hvis spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af de officielle sprog i værktøjer som "den største del af retspraksis" og "den alfabetiske emneoversigt", som ganske vist oprindeligt er udviklet til internt brug, men ubestridt er blevet stillet til rådighed på Domstolens websted, skulle anses for at være omfattet af undtagelsen vedrørende Domstolens retslige rolle. Jeg mener derfor, at Domstolens tvivl med hensyn til min kompetence til at behandle denne sag er ubegrundet. *Omfanget af Ombudsmandens undersøgelse* I henhold til artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut skal Ombudsmanden undersøge, om den pågældende institution har modtaget passende administrative henvendelser, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt der er tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse. For det første bemærker jeg, at der ikke er noget i statuttens artikel 2, stk. 4, der er til hinder for, at Ombudsmanden kan påberåbe sig denne bestemmelse efter at have anmodet om præciseringer fra en klager, hvis dette viser sig nødvendigt i lyset af de modtagne præciseringer. Deres argumentation i denne henseende kan derfor ikke tiltrædes. Desuden vil jeg gerne understrege, at artikel 2, stk. 4, i min statut henviser til "passende" administrative tilgange. Det er korrekt, at Domstolen i sin korrespondance med Dem anså sin praksis for at være i overensstemmelse med loven. De var uenig i Rettens analyse og fremførte specifikke retlige argumenter til støtte for Deres synspunkt. Jeg mener derfor, at det er klart nødvendigt og hensigtsmæssigt i henhold til artikel 2, stk. 4, i min statut først at fremføre disse specifikke argumenter over for Domstolen, inden ombudsmanden kan behandle dem. På den anden side finder jeg ikke Deres opfattelse overbevisende, hvorefter Domstolens påberåbelse af lovligheden af sin praksis indebærer, at den har taget disse argumenter i betragtning. Hvad nærmere bestemt angår spørgsmålene vedrørende Domstolens budget er det korrekt, at Domstolen efter dens opfattelse henviste til begrænset kapacitet. Det er imidlertid lige så sandt, at De i Deres præciseringer rejste specifikke spørgsmål vedrørende den rolle, som Revisionsretten efter Deres mening bør spille i budgetproceduren. De hævdede navnlig, at Domstolen har en retlig forpligtelse til at gøre alt for at sikre tilstrækkelig finansiering til at sikre oversættelse af dokumenter til alle de officielle sprog. Det er klart for mig, at disse spørgsmål går ud over Domstolens blotte påstand om begrænset kapacitet. Det følger heraf, at Deres argument om, at Retten faktisk også fandt, at de aspekter af klagen, som Ombudsmanden havde udelukket fra undersøgelsen, fordi de ikke kunne antages til realitetsbehandling, kunne antages til realitetsbehandling, ikke er begrundet. Ligeledes er Deres opfattelse, at omfanget af Ombudsmandens undersøgelse er blevet draget i tvivl af det forhold, at Domstolen ikke begrænsede sig til at kommentere "den største del af retspraksis" og "den alfabetiske emneoversigt", men også henviste til f.eks. søgemaskinen på sit websted, ikke overbevisende. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at det er klart, at Domstolen efter dens opfattelse henviser til andre kilder til støtte for sin opfattelse af, at der ikke foreligger forskelsbehandling for så vidt angår de to ovennævnte værktøjer. Under alle omstændigheder vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at det er op til Ombudsmanden at definere omfanget af sine undersøgelser i overensstemmelse med hendes statut. På grundlag af ovenstående kan jeg ikke se nogen grund til at udvide omfanget af min undersøgelse. *For så vidt angår realiteten i klagerens påstand* Der er enighed mellem Dem og Domstolen om, at "Digest of the case-law" og "Alphabetical Table of Subject-matter" kun er tilgængelige på Domstolens websted på fransk. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt artikel 36, stk. 2, i Domstolens procesreglement finder anvendelse på ovennævnte værktøjer. I sin udtalelse fastholdt Domstolen sit standpunkt om, at ingen af ovennævnte værktøjer udgør en "offentliggørelse" som omhandlet i procesreglementets artikel 36, stk. 2. Domstolen fastslog, at deres formål er at imødekomme interne behov, ikke at kommunikere med offentligheden. Det følger heraf, at udbredelsen af oplysninger efter Rettens opfattelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at kvalificere disse oplysninger som en offentliggørelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i procesreglementets artikel 36, stk. 2, medmindre en sådan udbredelse er knyttet til et særligt formål. Jeg bemærker, at hverken artikel 36, stk. 2, eller nogen anden bestemmelse i forretningsordenen indeholder en definition af begrebet offentliggørelse. Rettens holdning om, at den ikke-obligatoriske udbredelse af værktøjer, der er udviklet til interne formål, ikke udgør en publikation, er derfor ikke usandsynlig. Den omstændighed, at Domstolen frivilligt beslutter at stille visse interne værktøjer til rådighed for offentligheden, indebærer ikke ved første øjekast en retlig forpligtelse til at stille sådanne værktøjer til rådighed på alle de officielle sprog. Dette synspunkt tager hensyn til Domstolens institutionelle autonomi i forbindelse med vedtagelsen af dens procesreglement, hvilket indebærer, at hovedansvaret for fortolkningen og anvendelsen heraf også ligger hos Domstolen. Af ovennævnte grunde er jeg af den opfattelse, at der ikke har været nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser i Rettens administration. Samtidig er jeg af den opfattelse, at Domstolens fortolkning af procesreglementets artikel 36, stk. 2, som tilsyneladende er gyldig, kan give anledning til bekymring med hensyn til princippet om flersprogethed, og jeg anerkender Deres henvisninger til chartret om grundlæggende rettigheder og EMRK i denne henseende. Selv om De i Deres indlæg fremhæver spørgsmålet om adgang til klage og domstolsprøvelse, skal der efter min opfattelse tages hensyn til, at den praktiske gennemførelse af princippet om flersprogethed rejser vidtrækkende spørgsmål, som ikke er begrænset til Domstolen, men i stedet berører en række EU-institutioner, -organer, -kontorer og -agenturer. Jeg vil derfor anse det for nyttigt at overveje disse spørgsmål og bekymringer i forbindelse med de forskellige EU-institutioners praksis. På denne baggrund håber jeg at undersøge dette spørgsmål på et tidspunkt i fremtiden, f.eks. ved at gøre brug af min beføjelse til at indlede undersøgelser på eget initiativ. Jeg har derfor afsluttet undersøgelsen af denne sag. I Deres bemærkninger påpegede De også, at en reduktion af antallet af officielle sprog potentielt ville være en mere hensigtsmæssig løsning på det konstaterede problem. Da dette spørgsmål henhører under EU-lovgiverens kompetence, kan du overveje at indgive et andragende til Europa-Parlamentet om dette punkt. Din oprigtige, Strasbourg, den 29. september 2014