# Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om klage 132/21.9.95/AH/EN over Europa-Kommissionen
- Forfatter: Den Europæiske Ombudsmand
- Dato: null
- [URL](https://www.ombudsman.europa.eu/da/decision/da/562)
---
Strasbourg, den 12. december 1996
Kære
A. Den 18. september 1995 indgav De sammen med H. en klage til Den Europæiske Ombudsmand mod Europa-Kommissionen i forbindelse med udvidelsen af motorvej M40 i Det Forenede Kongerige. Jeg skriver for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget som følge af Deres klage.
For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at der ikke kan klages til ombudsmanden over handlinger foretaget af nogen anden myndighed eller person.
Ombudsmandens undersøgelser af de spørgsmål, der rejses i din klage, har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i forbindelse med Europa-Kommissionens aktiviteter.
Genstanden for Deres klage til Ombudsmanden vedrører Kommissionens opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 155 og 169.
I henhold til traktatens artikel 155 har Kommissionen pligt til at drage omsorg for gennemførelsen af traktatens bestemmelser og af de foranstaltninger, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne. Artikel 169 indeholder bestemmelser om den hovedprocedure, hvorved Kommissionen udfører denne opgave i tilfælde af en medlemsstats manglende opfyldelse af sine forpligtelser:
:
*Finder Kommissionen, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til denne traktat, fremsætter den en begrundet udtalelse herom efter at have givet den pågældende stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.*
:
*Hvis den pågældende stat ikke retter sig efter udtalelsen inden for den af Kommissionen fastsatte frist, kan denne indbringe sagen for Domstolen.*
Kommissionen har opfordret enkeltpersoner til at indgive klager over medlemsstaternes overtrædelser af fællesskabsretten og har til dette formål offentliggjort en standardformular[(1).](#(1)){#Footnote1}
Klagen til Europa-Kommissionen
------------------------------
<br />
Af Deres klage til Den Europæiske Ombudsmand og de vedlagte dokumenter fremgår det, at De den 29. november 1990 indgav en klage til Europa-Kommissionen med påstand om, at Det Forenede Kongeriges myndigheder ikke havde overholdt direktiv 85/337/EØF [(2)](#(2)){#Footnote2} i forbindelse med udvidelsen af motorvej M40. Du hævdede, at der ikke blev foretaget en fuldstændig og nøjagtig miljøvurdering af det foreslåede projekt i overensstemmelse med kravene i direktivet.
Den 6. juni 1991 sendte De endnu en skrivelse til Kommissionen med yderligere oplysninger, der skulle tages i betragtning i forbindelse med Deres klage.
Deres klage indeholdt følgende specifikke påstande vedrørende miljøvurderingen:
1. Støjniveauvurderingen er ikke udført i overensstemmelse med Det Forenede Kongeriges transportministeriums Manual of Environmental Appraisal.
2. Støjniveauvurderingen blev ikke udarbejdet på de offentlige høringsmøder.
3. der blev opkrævet et gebyr for en kopi af det dokument, der indeholdt støjniveauvurderingen
4. Der blev ikke foretaget nogen kontrol af luftkvaliteten.
<br />
Den 26. august 1991 bekræftede Kommissionen modtagelsen af Deres klage og meddelte Dem, at den var blevet registreret under sagsnummer P1378/90. Brevet undskyldte også forsinkelsen med at svare dig.
Ved brev af 10. september 1992 meddelte Kommissionen Dem, at den havde konkluderet, at der ikke forelå nogen overtrædelse af direktiv 85/337/EØF, og at den var nået frem til denne konklusion, efter at de britiske myndigheder havde foretaget undersøgelser og gennemgået de oplysninger, de havde fremlagt, herunder miljøredegørelsen og det ikke-tekniske resumé. Det fremgik også af brevet, at Kommissionen ikke var i stand til at lade Dem se en kopi af Det Forenede Kongeriges svar på dets forespørgsler, da sådanne forespørgsler foretages og svarene gives fortroligt.
Klagen til Det Forenede Kongeriges parlamentariske kommissær for administration
-------------------------------------------------------------------------------
<br />
Af Deres klage til Den Europæiske Ombudsmand og de dertil knyttede dokumenter fremgår det, at De anmodede de britiske myndigheder om aktindsigt i de oplysninger, som de havde fremsendt til Europa-Kommissionen som svar på de undersøgelser, der henvises til i Kommissionens skrivelse til Dem af 10. september 1992.
De var bekymret over, at svaret fra de britiske myndigheder på Deres anmodning ikke udgjorde en fuldstændig og ærlig offentliggørelse af alt, hvad der var blevet sagt til Kommissionen. De klagede derfor til det britiske parlaments kommissær for administration gennem Deres parlamentsmedlem, David Lidington.
I juni 1995 konkluderede parlamentsmedlemmet, selv om han var kritisk over for visse aspekter af den måde, hvorpå Deres anmodning om adgang til oplysninger var blevet behandlet af de britiske myndigheder, at De tog fejl, da De mente, at de oplysninger, De fik af de britiske myndigheder, udgjorde et mindre fuldstændigt og ærligt billede af de udvekslinger, der havde fundet sted mellem Europa-Kommissionen og den britiske regering.
Klagen til Den Europæiske Ombudsmand
------------------------------------
<br />
Efter rapporten fra den britiske parlamentskommissær klagede De til Den Europæiske Ombudsmand den 18. september 1995.
I klagen hævdedes det, at:
1. De havde forelagt Europa-Kommissionen omfattende dokumentation, som uden tvivl viste, at de britiske myndigheder ikke havde fulgt og anvendt direktiv 85/337/EØF korrekt.
2. Kommissionen havde undladt at foretage en grundig og grundig undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med Deres klage om, at de britiske myndigheders miljøvurdering af M40-udvidelsesprojektet havde været mangelfuld, men havde accepteret for pålydende og uden forbehold Det Forenede Kongeriges regerings indlæg som svar på klagen.
<br />
Den 18. december 1995 underrettede jeg Kommissionens formand om Deres klage og anmodede ham om at fremsætte en bemærkning hertil inden den 15. marts 1996.
Kommissionens første svar
-------------------------
<br />
Den 19. marts 1996 fremsendte Kommissionen følgende bemærkninger til Ombudsmanden:
:
*"Genstanden for klagen er en afgørelse fra Kommissionen vedrørende en procedure i henhold til artikel 169. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at:*
:
*"... det fremgår af opbygningen af EØF-traktatens artikel 169, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til denne artikel; den har en skønsmæssig beføjelse, der udelukker borgernes ret til at kræve, at den indtager en bestemt holdning, og til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af dens afslag på at træffe foranstaltninger."*
:
*Ved at beslutte ikke at indlede en traktatbrudsprocedure i den foreliggende sag har Kommissionen udøvet sin skønsbeføjelse, som Domstolen fuldt ud har anerkendt. Desuden har den over for klagerne handlet i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik ved behørigt at registrere klagerne og holde klagerne underrettet om behandlingen af sagen. Det skal tilføjes, at klagere i en 169-EF-procedure ikke har nogen specifikke proceduremæssige rettigheder, som det kunne være tilfældet i andre sektorer som konkurrence eller antidumping. Kommissionen ser derfor ingen grund til at klage over fejl eller forsømmelser i et sådant tilfælde."*
Kommissionen anmodede også Ombudsmanden om at tage stilling til, om klagen kunne antages til realitetsbehandling, i betragtning af kravet i artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut om, at en klage skal indgives senest to år efter den dato, hvor klageren blev bekendt med de faktiske omstændigheder, som klagen er baseret på.
Den 26. marts 1996 fremsendte jeg disse bemærkninger til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. De svarede den 8. april 1996 og begrundede, hvorfor De mente, at Deres klage var indgivet inden for fristen på to år.
De videre undersøgelser
-----------------------
<br />
Efter en omhyggelig gennemgang af Kommissionens bemærkninger viste det sig, at de vigtigste spørgsmål i klagen til Ombudsmanden forblev ubesvarede.
For at undgå en resultatløs debat om fristen på to år besluttede jeg at foretage yderligere undersøgelser på eget initiativ i overensstemmelse med traktatens artikel 138 E og artikel 3, stk. 1, i Ombudsmandens statut.
Den 21. maj 1996 bad jeg formanden for Europa-Kommissionen om at meddele mig:
1. hvilke skridt Kommissionen har taget for at behandle den klage, der er registreret under sagsnummer P1378/90
2. hvilket materiale der dannede grundlag for Kommissionens konklusion om, at der ikke var sket nogen overtrædelse af direktiv 85/337/EØF
3. hvilken korrespondance der blev udvekslet mellem Kommissionen og de britiske myndigheder vedrørende sagen.
<br />
Der blev anmodet om et svar inden den 14. juni 1996. På denne dato anmodede Kommissionen om en forlængelse indtil udgangen af juli. Den 19. juni 1996 svarede jeg, at jeg indrømmede en forlængelse indtil den 19. juli 1996. Kommissionens svar blev fremsendt den 18. juli 1996.
Kommissionens svar
------------------
<br />
Kommissionens svar indeholdt oplysninger om
1. dens fortolkning af direktiv 85/337/EØF
2. dens opfattelse af de principper, som den bør følge i sådanne tilfælde
3. en redegørelse for, hvordan den behandlede klagen.
<br />
Med hensyn til fortolkningen af direktivet anførte Kommissionen følgende:
:
*Direktivets artikel 5 bestemmer, at de oplysninger, der skal gives, er begrænsede, da de kun skal gives i følgende omfang:*
:
*i) medlemsstaten finder, at oplysningerne er relevante for en given fase af godkendelsesproceduren*
:
*ii) medlemsstaten finder, at oplysningerne er relevante for det pågældende projekts særlige karakteristika og for de miljøforhold, der kan forventes at blive berørt*
:
*medlemsstaten finder, at bygherren med rimelighed kan pålægges at indsamle oplysningerne under hensyntagen til bl.a. den aktuelle viden og de aktuelle vurderingsmetoder.*
Med hensyn til de principper, som Kommissionen skal følge i sager af denne art, anførte den følgende:
:
*"Ved behandlingen af en klage som den, der er indgivet af A. og H., vedrørende omfanget af de oplysninger, der er givet i forbindelse med et bestemt bilag II-projekt, skal Kommissionen derfor undersøge, i hvilket omfang den kan kontrollere medlemsstatens skønsudøvelse ved fastlæggelsen af omfanget af de oplysninger, der skal gives. Selv om der ikke er megen retspraksis fra Domstolen vedrørende domstolskontrollen med udøvelsen af skønsbeføjelser, er bistanden hentet fra sag 42/84 Remia, hvor Domstolen anerkendte, at dens begrundelse for prøvelse af en kommissionsbeslutning, der er baseret på en kompleks økonomisk vurdering, bør begrænses. Den anførte, at den ville begrænse sin revision til tre hovedkategorier:*
:
*i) tilsidesættelse af procedureregler*
:
*ii) de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke afgørelsen blev truffet, var urigtigt angivet*
:
*åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning*
:
*Kommissionen mener, at disse kriterier er egnede til at kontrollere medlemsstaternes udøvelse af skøn og til at afgøre, om der skal indledes en procedure mod en medlemsstat i henhold til artikel 169, hvilket kan føre til et søgsmål mod medlemsstaten ved Domstolen vedrørende denne medlemsstats udøvelse af skøn baseret på en kompleks vurdering som f.eks. en miljøvurdering i henhold til direktiv 85/337/EØF."*
Med hensyn til den måde, hvorpå Kommissionen havde behandlet klagen, anførte den, at den havde skrevet til de britiske myndigheder den 13. september 1991 og meddelt dem, at den havde modtaget en klage vedrørende M40-projektet, og anmodet om en kopi af miljøredegørelsen og det ikke-tekniske resumé, der var udarbejdet vedrørende projektet, samt den vurdering, der var foretaget af disse oplysninger. Ved skrivelse af 17. oktober 1991 fremsendte Det Forenede Kongerige en kopi af miljøredegørelsen for projektet, det ikke-tekniske resumé og den syv sider lange begrundede beslutning om tilladelse til projektet.
Kommissionen anførte endvidere, at den tog hensyn til de oplysninger, som klagerne og de britiske myndigheder havde givet den. Den var af den opfattelse, at disse oplysninger:
:
*"a) ikke har afsløret, at Det Forenede Kongerige ikke har overholdt procedurereglerne i direktiv 85/337/EØF*
:
*b) ikke har fremlagt bevis for, at de faktiske omstændigheder, der lå til grund for Det Forenede Kongeriges beslutning om at give tilladelse til M40-projektet, var ukorrekte*
:
*c) ikke har fremlagt noget bevis for, at Det Forenede Kongerige har anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller har gjort sig skyldig i magtfordrejning.*
:
*Kommissionen fandt derfor, at de foreliggende oplysninger ikke gav grundlag for at konkludere, at Det Forenede Kongerige udøvede sit skøn i henhold til direktiv 85/337/EØF på en måde, der var i strid med kravene i dette direktiv. Der var derfor intet grundlag for, at Kommissionen med rette kunne have besluttet at anlægge et formelt søgsmål mod Det Forenede Kongerige i henhold til traktatens artikel 169."*
Klagerens bemærkninger
----------------------
<br />
Kommissionens bemærkninger af 18. juli 1996 blev fremsendt til Dem den 22. juli 1996. De fremsendte Deres bemærkninger den 1. august 1996, hvori De gentog både Deres påstand om, at de britiske myndigheder ikke havde gennemført de procedurer, der er fastsat i direktiv 85/337/EØF, og de fire specifikke påstande vedrørende støjniveauvurderinger og manglende kontrol med luftforureningen, som De havde fremsat i Deres klage til Kommissionen.
Gennemgang af sagsakterne
-------------------------
<br />
Efter nøje at have gennemgået Kommissionens svar af 18. juli 1996 og klagerens bemærkninger besluttede jeg, at det var nødvendigt at undersøge de dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af vedrørende klagen, for at sikre mig, at beslutningen om at afslutte sagen var blevet truffet i overensstemmelse med de generelle principper om god forvaltningsskik.
Undersøgelsen blev foretaget den 5. november 1996.
Den Europæiske Ombudsmands afgørelse
------------------------------------
<br />
*1. Kommissionens analyse af direktiv*
85/337/EØF 1.1 Artikel 3 i direktiv 85/337/EØF fastsætter, at en vurdering af indvirkningen på miljøet skal identificere, beskrive og vurdere et projekts virkninger på forskellige anførte faktorer, herunder mennesker og luft.
1.2 I henhold til artikel 5 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bygherren på passende vis giver de oplysninger, der er anført i bilag III. Bilag III kræver bl.a. skøn over luftforurening og støj.
1.3 Medlemsstaternes forpligtelse i henhold til direktivets artikel 5 er nuanceret. Der skal kun gives oplysninger, hvis en medlemsstat mener:
: a) at det er relevant for:
:
en bestemt fase af godkendelsesproceduren *og*
: de særlige karakteristika ved et bestemt projekt og de miljøforhold, der kan forventes at blive berørt
:
*og*
:
b) at bygherren med rimelighed kan pålægges at indsamle oplysningerne under hensyntagen til *bl.a.* aktuel viden og aktuelle vurderingsmetoder.
1.4 Artikel 5 kræver derfor, at medlemsstaten foretager en vurdering af, hvilke oplysninger der skal gives, og overlader i den forbindelse omfanget af de oplysninger, der skal gives, til medlemsstatens skøn.
1.5 Kravene i direktivets artikel 3 er udtrykt som værende "i overensstemmelse med artikel 4-11". Da bilag III (omhandlet i artikel 5) er mere detaljeret end artikel 3, ser det ikke ud til, at sidstnævnte havde til formål at pålægge medlemsstaterne forpligtelser, der var uafhængige af dem, der følger af artikel 5. Det skal imidlertid erindres, at Domstolen er den højeste instans i fællesskabsretlige spørgsmål.
1.6 Ombudsmandens undersøgelser har derfor ikke afsløret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side i forbindelse med dens fortolkning af direktivets oplysningskrav.
*2. Kommissionens analyse af sin egen rolle*
2.1 Traktatens artikel 169 fastsætter ikke procedurer eller kriterier, som Kommissionen skal anvende i perioden forud for afgivelsen af en begrundet udtalelse til en medlemsstat. Desuden giver Domstolens retspraksis kun begrænset vejledning. Kommissionen skal derfor selv beslutte, hvilke procedurer og kriterier der skal vedtages for at opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 169 i den proces, der kan føre til afgivelse af en begrundet udtalelse.
2.2 Det fremgår af Kommissionens svar til Ombudsmanden af 18. juli 1996, at den i forbindelse med behandlingen af klager af den art, som A. og H. har indgivet over Det Forenede Kongerige, har besluttet at begrænse sin kontrol til en undersøgelse af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. Ved at forklare sin beslutning om således at begrænse sin kontrol har Kommissionen analogt baseret sig på de principper, som Domstolen anvendte i *dommen i sagen Remia mod Kommissionen* [(3)](#(3)){#Footnote3}, til at kontrollere Kommissionens beslutninger på grundlag af komplekse økonomiske vurderinger.
2.3 Kommissionens analyse af dens rolle forekommer rimelig, navnlig i betragtning af den bevisbyrde, som Kommissionen skal løfte, hvis den indbringer en medlemsstat for Domstolen. Ombudsmandens undersøgelser har derfor ikke afsløret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side i forbindelse med udøvelsen af dens beføjelser i henhold til artikel 155 og 169 i sager, der involverer en medlemsstats udøvelse af skøn med hensyn til de oplysninger, der skal gives i henhold til direktiv 85/337/EØF.
*3. Kommissionens undersøgelse af klagen fra A. og H.*
3.1 I deres klage til Kommissionen fremsatte A. og H. fire specifikke påstande. To af disse påstande, der vedrører vurderinger af luftkvalitet og støjniveau, anfægter tilstrækkeligheden af oplysningerne i miljøredegørelsen. Som anført i punkt 1.4 ovenfor er omfanget af de oplysninger, der skal gives, et anliggende, der henhører under medlemsstatens skøn.
3.2 De to andre påstande vedrører offentlighedens adgang til oplysninger. Direktivets krav i denne henseende er indeholdt i artikel 6, som også overlader det til medlemsstaterne at vurdere de nærmere ordninger for information og høring af offentligheden.
3.3 Det ser derfor ud til, at alle klagernes fire påstande rejste spørgsmål inden for det skønsområde, som direktivet overlader til medlemsstaterne. På grundlag af Kommissionens analyse af sin egen rolle ser det derfor ud til, at der ikke ville have været grundlag for yderligere foranstaltninger i henhold til artikel 169, selv hvis det antages, at klagerne havde ret i alle de fire påstande, de fremsatte. Det var derfor ikke nødvendigt at foretage en detaljeret undersøgelse af påstandene, og Kommissionen var berettiget til at begrænse sin undersøgelse til de dokumenter, som den havde anmodet de britiske myndigheder om, og til at basere sin beslutning om at henlægge sagen på disse dokumenter.
3.4 Ombudsmandens undersøgelser har derfor ikke afsløret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsretten på sagens faktiske omstændigheder.
*4. 4.1*
Den oprindelige klage til Kommissionen blev indgivet den 29. november 1990. Klagen blev modtaget den 26. august 1991. Kommissionen har allerede undskyldt denne forsinkelse, som tydeligvis var for lang, og der synes ikke at være behov for yderligere bemærkninger fra Ombudsmanden.
4.2 Det fremgår klart af gennemgangen af dokumenterne, at der var en forsinkelse på over ni måneder mellem den dato, hvor Kommissionen besluttede at henlægge sagen, og meddelelsen af denne beslutning til klagerne. Da datoen for beslutningen ikke var angivet i skrivelsen til klagerne, var de ikke bekendt med forsinkelsen.
4.3 Som led i god administrativ praksis bør Kommissionen altid med rimelig hurtighed meddele klageren en beslutning om at henlægge en sag. Der synes ikke at have været nogen begrundelse for forsinkelsen i denne sag. Der er imidlertid intet, der tyder på, at forsinkelsen skyldtes andet end en administrativ fejl.
Yderligere bemærkninger fra Ombudsmanden
----------------------------------------
<br />
Klagerne til Europa-Kommissionen, til det britiske parlaments kommissær for administration og til Den Europæiske Ombudsmand var alle baseret på den antagelse, at hvis deres fire specifikke påstande vedrørende miljøvurderingen af M40-projektet var korrekte, havde de britiske myndigheder nødvendigvis ikke overholdt kravene i direktiv 85/337/EØF. Klagerne antog derfor også, at Kommissionen havde pligt til at undersøge deres fire påstande i detaljer.
Disse antagelser - selv om de var forståelige - var forkerte af ovennævnte grunde.
Kommissionens skrivelse, hvori den informerede klagerne om sin beslutning, gav ikke nogen begrundelse for at konkludere, at der ikke var tale om en overtrædelse af direktivet. Ombudsmanden har allerede i sin afgørelse af 29. oktober 1996 om klager over Europa-Kommissionen vedrørende Newbury-omfartsvejen (206/27.10.95/HS/UK m.fl.) bemærket, at en sådan administrativ procedure normalt afsluttes med en begrundet afgørelse, der meddeles dem, der har deltaget i processen.
Hvis klagerne havde fået en begrundelse, ville de have erfaret, at deres antagelser var forkerte i 1992 eller tidligere i stedet for i 1996. Da de ikke vidste, hvorfor deres klage var blevet afvist, rettede klagerne deres energi i sagen - forståeligt og rimeligt - først mod at finde ud af, hvad Det Forenede Kongeriges myndigheder havde sagt til Kommissionen, og derefter, efter undersøgelsen foretaget af Det Forenede Kongeriges parlamentariske kommissær for administration, mod den måde, hvorpå deres klage var blevet behandlet af Kommissionen. I så fald måtte begge disse undersøgelseslinjer nødvendigvis være frugtesløse. Det ville ikke være overraskende, hvis klagerne blev efterladt med en følelse af utilfredshed som følge af deres deltagelse i artikel 169-proceduren.
Ombudsmandens yderligere bemærkninger i den foreliggende sag vil blive taget i betragtning i en undersøgelse på eget initiativ af den proceduremæssige stilling for klagere til Kommissionen i forbindelse med artikel 169-proceduren.
Din oprigtige,
Jacob SÖDERMAN
*** ** * ** ***
[(1)](#Footnote1){#(1)} *EF-Tidende* 1989 C 26/6.
[(2)](#Footnote2){#(2)} *EFT L 175 af 28.5.1985,* s. 40.
[(3)](#Footnote3){#(3)} Sag 42/84, Sml. 1985, s. 2545, præmis 34.